II

For et Proletarbarn er ikke Fødslen men Undfangelsen det – ofte bittert – afgørende. Forud for Undfangelsen spøger Barnet i Forældrenes Sind som en haabløs Kamp mellem Drift og Angst og halsbrækkende Risiko; og fra den Dag det viser sig, at »det er gaaet galt«, lever det i dem som det Uundgaaelige, Manifestationen af en ond Skæbne. Mangt et Proletarbarn har haft sin sværeste Tid de skæbnesvangre ni Maaneder og kom til Verden med et furet Ansigt.

Om mig berettede Mor, at jeg var slem til at sparke hende, før jeg blev født; jeg haaber at have gjort det godt igen senere. Som en Slags retfærdig Gengæld kløede Far mig meget snart efter, at jeg kom til Verden. Jeg skreg meget det første halve Aar – navnlig om Natten; Mor der hade mig hos sig, delte Seng med Far, som derfor ingen Nattesøvn fik. Han var dødstræt af Dagens haarde Arbejde og blev forstaaeligt nok oprevet og hidsig af aldrig at faa hvilet rigtig ud. »Men hvorfor sov han ikke i et andet Værelse,« vil en og anden medfølende Sjæl sige – »eller i det mindste i en Seng for sig selv.« Men der var kun den ene Seng; de andre tre Søskende sov paa Stole eller som de bedst kunde – til de to af dem foretrak at flytte ud paa Kirkegaarden. Vi hade virkelig en Stue til! Men den var hele vor Tilknytning til Lyssiden af Tilværelsen og maatte ikke bruges til Sovested undtagen i Sygdomstilfælde; derinde stod jo Mors polstrede Sofa og hendes Kommode med en Porcelæns Hund og to Gipsvaser – og saa det runde drejede Bord. En Kakkelovn fandtes der ogsaa derinde, og mere var der overhodet ikke Plads til.

Jeg har ingen som helst Erindring om den næst ældste af os Søskende, NGertrud; jeg var knap et halvt Aar, da hun opgav at være med i Legen. Derimod husker jeg dunkelt den ældste, NKristian, som en lille syg Stakkel med altfor stort Hode. Han var vel godt seks Aar dengang og jeg mellem to og tre. Han laa altid, i en eller anden Genstand af Kurvefletning, hvis Kant han ufortrødent pillede i Stykker. Han fik ikke over Fingrene for det – til min store Forundring. Naar Solen flyttede, bar Moder ham over til Vinduet i den anden Stue. Far sagde engang: »Naar Kristian er død, faar vi bedre Plads«; og saa græd Mor. Han var det besværligste af alle hendes Børn, og vel derfor den, der stod hendes Hjærte nærmest. Hun talte aldrig om ham, men endnu adskillige Aar efter kunde jeg overraske hende i, at hun sad og græd over en aaben Skuffe i Kommoden, med en Haarlok af hans og et lille Klædningsstykke i Haanden. Selve hans Død og Begravelse har jeg ingen Erindring om, men jeg mindes, at jeg savnede ham og spurgte Mor, hvor han var. »Han er flyttet ud paa Kirkegaarden,« svarede hun og begyndte at græde. »Er han saa en Engel?« spurgte jeg. Mor rystede paa Hodet. »Fattigfolk har ikke noget i Himlen at gøre, de maa være glade, de kan komme i Jorden.«

Og jeg mindes, at jeg pludselig befandt mig i en hel ny Situation. Min Bror Georg, der var to Aar ældre end jeg, var nu den ældste og jeg selv den næstældste. Det var en Slags Oprykning, jeg var ikke længer Halen paa Børneflokken. Der var nemlig kommet en Nlille Søster til! Det medførte Værdighed, men ogsaa Arbejde og Ansvar – hun skulde passes! Hos Fattigfolk passer Børnene hinanden, og Arbejdet tilfaldt naturligt min Broder; men han afrettede energisk mig til at overtage en væsenlig Del af det – hovedsagelig ved at rose mig.

NDa Moder var 19 Aar, var hun svanger med den Ældste. De lavede til Ægteskab, hun og Far; men saa kom NKrigen i 64, og Far blev indkaldt. Det lykkedes ham at skrabe 50 NDaler sammen og Nstille for sig, og de blev gift; men Tilbagebetalingen af de 50 Daler lastede en Aarrække paa Hjemmet som en tung Byrde. I 69 saa jeg, som den fjerde, Lyset – fire Børn paa fem Aar! Desuden tog Mor sin Tørn med i de Aar, hjalp til hos sine gamle Herskaber ved særlige Lejligheder, vaskede Trapper og løb med Aviser. Hun var en sej Natur, udrustet med en ukuelig Virketrang og Udholdenhed.

Hendes seje Natur hade hos mig faaet en positiv NNote – jeg var stædig! Far opdagede det allerede, mens jeg endnu var spæd og trods forsvarlige Klaps ikke vilde holde op med at skrige. Senere fik jeg det ved enhver Lejlighed at høre – af ham og mine Søskende, som jo blot behøvede at henvise til, at Far selv hade sagt det. Jeg mindes aldrig, at Mor har foreholdt mig Stædighed; men hun hade ogsaa altid let ved at tumle mig. Hun kunde faa mig til hvad det skulde være. Mor hade det sødeste Smil, jeg har set hos nogen Kvinde; og naar hun smilede, brød al Egenvilje i mig sammen.

Nummer fire af elleve – det skal jo være en forholdsvis god Placering. I al Fald blev jeg i Live, om end jeg ikke helt uforbeholdent Ngav Tilværelsen paa Haanden; en god Del Stædighed for ikke at sige Forstokkethed maa jeg have været i Besiddelse af for at kunne modstaa de Nidelige haandfaste Opfordringer til at give op. Nummer tre i Rækken, Georg, hade tilsyneladende faaet, hvad der var af Levedygtighed, saa der næsten ingenting blev til mig. Han var altid rask, til han ret pludselig blev syg og døde, 42 Aar gammel.

Hvor langt husker man tilbage? Jeg er født i NSt. Annægade, lige under NFrelserkirkens Guldkugle, inde i en Bagbygning paa en Kvist. »NAnden Bagsal over Gaarden«, rettede Mor mig altid senere, naar vi talte om det. »Det var virkelig en pæn Lejlighed! Den hade bare den Fejl, at der ikke var til at være for Rotter,« føjede hun gærne til. Jeg var Nmellem to og tre Aar, da vi flyttede til NLægeforeningens Boliger. Selve NOmflytningen har jeg ingen Erindring om, skønt den jo skulde høre til de store Begivenheder i et Barns Tilværelse; men jeg har et dunkelt Minde om et dybt Vindu med Tag ved Siderne og bagende hedt Jærnblik foran – og lidt fremme en Tagrende hvori der groede Grønt. En rød strikket Genstand, en Bold vel, laa derude og lyste, og jeg selv laa paa Maven og sparkede og kunde ikke naa den. Et Skrig lød bag mig, som jeg satte i Forbindelse med det hede Tag; jeg troede jeg var kommet for nær ved Kakkelovnen, og at det var derfor, Mor nu kom efter mig. Hun halede mig ind ved Benet og stod saa morsomt og rystede, skønt hun lige saa godt som jeg vidste, at vi ikke hade i Kakkelovnen.

Tydeligere husker jeg en uhyre NBrandmur, som Mor sagde det underlige om, at den stjal Solen. Det var mig en stor Lettelse, at den ikke beholdt den; om Morgenen dukkede den stjaalne Sol op til den anden Side. Fugtigheden hade tegnet store fantastiske Verdener paa Muren; de berejstes af underlige bittesmaa Uhyrer med Rygskjold eller et Utal af Lemmer – Bænkebidere og Tusindben. Jeg syntes, jeg maatte kunne fange dem fra Tagrenden, længer var Brandmuren ikke borte. Over den har jeg Frelserkirkens mægtige, forgyldte Kugle svævende, højt, højt oppe. I Tagrenden selv var der Jord med Græstotter i – og Fugle som hade travlt; og en skønne Dag skød der en Plante med en rød Blomst frem for Barnets undrende Øjne. Saa nemt og billigt kommer kun de allerfattigste i det grønne.

Mor paastod ganske vist senere, at jeg umulig kunde huske noget af alt dette. Men det lever et Steds i mig alligevel og gør endnu den Dag i Dag Kristianshavns Baggaarde til den intimeste Verden for mig at færdes i. Mor selv huskede levende mange Enkeltheder fra sin tidligste Barndom i Stege paa Møen, som hun Nkom bort fra inden hun endnu var tre Aar og aldrig hade besøgt siden. Fattigbørn husker vel overhodet længer tilbage end Børn, der har en lys sorgløs Barndom; Livet ridser tidlig uforgængelige NSkurer i deres Sind.

Barnet har en pudsig Maade at forholde sig til Oplevelserne paa; det sigter dem, lader falde og bibeholder, efter helt andre Love end den Voksne. Mens jeg slet intet husker af selve den store Begivenhed, Flytningen fra Kristianshavn til Lægeforeningens Boliger, men en skønne Dag simpelt hen er der, ser jeg tydelig Moder staa i Døren til den ny Lejlighed og underholde Nabokonerne. Det maa have været meget kort efter at vi flyttede dertil, for senere Nvar hun ikke just Potte og Pande med dem. Hun stod med Armene over Kors og lænede sig til Dørstolpen, og jeg var stolt af hende; jeg følte at vi spillede en Rolle som de Nyankomne. Mor var i Færd med at dukke de andre, Boligerne fik sig en forsvarlig Omgang. Lægeforening, sunde Boliger for de Fattige – pøh! to Nsmaa Huller til en dyr Husleje! Nej paa Kristianshavn, det var en Lejlighed, Ntre store Værelser!

»Og saa hade vi Rotter!« sae jeg, jeg vilde ogsaa hjælpe til.

»Dit Skvadderhode,« sae Mor og ruskede mig i Armen, »hvad snakker du med for? – Ja, det var jo derfor vi flyttede,« forklarede hun lidt slukøret – »én maatte jo hænge Madvarerne op i en Kurv under Loftet om Natten, at ikke det Skarnstøj skulde æde dem. Men ellers var det da en rigtig pæn Lejlighed.«

Her i Lægeforeningens Boliger begynder mit Liv for egen Regning. Og for Samfundets da forresten ogsaa, for meget snart maa jeg begynde at gøre Nytte. Moder paatog sig at bære Aviser om i Kvarteret omkring NTrianglen, og min Broder og jeg maatte med og tage de værste Trapper for hende. Hun led allerede dengang af Aareknuder.

En hel ny Verden var det. Lægeforeningens Boliger laa dengang nærmest uden for Byen; NOlufsvejkvarteret mellem Boligerne og Trianglen var endnu ikke bebygget, paa den anden Side NStrandvejen (nu Østerbrogade) var der Gartnerhaver, og til de to andre Sider strakte NØster- og Nørrefælled sig. Mellem Fællederne løb Kongevejen, som vi kaldte den (Nnu Østre Allé), og førte ud i det Ukendte – til Kongeslotte og Søer i store Skove hvor NKulsvierne holdt til. Om Morgenen naar min Bror og jeg traskede ud til NKristineberg Brødfabrikker ude forbi NStore Vibenshus efter natgammelt Brød til halv Pris, mødte vi dem. De var kørt hjemme fra ved Midnat, sortsmudskede og fremmedartede sad de og nikkede halvsovende paa deres høje Læs af Trækul eller Riskoste og Kurve. Det hed om dem, at de smed med Kniv efter Folk; og vi søgte for en Sikkerheds Skyld helt over i Vejgrøften. Derfra laa vi og skreg: »Gi' lidt Trækul, Kulsvier!« En og anden hev lidt Trækul over i Grøften til os, og vi samlede det omhyggeligt op i vore Huer og tog det med hjem til Mor – til hendes Dampstrygejærn. »Saa er den NToskilling sparet,« sae Mor og roste os.

Fællederne var paa begge Sider af Vejen indhegnet med Bjælker, der hvilede fladt paa lave Stolper. Heroppe paa Bjælkerne løb vi omkap, hver paa sin Vejside; det forkortede Hjemturen fra Brødfabrikkerne. Inde paa Fælleden græssede Kreaturer; de stansede Græsningen og gloede, et og andet Dyr gav sig i Vej hen imod én med nikkende Hode som sagde det: Ja, jeg skal lære dig! Saa lod man sig dratte ud i Vejgrøften med et højt Vræl – og var en Pokkers Karl bagefter.

Ofte ekserserede der NSoldater paa Fællederne, skød, gravede hele Jordanlæg og stormede løs paa hinanden. Saa vrimlede det derude med Telte, NMarketenderier og Kagekoner, især naar der var NRevy; og bagefter flød det med tomme Patronhylstre og tomme Flasker. Dèr hvor Beværterteltene hade staaet, kunde man ogsaa være saa heldig at finde Skillinger.

Paa Fællederne skete overhodet kun store Ting. NStruensee og Grev NBrandt var blevet henrettet derude; Beretningen derom spøgede kraftigt i min Fantasi. Jeg listede over til sidste Husrække i Boligerne og kikkede gennem et Knasthul i Plankeværket over efter NHøjen paa Østerfælled hvor Henrettelsen hade fundet Sted. Og en Dag fandt min Bror – efter lang Tiggen fra min Side – at jeg var »stor nok til saadan noget« og tog mig med derud. »Saadan noget« var Henrettelsen, og Betrædelsen af Højen gjorde ogsaa saa stærkt Indtryk paa mig, som hade jeg oplevet selve Halshugningen. Højen laa lige ved Kongevejen; lidt længere inde paa Østerfælled var en stor NKule omgivet af et Plankeværk. Dernede paa Bunden af Kulen laa deres Lig endnu, paastod min Bror og lod mig staa op paa sin Ryg, saa jeg fik Næsen op til Kanten af Plankeværket og selv kunde lugte. En forfærdelig Stank slog mig imøde nede fra Kulen, der forøvrigt senere afslørede sig som en primitiv Nødtørftsanstalt for NJenserne.

Paa den anden Side af Kongevejen, et Stykke inde paa Fælleden, laa »NHolger Danskes Briller«, en vældig Sø, meget større end hele Havet! For at naa derhen maatte man udstaa de største Farer, slaas med baade Tyre og gale Heste, og Søen selv var fuld af Udyr! Drenge, som hade soppet derude, var blevet bidt i Benene af Igler, der sugede Blod, til de blev til runde Blodpølser! Og midt i Vandet var der et bundløst Hul, som førte ned til Helvede! Frasagnene om det kunde nok faa det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa en 3-4 Aars Purk; det varede noget, inden jeg fik Mod til at lægge denne Del af Verden ind under mig.

De største Ting skete paa Fælleden! Undertiden var Dyrene borte og Fælleden til Gengæld sort af Mennesker; saa løb man hjem, med bankende Hjærte, og gemte sig i Krogen mellem Mors Kommode og Kakkelovnen. Maaske Nsloges Arbejderne med Politiet lige nu! De hade før taget Tørn; i vor Overlevering var det blevet til et helt Slag, hvor Politiet, som vi hadede, fik mægtige Klø. »Lad vær og gaa derud!« tiggede Mor, naar der var noget løs derude. Men Far og NOnkel Otterberg lo blot og tog drabelige Skridt.

Saa vovsom en Sag det var at driste sig ud paa Fælleden – NBisserne var ikke bange for noget! De laa og snuede i Græsset Dagen lang med Kasketten over det ene Øje, midt imellem Kreaturerne, som selv de større Drenge i Boligerne ikke var trygge ved. Den lange Lemmedasker NKristian Nielsen, vor Nabo NLiremandens voksne Søn, som Mor ikke kunde fordrage fordi han altid gik hjemme og hang, tog sig mangen Lur i Solen derude; og en Dag mens han snuede, satte en galoperende Hest fnysende hen over ham. Jeg overværede det skrækslagen fra Pæleværket, mens han selv ikke engang vaagnede ved det. Han blev vor Helt fra den Dag; det var siden hen en Ære, naar han nedlod sig til én og sagde: »Naa, NKlør!«, at kende ham som jeg gjorde var en Udmærkelse. Vi Drenge hade det med at skulle røre ved ham – man blev stærk af det.

»Jo pyt,« sae Mor. »Det er nogle kønne Kræfter, der udstraaler fra saadan en Sut!« Hun var min Fortrolige i alle Ting. Men blindt troede jeg ikke paa hende mere; der var alligevel Ting, Kvindfolk ikke forstod sig paa.

Det kunde nok være nødvendigt at tilsnige sig lidt flere Kræfter, med dem stod det kun smaat til, og Tilværelsen rummede mange Besværligheder og Farer. Der var fjendtligsindede Drenge, hele Horder, hvis Bydel man skulde vogte sig for at betræde, om man da ikke var i mandstærkt Følge. Der var Fælledens mange NDyr om Sommeren; undertiden brød de ud og forvildede sig helt ind i NBoligerne. Og der var Fælledens uhyre Udstrækning ved Vintertide; Mor kunde Historier om smaa Drenge, som var gaaet vild derude og aldrig vendt tilbage. Saa var der Politiet! Og bag alting de uafvendelige Prygl af Fars Haand, om han fik noget at vide.