© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Reuerendo patri et domino sanctissimo Innocentio dei gratia sancte Ro mane ecclesie summo et uniuersali pontifici Philippus. eadem gratia Francorum rex. salutem et debite dilectionis ac reuerentie plenitudinem.
Nouerit sanctitas uestra quod nos karissimum nostrum .O. Hostiensem et Velletrensem episcopum apostolice sedis legatum cum debita reuerentia suscepimus. et per uim uestram et per mandatum uestrum fecimus. quod ipse dixit nobis ex parte uestra. quamuis hoc esset. contra uoluntatem nostram. et quod in animo nostro reperimus. quod possemus rationabilius tractari. sicut plures predecessorum nostrorum tractati fuerunt. et sic in huiusmodi negotio est processum per uoluntatem uestram. Preterea nouerit sanctitas uestra. quod nos inuenimus eundem episcopum et legatum uestrum asperiorem in huiusmodi negotio quam crederemus. et tamen quicquid ipse nobis faciat nos honoramus et honorabimus eum sicut debemus. pro amore quem erga uos et ecclesiam Romanam. et erga eum habemus. Inde est quod sanctitatem uestram rogamus. quatinus eum efficaciter moneatis. ut eum benigniorem in negotio nostro et maxime in isto inueniamus. quod ad honorem ecclesie Romane cedat et cedere uideatur. Nouerit etiam sanctitas uestra quod nos rogauimus dominum cardinalem. et requisiuimus et adiurauimus tamquam amicum nostrum. tamquam legatum. tamquam sacerdotem. quod ipse sacramentum a nobis acciperet. quod numquam uoluimus confederari. alicui contra ecclesiam Romanam. licet pluries fuerimus requisat.
1 O.=Octauianum.
Til sin højærværdige fader og højhellige herre Innocens, af Guds nåde den hellige romerske kirkes og alles høje pave, sender Filip, af samme nåde de Franskes konge, hilsen med skyldig kærlighed og ærefrygt til fulde.
I skal vide, hellige fader, at vi har modtaget vor meget kære Octauianus, biskop af Ostia og Velletri, det apostoliske sædes legat, med skyldig ærefrygt og i medfør af Eders magt og befaling udført, hvad han har sagt os på Eders vegne, selv om dette stred mod vor vilje, og vi i vort stille sind finder, at vi kunde være behandlet på en rigtigere måde, sådan som flere af vore forgængere er blevet behandlet, og det er således Eders vilje, der har bestemt, hvad der er sket i denne sag. Desuden skal I vide, hellige fader, at vi har fundet samme biskop, Eders legat, strengere i denne sag, end vi vilde tro, og dog, hvad han end gør mod os, hædrer og vil vi hædre ham, således som det er vor pligt på grund af den kærlighed, som vi nærer til Eder og den romerske kirke og til ham. Derfor beder vi Eder, hellige fader, om virkningsfuldt at påminde ham om at vise sig mere velvillig i vor sag og især i det, som vedrører og synes at vedrøre den romerske kirkes hæder. I skal også vide, hellige fader, at vi har bedt og anmodet og besvoret hr. kardinalen som vor ven, som legat og som præst om at modtage ed af os på, at vi aldrig har ønsket at slutte forbund med nogen imod den romerske kirke, skønt vi flere gange er blevet anmodet derom.
Foruden de ovenfor meddelte indberetninger til paven (nr. 12, 13, 14 og 15) er der i samme anledning indgået et brev fra kong Filip August, der er optaget i registerfragmentet fra det tredie år og gengivet i indholdsfortegnelsen hertil. Om dateringen, som må ansættes til [1200 7. september—31. oktober], se nr. 12.
Delisle har betonet, at kongens brev ikke synes at foreligge i sin fuldstændige skikkelse, et synspunkt der har vundet genklang i den sidste franske udgave, se under Monografisk. Det kan i denne forbindelse udtales, at det ikke er nødvendigt at antage, at skrivelsen har været forsynet med dato, og at dateringen eller en anden afsluttende formel er sprunget over ved indførelsen i det pavelige register. Derimod indeholder pavens svar en række betragtninger over videreførelsen af ægteskabssagen for det tilfælde, at Filip ikke ønsker at beholde Ingeborg (se nr. 18). Et klagemål svarende hertil kunde tænkes at have stået til slut i brevet fra kongen. Her kunde der have været udsagn, som stillede den pavelige legats dispositioner i et noget andet lys end numrene 12, 13, 14 og 15 og derfor blev udeladt i registret. Til støtte for denne tanke kan anføres, at der synes at ligge en tendens i udvalget af de indløbende skrivelser, der optoges i registret. Ingeborgs vigtige brev, som stillede legatens handlemåde i den rette belysning, er ikke gengivet (jf. nr. 19), skønt det må være nået frem omtrent på samme tid som brevene nr. 12, 13, 14, 15 og 16. Derimod er de omstændelige skrivelser fra biskopperne af Paris og Soissons blevet registreret (nr. 13—14), til trods for at det samme begivenhedsforløb er skildret omhyggeligt i legatens egen, omfangsrige indberetning (nr. 12). På den anden side kan der dog ikke opnås sikkerhed for, at man ved indførelsen i registret er gået så vidt som til at slette et stykke af kongens brev. Spørgsmålet om dettes fuldstændighed må derfor stå uafgjort hen.