TilN Filip, de Franskes berømmelige konge.

Gid du, kloge konge, af dig selv kunde forstå, og gid det i troskab måtte blive udviklet for dig af dine tro mænd, hvor meget du ved at udføre vore befalinger er vokset i hæder og ære, pris og ry hos alle kristne, som nu i sandhed forkynder og fremhæver dig som den sande katolske fyrste og allerkristeligste kongeN og tager dig som et mønster på hengivent og virkningsfuldt at hædre den romerske kirke. Thi de ser og priser i dig, at du, som er så stor og betydelig en fyrste, har hædret det apostoliske sæde ved at overholde den fælleskirkelige tugt, idet du i ydmyghed adlyder befalingerne fra stedfortræderen for Jesus Kristus, som foruden den høje kongeværdighed har skænket dig både det timelige liv og i det tilkommende gavmildt vil skænke dig evigheden, eftersom du ikke har rettet dig efter din egen vilje, men frem for den givet fortrinnet til fornuften, som det var din pligt, og hurtigt og ydmygt adlydt vor legat. Men skønt vi og vore brødreN i følge dine forfædres fortjenester, så vel som dine egne, er forpligtet til at virke ganske særligt for din hæder og tarv, tilstår vi dog, at den romerske kirke og vi selv så meget mere er skyldnere over for dig som følge af dette, at du har givet andre fyrster et exempel på lydighed. Men til det, du, høje konge, i dit brev til osN har erklæret — tvunget af vor befaling at have opfyldt det, som vor ærværdige broder biskop Octauianus af Ostia, det apostoliske sædes legat, havde ment at burde pålægge dig på vore vegne — svarer vi, at det ikke var magt, men retfærdighed, eller rettere sagt et lægemiddel. Når det har haft lejlighed til at virke og har medført en fuldstændig helbredelse, tvivler vi ikke på, at du — fra at være hengiven — bliver os endnu mere hengiven og ivrigt vil arbejde på yderligere at hædre os og den romerske kirke. Men eftersom vi, da vi een gang har fået dig, ikke kan give slip på dig, optændes vort sind af så stor og stærk en kærlighed til dig, at vi ikke kan lade være med både på frelsebringende måde at tage vare på dig og i troskab give dig påbud om det, som vi ved angår din hæder og de Franskes riges stilling, hvorfor vi beder, påminder og i Herren opfordrer dig til, høje konge, og ved denne vor apostoliske skrivelse befaler dig at bøje dit sind og din hu mod nådigt at beholde førnævnte dronning som din hustru og behandle hende som en kærlig ægtemand, først og fremmest fordi du ikke nu kan finde nogen mere agtværdig eller højbåren ægtefælle, eftersom alle anser hende for ikke blot agtværdig, men endog hellig. Men hvis dette muligvis ikke bliver givet ovenfraN på grund af din skyld eller vor, vil vi ved vore legater til fastsat tid og sted tilvejebringe en retfærdig dom. Men du bør omhyggeligt træffe forholdsregler med henblik på dette, at alle de ting, som vi i vort brev har påbudt skulde finde sted før undersøgelsen af sagen, virkeliggøres og opfyldes, for at intet, når vi har befalet, at alt skal opfyldes i troskab og sandhed, skal synes foretaget ved ulovligt samvirke eller bedrag, hvilket vilde bringe megen vanære både over os og dig. Hvis nogen af de ting, som vi har bestemt skal gå forud, bliver undladt på forsømmelig vis, så må hele sagens gang udskydes, idet de, som står for modparten, da gør gældende, at de hverken skal eller bør svare, førend de andre ting bliver opfyldt i overensstemmelse med ordlyden af vor befaling. Men med hensyn til det, som du har meddelt os i samme brev, at du har besvoret førnævnte biskop som ven for dig, legat for os og præst for Herren om at modtage ed af dig på, at du hverken havde indgået eller havde ønsket at indgå forbund med nogen imod den romerske kirke, skønt gentagne gange anmodet derom, er det, selv om sådant aldrig er faldet os ind, da vi ved, at du ikke mindre følger dine forfædres fodspor med hensyn til hengivenhed over for det apostoliske sæde end med hensyn til fremgang for de Franskes rige, os ikke nok til gengæld at bringe dig taksigelser, men vi er som følge heraf end mere blevet skyldnere over for dig og dine, eftersom du dog har tilbudt det i hengivenhed og ydmyghed og for at lægge din rene troskab for dagen. Men at du har modtaget førnævnte biskop med hæder og behandler ham med hengivenhed, er os så meget mere kærkomment, som vi elsker ham med særlig inderlighed og anser al hæder, der vises ham, for vist os selv.

Givet i Lateranet.