Textgrundlag: a.
In nomine sanctæ et indiuiduæ trinitatis. Valdemarus dei gratia Danorum Slauorumque rex, dux Iuciæ, dominus Nordalbingiæ, uniuersis sanctæ matris ecclesiæ filiis tam futuris quam præsentibus sancti spiritus gratiam. Quamdiu in hoc corpusculo peregrinamur a domino in salo huius miseriæ, quia non deerit iniquitas præmens nec iusticia paciens, malicia Cain innocentiam Abel persequens, egestas boni uicinie Antichristi prænuncia, omnino credimus sanctæ ecclesiæ profuturum, ut nos, quos miseratio diuina in solium gloriæ sublimauit et magnificis regnandi titulis extulit, eam uita superstite regiæ potestatis patrocinio strenue defensemus, ne malorum insolentia aliquatenus in præsenti conquassetur et, quantum in homine est, ita in posterum consulatur, ut non pateat aditus incurs<i>tare uolentibus, quæ pia consideratione bonorum ad honorem dei et ecclesiæ utilitatem constituta noscuntur. Cum igitur prona sunt studia hominum in malum, et procliuior solet esse cursus eorum, qui lætantur, cum malefecerint et exultant in rebus pessimis, ad infestationem bonorum et præcipue religiosorum, ut et personas eorum contumeliis lacessant et possessiones eorum occupent, diminuant, calumniis inuoluant, scripti beneficio credimus occurrendum ad malorum retundendam proteruiam et bonorum defendendam innocentiam, quod uiuaci memoria perpetuare possit nostram de religiosis domibus constitutionem. Eapropter ecclesiam de Viteschola, quam primaria plantatione pater meus et frater et nos in auito patrimonio nostro fundauimus, dotauimus et ditauimus, et affectuosa deuotione, quantum ualemus, amplectimur, regia authoritate cum omnibus attinentiis suis sub nostræ manutentionis patr<oci>nium assumimus et, ut plena gaudeant emunitate, absolutam libertatem et nulli regiæ iurisdictioni obnoxiam perpetuo iure concedimus in omnibus possessionibus siue in terris, siue in aquis, quas regum donatione uel episcoporum seu quorumcunque fidelium largitione uel quocunque iusto titulo habuerint et legitim<e> temporis excursu in possessione fuerint usquequaque, decernentes, ut quiete et inconcusse his iuste acquisitis libere potiantur, et nullius temeraria inuasione sollicitentur. Quod si quis huic constitutioni nostræ ausu sacrilego refragari præsumpserit et retractare aut infringere attentauerit, nouerit incunctanter non solum in horribile anathema se incidisse, uerum etiam districtam regiæ animaduersionis ultionem contra se prouocasse, ut uelut blasphemum ecclesiæ persecutorem et læsæ maiestatis reum publica condemnet præsumptio.
18 Vits<co>le] Vitsle Vedel.
1 In nomine sanctæ et indi-] i første linie med kapitaler a.
— In nomine] med kapitaler e, f.
— Valdemarus] med kapitaler a.
2 Iuciæ] Iutiæ Vedel.
— dominus] et dominus Vedel.
4 miseriæ] rettet fra forkortet ord Vedel.
5 præmens] premens f.
6 uicinie] med e rettet f.
6-7 omnino indtil profuturum] omnino profuturum credimus sanctæ ecclesiæ a, e, f.
7 credimus] med m rettet fra t e.
8 magnificis] med overstreget u-streg over n Vedel.
— regnandi] regnanti f.
— titulis] sæculis Vedel.
— uita] ser ud som uitæ Vedel.
9 regiæ] g tydeliggjort Vedel.
— patrocinio] rettet Vedel.
— defensemus] her slutter Vedels udtog med etcetera.
10 præsenti] præsentia a.
11 incurs<i>tare] incrustare mss.
— quæ] rettet fra quem f.
12 constituta] ser ud som constitutæ a.
15 religiosorum] med første o tilføjet over linien f.
16 possessiones] rettet fra possessionem f.
20 Viteschola] med e rettet fra æ f.
— pater] herover et a, der henviser til marginalnoten Valdemarus II a.
21 frater] herefter et b, der henviser til marginalnoten Canutus VI a.
— et nos] efter overstreget meus e.
2-3 patr<oci>nium] patrimonium mss.
7 legitim<e>] legitimo mss.
— excursu] sidste u rettet a.
7-8 usquequaque] med første q rettet fra u og ue tilføjet over linien e.
9 huic] rettet fra huiu e.
10 et] rettet fra ut e.
11 anathema] rettet fra anatheam f.
13 persecutorem] rettet fra persecutorum f.
4 2 Cor. 5,6: dum sumus in corpore, peregrinamur a domino.
7-8 Jf. 1. Reg. 2,8: ut sedeat cum principibus et solium gloriæ teneat.
13 Jf. Gen. 8,21: sensus enim et cogitatio humani cordis in malum prona sunt.
14-15 Prov. 2,14: qui lætantur, cum malefecerint, et exsultant in rebus pessimis.
20-21 pater meus: Dipl. Danicum I:2 nr. 120, Valdemar I for Vitskøl kloster [1157-1158].
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til alle så vel nulevende som tilkommende børn af kirken, vor hellige moder, den Helligånds nåde.
Så længe vi i denne vor usle krop færdes i et land, der er Herren fremmed, er det — eftersom det i dette ulykkens oprørte hav ikke skorter på uretfærdighed, der trykker, eller retfærd, der lider, fordi Kain den onde forfølger Abel uden skyld, og den gode trænges som forvarslet om, at Antikrist er nær — vor faste tro, at det vil være til gavn for den hellige kirke, at vi, hvem Gud i sin miskundhed har ophøjet til den strålende trone og sat i spidsen med prægtige herskernavne, i hele vort liv mandigt forsvarer og værger den med vor magt som konge, for at den ikke på nogen måde skal blive søndret ved ondskab og frækhed i vor tid og, så vidt det står til mennesker, blive omgærdet med fremtiden for øje, således at der ikke står nogen vej åben for dem, der ønsker at løbe storm mod det, de gode fromt har betænkt og vides at have indrettet til ære for Gud og til gavn for kirken. Da menneskene nu higer mod det onde, og de, som fryder sig, når de gør ondt, og jubler over det allernedrigeste, er særlig ivrige og tilbøjelige til at hjemsøge de gode og frem for alt de klostergivne, så at de udæsker dem med forsmædelser og desuden bemægtiger sig deres besiddelser, mindsker dem og indvikler dem i retstrætter, er det vor tro, at vi for at holde de skamløse menneskers ondskab i tømme og forsvare de gode og uskyldige må tage vor tilflugt til og hjælpe os ved breve, så at de ved deres levende hukommelse kan forevige, hvad vi bestemmer om de fromme stiftelser. Kirken i Vitskøl, som min fader og broder og vi selv på anseelig måde har lagt grunden til, stiftet, udstyret og beriget på vort ældgamle fædrene gods, og som vi efter evne omfatter med kærlighed og hengivenhed, tager vi derfor tillige med alle dens tilliggender under vor beskyttelse og værn ved vor myndighed som konge, og for at de kan nyde fuldkommen immunitet, bevilger vi med rette til evig tid fuldstændig frihed og uafhængighed af al kongelig jurisdiktion med hensyn til alle besiddelser alle vegne, hvad enten det er jord eller vand, som de sidder inde med og i tidens løb lovmæssigt kommer i besiddelse af ved gave fra konger eller biskopper eller ved skænk fra hvilke som helst troende eller med en hvilken som helst retmæssig adkomst, idet vi fastsætter, at de skal eje dette, der er erhvervet på retmæssig vis, frit, uforstyrret og ubeskåret og ikke må foruroliges af frække folk, der vil sætte sig i besiddelse heraf. Men hvis nogen fordrister sig til i gudløs forvovenhed at sætte sig op imod og prøver på at ophæve eller antaste denne vor bestemmelse, skal han vide, at han ikke blot uvægerligt er ifaldet et grueligt anathema, men også har nedkaldt en streng straf og hævn over sig fra kongen, så at hans frækhed skal fordømme ham for alles øjne som en gudsbespottelig forfølger af kirken og som skyldig i majestætsfornærmelse.
Diplomet er tidligere dateret 1203, 1209 og 1202-1241. Kongens titler henviser det til tiden [1202-1214], se nr. 53.