© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Redaktion 1:
<1>. Si qua mulier infantem suum oppresserit triennis penitencia cum tribus carenis ei debet iniungi. Quarum sic primam expleat ut 3a et quinta feria piscibus uescatur. Qua completa poterit ab episcopo in ecclesiam introduci ita tamen quod residuas duas compleat habens licentiam 3a et 5a feria et sabbato comedendi pisces. Obseruet quoque in quadragesimali tempore. tres ebdomadas circa festum sancti Iohannis et 3 circa festum sancti Michaelis/ et totum aduentum in quibus per sextas ferias in pane et aqua ieiunabit donec triennium terminetur.
<2>. Pro infante non baptizato. Si cuius infans non baptizatus opprimatur ante quam mater de partu conualuerit patri septennis penitencia iniungatur tamquam homicide.
<3>. Pro aborso. Si qua mulier aborsum procurauerit et constare poterit quod partus fuit animatus eadem penitencia debet puniri mater uel pater qua solent homicide.
<4>. Si infans per negligenciam moritur. Si cuiuscumque puer per negligenciam deperierit uidelicet per incendium uel submersionem credimus quod una carena cum unius anni obseruacione per legittimas ferias sufficere debeat ad talis negligencie abolicionem cum magis notari possit in matre pena ex doloris uehemencia quam culpa.
<5>. De truncatoribus menbrorum. De truncatoribus menbrorum secundum quod ad maiorem uel minorem satisfaccionem a legibus condempnantur. penitenciam decreuimus iniungendam habit<o> resp<e>ctu ad illam que solet homicidis imponi.
<6>. Qui contra legem dei uirgines uel uiduas rapuerint triennem subeant penitenciam cum tribus carenis et sint extra ecclesiam donec per episcopum introducantur.
<7>. De homicidis. Si quis persuasione dyabolica homicidium in ecclesia perpetrauerit uolumus ut secundum antiquam consuetudinem ecclesia reconsecretur et sigillum altaris non per alium sed per episcopum dissoluatur.
<8>. De uiolenta manuum iniectione in ecclesia. Si autem alias sanguis in ecclesia <fusus> fuerit. decernimus episcopi presenciam necessariam esse ut ecclesia reconsilietur. Si uero uiolentia fuerit sine sanguinis effusione suf ficere credimus quod episcopus illuc transmittat aquam ad reconsiliandum benedictam ut in loco certaminis aspergatur. Si uero per parietes partes ecclesie restaurentur nequaquam decernimus ecclesiam esse reconsiliandam nisi uel maius altare moueatur uel incendio consumatur uel tectum ita decidat ut residuum ecclesie domus dici non possit.
<9>. De enormi incestu. De illis qui enormem incestum committunt uidelicet quod pater filiam/ uel matrem cum filia/ uel fili<us> matre<m>/ uel duas sorores si quis cognoscat arbitrio dyocesani episcopi committimus ut consideratis circumstanciis personarum eas ad sedem apostolicam transmittat uel domi manentibus quatuordecim annorum penitenciam iniungat etcetera.
<10>. De homicidis. Homicidis septem anni cum septem carenis iniungantur/ consideratis nihilominus loci et temporis et ceteris circumstanciis. Ita ut prima carena in pane et aqua peragatur nec introducatur in ecclesiam nisi expleto biennio et tribus carenis expletis/ Quorum si alteru<tru>m remaneat debet ab ingressu ecclesie abstinere nec aliquis homicidarum nisi in cena domini ecclesie est reconsiliandus.
<11>. Quo die homicidium committitur. Si in dominica homicidium quis fecerit in illa a carnibus abstinebit perpetuo. Idem in 3a et quinta feria abstinebit. Si uero in 2a uel 4a feria uel sabbato commiserit homicidium eisdem diebus a lacticiniis abstinebit. Qui autem in sexta tale peccatum perpetrauerit potest cum eo dispensari quod utatur cum pane uno pulmento uel ceruisia extra ebrietatem.
<12>. Iterum de homicidis. Dicti eciam homicide infra sex annos carenas suas explebunt hoc modo ut contra festum sancti Iohannis et sancti Michaelis tres ebdomadas et totum aduentum obseruent in cibis quadragesimalibus. In pane et aqua sextas ferias in predictis temporibus decurrentes obseruabunt. Preterea uigilias apostolorum et quatuor tempora usque ad terminum sex annorum obseruent in pane et aqua nisi cum eis ab episcopis misericordius agatur.
<13>. De benedictionibus. Hoc quoque statutum est quod episcopus per ciuitates et castra uel opida donet occurrentibus benedictionem. Si autem plures incesserint id maiori conceditur faciendum.
<14>. Nullus ordinet clericum alterius sine testimonio. Placuit eciam fratribus quod nullus episcoporum clericum alterius sine ipsius litteris recipiat ordinandum neque ordinatum quis admittat in sua dyocesi ad officii execucionem nisi cum litteris testimonialibus de ordinibus susceptis et litteris commendaticiis uenerit/ quibus dat<is> opponatur ne forte post commendaticias litteras ips<i> traditas aliqua scelera commiserit propter que ab officio sit suspensus uel suspendendus.
<15>. Quomodo diuina celebrentur in curiis dominorum. Hoc quoque statutum est quod in nullius curia diuina celebrentur nisi talis sit qui quotidie secum habeat capellanum. Et in quacumque curia missam uelit audire. domum habeat congruam. ad hoc solum officium deputatam et cetera quibus missa celebretur ne contingat quod omnino prohibemus quod calix uel corporale uel cetera ornamenta ecclesie in domus communes minus discrete seu congrue deferantur. Ad hoc tamen necesse est ut accedat consensus episcopi/ et nullum preiudicium fiat ecclesie parrochiali.
<16>. De festis capitulum. Insuper statutum est ut infra octauam epyphanie preter Communicantes. omnia ut in die festo singulis diebus officia celebrentur tam in uesperis. Similiter fiat prima die ascencionis usque ad uigiliam penthecostes. singulis diebus in uesperis et aliis horis. ut in ipso die. Idem quoque seruandum est de festo sancte trinitatis usque ad uesperas sabbati sequentis.
Redaktion 2:
<1>. De oppresione infancium et ui illata uirginibus et uiduis. Si qua mulier in infantem suum oppresserit triennis penitencia <cum tribus carenis> ei debet iniungi. Quarum primam sic expleat ut tercia et quinta feria uno pulmento uescatur. Qua expleta poterit ab episcopo in ecclesiam introduci ita tamen quod duas residuas compleat habens licenciam tercia et va feria et sabbato pisces comedendi. Obseruet quoque in cibo quadragesimali iii ebdomadas circa festum sancti Iohannis et iii ante festum beati Michaelis et totum aduentum in quibus per sextas ferias in pane et aqua ieiunabit.
<6>. Qui contra legem dei uirgines uel uiduas rapuerint triennem subeant penitenciam cum iii carenis et sint extra limina ecclesie donec per episcopum introducantur.
<5>. Truncatoribus membrorum secundum quod ad maiorem uel minorem satisfactionem a legibus condempnantur penitenciam discernimus iniungendam habito respectu ad i<ll>am que solet homicidis inponi.
<2>. Si cuius infans non baptizatus opprimatur antequam ad plenum mater conualuerit patri septennis penitencia iniungatur tamquam homicide.
<3>. Si qua mulier aborsum procurauerit et constare poterit quod partus fuerit animatus homicide penitencia puniatur.
<4>. Si cui<u>squam puer per negligenciam deperierit uel per incendium uel submersionem credimus quod una carena cum unius anni obseruacione per legitimas ferias sufficere debeat ad talis negligencie abolicionem cum magis in matre possit denotari pena ex doloris uehemencia quam culpa.
<7>. De consecracione ecclesie. Si quis per suacionem diaboli homicidium im ecclesia perpetrauerit uolumus ut secundum antiquam consuetudinem ecclesia reconsecretur et sigillum altaris non per alium set per episcopum suum dissoluatur.
<8>. Si autem alias sanguis fusus fuerit in ecclesia decernimus episcopi presenciam necessariam esse ut ecclesia reconsilietur. Si uero uiolata fuerit ecclesia sine sanguinis effucione sufficere credimus quod illuc mittat aquam benedictam ad reconsiliandum ut in loco aspergatur. Si uero per parietes/ partes ecclesie restaurentur nequaquam ecclesiam decreuimus esse reconsiliandam nisi altare maius moueatur uel incendio consummatur uel tectum ita desidat ut residuum domus dici non possit.
<9>. De illis qui committunt incestum et de homicidis. De illis qui enormem incestum committunt uidelicet quod pater filiam uel matrem cum filia uel fili<us> matre<m> uel duas sorores aliquis cognoscat arbitrio diocesani committimus ut consideratis circumstanciis personarum eas ad sedem apostolicam transmittat uel domi manentibus xiiiior annorum penitenciam tantummodo iniungatur uel vii karenas cum vii annis.
<10>. Homicidis autem vii anni cum totidem karenis iniungantur consideratis nihilominus loci et temporis et ceteris circumstanciis. Ita ut prima karena in pane et aqua peragatur nec introducantur in ecclesiam nisi expleto biennio et iii carenis expletis. Quorum si alterutrum remaneat debent ab ingressu ecclesie abstinere nec aliquis homicidarum nisi in cena domini est ecclesie reconsiliandus.
<11>. Si in dominica homicidium <quis> fecerit in illa a carnibus perpetuo abstinebit. Qui autem in via feria tale peccatum perpetrauerit potest cum eo dispensari quod utatur cum pane pulmento et ceruisia citra ebrietatem. Si uero in tertia uel in quinta feria homicidium fecerit perpetuo in illis a carnibus abstinebit. Si uero in secunda feria uel in quarta uel sabbato homicidium fecerit eisdem diebus a lacticiniis abstinebit.
<12>. Dicti eciam homicide infra vii annos carenas suas explebunt hoc modo ut contra festum sancti Iohannis et sancti Michaelis tres <ebdomadas> et totum aduentum in cibis quadragesimalibus obseruent et in pane et aqua sextas ferias in predictis temporibus occurrentes. Preterea uigilias apostolorum et quatuor tempora usque ad terminum vi annorum obseruent in pane et aqua nisi cum eis ab episcopis misericordius agatur.
Redaktion 3:
<9>. ..... committunt/ uidelicet quod pater filiam uel filius matrem seu sororem uel aliquis duas sorores cognoscat/ uel neptem uel in secundo uel tertto gradu consanguinitatis arbitrio episcopi est committendus ita ut consideratis circumstanciis personarum eas ad sedem apostolicam pro penitentia transmittat uel domi manentibus quatuordecim annorum penitentiam inlungat/
<10>. Homicidis uero septennis penitentia est iniungenda cum totidem carenis consideratis tamen circumstanciis loci temporis et intencionis/ nec introducantur ad ecclesiam nisi <e>xpletis ix ebdomadis ieiunando uidelicet alteradimidia carena nunc sed prius erat ieiunandum duobus annis uel tribus ante ingressum ecclesie. Sed in cena domini qui alteram dimidiam carenam expleuerit tetunando introducatur.
<11>. Et si homicidium fuerit in die dominico patratum illo die perpetuo a carnibus abstinebit/ simili modo in feria 2a/ 3/ uel quinta feria/ si in sexta a piscibus abstinebit perpetuo similiter feria quarta et sabbato. Quælibet carena/ continet quadraginta dies ieiunales puta ut in ieiunio exceptis feria 4a et sexta in pane et aqua et annus penitentialis continet omnes dies ieiunales quatuor temporum et uigilias in pane et aqua nisi fuerit secum dispensatum etcetera.
20 decidendarum] i rettet Red. 3.
7 Pro] efter paragraftegn ligesom flere af de følgende overskrifter Red. 1.
20 habit<o> resp<e>ctu] rettet efter Red. 2a-b, habitu respctum Red. 1.
29 <fusus>] udfyldt efter Red. 2a-b, mangler Red. 1.
30 reconsilietur=reconcilietur og således også i det følgende.
— uiolentia] rettet fra uiolenta Red. 1.
— fuerit] f rettet Red. 1.
7 fili<us>] rettet efter Red. 3, filiam Red. 1, 2a-b.
— matre<m>] rettet efter Red. 3, cum matre Red. 1, 2a-b.
14 alteru<tru>m] rettet efter Red. 2, alterum Red. 1.
5 dat<is>] data Red. 1.
6 ips<i>] ipse Red. 1.
18 uesperis] uespis med dobbelt forkortelsestegn gennem p Red. 1.
Redaktion 2a-b:
23 Overskriften mangler Red. 2b.
— Si] i efter lakune, da initialet ikke er indført Red. 2a, Si Red. 2b.
24 oppresserit triennis] således Red. 2b, oppreserit trienis Red. 2a.
— <cum tribus carenis>] udfyldt efter Red. 1, mangler Red. 2a-b.
25 feria] feriis Red. 2b.
28 pisces] vistnok piscis Red. 2b.
— quadragesimali] med rettelse efter g Red. 2b.
— ebdomadas] ebdomedas Red. 2b.
1 sancti Iohannis] Iohannis baptiste Red. 2b.
— beati] således Red. 2b, mangler Red. 2a.
3 uel] et Red. 2b.
— rapuerint] efter et ved underprikning slettet rapuerant Red. 2a, rapuerit Red. 2b.
— subeant] subeat Red. 2b.
4 cum] efter overstreget pn Red. 2a.
— sint] sit Red. 2b.
5 introducantur] introducatur Red. 2b.
6 Truncatoribus] således, men med un-ca på linieovergang Red. 2a, Truncationibus Red. 2b.
7 penitenciam] sidste i rettet Red. 2b.
— discernimus] efter overstreget iniungimus discernendam Red. 2a.
8 i<ll>am] rettet efter Red. 1, uiam Red. 2a-b.
11 procurauerit] således Red. 2b, procreauerit Red. 2a.
13 cui<u>squam] cuisquam Red. 2a, cuiuscunquam Red. 2b.
14 submersionem] per submersionem Red. 2b.
15 abolicionem] således Red. 2b, obolicionem Red. 2a.
16 doloris uehemencia] uehemencia doloris Red. 2b.
— uehemencia] herefter tegn over linien Red. 2b.
17 De consecracione ecclesie] overskriften lyder i stedet: De homicidio in ecclesia perpetrato Red. 2b.
— Si] i efter lakune, da initialet ikke er indført Red. 2a, Si Red. 2b.
— suacionem (=suasionem)] suasionem Red. 2b.
18 uolumus] o ser ud som a Red. 2b.
— antiquam] med dobbelte forkortelsestegn Red. 2b.
20 dissoluatur] efter overstreget desol med e rettet til i Red. 2a.
21 sanguis] saguis Red. 2b.
— decernimus] decreuimus Red. 2b.
22 necessariam] mangler Red. 2b.
— reconsilietur=reconcilietur og således også i det følgende.
23 sanguinis] saguinis Red. 2b.
— effucione (=effusione)] effusionem Red. 2b.
— illuc] illic Red. 2b.
— mittat] således Red. 2b, mittamus Red. 2a.
1-3 reconsiliandum indtil reconsiliandam] sprunget over Red. 2a, der kun har ordet reconsiliandam af hele stykket og derefter direkte fortsætter med nisi altare. De pågældende linier er udfyldt efter Red. 2b, idet dog reconsiliandam til slut er bibeholdt fra Red. 2a, hvor Red. 2b har reconsecrandam.
4 desidat (=decidat)] decidat Red. 2b.
5 De illis indtil homicidis] overskriften lyder i stedet: De enormi incestu et homicidio penitencia Red. 2b.
— De] e efter lakune, da initialet ikke er indført Red. 2a, De Red. 2b.
7 fili<us> matre<m>] rettet efter Red. 3, filiam cum matre Red. 1, 2a-b.
— aliquis] efter underprikket cognascat Red. 2a.
— diocesani] således Red. 2b, dycessa med forkortelsestegn Red. 2a.
8 eas] eam Red. 2b.
8-9 apostolicam] således Red. 2b, appostolicam Red. 2a.
9-10 tantummodo indtil annis] iniungat Red. 2b.
11 iniungantur] således Red. 2b, iniungatur Red. 2a.
12 nihilominus] således Red. 2b, nouimus Red. 2a.
— loci et temporis et ceteris] således Red. 2b, locis temporibus et aliis Red. 2a.
— prima] in prima Red. 2b.
14 expletis] mangler Red. 2b.
— remaneat] remanet Red. 2b.
15 nec] således Red. 2b, non vistnok i Red. 2a.
17 <quis>] udfyldt efter Red. 1, mangler Red. 2a-b.
18-22 Qui autem indtil a lacticiniis abstinebit] her har Red. 2b: Si uero in secunda feria uel 4ta uel sabbato homicidium fecerit eisdem diebus a lacticiniis abstinebit. Si in tercia uel quinta feriis homicidium fecerit perpetuo illis diebus a carnibus abstinebit. Qui autem in sexta feria tale peccatum perpetrauerit potest cum eo dispensari ut utatur pulmento cum pane et ceruisia citra ebrietatem.
18 potest] således Red. 2b, pot med forkortelsestegn, muligvis poterit Red. 2a.
19 citra] således Red. 2b, jf. ovenfor, contra Red. 2a.
1 eciam] autem Red. 2b.
— homicide] hoicide uden forkortelsestegn Red. 2a.
— carenas suas explebunt] således Red. 2b, suas carenas complebunt Red. 2a.
2 ut] således Red. 2b, mangler Red. 2a.
— <ebdomadas>] rettet efter Red. 1, jf. §1, carenas Red. 2a-b.
3 cibis] således Red. 2b, cibus Red. 2a.
— aqua] således Red. 2b, in aqua Red. 2a.
5 ad] således Red. 2b, mangler Red. 2a.
— vi] septem Red. 2b, jf. indledningen.
6 agatur] her tilføjer Red. 2a den i de diplomatariske oplysninger meddelte note.
7 I øverste højre hjørne med rødt: De homicidis et eorum penitentia et carenis Red. 3.
16 nisi <e>xpletis] nisi (med sidste i rettet fra e) xpletis Red. 3.
17 uel tribus=et tribus (sc. carenis jf. Red. 1-2).
23 ut] rettet fra et Red. 3.
De statutter, som hr. Anders, ærkebiskop af Lund, fastsatte med råd af de øvrige biskopper på den sjællandske synode :
<1>. Hvis nogen kvinde ligger sit barn ihjel, skal der pålægges hende en treårig bod med tre karener. Af disse skal hun opfylde den første således, at hun lever af fisk tirsdage og torsdage, og når den er til ende, vil hun kunne indføres i kirken af biskoppen, dog forudsat at hun opfylder de resterende to, idet hun får tilladelse til at spise fisk tirsdage, torsdage og lørdage. Hun skal også som fastetid overholde tre uger før Skt. Hansdag og tre før Skt. Mikkelsdag og hele adventstiden, i hvilke hun skal faste fredage på vand og brød, indtil treåret afsluttes.
<2>. Ved et udøbt barn. Hvis nogens udøbte barn bliver ligget ihjel, førend moderen er kommet sig efter fødslen, skal der pålægges faderen syvårig bod som manddraber.
<3>. Om abort. Hvis nogen kvinde har frembragt abort, og det vil kunne godtgøres, at fosteret var besjælet, skal moderen og faderen straffes med samme bod, som er sædvanen ved manddrabere.
<4>. Hvis et barn dør ved uagtsomhed. Hvis nogens barn omkommer ved uagtsomhed, nemlig ved ildebrand eller drukning, er det vor tro, at een karene med overholdelse af et år på de lovmæssige ugedage vil være tilstrækkelig til at ophæve en sådan uagtsomhed, da straffen kan være mere mærkbar for moderen ved den voldsomme smerte end ved følelsen af skyld.
<5>. Om dem, der forhugger lemmerne. Angående dem, der forhugger lemmerne, har vi bestemt, at der skal pålægges bod i overensstemmelse med den større eller mindre godtgørelse, de dømmes til af lovene, idet der tages hensyn til den bod, som sædvanligvis pålægges manddrabere.
<6>. De, som mod Guds lov øver vold mod jomfruer eller enker, skal undergå en treårig bod med tre karener, og de skal være uden for kirken, indtil de indføres af biskoppen.
<7>. Om manddrabere. Hvis nogen ved djævlens indskydelse øver manddrab i kirken, er det vor vilje, at kirken skal genindvies i overensstemmelse med gammel sædvane, og altrets segl må ikke løses af nogen anden end biskoppen.
<8>. Om voldelig håndspålæggelse i kirken. Men hvis der på anden måde udgydes blod i kirken, bestemmer vi, at biskoppens nærværelse er nødvendig, for at kirken kan renses. Men hvis der er øvet vold uden blodsudgydelse, er det vor tro, at det er tilstrækkeligt, at biskoppen oversender vand dertil, som er viet til rensning, for at det kan stænkes, hvor kampen fandt sted. Men hvis dele af kirken skal repareres i væggene, bestemmer vi, at kirken på ingen måde skal renses, med mindre højaltret enten skal flyttes eller er ødelagt af brand, eller taget falder ned, således at resten af kirken ikke kan kaldes et hus.
<9>. Om grov blodskam. Med hensyn til dem, som begår grov blodskam, i de tilfælde nemlig, hvor en fader har omgang med sin datter, eller med en moder og en datter, eller en søn med sin moder, eller om nogen har omgang med to søstre, overlader vi det til stiftsbiskoppens afgørelse, så at han efter at have overvejet de personlige omstændigheder sender dem af sted til det apostoliske sæde eller pålægger dem, om de bliver hjemme, fjorten års bod og så videre.
<10>. Om manddrabere. Der skal pålægges manddrabere syv år tillige med syv karener, idet dog stedet og tiden og de øvrige omstændigheder skal overvejes, således at den første karene skal gennemføres på vand og brød, og han må ikke indføres i kirken med mindre to år og tre karener er opfyldt, og hvis en af delene står tilbage, må han ikke få adgang til kirken, og ingen manddraber må forsones med kirken undtagen på skærtorsdag.
<11>. På hvilken dag, der begås manddrab. Hvis nogen begår manddrab på en søndag, skal han for stedse afholde sig fra at spise kød den dag. Og på samme måde være afholdende for tirsdag og torsdag. Men hvis han begår manddrab på en mandag eller en onsdag eller om lørdagen, skal han afholde sig fra smør og ost på de samme dage. Men den, der begår en sådan synd på en fredag, ham kan man give dispensation, således at han tillige med brødet kan få en grødret og øl, uden fylderi, sammen med brødet,
<12>. Atter om manddrabere. Nævnte manddrabere skal også i løbet af seks år opfylde deres karener på denne måde, at de før Skt. Hansdag og Skt. Mikkelsdag skal overholde tre uger samt hele adventstiden med fastespiser. De fredage, der findes inden for disse tider, skal de overholde på vand og brød. Desuden skal de, indtil de seks år er forløbet, overholde dagene før aposteldagene og tamperdagene på vand og brød, med mindre biskopperne giver dem mere barmhjertige vilkår.
<13>. Om velsignelser. Dette er også fastsat, at en biskop kan give velsignelse til dem, han møder i byer, på borge eller i flækker. Men er det flere, der drager ind, skal det tilstås den ældste at gøre det.
<14>. Ingen må ordinere en andens gejstlig uden vidnesbyrd. Brødrene vedtog også, at ingen biskop må modtage en andens gejstlig for at ordinere ham uden brev fra denne, og ingen må heller tillade en ordineret gejstlig at bestride et embede i sit stift, med mindre han kommer med skriftligt vidnesbyrd om de grader, han har modtaget, samt skriftlig anbefaling, og når disse er fremlagt, skal der rejses spørgsmål, om han muligvis, efter at anbefalingsbrevet er overgivet til ham, har begået nogle forbrydelser, for hvilke han er suspenderet eller bør suspenderes fra sit embede.
<15>. På hvilken måde der skal holdes gudstjeneste i herrernes gårde. Dette er også fastsat, at gudstjenester ikke må holdes i nogens gård, med mindre han hører til dem, der daglig har en kapellan med sig, og vil han høre en messe i nogen som helst gård, skal han have et passende hus, udpeget til denne tjeneste alene, og de øvrige ting, hvormed en messe bliver holdt, for at undgå — hvad vi afgjort forbyder — at kalk eller legemsdug eller kirkens øvrige prydelser bringes til almindelige huse på en ubetænksom eller upassende måde. Hertil er det dog nødvendigt at indhente biskoppens samtykke, og der må ikke ske sognekirken nogen skade.
<16>. Et kapitel om festdage. Desuden er det fastsat, at alle officier udover Communicantes skal holdes som på festdagen hver dag i de otte dage efter helligtrekonger, også til vesperne. På samme måde hver dag fra den første himmelfartsdag indtil dagen før pinse både til vesperne og til de andre tider som på selve dagen. Det samme skal ligeledes iagttages om trinitatisfesten indtil vesperne den følgende lørdag.
De nedenfor aftrykte statutter indledes i hovedhåndskriftet, Redaktion 1, med ordene: Statuta que statuit dominus Andreas archiepiscopus Lundensis cum consilio ceterorum episcoporum apud Selandensem synodum. Hertil svarer en afsluttende bemærkning: Explicit statutum domini Andree archiepiscopi sidst i Redaktion 2a. Igennem disse noter kendetegnes statutterne som givet af ærkebiskop Anders Sunesen af Lund, nærmere bestemt med samtykke af de øvrige biskopper, på en synode afholdt på Sjælland. At de er udstedt af en provincialsynode bekræftes af deres ordlyd. Udstederen fremtræder i første person pluralis, som det ses ved verberne credimus (§4, 8), decreuimus (§5), decernimus (§ 8), uolumus (§7) og committimus (§9). Imidlertid bringer Redaktion 2a den anførte afsluttende note efter §12, og de 4 følgende paragraffer, der kun findes i Redaktion 1, skulde efter dette ikke have haft plads i texten. Der er dog næppe nogen grund til at følge Redaktion 2a i så henseende og skære artiklerne 13-16 bort. §15 indeholder et prohibemus, svarende til formuleringen af de tidligere paragraffer. Og ganske vist er udtryksmåden upersonlig i §§13 og 15-16 som i ordene Hoc quoque statutum est og lignende vendinger. Men §14 begynder med Placuit etiam fratribus, der tydeligt viser tilbage til en beslutning truffet af et kollegium af biskopper.
Står det på denne måde fast, at synodalstatutterne, så vidt vi kan dømme af det bevarede materiale, har omfattet alle de 16 artikler, der gengives i Redaktion 1, er det mere usikkert, om de har indbefattet endnu en paragraf. I umiddelbar tilslutning til §16 i Redaktion 1 finder man en formular for afløsning af bandlyste, og derefter følger en note om den guddommelige barmhjertighed med henvisning til Augustin. Denne sidste note, som P. Kofod Ancher havde taget med i sit tryk, blev slettet af Ellen Jørgensen i hendes udgave. Det er utvivlsomt sket med rette. Men nedenfor har heller ikke absolutionsformularen kunnet henregnes til Anders Sunesens statutter. I sin udformning er den nemlig anderledes end de forudgående artikler. Den har helt og holdent karakter af liturgisk formel, og ikke eet ord antyder, hverken direkte eller indirekte, at den skulde være knæsat af synoden. At formlen er indskrevet lige efter statutterne kan ikke være afgørende. Indledningsvis flyder redaktionerne 2a og 3 sammen med den skånske kirkeret på latin, og det kan derfor ikke forbavse, om Redaktion 1 til sidst løber over i et liturgisk stykke, der er synodalbestemmelserne uvedkommende. Desuden må det mærkes, at skriveren i Redaktion 1 ganske tydeligt gør et ophold efter §16, før han tager fat på absolutionsformularen, også et indicium for, at der her begynder noget nyt.
Kan man således bestemme statutternes omfang inden for den begrænsning, som texterne sætter, og må man fastholde, at de vel har omfattet flere end de 12 paragraffer, som indeholdes i Redaktion 2, men derudover kun 4 af de seks stykker, som Redaktion 1 er alene om, kan det også strax slås fast, at de må dateres til Anders Sunesens embedstid [1202-1223]. De tidligere dateringer til 1201-05 og 1201-23 kan ikke komme på tale. Navnlig må det med Ellen Jørgensen l.c. 169 understreges, at en nærmere tidsfæstelse under hensyn til indholdet ikke synes at kunne begrundes med en henvisning til de ærkebiskoppelige bestemmelser, der finder omtale i pavebullen af 1206 19. januar, nr. 112.
Et andet problem, som rejser sig i denne sammenhæng, er spørgsmålet om texternes alder i forhold til hinanden. Den ældre sjællandske krønike sigter ganske tydeligt til de foreliggende statutter i sin meddelelse om Anders Sunesens indsats på bodsdisciplinens område, se under Reg. Den fortæller, at ærkebiskoppen indførte mildere regler. Denne samme tendens i retning af større lemfældighed, efterhånden som tiden gik, afspejles også i Redaktion 3 §10, hvor det om manddrabere hedder, at de ikke må indføres i kirken, nisi completis ix ebdomadis ieiunando uidelicet altera dimidia carena nunc sed prius erat ieiunandum duobus annis uel tribus (ↄ: carenis) ante ingressum ecclesie. Denne tidligere tilstand, kendetegnet ved ordet prius, genfindes netop i Redaktion 1-2. Bemærkningen viser, at Redaktion 3 er yngre end de to første, og tillige, at de strenge regler for bodsdisciplinen løsnes stadig mere. Anlægges dette samme synspunkt for vurderingen af forholdet mellem Redaktion 1 og 2, bliver den første også den ældste, idet Redaktion 2 er mildest, se for exempel §§3 og 12.
Af særlig interesse er det, at de to manuskripter til Redaktion 2 ikke står Redaktion 1 lige nær. I Redaktion 2b er texten vandret længere bort fra Redaktion 1, end tilfældet er i Redaktion 2a. Det er derfor ikke muligt at deklassere denne textkilde, således som Ellen Jørgensen har gjort det, blot fordi den rummer visse stavefejl samt nogle ortografiske særegenheder. I virkeligheden er Redaktion 2a et værdifuldt hjælpemiddel til at fastsætte den oprindelige text. Fremfor alt gælder dette de første ni paragraffer. Det er mindre udtalt ved de tre sidste, men alligevel kommer forholdet mellem de tre ældste redaktioner særlig markant frem ved en læsemåde, som 2a har i sin sidste paragraf, nr. 12. Redaktion 1 foreskriver her, at manddrabere skal opfylde deres karener i løbet af seks år. Denne bestemmelse mildnes af Redaktion 2, der udvider tidsrummet til syv år, Således genfindes artiklen i Redaktion 2b. Men i 2a er tallet kun rettet det første sted, det forekommer. Længere nede i paragraffen står der seks år som i første redaktion, altså den ældre og rigtigere læsemåde. Man synes herved at kunne spore tilblivelsen af Redaktion 2a som en overarbejdning af Redaktion 1, en bearbejdelse som dog ikke er ført helt til bunds.
Selv om Redaktion 1 i henhold til sin almene tendens kan udpeges som den ældste, og selv om det er muligt ved hjælp af den næstældste redaktion, særlig 2a, at fastlægge en fælles formulering, der må antages så nogenlunde at repræsentere grundtexten, kan man dog ikke uden videre gå ud fra, at det dermed er lykkedes at rekonstruere de oprindelige statutter. Disses omfang er forsøgt fastlagt ovenfor, men naturligvis kun inden for de muligheder, der bydes af overleveringen. Denne er i sig selv skrøbelig, da de kopier, som er i behold, stammer fra sene håndskrifter med retligt og liturgisk indhold. Som følge heraf er det også usikkert, hvilken rækkefølge bestemmelserne har haft, ligesom det er uklart, om de fra først af har haft overskrifter, samt om de enkelte artikler er bevaret i deres fulde udstrækning. Redaktion 2 opfører ikke paragrafferne i samme orden som Redaktion 1, der i så henseende synes mere logisk opbygget, men for den sags skyld ikke behøver at give den oprindelige rækkefølge. Hvad overskrifterne angår, findes der ingen i den korte Redaktion 3. I Redaktion 2 er der kun et par stykker, og de er forskellige fra overskrifterne i første redaktion og afvigende mellem 2a og 2b. Redaktion 1 er fyldigst forsynet med sådanne korte indholdsangivelser. Men i grundtexten behøver de ikke at have haft plads, da kapiteloverskrifter ofte skyldes bearbejdere. At Redaktion 2—3 står for sig selv på dette punkt, kunde muligvis tydes derhen, at også den første redaktion er overarbejdet.
Et andet træk synes at vise samme vej. §9 afsluttes i Redaktion 1 med et etcetera. Hverken Redaktion 3 eller 2b giver noget til oplysning af dette forhold. Men 2a har på dette sted tantummodo iniungatur uel vii karenas cum vii annis. Måske har vi her den oprindelige slutning på §9. I så fald er Redaktion 1 kortet af, i det mindste i denne paragraf.
Med hensyn til Redaktion 2 udelader den sætninger i forhold til Redaktion 1 i §§1 og 3. Dette sidste sted medfører udeladelsen en saglig ændring, der synes at betegne en afgjort mildnelse. Det samme gælder de forandringer i ordlyden, som har ramt §12, jf. ovenfor. Hvis Redaktion 2a repræsenterer den ældste udformning af slutningen på §9 som ovenfor antydet, synes også 2b (iøvrigt sammen med Redaktion 1) at byde lempeligere vilkår.
Redaktion 3, der kun indeholder paragrafferne 9-11, §9 endda i fragmentarisk skikkelse, kan være udarbejdet på grundlag af et manuskript af samme klasse som anden redaktion. Dette antydes derved, at et par af ændringerne i denne er gået videre til tredje redaktion (aliquis i §9, totidem i §10). Men iøvrigt har den mangfoldige nye rettelser sammenlignet med begge de to ældste redaktioner, og desuden udvidelser af texten. Listen over tilfældene af grov blodskam er dels trukket sammen, dels yderligere exemplificeret i §9. I paragraf 10 er der indsat en anmærkning om ændringen i bodspraxis, jf. ovenfor, og i §11 vedføjet oplysninger om begreberne karene og bodsår. Både i §§10 og 11 mildnes kravene i forhold til tidligere.
I Redaktion 2 er 2a benyttet som textgrundlag.
Kursiveret sats i Redaktion 2—3 angiver rettelser og tilføjelser i forhold til Redaktion.