Kong Valdemars jernbyrdsforordning for Skåne er tidligere henført til 12., 13. eller 14. århundrede, men dateres i mere moderne værker til 1215, 1216 og 1216 eller senere.

I de indledende linier henvises til et paveligt forbud mod jernbyrd. Der må hermed sigtes til bestemmelserne på det fjerde Laterankoncilium, der forbød gejstlighedens medvirken ved brugen af dette bevismiddel (canon 18: De iudicio sanguinis et duello elericis interdicto = c. 9 X Ne clerici III 50, se citatapparatet). Konciliet afholdt sin sidste mødedag 1215 30. november (Potthast Is. 437). Når henses til varigheden af hjemrejsen fra Rom, kan de danske repræsentanter tidligst være nået tilbage i begyndelsen af det nye år, men antagelig er den danske ærkebiskop, Anders Sunesen, først kommet hjem fra Italien et stykke ind i 1216, se nr. 59. Dekretet, der først udgik post multam deliberacionem, hvad der fremhæves to steder i narratio, kan da ikke være udstedt i 1215, som endnu antaget i den nyeste tid, men må tilhøre 1216 eller tiden kort herefter. Denne datering stemmer med, at kongens titler har den enkle form, som bruges i tidsrummet 1215-41, se Dipl. Danicum I:4 nr. 53.

Jernbyrdsforordningen foreligger også i dansk sprogdragt inden for tre textklasser, se herom Danmarks gamle Landskabslove I:2 781 (text I), 791 (text II) og 792 (text III). Det har hidtil været den almindelige opfattelse, at den danske udformning stod grundtexten nærmere end den latinske, der i reglen har været anset for en oversættelse uden synderlig værdi, jf. for exempel Schlyter I. c. Problemet har imidlertid ikke været indgående drøftet, og først en sammenligning af texterne kan skabe større klarhed i så henseende.

Ved en jævnførelse kan man strax se bort fra den danske textklasse II, som er blevet redigeret om og desuden er ufuldstændig, således at den latinske formulering kun kan tænkes afledt af enten klasse I eller III. Af disse to kan dog heller ikke textklasse III (og de nærstående håndskriftgrupper G og H fra text I) have dannet grundlaget for en eventuel oversættelse. Text III udviser ændringer og tilføjelser i salutatio og narratio og er overarbejdet og forvansket i § 3 på en sådan måde, at ordlyden er stærkt afvigende fra den latinske text, der da umuligt kan være udgået herfra.

Ved en fastholden af det traditionelle syn på den nedenstående latinske text som en oversættelse kan — under forudsætning af, at der ikke har existeret en fjerde textklasse — kun den danske textklasse I komme i betragtning som forlæg. At denne også kan have dannet basis, støttes af visse forhold. Der er to sætninger i den danske text, som ikke genfindes i den latinske, og som kan tænkes at være sprunget over i denne (swa guth hielpæ i § 1 og Thzta hawum wi swa skipat for manna thørft saka i § 5 som den sidste afsluttende sætning). I sammenhæng hermed kan det videre bemærkes, at et enkelt udtryk i narratio: fran thesse almennings buthi er præcisere i den danske form, vagere og mere udflydende i den latinske: ab hac generalitate, hvad der kunde skyldes en oversætters udvanding af meningen.

I samme retning er det også muligt at forklare en forskel i materiel henseende. Text 1 har i § 3, der omhandler manddrab, som første mulighed for nævnets afgørelse, at det skal sværge, at han ær skyldir at mista sin frith far thy han drap honum sakløsan. Den latinske text har på det tilsvarende sted quod ille pace priuari meruit quod occidit innocentem. Som påvist af Poul Johs. Jørgensen har sakløs her en specifik betydning. Ordet må betegne en person, mod hvem der ikke er rejst sigtelse, eller hvem der ikke er overgået en fældende dom (Poul Johs. Jørgensen, Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret fra Valdemarstiden, 95 f. Festskrift udg. af Københavns Universitet 1922). Det er vanskeligt at tænke sig, at det latinske innocens kan have det samme betydningsindhold, men er dette ikke tilfældet, forstås det lettest som en afsvækkelse af det karakteristiske danske udtryk, forårsaget af en oversætter. Hertil kan dog siges, at sakløs vel kan have den anførte nuance på det citerede sted, men lige efter i den danske text bruges det to gange som ensbetydende med 'uskyldig' eller 'sagesløs', altså langt mere vagt. Endvidere benyttes innocens senerehen i latinske lovtexter på samme måde som i forordningen nedenfor og er ikke erstattet af et andet ord, som kunde tænkes at svare bedre til sakløs, når dette optræder med sin specifikke valør — se således rigslovene af 1283 og 1304 (op.cit. 115). At sakløs i selve jernbyrdsforordningen har haft mere end een nuance, og at innocens på latin er et temmelig adækvat udtryk for det samme, synes efter det her anførte at være en rimelig tanke. Den forskel, der endnu kunde tænkes at ligge imellem ordene, er da næppe afgørende for spørgsmålet om den ene texts afhængighed af den anden.

De anførte argumenter taler mere eller mindre svagt for at aflede den latinske text til forordningen fra den dansksprogede. Men andre forhold taler herimod. Den latinske formulering er på adskillige steder enklere og strammere end den danske, se for exempel i § 1: Sed de furto legittime conuictus furtum restituet et duplo tantum et ius nostrum, hvor den danske har det tungere: Æn worthir hin rettelike til thiwfs sworin. gielde adir thiwfnath oc sliku tu til oc æn ther til war ret. Ud fra denne udtryksmåde kunde man ikke godt ramme den mundrette latinske formulering, og det samme gælder § 4. I den latinske text klassificeres de to former for hærværk som quod fit in raptu feminarum og que fiunt in rebus hominum, mens den danske har det vagere ther gørs a quindi og det mere ubestemte ther gørs j andrum costum. Den latinske text er i det hele letløbende og letlæst og fri for flere af de lidt kluntede konstruktioner i det danske modstykke, men der er også saglige forskelligheder. To steder fremtræder kongen i latinsk pluralis majestatis, hvor den danske ordlyd har upersonlige udtryk (§ 1 uolumus og § 3 concedimus). Endvidere er i § 3 tribus purgatis heldigere rent meningsmæssigt end Oc tha thre æræ sektadhe, og endelig er § 5 tydeligere i den latinske form (qui erant in eodem placito over for at thy samma thingi), så bestemmelsen ikke kan misforstås, ligesom den tilføjer turamento suo i samme sætning, hvilket ikke indeholdes i den danske text.

Alt i alt har den latinske ordlyd sådanne afvigelser og sådanne fortrin frem for den danske, at det er umuligt at betegne den som sekundær og blot betragte den som en text, der er ført over i fremmed sprogdragt. I hvert fald kan ingen af de mange bevarede danske textformer have dannet forlæg for en oversættelse. I stedet må den anses for fuldt jævnbyrdig med de bedste af disse. Det er dog stadig uafklaret, om den latinske text er en officiel udfærdigelse sideløbende med den danske, eller om den muligvis kan repræsentere selve den oprindelige original.