Vitskøl klosters stadfæstelse af overenskomsten om Læsø er bevaret i sin originale udfærdigelse. Det ses af denne, at to forskellige skrivere har ført den i pennen. Den første har skrevet hovedstykket, til og med dateringen. Dær afløses han af en anden hånd, som bringer vidnelisten, indledt med ordene In hac compositione. Det interessante er nu, at begge disse hænder kendes andetstedsfra. Hovedhånden er os endda særdeles velkendt. Det er den samme skriver, som har prentet Exordium Caræ Insulæ, hele det første, store afsnit af Øm klosters krønike. Dette fremgår af en sammenstilling af en række karakteristiske træk i de to skriftstykker, se således bogstaverne g og x, det afsluttende s, kapitalbogstavet R og forkortelserne for bus, que, et og de. Den anden hånd på Vitskøldiplomet genfindes i Viborg kapitels modbrev, nr. 198, ligeledes udstedt 1221 u. d. For en nærmere dokumentation heraf henvises til Niels Skyum-Nielsens under Monografisk omtalte arbejde. Med støtte i disse iagttagelser er det muligt at danne sig et begreb om, hvorledes de to stadfæstelsesdokumenter blev til.

Hovedhånden i Vitskøldiplomet, der er den samme som førstehånden i Øm klosterkrønike, afslutter sit arbejde midt i listen over abbederne. M. Cl. Gertz, som har udgivet texten, er af den opfattelse, at han standser lige før abbed Gunner (Scriptores minores II 155, 194 apparatet). Afsnittet om denne viser en anden hånd, manus secunda, mener Gertz. Hvis dette er rigtigt, betyder det, at førstehånden har sluttet sin virksomhed i Øm 1216 eller senere og derpå dukker op igen i Vitskølbrevet af 1221 u. d. Det var da tænkeligt, at den pågældende skriver i mellemtiden var blevet flyttet til Vitskøl — de ledende kræfter udvexledes jævnlig de to klostre imellem (ib. II 192ff., 195). Gertz selv understreger imidlertid, at »den anden hånd« i klosterkrøniken har efterlignet den første i sine skrifttræk. I virkeligheden er det nok sandsynligt, at det er den samme skriver, som har indført også stykket om abbed Gunner. Han har blot gjort et ophold forinden, hvorved blækfarven blev en anden og skriftbilledet lidt mere uroligt, da han påny tog fat. Af sikre træk, fælles for manus prima og den såkaldte manus secunda, kan udpeges det afsluttende m, endvidere g og kapital-R samt forkortelserne for et og bus.

Hvis de »to« hænder i klosterbogen til syvende og sidst går tilbage til en og samme skriver, i funktion ved to forskellige lejligheder, er dette ensbetydende med, at han, bosat i Øm, har fuldført hovedparten af krøniken i 1216 eller et af de følgende år. Derefter har han atter grebet pennefjeren og indført notitsen om abbed Gunner i 1222 eller senere. Vitskølbrevet af 1221 er i så fald blevet til, ikke blot ved Gunners mægling, som det ses af indholdet. Det er endogså sat på bladet af en af hans skrivere fra Øm. For en fuldstændigheds skyld bemærkes, at det må anses for udelukket, at skriften viser den berømte abbeds egen hånd.

Imellem de to stadfæstelser af Læsøoverenskomsten er der ordret overensstemmelse for store partiers vedkommende. Dette kan skyldes, at de går tilbage til en fælles koncept. Det kan også have sin grund i, at en af bekræftelserne har dannet forlæg for den anden. Efter det foran anførte bliver den sidste mulighed den mest sandsynlige. Vitskøldiplomet er skrevet på forligsmandens foranstaltning. Hans skriver har prentet ordlyden af overenskomsten, dertil angivet året, 1221. Men vidnerækken er føjet til af en anden. Altså må det antages, at klosterskriveren fra Øm ikke har kunnet opregne vidnerne, at han med andre ord udførte sit arbejde forud for det afsluttende møde. Den bevarede original er da medgivet Vitskøl klosters repræsentanter i ufuldført stand. Ved sammenkomsten med modparten, forhandlerne fra Viborg kapitel, er vidnelisten derpå skrevet til, på den åbne plads efter texten. Men det skete ved en fremmed hånd — formodningen taler bestemt herfor. Det er nemlig skriveren af Viborgs modbrev, der har udfyldt det manglende i Vitskøls stadfæstelse. I dette ligger gemt et sandsynlighedsbevis for, at Vitskøldiplomet er det ældste og har været forlæg for bekræftelsen fra Viborg. Vidnerækken danner en undtagelse. Det er endog muligt, at afhængighedsforholdet her har været det stik modsatte.

Petitsats angiver overensstemmelser med diplomforlægget, nr. 161.