© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Svaning:
Och hand begynthe strax at skriffue the ny kryss herrer thill y Pryssen, ath de skulde tha platt inthed beuare sig med Liffland effther denn dag och giffue hanum derpaa korteligenn suar th<il> beste eller och foruenthe hanum thill Pryssenn med det første och all synn her. Och hand fick saadann suar med breff och segell och merckelig sendebud, at samme kryss herrer y Pryssen wiste sig ingen rettighed at haffue thill Liiffland ydermere end thill so Prydsland, saa lenge som kongen wd aff Danmarck kunde the land behollde oc forsuare wnder christendomen thill Danmarck, at de skulde icke bliffue hedninger.
Huitfeldt:
Hand skreff oc de kaarsherrer til vdi Prytzen/ at de plat intet skulde befatte dennem met Estland/ eller hues hand inde haffde vdi Liffland/ huor imod de dennem erkleret/ at de kiende dennem ingen rettighed til Eston(ien) oc hans lande/ oc vilde icke heller befatte dennem med hues hand inde haffde vdi Liffland, saa fremt hand kunde forsuare det vnder christendommen.
38 hand = kong Erik.
43 th<il>] the Svaning.
Svaning:
Og han begyndte straks at skrive til de ny korsherrer i Prøjsen, at de aldeles ikke skulle befatte sig med Livland efter den dag og hurtigt give ham svar derpå til bedste eller også forvente ham til Prøjsen med det første og med hele hans hær. Og han fik et sådant svar med brev og segl og ved særligt sendebud, at samme korsherrer i Prøjsen var sig bevidst ikke endmere at have nogen ret til Livland end til Prøjsen, så længe som kongen af Danmark kunne fastholde og forsvare det land under kristendommen for Danmark, at de ikke skulle blive hedninge.
Huitfeldt:
Han skrev også til korsherrerne i Prøjsen, at de aldeles ikke skulle befatte dem med Estland eller det, som han havde inde i Livland, hvoroverfor de erklærede, at de erkendte ingen ret at have til Estland og hans lande og heller ikke ville befatte sig med det, som han havde inde i Livland, såfremt han kunne forsvare det under kristendommen.
De pågældende tekster findes hos Svaning og Huitfeldt i forbindelse med skildringen af et hærtog af kong Erik til Estland, men hverken i samtidige fortællende kilder eller i breve findes der efterretninger om kongens hærtog til Livland eller Estland. I sin afhandling Erik Plovpennings strid med Abel, Hist. Tidsskr. 6 rk. II (1889-90), især p. 411 flg., viste Kr. Erslev, at Huitfeldts fremstilling af Erik Plovpennings historie var en bearbejdelse, ja til dels afskrift af det tilsvarende afsnit i Svanings Danmarkskrønike på dansk, hvoraf et brudstykke for årene 1241-1282 er bevaret i afskrift i Gl. kgl. Saml. 2441 4o. Med kildeudgaven Svaning-Hvitfeld (1928) dokumenterede han derefter punkt for punkt Huitfeldts afhængighed af sin kilde og tillige, hvilke samtidige kilder der lå til grund, og hvor der – som det ofte viste sig — savnedes kildemæssigt grundlag for Svanings og dermed også for Huitfeldts fremstilling. Nærværende tekster er et af eksemplerne på det manglende kildegrundlag. Ud fra sin viden om pavens bevilling 1247 2. november, nr. 264, til kong Erik på kirkernes fabricatiende for 6 år til et korstog til Estland, som han kender fra Rigsbrevbogen D 10, konstruerer Svaning et hærtog af kong Erik i 1249 til 'Livland' og lader i forbindelse hermed kongen udstede forordninger, rimeligvis den såkaldte Valdemar-Erik'ske lensret for Estland fra 1315, cf. om denne Reg. Dan. nr. 1817*. Derefter fortsætter han med den nedenfor anførte konstruerede brevveksling med den tyske orden, hvilket igen kædes sammen med fortællingen om kong Eriks drøm om den hellige Venceslaus som baggrund for indstiftelsen af nonneklostret i Reval, som Svaning henter fra Alb. Krantz og Peder Olsen, cf. Svaning-Hvitfeld, 35. Hvad der har ført Svaning til at konstruere brevvekslingen med den tyske orden, kan ikke afgøres med sikkerhed, men gennem Rigsbrevbogen har han kendt både Stensbyforliget af 1238, nr. 9, og kong Abels endelige bekræftelse af 1251, Dipl. Danicum II:1 nr. 45—46 i vidissen af 1314, hvori omtales, at kong Valdemar to gange og kong Erik een gang havde fremkaldt pavens stævning af den tyske orden i estiske anliggender. Den samme passus fik siden v. Brevern til i Der Liber census Daniae, p. 289 at gætte på, at kongen stævnede ordenen for paven i 1241, 1242 eller 1243 for aftalebrud, hvilket P. Johansen, Die Estlandliste, p. 144, accepterede som en kendsgerning, samtidig med at begge forfattere var opmærksom på, at paven 1243 24. september på ordenens opfordring stadfæstede Stensbyforliget, ovf. nr. 112. For P. Johansen, der benytter Huitfeldt gennem Bunges regest, bliver kong Eriks foregivne brev af 1249 en slags forudsætning for Abels bekræftelse af 1251, men af dette fremgår det tydeligt, at stævningerne for paven vedrørte Alempois, Normegunde, Moche og Weigele, der hørte til Dorpat stift.