Hvitfelds text frembyder visse vanskeligheder. Det siges saaledes, at kongen af Danmark skal forlene kong Haagen met Nørre Hallind, og længere nede i forbindelse med omtalen af de 60 mand, han skal tjene kongen af Danmark med, siges det naar de komme aff Norge. Munch, IV 2, 543 noten, har vist, at dette umulig kan være rigtigt, cf. nrr.277 og 280, og at denne dobbeltfejl maa bero paa en fejl fra Hvitfelds side. Afgørende for forstaaelsen af de to steder er bestemmelsen om, at de svenske hertuger vil udlevere Kungälv, naar kong Haagen giver sit samtykke til, at hertug Erik forlenes med Nørre Halland mod at give afkald paa Ingeborg, som Magnus Birgersson i stedet for skal troloves med. Forbeholdet m. h. t. kong Haakons godkendelse har kun mening, hvis bestemmelserne i dette brev har været de samme som i nr. 277 og nr. 280, at Haakon kun skulde have Kungälv paa betingelse af, at hertug Erik fik Nørre Halland og opgav sin trolovelse med Ingeborg.

En anden vanskelighed frembyder spørgsmaalet om, hvem der er brevets udstedere. De svenske hertuger nævnes i 1. person: wi oc wor broder Woldemar, Wi Erich, hvoraf det synes at fremgaa, at de er udstederne; rigsbrevbogen kalder det ogsaa Foedus ducum Sueciæ. Paa den anden side slutter brevet med, at grev Gerhard og fyrst Heinrich lover at holde alt dette ved vor eed. Actum et datum, anno et die ut supra under deris signet. Som det fremgaar af brevets indledning, slutter Erik og Valdemar i dette brev fred med bl. a. Gerhard og Heinrich, cf. nrr.277 og 280, hvorfor det er umuligt at antage, at de har været forlovere. Derfor kan dette brev ikke være selve de svenske hertugers brev af 17. juli 1310, men maa være en af Gerhard og Heinrich udstedt bekræftelse deraf, cf. Rosén 191 noten. Forudsat Hvitfelds text er rigtig, er bekræftelsen udstedt samme dag, freden sluttedes, som det fremgaar af ut supra, da Actum et datum ... maa angive tidspunktet for bekræftelsens udfærdigelse. Imod denne tolkning taler Stephanius' registratur: Foedus ducum Sueciæ, men da disse registraturer er meget kortfattede og ikke altid korrekte, cf. nr. 277, behøver man maaske ikke at lægge større vægt derpaa. Det bør dog nævnes, at Hvitfelds ord: Wi hertug Geert aff Holsten/ oc Henrich aff Mekelnborg til vidnesbyrd loffue at holde alt dette ved vor eed svarer til Stephanius regest p.570: Gerardus comes Holsatiæ et Henricus dominus Magnopolensis promittunt dictam placitationem seruare in omnibus. Hvitfeld har benyttet de breve, som var afskrevet i rigsbrevbogen p.565 (nr. 277), p.569 (nr. 282), p.571 (nr. 297) og bragt dem i sammenhæng med de andre breve i rigsbrevbogen, som angik forhandlingerne i Helsingborg: p.156 (nr. 285), p.160 (nr. 278), p.166 (nr. 279). Kun det som stod afskrevet p.570 findes der intet tilsvarende til hos Hvitfeld, med mindre man vil antage, at han har nøjedes med at skrive overskriften ud og derefter ved en forkert henvisning sat den ind i dette brev. I saa fald er det identisk med de svenske hertugers brev af 17. juli og lig med nr. 277. Som foreslaaet af Munch IV 2, 543¹) kan der i den danske konges arkiv have været opbevaret to exemplarer af traktaten, nemlig foruden kongens eget Birgers. Ved sin flugt til Danmark bragte han sit arkiv med som det ses af rigsbrevbogen.