Til vor elskede søn Jakob Bentsen, magister artium, gejstlig i Roskilde stift.

Det apostoliske sædes velvilje, der viser sig gavmild mod ansøgere, yder ikke uden grund større nådegaver til dem, som befindes at have udmærket sig ved de største fortjenester. I Din ansøgning til os udtales, at Du i sin tid med pavelig myndighed fik dispensation for mangelen ved Din fødsel som søn af en præst og en ugift kvindeN, så at Du uanset dette kunne forrette tjeneste i de grader, Du havde modtaget, og forfremmes til alle gejstlige grader, og opnå kirkeligt embede endogså med sjælesorg. Men da Du, som vi har erfaret ved troværdigt vidnesbyrd, vides at have gjort så rosværdige fremskridt i lerdom, at Du har gjort Dig fortjent til at få tilladelse til at docere artes ved fakultetet i Paris, har Du ydmygt anmodet os om, at vi ville værdiges at meddele Dig en større nåde. Under hensyntagen til ovenstående og på grund af indtrængende henstillinger fra vore elskede sønner magistrene og peblingene ved artistfakultetet i Paris, som ydmygt er gået i forbøn for Dig hos os i denne sag, er det derfor vor vilje at give Din person en større nådegave, hvorfor vi af særlig nåde med apostolisk myndighed meddeler Dig dispensation til frit at modtage og lovligt at besidde kanonikat og præbende ved en domkirke, om de ellers overdrages Dig på kanonisk vis, uanset omtalte mangel ved Din fødsel. Intet menneske må bryde dette vort dispensationsbrev eller i ubesindig forvovenhed gå imod det. Hvis nogen drister sig til at forsøge det, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet i Avignon den 3. april i vort (pontifikats) fjerde år.