forrige næste

Broder Jens, af Guds miskundhed biskop af Roskilde, til alle, hvem dette brev når, hilsen evindelig med Gud.

Eftersom der med originale dokumenter er ført fuldt bevis overfor os om, at St. Michael kirke i Slagelse i vort stift af den ærværdige fader i Kristus, hr. Jakob, da biskop af Roskilde, vor forgænger, med sit kapitels samtykke under hensyntagen til denne kirkes tarv og nedennævnte provstis behov på kanonisk vis er henlagt til domprovstiet ved vor kirke i Roskilde, og denne henlæggelse senere er stadfæstet af samme hr. Jakob, da han var forflyttet til ærkesædet i Lund, med hans kapitels samtykke, og derefter af det hellige apostoliske sæde, og idet vi følger i vore forgængeres spor og støtter os til det hellige apostoliske sædes bekræftelse, der, som føromtalt, er gjort herom, ... skønner vi med dette brev at nævnte St. Michaels kirke i Slagelse i vort stift med rette og på kanonisk vis skal være henlagt under førnævnte provsti og med rette høre under provstiet, idet vi fastsætter, at enhver, som med urette har bemægtiget sig den, skal fjernes fra den, og vi også nu fjerner ham; vi forbyder strengt under banlysnings straf, at nogen uanset hans stilling eller stand på nogen måde fordrister sig til at befatte sig med nævnte kirke eller noget, som hører under den, gejstligt eller verdsligt, uden (samtykke) af magister Henrik, nu provst i Roskilde, eller af den provst, som til enhver tid vil være der. Vi befaler desuden under ovennævnte banlysnings straf vikarerne, alle sognefolkene og samme kirkes undergivne, at de helt og holdent sørger for at svare nævnte magister Henrik, provst, og hans efterfølgere i fremtiden og ingen andre for alt, som de skal svare denne kirkes sande præst. Handlet og givet på Dragsholm under vort segl i det herrens år 1336 mandagen i ugen efter Kristi himmelfart.