IX.
Den nye Aladdin.

I Præstegaarden ventede de Niels Bryde, hans Komme var denne Gang en i deres Livshistorie mærkelig Dag, og anden Dagen efter - opgik for dem den herligste: deres Diamantbryllup. Men nu havde Niels al deres Tanke, Hver efter sin Natur glædede sig, og Alle lige inderligt. Tolv Aar gjør, oppe i de Gamles Alder, meget ældre, Mange blive da mere pirrelige, de Fleste dog langt mildere, og det vare de To blevne.

Bodil løb ved hver vognlignende Lyd udenfor Gaarden - endelig kom han.

Der var Taarer, der var Glæde! - Hvor forandrede vare de Alle i de ydre Træk, det saaes strax i første Møde, men Minutter efter, da lyste frem igjen alle de kjendte Træk, Øinene vare de samme, Smilet det samme, Stemmens Klang den samme, den indre, evige Ungdom lyste og lød gjennem den ældede ydre Form. Blik her vare Tanker, og Tankerne behøvede ikke mange Ord.

Som naar man efter en anstrengende, travl Arbeidsdag har sovet en styrkende Søvn uden Drømme, og vaagner op, saaledes følte Niels Bryde sig her i Barndoms-Hjemmet.

Musikant-Grethe med sin Harmonika havde naaet herover, saa gammel hun var, og spillede Velkomst. De kjendte gamle Toner, de kjendte venlige Ansigter, den hele Barndoms-Egn rundt om, Alt var som før. Der taltes til langt ud paa Aftenen; der var ingen Strid, de mødtes i Kjærlighed, i Overbærelse!

Festdagens Morgen, den femte August, kom; det var en herlig Livets Dag. Fra den nye opvoxende By hiin Side Langsøen mødte Musik; der klang Valdhorn og Psalmesang i den tidlige Morgenstund. Med lysende Øine kyssede de to Gamle hinanden, deres Sjæle vare saa unge, som da de mødtes i Ungdoms Aar.

Bodil, Niels og de gamle, troe Venner rundtomfra modtoge dem i den pyntede Storstue; der var Blomster, saa mange og saa smukke, fra Haverne ovre i Silkeborg, Foræringer, syede Sager af forskjelligste Slags, og det fuldtop. Udenfor holdt Vognen til Kirke, hvorhen de Alle droge. Klokkerne ringede, Solen skinnede varmt, som i deres Kjærligheds unge Dage, og udenfor Kirken stod Menigheden, Mænd, Qvinder og Børn; de blottede deres Hoveder, og trængte sig glade om Festens Par. Det gamle, lille Orgel klang i en Høitids-Psalme.

Paa dette Sted, ved disse Toner, havde Niels Bryde ikke været med et saadant Sind, som i denne Time, siden han sidste Gang, før Studenteraaret, blød og Barn endnu, var her. Der er en egen Magt i Hjemmets Helligdom, i kjendte, gamle Melodier, de løfte og bære os bort fra det Hverdagslige.

Menighedens Sang, og Børnestemmerne i den, klang som i hiin tidligere Tid, da hans egen Stemmes Alt-Toner lød med; der kom ham i en Tanke-Sum alle de mellemliggende Aar indtil Esthers Død - Esther, hans Brud for Gud! Med den reneste Kjærligheds-Tanke fulgte han hendes Skikkelse, hun der ligesom til Lys og Ledelse for ham var ført ind paa hans Livsvei i denne Verden. Kun det Bedste for os skeer! Hvert Tryk er til Aandens Væxt, som Trykket er det til Palmens. Han huskede sine Forældres lige Død, hvorved han kastedes hen til Fremmede, og dette var blevet ham et Gode; Krigens tunge Aar havde løftet og belært ham; selv fra Sot og Syge var Sundhedens Væld for ham sprudlet frem, Livet givet, rakt ham ved Esther! Bedre, anderledes kunde Livets Skole ikke være. Til Virkelighed var blevet, hvad han engang drømte som Barn, at han som Aladdin steg ned i Hulen, hvor tusinde Skatte og skinnende Frugter næsten blændede ham; men han fandt den forunderlige Lampe, og da han kom hjem med den, var det - hans Moders Bibel.

Ja tilvisse! som en ny Aladdin var han steget ned i Videnskabens Hule, for mellem dens vidunderlige Frugter at finde Livets Lampe, og han holdt - sin Moders gamle Bibel, ikke dens Legem, men dens guddommelige Sjæl!

Med det gjenvakte Barnesind, der ubevidst holder sig til Troen, bliver Videnskaben en Forherligelse af Guds Almagt, Viisdom og Godhed. Lovene i Naturen, Guds Tanker, dem lod Gud i Naade den menneskelige Aand i Meget udfinde; men Kjærlighedens Love i Aandens Rige naaer Videnskaben ikke op til. Paa Jorden mægte vi kun at gribe, hvad Jordens er, i Aandens det Høiere have vi kun Haabet og Troen.

Solen skinnede gjennem Kirkevinduerne ind paa den festligstemte Menighed, paa de to glade Gamle, de stode som unge Brudefolk foran Alteret. Det lyste ind i Hjerterne, lykkeligt her at være, - saligt altid at være!

I den sildige Aften, paa Festens Dag, da Alt igjen var stille i Præstegaarden, og Enhver i sin Seng, bad de Gamle ret inderligt en Bøn, den de troede vilde blive hørt af Vorherre, særligt denne Aften, deres største Høitids-Fest, den han vidste det var, og havde forundt dem at opleve. Niels bar et fromt Sind, havde de fornummet; men var han heel Christen, havde han vel deres Tro, den eneste rette? - Gud vilde give ham den, være ham naadig i Christus.

Niels Bryde var dybt bevæget, fornam Barnets bløde Sind: ogsaa han bad i samme Stund for de Gamle: »Almagt! af Dig ere de gjennemtrængte! De troe, uden at vide; det har været og er dem nok i dette Liv. Men paa hiin Side - opklar for dem Din større Herlighed! giv dem Aandens Lys og bevar dertil den Fred i dem, de alt her have i Christus!«

Bodil bad, at Forsonlighedens Aand, Kjærlighedens Forstaaen i Gud og Christus, og Alt hvad der er Mennesket nødvendigt, maatte opgaae for Hver, og at Forsonlighed, Overbærelse og Kjærlighed maatte blive i os!

Ind til dem Alle blinkede udefra, lige stærk og bekræftende, en stor, funklende Stjerne. Niels Bryde nævnede dens Navn i Videnskaben: Jupiter; de gamle Præstefolk og Bodil tænkte ved den paa »Guds Øie«, der lyste og saae ned til dem, som til Tyrken, Hedningen og den vildledte Mormon, løftende opad Øie og Tanke.

Bodil og de Gamle læste deres »Fader vor«, ogsaa Niels Bryde læste det i Sjæl og Tanke; og Søvnen kom, Dødens Broder, der tager en tredie Deel af vort Jordliv med sit Drama: »At være eller ikke være.«

De sov, de drømte ved Blinket af Stjernen, en Funke kun at see, og dog en Verden, større end vor, det der engang vil blive os en Kjendsgjerning. Ja! hvad vil ikke oprulles, idet Alkjærligheden forundte os her at være og evigt »at være!«