I. Debatroman om livsanskuelsesproblemet

I 1871 udtalte Georg Brandes de bekendte ord om, at en litteratur der lever viser det ved at sætte problemer under debat, og at den danske litteratur befandt sig i en hendøende tilstand. Som eksempler nævnte han, at Voltaire, Byron og filosoffen Feuerbach havde sat religionen under debat og den franske dramatiker Augier samfundsforholdene.

Lidt uretfærdigt: godt en halv snes år før havde H.C. Andersen udsendt en roman, der med afsæt bl.a. i filosoffen Feuerbach debatterede religionen og satte eksistensproblemet på titelbladet efter Shakespeares danske filosoferende prins - »At være eller ikke være«. Og i tiåret forinden havde Paludan-Müller i Adam Homo med udgangspunkt i Feuerbachs forgænger D.F. Strauss ladet Adams præstefar diskutere tro kontra viden og hans mor vise ham hvad det er »at være«. Men Andersen har forbundet problemet med naturvidenskabens landvindinger og industrialismens fremvækst i 1840rne, altså også inddraget samfundsforholdene. Hans roman er ganske vist derved blevet så debatterende, at det kan skade det kunstneriske, som allerede modtagelseskritikken indvendte. Men det hænger sammen med, at det for Andersen udgjorde livsproblemet par excellence.

Han veg ikke uden om noget som kunne så tvivl om magternes godhed og retfærdighed: den blodige treårskrig, koleraepidemien kort efter, sindssygehospitalernes gru, overtroens formørkelse, den knugende fattigdom. En række bipersoner illustrerer disse sidste forhold, som han kendte fra sin barndom, og som han konfronterer sin hovedperson med, ligesom med de førstnævnte historiske begivenheder. Denne hovedperson står i vakleposition mellem ateisme og Gudstro, og handlingen er komponeret sådan at den første holdning dominerer ved udgangen af l. del, i midterdelen står striden lige, og i 3. del vinder troen. Disse brydninger er antydet gennem hans navn - Niels Bryde efter helten i en gammel folkebog - og sandsynliggjort ved hans opvækst.

Han bliver født 1823 som søn af portneren på Rundetårn, dengang astronomisk observatorium, og derigennem indviet til naturfaglig erkendelse. Efter at han som fjortenårig har mistet sine forældre, tages han i pleje af en gammel ortodoks præst i Jylland. Han er velbegavet og stiler som student først efter teologien, men påvirket af nye venner og læsning af tidens materialistiske skrifter skifter han til medicinstudiet. Ironisk nok er det plejefaderen, som under et voldsomt opgør henviser ham til at blive feltskærer: »Lap paa Legemet og hold det sammen; det er det Vigtigere« (104). Præstens hån sætter lægekunsten »ligesom i Glorielys« (119). Som underlæge deltager han i krigen 1848 og såres alvorligt, men bliver i tide fundet på slagmarken og reddet. Redningen skyldes hans hund, som han engang selv har frelst fra drukning - og dette moment af trofasthed indebærer en dulgt tilrettevisning, idet han som ung student i København hadede hunde! Det kan tillige antyde det uholdbare i hans holdning til døden, da han på valpladsen har overgivet sig til udslettelse i naturens evige kredsløb - altså med titelordet »ikke være«. Han føler savnet af plejehjemmets barnetro, og hermed slutter 2. del.

Den som hidfører omsvinget, er en ung jødinde, i hvem Niels forelsker sig. Andersen har flere gange anvendt jødiske figurer¹ - til dels i erindring om en lille jødepige fra sin barndom. I Kun en Spillemand er kontrastpersonen til den kuede musikant en barndomskammerat, den handlekraftige og emanciperede Naomi. Med eventyret »Jødepigen« (1855) nærmes den mosaiske tro til den kristne, mens der her i romanen sker en modstilling hos Esther, hvis far er ortodoks, men som vil finde sin egen vej. I Goethes Faust, tidens mægtigste digterværk, ser hun en symbolsk bekræftelse på dommen efter døden, når i det apokalyptiske efterspil djævle og engle strides om Fausts sjæl. Gennem Bibelen ledes hun videre til kristendommen og ender med at lade sig døbe. Hun er beredt til sin død, også for at kunne gense en bror der blev krigens offer. Hun smittes af koleraen - men den legemlige undergang skal ikke have det sidste ord.

Engang under deres diskussioner har Esther og Niels halvt spøgende (i begge ordets betydninger) talt om at give sig tilkende efter døden som en klang eller tone. Da nu en E-streng springer på hjemmets klaver ved hendes dødsseng, må Niels opfatte det som en indfrielse af hendes ord - just som »Hans Tanke svulmede til at sprænges« (219). Det er som en »føletråd« til at lede ham mod erkendelsen af udødeligheden, den væren, der er troens springende punkt.

Vigtigt er at den ikke indebærer nogen fornægtelse af videnskaben. Esther har uden tvivl talt med forfatterens stemme, da hun fra eventyrdigtningen, «Poesiens meest vidt udstrakte Rige« (214) henter det billede, at Aladdins barnlige tro var fortabt uden Noureddins ring, dvs. videnskabens kløgt og styrke, - ligesom Noureddin med al sin viden ikke mægtede at stige ned i hulen og hæve skatten. Dette må berøre Niels stærkt, siden han i barneårene havde drømt at han ligesom Aladdin steg ned i hulen og blandt tusinde kostbarheder fandt den underfulde lampe - og at han bragte den hjem og opdagede at det var hans mors Bibel (23, 229). Drømmen generindres på romanens sidste blade, og således bliver han en af Andersens mange Aladdin-identifikationer: fra den unge Hans Christian selv, da han stod som kommandørfamiliens gæst på kongeslottet og gentog Oehlenschlägers ord om den fattige dreng (Mit Livs Eventyr), til hans sidste romanhelt LykkePeer, der sejrer med sin Aladdin-opera. Andersen havde også tænkt at kalde fortællingen om Niels Bryde for »Den nye Aladdin«, som nu slutkapitlet hedder.

Titlen havde dog været mindre velvalgt, da Bryde ikke er noget naivt lykkebarn, men i sig skal forene videnskabens visioner med troens forjættelser. Den nye verdens tekniske landvindinger skulle være guldårer for digterne (sml. programerklæringen »Poesiens Californien« fra rejsebogen I Sverrig, 1851), og Niels kan fantasere om koncerttransmissioner fra udlandet til et dansk publikum (213f.), som Andersen selv eksempelvis om amerikanske flyturister i det gamle Europa (»Om Aartusinder«). Forudsætningen for hele den teknologiske udvikling var elektromagnetismen, og dens opdager Ørsted - som Andersen kaldte den store Hans Christian modsat ham selv - var den der kom nærmest til at forene naturvidenskabelig erkendelse og religiøs tænkning i sit værk Aanden i Naturen (1850). I stedet for at drage materialistiske konsekvenser af den fordybede indsigt i naturlovene benævnte han dem Guds tanker, en forlængelse af de ældre romantikeres naturfilosofi, der også havde kunnet bygge på fysiske eksperimenter (Galvani, Volta).

Ørsteds harmoniserende forkyndelse af det Sande, Skønne og Gode kaldte uvilkårligt på modbilledet af livets skyggesider - som skyggen voksede ud af den lærde mand i eventyret af dette navn. Og ræsonnøren Esther tager direkte fat på tilværelsens disharmonier (188) med eksempler fra fortællingens forkrøblede bipersoner: Musikant-Grethe med de spildte evner og Lappeskrædderen, der mister forstanden på grund af en beskyldning for tyveri. Sådanne åbenlyse uretfærdigheder kan da kun opvejes ved en genoprejsning hinsides. Lad os tilføje tatersken med den misdannede søn: ved at genfinde sin talisman efter hans sørgelige endeligt far hun vished for at han er sikret et evigt liv (222).

Således sættes så at sige alle romanfigurerne i relation til udødelighedsspørgsmålet. En humoristisk variant er Niels' gudfader hr. Svane, en mislykket digter, led i forfatterskabets lange række personifikationer af kunstens tragikomiske sider.² Til hans ufuldbyrdede værker hører to om dommedag (200), men samtidig hjemsøges han af illusionernes lygtemænd (120). At dømmes eller ikke dømmes! Han kommer også ud for skæbnens ironi, idet en spøg, hvorved han udlover den store lotterigevinst til et miskendt geni, bliver til virkelighed: han vinder selv gevinsten.

At være en rig svane og dog forblive en grim ælling er vel at være eller ikke i sørgmunter udgave. Ligesom heldet med lodsedlen er en karikatur af Aladdins appelsin i turbanen.

Til hr. Svanes brigade hører hr. Meibum (med et lige så sangvinsk navn »majtræ«), forulykket skuespiller m.m., også han begunstiget med en pludselig rigdom, der imidlertid forsvinder igen (at være ...), så vi genser ham som fattiglem. På småteatre har han i sin tid glimret som Hamlet ved at holde mund på rette sted (at være eller ...!).

Shakespeares geni er uforgængeligt; det samme gælder antikkens visdom, hvorefter den lidt naragtige student Solon-Diogenes er opkaldt. Endog det gammelnordiske livssyn far et efterliv hos den kuriøse bragesnakker Bruss (142), hvis navn hovedpersonen Niels oprindelig bar.

Anderledes med de skatte som møl og rust fortærer. Vi har mødt pengeøkonomien som en ydre skæbnefaktor; den tilhører den materielle sfære og er særlig vigtig for samfundsudviklingen. Her spiller forfatteren stort ud ved at kontrastere det primitive liv på heden med en opblomstrende industri få mil derfra. Da Niels Bryde ved slutningen af l. del hælder til materialismen og er ved at bryde med sin fromme plejefamilie, passerer han på afskedsrejsen den nyanlagte papirfabrik ved Silkeborg. Andersen havde nylig besøgt den - sml. »Laserne« og »Ib og lille Christine« - og kendte ejerfamilien Drewsen.³ Han anså udnyttelsen af naturkræfterne, såsom Gudenåen og vandfaldet ved Trollhättan, for fremskridt ligesom hedens opdyrkning, og afsnittet ender med et »fremad!« (105), visende frem til gensynet med det voksende fabriksamfund i næstsidste kapitel. - På den anden side er teknologien i sig selv åndløs - i Sverigesbogen og andetsteds kalder han den med den svenske digter Torneros' udtryk »Blodløs« - og han deler ikke Brydes sammenligning af mennesket med en maskine (99). Gennem en sådan reduktion fornægtes det åndelige.

For Esther går ånden efter den materielle opløsning til Gud, for Niels til »det store Hele, Guddoms-Altet« (smst.). Han er altså på dette stadium panteist, og hun skal lede ham videre til troen på den personlige videre-væren. Men prisen herfor er, at han oplever hendes død.

Dette er den indre motivering for at hun angribes af koleraen. Fortælleren har på to vigtige steder opereret med den meningsfulde tilfældighed. Første gang i optakten, da Niels' far får et nedstyrtende vindue i hovedet, fordi han tilfældigvis går til venstre ud på gaden i stedet for til højre (sml. fortællerrefleksionen 17). Derved bliver drengen forældreløs og kommer i præstegårdens varetægt. Anden gang er Esthers død, hvorved hendes ord og tro formår mere end i levende live.

Andersen undså sig ikke for at omgås håndfast med tilfældets begreb, således at f.eks. en meningsløs ulykke i handlingens sammenhæng kan blive meningsgivende. Mest flagrant i slutningen af romanen O. T., hvor de for hovedpersonen traumatiske figurer forsvinder belejligt ved et uvejr på søen. Men også i Lykke-Peer løftes hovedpersonens død på et højdepunkt i hans kunstnerkarriere op over tilfældighedens niveau og gives en indre betydning. En sådan fortolkning af livets ulykker hørte med til Andersens teodicé, dvs. retfærdiggørelse af guddomsviljen. Han havde jo gennem sit eget liv erfaret, at der også gennem modgang »er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste«. Og når tvivlen og anfægtelserne meldte sig, måtte han mane dem i jorden gennem digterisk bearbejdning.

Særlig næring kunne tvivlen få gennem samtidens tyske bibelkritik og filosofiske materialisme: D.F. Strauss' Das Leben Jesu, 1835, der opløser Kristusskikkelsen som uhistorisk digtning, og L.A. Feuerbachs Das Wesen des Christenthums, 1841, som opløser al religion til ønsketænkning og psykologisk projektion. De udfordrede også andre af idealismens digtere som Paludan-Müller, Hauch o.fl. Andersen ville levere et modindlæg i romanform, deraf den stærke styring af handlingen, hvad der rimede med datidens beretterteknik: et aktivt fortæller-vi, som kommenterer hændelserne med vink til læseren, refleksioner over hvad der foregår, forklarende oplysninger o.l. Det var denne idelige forfatterindblanding, som Brandes benævnte en irriterende pegepind ned over læserens skulder, og som blev afskaffet i realismens romanpraksis. Hos Andersen er den dog knap så omstændeligt tyngende som hos andre ældre fortællere, hans livlige og springende stil fornægter sig heller ikke i hans fortællerindskud.

Det tyngende kommer snarere - og det er uvant hos Andersen - gennem personernes replikker, som for en stor del indgår i diskussioner omkring det store tema. Dette gør figurerne ulevende, til stativer behængt med meninger og argumenter. Værst er det gået ud over Esther, der som forfatterens hovedræsonnør er udstyret med en diktion og en tankefylde usandsynlig selv for en tænksom datidig ungmø mellem jødedom og kristendom. Men også hendes dialogpartner Niels, for hvis skyld hun er forsynet med sit hele skyts, er mindre livagtig end Andersens øvrige hovedpersoner i romanerne. Han er anlagt som et brushoved (og skulle som nævnt oprindelig have heddet Niels Bruus), heftig og impulsiv - som dreng slår han en killing fordærvet, som er skyld i at han er blevet tyvtet - en parallel til Lappeskrædderen - og springer senere i søen efter sin hund. At han lader sig tirre af taterkonen til at tage hendes barn, kalder han selv retfærdighedstrang (105), hvorved det psykologiske forbindes med det ideologiske. Men et sådant karaktertræk er knap tilstrækkeligt til at lade ham træde tydeligt frem - i samme grad som eksempelvis den maniodepressive hr. Svane med hans fordækte sorger og galgenlystige paradokser.

Svane er i øvrigt betydningsfuld, dels ved som nævnt at være gudfader til hovedpersonen - ligesom den dæmoniske nordmand i Kun en Spillemand - dels ved at være en uudfoldet kunstner, der aldrig levede op til sit navn. Han kender til digternes skødesynder: ømfindtlighed (som den flåede ål i mølleåen 201) og misundelse over for dem der løfter sig over almindeligheden, men også medlidenhed med dem der kommer for dybt i sølen (smst.). Måske har forfatteren selv lidt medlidenhed med sin uforløste kollega, så han til slut hjælper ham med pengelykke. Og denne gang altså bruger det heldige tilfælde, der kan støtte hr. Svanes gode humør - og vel redde ham ud af den fatalisme hvori han hang fast (204).

Ellers drejer det sig mindre om de gode end om de onde tilskikkelsers opdragende betydning. Det er Niels' livs-facit, fra han som dreng fortrød hidsighedsdrabet på katten (»Smerten, Fortrydelsen var virkelig saa stærk, at den onde Rod her i Barndomsaarene fik et velgjørende Ryk«, 42) og til han ved forsoningen med det gamle præstepar i sidste kapitel ser tilbage: tabet af forældrene, krigen og soten var livets hårde skole (228). Og forfatteren indstemmer at »hvert Tryk er til Aandens Væxt«. Romanen munder ud i at Gud ser alt på Jorden, symboliseret ved den største planet Jupiter, der våger over alle vore drømme. Heri skal de gammeltroende forenes med tilhængerne af den nye tids videnskab. Og drømmen gælder livets fortsættelse, kernen i Andersens religion, som den sidste sætning fastslår: »Alkjærligheden forundte os her at være og evigt at være!« Hamlets dilemma er løst.

II. Tilblivelse. Kombinationen med Silkeborg

Bogens karakter af debatindlæg understreges gennem dens tilblivelse. I 1855, da Andersen som 50-årig havde afsluttet Mit Livs Eventyr, fulgte han om efteråret professoren i fysiologi og anatomi D.F. Eschrichts populærforedrag imod den materialistiske retning i tysk filosofi og naturvidenskab, og 27. december skriver han til sin fortrolige brevveninde Henriette Wulff, der har spurgt til hans nye romanplan:
De veed at især i Tydskland udbreder sig, ved dygtige Lærde, Materialismen, i det man videnskabeligt klarer alt Enkelt! Verden bestaaer af Materie og Kræfter og alt som disse blandes bliver der en Steen, en Plante, et Dyr eller Menneske! hele det kunstige Maskineri forklares paa det fuldkomneste, men det bliver dog kun Maskineri, og det Hele synes mig da en Fortvivlelsens Tilværelse; Mennesket bliver saaledes kun et Led i en heel Skabnings-Art; Udødelighed - Gud selv forsvinder - det er grueligt! Det kan ikke være saa og det føler jeg at kunne sundt og simpelt klare, og det selv gjennem Humorets Strøm, den der lettest bærer det ind i Tidsalderen. Der er - og det og i høi Grad hos os - en Stridens Aand mellem Religion og Videnskab ... Dette, som De alt i mit »Livs Eventyr« seer modsagt, er det mig en Trang til at træde op imod; for mig belyser Videnskaben just den guddommelige Aabenbaring: jeg gaaer med aabne seende Øine til det Maal de Andre blindt hen søge til. Vor Herre kan godt taale at sees paa med den sunde Forstand, han gav os.⁴

Denne udsoning mellem tro og videnskab gjorde da front ikke alene mod moderne gudløs materialisme eller naturalisme, men også mod gammeldags ortodoksi, som eksempelvis repræsenteret i en tysk anonym roman Eritis sicut Deus (dvs. I skal være som Gud, 1854) af Wilhelmine Canz, hvormed flere anmeldere sammenlignede »At være eller ikke være«. Andersens standpunkt var en arv fra hans fædrene rationalisme, som betvivlede Jesu guddommelighed og mirakelgerninger, men fastholdt troen på en personlig gud og på sjælens udødelighed. Derved skiller han sig såvel fra romantikkens panteisme som fra Grundtvig, hvis bragesnak han karikerer i Bruss (142f.), og Kierkegaard, af hvem han lader Svane give et vrængbillede (189).⁵

Og dette rationelle livssyn kunne han også stemme sammen med samfundets industrielle vækst. Med den topografiske realisme, han altid lagde for dagen i sine romaner, fandt han som tidligere nævnt på at parallellisere sin helts religiøse udvikling med kultiveringen af den jyske vandkraft. De silkeborgske fabriksanlæg havde Andersen besøgt i 1850 og påny under epidemien i hovedstaden 1853. I en optegnelsesbog hedder det:
Niels Bruus kommer til Silkeborg nu Gasrørene nedlægges, Silkeborg som han forlod da her var et Vildnis da det første Øxeslag lød til Fabriksbygningen hvor let og snart var ikke her en Stad skudt frem, i det gamle Danmark, en ny ByBlomst paa det oldvoxne Træ; ogsaa Niels var i de Aaringer naaet en Udvikling - Lysrør var ogsaa i de sidste Dage hos ham nedlagt.⁶

Det svarer i den færdige roman til skildringen i næstsidste kapitel af Niels' gensyn efter tolv år (dvs. 1844-56) med den gamle egn, hvor nu en ny virksom tid har frembragt en uanet blomstring (224f.). Om Silkeborgegnen havde Andersen 1854 forfattet en lille rejseberetning⁷, og til yderligere kolorit benyttede han skrifter om de lokale tatere og deres tro.⁸ Således kunne han kombinere romanens hovedtanke - at »evigt være« - med taterkvindens genfundne gudebillede, der for hende bliver tegnet på hendes misdannede barns liv i skønhed efter døden (227). En variation over det næsten didaktisk gennemførte fremtidstema for den enkelte og samfundet.

En yderligere byggesten kom til, da Andersen i sommeren 1856 gæstede Weimar og så sceneopførelsen af en akt fra Goethes Faust II. Det gav anledning til en genlæsning af tragediens hele 2. del, som siden indgik i romanens midterdel som et idemæssigt bindeled mellem den åndeligt modne jødepige og den unge Niels. Gennem den føromtalte optegnelsesbog og andre papirer kan vi følge den videre materialeindsamling fra diverse naturvidenskaber, så at forfatteren kunne beskylde sin helt for »Lyst til at udkramme al sin Viisdom« (82). Efter to års forstudier udkom bogen maj 1857, samtidig på dansk, engelsk og tysk. Hans Christian Andersen var allerede da et europæisk navn.

III. Modtagelse

Ikke des mindre blev den hjemlige modtagelseskritik særdeles blandet. Romanen var tilegnet digteren B.S. Ingemann og filosoffen F.C. Sibbern. Ingemann takkede venligt anerkendende, hvorimod Sibbern lige så venligt gratulerede til, at digterværket ikke var lykkedes ham bedre, idet det viste at han i religiøs henseende havde levet fredeligt og harmonisk og kun udefra kendte dybere anfægtelser. Denne - som eftertiden kan se - fejlbedømmelse kunne dog ikke ophidse Andersen i samme grad som den første bladanmeldelse, af den nyopdukkede kritiker Clemens Petersen i Fædrelandet juli 1857. Her frakendes værket enhver æstetisk eller tankemæssig kvalitet: kompositionen er »forvirret og sammenstykket af brogede Klude«, selve opgaven umulig, hovedpersonen »i aandelig Henseende ikke andet end hvad man paa bredt Dansk kalder en Pjalt«, scenerne blot abstrakte diskussioner, beskrivelserne fyldekalk og sproget uden myndighed. Kun visse bipersoner finder nåde for den strenge anmelder. Andersen læste den lange artikel under et besøg hos Dickens i England og faldt i gråd ved at fornemme »Fædrelandets vaade Klud om min Hals«, så hans britiske kollega måtte tage ham trøstende i sine arme.⁹ Det svarer til Kierkegaards sønderlemmende kritik af Kun en Spillemand en snes år før, som fik Edvard Collin til at give sin digterven et kølende pulver.¹⁰

En uge efter bragte Dagbladet en mere rosende omtale - sandsynligvis af redaktøren C. St. A. Bille - som på flere punkter gik i rette med Cl. Petersen. Herimod gjorde atter forfatteren Meïr Goldschmidt udførlig indsigelse i sit ugeskrift Nord og Syd.¹¹ Han efterlyser romanens røde tråd og finder, at når den skal bestå i godtgørelsen af sjælens udødelighed, må helten ud i stærkere kriser end Niels Bryde, der ikke så meget er en pjalt (Cl. Petersen) som en dukke af træ. Kun i drabet på katten er han ikke træet, men den bagvedliggende retfærdighedsfølelse burde værket igennem have ført til handlinger med konsekvenser og ikke blot diskussioner. Om debatpartneren Esthers konflikt med sin mosaiske familie og overgang til kristentroen hører vi for lidt, ligeledes til hendes og Niels' kærlighed. Og udenværkerne - de historiske krigsskildringer, geografiske beskrivelser m.m. - finder Goldschmidt uvedkommende for hovedemnet. Han havde netop afsluttet sin egen kæmperoman Hjemløs (i DK 1999) og deri bestræbt sig på at fastholde retfærdighedsideens røde tråd gennem hele kompositionen.

I mange måder enig med Goldschmidts synspunkter er litteraten Carl Rosenberg i Dansk Maanedsskrift s.å. Men han finder at fortællingens harmoniserende udgang genkalder den oehlenschlägerske periode, da »alt aandeligt Liv i Danmark bar samme Præg af Fromhed og Livsglæde«; heroverfor synes »den nærværende Tid« at have »mistet Evnen til digterisk Frembringelse«. Derimod protesterede naturligt nok Andersens digterfælle Henrik Hertz i slutartiklen på en serie om »Poesien i Danmark efter 1814« (Ugentlige Blade, 1859). Han indrømmer at han og hans generation står i gæld til Oehlenschläger, men mener at denne »selv vilde uden Tvivl meget have frabedet sig«, at man tillagde ham samme »Livsfølelse« eller samme »Fromhed« som Andersen; denne sidste viser efter påvirkning af den franske romantiske skole med dens springende stil m.m. nu i den seneste roman »en forvirret Blanding af udenlandske Tendensromaner og indenlandske »Sjælemalerier« og philosopherende Digterværker«.¹²

Beretningen om Niels Bryde blev snart fordunklet af andre værker, også fra Andersen selv, som i øvrigt i »En Historie fra Klitterne« (1859) i novelleform tog samme tema op: den lidende menneskeheds krav på kompensation gennem evigt liv. I bemærkninger til historien¹³ anfører han en samtale med Oehlenschlager, for hvem han i sin iver kaldte det et retfærdigt forlangende. Oehlenschlager anså det forfængeligt at stille fordring herom til Gud, som har givet os så uendelig meget i denne verden. Men Andersen talte da for alle dem der sattes herind med et sygt legeme eller en kuet ånd og led de bitreste sorger og savn: en sådan uret kunne Gud ikke øve, »han vil give Erstatning, løfte og løse det vi ikke kan.«

Uden at ville det bekræfter Andersen herigennem Feuerbachs tesis om religionen som ønsketænkning. Senere i århundredet henlagde J.P. Jacobsen sin roman om fritænkeriet til samme tid (o. 1860); han kaldte sin helt Niels Lyhne og indgav ham feuerbachske tanker om den virkning det vil have, når himlen bliver tom i stedet for at være et spejdende øje: »Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der troes, (...) vil (...) bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd«. Det er den unge Lyhnes drøm juleaften. Måske var det også i mindelse om Brydes deltagelse i krigen 1848, at Jacobsen lod sin Niels melde sig i krigen 1864. Ganske vist er 1880ernes kæmpende ateisme langt fra Andersens forlig mellem udødelighedstro og naturvidenskab. Dog har - som Villy Sørensen siger - den ene roman givet sit største problem i arv til den næste, og Andersens sidste store roman »(...) blev den første filosofiske roman i vor litteratur« (Hverken - eller, 1961, s. 157).

IV. Tekstforhold

V. Litteraturhenvisninger

Noteapparatet bygger på H. Topsøe-Jensens i DSLs udgave af Romaner og Rejseskildringer V, 1944, s. 318-56, og Indledning s. IX-XXXV. Det er på den ene side formuleret lidt knappere, med færre citater og med ajourførte litteraturhenvisninger; på den anden side bredere: med ord og begreber, som Topsøe-Jensen kunne regne for almenkendte.

Shakspeare: titel og motto fra Hamlet, 3. akt, 1. scene, af William Shakespeare (1564-1616), Hamlets monolog: At være eller ikke at være - det er spørgsmålet. Er det mest ædelt at tåle skæbnens onde slag eller at modsætte sig dem ved selvmord? ja, hvem ville ikke vælge det sidste, hvis det ikke var for uvisheden om den næste verden?

B. S. Ingemann: digteren (1789-1862) og hans hustru Lucie f. Mandix (1792-1868) havde en væsentlig plads i H.C. Andersens tilværelse allerede fra hans ungdom. - Sibbern: Fr. Chr. Sibbern (1785-1872), professor i filosofi 18(13)29-70; ligesom Ingemann (BIngemann I 106f.) havde han i 1835 skrevet hjerteligt til A. om Improvisatoren (citeret MLE I 196f.); om »At være ...« se s. 242.

Første Deel

nu gik der Dampskib: Dania, fra 1827. - Knaster: kanaster, en slags tobak fra Venezuela. - Regentsen (...) Contubernal: på Regensen, Chr. IVs studenterkollegium over for Rundetårn (1623), »den gamle røde Gaard«, beboedes dobbeltværelser af to studenter; de var kontubernaler (egl. teltkammerater). - Collegier: her: kollegiehefter med optegnelser fra forelæsninger.

Observatorium: observatoriet fandtes på Rundetårn fra 1643; det nuværende ved Botanisk Have opførtes 1859-61. - Lybsk-: lybæksk; lybsk pølse: en særlig fin røget pølse. - dimitteret: egl. sendt bort, dvs. at sende nogen bort med deres afsluttede eksamen; her: sendt til studentereksamen på Universitetet; se n.t.s. 57. - det er saa langt at sige Generalkrigscommissair: den no. finansmand Haagen Mathiesen (1759-1842) havde da. titel som sådan, men A. tiltalte ham som General Mathiesen, da han traf ham i Neapel 1834 (BEC I 214, V 55); en g. er chef for udskrivningsvæsenet, evt. en ren titel.

Mæcenas: C. Cilnius Maecenas (død 8 f.Kr.), rom. velgører over for kunst og videnskab. - Kobberstykker: kobberstik. - betaget: uden håb eller lyst. - Baghuset (...) Udsigt: i sommerferien 1848 boede A. i vennen kaptajnløjtnant Chr. Wulffs lejlighed i Amaliegade 141 (nu 37); 1.10. flyttede han til Nyhavn 67 (tv. set fra Kongens Nytorv) med udsigt over havneterrænet og boede med afbrydelser der til 1865. Holmen er en holm i Sundet mellem København og Amager, foran den ligger Dokken (Dokøen); de tilhørte kongen og var i århundreder frem til A.s tid orlogsflådens base og værft.

Ambrosius Stub: den ganske rigtigt meget uborgerlige lyriker (1705-58); en passage om en sådan tragedie findes allerede i »Optegnelsesbog« fra 1851-52 (udg. 1926 s. 28); noten heri s. 37 kender intet andet udtryk for, at A. skulle have skrevet et skuespil om Stub. - Bagflikker: lapper på skosåler. - »Rednings-Anstalt for glemte Forfattere«: vendingen forekommer også i A.s Optegnelser (Kgl. Bibl., Collinske Samling 41, 4°). - old curiosity shop: Den gamle Raritetsbutik, roman fra 1840 af Charles Dickens (1812-70). - Hoffmann in Callots Manier: A. havde som ung dyrket den excentriske ty. romantiker E.Th.A. Hoffmann (1776-1822); hans Phantasiestucke in Callots Manier (1814-15) er opkaldt efter den fr. kunstner Jacques Callot (1594-1635), der dels skildrer krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener etc. - »Tusind og een Nat«: den store eventyrsamling, oversat fra arabisk, men med rødder i andre orientalske lande; først oversat 1704ff. (til fr.), første da. oversættelse og bearbejdelse i udvalg ved Valdemar Thisted 1852-54; jf. n.t.s. 24. - Nemme: lærenemhed.

Mæcenas atavis edite regibus: »Mæcenas, du som er udsprunget af kongelig æt«, første vers i den 36 linjer lange 1. Ode af Q. Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.). Maecenas (se n.t.s. 13) var Horats' beskytter. - »gammel Avlsgaard«: gæstgivergård i Suhmsgade (nu nr. 5), men se s. 51. - »Casino«: teater i Amaliegade, opført 1846-47 af Tivolis grundlægger Georg Carstensen (1812-57), først til koncerter etc., året efter til teater. A. skrev eller bearbejdede 5 stykker dertil, og flere af hans ældre blev opført. Teater til 1939, på grunden ligger nu Assurandørernes hus fra 1960; også nævnt s. 181. - (Sand)fjerding: (egl. fjerdedel), beholder spec. til 1/4 tønde, dvs. 34,8 l.

Skjermbrætter: A. skabte i 1873-74 et meget stort femfløjet skærmbræt, hver fløj med et bestemt emne for kompositionen af hundreder af udklip etc.; nu i HCAs Hus, se Troels Andersen i Billedkunst, 1966, nr. l s. 30-38 og Kjeld Heltoft: H.C. Andersens billedkunst, 1969. - Adresseavisen: avertissementsavis, Kbh.s ældste dagblad, efter mislykkede tilløb udgivet 1749-1908.

klaredes: opklaredes. - En aandfuld Professor: formentlig fysiologen og zoologen Dan. Fr. Eschricht (1798-1862), hvis forelæsninger A. hørte i 1855 (brev til Ingemann 31.12.1855, BIngemann II 350). E. havde i 1850 skrevet om hjernen i »Tolv Foredrag over udvalgte Æmner og Læren om Livet« ; citatet er dog ikke ordret herfra.

Barbeer: som ofte udførte mindre kirurgiske opgaver.

Guds Veie ere urandsagelige: Rom. 11,33. - »Poreningen til forsømte Børns Frelse«: stiftet 1837; mellem stifterne var Jonas Collin, A.s velgører fremfor alle (1776-1861), og dennes svigersøn, juristen Adolph Ludvig Drewsen, A.s nære ven (1803-85). - αὐτὸς ἓφα: talemåden er overleveret i en kommentar til skuespillet Skyerne af Aristofanes (c. 450-385 f.Kr.), 5. akt v. 196. - Sprutbakkelse: blød vandbakkelse, benyttet som skældsord.

Rundetaarn (...) Almanaken: tårnet forekommer på almanakkens titelblad fra 1685. Det var bygget 1637-42 som erstatning for Tycho Brahes observatorier på Hven, som han havde forladt allerede 1598, og som blev sløjfet 1623. Det officielle navn var »Kjøbenhavns kongelige Stjerneborg«. Topsøe-Jensen takker i sine noter R&R V 19 Harald Mortensen (1878-1957); for oplysninger om ham se Fund og Forskning V-VI, 1958-59. - Ewald og Hartmann (...) Sangens Guld: talen er om kongesangen »Kong Christian stod ...«, der indgår i skuespillet Fiskerne af Johs. Ewald (1743-81). Med komponistnavnet Hartmann sigtes ikke til J.P.E.H. (1805-1900), der var ven med A. og har skrevet adskillig musik til arbejder af ham, men til hans farfar Johann H. (1726-93). A. tager hermed stilling i en gammel diskussion om sangens komponist, hvorom se Niels Martin Jensen i Fund og ForskningXII 1965.

Peter Czar af Rusland: zar Peter den Store besøgte Rundetårn flere gange under sit besøg i Kbh. 1716; en af gangene red han op af sneglegangen, mens zarinaen kørte i en lille vogn. Anekdoten om tjeneren er uhistorisk. - Kirken: Trinitatis Kirke, bygget 1637-56 sammenhængende med Rundetårn, derfor navnet Rundekirke. - aabne Vinduesbuer: først i nyere tid forsynet med glasruder. - Wessels og Ewalds Grave: digterne Joh. Herm. Wessel (1742-85) og Johs. Ewald er begravet i kirken; et fælles mindesmærke med relieffer af O. Evens (1826-95) blev opsat 1879. - Universitets-Bibliotheket: det lå 1652-1861 på Trinitatis kirkeloft:, der senere var malersal og nu benyttes til udstillinger o.lign. og i en del af lokalet til den Astronomisk-historiske samling. Bibliotekaren Rasmus Nyerup (1759-1829) gav i A.s første fattige Kbh.-år drengen adgang til at se og hjemlåne bøger (MLE I 64). - det oldnordiske Museum: 1801 havde Nyerup ladet opstille oldsager i bibliotekssalen, den første spire til det oldnordiske museum; det voksede under ledelse af Chr. Jürgensen Thomsen (1796-1875), men flyttedes først til Christiansborg Slot 1832 og derpå 1853 til Prinsens Palæ som nu: Nationalmuseet.

»Herrer i Aandernes Rige«: fra omkvædet til Chr. Winthers (1796-1876) studentersang »Her under Nathimlens rolige Skygge« (1820), åbenbart allerede med karakter af »bevinget ord«. - Glar: samme ord som glas. -forestille sig Staden ...: A. udførte denne tanke i eventyret »Gudfaders Billedbog«, 1868 (Ev. V 46-67). - »Kjøbmands Hafn«: byen omtales 1193 som Hafn, ikke længe efter som Kiøpmanhafn. - de opstillede Runestene: 1867 flyttet fra nicher i Rundetårn til Nationalmuseets nyindrettede runehal. - lydøret: skarpthørende. - »Alferne«: Ludwig Tieck (1773-1853): »Die Elfen« i hans Phantasus I (1812); efterlignet af J. L. Heiberg i eventyrkomedien Alferne (1835).

Æblekone: en kagekone havde i sin tid stade ved sneglegangens begyndelse. - Skilling: møntenheden var rigsdaler (i perioder rigsbankdaler) à 6 mark à 16 skilling; 1875 konverteredes rigsdaleren til 2 kroner. - Ildpotte: lerpotte med gløder til at varme fødderne ved. - Forskrivelse: forpligtende dokument, ofte benyttet om f. til onde magter. - rare: sjældne, bemærkelsesværdige. - Bibelen (...) »Tusind og een Nat«: begge blandt de få bøger i A.s barndomshjem. - Humboldt: antagelig den ty. naturforsker Alexander v. H. (1769-1859), som A. kendte personligt; stedet, A. sigter til, er ikke oplyst.

Aladdin: eventyret, som Adam Oehlenschläger (1779-1850) har gendigtet, fortælles i 1001 Nat, 599.-711. nat; 2. da. oplag efter Gallands fr. oversættelse udkom 1757-58. - det stenede Arabien: Arabia Petraea, Nordvestarabien. Tankerne på disse sider peger imod slutningen af I Svenig, R&R VII, hvor videnskaben gøres til »Poesiens Californien«.

»Haltefanden«: roman af Alain René Lesage (1668-1747): Le diable boiteux (1707), på da. 1746-47, nyt oplag 1757-58.

Kirkegaarden: Assistens Kirkegård på Nørrebro, anlagt 1760. - Petersborg: Skt. P. 27 en medfødt Angest for Hunde: A.s egen erfaring; sml. Christian i Kun en Spillemand (1837), 11:8, DKs udg. 1988 s. 158; se også n.t.s. 181. - Constantinopel: Istanbul. - mærkelig: bemærkelsesværdig. - Pæreskude(r): lille sejlskib, hvorfra der sælges frugt etc.

Præstegaard ved Hvindingedalsbanker: landsbyen Hvinningdal har ikke kirke og præstegård, så A. kommer uden om mistanke for at skildre et bestemt hjem. - Langsøen: Silkeborg Langsø.

Hjalet: hjald, bjælkestativ, hvor hønsene sover.

Skalmeie: klarinetlignende blæseinstrument, ofte benyttet af hyrder. - Kjæmpevise: folkevise, ballade, se n.t.s. 190.

Musikant-Grethe: generalløjtnant A.P. Tuxen, dattersøn af balletmester August Bournonville (1805-79), skriver i »Minder fra Tandsiet Præstegaard 1850-67« (Sønderjydske Aarbøger 2. rk. II, 1925, s.198f.): »I en lille Aftægtsstue, hvis Vægge fra øverst til nederst var beklædte med brogede Billeder, boede Eleonore Margrete Lorenzen, der var født i Sønderborg 1776; (...) Naar vi Børn besøgte hende, spillede hun for os paa sin Harmonika, trippede, nikkede Takten til og sang Viser, hvis Tekst ikke var til at forstaa. Bournonville interesserede sig for hende, skænkede hende en pragtfuld Harmonika og skildrede hende for H.C. Andersen, der satte hende ind i en af sine Romaner som »Musikant Grete«.« - Klynetørv(s-Huset): tørv af mosejord.

det russiske Læder: ruslæder, tidligere ofte importeret fra Rusland. - Patriarkalsk: faderligt, ærværdigt.

Rokkedreierkone: fremstillingen af rokke var en af drejerfagets vigtigste opgaver. - syv Aar efter: Silkeborg Papirfabrik grundlagdes 1844 af Michael Drewsen; Niels kommer til præstegården 1837; se efterskrift s. 241. - Tuskhandel: byttehandel. - Dette er factisk!: A. har vel historien fra Michael Drewsen (1804-74), der også har fortalt den til digteren C. Hostrup (1812-92), som var Silkeborgs første præst (Senere Livserindringer, 1893, s. 9). - Lediggang (...) Ondt: Dovenskab er Fandens hovedpude, Otium est pulvinar diaboli, »bevinget ord« af uvis oprindelse. - Trippelse: pudsemiddel af forsk, pulveriserede mineraler. - sorte Storke: A. omtaler dem gang på gang, således allerede i Dagbøger 29.5.1850 under det første besøg i byen; storken var jo A.s fugl, og han havde næppe set sorte; atter s. 51.

Æolsharpe(toner): vindharpe, hvis strenge klinger ved vinden alene, opkaldt efter vindenes herre Aiolos i den gr. mytologi. - Peter Schlemihl: Adalbert von Chamissos (1781-1838) eventyr om manden, der solgte sin skygge, Peter Schlemihls wundersame Geschichte (1814). - Laudabilis: rosværdigt, bravo! se s. 60. - Lappeskrædderen: Adolph Drewsens optegnelser af folkesagn etc. (se n.t.s. 105) er trykt i Svend Grundtvig: Gamle danske Minder i Folkemunde, I, 1854, s. 41-72: »Folkesagn fra Silkeborg og Omegn, optegnede 1850 af Etatsraad, Criminalrets-Justitiarius A. Drewsen« - og i 2. udg. 1861 s. 36-66 (nu besynderligt nok uden Drewsens navn), i begge udgaver med nummerering 35-77 inden for bogens overordnede nummerering. I 1944 udgav Otto Bisgaard: [Drewsen, A. F.:] Fra og om Silkeborg. Justitiarius Adolf Drewsens Dagbog under hans Ophold paa Silkeborg fra 16. Juni til 25. Juli 1850; bogen omfatter dels selve den meget detaljerede og levende dagbog, dels romertalsnummererede sagn, ofte meget forskellige fra Grundtvigs redaktion; stedvis tilføjes sidetal fra selve dagbogen. I det flg. henvises med SGr og arabertal til Grundtvigs numre, med ADr og romertal til Bisgaards udgave. - bødede: reparerede. - Budstikke: kort stang af træ eller jern, hvori kunne indsættes en meddelelse til cirkulation.

Flynderskind i Kajfen: til at klare kaffen i mangel af kaffepose. - »Aarhuus Avis«: Aarhuus Stiftstidende, grundlagt 1794. - vaad: med endnu ikke tørret tryksværte. - »Reisemand«: rejseglad person. - Peer Guldgraver: SGr nr. 30-31, ADr XXIX o.fl.st. omtaler udførligt denne person som levende indtil 1850, og hans datter og børnebørn boede endnu på egnen; på dette grundlag indføres Lappeskrædderen som person i romanen og som Peers barnebarn. - Nadverbordet: aftensmaden.

Voel: landsby NØ for Silkeborg. - Kongeløsning: kongeløsen. »En »Kongeløsen« er saa meget Sølv og Guld, at det kan ligge op over Kongens Hoved, naar han sidder paa en Stol (andre sige: naar han ligger paa Knæ), og saa meget vil der til, for at løse en Konge af Fangenskab« (SGr nr. 29, ADr XXIX og s. 100, 110, 129, 134).-Linaa: landsby øst for Silkeborg, ved Aarhus Landevej. - Favn(e): enhed for længdemål å 3 alen å 12 tommer (c. 188, 63 og 2,6 cm); det fr. metersystem fra 1790 indførtes i Danmark 1907/16. - et Lys dandsede hen derover: »Skatten i Grøndalskol«, SGr nr. 31, ADr XXIX. - Næstsødskendebarn: en grad fjernere end fætter/kusine, fx fætter/kusine til ens far/mor.

galloneret: besat med galoner, dvs. sølv- og guldindvirkede tresser og bånd. - Kalvekryds: skjortebryst med kruset bryststrimmel, egl. kalvekrøs pga. en lighed med kalvens bugtalg. - Hovedvandsæg: lugtedåse, ofte i ægform, indeholdende en parfumeret svamp. - Strimmel: strimmel af stof til pynt, især i halsudskæringen.

klare for: redegøre for. - naar han (...) saae (...) ligge Penge: en af A.s egne tvangstanker: han blev nervøs, når han så penge ligge fremme, og blev undertiden drillet dermed; se Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste omgang, 1918, s. 35, og Hjalmar Helweg: H.C. Andersen, 1927, s. 167-69.

En af Kjæltringfolket: sine fleste oplysninger om taterne (sigøjnerne) har A. fra Eilert Sundt (1817-75): Beretning om Pante- eller Landstrygerfolket i Norge, Chria. 1850. Sundt læste selv «At være...« og sendte A. et smukt brev (20.1.1860, Breve til A. s. 554). A. brugte dog også N.V. Dorph (1783-1858): De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog (1837); fra denne bog s. 10 har han betegnelsen »de ægte Tatere«, og han henviser til den så tidligt som i Kun en Spillemand III:1, fodnote (DKs udg. s. 204).

Cains Gjerning: Kains brodermord på Abel. Situationen har et sidestykke: A. fortalte i 1872 sin rejsefælle William Bloch, at han som skoledreng havde sparket til en tudse, til den udstødte som et barneskrig; A. kom først over dette indtryk, da han så sent som i 1866 skrev eventyret «Skruptudsen«, i øvrigt udfra en lille oplevelse i Portugal (Paa Rejse med H. C. Andersen, Dagbogsoptegnelser af William Bloch, 1948, s. 78).

ad Bidstrupsveien: til galehuset, det senere Skt. Hans Hospital ved Roskilde. - Politikammer: politistation. - Fru Blodløs: A. bruger ofte denne betegnelse for alt mekanisk; kilden er en barndomserindring af den sv. digter Ad. Torneros (1794-1839), se I Sverrig, III:1, R&R VII s. 10, med udførlig note, samt Ev. VII 257.

Et eget Talent (...) i at sammenstille Markblomster og Grønt: i tilslutning til dette sted skriver Rigmor Stampe s. 80 (se n.t.s. 38): »Når Andersen var på landet, på herregårdene, havde han næsten altid den nydeligste lille buket med hjem fra sine daglige spadsereture. ... Det var altid de vildtvoksende planter, Andersen plukkede, og han havde den for de egenlige blomsterelskere karakteristiske egenskab, altid, sommer og vinter, at kunne finde noget og endda noget kønt.« Se Hanne Westergaard: H. C. Andersens blomster. Haver, buketter, billeder (1978) med mange ill. - Hjerteblad: et af de spæde inderste blade. - Suurstof og Qvælstof: oxygen og nitrogen, efter ty. Sauerstoff og Stickstoff. I 1814 skabte H.C. Ørsted (1777-1851) ordene ilt for oxygen og brint for hydrogen, og s. 99 skriver A. »Ilt, Brint, Qvælstof og Kulsyre« (kuldioxid, kultveilte). - Gak til Myren og bliv viis!: Ordspr. 6,6.

Tannhäuser: sagnet om ham er kendt fra Richard Wagners (1813-83) opera fra 1845, som A. havde hørt i Weimar 1852; i MLE II 138f. omtaler han W. udførligt og besøgte ham senere i Zürich (smst. II 190). - Fata Morgana: luftspejling; Almanakken, Silkeborg 13.7. 1853: »Tour til Heden fata morgana Tatere.« - Ilde: ildebefindende. - sprættede: sprællede.

Kammerraad: embedsmand ved det i 1848 ophævede rentekammer. - Havresuppe: h. benyttedes som lægemiddel. - den rystende Syge: rystesyge, koldfeber.

Træsnits-Romanzer: i Chr. Winthers første digtsamling, Digte (1828). - Kingos »aandelige Sjungechor«: salmesamling fra 1674-81 af Thomas Kingo (1634-1703), et hovedværk i dansk salme- og litteraturhistorie. - Skjeppe: målet for korn etc. var skæppen, c. 17,4 l = 1/8 tønde; at sætte sit lys under en s. er at skjule noget af sine evner.

»den usynlige Steen i Dybdal«: SGr nr. 23, ADr XIII og s. 134, jf. ndf. s. 98 og ovf. s. 36. Lokalsagn om, at egnen »er et helt Bjærgland, var i gamle Dage meget befolket med Underjordiske, Bjærgfolk og Trolde«, se SGr nr. 22, ADr XX. Sagn fra svenskekrigene, se SGr nr. 17, ADr XX. - den svenske Krig: snarere end på Torstenssonkrigen 1643-45 tænkes på Karl Gustafs krig 1657-58, hvorunder fjenden trængte længere nordpå, og som endte med tabet af de sv. provinser (Politikens Danmarkshistorie, 3. udg. VII s. 504f.); kalmukker og tartarer er ligesom tyrkerne asiatiske folk; jf. s. 167f. - »Kedeldreng«: kedelflikker; Dorph angiver denne etymologi til ordet kæltring, der imidlertid kommer af verbet »kieltra«, at tigge. - holdt Standret: ikke et lokalsagn, men Sundts skildring af den straf, der ramte en tater, som forelskede sig i en pige uden for stammen; udførligt R&R V 323.

Theevandsknegt: te med rom og sukker. - Engelen og den unge Tobias: ærkeengelen Rafael ledsager Tobias på en farlig rejse, i Tobias' Bog kap. 5-8, sidst udg. i Det Gamle Testamentes apokryfe bøger med kommentarer ved Benedikt Otzen, 1998. - Henens Vingaard: Matt. 20. - i Aand og Sandhed: Joh. 4,23, indskrift på talerstolen i Universitetets festsal. - dimitteret: se n.t.s. 12. - Manuduction: undervisning med direkte henblik på eksamen.

»gamle Avlsgaard«: se ovf. s. 15.

Aalefangsten: fandt sted fra Silkeborg Vandmølle og var Silkeborg Hovedgaards vigtigste indtægt, indtil Drewsen'erne byggede papirmøllen 1844. - »Ryttergodset«: Silkeborg Len blev 1720 udlagt som ryttergods af Fr. IV, men solgt 1767. Ryttergods var krongods med forpligtelse til underhold af rytterregimenter, i øvrigt efter komplicerede og skiftende regler. Se generelt pragtværket: Silkeborg 1846-1996. Historie, kultur, natur, 1996. - »Fuglene«: opført 414 f.Kr. - at møde ægte Tatere: A. traf dog ingen under sine besøg.

Skjelsaar og Alder: modenhed (skel: grænse (mellem tidsperioder)). - en Biskop Peder: efter Just Mathias Thieles Danmarks Folkesagn I, 1843, s. 299f., og SGr nr. 10. Ruiner fandtes endnu ved papirfabrikken. - ødelagdes i den svenske Krig: SGr nr.18, ADr XXI om beskydning af slottet fra Galgebakken.

Grumsling: formen findes hos Dorph og hos St. St. Blicher (1782-1848); Sundt (se n.t.s. 39) skriver »gromsing«. Historien om taterkvinden og hendes søn er i øvrigt digtet under indflydelse af Linka Smælem og Peter Benløs i Blichers novelle »Kjeltringliv«.

Arak(spunsch): den berusende drik arrak, lavet af sukkerrør og ris.

de bononiske Stene: bologneser-spat, en sten, der lyser i mørke efter solskin om dagen. - »Gjennem (...) Styrke.«: ikke lokaliseret, måske efter datidig opbyggelsesbog. - mærkelige: bemærkelsesværdige. - Mikkelsdag(s-Tider): 29. september.

Advent (...) Trinitatis: kirkeårets første og sidste søndag, omkring 1.12. - midt i September skulde han til Kjøbenhavn: indtil 1850 afholdtes studentereksamen (artium) ved Universitetet, ikke på skolerne, hvorefter kandidaten fik det lat. eksamensbevis, testimonium.

Djævelen gik om som en brølende Løve: 1. Pet. 5,8. - Fingerring: en slags fingerbøl.

Universitetsbygningen: på Frue Plads, fra 1836, arkitekt Peder Malling (1781-1865). - »Farvel ...«: ikke lokaliseret. - »High Life«: den fornemme verden. - Ved Toldboden ...: l. linie af Chr. Winthers digt »Matrosen« (1825). - høibaaren (...) velbaaren: titler på breve til rangspersoner. - »uden Resultat«: Edvard Collin omtaler i et brev 26.5. 1856 en kone, der sagde, at hun havde levet i 8 år med sin første mand »uden Resultat« (BEC II 271). Model for Madam Jensen er A.s værtinde i Nyhavn 1834-47, nu nr. 20, skipperenken Madam Karen Sofie Larsen, f. Kjøller (c. 1797-1862); han boede der 1834-38 (th. set fra Kongens Nytorv).

grov: storstilet, med store typer. - den Studerendes: -s betegner dialektalt eller lavere sprog, ligeledes »Studenter« som entalsform s. 63 lin. 23. - Laudabilis: 1. karakter. - »præ ceteris«: »frem for de øvrige«, dvs. l. karakter med udmærkelse.

»en Sørgefest« (...) »Pyllemønter«: historien om pebermynterne har A. fra Madam Larsen, der 15.10.1834 var gået til sørgefesten for skuespiller Carl Winsløv (1796-1834); kildehenv. R&R V 62.

Spekhøker(ens): viktualiehandler. - suffisant: her: solid, med hold i. - enkelt: solo. - Collegier: forelæsninger. - Genesis: 1. Mosebog. 64 Peder (...) fornægtede sin Herre: Matt. 26,69-75, men det foregik i ypperstepræstens gård. -første: fineste. - komme med en Følgesvend: udtrykket bruges i visse kortspil om kort, der uden at passe til udspillet dog kan gives med (ODS VI 427).

Piquenik: hverken den ældre betydning: sammenskudsgilde, eller den nyere: udflugt med spisning i det fri, passer her. - Borgerskabet: borgervæbningen, et korps af en bys borgere. - »en virkelig Frøken«: datter af en betitlet mand eller rangsperson, mens andre unge damer tituleredes Jomfru. - Praxiteles: berømt gr. billedhugger (c. 390-322 f.Kr.).

Improm(p)tu: improviseret vers. - en Kjæmpe: vistnok Gaukathorer i tragedien Olaf den Hellige (1838), der optræder som stum figur, fordi han har »svoret paa, han mæler ei / Et Ord i Verden meer«, idet han ikke vil nedlade sig til at tale som kvinder, trælle e.l. - Solon-Diogenes: navnene tilhører hhv. en gr. politiker, c. 600 f.Kr., og en gr. filosof, 4. årh. f.Kr., og tillægges her personen som ironisk udtryk for hans visdom.

Ordsprogsleg: består i at spille en lille scene, der forestiller et ordsprog, som de tilstedeværende skal gætte. - »Forundringsstol«: straf i panteleg: man sættes på en stol; en af deltagerne spørger hviskende de andre ud om ens mærkværdigheder og fortæller en svarene. Man skal nu gætte, hvem de forskellige svar kommer fra. - »polsk Tiggergang«: i denne selskabsleg vælger en af selskabet en »kone« og går rundt til hver enkelt af de andre og beder om «lidt til mig og min kone« (de kys, knips, klap osv., han far, giver han videre til »konen«). - anden Examen: examen philologicum et philosophicum, idet studentereksamen kunne betegnes første eksamen; A. tog a. eks. i 1829; se Ole Jacobsens note til O.T., R&R II s. 261f. - »Collegierne«: se n.t.s. 11.

Goethes Skrifter: Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). - Werther: romanen Die Leiden des jungen Werthers, 1774. - Faust: se herom n.t.s. 132 og 135. - Mignon: en sydlandsk linedanserinde, person i Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-96; hun er symbol på Goethes længsel mod Italien, om hvis skønhed hendes sang »Kennst du das Land« handler (romanens 3. bog 1. kap.); omkvædet citeres s. 83. Jf. Kun en Spillemand II:3, s. 223. - »Lebt wohl, ihr Berge!«: Johanna d'Arcs afsked med hjemegnen i tragedien Die Jungfrau von Orleans af Friedrich von Schiller (1759-1805), Prolog v. 383ff.

Strauss's »Jesu Liv«: den ty. teolog David Fr. Strauss (1808-74), universitetslærer i Tübingen, vakte stor opsigt med sit værk Das Leben Jesu (1835), der anvendte religionshistoriens metoder på Evangelierne og søgte at påvise, at Kristusskikkelsen ubevidst har dannet sig som en myte udfra folkets religiøse ideer i 1. og 2. årh. e.Kr., mens Jesus som historisk person egentlig er os ubekendt. Bogen blev livligt diskuteret også i Danmark. - Cyprianus: en tryllebog, hvormed man if. folketroen kan tvinge ånder og endog Djævelen til at lyde sig; ejeren er dog hjemfalden til Djævelen. - Kundskabens Træ: det forbudte træ, 1. Mos. 2,17.

Tobias: se n.t.s. 50. - Hamborgs Brand: 5.-8.5.1842 hærgedes Hamburg af en storbrand, som ødelagde l /3 af byen, deriblandt tre kirker. - Jungfernstieg: promenade i Hamburg ved Elb-bifloden Alster. - Hotel Victoria: A. havde boet her på alle sine rejser siden 1851. - Gaslamperne: i Kbh. først 1857 (Ev. V 46-67), se A.s bemærkninger til eventyrene, Ev. VI 25f. - Houris: huri, ung smuk kvinde i muhamedanernes paradis. - Blankenese: fiskerleje med fornemme sommerlandsteder ved Elben.

Hannover: selvstændigt kongerige til 1866, samme år som den Fri Hansestad Hamburg tilsluttede sig det nordty. forbund. Citatet om »et andet Kongerige« er ikke identificeret. - Bajadere(rne): ind. tempeldanserinde, også: glædespige. - Grisette(r): »studenterkæreste«, sypige. - Maltheserriddere: medlemmer af Johanniterordenen, hvis sidste hovedsæde var på Malta indtil Napoleons tog til Ægypten; ordenen fortsatte bl.a. i Tyskland, hvor den bl.a. drev hospitalsvirksomhed. 1812 stiftedes i Preussen den protestantiske J.-orden for adelsmænd under 30 år. Ordenen virker fortsat også i Danmark. - Bacchanal(ets): drikkelag (til ære for vinguden Bacchus). - de pharisæiske Ord: Luk. 18,11 (farisæeren og tolderen).

Druidernes Præster: druider er netop de gamle keltiske folks præster. - Brochen: »Bloksbjerg« i Harzen, som A. besøgte på sin første udenlandsrejse 1831 og skildrer i Skyggebilleder ... kap. 5, s. 49ff. - Raphaels, Holbeins og Murillos: om Rafael de Santis Sixtinske Madonna se Skyggebilleder ... kap. 11, s. 92f. Hans Holbeins »Madonna mit der Familie des Basler Bürgermeister Meyer« er en kopi, men regnedes indtil 1871 for original. De tre kunstneres årstal: Rafael 1483-1520, Holbein 1497-1543, B. Esteban de Murillo 1617-82.

Jernbanefarten: A.s første togrejse havde fundet sted 10.11.1840: Magdeburg-Leipzig-Halle på godt 31/2 time, godt 120 km. Kapitlet «Jernbanen« i En Digters Bazarfrz 1842 handler herom (R&R VI s. 15-19), forud herfor breve og Dagbøger II 49f. - det sachsiske Schweitz: ty.-bøhm. bjerglandskab, en del af emnet for A.s ovennævnte rejsebog. - manquere: mangle.

Studenterforeningen: stiftet 1820 af en gruppe regensianere og på romanens tidspunkt afret fremtrædende betydning. - Sappho: gr. digterinde, c. 600 år f.Kr. - Informationer: privattimer. - Stormgaden: navngivet efter det centrale sv. angreb under den mislykkede storm 10.-11.2.1659. - Hyskenstræde: stedet for historien »Pebersvendens Nathue«, skrevet kort efter »At være ...« (Ev. III 34-44). Häuschen, »lille hus«, er ordet for lokum.

Psyche: gr. kærlighedsguddom knyttet til kærlighedsgudinden Afrodite; et eventyr af Apuleius (2. årh.) og talrige kunstværker skildrer det natlige møde mellem Amor/Eros og Psyche. - Feuerbach: den radikale ty. religionsfilosof Ludwig Feuerbach (1804-72) udgav 1839 pjecen Ueber Philosophie und Christenthum in Beziehung auf den der Hegel'schen Philosophie gemachten Vorwurf der Unchristlichkeit. - vadret: vatret, forsynet med bølgeformede striber.

Geniet »paa Skulderen«: se s. 65.

»Flothed«: anførselstegnene markerer, at ordet er nyt og »smart«; ODS har ikke så tidlige citater; jf. »flotte« s. 141.

Franklin: Benjamin Franklin (1706-90) overværede den første ballonopstigning i Paris 27.8.1783; hans replik er optegnet af en baron Grimm. Se Carl van Doren: Benjamin Franklin, 1939, s. 702. - Seculum: århundrede. - den kunstige Fiskeavl: kunstig befrugtning især af ørredæg, flere metoder opfundet fra c. 1840. Folkekalender 1854, hvori A.s »Silkeborg« er trykt, indeholder en ill. artikel om emnet af Jul. Hellmann, senere kendt som medstifter af sparekassen Bikuben. - Daguerreotyp(er): eller - typi(er), forløber for fotografiet, optaget på metalplader, opfundet 1837 af Louis Daguerre (1789-1851), offentlig ejendom fra 1839; det ældste d. af A. er fra Hamburg 1844, men tabt. - Sqvadroneren: brovten, pralen. - »paa Bjerget« (...) Montanus: »blandt de toneangivende«, et udtryk fra Holbergs komedie Erasmus Montanus (1723, tr. 1731).

I Aand og Sandhed: se n.t.s. 50. - »Bedre, skjønnere maaskee«: citat fra Oehlenschlägers digt »Underlige Aftenlufte« (1806).

Miil: 7532 m, altså et ret nøjagtigt tal for afstanden fra Solen. - Homer havde besjunget den: Iliaden XXII 318 siger, at Achilles' spydsod er »blank som Hesperos tindrer« etc. Hesperos er gammelt navn for planeten Venus som aftenstjerne. - Dhawalagiri og Chimborasso: både Dh. i Nepal, 8176 m, og Ch. i Cordillererne i Ecuador, 6310 m, har været anset for Jordens højeste bjerg. - Derhen, derhen: omkvæd i Mignons sang, se s. 68: »Dahin! dahin! / Möcht' ich mit dir, o mein Geliebter, ziehn!« - »Dertil ville jeg gerne drage med dig, min elskede!«

tankesnel(le): med hurtige reaktioner.

Legen: børnelegen »Bro, bro, brille«, hvori »den, som kommer allersidst, skal i den sorte gryde«.

en uendelig Hovmod: sml. Oehlenschlägers replik i A.s bemærkninger til »En Historie fra Klitterne« (Ev. VI 17ff.).

»et bitt' Kom ilde«: en lille smule sløj.

samaritanske: medfølende, hjælpsomme, efter lignelsen Luk. 10,33. - Troubadour (er): sanger og digter i middelalderens Provence.

Skiftingen: troldebarn forbyttet med et menneskebarn. - Wallachiet: i NV-Rumænien, tidl. tyrk. provins. - Ma-Krokone: se s. 95 og noten dertil. - »et Slot i Østerige«: tekst og melodi til folkevisen »Der ligger et slot i Østerrig« findes i R. Nyerups Udvalg af danske Viser ... (1821) bd. I og II. Nr. 213 i Den danske Koralbog: Jeg ved et evigt Himmerig.

Snive: smitsom sygdom især i hestes hud eller slimhinder. - Kuller: hjernesygdom hos heste.

Dryas: (ege)træ. - Ma-Krokone: SGr nr. 33, ADr XXXI og s. 72 om mærkelige træer; træet stod i Silkeborg Sønderskov. Se også C. Hostrups Senere Livserindringer (1893) s. 9f.

Afkom af et indisk Folk: efter Dorph: De jydske Zigeunere (1837) s. 7. - Sanskrit: det ældste indoeuropæiske sprog. - Kasten Sudras: den laveste af hinduernes fire kaster, omfattende håndværkere, arbejdere og de fribårne tjenestefolk. - Hjemstavns-Byen Assas (...) det eneste religieuse Sagn: efter Sundt s. 19f, jf. ADr XXIII, hvorfra A. har ideen om at lade tatersken tabe Alakos billede ved Ma-Krokone; udførlige citater i TopsøeJensens noter i R&R V. - Dyvelsdræk: egl. djævleskarn, en stinkende gummiharpiks, tidl. noget brugt i lægekunsten (Sundt s. 151f.).

Venneviv: kærlig hustru.

i Dybdal var Findestedet: SGr nr. 23, se n.t.s. 49: »I Dybdal (...) ligger en stor firkantet Sten »med Læsning paa«. Den blev først set af to Kvinder, der gik gjennem Dybdal, men de kunde ikke læse Skriften, ja ikke engang kjende Skrifttegnene, undtagen Bogstavet V, som flere Gange forekom. Senere vare de ikke istand til at finde Stenen.« På samme måde går det de to næste, der far øje på den.

Ilt, Brint, Qvælstof og Kulsyre: se n.t.s. 45. - Pan: gedehyrdernes gud, naturgud med horn og bukkeben, træk, der er overført til middelalderens Djævel.

Lygtemand: lysfænomen i moser og enge, opfattet som overnaturlige væsners lokken med lygte. - Riget af denne Verden: Joh. 18,36, Jesus til Pilatus: Mit rige er ikke af denne verden.

Jorden var nu eengang ikke flak: hentydning til Holbergs Erasmus Montanus som s. 80. - Strauss's Bog: se n.t.s. 69.

klingende Bjælde: kærlighedsløs tale, 1. Kor. 13,1. - Frygt og Bæven: jf. Fil. 2,12; ordparret samt Enten - Eller var titlen på to af Søren Kierkegaards første (pseudonyme) bøger, og han sendte sidstnævnte til A. og en række andre forfattere. Der er bevaret et takkebrev og en dedikation fra A. med begge titler »indbygget«, og ordene her kan meget vel tænkes at være et skjult citat; se Jens S. Bork i Aiana 1994 s. 51-54 m. henv. til tidl. arbejder om de to forfatteres ikke nære forhold. - »den ganske Skrift er indblæst af Gud«: 2. Tim. 3,16.

tør (omflyttes): må, har lov at. - Himlens Befæstning: A. sigter her til H.C. Ørsteds afhandling »Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben« (Aanden i Naturen I, 1850, s. 100): »Det kan da ikke være Naturvidenskaben til Misanbefaling, at den tilintetgjør andre i Digterverdenen indlemmede Vildfarelser, som ikke kunne kaldes Overtro: saaledes vil en nyere Digter slet ikke eller dog kun med megen Indskrænkning kunne gøre Brug af saadanne Forestillinger, som Verdens fire Hjørner, Jordens Grundvold, Himmelens Befæstning o. dsl., forsaavidt som saadanne falske Forestillinger ikke kunne bruges som Billeder for det Rigtige ...«. - Josva har talt i Billeder: sigter til skildringen af kampen ved Gibeon (Jos. 10), hvor Josva under forfølgelsen af de slagne konger byder: »Sol, stå stille i Gibeon, og Måne i Ajalons dal!« Når A. nævner Nikolaus Kopernikus sm. m. Josva, skyldes det et citat af afhandlingen Über Glauben und Wissen af teologen og filosoffen Eduard Zeller (1814-1908), som han henter fra Fr. Fabri: Briefe gegen den Materialismus (1856) s. 101; smst. s. 100 polemiserer også Zeller mod begreberne Himlens befæstning og Jordens fire hjørner. - naar Du engang ordineres: Tage Høeg (H.C. Andersens Ungdom, 1934, s. 141) henviser til den i Levnedsbogen s. 175 omtalte diskussion mellem A. og hans artiums-manuduktør, teologen Ludv. Chr. Müller (1806-51), der over for A.s indvendinger hævder: »»Det staaer i Skriften, og det er Gud selv der taler, og Gud kan ikke lyve!« - »Saaledes gik det altid; han forsikkrede ogsaa helligt, da jeg engang talte om at studere Theologie, at hvis jeg nogensinde ordineredes til Præst og han var i Byen, vilde han træde frem offentligt og sige at jeg ikke kunne aflægge Eed, havde jeg ikke forandret mine Ideer.« - alle Troesbekjendelserne: den da. kirke har i lighed med de fleste andre vesteur. tre formuleringer af kirkens tro. Den ældste, almindeligt brugte T. kaldes den apostolske, en noget længere form er den nikæiske T., måske bedst kendt fra de mange kompositioner til det latinske Credo; den tredje T. betegnes den athanasianske.

Feltskærer: ufaglært, der virker som læge, især i felten. - Forarger dit Øie (...) bort: frit citat af Bjergprædikenen, Matt. 5,29-30. - en gammel Fribytter: uoplyst.

Aaret 1844: maj 1844 begyndte byggearbejderne på brødrene Drewsens papirfabrik. A. kendte familien gennem Collinerne, idet Edvard Collins søster Ingeborg var gift med juristen Adolph Drewsen (se n.t.s. 34 om hans optegnelser af folkesagn under et kurophold i 1850, en væsentlig kilde til romanen); til deres toårige søn havde A. skrevet »Lille Viggo, vil du ride ranke«. Hans far ejede Strandmøllens papirfabrik ved Skodsborg, og Adolphs halvbror J.C.D. udvidede virksomheden og tilskyndede sine sønner Christian og Michael til at oparbejde en tilsvarende fabrikation ved Silkeborg med udnyttelse af Gudenåens vandkraft. Michael bosatte sig på stedet og blev en central person der, og papirtilvirkningen påbegyndtes allerede 1845. Omkring anlægget blomstrede en handelsplads op, som siden fik købstadrettigheder. Stamtavle Drewsen i Dagbøger XI s. XL-XLI.

Anden Deel

»hvor let, hvor snart«: citat af begravelsessalmen »Hvo ved, hvornår mit liv har ende!« af Æmilia Juliane af Schwarzburg-Rudolstadt, tidl. tillagt Chr. Pfefferkorn (Den danske Salmebog nr. 620). - Jephtas Datter: Dom. 11.

Lud og koldt Vand: lud er et stærkt vaskevand, og at gå for lud og koldt vand betegner derfor: ikke at blive passet og plejet. - salige ere de Eenfoldige: Matt. 5,3, Bjergprædikenen; nu: de fattige i ånden. - den forlorne Søn: Luk. 15, nu: den fortabte søn.

betog: med negativ betydning. - Antichristen: person eller institution, der opfattes som indbegrebet af modstand mod Kristus. - Arvesynden: de flg. betragtninger er hentet fra Fabris ovennævnte referat af Ed. Zellers afhandling Uber Glauben und Wissen (n.t.s. 103). - Genesis: 1. Mos.

»Hvad er det dog Alt«: citat af Kingos salme »Far, verden, far vel« (Den danske Salmebog nr. 525). - »Bed for de syndige Sjæle!«: citat af Ingemanns digt »Forargelsen« (Samlede Skrifter, IV:7, 2. udg. 1861, s. 157).

efter Magistratsbud: »Lygterne tændtes ikke paa de Tider, da der var »præsumptiv Maaneskin«, som det kaldtes i det officielle Sprog, eller »Magistratsmaaneskin«, som den populære Betegnelse lød. Først 1847 gik Autoriteterne med til nogen Udvidelse af Lygternes Brændetid« (Villads Christensen: København 1840-57, 1912, s. 226). - Lais: (berømt atheniensisk) hetære. - Klods-Skoe: overtrækssko bestående af en træklods og læderremme. - Rasmus: især om skrap, herskesyg kvinde (»Rasmine«). - Guldnøgle: en sådan hører til kammerherreuniformen og bæres bagpå.

Domino: sort karnevalskappe med hætte.

Garnisonspladsen: nu Skt. Annæ Plads (ved Garnisonskirken, Den Herre Zebaoths Kirke). Pladsen var planlagt sm. m. den øvrige Frederiksstad (omkring Amalienborg) 1750, men blev først beplantet 1852; skildringen må sigte til forholdene kort forinden. - Indtægterne: drikkepenge, som vægterne indsamlede hos beboerne ved højtiderne. - Cultusminister: dækkede både kirke- og undervisningsministeriet, til de adskiltes i 1916. - (jeg vil helst) blive (det): blive ved med.

»Din Hemmelighed er din Fange«: »Optegnelsesbog« s. 30f., »Hebraiske Ordsprog«, sml. Lykke-Peer, note til s. 59 i DK. - »Eines schickt sich nicht für Alle!«: den sidste af tre strofer i Goethes digt »Beherzigung«: »Formaning. Ikke alle er indrettet til det samme. Enhver må se til, om han føres eller bliver ved sit, og »hvo som står, må se til, at han ikke falder«.« - Kong Salomon: legendarisk om den vise konge.

»Genie og blind Alarm«: hentyder til Holbergs komedietitel Hexerie eller Blind Allarm (1731).

Ørsteds Foredrag: H.C.Ø.s populariserende virksomhed.

Krølnakke: krøllet nakkehår, hårvalk. - en gammel »Gurli«: betegnelsen findes ikke i da. og ty. ordbøger, men Aage Hansen (1894-1983) har på en seddel med citatet i utrykt materiale til ODS noteret Dagbøger I 457, hvor A. omtaler en opførelse af Aug. v. Kotzebues (1761-1810) »Indianerne i Engeland«, hvori en naiv, uerfaren bondepige af dette navn optræder (»Det er ellers et flaut Stykke.«). Ejendommeligt nok er ordet også noteret i nutidig kbh. slang i betydningen fjols: en »halvhjernet Gurli« i Ugens Rapport 27.6.1987. Tak til ordbogsredaktørerne Sv. Eegholm-Pedersen resp. Kjeld Kristensen for henvisningerne. - det Skandinaviske: 1843 fandt det første store studentermøde sted i Uppsala; herefter var studenterskandinavismen en væsentlig politisk faktor.

Fortal og Bagtal: det første og det sidste af de to tal i en ambe (forbindelse af to numre som betingelse for lotterigevinst).

paa Commers: for sjov. - Salomon de Caus: fr. ingeniør (1576-1626), der 1615 konstruerede et apparat, som kunne løfte vand ved dampkraft; det er et sagn, at han derefter blev anbragt på sindssygeanstalt, men A. interesserede sig for ham, og han omtales i Ev. IV 60 som et af de betydelige, men miskendte mennesker, hvorom »Ærens Tornevei« fra 1855 handler. - Robert Fulton: (1765-1815). August 1807 gjorde han sin prøvefart med dampskibet Clermont på Hudsonfloden. A. havde med interesse læst romanen Robert Fulton fra 1853 af Carsten Hauch (1790-1872) og omtaler også Fulton og hans fart i »Ærens Tornevei« (Ev. IV 61 med note VII 240) og i artiklen »Silkeborg« (se n.t.s. 241).

Han forkastede Dampkraften: Fulton havde i 1799 konstrueret en dampbåd i Frankrig, men førstekonsulen Napoleon Bonaparte (senere kejser) ville ikke indlade sig med ham. - »Larsens Plads«: for enden af Frederiksgade ved Amalienborg, opkaldt efter skibsreder Lars Larsen (1758-1844).

Krusemaskinen: maskine, der lægger læg, folder på linned. - »De Smaa kunne være saa store!«: efter Oehlenschlågers Correggio (1811), 3. handling: Maria: »I elsker Smaae?« Mikkel: »Ja, thi de er saa Store«.

Characterer: spøgefuld karakterskala. - Nederdelen: føljetonen, en fortsat roman, der tryktes nederst på et avisblad, ofte i spalter, hvis rækkefølge tillod falsning og indbinding af den afklippede føljeton. - »Halsjernet«: et h. er en jernbøjle, der spændes om delinkventens hals. - Rout: eng., stort fint aftenselskab (egl. opløb), - første (Skjønheder): største, mest bekendte.

Thorvaldsen: Th. var død 24.3.1844; selskabet hos kammerherrens rinder sted i november eller december s.å. - Italienerne (...) Ciaffei: den ital. operatrup, der under Chr. VIII's regering hver vinter optrådte på Hofteatret under stor begejstring især fra damernes side; CiafFei var et af medlemmerne. Se Gerhard Schepelern: Italienerne på Hofteatret, I-II, 1976. - Kammerherrinde(ns): ikke trykfejl, men en sjælden form. - »monsieur l'étudiant«: hr. student. - »stadige Tanke«: citat af Oehlenschlagers nord. heltespil Landet fundet og forsvundet (1846). A. brugte ofte udtrykket, fx Ev. IV 135, De to Baronesser s. 156, Lykke-Peers. 67. - Cendrillon-Lokker: askeblondt (»cendré«) hår, måske aktualiseret af, at det meget populære syngespil Cendrillon (Askepot, fra 1810, her 1812) af N. Isouard netop i 1856 var genoptaget på teatret.

Kobberstykke: kobberstik. - den sextinske Madonna: (sixtinske), se n.t.s. 74. - Doge(r): republikken Venezias hersker 697-1897; Dogepaladset er senmiddelalderligt. - Schützling: protegé.

Prismaformer: geometriske figurer. - med Hjernens Tilintetgjørelse ...: til det flg. fx Fabri s. 11 f. og 35-47. - den Phosphor, der tændtes: i optegnelser til romanen hedder det: »Feuerbach antager, at Forstanden er noget phosphorisk i Hjernen«; sml. Fabri s. 10. - »Troens rare Klenodie«: tiden på den store salmesamling fra 1739, et hovedværk af H.A. Brorson (1694-1764). - en berømt Lærd (...) Lindser: personen er ikke identificeret; linserne hentyder til historien om Esau og Jakob i 1. Mos. 27.

incameret: i ordets egentlige betydning: legemliggjort. - stoisk(e): efter den oldgr. filosofi stoicismen. - Jakob: kampen med englen, 1. Mos. 32. - »Ich hab' mein' Sach' (...) Juchhe!«: begyndelseslinien af Goethes sang »Vanitas! vanitatum vanitas«: »Jeg har satset min sag på ingenting. Hurra!« - Præste-Apostat: frafalden teolog. - stadige Tanke: se n.t.s. 125.

Epikur: athen. filosof (341-270 f.Kr.), nydelseslærens forkynder. - »Wären's Bücher (...) lesen«: fra Goethes epigram »Gesellschaft«: »En stille lærd gik engang hjem efter et stort selskab. «Hvordan var De tilfreds med det?« Han svarede: »Var de bøger, ville jeg ikke læse dem.««

Prinds Henrik: i Shakespeares Henrik IV (1597-98); Falstaff er hans tykke kammerat. - Gangkammerater: spadserevenner. - Holbergs Chilian: Ulysses von Ithacia (1724) 2. akt, 2. scene. - »Ach! mitten im Gesange sprang (...) Munde!«: Goethes Faust I v. 4178-79: »Av! midt i sangen sprang der en lille rød mus ud af munden på hende.«

pontinske Sump: mellem Rom og Napoli. - Goethes »Faust«: under sit besøg i Weimar 1856 havde A. på vennen storhertug Carl Alexanders fødselsdag 24.6. set førsteopførelsen af Faust 2. del, 1. akt, og skriver i Dagbogen IV 214: »Det rundede sig ret vel Stykket til et Heelt.« I Leipzig fortsatte han læsningen af værket, som han før kun havde bladet i, og skriver 9.7., IV 222: »I Dag endelig endt hele Göthes Faust, nemlig hele den anden Deel, Udgaven 1832«, dvs. »Nachgelassene Werke« I. Se de væsentlige udtalelser BEC II 282f. og 276 med note V 222 samt note ndf.

»gerichtet« og »gerettet«: allersidst i Faust I afslår Margarethe at flygte fra fængslet med Faust og Mephistopheles, og denne siger da, at »hun er dømt«, men en stemme fra oven siger »er reddet«. - en Komethale: udtryk for den unge A.s opfattelse af »Faust«, som han har lagt i munden på Naomi i Kun en Spillemand III:7, DK-udg. s. 255.

traadte frem som Fragment: Af Faust l tryktes de første brudstykker i Schriften VII (1790); fuldstændigt kom den 1808. Af 2. del tryktes to afsnit i Werke, Ausgabe letzter Hand IV og XII 1827-28 med slutbemærkningen »Ist fortzusetzen«. A. havde abonneret på de 40 bind i sin skoletid. Resten kom i Nachgelassene Werke med hele Faust II, 1833. Endnu i »Et godt Humeur« 1852 hedder det, at »Den store Goethe slutter sin »Faust« med, at den »kan fortsættes«« (Ev. II 241); se Estrid og Erik Dal: Fra H. C. Andersens boghylde, 1961, reg.; A. og mange senere forf. synes ikke at kende Chr. F.W. Becks komplette da. oversættelse af værket fra 1847; den citeres ndf. i n.t.s. 184 og 187.- (Herkules-)Torso: skulptur af krop uden hoved og evt. lemmer. 136 »Da habt ihr's nun! (...) Schaden.«: slutlinierne i 2. del, 1. akt, v. 6564-65: »Der kan I se! at indlade sig med narre kommer tilsidst endog Djævelen til skade.« - Baccalaureus: indehaver af den laveste akademiske grad (bachelor).

som et Hjobs Legeme: 5. akt, v. 11809f: Mephisto skyder roserne af sig som bylder med en blanding af væmmelse og selvsikkerhed. Bibelens Job var plaget bl.a. af bylder. - Anachoreterne(s): de hellige eneboere.

Rahel, Fru Staël-Holstein, George Sand: Fru Rahel Varnhagen v. Ense, f. Levin (1771-1833), holdt litterær salon i sit hjem i Berlin; den fr. Madame Germaine Staël-Holstein, f. Necker (1766-1817), holdt digterhof på Coppet i Schweiz; hun var ligesom den yngre George Sand (1804-76) en betydelig forfatterinde. - en ung Slavinde i Lænker: J. Ad. Jerichaus (1816-83) figur fra 1852; i Glyptoteket.

en gammel Fabel: allerede hos Æsop (Æsops Fabler v. Chr. Winther, 2. udg. 1880, s. 48). - Viola: Helligtrekonger Aften, omdøbt til Viola til ære for Johanne Luise Heiberg (1812-90), som udførte denne rolle ved førsteopførelsen 20.9.1847; de andre skuespiltitler er forfatternes. - »flotte«: se n.t.s. 79.

for at hver den som troer skal ikke fortabes: Joh. 3,15.- Amalia: den skiftende stavning Amalie/Amalia er ikke reguleret. - Balder...: kristne og oldnord. hovedbegreber sammenstilles, måske med et skævt smil til Grundtvigs tankeverden: Balder er Odins søn, som lider døden, Loke især det ondes gud, Gimle den gyldne sal, hvor de gode mennesker optages, Ragnarok(r) den endelige kamp mellem guder og jætter, verdens undergang.

det leed han ikke: det kunne han ikke lide. - Narcissus: en skøn yngling, der ikke gengældte nymfen Ekkos kærlighed og til straf måtte forelske sig i sit eget spejlbillede i en kilde. - Papyrusblad: 2. Mos. 2,3 sivkurv. - miskundelig: barmhjertigt tilgivende.

»To Store i een Sæk ...«: »To Store i en Sæk kan ingenlunde rømmes« (rummes), i J.H. Wessels Kierlighed uden Strømper (1772), 4. optog, 1. scene. - Heiberg og Martensen: J. L. Heiberg havde siden 1824 været den vigtigste talsmand i Danmark for den tyske filosof Fr. Hegel (1770-1831); i det teologiske fakultet repræsenteredes hegelianismen i 1840rne især af H.L. Martensen (1808-84), Sjællands biskop fra 1854. - Guldkalv: afgudsbillede, 2. Mos. 32. - Der staaer i Bibelen: Matt. 12,36, nu: tomt ord.

Glar: glas, rude. - Enken efter Consistorialraad Ancker: samtalen har et sidestykke i en diskussion i Jonas Collins hjem, hvor A. støder an på lignende måde; se Topsøe-Jensen i R&R V 335 med henvisning til Edda 1940, nu i hans H. C. Andersen og andre Studier, 1960, s. 223f. - »det staaer i Bibelen«: Matt. 24,29, Åb. 6,13. - »Intet umuligt!«: sml. »Optegnelsesbog« s. 17: »Ogsaa for Gud gives Umuligheder. Han kan ikke udslette det Forbigangne, lade det Skeete være uskeet.«

en dansk Bettina: forfatterinden Bettina v. Arnim, f. Brentano (1785-1859), sværmede som ung brændende for Goethe: 1835 udgav hun Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, som A. nævner i Kun en Spillemand, DK-udg. s. 230. - som Alfen og den lille Marie: sml. s. 22 og noten. - »Hjernens Virken (...) Væren«: udtalelse af Feuerbach (1804-72, se s. 77), cit. Fabri s. 9. - Hjernen, dette terra incognita: dette ukendte land, udtryk fra Fabri s. 44. - dens Phosphor: atter Fabri, der s. 10 citerer Feuerbach: »ohne Phosphor im Hirn sei kein Gedanke, der Phosphor eigentlich denke in uns« osv.; sml. s. 128.

»Grunden til alle Laster (...) Dyder«: ligeledes, Fabri s. 9. - »Der Mensch allein (...) Menschen«: »Mennesket alene er og skal være vor Gud, vor Fader, vor dommer, vor forløser, vort sande hjemsted, vor lov og målestok, alfa og omega i vort borgerlige og etiske, vort offentlige og private liv og stræben. Ingen frelse uden om mennesket.« Fabri s. 9 efter Feuerbachs broder og popularisator Friedrich F. i pjecen »Die Religion der Zukunft«, 1843, s. 15. - Homunculus: se n.t. næste side. - »blive som Gud«: slangens ord til Eva 1. Mos. 3,5 og herefter titlen på Wilhelmine Canz' (1815-1901) store og opsigtvækkende anonyme roman Eritis sicut Deus (1854), som var rettet mod liberal teologi og materialistisk filosofi, og som optog A. meget under arbejdet med «At være ...« (MLE II 192). De latinske ord fortsætter med »scientes bonum et malum«, dvs. 1. Mos. 3,5: Hvis Adam og Eva spiser af Kundskabens Træ, bliver de som Gud og kender godt og ondt. - »Gik alle Konger frem paa Rad«: fra Brorsons salme »Op al den ting, som Gud har gjort« (Den danske Salmebog nr. 12).

Phidias: Feidias, gr. billedhugger, 5. årh. f.Kr. - Praxiteles: se n.t.s. 65. - Laokoons Gruppe: skulptur fra c. 25 f.Kr., forestillende L. og hans to sønner omslynget af slanger, nu i Belvedere i Vatikanet. - mediceisk Venus: Venus fra Medici, fra romersk kejsertid, nu i Firenze. - Ganymed: gudernes smukke mundskænk Ganymedes, skulptur i Thorvaldsens Museum. - »auf Mischung kommt es an!«: »Det er legeringen, det kommer an på,« siger Wagner under arbejdet med at skabe det syntetiske lille menneske Homunculus i det særlige alkymistglas fiolen (Faust v. 6850). - »Da Tidens Fylde kom ...«: Gal. 4,4. - Girandola: fyrværkeriet fra Engelsborg i Rom 2. påskedag (MLE I 179), her blot: festfyrværkeri, tom glans (i Paris under Ludvig XIV). - Marseillaisen: revolutionssang fra 1792 af Rouget de Lisle (1760-1836), senere fr. nationalsang. - Frankrige forlod han pludselig: Louis Philippe (1773-1850) havde været konge siden Julirevolutionen 1830, men forlod landet efter Februarrevolutionen 1848; denne udløste Martsrevolutioner i Østrig, Ungarn og Norditalien, og i Tyskland »vaiede den sort-rød-gyldne Fane«.

Lagune(n): lav strandsø, næsten adskilt fra havet; her som udtryk for, at de danske farvande samler, mere end de skiller. - Et Oprør var brudt ud: 24.3.1848 begyndte den slesvigholstenske opstand med et kup i Rendsborg. - Eideren(s): se n.t.s. 178. - Baun: bål, især som signal på et højtliggende sted. - siddet i Theatrets første Rang: dvs. balkonen. MLE II 73 omtaler, hvorledes A. en aften i teatret udtaler sin beundring for sådanne unge mænd.

Grund-Accorden: den treklang, som er basis for en melodi, og som afslutter den. -Jernbanen til Roeskilde: den første i det nuværende Danmark, åbnet 1847. - Kaalunds Vise: »Sang for det danske Folk (Den 22. Marts 1848)« af Hans Vilh. Kaalund (1818-85).

Turnere: organiserede idrætsmænd, under krigen især om tyske frikorpsmænd, friskarer. - ved Bau ( ...)føre dem i Striden: Prinsen af Nør (Frederik, 1808-65) kom til Flensborg under slaget ved Bov, red i galop sydpå »for at standse de Flygtende« og nåede Slesvig by som en af de første. - »Dybt føle vi (...) vunden«: fra H.C. Ørsteds krigsdigt »Kampen, den nødvendige« (1848), også citeret MLE II 72. - Afsluttet: isoleret.

Hibernia: det påfaldende navn betyder Irland og kan være valgt med henblik på Irlands endeløse konflikter med England; de var dog ikke akutte i 1848 og ses ikke ellers at have interesseret A. Hendes »dansk[e] Had« er had til danskerne. - have vi ikke samme Ret: A. havde ræsonneret på samme måde under ophold hos hertugparret på Augustenborg sept. 1844, hvor han traf prinsen af Nør og flere fremtrædende personer fra begge »fronter«; han var ikke fremmed for slesvigholstenske synspunkter og kom derved i problematiske situationer, se Dagbøger II 443, 22.9.1844, med slutordene »lad hver følge sit«. - Thyras Vold: Dannevirke. - Amdt: digteren, professor Ernst Moritz Arndt (1769-1860), der var veteran fra frihedskrigene, havde 1845 i et åbent brev stillet sig på slesvigholstenernes side; tyskerne kunne evt. let »kaste de sølle danskere i vandet«, og den cimbriske halvø skulle aldrig afsnøres fra Tyskland.- Holmgang: tvekamp udkæmpet på en lille holm.

»Hvor Luther fødtes og hvor Goethe sang«: fra A.s digt »Til den lille Prinds Carl August af Weimar«, storhertug Carl Alexanders søn (»I Thüringerskoven ligger et Slot«, BFN 510, MLE I 305). - »Danmark, deiligst Vang og Vænge«: af Laurids Olufsen Kok (1634-91), trykt 1695. - »Paaskeklokken kimed -«: af Carl Ploug (1813-94) om tyskernes generobring af Slesvig påskedag 23.4. Trykt 5.5. (men situationen finder jo sted før slaget); fra samme digt de to linier s. 154. - De danske Tropper vare paa Vei til Kirke: slaget ved Slesvig. Under sit ophold hos familien Moltke-Hvidtfeldt på Glorup ved Nyborg 11.5.-l9.6. fik A. mange konkrete oplysninger om slagene fra de indkvarterede; se BHW I 411 med udførlige noter III 180, og Erik Lassen: H.C. Andersen og henegårdene, 1993, fl.st.

afbidte (...) Patroner: p. åbnet ved afbidning af en ombøjet del. - Generalen: Hans Hedemann (1792-1869). - Tællepraas(en): lille tællelys.

ogsaa paa Dragkisten: om den primitive overnatning Dagbøger III 282. - ved Oversø: jægere og dragoner dækkede retræten fra Istedstillingen 24.4. Dragonerne blev overrumplet, men jægerne kæmpede til sidste patron, før de overgav sig.

Da sprængte ind i Byen Dragoner: udførligt Dagbøger III 281. -fort: fremad. - bivouaquere: bivuakere, slå lejr under åben himmel. - Skille-Sværd: grænse, farlig at overskride. - Fjenden skred over Kongeaaen: 2.5. - Huse i Flamme (...) Middelfart: M. bombarderedes 8.5.

Bacchantinder: besatte af vinguden Bacchus. - Goethes italienske Sonetter: fejl, formodentlig for »Romische Elegien« eller »Italienische Epigramme«.

betaget: med negativ betydning som s. 13. - brandskattede Jylland: den preussiske øverstbefalende general F.H.E. Wrangel (1784-1877) udskrev 18.5. 4 mio. rdl. krigsskat i Jylland som modtræk mod blokaden af ty. havne, men måtte rømme landet 23.5. efter rus. diplomatisk pres.

Dyppelmølle: Dybbøl Mølle. - her exploderede en Forstillingskasse: en f.er en del af en feltkanon; episoden fandt sted under kampen mod overmagten ved Nybøl mølle. - Espingol(erne): en slags da.-konstrueret orgelskyts af flere forenede rør, der udskød mange kugler hurtigt efter hinanden; benyttedes i denne krig, men fik ingen varig praktisk betydning. - Tirailleurfægtningen: fodfolkets kamp i skyttekæder. - Gravensteen: Gråsten.

Mennesket saavelsom Dyret er Maskine (...) Herrer over de materielle Dele: udtalelser af Carl Vogt, cit. Fabri s. 11 f.

Eenheden af jeg og Du, der er Gud: Feuerbach, Fabri s. 9. - »Mennesket er en Natur-Fremtoning«: Moleschott, cit. Fabri s. 15. - »Mennesket er et Product af Forældre og Amme«: ligeledes.

Orest: søn af Agamemnon og Klytaimnestra; han dræbte moderen som hævn for, at hun havde dræbt faderen, og han forfulgtes derfor af hævngudinderne, erinyerne; sagnet er behandlet af gr. tragediedigtere. - Guds-Ideen er en Skabning af vor Phantasie: Fabri s. 18 efter Feuerbach.

»Es blies ein Jäger (...) verlorn«: begyndelsen af folkevisen »Die schwarzbraune Hexe« i Arnim & Brentanos centrale viseudgave Des Knaben Wunderhorn, 1806: »En jæger blæste i sit horn, og alt, hvad han blæste, var fortabt.«

Tredie Deel