Indledning

I. Debatroman om livsanskuelsesproblemet

I 1871 udtalte Georg Brandes de bekendte ord om, at en litteratur der lever viser det ved at sætte problemer under debat, og at den danske litteratur befandt sig i en hendøende tilstand. Som eksempler nævnte han, at Voltaire, Byron og filosoffen Feuerbach havde sat religionen under debat og den franske dramatiker Augier samfundsforholdene.

Lidt uretfærdigt: godt en halv snes år før havde H.C. Andersen udsendt en roman, der med afsæt bl.a. i filosoffen Feuerbach debatterede religionen og satte eksistensproblemet på titelbladet efter Shakespeares danske filosoferende prins - »At være eller ikke være«. Og i tiåret forinden havde Paludan-Müller i Adam Homo med udgangspunkt i Feuerbachs forgænger D.F. Strauss ladet Adams præstefar diskutere tro kontra viden og hans mor vise ham hvad det er »at være«. Men Andersen har forbundet problemet med naturvidenskabens landvindinger og industrialismens fremvækst i 1840rne, altså også inddraget samfundsforholdene. Hans roman er ganske vist derved blevet så debatterende, at det kan skade det kunstneriske, som allerede modtagelseskritikken indvendte. Men det hænger sammen med, at det for Andersen udgjorde livsproblemet par excellence.

Han veg ikke uden om noget som kunne så tvivl om magternes godhed og retfærdighed: den blodige treårskrig, koleraepidemien kort efter, sindssygehospitalernes gru, overtroens formørkelse, den knugende fattigdom. En række bipersoner illustrerer disse sidste forhold, som han kendte fra sin barndom, og som han konfronterer sin hovedperson med, ligesom med de førstnævnte historiske begivenheder. Denne hovedperson står i vakleposition mellem ateisme og Gudstro, og handlingen er komponeret sådan at den første holdning dominerer ved udgangen af l. del, i midterdelen står striden lige, og i 3. del vinder troen. Disse brydninger er antydet gennem hans navn - Niels Bryde efter helten i en gammel folkebog - og sandsynliggjort ved hans opvækst.

Han bliver født 1823 som søn af portneren på Rundetårn, dengang astronomisk observatorium, og derigennem indviet til naturfaglig erkendelse. Efter at han som fjortenårig har mistet sine forældre, tages han i pleje af en gammel ortodoks præst i Jylland. Han er velbegavet og stiler som student først efter teologien, men påvirket af nye venner og læsning af tidens materialistiske skrifter skifter han til medicinstudiet. Ironisk nok er det plejefaderen, som under et voldsomt opgør henviser ham til at blive feltskærer: »Lap paa Legemet og hold det sammen; det er det Vigtigere« (104). Præstens hån sætter lægekunsten »ligesom i Glorielys« (119). Som underlæge deltager han i krigen 1848 og såres alvorligt, men bliver i tide fundet på slagmarken og reddet. Redningen skyldes hans hund, som han engang selv har frelst fra drukning - og dette moment af trofasthed indebærer en dulgt tilrettevisning, idet han som ung student i København hadede hunde! Det kan tillige antyde det uholdbare i hans holdning til døden, da han på valpladsen har overgivet sig til udslettelse i naturens evige kredsløb - altså med titelordet »ikke være«. Han føler savnet af plejehjemmets barnetro, og hermed slutter 2. del.

Den som hidfører omsvinget, er en ung jødinde, i hvem Niels forelsker sig. Andersen har flere gange anvendt jødiske figurer^1^ - til dels i erindring om en lille jødepige fra sin barndom. I Kun en Spillemand er kontrastpersonen til den kuede musikant en barndomskammerat, den handlekraftige og emanciperede Naomi. Med eventyret »Jødepigen« (1855) nærmes den mosaiske tro til den kristne, mens der her i romanen sker en modstilling hos Esther, hvis far er ortodoks, men som vil finde sin egen vej. I Goethes Faust, tidens mægtigste digterværk, ser hun en symbolsk bekræftelse på dommen efter døden, når i det apokalyptiske efterspil djævle og engle strides om Fausts sjæl. Gennem Bibelen ledes hun videre til kristendommen og ender med at lade sig døbe. Hun er beredt til sin død, også for at kunne gense en bror der blev krigens offer. Hun smittes af koleraen - men den legemlige undergang skal ikke have det sidste ord.

Engang under deres diskussioner har Esther og Niels halvt spøgende (i begge ordets betydninger) talt om at give sig tilkende efter døden som en klang eller tone. Da nu en E-streng springer på hjemmets klaver ved hendes dødsseng, må Niels opfatte det som en indfrielse af hendes ord - just som »Hans Tanke svulmede til at sprænges« (219). Det er som en »føletråd« til at lede ham mod erkendelsen af udødeligheden, den væren, der er troens springende punkt.

Vigtigt er at den ikke indebærer nogen fornægtelse af videnskaben. Esther har uden tvivl talt med forfatterens stemme, da hun fra eventyrdigtningen, «Poesiens meest vidt udstrakte Rige« (214) henter det billede, at Aladdins barnlige tro var fortabt uden Noureddins ring, dvs. videnskabens kløgt og styrke, - ligesom Noureddin med al sin viden ikke mægtede at stige ned i hulen og hæve skatten. Dette må berøre Niels stærkt, siden han i barneårene havde drømt at han ligesom Aladdin steg ned i hulen og blandt tusinde kostbarheder fandt den underfulde lampe - og at han bragte den hjem og opdagede at det var hans mors Bibel (23, 229). Drømmen generindres på romanens sidste blade, og således bliver han en af Andersens mange Aladdin-identifikationer: fra den unge Hans Christian selv, da han stod som kommandørfamiliens gæst på kongeslottet og gentog Oehlenschlägers ord om den fattige dreng (Mit Livs Eventyr), til hans sidste romanhelt LykkePeer, der sejrer med sin Aladdin-opera. Andersen havde også tænkt at kalde fortællingen om Niels Bryde for »Den nye Aladdin«, som nu slutkapitlet hedder.

Titlen havde dog været mindre velvalgt, da Bryde ikke er noget naivt lykkebarn, men i sig skal forene videnskabens visioner med troens forjættelser. Den nye verdens tekniske landvindinger skulle være guldårer for digterne (sml. programerklæringen »Poesiens Californien« fra rejsebogen I Sverrig, 1851), og Niels kan fantasere om koncerttransmissioner fra udlandet til et dansk publikum (213f.), som Andersen selv eksempelvis om amerikanske flyturister i det gamle Europa (»Om Aartusinder«). Forudsætningen for hele den teknologiske udvikling var elektromagnetismen, og dens opdager Ørsted - som Andersen kaldte den store Hans Christian modsat ham selv - var den der kom nærmest til at forene naturvidenskabelig erkendelse og religiøs tænkning i sit værk Aanden i Naturen (1850). I stedet for at drage materialistiske konsekvenser af den fordybede indsigt i naturlovene benævnte han dem Guds tanker, en forlængelse af de ældre romantikeres naturfilosofi, der også havde kunnet bygge på fysiske eksperimenter (Galvani, Volta).

Ørsteds harmoniserende forkyndelse af det Sande, Skønne og Gode kaldte uvilkårligt på modbilledet af livets skyggesider - som skyggen voksede ud af den lærde mand i eventyret af dette navn. Og ræsonnøren Esther tager direkte fat på tilværelsens disharmonier (188) med eksempler fra fortællingens forkrøblede bipersoner: Musikant-Grethe med de spildte evner og Lappeskrædderen, der mister forstanden på grund af en beskyldning for tyveri. Sådanne åbenlyse uretfærdigheder kan da kun opvejes ved en genoprejsning hinsides. Lad os tilføje tatersken med den misdannede søn: ved at genfinde sin talisman efter hans sørgelige endeligt far hun vished for at han er sikret et evigt liv (222).

Således sættes så at sige alle romanfigurerne i relation til udødelighedsspørgsmålet. En humoristisk variant er Niels' gudfader hr. Svane, en mislykket digter, led i forfatterskabets lange række personifikationer af kunstens tragikomiske sider.^2^ Til hans ufuldbyrdede værker hører to om dommedag (200), men samtidig hjemsøges han af illusionernes lygtemænd (120). At dømmes eller ikke dømmes! Han kommer også ud for skæbnens ironi, idet en spøg, hvorved han udlover den store lotterigevinst til et miskendt geni, bliver til virkelighed: han vinder selv gevinsten.

At være en rig svane og dog forblive en grim ælling er vel at være eller ikke i sørgmunter udgave. Ligesom heldet med lodsedlen er en karikatur af Aladdins appelsin i turbanen.

Til hr. Svanes brigade hører hr. Meibum (med et lige så sangvinsk navn »majtræ«), forulykket skuespiller m.m., også han begunstiget med en pludselig rigdom, der imidlertid forsvinder igen (at være ...), så vi genser ham som fattiglem. På småteatre har han i sin tid glimret som Hamlet ved at holde mund på rette sted (at være eller ...!).

Shakespeares geni er uforgængeligt; det samme gælder antikkens visdom, hvorefter den lidt naragtige student Solon-Diogenes er opkaldt. Endog det gammelnordiske livssyn far et efterliv hos den kuriøse bragesnakker Bruss (142), hvis navn hovedpersonen Niels oprindelig bar.

Anderledes med de skatte som møl og rust fortærer. Vi har mødt pengeøkonomien som en ydre skæbnefaktor; den tilhører den materielle sfære og er særlig vigtig for samfundsudviklingen. Her spiller forfatteren stort ud ved at kontrastere det primitive liv på heden med en opblomstrende industri få mil derfra. Da Niels Bryde ved slutningen af l. del hælder til materialismen og er ved at bryde med sin fromme plejefamilie, passerer han på afskedsrejsen den nyanlagte papirfabrik ved Silkeborg. Andersen havde nylig besøgt den - sml. »Laserne« og »Ib og lille Christine« - og kendte ejerfamilien Drewsen.^3^ Han anså udnyttelsen af naturkræfterne, såsom Gudenåen og vandfaldet ved Trollhättan, for fremskridt ligesom hedens opdyrkning, og afsnittet ender med et »fremad!« (105), visende frem til gensynet med det voksende fabriksamfund i næstsidste kapitel. - På den anden side er teknologien i sig selv åndløs - i Sverigesbogen og andetsteds kalder han den med den svenske digter Torneros' udtryk »Blodløs« - og han deler ikke Brydes sammenligning af mennesket med en maskine (99). Gennem en sådan reduktion fornægtes det åndelige.

For Esther går ånden efter den materielle opløsning til Gud, for Niels til »det store Hele, Guddoms-Altet« (smst.). Han er altså på dette stadium panteist, og hun skal lede ham videre til troen på den personlige videre-væren. Men prisen herfor er, at han oplever hendes død.

Dette er den indre motivering for at hun angribes af koleraen. Fortælleren har på to vigtige steder opereret med den meningsfulde tilfældighed. Første gang i optakten, da Niels' far får et nedstyrtende vindue i hovedet, fordi han tilfældigvis går til venstre ud på gaden i stedet for til højre (sml. fortællerrefleksionen 17). Derved bliver drengen forældreløs og kommer i præstegårdens varetægt. Anden gang er Esthers død, hvorved hendes ord og tro formår mere end i levende live.

Andersen undså sig ikke for at omgås håndfast med tilfældets begreb, således at f.eks. en meningsløs ulykke i handlingens sammenhæng kan blive meningsgivende. Mest flagrant i slutningen af romanen O. T., hvor de for hovedpersonen traumatiske figurer forsvinder belejligt ved et uvejr på søen. Men også i Lykke-Peer løftes hovedpersonens død på et højdepunkt i hans kunstnerkarriere op over tilfældighedens niveau og gives en indre betydning. En sådan fortolkning af livets ulykker hørte med til Andersens teodicé, dvs. retfærdiggørelse af guddomsviljen. Han havde jo gennem sit eget liv erfaret, at der også gennem modgang »er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste«. Og når tvivlen og anfægtelserne meldte sig, måtte han mane dem i jorden gennem digterisk bearbejdning.

Særlig næring kunne tvivlen få gennem samtidens tyske bibelkritik og filosofiske materialisme: D.F. Strauss' Das Leben Jesu, 1835, der opløser Kristusskikkelsen som uhistorisk digtning, og L.A. Feuerbachs Das Wesen des Christenthums, 1841, som opløser al religion til ønsketænkning og psykologisk projektion. De udfordrede også andre af idealismens digtere som Paludan-Müller, Hauch o.fl. Andersen ville levere et modindlæg i romanform, deraf den stærke styring af handlingen, hvad der rimede med datidens beretterteknik: et aktivt fortæller-vi, som kommenterer hændelserne med vink til læseren, refleksioner over hvad der foregår, forklarende oplysninger o.l. Det var denne idelige forfatterindblanding, som Brandes benævnte en irriterende pegepind ned over læserens skulder, og som blev afskaffet i realismens romanpraksis. Hos Andersen er den dog knap så omstændeligt tyngende som hos andre ældre fortællere, hans livlige og springende stil fornægter sig heller ikke i hans fortællerindskud.

Det tyngende kommer snarere - og det er uvant hos Andersen - gennem personernes replikker, som for en stor del indgår i diskussioner omkring det store tema. Dette gør figurerne ulevende, til stativer behængt med meninger og argumenter. Værst er det gået ud over Esther, der som forfatterens hovedræsonnør er udstyret med en diktion og en tankefylde usandsynlig selv for en tænksom datidig ungmø mellem jødedom og kristendom. Men også hendes dialogpartner Niels, for hvis skyld hun er forsynet med sit hele skyts, er mindre livagtig end Andersens øvrige hovedpersoner i romanerne. Han er anlagt som et brushoved (og skulle som nævnt oprindelig have heddet Niels Bruus), heftig og impulsiv - som dreng slår han en killing fordærvet, som er skyld i at han er blevet tyvtet - en parallel til Lappeskrædderen - og springer senere i søen efter sin hund. At han lader sig tirre af taterkonen til at tage hendes barn, kalder han selv retfærdighedstrang (105), hvorved det psykologiske forbindes med det ideologiske. Men et sådant karaktertræk er knap tilstrækkeligt til at lade ham træde tydeligt frem - i samme grad som eksempelvis den maniodepressive hr. Svane med hans fordækte sorger og galgenlystige paradokser.

Svane er i øvrigt betydningsfuld, dels ved som nævnt at være gudfader til hovedpersonen - ligesom den dæmoniske nordmand i Kun en Spillemand - dels ved at være en uudfoldet kunstner, der aldrig levede op til sit navn. Han kender til digternes skødesynder: ømfindtlighed (som den flåede ål i mølleåen 201) og misundelse over for dem der løfter sig over almindeligheden, men også medlidenhed med dem der kommer for dybt i sølen (smst.). Måske har forfatteren selv lidt medlidenhed med sin uforløste kollega, så han til slut hjælper ham med pengelykke. Og denne gang altså bruger det heldige tilfælde, der kan støtte hr. Svanes gode humør - og vel redde ham ud af den fatalisme hvori han hang fast (204).

Ellers drejer det sig mindre om de gode end om de onde tilskikkelsers opdragende betydning. Det er Niels' livs-facit, fra han som dreng fortrød hidsighedsdrabet på katten (»Smerten, Fortrydelsen var virkelig saa stærk, at den onde Rod her i Barndomsaarene fik et velgjørende Ryk«, 42) og til han ved forsoningen med det gamle præstepar i sidste kapitel ser tilbage: tabet af forældrene, krigen og soten var livets hårde skole (228). Og forfatteren indstemmer at »hvert Tryk er til Aandens Væxt«. Romanen munder ud i at Gud ser alt på Jorden, symboliseret ved den største planet Jupiter, der våger over alle vore drømme. Heri skal de gammeltroende forenes med tilhængerne af den nye tids videnskab. Og drømmen gælder livets fortsættelse, kernen i Andersens religion, som den sidste sætning fastslår: »Alkjærligheden forundte os her at være og evigt at være!« Hamlets dilemma er løst.

II. Tilblivelse. Kombinationen med Silkeborg

Bogens karakter af debatindlæg understreges gennem dens tilblivelse. I 1855, da Andersen som 50-årig havde afsluttet Mit Livs Eventyr, fulgte han om efteråret professoren i fysiologi og anatomi D.F. Eschrichts populærforedrag imod den materialistiske retning i tysk filosofi og naturvidenskab, og 27. december skriver han til sin fortrolige brevveninde Henriette Wulff, der har spurgt til hans nye romanplan:
De veed at især i Tydskland udbreder sig, ved dygtige Lærde, Materialismen, i det man videnskabeligt klarer alt Enkelt! Verden bestaaer af Materie og Kræfter og alt som disse blandes bliver der en Steen, en Plante, et Dyr eller Menneske! hele det kunstige Maskineri forklares paa det fuldkomneste, men det bliver dog kun Maskineri, og det Hele synes mig da en Fortvivlelsens Tilværelse; Mennesket bliver saaledes kun et Led i en heel Skabnings-Art; Udødelighed - Gud selv forsvinder - det er grueligt! Det kan ikke være saa og det føler jeg at kunne sundt og simpelt klare, og det selv gjennem Humorets Strøm, den der lettest bærer det ind i Tidsalderen. Der er - og det og i høi Grad hos os - en Stridens Aand mellem Religion og Videnskab ... Dette, som De alt i mit »Livs Eventyr« seer modsagt, er det mig en Trang til at træde op imod; for mig belyser Videnskaben just den guddommelige Aabenbaring: jeg gaaer med aabne seende Øine til det Maal de Andre blindt hen søge til. Vor Herre kan godt taale at sees paa med den sunde Forstand, han gav os.^4^

Denne udsoning mellem tro og videnskab gjorde da front ikke alene mod moderne gudløs materialisme eller naturalisme, men også mod gammeldags ortodoksi, som eksempelvis repræsenteret i en tysk anonym roman Eritis sicut Deus (dvs. I skal være som Gud, 1854) af Wilhelmine Canz, hvormed flere anmeldere sammenlignede »At være eller ikke være«. Andersens standpunkt var en arv fra hans fædrene rationalisme, som betvivlede Jesu guddommelighed og mirakelgerninger, men fastholdt troen på en personlig gud og på sjælens udødelighed. Derved skiller han sig såvel fra romantikkens panteisme som fra Grundtvig, hvis bragesnak han karikerer i Bruss (142f.), og Kierkegaard, af hvem han lader Svane give et vrængbillede (189).^5^

Og dette rationelle livssyn kunne han også stemme sammen med samfundets industrielle vækst. Med den topografiske realisme, han altid lagde for dagen i sine romaner, fandt han som tidligere nævnt på at parallellisere sin helts religiøse udvikling med kultiveringen af den jyske vandkraft. De silkeborgske fabriksanlæg havde Andersen besøgt i 1850 og påny under epidemien i hovedstaden 1853. I en optegnelsesbog hedder det:
Niels Bruus kommer til Silkeborg nu Gasrørene nedlægges, Silkeborg som han forlod da her var et Vildnis da det første Øxeslag lød til Fabriksbygningen hvor let og snart var ikke her en Stad skudt frem, i det gamle Danmark, en ny ByBlomst paa det oldvoxne Træ; ogsaa Niels var i de Aaringer naaet en Udvikling - Lysrør var ogsaa i de sidste Dage hos ham nedlagt.^6^

Det svarer i den færdige roman til skildringen i næstsidste kapitel af Niels' gensyn efter tolv år (dvs. 1844-56) med den gamle egn, hvor nu en ny virksom tid har frembragt en uanet blomstring (224f.). Om Silkeborgegnen havde Andersen 1854 forfattet en lille rejseberetning^7^, og til yderligere kolorit benyttede han skrifter om de lokale tatere og deres tro.^8^ Således kunne han kombinere romanens hovedtanke - at »evigt være« - med taterkvindens genfundne gudebillede, der for hende bliver tegnet på hendes misdannede barns liv i skønhed efter døden (227). En variation over det næsten didaktisk gennemførte fremtidstema for den enkelte og samfundet.

En yderligere byggesten kom til, da Andersen i sommeren 1856 gæstede Weimar og så sceneopførelsen af en akt fra Goethes Faust II. Det gav anledning til en genlæsning af tragediens hele 2. del, som siden indgik i romanens midterdel som et idemæssigt bindeled mellem den åndeligt modne jødepige og den unge Niels. Gennem den føromtalte optegnelsesbog og andre papirer kan vi følge den videre materialeindsamling fra diverse naturvidenskaber, så at forfatteren kunne beskylde sin helt for »Lyst til at udkramme al sin Viisdom« (82). Efter to års forstudier udkom bogen maj 1857, samtidig på dansk, engelsk og tysk. Hans Christian Andersen var allerede da et europæisk navn.

III. Modtagelse

Ikke des mindre blev den hjemlige modtagelseskritik særdeles blandet. Romanen var tilegnet digteren B.S. Ingemann og filosoffen F.C. Sibbern. Ingemann takkede venligt anerkendende, hvorimod Sibbern lige så venligt gratulerede til, at digterværket ikke var lykkedes ham bedre, idet det viste at han i religiøs henseende havde levet fredeligt og harmonisk og kun udefra kendte dybere anfægtelser. Denne - som eftertiden kan se - fejlbedømmelse kunne dog ikke ophidse Andersen i samme grad som den første bladanmeldelse, af den nyopdukkede kritiker Clemens Petersen i Fædrelandet juli 1857. Her frakendes værket enhver æstetisk eller tankemæssig kvalitet: kompositionen er »forvirret og sammenstykket af brogede Klude«, selve opgaven umulig, hovedpersonen »i aandelig Henseende ikke andet end hvad man paa bredt Dansk kalder en Pjalt«, scenerne blot abstrakte diskussioner, beskrivelserne fyldekalk og sproget uden myndighed. Kun visse bipersoner finder nåde for den strenge anmelder. Andersen læste den lange artikel under et besøg hos Dickens i England og faldt i gråd ved at fornemme »Fædrelandets vaade Klud om min Hals«, så hans britiske kollega måtte tage ham trøstende i sine arme.^9^ Det svarer til Kierkegaards sønderlemmende kritik af Kun en Spillemand en snes år før, som fik Edvard Collin til at give sin digterven et kølende pulver.^10^

En uge efter bragte Dagbladet en mere rosende omtale - sandsynligvis af redaktøren C. St. A. Bille - som på flere punkter gik i rette med Cl. Petersen. Herimod gjorde atter forfatteren Meïr Goldschmidt udførlig indsigelse i sit ugeskrift Nord og Syd.^11^ Han efterlyser romanens røde tråd og finder, at når den skal bestå i godtgørelsen af sjælens udødelighed, må helten ud i stærkere kriser end Niels Bryde, der ikke så meget er en pjalt (Cl. Petersen) som en dukke af træ. Kun i drabet på katten er han ikke træet, men den bagvedliggende retfærdighedsfølelse burde værket igennem have ført til handlinger med konsekvenser og ikke blot diskussioner. Om debatpartneren Esthers konflikt med sin mosaiske familie og overgang til kristentroen hører vi for lidt, ligeledes til hendes og Niels' kærlighed. Og udenværkerne - de historiske krigsskildringer, geografiske beskrivelser m.m. - finder Goldschmidt uvedkommende for hovedemnet. Han havde netop afsluttet sin egen kæmperoman Hjemløs (i DK 1999) og deri bestræbt sig på at fastholde retfærdighedsideens røde tråd gennem hele kompositionen.

I mange måder enig med Goldschmidts synspunkter er litteraten Carl Rosenberg i Dansk Maanedsskrift s.å. Men han finder at fortællingens harmoniserende udgang genkalder den oehlenschlägerske periode, da »alt aandeligt Liv i Danmark bar samme Præg af Fromhed og Livsglæde«; heroverfor synes »den nærværende Tid« at have »mistet Evnen til digterisk Frembringelse«. Derimod protesterede naturligt nok Andersens digterfælle Henrik Hertz i slutartiklen på en serie om »Poesien i Danmark efter 1814« (Ugentlige Blade, 1859). Han indrømmer at han og hans generation står i gæld til Oehlenschläger, men mener at denne »selv vilde uden Tvivl meget have frabedet sig«, at man tillagde ham samme »Livsfølelse« eller samme »Fromhed« som Andersen; denne sidste viser efter påvirkning af den franske romantiske skole med dens springende stil m.m. nu i den seneste roman »en forvirret Blanding af udenlandske Tendensromaner og indenlandske »Sjælemalerier« og philosopherende Digterværker«.^12^

Beretningen om Niels Bryde blev snart fordunklet af andre værker, også fra Andersen selv, som i øvrigt i »En Historie fra Klitterne« (1859) i novelleform tog samme tema op: den lidende menneskeheds krav på kompensation gennem evigt liv. I bemærkninger til historien^13^ anfører han en samtale med Oehlenschlager, for hvem han i sin iver kaldte det et retfærdigt forlangende. Oehlenschlager anså det forfængeligt at stille fordring herom til Gud, som har givet os så uendelig meget i denne verden. Men Andersen talte da for alle dem der sattes herind med et sygt legeme eller en kuet ånd og led de bitreste sorger og savn: en sådan uret kunne Gud ikke øve, »han vil give Erstatning, løfte og løse det vi ikke kan.«

Uden at ville det bekræfter Andersen herigennem Feuerbachs tesis om religionen som ønsketænkning. Senere i århundredet henlagde J.P. Jacobsen sin roman om fritænkeriet til samme tid (o. 1860); han kaldte sin helt Niels Lyhne og indgav ham feuerbachske tanker om den virkning det vil have, når himlen bliver tom i stedet for at være et spejdende øje: »Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der troes, (...) vil (...) bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd«. Det er den unge Lyhnes drøm juleaften. Måske var det også i mindelse om Brydes deltagelse i krigen 1848, at Jacobsen lod sin Niels melde sig i krigen 1864. Ganske vist er 1880ernes kæmpende ateisme langt fra Andersens forlig mellem udødelighedstro og naturvidenskab. Dog har - som Villy Sørensen siger - den ene roman givet sit største problem i arv til den næste, og Andersens sidste store roman »(...) blev den første filosofiske roman i vor litteratur« (Hverken - eller, 1961, s. 157).

IV. Tekstforhold

Teksten til nærværende udgave af »At være eller ikke være« er sat efter 1944-udgaven og sidst korrekturlæst efter originaludgaven.

Den Collinske Samling i Det Kgl. Bibliotek har kun lidt manuskriptmateriale til Andersens tre sidste romaner, modsat de tre første. Til »At være...« findes kun 10 + 15 blade i to formater + nogle indlagte eller påklistrede halve blade (Collin 29, 4° nr. 7). De er dele af en kladde; af romanens inddelinger findes kun tallet IV, der hvor 1. del har kap. V. - Det er værd at bemærke, at hovedpersonen hedder Niels Bruus, jf. s. 238.

Romanen udkom 20.5.1857 i 3000 eksemplarer; trykkeriets regning var på 1500 rigsdaler; forfatterhonoraret er uoplyst. Som nævnt s. 6 var en del af oplaget forsynet med titelblad som Samlede Skrifter bd. 28; senere indgik den i 55 2. udg. bd. 5, 1877 (sm. m. De to Baronesser). A. havde i et brev til forlæggeren Th. Reitzel 22.4.1857 (nu i privateje) foreslået, at romanen skulle regnes for to bind af Samlede Skrifter ligesom MLE; men det viste sig, at den ikke var meget længere end De to Baronesser, der var kommet som ét bind. - Siden synes bogen kun at være optrykt på dansk i R&R V 1944 (sm. m. Lykke-Peer). Dér anføres s. 357 ca. 25 rettelser i forhold til 1. udg.; de samme ganske banale rettelser er »stiltiende« indført her; blot skal det nævnes, at s. 184 har 1. udg. notehenvisningen, men ikke fodnoten. Yderligere ændringer: se nedenfor.

Forlæggeren Th. Reitzel havde iværksat trykningen ved nytår 1857, men ville først frigive bogen, når den forelå på tysk og engelsk. Det lykkedes planmæssigt i maj måned. Sein oder nicht sein var oversat af exam. jur. Svend Henrik Helms for L. Wiedemann i Leipzig, der netop havde afløst den danskfødte Carl B. Lorck som forlægger, og den udgjorde bd. 39-42 i Gesammelte Werke' s lille format.^14^ To be or not to be kom hos Andersens ven og faste forbindelse Richard Bentley, oversat af et i denne forbindelse nyt navn, Miss Anne S. Bushby, efter at Bentley havde kasseret et afsnit oversat af C. Beckwith Lohmeyer. Udgaven var tilegnet Charles Dickens, som Andersen besøgte netop i denne sommer, og en dårlig anmeldelse kastede naturligt nok en skygge over humøret.^15^ Der kom ingen amerikansk udgave hos forlæggeren Horace E. Scudder, som »concluded that at present it was hardly expedient«.^16^

I øvrigt har det været småt med oversættelser: til hollandsk 1858 og til norsk ved Gerd Morland Hagen med titlen Dagen i morgen, 1965, desuden til japansk i Tetsuro Suzukis udgave af alle romaner og rejsebøger, 1986-87. Ib Spang Olsens illustrationer hertil er et af flere eksempler på denne udgaves brug af bestilte danske arbejder, som ikke er brugt i Danmark.

Tekstrettelser

32,24

hans (Tanke) < hans

39,22

Gudfader < Gudfadder

58,3

Verden!« < Verden!

59,3

fn. Deres < deres

60,2

fn. kaldtes, < kaldtes

64,14

ham < han

71,1

fn. Dampskibet. < Dampskibet;

98,7

Hun < hun.

102,25

Disciple < Diciple

110,11

af, < af;

124,24

Hendes < hendes

192,4

Aandeverdenen? < Aandeverdenen.

195,11

fn.Gud < Gud.

199,7

korsfæst!«« < korsfæst!«.

201,5

Scenen?« < Scenen?

210,19

Dekamerone < Dekamarone

V. Litteraturhenvisninger

Til efterskriften

H.St. Holbeck: H.C. Andersens Religion 1947, 69.

Villy Sørensen: Hverken-Eller 1961, 154.

H. Topsøe-Jensen: Fra en digters værksted. H.C. Andersens optegnelsesbøger. Fund og Forskning IX 1962.

G. Schwarzenberger: Den ældre H.C. Andersen og »det nye«. Danske Studier 1962, 31.

Aage Jørgensen i Anderseniana 1965, optr. i Kundskaben på godt og ondt 1968,41.

Knud Wentzel: Fortolkning og skæbne 1970, 52.

Johan de Mylius: Myte og roman 1981, 197.

Aage Schiøttz-Christensen: Græsset og bjælken 1982, 58. :::

::: subsection

Alment

De vigtigste indgange til H.C. Andersens værker og den enorme litteratur derom er de to bibliografier (til hvilke der dog ikke henvises systematisk):

BFN: Birger Frank Nielsen: H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875. 1942. 1270 numre, m. henv. t. samtidige anmeldelser.

AaJ I: Aage Jørgensen: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968. En bibliografi. Aarhus 1970. 2266 numre.

AaJ II: Aage Jørgensen: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994. En bibliografi. Odense 1995. 1944 numre + tilføjelser til AaJ I - 1995-98 i Anderseniana 1998,89. :::

::: subsection De uforkortede henvisninger i efterskrift og noter tilsigter ingen alsidighed og er ikke gentaget her. Derimod nævnes her enkelte titler som introduktion til videre læsning. Digterens navn er forkortet.

Som standardbiografi, oversat til mange sprog, må regnes Elias Bredsdorff: HCA. Mennesket og digteren, 1979. Rent kronologisk, men ikke af den grund »ulæselig«, er Johan de Mylius: HCA, liv og værk. En tidstavle 1805-1875, 2. udg. 1998. Johan de Mylius har også sammenstillet kendte og mindre kendte værker og breve i fire emnekredse med forbindende tekst: »Hr. Digter Andersen«. Liv, digtning, meninger, 2. udg. 1998.

For at bane vejen til de massive nedennævnte brev- og dagbogsudgaver - én plus en lille halv hyldemeter - har Niels Birger Wamberg redigeret udvalg, emnedelt i kapitler: Deres broderligt hengivne -. Et udvalg af breve fra HCA, 1975, og, med et berømt lille dagbogscitat: «Jeg er mæt af Dage - iaften«. HCAs Dagbøger, 1986. :::

::: subsection Disse bøger er ikke citeret i efterskrift eller noter. Det er de følgende, alle med forkortelser. Ofte kunne tilsvarende oplysninger findes i andre af de anførte værker, især gennem de grundige noter og registre til eventyrene, brevudgaverne (undtagen B&B/BtA) og ikke mindst til MLE. Enhver henvisning til en tekst eller en kommentar kan naturligvis styrkes af opslag i tilsvarende kommentarer eller tekst. - Alle nedennævnte korrespondenter findes i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. :::

::: subsection ADr og SGr. disse to forkortelser forklares i note til s. 34.

Aiana: Anderseniana. Udg. af HCA-Samfundet i Odense, senere af HCAs Hus. [1. Rk.] I-XIII, 1933-46. 2. Rk. I-VI, hvert bind normalt med 4 årgange, 1950-69. 3. Rk. I-IV, 1970- 86, ligeledes; derefter kun med årgangsnummer. - Årbogen indeholder udgaver og afhandlinger, fra 1961 ofte littera turoversigter. 1999 er Personregister. Samlet indholdsfortegnelse 1933-98.

Almanakker. Se Dagbøger.

BEC: HCAs Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. I-VI. DSL 1933-37. 825 breve.

BHH: HCAs Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846. Ved Svend Larsen. I-II 1946 (= Aiana IX-XIII).

BHW: HCA og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe Jensen. I-III, Odense 1959-60. 441 breve. Supplement i Aiana 2 V 1962, 28-55.

BJC: HCAs Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Med lemmer af det Collinske Hus. Udg. af H. Topsøe-Jensen un der medvirken af Kaj Bom og Knud Bøgh. I-III. DSL 1945-48. 395 breve.

BIngemann: HCAs Brevveksling med Lucie og B. S. Ingemann. Udg. med indledning og kommentar af Kirsten Dreyer. I-III. 1998. 393 breve.

BLorck: HCAs Breve til Carl B. Lorck. Ved H. Topsøe-Jensen. Med en illustrationshistorisk efterskrift af Erik Dal. Odense 1969 (= Fynske Studier VIII). 115 breve.

BtA: Breve til Hans Christian Andersen. Udg. af C.St.A. Bille og Nicolaj Bøgh. 1877. - B&B: Breve fra Hans Christian Ander sen. Udg. af samme. I-II 1878. - Hertil: Person- og værkregi ster til... Breve fra og til HCA 1877-78. Udg. på grundlag af en seddelregistrant efterladt af H. Topsøe-Jensen. DSL 1978. De to udgaver rummer henholdsvis 328 alfabetisk og 479 kronologisk ordnede breve, der kun delvis er forælde de af nyere udgaver. B&B er genudgivet i 1999.

Collin: Den Collinske Manuskriptsamling i Det Kgl. Bibliotek.

Dagb(øger): HCAs Dagbøger 1825-1875. I-X og registerbind XI-XII. Udg. under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen af Tue Gad, Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL 1969-77. - I optrykket 1995-96 indgår: HCAs Almanakker 1833-1873. Udg. af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL 1990. - Indtil 1860 var dagbøgerne næsten kun rejsenotater, de kortfattede almanakker er derfor vigtige. Se om disse udgaver DSLs Præsentationshæfte 9, 1980, resp. 20, 1991.

Ev(entyr): HCAs Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal. I-V. Kommentar ved Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann. VI-VII. DSL 1963-90. Om kommentaren se DSLs Præsentationshæfte 19, 1991.

DK: Danske Klassikere. Udg. af DSL.

MLE: HCA: Mit Livs Eventyr. Revideret Tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H.G. Olrik og Udgiveren. I- II 1951. - Omfatter udg. 1855, der bygger på Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, 1848 (hvis danske ms. først blev udg. 1942 ved H. Topsøe-Jensen: Mit eget Eventyr uden Digtning), samt fra II s. 181 Fortsættelse 1855-67, v. Jonas Collin d.y., trykt 1877 til Samlede Skrifter, 2. udg. bd. I, her efter manuskriptet.

ODS: Ordbog over det danske Sprog. I-XXVIII, DSL 1918-56, og fotogr. optryk. Hertil: Supplement, hidtil I-III, DSL 1992ff.

R&R: HCA: Romaner og Rejseskildringer. Under Red. af H. Top søe-Jensen. I-VII. DSL 1943-44. Til romanerne henvises i nærv. udg. med sidetal i Danske Klassikere, se listen bag i bogen.