16|I.

Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten.

– Saa reder I nok – i det blaa Kammer – iaften ... endnu iaften.

– Ja – ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.

– Og hils – og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mer.

Tine gik hjem gennem Alléen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun aabnede Døren til Gangen: der var saa tomt med de øde Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tane mellem Resterne fra Tébordet.

I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.

– Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Byldt, hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.

– Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og Husmanden nikkede til Bekræftelse.

– Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjælpe.

I Gangen aabnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt paa det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum.

– Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.

– Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhøjningen var tom.

– Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.

Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem, Mærker af Portrætterne, der var tagne ned.

Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja – lad os saa ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i 17| Sovekamret. De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme Tæppe – det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden stod Herlufs Tremmeseng, tømt.

Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med Tællelyset i Haanden, mens hun talte om, da »Drengen« var lille; hun havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han.

– Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er.

– Han vild' aldrig bæres af andre end af mig og saa Fruen – hun snøftede mellem hvert Ord – nej – han vild' ikke ....

– Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om Morgningerne ... for der vilde han over – hun smilte pludselig gennem Graaden – og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen.

– Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.

Hun tænkte paa Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb herned, naar det lysnede – i Skolen var snart det halve Dagværk gjort – og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdøren med de flade Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der laa i deres søde Slummer.

Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, mens hun klaskede med Hænderne ned paa Dynen.

– Kaffen – Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde høre det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.

Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs Seng – der var Is paa Ruden, saa koldt var det – med Dynen op over sig for at holde Varmen.

Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var »Kineser« med strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede indenfor Døren med en Slat Kaffe i en Spølkumme for at faa Del i Lystigheden.

Men tilsidst kunde Sofie blive fornærmet paa Herlufs Vegne midt som hun stod, og hun sagde: »Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' 18| Teater«, sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i Dagligstuen og klæde ham paa i Varmen.

Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester, – Munden stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine – indtil Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gaaet.

– Skovrideren! raabte hun og fik næppe Skoene paa for lutter Fart.

– Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen drejet om.

– Ja, ja, jeg klæ'er mig paa, jeg klæ'er mig paa, Henrik, raabte hun til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, saa han kunde tro, hun allerede var oppe.

... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin Herluf og fældede Taarer baade over Godt og over Ondt.

– Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.

– Ja, han var, gentog hun.

Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde for Indfald – saa lystige Indfald.

Hun tænkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig havde grebet hende i begge Benene – Skovrideren var allerede paa Trappen – og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne – han var allerede ved Døren – : Stille, stille, hviskede Fru Berg – –

Han var herinde allerede – Tine laa som en Mus.

Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte paa og lo og satte sig ned – midt i sin Seng.

– Du sætter dig paa Tine, du sætter dig paa Tine, skreg Fru Berg, helt aandeløs af Latter... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet og med Graaden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.

... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren.

– Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke sé det tømte Kammer. De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor alle Døre stod aabne bag dem.

– Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.

19|– Ja, sagde Tine, der slæbte en Madrats.

I det blaa Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulde ud, og den anden blev stillet op ad Væggen.

Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom de gamle Bøllings for at hente Datteren.

Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, blev hun staaende paa Løbetæppet og saa' sig om med Taarer i Øjnene: Ja – nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne.

De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved Sofabordet, lidt ud paa Gulvet – de vilde aldrig sidde i Sofaen i Skovridergaarden, dér skulde Fru Berg blive – mens Tine blev ved at gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde anlagt »Tørklædet« imidlertid

Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende »hendes Ho'edpin'«. Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var saa grumme uoplagt til at udtale sig udover »Ja« og »Nej« eller til at foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.

Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I sé, sagde hun, nu er vi færdige.

– Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod forladt op ad den lyseblaa Væg, og der var koldt, saa de to Gamle skuttede sig ved det.

De stod alle tre foran Sengen – Tine havde hængt Fru Bergs Billede op ved Hovedgærdet.

– Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bølling og søgte at lé lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres Sørgmodighed.

– Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver Varme.

De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa Forhøjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.

Madam Bølling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og sé ud i Stuen:

20|– Ja – det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. Begge de gamle Bøllings brugte saa stadig det Adverbium »ret«, som de havde saa at sige paa Haandværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med Bibelen.

Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun. – Og Brombærrene var godt surrede fast til Kassen?

Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, for at Fru Berg skulde have dem med til København:

– For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det... og de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær.

– Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.

– Ja, vi har no'en Gange – Madam Bølling bliver ved i samme stille Tone – faaet Brombær hernede – – og saa Marmelade ... – Til Tvebakkerne, sluttede hun efter en Stilhed.

– Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften.

Hun tænkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen – mest naar Skovrideren var ude da – og de gik herned efter Té, og Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.

– En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de satte i med »Hr. Peder«N og »Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande«N og »I Kongelunden«,N til det blev til en Vals, saa de svingede hen over Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev bragt ind i en Sténkrukke.

– Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine – sagde Madam Bølling, der stadig tænkte paa Brombærrene – saa de derovre kan faa det som herhjemme.

Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind her i Sognet, havde han talt sammen – gamle Bølling sagde:

– Ja, ja, Guds Vilje ské, sagde han og rejste sig.

De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte først hjælpe hende; hun kunde ikke taale at sé de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, de maatte hænge noget andet op – noget, der kunde dække. Hun tog 21| »Kong Frederik« og »Slaget ved Isted«N og »Fredericia« inde i Havestuen, og de to Gamle bar Billederne, mens hun løste Spejlet.

Madam Bølling stod med Heltene fra Isted, der kæmpede endnu med de hvide Bind om Panden. Hun blev ved at sé paa dem, og et Par smaa Taarer faldt ned paa Glasset – hun tænkte paa dem, der nu skulde miste Førligheden og Livet.

– Kom, Mutter, sagde Bølling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det saa længe, at Tine maatte tage det af hans Hænder.

Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtøjet paa, satte sig igen paa de to Stole og saá op paa Heltene fra Isted og paa »Kongen«.

Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portræt af Kong Kristian som Tronfølger i Hestgardens Uniform, der havde hængt i et af Gæstekamrene. Hun slog et Søm ind under Kong Frederiks Billede og hængte Portrættet paa den tomme Plads.

De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.

– Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bølling, det er dog Kongen.

De Gamle kom ud i Gangen, Tællelyset i Køkkenet var ved at brænde ned Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i Gaarden for Forældrene. Fra Bryggerset lød der et stort Spektakel, det var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mørkeste Nat, mens hun sang paa Melodien: »Hvo véd, hvor nær mig er min Ende«,N saa det skingrede mod Laden:

Forældrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen.

Hun lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.

Saa smilte hun: hun vilde tage dem over – det vilde glæde Skovrideren, naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham. Og hun gik over Gaarden og aabnede Døren til Loen og til 22| Hundenes Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb saa iforvejen ind ad den aabne Gangdør.

Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhøjning. Hun syntes aldrig, hun havde været saa bedrøvet – saa beklemt og bedrøvet som nu, mens hun stirrede ud i den øde Gaard. Lyset i Køkkenvinduet flakkede endnu en Gang hen over Ladens Hvidt – saa var ogsaa det slukket, og hun saa' bare Valdnøddetræets Skygge midt i den mørke Gaard.

Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhøjningen og saa' ud paa det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grædt og lagt Armen om hendes Hals.

Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lød skingert ud i den mørke Gaard:

Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor laa med store Øjne paa Gulvtæppet ved hendes Fødder.

......

Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.

– Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.

Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, ét for ét, Lysene paa Klaveret, som hun havde tændt.

– Saadan kommer alt paa én Gang, sagde Berg.

Det havde været Tines hele Tanke: Saadan kom det paa én Gang; og saa tænkte og spurgte hun: Véd Fruen det?

– Ja – det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.

De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte 23| at tale med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars kom maaske med og de fleste af Husmændene skulde ogsaa afsted

– Skovgærningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder.

– Nej, sagde Tine.

De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.

– Ja hos Anders Tækkemand var det rén Jammer. Ane havde været i Skolen idag med sine to paa Armen – saa hun græd og græd.... For nu var Anders væk – – saa hun græd ....

Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden.

– Ja, sagde Berg, der sidder jo Broderen fra den sidste Krig – med begge Benene skudt væk...

– Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger, som gør Folk bange.

De blev tause lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede dem ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.

– Han har jo faaet sit, sagde han, ved Vaadeskud ... Og næsten uden Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og séende frem mod Lyset, sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.

Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Øjnene over Vandet, mens han sagde det; og hun vilde finde noget at sige, der kunde muntre ham, hjælpe paa Humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som var det en anden, Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gøtsches eller nogen, som man ikke saadan havde »Respekten« for: Det var jo Fru Berg, man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone, der skulde være munter:

– Og vi, som har aset med det blaa Kammer – det kunde vi snart have spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.

– Er det allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt – det gjorde det for det mindste, naar hun var i Skovridergaarden. – Skovrideren 24| skulde vel se det, sagde hun, og hun aabnede Døren; men paa én Gang blev hun staaende i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret.

– Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.

Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende, som om de to var ene i det hele Hus – det forladte Hus. Men Skovrideren gik hen til Bordet og sagde:

– Der staar om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det først.

Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren læste højt, af Aviserne, naar de kom, Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra Bogskabet – alle Oehlenschlägers Tragedier.N

– Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne høre med. Og hun gik ud for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af Skorstenen og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet, hvor hun saa tidt havde hørt til, naar de læste.

Berg aabnede langsomt det sørgerandede BladN og lagde et Øjeblik Hænderne ned derover: Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget og stille.

Han begyndte at læse halv højt Beretningen om »Kongens sidste Færd«. Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd – uden hans dæmpede Stemme.

Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra saa mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad der under Lampen, og hun hørte hende lé, som hun lo ad Tines strømmende Taarer – Tine, der tog Livet saa glad, græd over Bøger som en KalvN – Taarerne, der nu brød frem igen én paa én ....

... »snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert Hus – til det fattigste – havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde i den mørke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere ...«

Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlyd Graad, men Skovrideren blev ved at læse:

... »Tæt ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over 25| Vognen for at skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den Syvende«....

Berg holdt inde lidt – hans Stemme begyndte at blive hæs.

Tine sad og saa frem for sig: hun tænkte paa Tragedierne, de havde læst om og om igen, den om AxelN og saa den om Dronning ZoëN .... I femte Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at græde og, kom der noget rigtig smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet.

Berg foer fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans Stemme blev bevæget, saa man hørte den knap:

.... »Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet paa Valpladsen, fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand under ham er stegne; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte«.....

– Ja, sagde Berg, det er sandt.

Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hørte hun efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de læste – for saa længe, for hvor længe ...

.... »Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig. Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets Indgang, Kisten sattes paa sin Plads, Sjællands Biskop holdt fra en sort-betrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong Frederik bisat«.

Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine blot saa paa Berg, der læste:

.... »Under Orgeltoner forlod Følget i Taushed Kirken, og Deres Majestæter vendte tilbage til København.«

Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til Farvel.

Saa sagde Berg, i det han lænede Hovedet mod Væggen og saá saa langt ud i Stuen – som én Gang før:

– Hvor Drengen dog græd, da han kom i Baaden.

Sofie skulde følge Tine, og de fik Lygten tændt. Dens dinglende 26| Lys faldt ujævnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:

Der var nok af dem – der ha'ed' ikke været for rart i Skovridergaarden, nu i Sommer – saa det huseret' ved Nattetider.

– »Vognen« ha'ed hun da hørt den alene tre Gang' – saa tydelig den var svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke mer Vogn end bag paa en Haand – – ikke mér end bag paa min Haand, det saá ogsaa Fruen.

– Og det véd én da, sluttede Sofie og snøftede, hva' saa'en Kørsel betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....

Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Mørket. Hunden i Pér Eriksens Gaard fór op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen.

– Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.

Tine drog Vejret som Én, der frysende vaagner.

– Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun.

De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for nær til Kirkegaarden Nattestunder.

– Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu – Sofie. Og saa passer du nok Skovriderens Té, saa den bliver, som den plejer – ikke?

– Ja – farvel, Jomfru Tine.

– Farvel.

Tine hørte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej – mens hun langsomt gik hjem imod Skolen.

– – –

Tine bankede og hørte først Dagge, der tog paa at gø, og saa Moderen, der kom af Sengen og ud:

– Det er mig, Mo'er, sagde hun.

Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler:

Skovrideren er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.

– Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene staa helt ind til Bølling, mens hun gik; aa Herregud – aa, Herregud!

– Det var jo ventendes, sagde Bølling, der sad op i Sengen.

Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at 27| vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa hun fik 'et at vide, Staklen ....

– Ja, Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider blev stille.

Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til »Skolen« for at prøve, om den var laaset, før hun gik op ad Trappen; og henover Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor GravenstenerneN var spredt

Inde i Kamret stillede hun Vækkeuhret til Slag og flyttede Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.

Nedenunder smaasnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten i den samme Stue.

– Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er det fjorten herfra Sognet.

Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante Aandedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset.

Hun kunde ikke sove. Hun laa og tænkte paa en Dag i Efteraaret – den sidste, hvor de havde været i Skoven Skovriderens og hun ....

De skulde ned, med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de i Kalechen, de skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa Vejen, før de skiltes.

De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde.

Fuldt af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.

De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af Brombær:

– Sé Drengen, sé Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham løs; selv løb hun op imod Markhøjen.

– Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.

Det var, som saá man den hele Ø idag i den klare Luft – Bakke og Dal – saa grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen var der ikke Bund.

– Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.

Men Herluf gav ikke Ro; han vilde »fanges«; og de løb, løb, alle tre, Højen rundt.

28|– Ja – her er det dejligste Land, raabte Tine, der løftede den fangede Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver.

De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.

Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:

– Det var svært, saa de fra Rønhave kørte til Bispens nu – det var anden Gang..

– Tredje var det – i to Uger.

– Og saa hang Herredsfogeden bagpaa – som Fjerdemand til Lhombren.

De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og godt underrettede var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og der blev vekslet Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller Tine kom ud paa Trappen.

Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under Træerne:

– Hvor dog Skoven holdt sig, saa grøn den stod.

– Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.

– Ja. Men huskede Tine ifjor – de lod begge Hækletøjet synke og saá ud mod det brunlige Skovbryn – da den var gul i September.

De blev ved at tale om Skoven: naar de havde været her sidste Gang det Aar og det –

– Nej – ifjor var det knap man fik Nødderne bjærget.

– Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.

Herluf raabte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulde komme, Tine maatte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en Gynge, tæt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han græd og lo. Saa skulde hun selv op, Fru Berg vilde gynge hende:

– Op Tine – op.

– Den knækker, den knækker, raabte Tine – det var en Vægt – mens Fru Berg svingede til Grenen, saa Tines Skørter fløj om hendes Bén.

Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines bomuldsbestrømpede Lægge:

– Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug – 29| Fru Berg maatte lé ud med Ryggen til et Træ, før hun kunde komme hen og faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.

Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var snart paa Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var dog blevet kolde.

Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa Havetrappen i sit Sjal og saa til og snakkede over Plænen til de to, som syslede og beskar og vandede. Hun saa dem tilsist kun som et Par Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.

.... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.

De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de pløjede Marker – hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!

– I saadan Luft hører man Tine, sagde Berg, der standsede. Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, saa frejdig som Vorherre havde givet hende den.

– Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, saa det lød over Marken:

Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd frem; i Rad røg de sindig Piber.

30|– God Aften – god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem.

– God Aften, Anders Nils. – God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem alle ved Navn.

Foran Lars Eriks stod hun lidt – den Gamle var saa plaget af Gigten – : Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten.

– Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersønnen.

– Naa, saa Gud ske Lov da.

– Ja, saa Godnat, Hans Lorents, sagde Tine og gik igen.

De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød bag ved det gamle Taarn.

De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning paa en Vejkant, før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom hende forbi.

I Skolen sad gamle Bølling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op, til Sæde paa Bænken, mens Bølling blev staaende nedenfor med Berg og talte om Skovauktionen.

Nede ved Kæret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam Henrichsen, bred og stormægtig, ud paa sin Bænk mellem de to hvide Søjler. De hilste alle over Pladsen – ogsaa til den svære Knud Smed, der gik hjem med sin Hund.

Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette 31| bolag, her paa »Torvet«, saa velnærede de alle var, baade hos Bøllings og i Kroen og Smedien.

Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og Bølling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til Vands over Pladsen. Den drak og brølte, dumt og langt, ud over Kæret.

Klokkerne hørte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine fulgte med dem. Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker.

Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret – den om »lille Grethe«.N Skovrideren lod Døren til sin Stue staa paa Klem.

Herluf var træt og faldt i Søvn paa sin Skammel med Hovedet op mod Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede ogsaa hun.

Hun vaagnede halvt. Tine sér nok efter Bordet, sagde hun saa med en søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at sé efter Sofie – Fru Berg blev sjælden rigtig vaagen, før Lampen var tændt og Théen inde.

– Nej, er der dækket, sagde hun da, hélt overrasket, og kom nok saa rank op i Sofaen.

Efter Thé plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.

Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst rundtom Lampen. Mést var det Oehlenschläger, han læste, eller ogsaa Palludan Müller – Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød.

Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, løb Fru Berg og hun paa Vejen ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af samme Kop:

– Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, før de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo, Mand.

Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sént, han vilde selv følge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vaagnede kun halvt og sendte en søvnig Knurren efter dem.

Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet. Her, Tine, her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen løftet – at blive »fulgt« af Skovrideren var det ærefuldeste, hun vidste.

32|– Vi sés, hilste Berg, naar de skiltes.

– Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting at komme hjem her den sene Nat.

Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergaarden.

Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i Underskørtet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Køkkenet og ind igen, mens hun stadig talte med Bølling.

– Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede.

– Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet.

– Jo, Mo'er.

– Tine, du, husk det lille Stykke Smør imorgen Barn, jeg har lagt til Side – det artede sig saa vel i Kærnen, saa jeg lagde det til en Side... de kunde dog smage det dernede.

– Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren.

– Jo, de har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig af Underskørtet og op til Bølling.

......

Tine kunde ikke falde i Søvn inat. Forældrenes rolige Aande lød bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte paa alle disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.

Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle »Faers Børn« korn til Skole i Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj – Trine og Lars Erik's Lene – inde i Sovekamret, mens Tine saá forundret til fra Sengen. Og saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen.

Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i Køkkenet paa Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede.

Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind I Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saa de uden 33| Lys. Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede »Faers« Drenge hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene – de spillede Paradis,N mens det skumrede.

Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og Fader røg sin Pibe paa Trappen.

– Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden.

– Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede.

Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og naar den gik i Mose – baade for Somren og Sæden og for Regn før Skt. Hans.

– Den kom sént, den bringer Varme, sagde Bølling. Han vidste Datum for, naar Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte Bog med baade Stork og Stære i sin tyske Almanak.N

Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.

Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort og Katekismus.

Saa sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamæn tit ud i sin Dør blot for at høre til.

– Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.

Baade Fædrelandssang og Psalme lød der over Pladsen, til Børnene tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud paa sin Trappe at svale sig en Stund, efter Dagens Sved.

Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Døren, bag Buxbomhækkene, eftertænksom og stille.

Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i Fjederstolen paa sin Vogn:

– Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet – i Maj Maaned.

34|– Det kommer af, forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som véd at blive færdige med Høsten.

Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen.

– Ja, ja, det gi'er Offer,N nikkede Madam Esbensen til »Farvel« og jollede af i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling maatte først give Madam Henrichsen Besked – hun kom ud for at høre, hvor det var, og hvordan det stod.

– Hos Hans Lorentz ? – Ja, jeg tænkte det. Det er vel Tiden ....

– Naa – der gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.

– Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje.

Og Madammerne gik ind.

.... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra »Lodden« med Mælken, sad Madam Bølling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden fra Kirkegaarden og gik hjemefter.

– Naa, Niels Lars, sagde Madam Bølling, er det saa gjort?

– Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.

– Ja, Gud ské Tak, hun maatte stride haardt – ja, Gud ske Tak ...Ja, saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling.

– Godnat, Madam.

Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.

Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand Det var tungt for Bærerne at naa op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt paa Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind paa Kirkegaarden. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte Talen ind i Køkkenet.

Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet kom hun til Sæde paa Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig mellem de to hvide Søjler.

– Saa er hun henne, sagde Madam Bølling: Og Gud ské Tak – hun stred sin Strid.

– Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen.

– Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede tause.

Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm – de gik til Præsten sammen nu – ; de sang, mens de løb hen over Sand og Buxbom.

......

35|

Aarene gik.

Helg og Søgn og Høstens Tid – Uge paa Uge, fra Søndag til Søndag

I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; én maatte jo blive ved Huset: Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe efter Tjenesten.

Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.

Psalmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det var »Dejlig er Jorden«,N de sang; Tine faldt i og nynnede den med, mens hun gik.

En KirkegangskoneN kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhækkene:

– Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.

Selv satte Tine sig – det hvide Bord var færdigt – paa Forhøjningen saa andægtig, som kunde hun høre Kapellanen præke helt herind.

Naar hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og græd som et sprukket Kar, saalænge han var paa Prædikestolen. Hun havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed – saa Kroens Katinka lo hende ud, saa det klukkede.

– En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrøvelse.

Tine blev ved at sidde paa Forhøjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede saa langstrakt ud i Solen.

Psalmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og skruttende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.

Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en undselig Klump.

Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bænkede og sad lavmælte 36| og stramme rundt om Madam Bøllings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om til dem og Kapellanen – det var, som fik hun det saa underligt i Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte til hende, som nu.

Saa hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude paa Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun saa Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i Sædet: Naa – saa det er ham, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og de spillede videre.

Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene paa Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet sig sat: I har saagu' faaet Skovrider udnævnt, Folkens – iforgaars. Berg hedder han, sagde han og gav Kapellanen »Berlingske« til Eftersyn.

– Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling.

– Og det var godt det samme, erklærede Madammen.

Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han kunde være og hvorfra han var. Det kunde være en af de Bergs fra Gram, mente Bølling, der var en Forstraad Berg i 1829 ...

– Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding ...

– Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling.

De to Gaardkoner paa Fløjene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende Røster – om den gamle Forstraads: de havde begge to været med til at vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang – hun laa med Hovedet paa baade sin Bibel og sin Psalmebog... Og de blev ved at tale om Ligstue og »Klædning« og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene med de sammenlagte Lommetørklæder; mens den midterste Kone stadig dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings Kaffe og fik dem fortærede.

– Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Sten, der nu fik Kaffe budt af Tine: en ung Mand, sagde Herredsfogeden ...

– Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Stén og tog Tine i 37| Armen. Og Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrækket ved hver Tiltale, sagde med et Ryk:

– Er han? – – saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet.

Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen efter Forstraadens da. Naa – stort var det nu ikke med Besætningen.

– Men de Skimlede, de kunde dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, mente Knud Smed.

Hos Degnens brød de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem ad Gammelgaard til...

... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene.

Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset: hun vilde gaa lidt fra Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saa efter Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene.

Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. Oppe paa sit Kammer slog hun op paa »Ridder Aage«,N der tog »Kisten paa sin Bag«. Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers.

Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer lød ud i Aftenen.

Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun havde været inde om at sé til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en Levkøj ved Korset i det mindste.

Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran deres Døre og strikkede tause.

Tine kunde ikke mere sé og satte sig ved Vinduet. Aftenen var kølig og fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd blev hørt – hver Latter over Markerne og Buskenes 38| Raslen fra Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes.

Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.

– Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt.

Og Vognen kørte videre, til Lyden døde.

En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.

– Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen.

– Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre sine Øjne.

– Saa Godnat, Madam Henrichsen, lød det nedefra.

– Godnat, Madam Bølling.

Og Dørene blev lukket rundt omkring ...

......

Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede til, og Vintre gik og Somre.

Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens – de fra København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde – man skulde altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit Hoved i Blød med »hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle de Mennesker at spise.«

– Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde hun.

Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:

– Er det Tine, hviskede hun.

– Ja.

Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, som skulde lægges:

– Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid – og Fru Berg slog 39| hjælpeløs i Tæpperne – mislykkes for mig... (der var mer end Vandkringler, som »altid mislykkedes« for Fru Berg).

– Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.

– Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i Sengen.

– Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under Tæppet.

Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen over Sengen.

Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden og stansede foran Køkkenvinduet.

– Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med sine runde Arme.

– Véd du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig være ganske køn – om Morgnerne ...

Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.

– Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede TraadN – : de fra Rønhave ...

Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor HolstenskvognN fuld af Fremmede.

– Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du ... hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel kunde »lægge dem«.

Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.

– De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling saa til Slut og strikkede igen.

De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle deres paa en Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til Vinduerne:

– Til Storeskoven – til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang hen ad Vejen.

– Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling.

– Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod Sytøjet ligge i sit Skød.

Saa kom Bispens – med to gamle Vallø Stifts-DamerN i Kaleche; Madam Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte med deres Studenter: Hele Øen havde Fremmede nu.

Katinka, der ikke vég fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren: For man blir anskudt, Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun.

– Aa – der var Studenterne hos Stens og ham, den sortsmudskede, hun vidste ikke, hvad han var – fra Rønhave ...

– Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, saa hun stod som en Hankekrukke.

Madam Bølling syntes skam ikke, der var stort ved de Springfyre.

– Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... Det endte Madam Bølling altid med, hvormange Mandfolk der saa var paa Tale.

Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran Skolevinduerne: De skulde til Lille-Skoven – bare et Trip.

– Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ské Lov, ja, Gud ské Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.

– Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte stadig kun paa Skovriderens.

– Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist baade ét og et andet... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa mange liggende Personer.

Tine gik ned og »saa' lidt efter« i Skovridergaarden, mens de var i Storskoven.

Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter én kørte Vognene hjem med deres søvnige Gæster.

– God Aften, hilste Kusken dæmpet.

– God Aften, svarte Tine.

41|Og Gæsterne nikkede – halvt i Søvne, mens de rullede forbi. Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng.

Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede forbi:

– Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke at vække Bølling, der sov: Hører du?

– Ja, Mo'er.

– Det var Skovriderens.

– Ja, Mo'er.

Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:

– Nu var de ved Skovridergaarden – nu drejede de ind.

Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med Hestene op om Krobakken – i den stille Nat.

... Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.

Saa – nu er de afsted, sagde hun og pustede. – Og Gud ské Lov, lo hun, Gud ské Lov for det.

Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern til de varme Vafler.

......

Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning.

Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede 42| Pølser. Fru Berg fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge.

Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, saa det klang:

Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt saa »emballeret« som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saa ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoides.

– Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saa til, med Hænderne under sit Forklæde.

Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en Kende Vanille med Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste Sølvtøj.

Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte.

Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind – de fandt ikke Vanillen. Der var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ... Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:

– Det var Bergs Breve fra det første Aar, de var forlovede ... Hun løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte – alt.

Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler foran Tællelyset: »Du godeste Gud – ja – det var den Gang, sagde Fru Berg og holdt pludselig op at læse.

– Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand ned mod Brevpakken, mens hun lo.

De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen.

Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.

43|– Se god Aften, god Aften – ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.

– Tine, nu henter vi Pølserne.

De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til hver.

– Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands:

– Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til Huskonerne, som rullede Pølserne omhyggeligen ind i Bomulds Klæder og kyssede paa Haanden baade »Fruen« og »Jomfruen«.

– Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det med Helsen.... nyd det med Helsen.

– Nu faar I Greverne i Spandene.

De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand:

– For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt som en Kat ved Ild.

– Ja – ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af Fryd og Fornøjelse.

Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.

– Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser – hun gik som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en Byldt.

Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:

– Ja – jeg har hørt om 'et før – sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før – og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af Begærlighed efter at høre det en Gang til.

Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos Lars Briksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj.N

.... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb alene – det var jo maaneklart og ganske lyst.

– Saa underligt det dog var. herude, i den friske Luft, mens hun løb, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker; hun kunde dem jo udenad – Sætning paa Sætning.

......

44|Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet:

– Aa – hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.

Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, saa koldt som det var.

Og Julen korn og den gik.

Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet det sidste Dagslys.

– Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine ..

– Ja, sagde Tine langt og saa ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da? spurgte hun.

Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa holdt hun op at lé og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:

– At være to sammen, tror jeg – og være glade, sagde hun sagtere. Og de sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys brændte ned om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rent galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i Stalden.

Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt, hun og Tine, Psalmen om »de tre Konger«,N mens de saa paa Træet.

Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene.

– Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys tilbage, dem, han skulde puste ud Men Sofie skulde ind at sé det – og alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige til Hans Husmand De hilste »Godaften« og blev staaende ved Døren i en Klump paa deres blaa Sokker.

Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte flakkende Lys endnu.

Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh – nu er Julen ude ...

– Pyh – nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre saa opmærksomt efter Lys paa Lys.

45|– Det sidste, raabte Fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte Herluf ned paa Gulvet. Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause gik de alle ud af Stuen.

De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sné over alle Veje.

Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og Tine gled – Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet.

Saa gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fødder. Langt borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte.

– Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine. Paa Pladsen var der lyst – med Sne over Muren og paa alle Kirkens Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.

– Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.

De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær.

– Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over:

– Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.

Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide Marker under den stjernehøje Himmel.

Det var sidste Jul.

......

Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd hun og græd hun.

En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.

Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.