70|IV.

Roen var brudt.

Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, Time paa Time, mens Vejen genlød – bestandig – af Marcherendes Trin, Ordonnantserne jog og foer paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst Allarm i ét Døgn.

Alle Længer i Skovridergaarden sitrede nu og da – Gulv og Vægge – som var de febersyge Levende.

Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom og Tropper gik.

Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og hørte kun uden at kunne rive sig løs: hun maatte blive der, hun maatte høre.

Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad:

– Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.

Der var andre, som mente syv. Og paa Værkerne var der dog ikke gjort Skade.

– Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant.

Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med NapoleonsskægN og Pibe, som sagde:

– Sekondlieutenant Appel er saaret.

– Saa? – Han, den Nye?

– Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen, lagde til:

– De véd, den tynde blonde.

Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mést helt unge Lieutenanter, som bed i smaa Overskæg og diskuterede Begivenhederne i særdeles fagmæssige Udtryk.

Tine gik dem forbi.

Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter.

Tine stod hos og hørte længe.

71|– Hvor De er bleg, Jomfru Bølling, sagde muntert en Kaptajn, der vendte sig og løste sig ud af Gruppen.

– Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde, paastod En, at der var.

Tine levede kun i én Tanke.

– Og de skyder endnu – de skyder endnu ....

Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.

I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten – ved Blokhuset. Tine blev staaende og hørte ikke en Stavelse af hvad han sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og saa paa ham:

– Var det saa forfærdeligt?

Lieutenanten blev ved at fortælle – i Virkeligheden havde han ligget i Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater – :

– Hedt var 'et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden.

Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, som i Tanker, førte Tines slappe Haand ind mod sit Knæ.

– Saá De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.

Saa kom der nogen fra Gæsteværelset, og Lieutenanten stille bandte.

Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer redt; hun blev spurgt og gav Svar.

Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i Krogene og jamrede.

Nu var hun krøbet ind til Tine i Kammeret.

– En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under Kanonernes Støj. Det kommer over os all'... før vi véd'et... før vi véd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.

Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede gennem Natten.

Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter synkende Tone: om Skovrideren og om »al den Elendighed« og Maren, der »ikke vidst' hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et Par Bukser«.

– Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:

72|– Saa hun sér ejegod ud; hun saá op paa Fru Bergs Portræt, der hang over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.

– Der sitter hun, klynkede Pigen, og sér saa hjertensglad ud... Og En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vær' skét, og hvem der ka' ha' draget sit sidste Suk.

Sofie begyndte at græde højlydt:

– Som det ligner, blev hun ved, som det ligner – just som hun gik og stod... herind' om Dagene.

Tine tog Billedet og betragtede det længe:

– Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun Hænderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Øjne – for første Gang i disse Døgn.

Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.

I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu.

Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen, som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa »Runde«.

Men han »bøjede af«, da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved Lygten.

Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brændte et flakkende Lys, som Maren nu igen var løbet fra.

Inde i Kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen, tænkte hun pludselig:

– Men Appel er jo saaret, – og havde glemt det igen.

Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da brølte de, dumpt, som mod Uvejr.

– – –

Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt tilbage.

I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede forbi, alle Regimenter var ude.

Baronen var faret tilvogns ved det første Gry.

73|Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.

Der tog Madam Bølling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog i med – med opbundet Skørt.

– Men, hvad nytter det, min Pige, sagde Madam Bølling, der sæbede Karme med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker – Smudset kommer ind over alle Dørtrin.

Madam Bølling saa ud paa Pladsens dybe Ælte:

– Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat paa Afsæbningen igen.

– Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot, – saa haardt hun tog i med Dørkarmene – naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.

Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne:

– De ta'er nok det værste, raabte hun over Pladsen. Nej – og hun lo og slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa én Gang have travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle fire Verdens Kanter – vi la'er Skidtet gro!

Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.

Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Saadan havde de endnu ikke raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder.

– Aa – Herregud for Jammer – aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens Hænderne gik hen over de rystende Ruder.

Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.

Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det kogende Vand.

De var færdige, og Madam Bølling vilde følge Tine. Hun vilde sé, hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte. Madam Bølling løftede Skørter og vidste ikke, hvor hun skulde sætte sine Bén.

– Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og saa om efter Datteren, der hele Tiden blev tilbage.

Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne... og mager var hun bleven – rigtig mager blev hun:

– Aa – ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre.

74|Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe Snavset ind, sagde hun: Her er nok – her er nok.

Madam Bølling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Møblerne havde faaet Skub og Væggene Stød og ingenting saa stod det, hvor det skulde:

– Aa – Herregud – aa Herregud – klagede Madam Bølling ved al den Ødelæggelse. Hun talte om »det dejlige Hus«, hvordan det før havde været:

Og – sé nu, og sé nu! Madam Bølling stansede og begyndte at græde.

– Der stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.

Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skét i hver en Krog.

– Men, Tine, du maa osse »agte« det, sagde Madam Bølling lidt heftigt.

– Ja, Moer, ja, sagde Tine.

Hun saá det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, at alt blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting... Hun kunde jo ikke overkomme det.

Madam Bølling blev ved at gaa og halvskænde:

Noget kunde man gøre for at holde sammen paa Tingene.

– Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.

– Ja, Mo'er, ja.

– Men alting – og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som skulde hun hulke – er ogsaa ude af Gænge.

– Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder.

.... Madam Bølling var gaaet over Gaarden til Leddet.

Træt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De andre talte og hun hørte ikke, de gik om hende og hun sansede dem ikke, for hun havde kun én Tanke, Nætter og Dage, blot én Tanke, der skar gennem tusinde:

– Naar de bringer ham blodig – saaret og blodig.

......

Da Madam Bølling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun vilde ud til Pér Erik's – det var saa meget kleint med ham paa 75| det sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu. Men oppe paa Markhøjen saá hun pludselig Bølling, helt oppe paa Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.

– Men at Bølling var klavret derop, – Madammen satte næsten i Løb op over Pløjelandet – : Var det et Sted – i Vind og Vejr – for den syge Mand, elendig som han var.

– Bølling, Bølling, raabte Madammen.

Men hun hørte ikke mér – ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun løb op imod Bølling paa Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu naaede hun Toppen.

Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter op imod Himlen – Huse og Byer, der brændte til Grunden.

Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte, som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hænder op og ned.

Bølling havde sét hende. Men han rørte sig ikke.

Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Haand pegende rundt fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle:

– Det er Ransgaardé.

– Det er Staugaarde.

– Det er Dybbøl.

Madam Bølling kunde ikke tale. Heller ikke græd hun – blev kun ved at bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned.

– Det er Dybbøl, sagde Bølling igen.

– Du maa ikke staa her, sagde Madam Bølling saa og rev ham med sig, løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt:

– Du maa ikke staa der.

Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen Ord i sin forfærdede Hjærne og sagde kun som Tine før – to Gange:

– Ja, alting er ude af Gænge.

Oppe paa Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.

......

76|Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det gamle Sovekammer – der var Snavset værst.

Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; ørkesløs sad hun kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.

Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens Stemmer.

De gik ind.

Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i rén Ekstase over sine Englændere.

– De løb frem, Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i Kugleregnen – de ligefrem søger Døden, sagde han.

Baronen var helt ude af sig selv.

Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt, indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:

– Det er en Krænkelse af Folkeretten – en aaben By – det er en Forhaanelse af Aarhundredet.

Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op med Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:

– Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare – sagde han, og han maalte Gulvet – vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor Regering vil handle ...

Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde være Prise – maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres dumpe Drøn.

– Og Europa vil ikke sé derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben – det er Draaben – Europa vil rejse sig – vær vis derpaa ...

Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:

– Hvad si'er Deres Englændere?

Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, staaende midt i Stuen, séende ud for sig, som saá han allerede for sine Øjne alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner:

– Ja, sagde han, Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes om os.

Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin ene Arm.

77|– Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han – der skete intet. Naar de ikke turde, burde vi lært dem Energi. Det var Offensiven, det gjaldt.

– Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør vi? – og Baronen udspilede som fem Spørgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja, vi staar der. Vi venter paa at lade os skyde – det er vor Krigsførelse – hvor det var Offensiven, det gjaldt.

Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.

– Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her fattes Energi; det er ikke i København, man mangler Mod. Men, tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet med en anden Hær...

Tine hørte Gangdøren slaa op og i, og Sofie løb gennem Gangen og raabte:

– De kommer, de kommer!

– Hvem? skreg Tine fra Trappen.

– Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage. Aa Herre Gud, aa Herre Gud – det er de Saaret', der kommer. – Sikket Tog – sikket Tog!

– Hvor? hvor? raabte Tine – hun var nede – og tog i hende.

– Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var saaret, hvis Skovrideren var saaret – saa var Herluf (og hun tog en høj Klagetone) faderløs...

Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende skreg Baronen i Gaarden.

Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnantser, Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb paa Bakken – de Vognes – blev hun staaende, ved Anders Tækkemands Hus: herude paa Vejen kunde hun ikke sé dem – her kunde hun ikke staa.

Hun vendte sig og gik ind.

– Det er de Saarede, sagde hun blot.

Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, de skal vel til Hørup Hav, sagde hun langsomt og fik Slagbænken vidsket af- til Sæde – med sit Forklæde.

– Ja, nu har de sat Førligheden til, sagde Krøblingen, der sad ved Ovnen bag Tine.

Tine vendte sig hastig mod Svogren og saá angst paa ham: hans 78| Ansigt, der var underlig fortrukket som en Dværgs og de to Benstumper, der hang ned fra Sædet som to Byldter.

– Aa-a, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned paa Bænken.

De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det tæt i Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.

– Der er de, sagde han: Se, Kuskene – de gaar.

Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak den første Vogn forbi. Hun rejste sig, Vinduernes Gyldenlakker rev hun til Side. Hun syntes kun, hun saá nogle hvide Ansigter gennem et flimrende Rødt – hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede.

Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten ved Vejen.

Tine blev ved at staa – med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den Jamren, der lød. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.

Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:

– Ja, ja – aa, ja – de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, nej, ih – nej, se, Herre Gud, sé, saa Blodet dripper...

Tine saa dem – Vogn paa Vogn.

Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham køre med varmt Øl nu – det var svært saa det gav at køre med varmt Øl nu.

– Og saa saa'n Krøvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsætning da.

– Ih nej, ih nej – ih nej, Herregud – Ane løb hen til det andet Vindue – det er de Haardtsaaret' – de er dækket te'...

Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen paa Vejen, hun saa intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem bedre – blot for at løfte Kapperne og sé dem, et efter et, de graablege Ansigter.

– Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan de ligger, sagde Kusken sindig.

Tine slap sit Tag i Vognen – hun fulgte Toget uden Méd, mens Taarerne løb ned ad hendes Kinder.

Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo'er sammen med et Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de 79| stansede Vognene for at trykke de Saaredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind i Ansigtet og blev ved at sige:

– De tapre Folk, de tapre Gutter.

Som langt borte saa Tine paa Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved Siden af Baronen. Her stansede Toget helt – saadan parlamenterede Englænderne med den Enarmede – og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede sin store Haand:

– Ja – de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet.

Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen raabte ned over Vejen:

– Jomfru Bølling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel... Mr. Arboun har bragt det.

Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa førte hun Haanden hen over Øjnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig saá – saá de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr – og hun smilede.

Og hastigt – bestandig smilende – gik hun frem til den nærmeste Vogn: en Haardtsaaret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm.

– Er det bedre? spurgte hun.

– Ja, hviskede han og smilte.

Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.

– Men hvor jeg tørster, sagde den Syge.

– Vand er til at faa, sagde Tine – som talte hun til den gigtsyge Per Eriks – og lagde ham varsomt ned Hun løb langs Hegnet hen til Jens Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus – hvor hun løb.

– Hjalp det? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen igen og tog med den anden Haand det tømte Krus.

– Ja-Tak.

Den Saarede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske sagte.

– Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skænkede hun og rakte dem Vand, én efter én. Hun løb helt frem forbi 80| Vognene, op forbi Krolængen, og raabte højt ind mellem Søjlerne med sin klare Stemme:

– Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!

Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit Af Spande øste de Vand i Glas og Kopper.

Tine »rettede« og Tine hjalp. Madam Bølling kom ogsaa ned, med Saft og Vand i et Par Skaaler.

Tinka og Pigerne maatte vende sig bort – nu og da – naar de Saarede takkende trykkede deres Hænder.

Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; lædskede for en Stund, sad og laa de Saarede roligt.

Madam Bølling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bølling i det aabne Vindu. De unge Liv – de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort.

Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saa hun Forældrene – de to Gamle – staa deroppe i det samme Vindu.

Og hurtigt slap hun alting og gik ind.

Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme og være her en Aften igen og sove paa Sofaen – det var ingen Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.

Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa Bænken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og Alt var blevet tyst – stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lød den vante og hjemlige Hamren.

Saa hørte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stængt, og Smeden kom hen over Pladsen med sin Hund.

– Saa holdt de da inde en Gang, sagde han og hilste op til Tine.

– Ja, svarte hun.

– Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.

– Godnat, Jomfru.

– Godnat, Knud Smed.

Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund Tine blev siddende. Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft.

..... De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol 81| og Madammen var ilag med at strikke Hæl. Tine sad nede paa Forhøjningen, med Hænderne i sit Skød.

Madam Bølling talte om »dem derovre« – Fruen og lille Herluf.

– Ja, hvad maa hun lide – at sidde der og vide ingenting – ja, hvad maa hun lide.

– Ja, sagde Tine langt og mildt.

Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge – Sangen om »Lille Grete«:

Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl.

– Ja – saa hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi.

Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød.

– Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede sin Fader.

......

Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun gik og blev ved at hjælpe med det og med det.

– Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling – hun havde saamæn også Huset fuldt – : Og her gaar det nok, her gaar det nok!... Hun vilde have Tine derned.

– Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling – han var snavs igen.

– Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.

– Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet – der var noget eget mildt og stille over Tine – : Farvel.

– Farvel da Mo'er, sagde hun i Køkkenet og løb.

Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:

82|– Aa Gud, at sé Skovrideren igen – saa frisk og sund – den Glæd' at se ham – Sofie glemte Maden af Rørelse – aa Gud, om Fruen kun' sé ham, saa frisk og sund han er.

– Er han? sagde Tine blot og smilte.

Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Saa Skovrideren er køn – det er Herlufs Øjn' – det er Herlufs Øjn', blev hun ved Men Løvenhjelm – og hun smilte pludselig – han har li'egodt en flot Figur.

– At tænk' sig, de kommer der fra Dødens Mark, just direkt' fra Dødens Mark og er i god Behold – Sofie gik ind og kom ud – :

– Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, »der kom lig' fra Død'ens Mark«.

Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede til – til Maden, og naar Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs Stemme.

Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden – og sad ham, saa rank og stærk.

Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har De gemt Dem? (og selv havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod han lidt:

– Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at sé paa hende: Jeg har tænkt paa Dem.

Han tog ikke Øjnene fra hende. Paa hans Spørgsmaal svarede Tine ikke. Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:

– At De er kommen hjem.

Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at sé paa hende, som hun sad, stærk og sund og rén – saadan som han saa hende altid og altid nu – derude i Kulden og Natten og Dyndet – derude i Skansen.

– Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.

– Ja.

Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rørte ved Døren – hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nær: Kom ind.

Det var blot Madam Bølling. Hun »havde dog faaet lagt en Vandkringle, som hun vilde bringe herned« ...

– Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er 83| fuldt og Bølling... og Bølling er snavs. – Og Tine gaar osse rundt og mister Humøret – jo, du gør Tine – hun gaar helt hjerteangst – man ser det ud af Øjnene – naar de Kanoner brøler.

– Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bølling og saá op og ned ad Berg med sine gode Øjne. Jeg si'er jo til Bølling: naar kun Skovrideren er sund.

Hun blev ved at sé paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og gik.

Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; der stod Kringlen. Ude i Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer.

– De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved Vinduet og saa efter de gode, ranke Skikkelser.

Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.

..... Lidt efter fulgte hun Madam Bølling paa Vej.

Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.