179|MARIE HVIDT: NOTER I

Krigene

I 1889, 25-året for krigen i 1864, udkom Tine. Bogen var skrevet til minde om nederlaget, men den var også højaktuel midt i provisorietidens hedeste forsvarsdebat sidst i 80erne.

Krigen tjener et dobbelt formål i romanen, dels som baggrund for kærlighedshistorien og dels som drivkraft i den. Herman Bang fortalte i sommeren 1887 sin forlægger PS. Langhoff, at han havde i sinde at skrive en historie, der »har Kanonaden ved Dybbøl som Akkompagnement, og som viser Demoralisationen, som følger efter Nederlaget«. Året efter var han i gang med de »to Skæbner, Krigen knuste med sin vældige Haand«. –

Også mindet om Treårskrigen 1848-50 lever i bogen, så det vil være rimeligt at gøre rede for nogle træk af de to krige, som afspejler sig i romanen, der foregår i hertugdømmet Slesvig, på øen Als.

Nationalisme var et begreb, som februarrevolutionen i Paris 1848 bragte i forgrunden overalt i Europa. I Danmark polariserede det sig omkring det sønderjyske spørgsmål i to hovedopfattelser: Det tysksindede flertal i Slesvig-Holsten ønskede at nærme sig Tyskland og løsne forholdet til Danmark. Den danske regering med fire nationalliberale ministre, deriblandt D.G. Monrad, ville tværtimod adskille hertugdømmerne ved Ejderen og give Holsten en egen forfatning, mens Slesvig skulle knyttes fastere til kongeriget ved en fælles forfatning. Midt under forhandlingerne i marts 1848 gjorde man oprør mod Danmark i Slesvig-Holsten, som ville slutte sig til Tysklands kamp for enhed. Dette førte til Treårskrigen. Slesvig-Holsten fik hjælp af Preusserne, ledet af general Wrangel (omtalt s. 58). Danmark søgte hjælp hos England og Rusland og fik løfte om militær støtte fra Sverige-Norge. Blandt danske militære ledere nævnes Olaf Rye, C. de Meza, F.A. Schleppegrell og Hans Helgesen (s. 47). Trods flere danske enkeltsejre undervejs, bl.a. Fredericia, Isted, Bov (s. 21, 46), som rejste en følelse af fortrøstning og stolthed i befolkningen, endte krigen uafgjort ved zarens intervention. Tvivlen om Sønderjylland gærede stadig.

180|I mellemkrigstiden holdt »ånden fra 48« den nationale selvbevidsthed oppe. Fra 1857 var regeringen nationalliberal. Tanken om Danmark til Ejderen vandt frem igen over helstatsprogrammet og udformedes i novemberforfatningen 1863 for Danmark og Slesvig med udelukkelse af Holsten på trods af bestemmelserne i fredsslutningen efter Treårskrigen. Men før Frederik VII havde fået underskrevet novemberforfatningen, døde han uventet på Glücksborg slot 15. nov. 1863, og i de uger, der gik, før den folkekære konges lig 2. dec. blev ført til København og videre til bisættelsen i Roskilde (s. 24f) udviklede situationen sig katastrofalt.

Den nye konge, Christian IX, der som tyskfødt på forhånd var upopulær (s. 50 og 53), tøvede med at stadfæste novemberforfatningen. Han indså faren ved at vedtage en lov, som åbnede Bismarck og det Tyske Forbund mulighed for at blande sig i grænsespørgsmålet, og kun modstræbende under pres fra de nationalliberale og den ham fjendtlige folkeopinion underskrev han forfatningen.

Juleaftensdag gik forbundshæren så over Elbgrænsen. Kongen fik ministeriet Hall til at gå af og opfordrede Monrad, som før havde vist sympati over for helstatspolitikken, til at danne regering. Monrad valgte dog at fastholde novemberforfatningen, og dermed var krigen, som Bismarck netop ønskede, uundgåelig. 1. febr. 1864 gik preusserne og østrigerne over Ejderen, anført af den gamle general Wrangel. Den danske hær stod ved Dannevirke ombølget af pressens og folkets tillid og stolthed; men stillingen var i virkeligheden svag, bl.a. fordi frosten hindrede de planlagte oversvømmelser. Dagen efter søgte preusserne forgæves at omgå Dannevirke østpå ved Mysunde (s. 46), og 3. febr. kæmpedes der bl.a. ved Bustrup (s. 46), hvor østrigerne led svære tab. Kongen og Monrad havde 1.-4. febr. været ved Dannevirke og flet et indtryk af den uholdbare situation, hvorefter de overlod det til general de Meza at afgøre næste skridt. Han besluttede da 5. febr. at rømme Dannevirke, og inden midnat var tropperne trukket tilbage. Under store vanskeligheder i snefog og isslag drog hæren nordpå til Flensborg, hvorfra en division gik til Kolding, resten til Dybbøl og Als. Kl. 4 om morgenen den 6. febr. begyndte de fjendtlige tropper forfølgelsen, og efter nogle kampe slog de sig ned i og om Flensborg.

Tilbagetrækningen fra Dannevirke var et frygteligt slag for den danske befolkning og affødte bitterhed og vrede mod Christian IX 181| og de Meza (s. 55). Kort efter blev generalen uretfærdigt afskediget fra sin post af Monrad som syndebuk for de skuffede forhåbninger.

Ved Dybbøl forbedrede man nu befæstningen ved at grave ti skanser forbundet med løbegrave henover halvøen. Overfor lå Broagerland (s. 69), som tyskerne besatte. Herfra kunne skanserne beskydes. Der kom nu nogle ugers enerverende stilstand. 13. marts (s. 64) og de følgende dage gik tyskerne omsider til angreb, men blev slået tilbage. 15. marts var 26 tyske kanoner bragt i stilling på Broagerland, og ilden blev åbnet tværs over Vemmingbund (s. 69). De følgende dage forøgedes antallet af kanoner. I forsvaret af stillingen ved Dybbøl fik skanse 2 (s. 60) befaling til at opretholde en jævn skydning med Broager, for at fjenden kunne bringes til at koncentrere sin ild mod denne skanse. Desto lettere slap de andre skanser gennem kanonaden, fx nr. 10 (s. 71). Forholdene på Dybbøl var både fysisk og psykisk yderst udmattende for soldaterne, som var i tjeneste 6 døgn ad gangen, før de fik 3 døgn i »hvilekvarter« på Als. Undertiden kneb det at holde modet og moralen oppe. Da 3. brigade kun fik 2 døgns hvile på Als efter de 6 døgn i tjeneste, opstod der en disciplinkrise undervejs til Dybbøl blandt de overtrætte soldater, som nægtede at gå over broerne til Sundeved (s. 124). De føjede sig dog hurtigt efter ordren om at marchere videre.

Et dansk udfald den 17. marts mislykkedes. Sønderborg blev bombarderet (s. 76) ligesom flere mindre byer på Als. Fjenden forsøgte nu et angreb på Dybbøl, som blev afslået den 28. marts (s. .90). Tyskerne forberedte sig herefter til et frontangreb, samtidig med at kanonilden fortsattes med stigende voldsomhed. Den danske overkommando mente ikke at kunne holde skanserne og foreslog rømning; men Monrad ønskede – med tanken på den planlagte fredskonference – at stillingen skulle holdes til det yderste (s. 124).

Den 18. april kom den afgørende storm på Dybbøl (s. 138) efter en yderligere 6 timer lang beskydning. Kl. 2 var skanserne tabt, og danskerne trak sig over til Als med store tab og mange sårede. – Efter Dybbøls fald besatte preusserne Jylland helt op til Limfjorden; så da London-konferencen (s. 150) trådte sammen den 25. april, stod danskerne med et eftertrykkeligt nederlag.

Ved freden i november havde Danmark mistet begge hertugdømmerne, herunder Als.

182|Modeller for romanens personer

Som sagt i fortalen kom Tine ud af Stuk og fortsætter så at sige der, hvor skildringen af barndomssituationen med afrejsen fra Als slutter. Flere personer følger således med fra den ene roman til den anden, en teknik Bang ofte har brugt. Portrætter af ham selv, moderen og andre fra familien ses mange steder i forfatterskabet, og alt i alt udarbejder han ofte sine personer mere eller mindre efter levende model.

Barneportrættet af ham selv, lille Herluf, der spiller teater for den beundrende mor, er vellignende ligesom moderens billede. Men også personkredsen om dem har liv af virkeligheden. Familien Bølling er naturligt nok skildret med flest detaljer, hvoraf flere stemmer med virkelighedens degnefamilie. Bøllings hed Kjærbølling, og Tine, som kaldtes Tine, var den uundværlige hjælp i præste(skovrider)gården. Men bogens egentlige fortælling om hende er ren fiktion. Under krigen lå Tine Kjærbølling syg og afsondret med tyfus inde i degneboligen. Senere blev hun gift med en mand fra Als. De købte et gods i Skåne, hvor de boede, da Tine udkom. Dybt såret over romanen beskyldte godsejerfruen Bang for misbrug af hendes navn og eksistens ; og han forsøgte senere at gøre det godt igen ved skildringen af Tine i Det hvide Hus, 1898.

Det lille træk med degnen, der optegner storkens komme år for år i almanakken, har sikkert også rod i virkeligheden. Der var fugleinteresse i den alsiske familie Kjærbølling. En bror til degnen, Niels Kjærbølling, Zoologisk Haves grundlægger, udsendte Ornithologia Danica, Danmarks Fugle, afsluttet 1851. Også degnens sygdom har en reel baggrund. Han blev 1863 ramt så hårdt af tyfus, at han aldrig rigtig kom sig. Med dr. Fangel, der tilser bogens degn, har Bang portrætteret den milde pastor Fangel fra nabosognet Notmark.

Et par gange citeres artikler fra Dagbladet, skrevet af dets redaktør, P.V. Grove, der havde fulgt hæren fra Dannevirke til Dybbøl som bladets korrespondent og skrevet en række artikler, som – i overensstemmelse med avisens regeringsvenlige holdning – skulle yde moralsk støtte i krigsbegivenhederne. Bang har omhyggeligt udvalgt de mest krigsbegejstrede passager og de fedeste floskler som afskrækkende eksempel på pressens rolle i krigen. Og han føjer spot til skade ved at bruge den mørklødede Grove som model for »den sortsmudskede Korrespondent«, »Bladsjælen«, der taktløst siger om 183| bombardementet: »det var ikke hyggeligt«, en bemærkning fra Groves korrespondance 2. april.

Af Groves krigsbreve forstår man, at de to engelske journalister, som var med ved skanserne »for at se på Krigen« (s. 65), virkelig var klædt i skind »fra Top til Taa«. Det var Auberon Herbert (Mr. Arboun i Tine) og William E. Hall, som ofte nævntes i tidens aviser. En tredje engelsk journalist, som får en kollegial snak med »den sortsmudskede« (s. 118), er The Times' korrespondent Antonio Galenga, hvis artikler udkom 1864 i dansk oversættelse: Krigen i Slesvig 1864. Til karakteristik af disse gentlemen of the press har Bang ironiseret over bemærkninger hos Grove og Galenga.

Muligvis har Bang udnyttet familien Grove endnu en gang ved at tegne grundtvigianeren, kapellan Graas dværgagtige figur efter P.V. Groves søn, Carl Grove, en ganske lille mand, der var forstander på Grundtvigs egen højskole, Marielyst. – Bang kom som ung en del i det Grove'ske hjem som ven med en af sønnerne.

En hel lille fortælling i fortællingen handler om Max Appel, den unge løjtnant, der som Tine går til under »Krigens vældige Haand«, et offerlam, der så at sige deler begravelsessalme med hende. Med denne skikkelse har Bang formodentlig tænkt på sin rejsekammerat og samlever, skuespilleren med pseudonymet Max Eisfeld, som havde forladt ham kort før Tine blev skrevet, og hvis rigtige navn var: Max Appel.

De politiske synspunkter i romanen udtales især af to gejstlige: bispen og provsten. Den mildt ordnende bisp repræsenterer tydeligvis forfatterens mening og er også den, der udtaler de ord, som er motto for romanen. Modellen for denne spinkle lille herre med det hvide skæg genkendte samtiden som bispen over Als og Ærø, Jørgen Hansen, hvis politiske engagement som konservativ helstatsmand havde ført ham ind i landstinget. Den preussiske regering afsatte ham som biskop 1864. Han døde 1889, to måneder før Tine udkom.

Over for bispen står den statelige provst med cæsarhovedet, som med svulmende retorik fremfører de nationalliberale synspunkter. Denne person forestillede DG. Monrad, hvorom se s. 161. At Herman Bang har brugt modeller for andre af romanens personer, har nu om dage kun sekundær interesse, fordi det bidrager til forståelse af hans impressionistiske arbejdsmetode. Men provstens modelforhold har i sig selv betydning, fordi Bang med det fremfører en bitter 184| politisk anklage. Det var ham magtpåliggende, at dette angreb på Monrad skulle forstås af publikum. I sin skuffelse over Erik Skrams anmeldelse af Tine i Politiken skriver Bang til Anna Feilberg: »Om det Gode i Bogen gav han ingen Besked Han kunde dog have nævnt »Dannevirkenatten« eller Pigen eller Provsten.«

Udgaverne

Tine er her gengivet efter 1. udgave 1889 med følgende rettelser

I 2. udgave 1900 (»Andet Tusinde«, [XIV + 274 + [2] s.) har Bang foretaget en række mindre ændringer. En vigtig forandring vedrører fortalen, som kun fylder ca. 2 sider i 2. udgave, idet hele mellemstykket (IX-XVIII, her side 10-15) om bogens første tilblivelsesproces er udeladt. Denne udgave hørte til Det Schubotheske Forlags Vignet-Udgave og havde tegninger af Chr. Fred. Beck. Endnu i forfatterens levetid udkom bogen i Gyldendals Bibliothek 1909 (»Efter 2den Udgave«, [2] + 206 s.), også med udateret omslag [1910] betegnet Gyldendals Bibliotheks Kroneudgave. I Mindeudgaven findes romanen i bind 2, 1912.

Der findes intet manuskript til Tine, men der foreligger korrekturer med håndskrevne rettelser samlet i et bind på Det kongelige Bibliotek (Ny kgl. Saml. 1172, 8°). Det indeholder en komplet 1. korrektur samt fragmenter af 2. (s. 1-240) og af 3. korrektur (s. 113-176 og 192-256). 1. korrekturen er grundigt bearbejdet med mange rettelser, tilføjelser og udeladelser. I 2. og 3. korrekturen er ingen væsentlige ændringer.

185|Litteraturliste

Frede Terkelsen: Den virkelige Tine, i Sønderjydsk Maanedsskrift, 1947

Harry Jacobsen: Den unge Herman Bang, 1954

Harry Jacobsen: Herman Bang, resignationens digter, 1957

Harry Jacobsen: Herman Bang, nye studier, 1974

Asger Nyholm: D.G. Monrad i litteraturen, i Danske Studier, 1958

Torbjörn Nilsson: Impressionisten Herman Bang, 1965

E. Gjertöff: Dannevirkes rømning i Herman Bangs fortolkning, i Nordisk tidskrift, 1965

Jacob Paludan i efterskrift til Tine, Gyldendals bibl. bd. 19, 1965

Niels Barfoed: Ajourføringer, 1966

Klaus P. Mortensen: Fortrængning og fortolkning. Om Herman Bangs Tine,i Kritik 16, 1970

Claus Secher: Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner, 1973

Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner, 1973