TilN biskop Octauianus af Ostia, det apostoliske sædes legat.

Du er knyttet og bundet til os ved fortrolig omgang og tillige forenet med os ved kærlighedens bånd på en sådan måde, at vi regner alt, hvad der sker for dig, for sket for os, eftersom intet kan falde forskelligt ud for dem, som har fælles hjerte og fælles sjæl. Vi fryder os altså i Herren og i hans styrke og magt over, at du, efter hvad vi har erfaret gennem ditN og mange prælaters breveN, er blevet modtaget med hæder, hengivenhed og ærefrygt af vor meget kære søn i Kristus Filip, de Franskes berømmelige konge, og hele hans rige, og at du ved Guds nåde trofast og virkningsfuldt har fremmet de ting hos kongen, som vi havde betroet dig at fremme. Du har jo tilkendegivet for os ved dit brevN, at samme konge, skønt han opholdt sig i Compiègne og havde samtaler med de højbårne mænd grev Balduin af Flandern og hertug Henrik af Brabant, glad og ilfærdigt drog dig i møde i Sens og modtog dig i ydmyghed og behandlede dig med hæder og efter en lang og fortrolig forhandling mod alles forventning viste sig i den grad nådig og velvillig, at han under megen gråd og med ydmygt hjerte lovede urokkeligt at ville adlyde vore befalinger og dine bestemmelser. Således ydede han i nærværelse af mange ærkebiskopper, biskopper, abbeder, gejstlige og en talrig mængde ikke blot satisfaktion til kirken og kirkens personer for de tab, de havde lidt, og de uretfærdigheder, der var overgået dem, men tilstod også kirkerne i Sens og Paris et nyt privilegium om deres klostres immunitetN og optog vore ærværdige brødre, biskopperne Odo af Paris og Niuelo af Soissons, i sin fulde kongelige nåde efter helt og holdent at have opgivet sit gamle had. Og da du senere havde pålagt ham at fjerne sin medhustruN med henblik både på legemlig omgang og opholdssted, rettede han sig efter din befaling. Det var også på din befaling, broder, at han påbød, at omtalte dronning, skønt hun var syg, skulde føres til en kongelig borg, nemlig S. Léger-en-Yvelines, hvor dronningerne fra gammel tid gerne opholdt sig meget, og hvor kongerne plejer at fejre højtiderne. Efter at du havde sammenkaldt biskopper og abbeder der, for at du kunde foretage alt i offentlighed, bragte du samme konge til at besøge dronningen sammen med dig og tillige med vor elskede søn, Bernardus af Vincennes, og han talte længe med hende. Men efter denne fortrolige samtale gik du sammen med kongen ud i den kirkelige forsamling, hvor der var en umådelig mængde gejstlige og lægfolk, og du lod dronningen føre frem af tre biskopper med kongelige hædersbevisninger og efter at have givet befaling til kongen om, at han skulde modtage hende som sin hustru og Frankrigs dronning og behandle hende med hæder, tog han offentligt imod hende og lovede urokkeligt at ville adlyde så vel denne befaling, skønt mod sin vilje, som alle vore andre befalinger. Dertil lod han sin fortrolige, den velbyrdige mand ridderen Nicolaus, offentligt aflægge ed på hans sjæls salighed, at han vilde behandle hende med hæder som Frankrigs dronning og sin ægtefælle og ikke skille sig fra hende uden kirkens dom. Efter at interdiktet altså var hævet, og alle ting således fuldført på lovformelig vis, og da kongen hverken kunde bevæges ved bønner eller tilskyndes ved påmindelser til at beholde samme dronning, men derimod offentligt erklærede, at du skulde yde ham retfærdighed, har du efter så vel dronningens som kongens ønske udpeget Soissons by til at anstille undersøgelser i sagen og befalet vor meget kære søn i Kristus Knud, de Danskes berømmelige konge, og vor ærværdige broder ærkebiskop Absalon af LundN — for at forsvare dronningen til det fastsatte tidspunkt — at fremsende hertil skikkede, dygtige sagførere og befuldmægtigede med alt, hvad de mener vil befordre sagen.

Men skønt vi iøvrigt bifalder din fremgangsmåde, vilde vi dog en tid lang have harmedes over, at medhustruenN, omend hun er bragt bort fra hele kongens domæne, dog endnu ikke, således som den apostoliske befalingN lød, er bragt uden for de Franskes riges grænser, om ikke vi på din sendemand havde forstået, at der var en håndgribelig grund og en tvingende nødvendighed, nemlig at hun er frugtsommelig og snart skal føde. Men eftersom der af dette kunde rejse sig alvorlig mistanke mod den romerske kirke, da nogle muligvis kunde tro, at samme konge med vor tilladelse havde så at sige to hustruer på een gang, særlig da medhustruen stadig er nærmere ved ham, end hans lovlige hustru var, mens hun var forstødt, skal du — for at uroen kan ophøre, når årsagen hertil er fjernet — først og fremmest yde et virkningsfuldt arbejde på, at sagen ikke til anstød for os bliver standset og udsat, når det kommer til en undersøgelse af den, såfremt noget udelades af de ting, som burde forudskikkes, og kongen kan lægge skylden herfor på forsømmelighed fra din side eller list fra vor ved at sige, at han burde være blevet påmindet herom, før undersøgelsen kom i gang, og på, at man heller ikke skal tro, at noget er kommet i stand ved ulovligt samvirke eller bedrag, når det er vor agt, at alt skal foretages i troskab og oprigtighed. Vi påminder altså og opfordrer dig i Herren, broder, og befaler dig ved denne vor apostoliske skrivelse, at du i følge apostlen trænger på, når det er belejligt, og når det er ubelejligt, besværger, overtaler og ansporerN kongen til nådigt at opretholde ægteskabet med vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning, som han har taget imod på vor befaling, og behandle hende som en kærlig ægtemand, da han ikke nu kan finde nogen mere agtværdig eller højbåren ægtefælle end hende, eftersom alle anser hende for ikke blot agtværdig, men endog hellig. Intet kunde jo nu bidrage mere både til at hædre os og til at kaste glans over dit navn, end hvis den gode begyndelse i denne sag og den endnu bedre fremgang ved vor myndighed og din tjeneste kunde blive fulgt af den allerbedste afslutning.

Dertil skal du, således som du har oplyst os om det i dit brev, virksomt og klogt arbejde hos kongerne og andre for undsætningen til landet i øst.

MenN da alt det ovenfor anførte var nedskrevet, blev det efterfølgende oplyst for os, og det bibragte os og vore brødre en så meget større sorg, som det fornævnte havde fremkaldt en særlig glæde hos os. Thi vi har modtaget et brev fra samme de Franskes dronning, der blandt andet indeholder, at hun må siges at være ikke genindsat, men derimod sat i fængsel, da hun blot er blevet flyttet fra et sted til et andet og er undergivet meget streng bevogtning, eftersom der hverken er tilstået hende nogen frihed eller magt eller vist hende kongelige hædersbevisninger, og der er heller ikke blevet bevilget nogen adgang til at tale med hende uden særlig tilladelse fra samme konge og uden brev fra ham med undtagelse af to kapellaner, der er hendes landsmænd, hvem det dårligt nok blev tilstået, at de omsider en eneste gang fik lov at tale med hende på gallisk i nærværelse af mellemmænd, der var udpeget hertil af kongen. Det tilføjes endog, at du, da vor ærværdige broder biskop Garnerius af Troyes i sin omhu rejste krav om, at kongen på tro og love skulde tage imod hende i ægteskabelig nåde, har erklæret, hvad vi nægter at tro, at hun skulde være både de Franskes dronning og kongens hustru i syv måneder, hvorefter kongen strax underkastede sig på den måde, vi foreskrev jer, og da der senere blev aflagt ed om, at han ikke vilde skille sig ved hende uden kirkens dom, lagde kongen til 'de første seks måneder'. Desforuden lod kongen, skønt der sædvanemæssigt bliver holdt bøn for både kongen og dronningen i de Franskes rige, det strengt forbyde, at der bedes for hende i de kongelige kapeller. Hvis sagen virkelig forholder sig således, vilde der herved være tale om en genindsættelse, som ikke er faktisk, men formel, da hun ikke får større frihed eller magt derigennem, men skaffer sig større byrde og mindre hæder, eftersom hun nærmest bliver holdt i fængsel, da fri samtale er nægtet hende og ligeså bønnen for hende som dronning. Men se du selv til og lad også kongen afgøre, om hun behandles i dette på kongelig vis, således som det er befæstet med ed. Men vi har selv bemærket, at ordlyden af den apostoliske befalingN, som både vi og du har, ikke er overholdt på et punkt, der hvor det, om du kan huske det, hedder, at du, efter at alt det var gået forud, som vi har befalet skulde gå forud for ophævelsen af interdiktdommen, derefter måtte ophæve samme dom. Når det var sket, skulde du ivrigt og omhyggeligt søge at påvirke samme konge til nådigt at opretholde ægteskabet med samme dronning, ja du skulde endog på vore vegne pålægge ham dette til forladelse for alle hans synder, men hvis det ikke blev givet fra ovenN, at han efter mange omhyggelige påmindelser og opfordringer vilde beholde hende som sin lovmæssige hustru og behandle hende som en kærlig ægtemand, men der blev rejst klage mod ægteskabet, skulde du ansætte et tidsrum på seks måneder til at påbegynde sagen. Men hvor mange omhyggelige påmindelser og opfordringer du har bidraget med efter ophævelsen af interdiktet, overlader vi dig selv at afgøre, eftersom du på samme dag, ja endog så at sige i samme time, som denne genindsættelse var sket og dommen ophævet, ansatte et tidspunkt til sagen for de to parter. Men omendskønt den borg, hvor denne genindsættelse blev foretaget, og som hun, strax efter at forsamlingen var opløst, blev ført bort fra, hen til en anden, må anses for anseelig og passende eller særlig yndig, da den ligger midt i en skov, undrer vi os ikke desto mindre over, at du ikke enten fra først af eller bagefter har ladet hende føre til Paris til kongens sæde eller i det mindste til en eller anden by, hvor byens befolkning kunde møde hende og vise hende hædersbevisninger som dronning. Men dette skriver vi ikke, fordi vi tror alt, hvad der bliver sagt, eftersom man ikke bør fæste lid til alt, hvad man får indgivet, men for at du kan sørge for, at det ikke bliver troet. Vi påminder og opfordrer dig altså i Herren til, broder, og befaler dig ved denne vor apostoliske skrivelse med omhu og iver at udvirke, at samme dronning opnår magt og frihed som dronning og ikke, efter hvad der bliver sagt, holdes indespærret på denne vis, men også kan forlade sit opholdssted, når hun skal og bør gøre det, og at der bevilges fri adgang for hertil skikkede personer til at henvende sig til hende og tale med hende først og fremmest angående alle de ting, som vides at blive uundværlige for denne sag, ja, du skal i klogskab udvirke, at ærkebiskopper og biskopper, grever og baroner kommer til hende for at hædre hende med deres besøg, således som de har for skik at komme til andre dronninger, og at kongen selv fra tid til anden besøger hende og lader hende få de personer og ting, hun som dronning har brug for. Eftersom vi jo da har befalet, at alt skulde opfyldes i sandhed, ikke på skrømt, og en genindsættelse af denne art synes ikke sand, men foregiven, vil kongen ikke narre os, men derimod sig selv, såfremt han ikke så vel i disse ting som i andre sørger for, at der vises kongelige hædersbevisninger til hende, som han er forpligtet til at behandle på kongelig vis. Thi vi vil følge sandheden og retfærdigheden, om der så i givet fald skal udgydes blod, og vi vil, når Herren står os bi, ikke tåle, at der i denne sag gøres noget forsøg med maskepi og løgn. Men tag dig i agt for vedvarende fortrolig omgang med sådanne, i hvis påsyn ingen vover at lægge et ord ind for dronningen hos dig af frygt for, at det strax bringes videre af de omkringstående eller omkringsiddende. Du husker, tror vi, at vi mundtligt sagde til dig, at denne sag enten kan føre til stor ophøjelse for det apostoliske sæde, om den bliver varetaget med omhu, eller bringe det overvældende megen skam, om den bliver varetaget dårligt og forsømt. Det vil i hvert fald være skændigt, hvis en svag afslutning måske følger på en kraftig begyndelse, og vi kunde blive spottet med det bekendte vers: Bjergene barsler og føder en latterlig musN. Vi stiller dig altså ansigt til ansigt med dig selv, indstævner din samvittighed og påbyder, at du, hvad vi tror, du gør, står mere til tjeneste for Gud end mennesket, mere for os end kongen, mere for hele kirken end een person, mere for din frelse end kongens vilje og med overholdelse af førnævnte ordlyd går lovformeligt frem i alle ting, således at du gør Gud nådig mod dig, og det kan blive til hæder for os og til større ry for dig. Men for at du ikke unødigt skal nages og ængstes, forsikrer vi dig om vor fulde nåde, eftersom vi har talt til dig i fortrolighed og tillid om alle disse ting som den ene ven til den anden, dig, hvem vi elsker højt med den pureste kærlighed, og vi påminder dig indtrængende og bønfalder dig standhaftigt, vor kæreste søde broder, om, at du ikke i noget som helst må vende dig mod førnævnte dronning i hjerte, i mund eller gerning, men derimod, så vidt det er nyttigt og sømmeligt, vise hende gunst, eftersom hun bør begunstiges i sin sag.