Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til sin elskede broder, hr. Poul, af samme nåde abbed i Løgum, og hans efterfølgere hilsen til evig tidN.

Idet vi tager i betragtning, at det, som mennesket villigt skænker bort med henblik på den guddommelige kærlighed og af længsel efter himmeriges rige, er det eneste, som i sandhed bærer frugt, bliver ham til gavn og aldrig går tabt af alt det, han, anbragt i dette kødets fængsel, arbejder på og virker forN, har vi, idet Herren har bestyrket vort forsæt, besluttet efter evne at holde hånden over Guds kirke og forsvare den, og hvad der hører den til, mod al uret og, for så vidt vi formår det, og Herren værdiges at tilskynde os, forøge frihederne for de klostergivne, eftersom det er vort ønske at berede en himmelsk bolig for os efter dette vort korte liv. Thi vi ved, og vi erindrer i from ærefrygt, at vor fader, hr. kong Valdemar, og vor broder, hr. kong Knud, ærbødigt ihukommede, valgte at elske og hædre cistercienserordenen frem for alle andre klostergivne på jorden, og vi må jo nødvendigvis enten blive anset for en vanslægtet efterfølger af dem, hvad Gud forbyde, eller som efterkommer efter så prægtige slægtninge være forpligtet til at efterligne dette deres prægtige sindelag. Derfor, ærværdige faderN, tager vi med henblik på den guddommelige gengældelse og, som vi håber, bistået af den Helligånds nåde i Herrens navn alle jeres klosters besiddelser under vor myndigheds beskyttende værn til forsvar mod ethvert overgreb fra slette menneskers side, (nemlig) alle besiddelser, der fordum var (overdraget jer)N af den hellige Ribekirkes biskopper, der grundlagde jeres kloster, det vil sige hr. Radulf, hr. Steffen og hr. Omer — som efter at jeres kloster var brændt og pavens privilegier og stadfæstelserne, udstedt af Eskil, ærkebiskop af Lund, brændt op, i nærværelse af hr. Absalon, ærkebiskop af Lund, Sverrigs primas, og i overensstemmelse med de Danskes ret og sædvane med inderlig hengivenhed tilskødede sin elskede søn, hr. Vagn, abbed i samme jeres kloster alle besiddelser, der var overdraget af disse hans forgængere for i enhver henseende at gøre deres gaver gyldige og fuldkomne og stadfæstede og bevidnede dem ved andre privilegierN — desuden også alle de besiddelser, som vi besad i Harreby tillige med alle deres tilliggender, der blev overdraget jer og jeres efterfølgere af os og stadfæstet ved vort segls vidnesbyrdN, og alle andre besiddelser i landsbyer, jorder, skove, enge, møller og fiskevande, hvilke I end for øjeblikket besidder eller herefter retmæssigt kan komme i besiddelse af enten ved de troendes skænk eller ved fyrstelig gave eller ved køb, nemlig *GinnegærthN, som I har som gave fra hr. biskop Omer, ligeledes kirken i (Nørre-)Løgum og indløsningen af tienderne i Lø herred og det, som tilkommer Ribe bispedømme i Gram og Rangstrup herreder, som I har fået som gave af førnævnte biskopperN, og sognefolkets tiender til kirken i Bylderup, som vor slægtning biskop Valdemar af Slesvig som bekendt overdrog og gav jeres kloster, og hr. ærkebiskop Absalon af Lund derefter stadfæstede ved sin myndighed og domN, og ved dette vort privilegium overlader vi jer disse ting at besidde uanfægtet til evig tid, idet vi ved Guds og vor nåde indskærper, at ingen må fordriste sig til at påføre jer eller jeres forehavender nogen uret, med mindre han ønsker både nu og i eftertiden at ligge under for en streng gengældelse fra Guds så vel som fra vor side for det onde, han har gjort.

Men ligesom vi tilsiger jer, som, bundet af reglen, dag og nat med urokkeligt forsæt lydigt og uafladeligt dyrker og ærer Gud, al fred og kærlighed, således lover vi også at prisgive dem for al forfølgelse — hvad ingen må ønske sig — som djævlen i sin nederdrægtighed, efter at de har aflagt munkeløfte, bevæger til at vende omN fra klosterlivet og falde fra. Og da det er os bekendt, at de er hjemfaldne til pavens bandlysning, sætter vi dem også, som det er en hellig pligt, i band efter vore love og pålægger dem madbanN overalt og påbyder alle vore officialerN, at de skal gribes, hvor de end findes, og at de skal sættes fast og berøves de ejendele de har, med mindre de på tro og love vil vende tilbage til det sted, som de var faldet fra.

IndholdetN i dette brev, som er skrevet og optegnet til bedste for jeres ro og fred, bestemmer vi altså skal være urokkeligt gyldigt til evig tid, idet vi tilskynder og opfordrer til, at I stedse beder til den nådige Gud for vore synderN, for at vi, når vi ikke forvalter mere og ikke formår at grave og blues ved at tiggeN, sammen med jer kan fortjene i glæde at betræde den himmelske bruds kammer ved midnatstid, når der opløftes råb, og lamperne bliver tændt ved den olie, der strømmer fra jeres forbønN.