Til Filip, de Franskes berømmelige konge.

Gid en overvættes stor anstrengelse kunde overvinde alt og dråben hule stenen udN, ikke ved vold, men ved hyppigt at falde, så at du i det mindste som følge af vort overvættes besvær kunde overvinde dig selv og villigt låne øre til vore påmindelser. Hvis derfor det apostoliske sæde ved mangedoblede henvendelser tit og ofte havde udbedt sig noget vigtigt af dig, havde du burdet gøre det, så meget mere, som det jo allerede oftere har skrevet til dig, at du skulde sørge for, at din hustru, vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning, behandledes med kongelige hædersbevisninger. Men nu siges det, at du, hvad vi gengiver med sorg i sind, knækker og bryder det knuste rørN og med fordoblet kraft hjemsøgerN dronningen. Dobbelt trængsel får hun herafN, både fordi hun må undvære dig og tillige, efter hvad man siger, lider under mangel på de ting, som hun har brug for fra dag til dag. Hvad hun drikker, må hun blande med grådN, og en tåreflod væder hendes kind, fordi hun, stedt mellem trængslerN, ikke finder dig, som hun søgteN, til at trøste sig og heller ikke får andre til trøst, da hun er anbragt for sig selv og så at sige lukket inde i et fængsel på den kongelige borg. Hun havde jo dog forladt sine brødre og søstre for at knytte sig til dig i ægteskab, og for at I skulde blive to i eet kødN og den ægteskabelige kærlighed forene to personer. Og selv om hun er blevet skuffet i det, der var hendes ægteskabelige ret, at have din venstre hånd under sit hoved og din højre hånd til at blive kærtegnet afN, som hun havde håbet, mon hun derfor skal lide skuffelser i alt andet og ikke hos dig få et eller andet til gengæld for alt det, som hun havde forladt? Der er visselig et ord fra den Sande — som du inden for dine muligheders begrænsning burde efterligne — der i evangeliet forkynder: Enhver, som forlader sin fader, sin moder, sine brødre og søstre for mit navns skyld, skal modtage hundredfold i denne verden og få et evigt livN. Men du gengælder førnævnte dronning på en måde, der går stik imod dette, at hun for din skyld har forladt alt. Du betragter hende, siger man, som enke og som forstødt, og du er på bekostning af dit rygte skyld i, at hun med dig synes at have mistet alt. Men selv om intet andet kunde bevæge dig til at have medfølelse med hende, burde i det mindste dette, at hun, født af kongelig æt, har ægtet dig, konge, tilskynde dig til ikke på ny at hjemsøge den hjemsøgte og heller ikke i andre ting nægte hende — hvem du unddrager hendes ægteskabelige ret — hædersbevisninger som dronning, men, som det er din pligt, behandle hende på kongelig vis om ikke for andet, så med henblik på Ham, som yder gengæld for alt, hvad der er godt og ikke lader noget ondt slippe for straf. Men hvis heller ikke dette kunde virke ind på og bevæge dit sind, havde vore ofte gentagne bønner burdet blødgøre dit hjerte, således at du sørgede for, at ikke alene samme dronning, men en fremmed og forstødt kvinde, hvem det end kunde være, blev behandlet på en agtværdig og hæderfuld måde. Men se, nu er hun, lyder det offentlige rygtes råb, ladt ene som et vagtskur i en græskarmarkN og ligesom en enlig spurv i en bygningN, fører hun ikke et liv som dronning, men et liv i armod, så at hun i sit sind ledes ved livet og ønsker at bryde op og hellere vil være sammen med KristusN end martres på borgen i Étampes som i et fængsel, hvor de, som tærer hende ud, ikke lukker øjetN, og de, som er anvist hende til tjeneste eller snarere til ulykke, gennemborer hendes sind med deres skarpe tunge, idet de byder hende eddike at drikke, stene for brød og giftigt kryb i stedet for ægN, og hvortil der end ikke er fri adgang hverken for sendemænd til hende fra hendes broderN eller for klostergivne mænd eller selv for dit riges prælater, så lidt som der er nogen som helst, der kan trøste hende i denne store sørgmodighed. Gid altså denne hendes ulykke må gå bort, så hun ikke skal gå bort i den, og at hun ikke ved at dø skal bringe ham i vanry blandt menneskene, som vilde blive anklaget for hendes dødN, eftersom man, hvis hun døde på dette tidspunkt, ikke vilde tro, at hun var slet og ret død, men dræbt. Vi påminder og opfordrer altså dig, høje konge, indstændigt i Herren til, at du tager vare på dit rygte og din frelse, gør vold på dig selv og overvinder dit sind, idet du bør prises mere for en sådan sejr end for alle andre, da vismanden er stærkere end den stærke, og den, der betvinger sit sind, er stærkere end den, der indtager en stadN, og på en eller anden måde gør en dyd af nødvendigheden og sørger for, at dronningen behandles med kongelige hædersbevisninger, som det sømmer sig for dig og for hende. Bøj dig altså for vore råd og påmindelser, således at du undgår Guds vrede og undflyr menneskenes bagtalelser og heller ikke giver frit løb for forsmædelser mod os, når det siges, at du er hård, fordi vi er forsømmelige, og at vor langmodighed tilskynder dig til fra dag til dag at blive mindre og mindre bodfærdig. For nu må vi stedse finde os i forhånelser fra folk, der retter bebrejdelserN mod os i stedet for mod dig og siger, at vi ligesom stumme hunde, der ikke kan gøN, ikke forkynder de ugudelige deres ugudelighed, hvorfor de erklærer, at dit blod skal kræves af vor hånd af Ham, som de siger, vi har givet dig fortrin fremfor. De tilføjer også, at vi, fordi vi ønsker at behage dig alt for meget, endnu mere mishager Gud, som ikke lader sig spotteN, og at vi bøjer af fra hans stierN, som om sig selv forsikrer: Hvis jeg vilde behage menneskene, vilde jeg ikke være Kristi tjenerN. Gid altså vort råd må finde behag hos dig, og gid du vil føre vor påmindelse ud i livet, for at ikke Han, som lider, men holder udN og i tavshed afventer, at du forbedrer dig, skal bruge vold, hvis han først bliver vred, og der så ikke skal findes nogen, som kan gøre det ugjort eller stille sig mod hans vrede. I modsat fald vil vi ikke længere kunne lade hendes ulykke gå upåagtet hen og i tålmodighed udholde så stor en uret mod Gud og det apostoliske sæde, ja endog mod den almindelige kirke, men vi vil uden persons anseelse udføre vort embedes pligt, i tillid ikke til denne verdens magt, men til kraften fra Gud, fordi vi, hvis Herren hjælper os, ikke vil nære frygt for, hvad mennesket kan gøre mod osN.

Givet i Anagni 9. decemberN.