Til de Franskes berømmelige dronning.

Da vi af faderlig kærlighed har medfølelse med det liv i bitterhed, som du fører, påminder vi dig med trøstens ord, høje og ærværdige dronning, om at have magt over dig selv, du som ifølge det ægteskabelige bånd havde fået adgang til i fællesskab med din ægtefælle kongen at have magt over andre. Form dig selv i alt det, der ser ud som hårdhed og modgang, under bryderiet og den uafladelige kamp, hvorved Gud har villet prøve din åndelige og moralske styrke. Gør det på en sådan måde, at du udholder det mere på grund af ærefrygt end som følge af tvingende nødvendighed og ikke så meget adlyder, men hellere bifalder Guds vilje i disse ting. Optag aldrig det, som sker på trods af dit løfte, med et modfaldent sind, men yd din tribut, ikke modvilligt, men med et glad hjerte, og betænk, at alt, hvad der erlægges, af hvem det end er i denne ulykkens verden, er pålagt menneskelivet som noget, der er uomgængeligt, og at ingen vil kunne søge eller håbe eller få fritagelse herfor. Ophør derfor ikke, min meget kære datter i Kristus, med at have fortrøstning til din skæbne og ophør ikke med mandigt at styrke dit sind og være standhaftig, og suk og klag ikke — som var det din egen skyld — over, at det hænder for dig, som du ser mange mere uværdige blive fri for. Thi da dyden slappes uden en modstander, og eftersom det viser sig, hvor stor den er, eller hvad den er værd, når den åbenbares ved udholdenhed over for en voldsom smerte, bør de ting på ingen måde stilles på hovedet, som med større ret kan bruges til og bibringe fortrøstning. Derfor har den himmelske fader ligesom jordiske forældre, der ikke opdrager deres børn med fornøjelser, når de agter at gøre dem skikkede til et dydigt liv, villet prøve dig ved dette og ikke skaffe sig, hvad man kan kalde en forkælet datter, men så at sige en udvalgt. Du skal derfor anse det for mere farefuldt, at slette mennesker får næring for deres frækhed ved at være fri for tøjler, end at dyden gør fremskridt hos de udvalgte ved at være under tugt, og du skal tåle i ydmyghed, at din tålmod bliver prøvet. Og da det at lide ikke er en lidelse for dem, der lider i tålmod, bør du med ro i sindet holde alt ud, således at Han, der har en konges hjerte i sin hånd og vender det, i hvilken retning han ønsker detN, tilskyndet af din fortjenstfulde ydmyghed, ikke alene ved at borttage årsagen til din vanskæbne og forsone din mands sind med dig, kan belønne din udholdenhed, men også gøre dig fyldest for Hans skyld, som er de troendes sjæles sande brudgom, fordi du har biet i trængsler, idet du, hvad os angår, kan have sikkerhed for, at vi, hvor vi har pligt til det, og hvor det sømmer sig, på ingen måde vil unddrage dig vor støtte og vor apostoliske gunstN.

Givet i Lateranet den 7. maj i vort pavedømmes trettende år.