E. dei gracia Danorum Slauorumque rex Warwithsysæl inhabitantibus salutem et graciam.
Scire uolumus uniuersitatem uestram quod in nullo uolumus diminuere nauigia domini episcopi Ripensis sed ea manere uolumus illesa sicut iam dudum dilectus pater noster et nos per nuncios nostros sibi fecimus assignari et annotari. Si ergo aliquis homo de nauigio suo ad nos uenerit et fraudulenter nobis homagium fecerit tacito hoc quod sit de nauigio episcopi. uolumus tale homagium cassari et pro infecto haberi. Dignum est enim quod mendax precator carere debeat impetratis.
12 E.=Ericus. 16 dilectus] dilcus med forkortelsesstreg over u a.
19 Jf. C. 1 22,5: Etsi legibus consentaneum sacrum oraculum mendax precator attulerit, careat penitus impetratis.
Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til indbyggerne i Vardesyssel hilsen i nåde.
Vi ønsker, at I alle skal vide, at vi på ingen måde vil formindske hr. biskoppen af Ribes skiben, men at vi vil, at de skal forblive ubeskåret, hvad vor elskede fader og vi selv allerede forlængst gennem vore sendemænd har givet anvisning på og kundgjort for ham. Hvis altså en mand fra hans skiben skulle komme til os og svigagtigt aflægge mandsed til os med fortielse af, at han er fra biskoppens skiben, vil vi, at denne mandsed skal tilsidesættes og anses for ugjort. Thi det er rigtigt, at den som beder med løgn, skal gå glip af det, han har opnået.
Mandatet fra kong Erik er tidligere henført til 1232-41, 1232-50, 1237, ca. 1237, 1241-50, efter 1241 ?, ca. 1248 samt til Erik Glipping 1259-86 ? eller en senere kong Erik.
Den bestemmelse, mandatet indskærper, er tidligere meddelt i fællesskab af dilectus pater noster et nos per nuncios nostros. Den pågældende Erik har, endnu som konge, haft samregering med sin fader. Men problemet om ledingstjenestens størrelse fra militærlægderne, skiben, var særlig brændende for disses styrismænd og ejere omkring 1250 (Jyske Lov af 1241 III 7-9 (DGL. II:I 371 ff.); Aarsberetninger fra Geheimearchivet V 9 nr. 5 §1; jf. Reg. Danica nr. *279 af 1248). Den Erik, der har udstedt mandatet, kan da kun være Erik IV Plovpenning, kronet 1232 30. maj (nr. 137, jf. 144), fungerende sammen med sin fader, kong Valdemar, til dennes død 1241 27/28. marts (Annales Danici 111).
Fra dette tidspunkt til sin død 1250 10. august (ib. 112-13) regerede Erik som enekonge. Da teksten forudsætter, at en bestemmelse fra samregeringen er normgivende, må mandatet være udgået i tidsrummet for denne. Datering: [1232-1241].