I den hellige og udelelige Treenigheds navn Amen. Enhver sag, som betroes til brevet, får varighed ved erindringens hjælp. Derfor sender jeg Valdemar, de Danskes og Venders konge af Guds nåde, herre over Nordalbingien, hertug af Jylland, alle, nærværende så vel som tilkommende, en nådig hilsen i Herren.

I lydhørhed mod den evangeliske sandhed og forsikring, at det intet gavner et menneske, om det vinder den hele verden, men tager skade på sjælenN, har vi som følge heraf anset det for rigtigt til gengæld for timelige og forkrænkelige ting at forskaffe os guddommelige i himlene. Men i erkendelse af at friheden, der af alt er det mest uvurderlige, har større betydning end selv de dyrebareste ting, af denne grund har vi med henblik på en gengældelse fra Gud på vor myndighed ment at burde skænke samtlige klostergivne brødre fra Næstved Skt. Peders kloster alt, hvad der i frihedens navn er bevilget dem af vor broder kong KnudN, saligt ihukommet, og af andre forgængereN, og til urokkelig fasthed bestyrke det med vort segl. Men dette er navnene på deres førnævnte besiddelser, nemlig hele Næstved by på begge sider af åen, Grimstrup, Ladbytorp, Ladby, Faksinge, Holsted og ØverupN med alle deres tilliggender. Og eftersom vi fra tid til anden har haft for skik at benytte deres mølle til vort eget brug uden toldafgift, bestemmer vi for at udrydde denne slette sædvane, og for at de ikke i tidens løb sluttelig og efterhånden skal lide så stort et tab og vi for den evige dommers åsyn få os dette tilskrevet som synd, af denne grund bestemmer vi i kraft af vor kongelige myndighed, at ingen svend, hverken undergivet os eller nogen som helst anden fyrste, må tage sig den frække frihed at benytte deres mølle uden behørig toldafgift. Endvidere har vi overdraget (dem) hele den os tilkommende kongelige skyld, som på folkemålet kaldes midsommergæld, i deres førnævnte by Næstved, til frihed og som vor egen gaveN. Og desforuden fritager vi tillige samtlige deres besiddelser med bryder og landboer for leding og stud og kværsæde og fra andre tjenester til kongen, og det er vor vilje, at de til evig tid skal vedblive at være frie og immune (herfor). Men denne frihedsgave har de haft aldeles uforstyrret og med immunitetens fulde ret, så sandt som vi læser dette i vore forgængeres privilegierN, og på samme måde har de også i overordentlig lang tid siddet inde med den samme fortrinlige frihed såsom forundt dem af os selvN for meget længe siden. Men nu er det som følge af nedrighed og en altfor overdreven nidkærhed hos nogle af vore ombudsmænd kommet dertil, at et andet hårdt og ganske utåleligt åg er blevet lagt stedse stærkere på deres landboer fra Næstved, så at den vældige byrde har stillet den tidligere frihed i skyggen, og på denne vis står det os klart, at den frihedsgave, som de har opnået af os, i ikke ringe grad er blevet omstødt og tilintetgjort ved krav om redskud og transport på deres vogne af vore ting, fra sted til sted. Men herved er munkene oftere blevet hårdt trængt som af en tung trældommens byrde, og de har med mange tårer klaget for os og bønfaldet os om i barmhjertighed at eftergive dette uudholdelige besvær, som de hjemsøgtes af. Under henvisning til den immunitet, der er givet munkene i førnævnte stiftelse, og en aftale imellem os om en gård, vi har modtaget af dem i Riserup på Falster, og med fromheden for øje og i medfølelse med deres indtrængende bønner — under hensyn til dette har vi befriet dem for alle ydelser og tjenester til kongen, og med Gud nærværende som vidne forunder vi dem til evig tid, til stadighed medens vi lever, og efter os en hvilken som helst ret, som vides at tilkomme vor kongelige majestæt i midsommergæld, i stud, i kværsæde, i leding, i redskud, i kørsler og i alle kongelige retssager. Men hvem der end måtte fordriste sig til at prøve noget anslag mod denne vor frihedsgave og kuldkaste vor handling, til ham skal den evige konges harme spares op til vredens dagN, og på den store dommens dag skal han få lod med dem, der handlede uretfærdigt, og han skal gå til grunde. Men Guds fred med dem, som ønsker at overholde denne frihedsbestemmelse, den fred, som overgår al forstand, og gid den må bevare deres hjerte og tanke i freden og skænke dem det evige liv.

År 1209, i den tolvte indiktion, 23. september, i mit ottende regeringsårN, medens Peder, vor kansler, som biskop styrede Roskilde læresæde, udgik dette privilegium fra os i Vordingborg, til værn og beskærmelse for Skt. Peders munke. Gid han med alle helgenerne vilde værdiges at åbne os døren til det himmelske rigeN.

Amen.