af Jakob Knudsen (1902) . Udgiver: Poul Zerlang (1988) Tekst og udgave

193| I

Karl Wintrup var i saa høj Grad Landbo, saa han havde levet sit første Aar i Kjøbenhavn, uden at det var faldet ham ind at danne sig nogetsomhelst Overblik over denne Murstensverden imellem Valby Bakke og Amagerland, Kalvebodstrand og Øresund. Han havde gaaet, ligesom Sporvognshestene, sine bestemte Ruter ad de Gader, til hvilke hans forskjellige Ærinder førte ham; men naar ikke Ærinderne havde noget med hinanden at gjøre, saa havde han hellerikke tænkt paa at søge Forbindelsen imellem disse forskjellige Ruter, ligesaalidt som han egenlig nogensinde havde forestillet sig Overgangen eller Forbindelsen mellem dette store, kunstige By-Rige og saa det Agerland, de Enge, de Søer og Skove og det Hav, som dog faktisk fandtes derudenfor. Dette sidste havde maaske sin Aarsag i, at han altid var kommen til og fra Kjøbenhavn med Tog eller Dampskib; men for Resten var det selve Byens Storhed, der havde virket til en vis Grad overvældende, saa han havde opgivet Oversigten som noget umuligt.

Han havde dette første Aar boet i Nørresøgade, og herfra gik for ham fire Veje, der ikke kom hinanden ved: een ad Svineryggen og Gammel Kongevej til Frederiksberg Have og Søndermarken; een til Banegaarden, det vil sige: bort fra det hele, ud i Landet. – De to sidste Veje løb sammen over Teglgaardsbroen og Nørrevold ind til Hjørnet af Teglgaardstræde; herfra gik den ene ind til Universitetet og videre ad Kjøbmager- og Østergade ind til det kongelige Theater; Kjøbmagergade og Østergade var for Karl hele det første Aar Hovedruten igjennem Kjøbenhavn; først senere opdagede han »Strøget«. – Den anden – eller rettere sagt, den fjerde – Vej var ikke som de tre øvrige; thi den var fortryllet. Ogsaa af denne Grund maaske havde han aldrig faaet sat nogen Forbindelse mellem den og den foregaaende. Denne fjerde Vej gik ad Nørrevoldgade, forbi Gothersgade og Garderkasernen og derpaa ind ad Porten til Rosenborgs vidunderlige Slot og Have. Naar han kom her, havde Tiden altid staaet stille, thi hvem husker at tælle det bankende Hjertes Slag, – og bag Havens Stammer og Grene, igjennem de høje Porte, som Træernes 194| Kroner dannede, saaes Aftensolen glimre i alle Kronprinsessegadens Ruder. Den var saa brat og stejl denne Murklint ned mod Havens Træer, og den var jo levende – Øjne saae ud over Haven fra Klintens Kamre. Hele Aaret havde al Ting spejlet sig her i to mørke, straalende Øjne.

Men hvis nogen havde sagt til Karl, naar han stod paa Kongens Nytorv: Gaa ned ad den Gade histovre, Gothersgade, saa har Du kun to Minuters Gang til Kongens Have, da vilde han sikkert være bleven blussende rød, thi det vilde have kommet ham altfor overraskende, at han befandt sig saa nær ved denne Egn, der for hans Følelse slet intet havde at skaffe med Ruten: Kjøbmagergade – Østergade – Kongens Nytorv.

Da Karl som nybagt Kandidat i Filosofien vendte tilbage til Kjøbenhavn efter Sommerferien i Jylland, tog han atter Ophold i sit Pensionat i Nørresøgade og gav sig straks i Færd med at lægge Plan for sit fremtidige Studium. Han talte med Professorerne, og det blev ham tilraadet at tage som Manuduktør den unge Dr.phil. Fensmark, der ikke blot var dansk Historiker, men tillige en udmærket Filolog. En Student, han havde lært at kjende i Rus-Aaret, tilraadede ham det samme. – Da han sammen med denne noget ældre Studerende – Peter Hellum – begav sig hen forat træffe Aftale med Doktoren, var de begge meget ivrigt optagne af Samtale om et sprogligt Emne, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt selve Klangen i en Dialekt kunde siges at rumme en Mening eller være Udtryk for noget sjæleligt overhovedet. Karl paastod, at Sproget i Vendsyssel havde en forundret, i Hanherrederne en nysgerrig Klang; i Himmerland lød Stemmerne lidt brustent som hos et Menneske, der har ligget og grædt om Natten; paa Randersegnen var Klangen fornuftigt afdæmpende eller berigtigende; den lød som et: »naa, naa!« til en Overdrivelse. – Hellum lo med en morsom langthivende Latter, til hvilken ogsaa hørte nogen sugende Spyt-Hvislen i Mundvigerne – og troede ikke, man kunde tale om en saa bestemt Betydning i Sprogklangen, – forøvrigt vilde han ønske, at Dr. Fensmark havde haft lidt mere af den Slags Sprogsans, Sans for den folkelige Stemning i Sproget; han var nok dygtig, men han behandlede Sproget saa underlig upersonligt, som om det 195| var Zoologi eller Botanik – – – »Her er det,« brød Hellum pludselig af, midt i sin Udvikling, og stod, til Karls Overraskelse, stille udenfor Porten til Hjørnestedet mellem Nørrevold og Teglgaardstræde.

»Er det virkelig her – det var da mærkeligt!«

»Ja, han boer deroppe paa første Sal. Er De kjendt her i Stedet?«

»Nej, sletikke – men naar jeg kommer fra Nørresøgade, saa – æh – har min Vej altid delt sig her.«

»Hvad vil det sige?«

»Ikke andet,« sagde Karl og kunde ikke hindre en let Rødmen, »end at her er jeg altid gaaet videre enten ad Teglgaardstræde eller ad Nørrevoldgade.«

»Jamen kjæreste Wintrup! det er jo ogsaa de eneste to optænkelige Muligheder, naar De ikke vil løbe Panden lige mod Murene,« – Hellum lo og hev og hvislede, som han helt skulde blive borte i det, – og førte saa Karl op til Doktoren.

En Eftermiddag i Begyndelsen af Oktober var Karl fra Kongens Nytorv gaaet ned til sin Skrædder i Dronningens Tværgade. Skrædderen havde bestemt lovet at rette de paaankede Fejl, »saaat Herren for Fremtiden ingen Sjenangse skulde have af Frakken i Ærmegabene.« Karl stod et Øjeblik udenfor Stedet og saae ned mod Træerne for Enden af Gaden, idet han smilte ad Skrædderens Udtryk. – Han havde for Resten flere Gange tænkt paa, hvad det kunde være for nogle Træer, – og da han alligevel vilde spadsere noget længere, begav han sig ned imod dem, forat faa det Spørgsmaal klaret.

Da han naaede ud af Dronningens Tværgade, stod han med Ryggen til Husene i en anden Gade, og saae altsaa ikke dem. Men foran sig, paa den modsatte Side af Gaden, havde han en lang, lav Havemur, i hvilken, med regelmæssige Mellemrum, fandtes smaa, grundmurede Udsalgsboder, som han syntes han kjendte saa godt. Uden at han straks forstod hvorfor, begyndte hans Hjerte at banke, og han mærkede pludselig, at han rystede lidt. I næste Øjeblik vidste han, hvor han var. Hans første Tanke var at gaa tilbage ad den Vej, han var kommen, men han blev alligevel staaende. Og, som om det var hændt ham Natten forud, kom han til at huske en Drøm, han havde haft som Barn, om sig selv som Adam, der uforvarende, efter Syndefaldet, var kommen ind i Paradisets Have. Han havde i Angst søgt efter Udgangen og var vaagnet i det samme. – Nu halvvejs løb han 196| henad Gaden, forbi Nummer 37, uden at turde se op mod Vinduerne paa første Sal, – og skyndte sig saa ind i Haven ad den store Indgang midtfor. – –

Ak ja, Træerne var jo alle, alle de samme! Kastaniernes og Lønnenes Blade var brune eller lysegule, Lindenes var endnu ikke visnede, – og bag Træernes Kroner hvælvede sig en høj, ligesom hemmelighedsfuldt rødmende Oktoberhimmel. Han turde ikke blive staaende, men gik ad den lige Vej henimod Gartnerhaven. – Der kom Slottet frem. Dets gyldne Fløje, dets grønne Taarne og Kobbertage skinnede endnu i Solen. – Og hernede i Gartneriets lange Bede stod Georginerne i Skygge, Resedaerne udbredte deres kølige Efteraarsduft. – Han stod stille og lyttede uvilkaarlig. Der lød kun Raab af nogle legende Børn henne i Retning af Exercer-Pladsen. – Han befandt sig i Nærheden af en Bænk og vilde sætte sig, men opgav det, han var altfor urolig. – Nu kunde han sletikke see Husene i Kronprinsessegade, saa var der jo ingen Grund til saadan at flygte. Men hvor skulde han være, – hvor skulde han være med sine Tanker? Gaa sin Vej vilde han hellerikke.

Uden at vide, hvorledes han var kommen derhen, stod han og saae paa Broncegruppen af Løven, der æder den faldne Hest. Det var dog underligt, at det Kunstværk kunde være saa gammelt; Løvens Ansigt lignede jo en Middagsgrosserer med Skilning i Panden og velplejet Knebelsbart, – der bed af en stor Dessert-Pære. – Dette saae han ganske tydeligt, og gjorde sig netop disse Tanker derved, – – og i samme Øjeblik vidste han dog, at det var Rebekka Woltersien, den Dame, som kom gaaende ad Gangen henne fra Gartnerhaven. – Han vendte sig om, og hun maatte ikke have kjendt ham, thi det gav et lille Sæt i hende. – Nu gjorde hun en utaalmodig Bevægelse, hævede Hovedet og saae ligesom forpint, irriteret paa ham; saa gik hun hurtig hen til ham og sagde: »jeg veed naturligvis, at De ikke vilde fornærme mig, jeg veed ogsaa, at De intet stygt kan tænke om mig. Lad saa det være godt, – og være forbi og – – Farvel!«

Hun rakte ham Haanden, idet hun gik videre.

»For bestandig ?« sagde han.

»Ja, – det troer jeg vist. Vi er for forskjellige.«

»Kjære Rebekka! –«

»Nej, – jeg vil ikke pines af at være forelsket! – – og det er mig en stor Lidelse, alt dette med Dem.«

197|»Aa, Tak, Du! Saa er det ikke nær saa slemt, som jeg havde frygtet!« – han tog et Par hurtige Skridt efter hende.

Men hun vinkede ham tilbage med Haanden; samtidig drejede hun Ansigtet, og han syntes bestemt, hun havde Øjnene fulde af Taarer.

Saa stod han atter ene tilbage. Og han var saa langt fra at være den Overlegne i dette Forhold, at han sletikke følte med, hvad hun maaske led og havde lidt, men alene, med hastig, glad, begjerlig Iver, mønstrede Beviserne paa, at hun – at hun virkelig elskede ham endnu. Aa, naar hun pintes, saa maatte hun jo elske ham! naar hun led saa meget, saa maatte hun jo elske ham! – Thi det kunde jo ikke være af anden Grund – –

Han var kommen igjennem Gartnerhaven og drejede nu om ad Østervoldgade. Den sene Eftermiddags Solskin stod skraat ind imod denne lange Murskrænt, som han nu havde at følge helt hen til Teglgaardstræde. Han havde altid syntes, at han var saa morsomt lukket ude fra den øvrige Verden, og ene sammen med Solskinnet, naar han gik her. Det mindede om at gaa langs Havstokken og af Klitrækken være lukket ene sammen med Havet. – Og nu i Aften! – hvor var det dejligt, saaledes at være udenfor det hele, – der var jo intet andet i hele Verden, der kom ham ved, undtagen dette livsalige Solskin og saa hans hemmelige Kjærlighed!

Saaledes stod Sagerne, indtil han naaede Hjørnet af Nørregade; dér kom han til at tænke paa, at det vel alligevel vilde være ham meget vanskeligt, ja, maaske helt umuligt, at komme i Forbindelse med – Kronprinsessegade, for hun havde jo afvist ham, det var jo dog det, hun sagde: at hun ikke vilde have med ham at gjøre. – Nu kunde han aldeles ikke forstaa den underlig glade Fortrøstning, han havde gaaet i, lige til Nørregade. Da han naaede ud til Peblingesøen og stod i sin Gadedør, og saae paa dens kjedelige, tamme Svaner, der dukkede og dukkede med deres lange Halse, naturligvis uden at faa fat i nogen Ting, – da var han meget oprevet og trist til Mode, og han havde dyb, smertelig Medfølelse med Rebekka, der nu gik ene og led ligesom han, blot at hun jo tillige pintes af sin Uvished. Straks efter kastede hans Tanker sig over denne hendes Uvished: om den nu ogsaa vilde sige Tvivl om hendes egen Kjærlighed? – Og nu havde hans Sind tilstrækkelig Beskjæftigelse til langt ud paa Natten, – han kunde tilsidst saa godt forstaa Rebekkas Afsky for at pines af at være forelsket.

198|Karl var ikke saa lidt utidig, da han kom op næste Morgen. Det med Rebekka turde og vilde han ikke give sig i Lag med. Blot en flygtig Tanke derpaa gjorde ondt i Hovedet. Han maatte have mishandlet sin Hjerne slemt dermed i Aftes, thi han havde Fornemmelser, der ganske mindede ham om de skrækkelige Dage i hans Barndom, da han grubliserede over Gjertrud-Affæren. Han syntes atter, det var, ligesom han skulde glide ud i noget Bundløst, noget Navnløst, som der stod saadan en forunderlig mystisk Rædsel af. Han maatte tage sig kraftig sammen for at slippe ud af denne Tilstand, – og gav sig ivrig til at studere paa det Stykke af Cicero's De officiis, som Dr. Fensmark havde bedt sine to Elever, Hellum og ham, sætte sig godt ind i, blot lexikalsk og grammatikalsk, til i Dag.

Han gik ned til Frokost i Pensionatets Spisestue med en pinlig Følelse af Tarvelighed. At man kunde komme saa ynkelig paa Knæerne, saa man maatte anvende Flid og Omtanke bare paa dette miserable at leve, ikke at blive sær. Frokostbordet forøgede kun denne Følelse af Tarvelighed: Tynd Kaffe, Rugbrød uden Smag, Hveder fra igaar! Og saa disse Mennesker! hvor de var grimme og veltilfredse. – Assistent Petersen var som sædvanlig humoristisk hemmelighedsfuld og gjorde drillende Kur til Frøken Zahle-Eleven Therese Rasmussen. Denne spillede fornærmet-alvorlig, trak Mundvigerne ned og forvrængede sit Ansigt, saadan som en Skjønhed har Raad til det, indtil Latteren brød igjennem, og det kom saa mageløs naturligt: »Aa, hvor De er utaalelig, Petersen!«

Tænk, at de kunde det! – saadan paa Morgenstunden! Hvor var de dog sejglivede, de Mennesker! – ikke livlige, nej, men sejglivede som gamle, skindmagre Katte, som det var aldeles umuligt at faa kvalt – – –

Luften var frisk og fuld af Livlighed oppe hos Dr. Fensmark, Kakkelovnsilden buldrende. Havde Karl ikke været noget skjørladen i Hovedet efter Nattens Spekulationer, vilde han have befundet sig udmærket vel ved det hurtige Tanke- og Luftskifte. Nu var det, ligesom det trak lidt for stærkt i Kakkelovnen for ham. Hvor det ellers var dejligt med disse Videnskaber, at man der virkelig kunde bilde sig ind, at de var det vigtigste af det altsammen – vigtigere end at leve og være forelsket. Mennesker var da ogsaa som Børn; det var jo helt som en Leg det heroppe, men de kunde dog tage det ganske alvorligt.

199|Det var ligefrem en stor Lykke, tænkte han ved sig selv, at ogsaa han kunde lege med og glæmme Virkeligheden en Stund

Stemningen her i Stuen mindede jo meget om de lykkelige Timer hos Pastor Grabow. Men hvor var ellers Dr. Fensmarks hele Maade forskjellig fra den gamle pastor emeritus'. Naar Pastor Grabow meddelte een eller anden videnskabelig Oplysning, da kom man til at tænke paa en gammel, veltjent Kjældersvend med hvidt Forklæde, der havde været nede efter en støvet Vinflaske, som han nu tørrede af med Ærmet og omstændelig trak op, med et lille muntert Blink i Øjet midt i Alvoren paa Grund af Indholdets Liflighed. – Dr. Fensmarks Maade mindede mere om en moderne Butiksmand: alt paa rede Haand, flot, expedit Betjening – værsaaartig! – stort, rigt Udvalg til at møde vore Dages mangfoldige, forskjelligartede Krav. – Og saa var det jo tillige, som om alle Former opløste sig og blev flydende under Dr. Fensmarks Behandling. Han vred og krængede et Ord, drog Roden ud af det, og lod den indgaa i andre Forbindelser, lod Ordet forvandle sig igjennem alle mulige Sprog efter Regler, der var saa rummelige, saa man ligefrem gispede forat naa deres Begrænsning. – Der var Sprogmænd, som Pastor Grabow kun lejlighedsvis havde nævnt, blot forat omtale deres utrolige »Excesser« – især Bopp; – ja, hér var Bopp en gammel, næsten aflægs Autoritet. Og Karl blev lidt ængstet ved at bemærke den Hjemmevanthed, hvormed ogsaa Hr. Hellum, hans Medstuderende, bevægede sig blandt disse ham næsten ubekjendte Storheder. Han maatte nok til at hænge i, naar han skulde kunne klare sig i dette Selskab.

Karl var kommen helt anderledes med i Timen, end han havde turdet vente, saa stærkt, at han følte sig lidt mat af Anspændelse, da den var til Ende, – og mismodig, da han skulde sige Farvel til Hellum nede i Porten.

Han vilde egentlig have spurgt Hellum, om de ikke skulde gaa en Tur sammen; men i Stedet for sagde han: »Aak ja, man kan næsten gaa og blive kjed af det hele!«

Hellum gned sine Hænder, skjønt han havde Bøgerne under den ene Arm, dukkede noget og sagde paa sin frysende Maneer: »Ja – det kan man jo meget let.« Saa lo han og sugede Luft ind over Kindtænderne gjennem Mundvigerne.

Han var lige ved at gaa; men nu kom da Karl med sit Forslag, som blev modtaget.

200|Hellum var ellers ikke i Spadseredragt. Han havde kun Diplomatfrakke paa. Hans noget spidse Næse var allerede lidt blaa af Kulde.

»Vi kan jo gaa ned i Botanisk Have,« foreslog han.

Det var første Gang, Karl gik denne Vej, uden at have Kronprinsessegade til Maal.

»Har De opholdt Dem lang Tid i Kjøbenhavn?« spurgte Karl.

»Fire Aar.«

»De er da ikke Jyde?«

»Jeg er født i Nordsjælland. Men jeg har for Resten været flere Aar i Jylland paa Holstebro-Egnen.«

»Naa, syntes jeg ikke nok, Klangen af Deres Sprog var mig noget blandet.«

»Saah – ssj – he, he. – – – Skal vi gaa op paa det lille Klippeparti histovre?« sagde Hellum, da de efter nogen Spadseren i Tavshed var kommen indenfor Laagen.

»Mon det ikke blæser temmelig meget deroppe?« sagde Karl – og skottede til Diplomatfrakken.

»Aah – man muss sich abhärten.«

De gik op og satte sig paa Højen, saa de kom til at vende Ansigtet mod Garderkasernen.

»Har De været Soldat?« spurgte Karl.

»Næh – mit Bryst var for sløjt«

»Saa – – Ja, jeg har hellerikke. De fandt en lille Aareknude paa mit venstre Ben, som jeg selv aldrig har mærket til.«

»Naa – ja saa!« Det lød saa komisk ærbødigt, som om det var Svar paa en Meddelelse om, at Karl havde været Etatsraad fra Fødselen.

De sad og smaafrøs en lille Tid i Tavshed.

»Naar man ganske kunde see bort fra det patriotiske Formaal,« bemærkede Karl, »saa maatte det i og for sig dog være infamt, til sine øvrige Elendigheder at faa den, at skulle være Soldat.«

»Hm, hm.«

»Jo, tænk – at skulle adlyde og bøje sig for noget saa idiotisk som en Officer!«

»Mon de dog ikke er ganske fornøjede dermed – saadan almindelige, naturlige Mennesker?«

»De kunde jo prøve at gaa ind i Kasernen histhenne og spørge Karlene, om de er ganske fornøjede.«

»Ja, de læser selvfølgelig Aviserne og faar Principer. Men naar de 201| taler i eget Navn om Soldatertiden, saa er det dog altid med meget stor Glæde.«

»Saa?«

»Jamen det er jo ganske naturligt. Igjennem Hundreder og atter Hundreder af Aar har Soldatertjenesten spillet en betydelig Rolle i Folkets Liv. Saa har den selvfølgelig ogsaa faaet Livets Præg og Stemning og Varme over sig, ligesaa fuldt som Forlovelse, Ægteskab, Arbejde, Handel og Vandel, ja, paa en Maade, Døden med«

»Saadan har det maaske været. Men Tiden forandrer sig dog virkelig!«

»Meget langsomt – netop i Virkeligheden. Men vor Tid er fuld af saa meget, som Livet aldrig har været Moder til – sssj – – Ja, undskyld, jeg er saa forelsket i Livet og dets Frembringelser. Det er maaske ogsaa, fordi mit Bryst ikke er stærkt. Men alt dette – andet i Tiden, det virker paa mine Lunger ligesom Kulos og Fabrikluft – eller saadan tør, skarp Østenblæst –«

»Hør, er der ikke et Sted, hvor det blæser lidt mindre. Der er skam altfor koldt heroppe –«

»Naah – det var ikke – – Men jeg troer for Resten: dernede i Lavningen ved alle disse Brombær og de andre Rubus-Arter –«

De rejste sig og gik ned ad Højen.

»Botanisk Have er ligesom en stor, dejlig Likørflaske,« sagde Hellum, »Chartreuse eller saadant noget, med al den levende Naturs mangfoldige Dufte koncentrerede – sssj –«

»Ja, det er da kunstigt nok, veed jeg.«

»Hist dufter det af Naaletræer, her af Løg eller af Timian, af Nælder – eller af Fleg og Mosejord – – aa, men nu er jo det meste forbi – paa denne Aarstid –«

»Jamen jeg siger: det er da Kunst altsammen, hvis noget er det.«

»Kunsten kan godt være Liv. Ellers er det jo for Resten slet ikke Kunst. Aa, men jeg mindes altid her min gamle Lærer i Botanik og Zoologi, som blev myrdet saa skammeligt af nogle Professorer ved sin Doktordisputats –«

»Hør, nej, nu skal De lade være at snakke om andre Ting.«

»Om Forladelse, om Forladelse, he, he – sssj. Men hvad var det, vi snakkede om ?«

»Aa, nej, der er ogsaa koldt hérnede. Vi kommer vist til at gaa hjem.«

202|»Ja, maaske, jeg tror ogsaa –«

De begav sig hen mod Udgangen. Karl gik og tumlede med sine Tanker, men kunde ikke faa Samling paa det, han vilde sige.

»Det er nu behageligt at komme til at snakke igjen,« sagde han pludselig. »Kunde De ikke sige mig et Sted, hvor der var nogle flere af Deres Slags?«

»Af min Slags – sssj – det veed jeg ikke. Men der, hvor jeg logerer, har vi altid nok at snakke om.«

»Hvor er det?«

»Det er paa Gasværksvejen.«

»Er det et Pensionat, hvor enhver kan komme ?«

»Jah – Den Dame, som ejer det, er Enke efter en Forpagter i Jylland. Han havde sin Broders Præstegaard i Forpagtning.«

»Naa, jamen jeg mener: De har ikke nogen særlig Adkomst til at være der. Enhver anden kan ligesaa godt – –«

Hr. Hellum dukkede, lo undselig og hvislede med Mundvigerne: »Jeg – sssj – boer der ganske vist særlig billigt, fordi jeg har været en Slags Plejesøn hos hendes Svoger, – men – æh –«

»Jamen jeg vilde saa gjerne betale fuld Pris.«

»Ja, saa vilde det være mig en stor Fornøjelse at indføre Dem – ikke blot – he, he, he – paa Grund af Deres personlige Egenskaber – men for at bringe min Værtinde saadan en – æh –«

»Fed Bid –«

»Ja, – ikke sandt – he, he, he – sssj –«

»Er der et Værelse ledigt mon?«

»Ja. Hun mistede netop en Pensionær nu ved Sommerferien.«

»Hør, jeg gaar ligestraks med Dem ud og seer paa det Værelse. Det er saadan et rent fortvivlet kjedeligt Sted, jeg boer. – Og der er altsaa virkelig flere interessante Personer, som logerer der?«

»Interessante – sssj – ja – he, he, he –«

»Ja, som De selv ?«

»Ja, det er der. – Der er altsaa en grundtvigiansk Theolog og en jydsk Filosof – og der er et Par Kjærestefolk, som almindelig menes at ville slaa op en af Dagene, – og en meget overanstrængt Kunstner, men som har lidt Penge, – ja, og en Nordmand, der er Invalid fra 64 – –«

»Invalid?«

»Ja, det vil egenlig sige: han kunde have været det – men han kom 203| tilfældigvis ikke længere end til Fyen – sssj – saa blev der Vaabenstilstand –«

»Hvor har han da Skaden? – eller har han slet ingen?« »Der er nogle, som mener, det er i Hovedet, he, he –« »Naa, men de er gode allesammen – jeg mener, til at snakke

med -?«

»Fortrinlige, ganske fortrinlige – sssj – jeg er en komplet Sinke i

Sammenligning –«

»Ja, nu følger jeg med Dem,« sagde Karl, da de var naaet til Hjørnet

af Teglgaardstræde. »Det er Skade, at man ikke kan mønstre Husets

Beboere saadan paa Kommando, men – Værelset og Værtinden kan

man da see paa.«

204|