III

Den første November flyttede Karl saa ud paa Gasværksvejen. Istedetfor Udsigten over Søerne fik han det Indre af en stor Bygningskarree, opfyldt af Udenomsbekvemmeligheder, Brændestabler og smaabitte Havestumper. – Men Menneskene her skulde jo erstatte ham dette Tab.

Til hen paa Eftermiddagen havde han haft travlt med at bringe Orden paa sit Værelse, navnlig i sine Reoler. Kl. 3 blev han kaldt ind til Kaffe. – Denne stod, tillige med noget Smørrebrød, paa en Bakke paa Dagligstuens Bord. – Han tænkte, han skulde have truffet Mennesker herinde – Pensionatets Ejerinde f. Eks. – men saae ingen. Stuen, som han sad og betragtede under Spisningen, var helt hyggelig. Gamle Mahogni-Møbler, der tydelig nok ikke var sammenskrabede Marskandiser-Antikviteter, men godt kunde ligne Rester fra et opløst, jydsk Proprietær- eller Forpagterhjem. Svære, mørkegrønne Gardiner, der helt dækkede Væggen og vist ogsaa kunde trækkes hen for Vinduerne – – – men kjæreste Venner! dér sad jo et Menneske henne ved det fjerneste Vindu og saae ned paa Gaden!

»Goddag!« sagde Karl.

Den Tiltalte rejste sig fra sin bortvendte Stilling og fremmumlede en Gjenhilsen. Hans Bevægelser var langsomme og sejge, som om han kunde have ligget i Hi derhenne ved Vinduet i flere Maaneder. Han stod et Øjeblik tavs og betragtede Karl i en meget krumbøjet Stilling, næsten som En, der befinder sig paa et kritisk Højdepunkt af Mavepine; saa sagde han med temmelig stærk norsk Betoning: »De tillater, at jeg ryker paa min Snadde?«

Stemmen angav tydelig, at et nægtende Svar vilde blive betragtet som en vanvittig Uforskammethed

»De er kanske den nye Pensionær, Hr. Wintrup?«

»Ja.«

»De tilgiver min Nysgjerrighet, he, he, he,« – haanlo han. Man kunde næsten forfærdes over den Afgrund af Ironi, hvorfra denne Stemme gav Gjenlyd. Der var ogsaa i hans Holdning noget, der vist 218| skulde minde om den ordkrænge, norske Bondefant, der kommer ind og siger Uforskammetheder bent i Synet paa Kongen og hele hans Hof.

»De skal kanske indtake Deres Kaffee her i Dagligstuen?«

»Hvad mener De?«

»De og jeg er nemligen de eneste, som hidindtil har nydt den Æren.«

»Saa.«

»De undskylder mine Bemærkninger, he, he, he.« – Saa gik han paa Hælene hen og spyttede i Asken paa Kakkelovnspladen. Hans Bevægelser var, som nævnt, meget langsomme og ligesom besværlige; dog bibragte de En ogsaa den Forestilling, at han i sin Tid havde været med til at danse Halling. Der var megen norsk Trods i dem.

Karl tænkte med Undren, at han sikkert som Dreng vilde have seet med svimlende Ærefrygt og Begejstring paa denne Mand, hvis Væsen var saa norsk, og som havde gjort – om end for sent – et Forsøg paa at komme Danmark til Hjælp i 64.

»De studerer hernede i Kjøbenhavn?« spurgte Karl.

»Nej, jeg indskrænker mig til at friste Livet. Jeg trækker ikke flere Veksler paa en lovende Fremtid.«

»Aa, ja, De er vist ogsaa ældre – end –«

»De anstiller Observationer, Højstærede! – Og De kommer til det Resultat, at jeg er for gammel – for gammel – he, he, he –«

»Ja, til at være Studerende.«

»Jeg vil da sikkert hos Dem kunne erholde Oplysning om, i hvilken Alder Mennesket ophører at studere – der er, saa vidt jeg vet, paa Dansk: at vise Iver, at være opta't af noget –«

»Ja, hvis De vil sige mig, paa hvilket Tidspunkt en Samtale ophører at være morsom, saa – kan jeg maaske –«

»Særdeles gjerne – og med største Lethed –«

»En anden Gang –« Karl rejste sig og gik ærgerlig ind paa sit Værelse. – Hvad var dog det for en Bavian! – han var jo halvgal af Indbildskhed. – Han vilde da ikke haabe, at de øvrige Pensionærer var af samme Kaliber!

219|Om Aftenen ved Thebordet syntes hele Personalet at være samlet. Samtalen gik en Smule trægt i Førstningen, maaske paa Grund af den Nyankomnes Nærværelse. Karl gjorde et Par Spørgsmaal angaaende Nordmanden, der kom lidt efter de andre. Det blev ham meddelt, at han hed Knausestad, ernærede sig meget kummerligt ved Kontorarbejde, men fik Hjælp af to gamle, danske Damer, Søstre til en afdød theologisk Kandidat, sammen med hvem Knausestad havde gjort sit Felttog til Fyen, – og gode Veninder af Fru Dalsgaard.

Det varede dog ikke ret længe, før der ved Bordet udbrød en Disput, hvori alle – undtagen Karl – styrtede sig ind med en saadan Iver, ja, næsten Raseri, saa han syntes aldrig, han havde hørt Mage. Spørgsmaalet, hvorom den drejede sig, var dette: hvad der maatte kaldes mest raat, at dræbe en levende Mand, eller at flaa en død Mand.

Kjærestefolkene, Hr. Aggerholm og Frøken Andersen, der altid var uenige, valgte naturligvis ogsaa her modsatte Standpunkter – (deres Forlovelse gik senere i Stykker i den store, geografiske Strid mellem Professorerne Erslev og Løffler, hvor hver af dem kjæmpede for sin Professor). – Stud. theol. Esby syntes at være et særdeles godt Hoved, men havde noget vist drillende i sin Polemik, som han særlig rettede mod stud.art. Jakobsen – ogsaa kaldet »den jydske Filosof«. Striden ildnedes betydeligt ved de Partinavne, som den gav Anledning til. De, der holdt paa Drab som det raaeste, blev af Esby kaldt »Mordere«; de, som holdt paa Flaaningen, blev da af den jydske Filosof kaldet for »Rakkere«. Saavel Marsyas og Apollon som Sigurd Slembe og de efter Guillotinering flaaede, franske Adelsmænd blev førte i Marken. Men da Hr. Esby kom med endnu flere og fjærnere liggende Analogier og Paralleler, fik Striden en Stund et rent personligt Præg, idet Hr. Jakobsen beskyldte sin Modstander for at bruge uærlige Kampmidler: »Vi skal tale tydeligt!« brølede den jydske Filosof »Men saadant et Ord som Mellemproportional det er utydeligt i denne Sammenhæng. Sagen er jo vanskelig nok i sig selv. Men Du, Esby, Du bruger altid dine utydelige Ord blot for at gjøre Dig vigtig!«

»Naar det ikke netop er Mathematik, man taler om, kan man ikke undgaa at bruge – –«

»Man kan tale logisk og holde sig til Sagen. Logik det er ligesaa klart som Mathematik. Og man maa slet ikke tale om en Sag, før man 220| kan gjøre den selvindlysende, det vil sige: den skal forklares ved et Lys inde fra sig selv, og ikke ved Billeder udefra.«

»Men Menneske! nu taler Du jo selv i Billeder!«

»Det er uærligt sagt!« raabte Hr. Jakobsen rasende. »Mit Billede det angaar jo sig selv, det skal ikke sammenlignes med noget andet.«

»Hvad for en Smed?«

»Det er et Lys i sig selv.«

»Hm!« sagde Hr. Esby og skjød Øjenbrynene højt op paa Panden.

»Ja!« sagde Hr. Jakobsen. »Fordi en Disput er spøgende, kan den godt være ærlig. Men Du bruger uærlige Kampmidler.«

Karl var ganske tavs, men følte sig overordenlig vel ved at sidde midt i denne Larm. Han ligesom skudrede endnu af Ensomheds-Kulde ved pludselig at befinde sig i dette russiske Dampbad af lykkelig Snakkesalighed.

Hr. Knausestad sagde hellerikke meget, bare medgav et Par historiske Oplysninger om Sigurd Slembe, som man fik la' staa fast. – Den overanstrængte Kunstner lo blot, klukkede – næsten ligesom en Høne. Hellum søgte flere Gange at komme med, men hans Indlæg var for lange – han blev hver Gang afbrudt i dem. – Han gik til sidst ind i Dagligstuen og satte sig ved Klaveret.

Endelig sagde Fru Dalsgaard paa sin behagelige Maade: »Naa, skal vi nu ikke leben und leben lassen, og holde op med at flaa hinanden.«

Idetsamme slog Hr. Hellum en Akkord an, der efterfulgtes af nogle Løb og Triller, – men da Selskabet kom derind, vendte han sig forlegen om paa Taburetten og sad og drejede, strakte og trykkede Fingrene paa sin venstre Haand med den højre.

Knausestad havde været inde paa sit Værelse for at stoppe sin Snadde. Han kom nu atter ind i Dagligstuen, hvor der herskede en – hos flere af Selskabet noget irriteret – Tavshed efter Disputen. Han gik straks hen og lagde sig i Hi paa Stolen ved Vinduet, som han stadig stirrede ud ad.

»Spiller De aldrig mere for os, Hr. Hellum ? Eller er Samtalen ble't saa interessant, saa det ikke gaar an?« sagde han lidt efter.

»Nej – vi sidder vist alle og ønsker og haaber,« sagde Fru Dalsgaard, »men vel, som sædvanlig, forgjæves?«

»Naa – sssj – næh –« sagde Hr. Hellum, dukkende og hvislende, -»vil De ha'e den spanske: »Claros soles son tus ojuelos bellos« ?«

»Aa ja, den er saa morsom,« sagde Fru Dalsgaard.

221|»Saah – synes De egentlig det ?« – – Han sang, og blev, som saa mange kejtede, musikalske Mennesker, straks en helt anden: myndig, lidenskabelig, dristigt indsmigrende. – Mod Slutningen af Strofen, hvor Melodiens Bølge pludselig slaar højt til Vejrs med Skum og Fraade – var det ganske, som om en Menneskesjæl kastede sig ud i den store, vilde, uigjenkaldelige Afgørelse, – alt var saa tydeligt sagt, og dog med Musikens vidunderlige, hemmelighedsfulde Navnløshed.

»Igjen!« raabte den jydske Filosof i musikalsk Raseri.

»Ja – den er varm – sssj,« sagde Hr. Hellum. Han sang den atter; og nu mærkede Karl først, hvordan det hele lige fra Melodiens Begyndelse var en Forberedelse til dette Udbrud mod Slutningen, – det var netop, som et helt Liv var sat ind paa dette store Øjeblik. – Man kunde ikke faa nok deraf, og saa endte det dog straks efter paa Klaveret – men levede fort som Længsel og Attraa i Tilhørerne.

»Hr. Hellum! jeg har aldrig hørt noget lignende,« sagde Karl, -»men det er mig fuldkommen umuligt at sige, hvor gribende det synes mig –«

»Nu skal vi ikke have dén mere« – Hr. Hellum bladede i sine Noder.

»Jo, jo, igjen!« raabte Jakobsen.

»Næh, – her er en lille, spøgefuld Italiener.« Han sang: »Il Sor Carlo che vien dall' Olanda.«

Han sang den ikke blot vittigt og skjælmsk, – men saa glædestraalende, saa man med alle sine Sanser fornam den fremmede Sol, der havde modnet en saadan Glæde.

»Jah – hvem der havde Penge – og kunde rejse!« ytrede Hr. Esby henne fra en Krog i den rummelige Stue; ingen af de Tilstedeværende saaes tydelig, undtagen Hr. Hellum, da der kun brændte et enkelt Stearinlys derinde – henne i Lampetten paa Fortepianoet.

»Man behøver ikke at rejse til Syden forat see Folk, der er omtrent ligesaa lykkelige,« sagde Hr. Hellum og gned Hænderne mod hinanden, »man behøver blot at gaa til Folk af en anden Stand, danske Landarbejdere f. Eks.« –

»Høre en dansk Arbejdsmand synge!« sagde Hr. Esby leende.

»Ikke høre ham synge, men see ham holde Maaltid. Glæden kommer til de nordiske Folk ikke saa meget, naar de synger, – nej, deres Sorg kommer med Sang: Glæden derimod mere, naar de spiser.«

222|»Og faar sig en Snaps til!« sagde den jydske Filosof.

»Aa ja – saadan i April Maaned – Eftermiddagsmellemmaden ude i Pløjemarken – jeg husker fra Holstebro-Egnen –«

»Ja, det har De Ret i,« sagde Karl, »jeg kan voldsom godt lide Dem, Hellum, for de Ord; men jeg troer nu alligevel ikke, at man føler sig saa sikker i Glæden, naar man saadan spiser dansk Eftermiddagsmellemmad – for jeg har ogsaa været med dertil – som naar de synger i Italien og Spanien.«

»Næh – sssj – det er jo sandt, de kan bedre glæmme dernede, hvor Somren er saa lang –«

»Glæmme! – nej, men man føler helt anderledes i deres Sang, at Livet hér er deres Salighed, at Verden trods alt er guddommelig, at Jorden i Virkeligheden er Himmerig.«

»Undskyld, Hr. Wintrup – sssj, he, he, he – det er en Følelse, som aldrig har været at finde i nogen Folkesang, – den er – sssj – et Kunstprodukt, som man ganske vist antræffer tidligere, men som dog har faaet sin egentlige Udvikling efter Spinoza, – og især i vor – kunstige Tid«

»Følelsen af Livets Guddommelighed! – Jeg paastaar,« raabte Karl, der nu helt havde glemt sin Fremmedhed i Selskabet af bare Interesse for Emnet: »den, der har sunget »Il Sor Carlo« første Gang – eller endnu mere den spanske – især dette Raab af Sjæls-Henrykkelse tilsidst – han har følt Modsætningen mellem Verden og Gud ophævet – ja, man overbevises om denne Tankes Sandhed, man erfarer den, idet man hører dette Udbrud!«

»Og jeg paastaar,« sagde Hellum, »at Sangeren har sunget ganske naivt, uden at ane nogen Modsætning mellem Jord og Himmel, – hvorfor han umulig har kunnet jubilere over Ophævelsen af denne Modsætning.«

»Men han føler den altsaa ikke – det er jo nok!«

»Nej, det er ikke nok, – for det er noget ganske andet. Ligesom det ikke er nok at sige til et ulykkeligt, voksent Menneske: bliv bare Barn igjen, saa har Du Naiviteten og Lykken. – Han kan jo ikke følge Raadet, ligesaa lidt som vi moderne Mennesker i det hele kan det.«

»Jeg forstaar Dem ikke,« sagde Karl. »Gjør I andre ?«

»Selvfølgelig forstaar jeg Hr. Hellum,« sagde Knausestad. »Men han er fin, han.«

»Jeg taler jo blot om Forskjellen mellem barnligt Hedenskab og 223| kunstmæssig Pantheisme,« sagde Hr. Hellum forlegent og ligesom undskyldende. I det samme drejede han sig paa Klaveerstolen og begyndte at spille og synge: »Är jag född, så vill jag lefva« – atter saa henrivende livfuldt, saa hensynsløst vovende sig selv – han, som ellers altid holdt sig dækket.

»Er dét saa da ikke Salighed paa Jorden, og er dén ikke ægte nok?« raabte Karl.

»Bellmans Følelse er ægte nok, – men han leer ogsaa altid af sin Pantheisme,« sagde Hellum.

»Leer ?«

»Ja, – han lægger aldrig Skjul paa, at han er fuld, naar han prædiker Pantheisme og Himmerig paa Jorden. – Jeg mener: taget for Alvor er den moderne Pantheisme Løgn og Skaberi; men i Fuldskab kommer ethvert moderne Menneske, især mod Slutningen af Rusen, vist mer eller mindre i pantheistisk Stemning.«

»Hør nu!« raabte den jydske Filosof. »Vi er moderne Mennesker, er vi ikke? – skal vi nu ikke ogsaa prøve paa at komme lidt i pantheistisk Stemning, hvad? mer eller mindre? – Hvormeget skal det være? – og hvem vil betale det ?«

»Det vil jeg – som nyankommen!« sagde Karl. »Lad os faa to Flasker Svensk Banko og tre Sifoner Sodavand. Hvor kan vi faa det?«

»Det besørger jeg,« sagde Jakobsen, »her lige ovre paa Hjørnet. – Kom med Esby! jeg kan ikke bære to trepægls Flasker og tre Sifoner paa een Gang. – Men Wintrup: saa maa De forpligte Hellum til at spille og synge og filosofere for os hele Aftenen.«

Esby og Jakobsen forsvandt. – Fru Dalsgaard sagde: »Saa er det vist bedst, jeg henter nogle Smaakager. Og saa, kjære Hr. Hellum – eller hvem skal jeg henvende mig til? – Dem allesammen! – Saa vil De jo nok passe paa, at Stemningen ikke bliver mere pantheistisk, end at den dog kan forenes med den kristelige Moral.«

»Bravo! bravo! Frue!« raabtes der.

»Det var dejligt, Fru Dalsgaard fik sagt den Vittighed,« klukkede den overanstrængte Kunstner til Hr. Aggerholm; »nu vil hun være langt mere velvillig stemt overfor hele Foretagendet.« –

Snart kom Udsendingene tilbage fra Urtekræmmeren, Lampen blev tændt, og Punchen blev skjænket op i nogle dejlige, gamle Glas, ved hvis Fremsættelse Fru Dalsgaard gav sin særlige Tilfredshed tilkjende.

224|Man havde taget hver sit Glas, stod op og hilste smilende paa hinanden.

»Nu skal vi ha'e: claros soles son!« sagde den jydske Filosof, der havde taget en dybtgaaende Slurk af sit Glas. »Nu troer jeg, vi kan taale den en Gang til.«

Hellum sang, festlig beruset paa Forhaand af det forestaaende Gilde, – – og det var aldeles, som naar man bader i Vesterhavet: da han sang dette Sted mod Slutningen: oro los cabellos – var det, som om Tonebølgen brusende løftede Tilhørerne op fra deres Pladser og kastede dem, overvældede, fortumlede, ned igjen.

»Hellum! Hellum!« – raabte Jakobsen, »hvad er det, man vil foretage sig, naar man har hørt saadant noget? – man trænger jo til at gjøre noget, men hvad er det, hvad er det?« og han hævede de knyttede Hænder i Vejret.

»Ja, vil I ikke høre den igjen?« sagde Hellum sagte og beskedent.

»Jo!« blev der brøk fra alle Sider, saa Fru Dalsgaard gav et lille Sæt i sin Stol af Forskrækkelse.

Efter Sangen stormede alle hen til Klaveret, raabte Leve! for Hellum og skaalede med ham.

»Aa, Hellum, jeg kunde kysse Dig, saa grim Du er,« sagde Jakobsen.

Hellum traadte, med Glasset i sin Haand, et Par Skridt frem i Stuen. Der var noget baade glad og forlegent over ham, som mindede om et Barn, der holder Fødselsdag. Der var ogsaa noget vist værdigt, som godt kunde stemme med den højtidelige Diplomatfrakke, han havde paa, – og der var noget fattigt, forkomment, som Dragten for Resten hellerikke manglede Udtryk for. Men fremfor alt noget løftet, beaandet, noget, hvori man ligesom fornam hans begejstrede Samliv med Folkeslagenes Aander i Poesi og Musik. Han var for Følelsen, som han dér stod, uden Skygge af Valgbrev eller Mandat, – alligevel repræsentativ, han var mere end sig selv.

Det var formodentlig noget saadant, der laa i Jakobsens ganske vist uklare Udraab: »Nu er han ombølget, kan I see: han er ombølget, hvad?«

»Jo, – og Du er omtaaget, det kan jeg ogsaa see,« sagde Esby.

»Hvor det var dumt bemærket,« snerrede Jakobsen, fuldkommen alvorlig og arrig; »for det første er det Løgn, og for det andet saa lige ud ad Landevejen – som Vittighed betragtet.« –

»En Rus er en Slags menneskelig Mikrokosmus eller 225| Menneskelivet i en Sum – sssj,« sagde Hellum og dukkede gjentagende med Hovedet, – »Menneskeaandens Historie afspejler sig i Rusens Forløb. – Enhver anstændig Rus begynder homerisk, som et episk Digt, hvor der sker saa meget, men man aldrig kommer videre, og hvor dette hellerintet skader, fordi alting er saare godt, som det er, – indtil saa Vemodet kommer, Længslen efter det fjærne, Platonismen med sin Spaltning af Tilværelsen i to: den virkelige Verden, som ligger i Skygge, og den fjærne, ideale Verden, med Solglans over sine Høje. -Og efter denne Spaltning følger den blandede Stemning, som søger at forsone sig med Savnet, pantheistisk-løgnagtig at udfylde Kløften mellem Jord og Himmel. Denne tredelte Overgang har Menneskeheden gjennemlevet i den historiske Periode paa 4000 Aar, og de enkelte Folkeslag i mindre Tidsperioder, det samme kan ethvert Menneske gjennemleve i Rusens korte Spand af Tid. – Mine Herrer: al Poesi er Beruselse og følger Rusens Love. Men hvad Folkepoesien angaar – og det samme gjælder Bellman – da har den altid stillet sig, enfoldigt eller skalkagtigt, smilende overfor de pantheistiske Forsøg paa at forene Jord og Himmel. Folkepoesien kjender kun den naive Glæde over Livets ubrudte Helhed, eller den naive Sorg over Livets uoprettelige Søndring. Skal den ind paa en Samling af det Søndrede, bliver den altid kristelig, og er da ikke længere egentlig Folkepoesi. – Dog, tilbage til Rusen: Lad os da, mine Herrer, lære af Menneskehedens Lidelser: Lad os holde vor Rus, saa længe som muligt, paa det gammelgræske, homeriske Stade; – men melder Platonismen, endsige Pantheismen sig, da lad os gaa i Seng og sove Rusen ud. Derved gavner vi os selv, og glæder vor højtærede Værtinde. – Maa jeg tillade mig at drikke et privat Glas med nævnte, ærede Dame – sssj – –«

»Jeg troede, at det var Kristendommen, der havde bragt denne Spaltning ind i Tilværelsen, og dermed Længslen efter det Evige, det Fuldkomne som noget Hinsidigt,« sagde Karl.

»Kjære – sssj – næh – hvor kan De mene det: Lykkefølelsens Spaltning eller Søndring er paa det Sjæleliges Omraade ligesaa naturnødvendig, som Cellespaltningen er det paa det fysiske; det er Differentieringens Lov i Sjælens Verden. – Næh – Kristendommen er et Samlingsforsøg, ligesom Pantheismen. Pantheismen er unaturlig, Kristendommen vil være overnaturlig – –«

»Hør – jeg mener: man maa gaa efter Erfaringen i saadant noget,« sagde Karl, – »efter hvad man kan føle lige i Øjeblikket: og jeg synes, 226| vi har det fuldkommen himmelsk nu hér! – ja, synes I andre da ikke det?«

»Jeg synes det!« sagde den jydske Filosof, og skjænkede mere Punch i sit Glas, som han nylig havde spædet for meget med Vand

»Aa, langtifra!« sagde Nordmanden.

»Det er jo en Følelsessag – sssj – men ogsaa i Følelsens Verden er Sandheden kun een.«

»Jeg er sletikke fuld,« sagde Karl. »Det troer De maaske, Hellum?«

»Nej, nej – sssj –«

»Ja, for jeg kan ikke lide, at det skal blandes sammen med, at vi her tilfældigvis sidder og drikker –«

»Det kan dog vist vanskelig skilles ad,« sagde Hellum.

»Jo, lad os tænke os noget andet: lad os tænke os en ung Mand, der er forelsket – –«

»Ja, det er han saamænd nok, Wintrup, – skal jeg blande noget sammen til ham i Deres Glas –« sagde Jakobsen.

»Han veed, hun er i Nærheden – men han seer ikke hende. Han staar og betragter en Have med halvafbladede Træer i Solskin og Blæst, – seer Raagerne drive for Vinden i Luften derover, – og han føler, at saadan er hendes Natur, det hele er hende – naar hun taler til ham, saa er det blot denne Solblæst igjennem Trætoppene, der har faaet menneskeligt Mæle – – – Jamen kan I da ikke see, at hun er guddommelig – – hun er jo ogsaa allestedsnærværende, – hun er i det altsammen, og derfor er ogsaa Verden guddommelig! – –«

»Sssj – det er forunderligt, at De ikke selv kan see, hvor blandet, vemodsblandet, efteraarsfriskt men ogsaa høstbroget, det hele Billede – hele denne Følelse er –«

»Den er ikke blandet!«

»Aa jo, – undergangsmærket – svindende – flygtig« –

»Den er ikke stabil,« lød det henne fra Knausestads Vindu.

»Det bliver aldrig anderledes!« raabte Karl. »Jeg siger: det bliver aldrig anderledes!«

Der var et Øjebliks usikker Pavse – – Da ringede det paa Entreedøren, og straks efter kom Pigen ind i Stuen: »Det er Student Larsen og Student Madsen.«

»Aa, mine unge Herrers Cricketkammerater,« sagde Fru Dalsgaard.

»Larsen og Madsen! – er der større Æsler til!« raabte den jydske 227| Filosof »Ja, nu er det forbi med hele Guddommeligheden, for vi er nødt til at underholde dem, de Hunde!«

Han aabnede Gangdøren, men lukkede den straks igjen: »Aa – sæt de Drikkevarer væk, Line, – vi kan ha'e dem til en anden Gang. Sæt det ind til Hellum, han drikker det ikke.« – Saa gik han ud i Gangen.

»Seer De, Hr. Wintrup, hvad sa'e jeg: det er ikke stabilt, det sa'e jeg.« – Hr. Knausestad gik, uden at hilse, ud af Døren, forbi de to indtrædende unge Herrer.

Efterhaanden forsvandt alle Ikke-Cricketspillere. Kun Hr. Esby og Hr. Jakobsen maatte holde ud med deres Gjæster til langt hen paa Aftenen.

Karl havde meget at bestille i disse Novemberdage. For det første passede han sin Læsning punktlig, men dernæst: saa snart han om Dagen havde det ordinære Arbejde besørget, – vrimlede det ind paa ham med Tanker om Verden og Livet og hans Stilling dertil – – – Det var dog ogsaa mærkeligt, syntes han, at netop som han var naaet til igjen at tro og haabe og elske, nu da han saadan ligefrem var kommen til at tro paa Livet selv, det guddommelige Liv, – at saa just i de samme Dage skulde han dér støde sammen med denne Hellum, som han syntes saa voldsom godt om, og som var saa begavet og saa nem for ham at tale med, – men som ligefrem vilde gjøre denne Karls nye Tro til Løgn, – kaldte den for Nutidens fantastiske Pantheisme, ikke at tale om: forlorne Optimisme – og meget andet godt.

Han gik en Søndag Formiddag i Slutningen af Maaneden ude i Frederiksberg Have og spekulerede over alle disse Ting, – efter en lang Samtale med sin Kammerat: Han var nu vist selv en fortvivlet Pessimist, den gode Hellum, naar man skulde rigtig see til, det var vist ikke videre ønskværdigt at befinde sig paa hans Stade, – »det bedrøveligt-sande Fritænker-Standpunkt,« som han selv kaldte det. Men han var dog mageløs hyggelig at snakke med, – – og saa var det saa herligt, dette, hos ham helt at være fri for Autoritet: Selv at skulle afgjøre, leve sig til det hele – – ja, han skulde nok leve sig til at tro paa Livet, ihvad saa Hellum sagde, – han skulde blot mødes med Rebekka igjen, tale med hende – – – og i det samme manede Længslen 228| Erindringsbilledet frem, men det var, til hans egen Forundring, ikke Rebekka selv, han saae, – det var Rosenborg Have, seet fra Dronningens Tværgade, med de sorte Raager, som drev for Blæsten. – Han prøvede med Vilje ret at tænke sig Mødet med Rebekka oppe i Nr. 37 – men det blev kun et rent udvortes, stemningsløst Billede, han fik frem.

Det trængte til at fornyes, kunde han forstaa, – og han begav sig samme Dags Eftermiddag op til Geheimeraaden. – –

Hun var hjemme, men hun havde Fremmede. Hendes Fætter, cand.jur. Woltersien, og to unge Frøkner Abrahamson. De var alle fire nylig komne fra Tennisbanen, og bar tildels endnu Sportsdragt. -Rebekka blev overordentlig henrykt ved at see Karl, og forestillede ham paa den hjerteligste og fornøjeligste Maade som sin Ridder og bedste Ven i Jylland. – Der blev drukket Kaffe, hvor alle var saa utrolig morsomme, og der blev under ligefrem overgiven Lystighed fanget en forgjæmt Sommerfugl, som havde faaet den vanvittige Idee at vaagne op af sin Dvale netop paa dette Tidspunkt. – Karl sad og var halvvejs flov baade over sig selv og de andre. Han syntes, de maatte kunne høre det selv, hvad det var for noget forbandet Vaas, de sagde, – han maatte tænke paa gamle Pastor Grabow, naar han konverserede sin tykke Frue. Og ikke blot pjattet var det – men Ordene var saa visne, saa svange og fattige, som om de kunde være groet op af Brostenene, – der var hundrede Gange mere sproglig Frodighed i en eneste Replik af en jydsk Bonde, – foruden at der var Fornuft i den.

»Har De Sommerfuglen, Hr. Woltersien?«

»Ja, Frøken, – her imellem mine Hænder.«

»Aa – men Støvet paa dens Vinger – pas endelig paa!«

»Kjære Kusine! har De ikke en fin lille Støvekost. Frøken Abrahamson gjør mig opmærksom paa, at den rimeligvis er støvet paa Vingerne.«

»Næh – Hr. Kandidat! – nu maa De ikke gjøre Dem saa dum.«

»Maa jeg ikke børste Dyret, Frøken Abrahamson! – Jamen De vil dog have, jeg skal slippe det ud af Vinduet, – saa mister det sandelig meget mere end Støvet paa denne Aarstid.«

Rebekka kom virkelig med en lille Fjer-Kost.

Karl fik efterhaanden ondt i Kinderne af i saa lang Tid at skulle le ad ingen Ting.

229|Under stormende Munterhed foretog Kandidat Woltersien nogle quasi-børstende Bevægelser med Kosten.

Men Karl maatte i sit stille Sind indrømme, at de havde en mageløs Færdighed i at holde Spillet gaaende uden trykkende Pavser, – og at det var ham selv ganske umuligt at opfinde den Slags Vaas, om han aldrig saa gjerne vilde. Det morsomme var vel saa selve denne Spillen Fjerbold med Ord, for ofte syntes han virkelig, at ogsaa Rebekka morede sig. Han selv blev tilsidst ganske tavs, og under Tavsheden kom billigvis Jalousien listende ind paa ham. Hun vilde ikke være offentlig forlovet med ham, fordi hun til syvende og sidst generede sig ved ham. Hendes Fætter dér var jo ogsaa en ganske anderledes Snakke-Kavaleer.

»Nej, der kommer virkelig den kjære Onkel!« sagde Rebekka pludselig, rejste sig og gik ham i Møde.

Geheimeraaden kom ind over Dørtærskelen med korte, kantede Bevægelser – smaa Standsninger for hver Bevægelse – støttende sig til en Stok.

»Ja, – jeg skulde ind at nyde lidt Ungdom og Galskab,« – han rokkede frem over Gulvet.

De to unge Damer løb hen til ham: »Næh – hvor det er dejligt at faa et lille Glimt af Dem, Hr. Geheimeraad! Hvorledes gaar det?«

»Ned ad Bakke, troer jeg nærmest. Men meget langsomt. Jeg forhaster mig ikke, kan De nok see.« – Han var naaet hen til Lænestolen ved Bordet, her drejede han sig langsomt rundt med stødvise Sidebevægelser og satte sig saa med en uvilkaarlig, smertelig Stønnen, som han dog endte i et interesseret: »Aah! – – dér har vi jo virkelig – min allerbedste Ven, Hr. Student – nej, Kandidat Wintrup. – Ja, De har jo vundet en stor filosofisk Sejr paa Universitetet, siden jeg havde den Fornøjelse at see Dem. – Sidst De var heroppe i Lejligheden, – da havde jeg netop een af mine værste Dage.«

»Frøken Rebekka fortalte mig derom,« sagde Karl.

»Aa ja – det er vist rædsomt smerteligt, Hr. Geheimeraad,« sagde den yngste Frøken Abrahamson.

»Det pinligste derved er dets Meningsløshed – man kan ikke – –«

»Næh – man kan jo sletikke forstaa, hvorfor saadan noget skal være til.«

»De tænker paa Forsynet, lille Frøken Christence!« 230| »Aa!« raabte denne forfærdet, idet hun bøjede sig over mod Frøken Rebekka, »nu sætter Deres Onkel sine Lorgnetter paa Næsen!«

»Nej, bedste Frøken, – Forsynets Mening har jeg forlængst opgivet at udgrunde. Det er snarere den saakaldte Tingenes Logik, som jeg savner i en saadan Lidelse. Men det forstaar min filosofiske Ven, Hr. Wintrup, bedre« – –

»Jeg mangler maaske ogsaa Forudsætninger, kjære Onkel?« sagde Kandidat Woltersien.

»Maaske. Men prøv at følge med! Selv den svageste Begavelse bør ikke ophøre at stræbe mod Lyset. – Det er denne endeløse Pine, rhytmiseret af Blodets Pulsslag, der virker saa dræbende paa Fornuften. Fornuften søger uafladelig at bringe Orden, Form, Begrænsning deri: den tænker sig f. Eks. en Stigen af Smerten med tilsvarende Dalen og saa Afslutning, – eller en enkelt Stigning mod Katastrofe og saa brat Afslutning, – eller mere kombinerede Helheder, som fuldføres af deres respektive Enheder og saa er til Ende. Men Pinen bliver ganske frækt og ugenert ved med sit, uden i mindste Maade at ænse Fornuftens Korthuse af Systemer og Begrænsninger, – – – og naar der saa er gaaet en lille Tid, saa maa Fornuften, paa Trods afsig selv, fordi det er dens forbandede Natur, – til atter at bringe sine Opstillinger længere henne paa Smertens Vej, skjønt den veed, at Pinen ikke regner dem det allermindste.«

»Gud – ja, det maa være rædsomt!«

»Jeg forsikrer Dem, kjære Frøken Christence,« sagde Geheimeraaden smilende og satte atter sine Lorgnetter for Øjnene, »det er saadan, at De hverken fatter eller forstaar det.«

»Jeg beundrer Geheimeraaden,« sagde Karl med oprigtig Forbavselse, »at De under Lidelsen formaar at anstille saa fine og korrekte Iagttagelser.«

»Og det glæder mig ganske overordentlig, min kjære Hr. Kandidat, at høre disse mine Iagttagelser bekræftede af en Repræsentant for den allernyeste Videnskab –«

»Ja, undskyld, hvis jeg –«

»Nej, men det er jo Faktum, – thi ligesom alting gaar frem Dag for Dag, saa gaar Videnskaben ogsaa, som vor militære Medarbejder Hr. v. Buddinge siger. De hører jo dog virkelig til Videnskabens friskeste, grønneste Skud – – – Men siig mig engang, min kjære Hr. Wintrup,« fortsatte Geheimeraaden i en ganske forandret og meget fortrolig 231| Tone, idet han bøjede sig over mod Karl, »hvorledes gaar det til, at min kjære Niece altid berømmer Dem for Deres friske Umiddelbarhed og andre landlige Dyder, – og naar jeg har den Ære at see Dem herovre, da fornemmer jeg kun den fuldendte, men tilknappede og tavse Verdensmand – –«

»Det kommer af,« sagde pludselig Frøken Rebekka, »at Hr. Wintrup kun viser sig indladende overfor dem, som gjør sig værdige dertil, og ikke overfor saadan en gammel stikken og prikken Vissenpind som Dig, Onkel –«

»Ah!« – sagde Geheimeraaden med Skuldertræk og megen Spydighed i Tonen, – – men fortsatte ikke. Hans Nieces Replik havde haft noget vist extraordinært i sin Klang. – –

Ikke ret længe efter gik Geheimeraaden atter ind i sine Værelser – foregivende Smerter i Siden. – – Og Karl fortrød, at han ikke samtidig var gaaet, thi han holdt dog ikke ud, til de andre var borte. –

Mange triste Tanker og en Følelse af sjælelig Sult pinte ham, da han gik hjem. Hvilken Konversation! – tom, tør, afsveden, – ikke Tusindedelen af det Liv, der var i den mindste af Hellums Folkeviser. – – Og hvorfor blev han saa dog ikke, til de andre Fremmede var gaaet. – Men nu var det for sent for denne Gang. – –

Karl og Hellum var bleven saa gode Venner, at Karl bød ham med sig hjem i Julen. Nogle Dage før Hjemrejsen gik han ind til Kronprinsessegade for at sige Farvel. Men dette Besøg var paa en Maade endnu uheldigere end det forrige. – Geheimeraaden var inde i Dagligstuen, da han kom, og blev der det første Kvarter. Saa gjorde han ganske vist Tegn til at ville fjærne sig, men i det samme forlod Rebekka Stuen. Og saa blev Geheimeraaden. Og Karl maatte tale ene med ham i tyve Minuter og havde en Følelse af, at Geheimeraaden ikke blot gjorde Løjer med ham som sædvanlig, men tillige var lidt uvenlig mod ham. Saa kom Rebekka ind igjen; men da de havde siddet og passiaret en lille Tid, gjentog det samme sig fra før: Geheimeraaden sagde noget om, at han skulde ind og arbejde i sin Stue, og saa rejste Rebekka sig og smuttede ud Karl kunde næsten ikke faa et Ord frem mere; – et Par Minuter efter sagde han Farvel til Geheimeraaden og bad ham hilse Frøken Rebekka.

»Nej, men bedste Hr. Wintrup,« sagde denne, »hvad gaar der dog ad Dem. Nu skal jeg sende Bud – –« 232| Han ringede, Pigen kom ind, og han bad hende sige til Frøkenen, at Hr. Wintrup vilde sige Farvel.

»Ja, jeg tør alligevel ikke følge Dem ud i Entreen for Kuldens Skyld. Jeg vil tillade mig at tage Afsked med det samme,« sagde han og gik ind i sin Stue.

Men saa var det jo ikke Geheimeraaden, der havde imod, at hun blev ene med ham, tænkte Karl. Han havde nok tænkt det sidst, da hun gik ud; men nu var det jo tydeligt.

Lidt efter kom hun ind.

»Rebekka! Du maa i hvert Fald sige mig – Du maa forklare mig, hvorfor –«

»Kjære Karl, – noget af det modbydeligste, jeg veed, er Forklaring og Opredning og Fordybning og Hjerteransagelser – det faar Du ikke det mindste af.« – Hun saae paa ham med saadant et varmt, men saa underligt roligt og aabenlyst beskuende Blik. – Han maatte tage sine Øjne bort fra hendes Ansigt. – Hvor den Stilling, hun stod i, var henrivende, men saa morsomt ret op og ned.

»Det maatte være forfærdeligt at være bunden til saadan Een som Dig!« sagde hun med Udbrud – »Det er slemt nok at elske Dig saadan!« – I det samme slog hun sine Arme om ham og knugede sin Kind ind imod hans. – »Du kan nok selv finde ud,« sagde hun i næste Øjeblik. »Farvel!«

Saa forlod hun Stuen. – –

Karl var saa sikker paa, da han gik ned ad Trappen, at hans Tanker vilde plage og pine ham med stor Fest og Spektakel og endeløse Overvejelser i Anledning af det Forefaldne; men det viste sig, paa Hjemturen til Vesterbro, at hans Tanker sagde Pas til det hele, som til noget altfor gaadefuldt. Og hans Hjerte havde nok i hendes Ord: at hun elskede ham – – og han følte jo hendes Favntag – hendes Favntag! – og han fornam hendes Aande – og hendes Ansigt mod sit.