1 Martin Andersen Nexøs samlede fortællinger

I sin ellers anerkendende anmeldelse af Martin Andersen Nexøs (18691954) debutbog Skygger (1898) konkluderede Edvard Brandes (1847-1931): »Fordringen bliver da den, at Hr. Andersen Nexø opbygger sig en ordentlig Roman og ikke nøjes med Noveller, der er gode som Appetitvækkere, men i Længden smal Kost« (Politiken, 22. september 1898). Og det forholder sig også senere sådan, at i behandlingerne af Nexøs omfattende og facetterede forfatterskab sætter omtalerne af de store romanværker oftest de dele af forfatterskabet, som udfolder sig i andre genrer – erindringer, rejsebøger, skuespil, digte, journalistik og fortællinger – i skyggen.

Den skæbne kun at blive husket for bestemte genrer i sit forfatterskab deler Nexø vel med så mange andre digtere. Man kan blot tænke på H.C. Andersen, der i lang tid primært havde ambitioner som skuespil- og romanforfatter, men endte med altovervejende at blive husket for sine eventyr. I Nexøs tilfælde er det omvendt kortprosaen, som i høj grad er overset; det er sigende, at der – bortset fra nogle privattryk – ikke siden 1970’erne er udkommet et eneste udvalg af Nexøs fortællinger i Danmark (men der­ imod i Tyskland).

Det rådes der hermed bod på! Her optrykkes alle de fortællinger, som af Nexø selv blev optaget i tretten bøger fra debuten Skygger og frem til hans sidste samling med nye fortællinger, Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) samt efterslætten Et Skriftemaal, der blev udgivet i bogform 1946, men havde været publiceret på anden vis i 1908 – og er skrevet i 1890’erne.

Nexøs kortprosa var på ingen måde blot ungdommelige tilløb til senere, modne romaner, men blev affattet gennem hele forfatterskabet. Flere senere optryk af fyldige udvalg, foretaget på Nexøs eget initiativ (se nærværende efterskrift, afsnit II.1-8), vidner ligeledes om, at forfatteren stod vagt ved sit novellistiske forfatterskab.

Som samlebegreb for den del af Nexøs forfatterskab, der her – i tekstkritisk og kommenteret udgave – igen gøres tilgængelig på dansk, er valgt ’fortællinger’; det er noget mere mundret end f.eks. ’fiktional kortprosa’.

Her dækker begrebet imidlertid over adskillige genrer: noveller, fortællinger, erindringer, rejseskildringer, anekdoter, causerier, skitser, eventyr, legender, lignelser, allegorier og blandingsformer heraf.

Ved begrebet ’samlede’ fortællinger forstås her: Samtlige de 85 fortællinger, som Nexø lod optage i bøger, redigeret af ham selv. To af disse – »Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland« og »Et Skriftemaal« – indgik ikke oprindelig i nogen samling, men udkom separat. At Nexø selv betragtede »Lykken« som en fortælling og ikke en kort roman, fremgår af, at den indgik i og lagde titel til samlingen Lykken og andre Fortællinger (1955).

Tilsvarende indgik »Et Skriftemaal« i Ungdom og andre Fortællinger (1954).

Derimod medtages Familien Frank. Fortælling (1901) ikke, fordi den trods sin undertitel efter udgiverens skøn snarest må betegnes som en roman.

De fleste af fortællingerne stod oprindeligt at læse i dagblade eller tidsskrifter m.v. og blev så senere, oftest mere eller mindre bearbejdet, optaget i bogform. Det skal erindres, at Nexø ved sin død havde et omfattende journalistisk forfatterskab bag sig, og at store dele af dette kan kaldes fiktional kortprosa eller fortællinger. Derfor ville det, hvis man også medtog alt det, Nexø ikke senere lod optage i bogform, være muligt at udgive en langt mere omfangsrig udgave af hans Samlede fortællinger end den nærværende.

Udgiveren har imidlertid fundet det rimeligst at lade Nexø selv bestemme, hvad der skal indgå i denne udgave. På den anden side er vejen hermed banet for en eventuel senere, supplerende udgave med alt eller noget af det materiale, Nexø ikke selv lod optage i nogen bog, men hvoraf meget er kunstnerisk fuldt på højde med dette, omend naturligvis af vekslende kvalitet – som dette.

I.1 Skygger (1898)

Tilblivelse

Skygger udkom i september 1898 og var frugten af flere års arbejde – og indfrielsen af lige så mange års heftige ambitioner og forfatterdrømme. I sidste bind af sine erindringer, Vejs Ende (1939), beretter Nexø om sin rekonvalescenstid hos fru Mathilde Molbech (1841-1908) i Askov, sommeren 1894:

Jeg var begyndt at arbejde med større Fortællinger. Den sære gamle Doktor fra Opholdet i Odense spøgede jævnligt i mig endnu og inspirerede mig til Fortællingen »Dødskamp«; jeg kunde imidlertid ikke tumle Sujettet og gik bestandig i Staa. Den lidt hengemte Digterluft, der hang som Traditioner i det Molbechske Hjem (…) fik mig til at reagere med Satiren »Den musikalske Gris«. Heller ikke den kunde jeg komme nogen Vegne med; de to Arbejder blev først fuldførte et Par Aar senere. (…)

Jeg hade ogsaa taget fat paa et tredje Arbejde, Fortællingen »Lotterisvensken« – som heller ikke vilde føje sig for mig. I denne Fortælling var det frem for alt Sproget, der gjorde Knuder, mens selve det psykologiske og Formningen af Stoffet gik nogenlunde fra Haan­den. Det literære Sprog faldt mig let nok i Pennen; men det sae ingenting om disse jævne Mennesker, hade ingen Udtryk for deres Sorger, Nød og smaa Glæder. (…) Syv Gange maatte jeg skrive Fortællingen om fra Ende til anden, før jeg kom fri af de obligate literære Vendinger og naaede frem til Hverdagens Mæle.

Det tog mig hele Sommeren. (Erindringer, s. 519-520)

Bortset fra »Den musikalske Gris« (se afsnit I.9) melder de samtidige kilder imidlertid intet om, at han så tidligt skulle have arbejdet med de nævnte (eller andre) fortællinger, men derimod om talrige digte, hvoraf nogle få blev optaget i Højskolebladet, Friskolens Tidende og Taarnet. Først to år senere, efter hjemkomsten fra hans første store rejse til Syden 1894-96, der frigjorde ham på mange måder, kastede han sig for alvor over prosaen. Under selve rejsen havde han skrevet en lang række korrespondancer til Bornholms Tidende og elleve andre provinsaviser fra Tyskland, Italien, Marokko og Spanien. Og i 1896 fik han trykt de to første af de fortællinger, der senere skulle indgå i Skygger, begge med spansk motiv og begge skrevet eller i hvert fald påbegyndt i Granada: »Pan a ocho. (En Kvinderevolution)« i Illustreret Tidende, 10. maj, og »La Concha. (Skitse fra Andalusien)« i samme blad, 22. november.

En brevveksling mellem Nexø og hans unge kæreste og senere hustru Margrethe Thomsen (1881-1958), som er dukket frem af arkiverne for nogle år siden (brevene i Tilg. 396, Det Kongelige Bibliotek), kan imidlertid kaste nyt lys bl.a. over tilblivelsen af Skygger.

Fra en sommerrejse hjem til Bornholm skrev Nexø 21. august 1896 til Margrethe om sine litterære planer og ditto venner: Jeg arbejder nu på en Novelle, men kun »mellem Slagene«. Dagen tilbringer jeg på Strejftog med Jakob [den senere forfatter Jacob Hansen (1868-1909)], om Aftenen samles vi på hans Værelse og diskuterer æstetiske og filosofiske Æmner til Kl. 1-2. Jakob skriver – og skriver godt, han vil blive en anset Forfatter engang. Der var i vort Aftenselskab en tredje »Digter« (øf) en Sønnesøn af Musikeren Rung, en ganske ung, blaseret, noget træt Mand [den senere forfatter Otto Rung (1874-1945)], der troede på Spiritisme og skrev Bøger med Bankeånder i. (…) Han [Jacob Hansen] og jeg læser vore Produkter for hinanden og kritiserer hinanden skarpt.

Den 29. august 1896 følger en udførlig beretning om tilblivelsen af »Dødskamp«: Jeg arbejder nu på en Studie, som skal hedde »Dødskamp«. En ung Mand, Postfuldmægtig, der har haft Venner med bedre Råd end han selv. Han var født under meget fattige Forhold, havde måske netop af den Grund meget stærk Stolthedsfølelse, vilde ikke lade sig traktere af Vennerne uden at gøre Lige for Lige, kunde ikke trække sig tilbage. Låner af Kassen (åbner et Pengeskab) bliver opdaget. Det er alt sammen Biting, der ikke skal fortælles men skimtes af selve Historien.

Historien begynder med, at han flygter efter at være opdaget, og den beskæftiger sig udelukkende med hans Tanker fra Angstens Øjeblik, indtil han springer ud fra Klipperne og slår sig ihjel, idet man vil gribe ham. – Ens Sanseindtryk og Tanker tager jo bestemt Farve af éns egen Sindstilstand i det Øjeblik, man ser eller tænker.

Jeg vil forsøge at skildre, hvad der foregår i ham, hvordan alle Ting tager sig ud for ham med Forbryderfølelsen som Baggrund og med Døden (skønt ubevidst) for Øje.

Manden dør to Gange, først dør han den åndelige Død, hans Tanker svinder hen, hans Følelser udslukkes som Følge af det overmægtige Indtryk, Frygten for Tugthus og Skam gør på ham. Frygten får hans Sind til at gøre unaturlige Anstrængelser, det falder sammen for Overanstrængelse og dør. Men Legemet lever jo derfor lige godt og arbejder på at undgå hans Forfølgere i Kraft af Instinkterne, indtil Forfølgerne rykker så nær ind på det, at hans eneste Udvej er Døden, den legemlige Død. Dette fortælles naturligvis ikke men skal udledes af, hvordan hans Tanker og Sjælstilstande under visse Omstændigheder arter sig. Det skal skrives frisk og tager Tid.

Den 4. december: »Nu har jeg snart en ny Historie færdig, den bliver lang i alt Fald i Forhold til de andre jeg har skrevet. Hvis jeg får den optaget, tjener jeg ikke så lidt, den sidste du så, fik jeg 25 Kr. for.« Den sidste var »La Concha«, men den her omhandlede – der altså kun er omtalt for sin længde og de deraf følgende indtægtsmuligheder – er med god grund ikke medtaget i nogen af Nexøs novellesamlinger (og derfor heller ikke i denne). Det drejer sig om den sentimentale, af H.C. Andersens »Den lille Pige med Svovlstikkerne« inspirerede julehistorie »Lille Barn Uskyld«, som han fik trykt i Bornholms Tidende, 22. december 1896, og som sikkert har kunnet betale sin forfatters juleudgifter.

Samtidig arbejdede Nexø dog på det, der skulle blive hans mest berømte fortælling; den 9. december 1896 skriver han fra Askov: I dag har jeg fuldendt en ny Fortælling på halvhundrede store Sider: »Lotterisvensken«. Den er ikke morsom, Fru Molbech siger, at den er trøstesløs, men det skulde den også være, så den må så vidt være lykkedes. Nu er jeg ikke klar over, hvad jeg skal have fat i. Jeg længes efter at begynde noget større, men jeg har Hovedet så propfuldt af Motiver, at de enkelte ikke kan få Plads til at røre sig, så jeg må vist have nogle flere Småting fra Livet endnu. Jeg vil måske engang komme til at skrive noget morsomt, – det vil sige ikke gemytligt, det tror jeg ikke ligger for mig – men måske noget satirisk. Trods

det meget uventede og smukke jeg har oplevet i de senere År, er det Totalindtryk, jeg har fået af Livet ikke egentlig lyst. Barndommens Skygger når over hele Livet tror jeg.

En Barndom under Tryk avler i nogle Trællesind, i de mere levedygtige Trods[,] jeg hører vist til de sidste.

Den 16. januar 1897: »Jeg slider og tumler med »Dødskamp« men kommer i Øjeblikket næsten ingen Vegne. Sådan går det undertiden – man går i Stå og kan næsten ikke slippe over det døde Punkt.« Han opmuntres af Jacob Hansen: »Din Fortælling Dødskamp glæder jeg mig til at læse da saadanne Opløsningsprocesser interesserer mig uhyre.« (B. Houmann (red.): Jakob Hansens breve til Martin Andersen Nexø, s. 83, brev af 20. december 1896).

Og den 24. januar er Nexø færdig: »I går fuldførte jeg afskrivningen af »Dødskamp« i Morgen sender jeg den til »Tilskueren«. Bare de nu vil optage den – jeg har gjort mig ikke så lidt Ulejlighed med Udarbejdelsen.« Det ville Tilskuerens redaktør Martinus Galschiøt (1883-1934) imidlertid ikke, og han begrundede (ifølge Nexøs svarbrev, Galschiøts brev er ikke bevaret) bl.a. afslaget med, at fortællingen var uselvstændig, præget af Dostojevskij. Nexø svarede langt og høfligt, men afslaget kom til at spøge længe (se afsnit I.3), ja, det spøgte endnu i sidste bind (1939) af hans Erindringer (s. 537); foreløbig afviste han på det bestemteste at have været under litterær indflydelse: »Jeg har ikke haft noget literært Forbillede, men grundet Studien på en Tildragelse i mit eget Liv – ganske vist med Ombytning af de ledende Motiver. Jeg har engang arbejdet nogle Timer med Døden lige under Øjne.« (B.

Houmann (red.): Breve fra Martin Andersen Nexø, brev nr. – i det følgende blot: brev nr. – 4 af 14. februar 1897; om den pågældende oplevelse se Erindringer, s. 402-403).

Til Margrethe skrev han den 8. februar om afslaget: Redaktøren skrev et elskværdigt Brev til mig, hvori han kritiserede den skarpt og rådede mig til ikke at lade den trykke for min egen Skyld. Hans Kritik var efter min Mening ikke velbegrundet men jeg var alligevel glad for det var meget elskværdigt af ham. Han skrev, at

han havde læst noget jeg tidligere havde skrevet og roste det og rådede mig til at vente noget før jeg tog så forfærdelig svære Opgaver op som den foreliggende.

Den 29. september 1897 er der nyt om Nexøs forsøg på at afsætte sine fortællinger: Jeg har været oppe hos Peter Nansen [(1861-1918), Gyldendals kunstneriske leder siden 1896] med »Dødskamp« og en anden lille Fortælling [enten »Pan a ocho« eller »La Concha«]. Han syntes udmærket om dem og rådede mig til at skrive en stor Bog. (…) Jeg er travlt optaget i denne Tid, jeg har fået Blod på Tanden og skriver på Kraft. Hvem ved måske man kan opnå en pæn lille Berømmelse.

Det var jo ikke af Vejen, og Peter Nansen lod til at mene det.

Kort efter synes Nexø at have indgivet Skyggers samlede manuskript til Gyldendal. 26. oktober 1897: Du ved, at jeg har leveret et Bind Småting ind til Gyldendal. De syntes godt om dem og var ikke uvillige til at tage dem men mente at både jeg og de var bedre tjent med at fremtræde for Læseverdenen med et større, sammenhængende Arbejde. Da jeg så fortalte dem, at jeg har begyndt på en større Bog, købte de den af mig og betalte mig 200 Kr. på Forhånd.

Den omtalte bog var Nexøs første romanforsøg, som skulle hedde En Rejsendes Dagbog, og den blev afleveret på Gyldendal den 21. marts 1898; imidlertid blev den først udgivet – stærkt forkortet – af Børge Houmann 14 år efter Nexøs død med titlen: Af en ung mands papirer. Martin Andersen Nexøs første romanforsøg (1968).

Og Nansen var heller ikke mere begejstret for fortællingerne, end at han i sidste ende afviste også dem. Nexø opnåede først kontrakt med Gyldendal, da han efter på et andet forlag at have udgivet tre novellesamlinger og romanen En Moder i 1901 endelig fik den lille roman Familien Frank ud på dette forlag.

Det slog ham imidlertid ikke ud, og ansporet af en ny ven – forfatteren Johan Skjoldborg (1861-1936), som han havde stiftet bekendtskab med under et kursus på Danmarks Lærerhøjskole – henvendte han sig nu til dennes forlag, der havde navn efter sin ejer Julius Gjellerup (1858-1917).

Muligvis er titlen på Nexøs første bog også inspireret af Skjoldborg, hvis debut, ligeledes en samling fortællinger, hedder I Skyggen (1893). I Dag har jeg være henne hos Forlægger Gjellerup med et Bind Noveller. Jeg tror for Resten ikke han tager dem, for han er meget ængstelig, det sagde han også selv. Om en Uge får jeg Besked. (Brev til Margrethe, dateret »Torsdag d ? April. 98.«) Noget desillusioneret efter det gyldendalske afslag bad han Margrethe om at holde helt tæt med hans nye fremstød, indtil en afgørelse forelå. Men det havde han ikke behøvet. 28. april 1898: Jeg har solgt et Bind Fortællinger, Du ved jeg havde, til Forlægger Gjellerup på gode Vilkår. Jeg fik 100 Kr. på Hånden og skal have 2 ½ hundrede til i Tidens Løb. De skal udkomme i September. Så nu er jeg i Færd med at kildre Ganen på mine Kreditorer. Jeg begynder med dig og Fru Molbech. 12. maj 1898: »I går fik jeg mine Noveller fra Gjellerup med Anmodning om at gøre dem færdige til Trykken. Så varer det ikke længe, før de begynder på dem.« 24. juni: »Nu er der oven i Købet Korrekturen på min Bog; jeg har de fem første Ark liggende.« Og den 14. september kunne han stolt sende Margrethe (som han i mellemtiden var blevet gift med) sin første bog. Nu skulle kun nervøsiteten over anmeldelserne overstås: I Går kom min Bog i Boghandelen, bare den nu vil sælge. I Politiken for i Dag er der igen en lille Notits om den, hvori de påstår, at din Mand er talentfuld – sikke nogen Bæster. Men nogen Anmeldelser har der endnu ikke været i noget trykt Blad. Jeg tænker de kommer i Løbet af Ugen. Bare de nu vil rose den, de Smørtyve det er da det mindste de kan gøre. Hvis den bliver anmeldt i Venstrebladet [Ran18

ders V., hvori den dog ikke blev anmeldt] vil I så ikke sende mig det Eksemplar. Det gælder jo at samle de mest rosende Udtalelser og avertere med, så Gjellerup har bedt mig holde Udkig. (Brev af 18. september 1898) Den omtalte notits lyder i sin helhed: Aarets første og talentfulde Debutant i Literaturen er Hr. M. Andersen Nexø, der paa Gjellerups Forlag har udsendt en Samling Noveller, betitlet Skygger, 224 Sider stor. (Politiken, 18. september 1898) Og hermed skulle det kunne afklares, hvornår Nexø egentlig debuterede i bogform: Notitsens formulering, at Nexø »har« udsendt Skygger, sandsynliggør sammen med ovenstående brev, at bogen udkom lørdag den 17. september 1898 – og ikke som hidtil antaget den 20. september.

Sidstnævnte dato er da også en konstruktion. Da forlaget Aschehoug i 1923 ønskede at markere Nexøs 25-års forfatterjubilæum, skrev han: »Jeg aner ikke, naar Dagen falder da »Skygger« udkom. Og hvor faar man det at vide?« (brev nr. 292). Efter samråd mellem forlaget, Nexø og forfatterens ven og biograf K.K. Nicolaisen valgte man da vilkårligt datoen 20. september, og denne dato autoriseredes senere af Børge Houmann, bl.a. i hans Martin Andersen Nexø Bibliografi (1961), s. 21.

Modtagelse

Der skal i det følgende præsenteres nogle karakteristiske anmeldelser.

Kristeligt Dagblads anmelder synes at anlægge en etisk, snarere end en æstetisk målestok på værket: Samlingen indeholder syv Skildringer.

Til at begynde med kan maaske følgende Oversigt sætte Læseren i den rette Stemning:

1. »Dødskamp« skildrer en Forbryder paa Flugt. En Barnemorderske optræder som Biperson. Hovedpersonen tager sig selv af Dage.
2. »Lotterisvensken« skildrer en Mand, der forfalder til Lotteri19

spil og Drik. Indirekte bliver han Skyld i sit Barns Død, selv tager han sig af Dage. (…) 3. »To Brødre«. Disses Fader myrder Moderen og dræber sig selv.

En Kone dør i Barselsseng og Barnet drukner. Den ene Hovedperson styrter sig selv i Søen, den anden bliver sindssyg og begaar et Mord. 4. »En Kvinderevolution«. En Kone dør af Sult. 5. »La Concha«. Hovedpersonen tager sig selv af Dage. 6. »Brødsælgeren« har ingen Hovedhandling. 7. »Manuela« skildrer et utugtigt Forhold. Den kvindelige Part gaar komplet til Grunde. (…) nu ved man, at Hr. Andersen Nexø ikke regner det saa nøje med et Menneskeliv mere eller mindre. (…) i hans Skildringer er der en hel Del radikal Raahed. Utvivlsomt har Forfatteren Evne til at opfinde og beherske en tragisk Situation, men vi finde det ikke overflødigt at advare ham mod at misbruge denne Evne. (…) [Værket mangler] Spor af Respekt for Døden og af Hjertelag for dem, der lide. (Kristeligt Dagblad, 22. oktober 1898) Forbeholden var også Højskolebladet, hvori Nexø tidligere havde fået trykt et par digte. Det indrømmedes ganske vist, at fortællingerne »skyldes en talentfuld Forfatter, som sidder inde med en ikke ringe Menneskekundskab og tilsvarende stilistisk Færdighed«, men: (…) alt er Elendighed, Sorg, sjælelig Vaande (…). Det hele ser nærmest ud som (…) »Studier« (…) Kunstneren har gjort for sin egen Udviklings Skyld eller som Grundlag for kommende Værker. (…) om andre end Forfatteren selv vil kunne have noget virkeligt Udbytte af dem, er mere end tvivlsomt. (Højskolebladet, nr. 4, 27. januar 1899) Nogenlunde det samme mente Berlingske Tidende, aften, 21. oktober 1898.

Skygger var et umodent værk, præget af alle en debutants fejl, specielt ungdommelig Weltschmerz, men viste dog:

(…) saa meget Talent og saa stor Selvstændighed, at man er berettiget til at nære ikke ringe Forventninger til hans fremtidige Produktion, naar først han er kommet noget ud af den Gæring, i hvilken han øjensynlig nu befinder sig.

Tilsvarende korte og forbeholdne anmeldelser fremkom i Dannebrog, 5. oktober, og i Nationaltidende, 6. oktober.

Det må jo have været ganske nedslående læsning for debutanten, men den konservative presse var ikke unison. Aalborg Stiftstidende gav den 23. september Skygger dette skudsmål: »Der gaar en egen dyster Grundtone gjennem« alle syv fortællinger. Dernæst følger – efter et længere referat af »Lotterisvensken«: Hvad der giver denne Fortælling Værdi er mindre selve dens Motiv end den dybe Forstaaelse, hvormed Forholdene i det fattige Hjem er skildrede. Overhovedet faar man af alle Fortællingerne et levende Indtryk af, at Forfatteren har levet sig ind i, hvad han skildrer. Han ejer Evnen til at fremstille Personerne saaledes, at man synes at se dem for sine Øjne. Og han nøjes ikke med en overfladisk Karakteristik (…). Fortælleren er en Mand, der baade vil og kan skildre sandt og naturligt.

Det er da en Forfatterdebut, der er sikker paa ikke at gaa upaa­ agtet hen (…).

Vigtigst af alle anmeldelser må for Nexø have været Politikens, det litterære venstres hovedorgan. Og han kan næppe have været skuffet over Edvard Brandes’ ord 22. september 1898: Naar man har læst Bogen véd man, at Hr. M. Andersen Nexø, der debuterer beskedent – uden paatrængende Jeg – i Literaturen og viser en utvivlsom Begavelse, samler sine Tanker og Stemninger om ulykkelige Menneskers Forpinthed og gradvise Synken ned i Afgrunden. Han ævner at variere Emnet (…) og han bevarer den samme sunde Bitterhed over Stemningen, hvor saa Personerne end befinder sig.

Brandes fremhæver dernæst »Lotterisvensken« og »Dødskamp« på de øvrige fortællingers bekostning, men »imidlertid: Bogen røber et uomtvisteligt Talent: Her findes Evne, Alvor, Lyst til at trænge ind i Tingene.« Og Brandes slutter med det allerede citerede krav til debutanten om en roman.

Fra provinsen supplerede Sophus Claussen (1865-1931) under sit mærke »Antonius« indsigtsfuldt i Lolland-Falsters Folketidende, 15. oktober; modsat Brandes fandt han de fire fortællinger med spansk motiv bedre end de tre med bornholmsk, (…) fordi hr. Andersen Nexø har maattet fatte sig i Korthed om de spanske Forhold, som han naturligvis ikke kunne kende som de bornholmske. De første kan blive lidt for lange og almanakagtige, men de er tvunden af gode, grove Traade (…). Naar den simple Sømands Sjæleliv opløses i dets Grunddele, er det ikke mindre mærkeligt og fængslende, end hvis man prøver at opløse de fine, højt udviklede Sjæle.

Her er Hr. Andersen Nexøs Styrke. Derigennem faar hans For­ tællinger noget helt nyt ved sig (…).

Og –­ som forsvar af debutanten imod den kritik, der (som f.eks. Kristeligt Dagblads) vil kalde den forfatter rå, der skildrer råhed – slutter Claussen: »Forfatteren er jo Virkelighedsskildrer, og han kan jo ikke gøre for, at Verden ikke skaffer de smaa, men indholdsrige Menneskeliv en anden Afslutning.« Også fra Social-Demokraten var der megen ros i en lang anmeldelse den 16. oktober: Det er en Forfatter-Debut, som røber ubetinget Talent. Andersen Nexø fortæller (…) i et personligt og omhyggeligt udarbejdet Sprog [og] giver mørke og sanddru virkende Billeder af forspildte eller forkomne Eksistenser. (…) Andersen Nexø sætter Døden som Afslutning paa alle sine Fortællinger; det er Tegn paa en energisk Villie til at trække Linen ret ud og føre den til Ende.

Sluttelig fremhæves »den ubestikkelige Iagttagelsesævne og paalidelige Sprogkunst, som hæver »Skygger« frem til en saa lovende Debut-Bog.«

I.2 Muldskud (1900)

Tilblivelse

Efter udgivelsen af Skygger holdt Nexø et par måneders skrivepause og helligede sig sit nye arbejde som dansklærer m.v. på Gregersens Realskole på Frederiksberg. Men den 7. november 1898 skriver han til sin Margrethe: Jeg har fået Bestilling på en Julefortælling til 15 Kr. og den skrev jeg i Går under den mest dundrende Hovedpine, som jeg havde hele Dage[n]. Det mærkelige er, at jeg tror, Fortællingen er morsom. Jeg kom da selv til at le ved at tænke på den i Nat, da jeg lå i min Seng.

Den fortælling, han undtagelsesvis havde fået vi så rask fra hånden, var »Bigum Træben«, og bestillingen kom fra Sophus Claussen, siden 1896 medredaktør af Lolland-Falsters Folketidende, hvori den stod at læse juleaften 1898.

Herefter stiftede Nexø og Margrethe hjem i København, hvorfor brevvekslingen imellem dem naturligt nok svinder stærkt ind. Vi må derfor her nøjes med at konstatere, at fortællingerne i Muldskud, som udkom i november 1900, er skrevet over to-tre år, og at de næsten alle blev publicerede, efterhånden som han skrev dem. Løbende publicering af mindre arbejder – fortællinger, digte og journalistik – var en ikke uvæsentlig supplerende indtægtskilde for familieforsørgeren Nexø. »Hovsmeden fra Dyndeby« tryktes først i dagbladet København, decem­ ber 1899; og det blev indledningen til Nexøs medarbejderskab ved denne avis, som han gennem det næste års tid forsynede med en lang række klummer, skitser og fortællinger. »To Kvinder« havde stået i Flinchs Almanak 1900, som redigeredes af vennen Johan Skjoldborg. De øvrige fortællinger blev publiceret i syv forskellige aviser og tidsskrifter – se nærmere herom i afsnit V.2. Alene »Lønningsdag. (En Idyl)« havde ikke været trykt før.

Om begrebet ’muldskud’ og om sine grunde til at anvende det som bogtitel skrev Nexø fem år senere: Det Billede, Ordet fremkalder, synes jeg griber – som en Anelse – om saa meget i Livet og navnlig i Almuens. Jeg staar og ser ud over den jævne, hverdagsgraa Jordskorpe – og pludselig skyder det uventet; forraader Kræfter i det skjulte og aabenbarer ejendommelige Underlag. – Det jævne Folks Katastrofer kommer næsten altid som en urørt og uanet Kraft, der i et overraskende Nu vælter den graa Kulturskorpe til Side, tager Magten helt, og skaber store Skæbner. (Brev til Gyldendal, dateret »Januar 1905«, Martin-Andersen-NexöNachlass, Findbuch III 3, Det Kongelige Bibliotek; brevet anvendtes af forlaget i annoncer for Muldskud. Anden Samling)

Modtagelse

Imellem Skygger og Muldskud havde Nexø udgivet de to romaner Det bødes der for – (november 1899) og En Moder (september 1900), og han kunne således nu betragtes som en ung, etableret forfatter. På forsiden af Nexøs ’egen’ avis København, 30. november 1900, skrev forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932), som tidligere på året havde givet en overstrømmende anmeldelse af En Moder: Med dette nye Bind Fortællinger fæstner den unge Forfatter yderligere sin sikre literære Position.

Emner og Fortællemaade er ikke artsforskellig fra det første Bind, men vidner om Stræben efter endnu kortere og knappere Form. I enkelte Stykker er det skitsemæssige Præg blevet staaende [således slutningerne af »Frænke« og »Hovsmeden fra Dyndeby«.] (…) Nexø behandler med Forkærlighed sære eller forkrøblede Eksistenser. Bogen indeholder et par ypperlige Fortællinger: »Bigum Træben« og »To Kvinder«. [Sidstnævnte er] skrevet med skarp Kunst der minder om en Maupassants; (…) Hovedinteressen ved Nexøs Fortællinger er udelukkende den sikre og skarpe Menneskeiagttagelse. Han er fjern fra al Sentimentalitet og forfinet Drivhuskultur. Der er en egen Granit-Vederheftighed i hans Talent.

Men allerede den 20. november havde en af Københavns (og Politikens) journalister, Freilif Olsen (1868-1936), varmet publikum op med en længere levnedsskildring af Nexø – vistnok den første overhovedet – baseret på et interview. Det hedder i artiklens slutning: »Han er ikke flasket op ved Middage og Punchesold. Der er ikke et ærligt dansk Hurra i ham. Men han ser heller ikke ud til at kunne sige en poetisk Usandhed.« Artiklen blev optrykt i Holbæk Amts Dagblad, 22. november, og to dage senere gav bladet, med fremhævelse af Nexøs dybe psykologiske indsigt, sin egen varme anbefaling af Muldskud.

Den konservative Middelfart Avis benyttede 1. december 1900 anledningen til et generelt forsvar for fortællingen som genre: Møder en ung Forfatter frem med en Samling gode Noveller, kan man være sikker paa, at Kritiken vil hidse ham op til at skrive noget større, et rigtigt Værk, ligesom det at skrive gode smaa Fortællinger ikke er Kunst nok. Bevisligt er disse dog den mest søgte Lekture.

Andersen Nexøs Debut Noveller »Skygger« blev godt modtaget i Pressen, og der fulgte to større Arbejder efter, som ikke blev slet saa godt modtagne, og som heller ikke ejede det friske Pust af Naturlighed og Troværdighed, som den første Bog rummede.

Med »Muldskud« er Forfatteren atter tilbage til det smaa uden derfor at være blevet mindre.

Endskønt flere af »Muldskud«s otte Fortællinger før har været optaget i forskellige Tidsskrifter, læser man dem dog anden Gang med Interesse. Dette er en ganske god Prøve at bestaa.

Det er otte aparte Emner, Forf. vælger, men han kaster et Troværdighedens Skær over dem ved sin levende og skarpe Fortællemaade.

Tilsvarende skrev Berlingske Tidende, aften, i en usigneret anmeldelse den 13. december:

Den unge Forfatter Hr. Andersen Nexø synes at være i Besiddelse af en meget stærk Produktionsevne (…). De Forventninger, man efter hans Debutarbejde med Rette nærede til ham, synes os imidlertid ikke at være fyldestgjorte ved de store Romaner, han siden da har udgivet; ganske vist rummede ogsaa de mange gode og dygtige Enkeltheder, men dels var Kompositionen ikke just vellykket, dels var Valget af Stoffet alt andet end tiltalende.

Det kan derfor kun glæde os, at Forfatteren i sin nye Bog er vendt tilbage til det Felt, hvor han vandt sine første Sporer, og hvor han, som det synes, ret egentlig føler sig hjemme.

Anmelderen fremhæver dernæst »Bigum Træben« og »Naar Nøden er størst –!«; og: (…) i »Frænke« tegner Forfatteren et tragisk Billede af en Almueskvinde med en saa ubøjelig og jernhaard Villiestyrke, at Skildringen i meget minder om Sagaliteraturens mest helstøbte Kvindeskikkelser, hvem intet kunde bøje, og som foretrak Døden for at vige et Haardsbred fra deres engang fastsatte Maal. (…) »Muldskud« er en ualmindelig frisk og løfterig Bog, der er ingen tvivl om, at dens Forfatter besidder store Evner til anskuelig Folkelivsskildring.

En mere blandet bedømmelse gav Edvard Brandes i Politiken, 19. december: Gode Fortællinger om fattige og fortrykte Mennesker. Kun naar Hr.

Andersen Nexø drager til Spanien eller staar til Søs eller til tidligere Tiders Sagn, svigter Særpræget ham. Derimod er fordrukne ViseMænd paa Træben, forbryderiske Kæltringer, taabelige Invalider – saadanne Folk, der er maskerede i en eller anden Retning, dem giver han med Eftertryk og et bittert Sind deres Bekomst. Det er nøgternt, ærligt, grundsolidt Arbejde. Men det skrider lidt tungt fremad uden en Pontoppidans eller Kiellands Humør og Overlegenhed. Netop fordi Hr. Andersen Nexø mangler de Egenskaber, der vinder selv et modstræbende Publikum, skal man støtte hans literære ProletarSortsyn. Han vil noget, og han er evnerig.

Ugebladet Skole og Samfund udgik fra Silkeborg Seminarium, hvor Nexø havde vikarieret en kort tid i 1896; han kendte derfor redaktionskomiteen med rektor P.J.M. Vinther (1863-1944) i spidsen og havde selv bidraget til bladet med en række Spaniens-skildringer i foråret 1898. Det hedder i bladets usignerede anmeldelse:

Andersen-Nexøs Fortællinger har fundet mange Læsere; ovennævnte Samling vil øge deres Tal. »Muldskud« indeholder en Række fint formede Smaafortællinger (…) Virkelighedsbilleder, stærke og sikkert tegnede. (…) Ellers gør Forfatterens store stilistiske Evner, hans livlige og kvikke Fortællemaade, at selv hans triste Skyggebilleder ikke virker stærkt Uhygge. (Skole og Samfund, nr. 37, 14. december 1900)

Endelig skrev Tilskuerens redaktør, litteraturhistorikeren Valdemar Vedel (1865-1942), i en dobbeltanmeldelse af Muldskud og romanen En Moder: Der er en egensindig Vilje i ham til at grave sig sine egne Veje rigtig godt nede i det ægte Muld; men han har en Svaghed for det sære, bitre, paradoksale og smører undertiden tykt paa for at komme saa fjernt fra det banale og blødsødne som muligt. Imellem »Muldskud«s Smaastykker er der egentlig flere fantastiske Huskud [indfald] end veritable Vækster, der er skudt lige op af Livets Jordbund. (…) Men i Stykket om Konen, der sætter Ild paa Broderens Gaard og som ingen Forhørsdommer faar Bugt med, er der virkelig gravet sikkert og kraftigt ned i ukultiveret Naturbund.

Langt betydeligere er imidlertid Romanen »En Moder« (…). (Tilskueren, februar 1901, s. 183-184)

I.3 Muldskud. Anden Samling (1905)

Tilblivelse

Også de fleste af de fem fortællinger eller forarbejder til dem, som indgår i Muldskud. Anden Samling, havde været trykt tidligere. Fortællingerne var blevet til over fire-fem år. Kun »Skæbne« havde ikke tidligere været offentliggjort. For detaljer herom, se afsnit V.3.

Sommeren 1901 sagde Nexø stillingen som lærer på Gregersens Realskole op for helt at hellige sig sit forfatterskab, og i samme periode som Muldskud. Anden Samling blev til, udgav han, foruden den nævnte omfattende journalistiske produktion i dagbladet København, den lille roman Familien Frank. Fortælling (1901), den sort pessimistiske roman Dryss (1902) og den lyse rejsebog fra Andalusien Soldage (1903). Det var en af de mest produktive perioder i Nexøs forfatterskab, og Muldskud. Anden Samling blev hans sidste bog inden hovedværket Pelle Erobreren (1906-10). I tilbageblik skrev den gamle Nexø om denne periode: Et Par Aar ravede jeg om i et aandeligt Kaos, søgte forgæves et menneskeligt Sted at staa, var i en Tilstand af indre Oprør bestandig.

Saa satte jeg mig hen – det var ved Aarhundredskiftet – og skrev Romanen Dryss (…). Jeg var Lærer dengang og skrev Romanen om Natten. Den behagede ikke min liberale Samtid, men paa mig selv virkede Arbejdet med den befriende: jeg skød Ham! Bogen udkom 1902, og nu kunde jeg; jeg havde gennem Arbejdet med den sygelige Individualisme (Egoisme) fundet frem til det jævne, naturlige Menneske: Arbejderen, Proletaren. Aaret efter udkom Soldage, Rejsebogen om Spanien. Og nu groede det frodigt i mit Sind. Over en Række Noveller om Smaafolk arbejdede jeg mig frem til Pelle Erobreren, hvis første Bind udkom 1906.

(»De ideologiske Forudsætninger for Pelle Erobreren« (1950), skrevet til den russiske udgave af Nexøs Samlede værker, optrykt i B. Houmann (red.): Omkring Pelle Erobreren, s. 60)

Ifølge de samtidige anmeldelser pegede fortællingerne i Muldskud. Anden Samling med deres gennemgående sortsyn og naturalistiske tendens imidlertid snarere tilbage end frem i forfatterskabet. Endnu stod Soldage som en parentes.

Modtagelse

Politikens anmeldelse 20. februar var lagt i hænderne på forfatteren og litteraturhistorikeren Poul Levin (1869-1929). Og da denne anmeldelse gav anledning til polemik, idet Nexø for en gangs skyld gjorde indsigelse, skal den her citeres udførligt sammen med Nexøs svar:

Skønt denne bog bestaar af fem Fortællinger, er den en Helhed. Den er ikke et Bind, som Forfatteren har faaet i Stand ved at samle nogle spredte Bidrag til Blade og Tidsskrifter, men alle Fortællinger belyser én ganske bestemt Tanke, der ved denne Fremgangsmaade bankes ind i Læseren. Netop bankes, thi Andersen Nexø lider stadig af en vis Mangel paa Finhed, han overlader for lidt til Læserens egen Intelligens og standser ikke, før han som en nidkær Pædagog har overbevist sig om, at nu kan da ingen forsvare at have misforstaaet ham. Denne alt for ukunstneriske Fremgangsmaade er maaske en Arv fra Zola, der jo ofte er nævnt som Andersens Nexøs Forbillede, men den kan ogsaa stamme fra helt personlige Tilskyndelser hos Forfatteren, thi man lærer af den, man ligner.

Her følger et længere referat af »Skæbne«, der bl.a. kritiseres for, at den ikke slutter med selve mordet, men: (…) føjer fem Sider til, der forflader hele den lille Novelle ved at fortælle, oven i Købet daarligt, hvorledes de to straffes, senere gifter sig og lever uden Forstaaelse af, at de har begaaet en Forbrydelse.

Saa grelt som her røber Forfatteren sig ikke altid, men i alle Fortællinger findes der en lille Smule for meget, der hindrer den fulde kunstneriske Afrundethed.

Selve udgangspunktet om Skæbnen, det Ubevidste, der pludselig skyder frem i et Menneske og afgør dets Handlinger, er jo ikke noget nyt. Man kaldte det før for »Dyret i Mennesket«, og Zola, hvem man atter maa mindes, beskæftigede sig dermed lige fra Ungdomsværket Therese Raquin til Menneskedyret. Men i de korte Fortællinger lykkes det ikke altid lige godt for Andersen Nexø at skabe den Baggrund, der skal gøre Fænomenet helt gribende. Naar man som i den refererede Historie og i et Par af de andre Fortællinger blot ser Menneskene famle sanseløst rundt i Mørket, faar man en underlig tom Fornemmelse, som man for resten mindes fra andre af Forfatterens Bøger, i Familien Frank og den langt betydeligere Roman Dryss. Men i nogle af Fortællingerne naar Andersen Nexø højt, enten fordi han (som i Bondefortællingen Et Efterslæt) bygger Skildringen op paa solide Kendsgerninger, eller fordi han (som i den lyriske Fantasi Ungdom) har skrevet med en spændt, næsten bristefærdig Kraft, der river med. Det betydelige ved Andersen Nexø er hans Vilje. Der er nogen ejendommeligt karskt og rent over hans Stil, den græmmes ikke af ufølt Lyrik og bevidst Paraderen. Blandt vore yngre Skribenter er der ingen, som kæmper med redeligere Hu end Andersen Nexø.

Under overskriften »Forbillederne« stod Nexøs svar at læse i Politiken en uge senere:

Politikens Anmelder har fuldstændig Ret i, at Zola ofte er nævnt som mit Forbillede – saa ofte nu, at jeg har Lov at tabe Taalmodigheden. Og da han foreløbig er den, der sidst har holdt »mit store Forbillede« manende op for mig, retter jeg min Protest mod ham.

Noget af det første, jeg har skrevet, er Novellen Dødskamp (i »Skygger«); jeg kom den Gang lige fra Arbejdet og havde absolut intet med »Literatur« at skaffe – men des mere med Mennesker.

Novellen sendte jeg til en Tidsskriftredaktør og fik den tilbage med Beskyldningen andenhaands – »prøv blot at sammenligne den med sit store Forbillede Raskolnikov«, skrev Manden. Der gik et par Aar, inden jeg fik Lejlighed til at foretage Sammenligningen. (…) Saa skrev jeg Familien Frank, og E. B. [Edvard Brandes] sagde de skæbnesvangre Ord – Zolas Nana! Nu var Vinden sat, Kritikerne vaklede ikke længer; »Zola; Forbilledet Zola; det store Forbillede Zola« – Satsen fik Lov at staa fra Anmeldelse til Anmeldelse. Kun Albert Gnudtz­mann var elskværdig nok til at protestere mod denne »nemme Metode«.

Mon nogen dansk Forfatter kender saa lidt til Zola som jeg? Da Familien Frank udkom, kendte jeg kun Dr. Pascal, nu kender jeg ogsaa Krigen, Mukkerten og Familien Rougon – ja og saa naturligvis mine egne Bøger.

Og mon ikke Kritikerne skulde søge lidt mere i Kilderne for al god Literatur – nemlig Livet – naar de vælger Udgangspunkter for en Bedømmelse? Jeg i alt Fald vilde være vel tjent med, at Anmelderne kendte mindre til Literatur og mere til Mennesker; saa de f. Eks. tænkte paa Almuen og ikke paa Zola, naar de læste en Almueskildring. (Politiken, 27. februar 1905, optrykt i Martin Andersen Nexø: Kultur og Barbari, s. 7-8) Afslutningsvis protesterede Nexø imod, at Levin ville skære de sidste fem sider af »Skæbne« »og derved giver Forslag til en helt anden Novelle (…).

Derimod giver jeg ham gerne Ret i, at Novellens sidste ni Linjer [fra »Og Egnens Beboere …«] er overflødige og maaske helst ikke skulde have været der.« Men de blev nu ikke skåret væk i senere optryk.

Nexøs protest gjorde imidlertid ikke indtryk på Randers Venstreblads anmelder, som 15. april 1905 gentog det Zola’ske omkvæd – kun modificeret derved, at påvirkningen af »den begavede bornholmske Forfatter« måske var »anden eller tredje Haands«: (…) som saa mange af vor Tids Forfattere har han et afgjort Hang til at beskæftige sig med Tilværelsens Daarligheder, og i sin Skildring af Drifternes og Lidenskabernes Rasen kommer han ikke sjældent hinsides Grænsen for det sandsynlige.

Andersen-Nexø er gentagne Gange bleven betegnet som en Elev af Emile Zola, og skønt han selv paastaar aldrig at have læst en Linje af Zola, før han begyndte at skrive, er der ikke Tvivl om, at her i hvert Fald foreligger en anden eller tredje Haands Paavirkning fra den berømte Naturalist.

Berlingske Tidende var ved »J. C.«, dvs. den litteraturhistoriske forfatter og bibliotekar Julius Clausen (1868-1951), helt igennem nådesløs: I kunstnerisk Henseende staar ingen af Fortællingerne i denne Samling særlig højt. Her er hverken nogen blændende Komposi­ tionsteknik eller den Stilens Begrænsning, som ikke giver en Smule for meget eller en Smule for lidt; og naar Ordene lægges Figurerne

direkte i Munden, som den første Historie, hvor Ledvogteren fortæller, bliver Talen ikke den Livets tilfældige Troværdighed, som f. Eks. Karl Larsen har saa skarpt et Øre for og saa stor en Evne til at gengive, men en lidt gammeldags, helt udvendig Simili. Men er Formen end saaledes ubetydelig eller ligegyldig, er der dog en samlende og bærende Idé i denne Bog, som endda lodder ganske dybt. »Muldskud« er Historiernes Samlingsnavn, og ved »Muldskud« forstaar Forfatteren saa nogenlunde det samme, som naar Filosofferne taler om det, der foregaar under Bevidsthedens Tærskel, og hvis Resultat saa pludseligt skyder frem, Mennesket selv til stor Forundring og Overraskelse. »Et Efterslæt« var ifølge Clausen »en ret uklar Historie«, »Ungdom« »har en uheldig Optakt, idet Forfatteren spiller op med en stor symbolsk FarveSymfoni, der slet ikke klæder ham, og som han i hvert Fald ikke endnu magter«, »En Duel«: (…) minder ved sin Brutalitet og Usandsynlighed noget om Poes fantastiske Fortællinger (…) – men Fortællingen kræver en langt mere sikker og kunstnerisk Behandling for at gøre den tilsigtede Virkning. [Og endelig er »Skæbne«] overmaade grel og i psykologisk Henseende utroværdig. (Berlingske Tidende, aften, 25. februar 1905) Mere nådig var Nationaltidende ved »A. G.«, forfatteren og journalisten Albert Gnudtzmann (1865-1912); anmeldelsen 8. marts 1905 tager tilsyneladende udgangspunkt i det tidligere citerede brev om begrebet ’muldskud’: Det, der interesserer Andersen Nexø er de ubevidste Vendinger i menneskeligt Sjæleliv, de Udslag af skjulte Sindets Egenskaber, der ved given Lejlighed kan skyde op med et Muldskuds Pludselighed gennem den tilsyneladende saa rolige Jordbund. Han kan komme helt ud i Yderkanten af det, og Rigtigheden af hans Iagttagelser er derfor ikke altid let at kontrollere.

Her følger et referat af »Skæbne«, for hvis sandfærdighed Gnudtzmann argumenterer ved at anføre, at et lignende mord skulle være begået på en gård i Jylland! Andersen Nexø ser godt. Men undertiden hefter han sit Blik saa vedholdende paa en enkelt Side af de Menneskers Væsen, som han skildrer, at de ikke faar Livets rette Fylde. Derfor kan en Biperson komme til at staa mere livagtigt end Hovedpersonerne i Fortællingerne.

Som eksempler herpå anfører Gnudtzmann fortælleren i »Banlyst!« og mordofferet i »Skæbne«. »Men under alle Omstændigheder rager »Muldskud« op ved den Uforfærdethed, hvormed Forfatteren søger de utraadte Veje, den Kunst hvormed han fortæller, og den sproglige Fornyelsestrang, hvormed hans Stil farves.«

I.4 Af Dybets Lovsang (1908)

Tilblivelse

Af Dybets Lovsang består foruden af de her gengivne fem fortællinger af det lange episke digt »Vaadesang«, dediceret til anarkisten Sophus Rasmussen (1880-1907). Rasmussen var længe blevet chikaneret af myndighederne, og den 13. november 1907 skød og dræbte han en politibetjent, der kom for at anholde ham, og derpå sig selv. Dagen efter havde Nexø sit harmfulde mindedigt færdigt, og i sin naivitet forsøgte han først at afsætte det til SocialDemokraten; han blev afvist og fik det i stedet optaget i det anarkistiske ugeblad Revolten, 22. november. Men da Af Dybets Lovsang udkom året efter med »Vaadesang« som bogens første indslag, lod Social-Demokraten til gengæld nogle dage efter udgivelsen digtet aftrykke – i stedet for en anmeldelse af bogen.

Også alle de fem fortællinger, eller forløbere for dem, havde været trykt før. For detaljer herom, se afsnit V.4.

Samlingens ene digt og fem fortællinger var blevet til over seks-syv år.

Modtagelse

Efter udgivelsen af Pelle Erobrerens to første bind i 1906 og 1907 var Nexø trådt ind i en anden liga som forfatter. Begge bind var blevet modtaget med næsten unison begejstring af pressen, og Nexø var nu en anerkendt forfatter, hvis udgivelser påkaldte sig almindelig interesse. Derfor anmeldtes hans bøger herefter langt bredere end før. Mens der i Børge Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi er registreret i alt 11 anmeldelser af Skygger, 7 af Muldskud og 4 af Muldskud. Anden Samling, så er der registreret 23 anmeldelser af Af Dybets Lovsang. Efter udgivelsen af Pelle Erobrerens fjerde og sidste bind i 1910 nåede Nexø hurtigt berømmelsens tinder, og der er registreret 37 anmeldelser af Barndommens Kyst fra 1911. Også næsten alle andre skønlitterære udgivelser i resten af Nexøs levetid anmeldtes meget bredt. Dertil kommer, at de danske anmeldelser efterhånden suppleredes af talrige udenlandske på de mange forskellige sprog, hans bøger efterhånden oversattes til.

Derfor må der i den følgende inspektion foretages begrænsninger, men særligt interesserede kan henvises til den udførlige oversigt over anmeldelser i Martin Andersen Nexø Bibliografi. Udgiveren har valgt fremover at indskrænke sig til kun at præsentere typiske eller særligt bemærkelsesværdige danske anmeldelser, således at anmelderkorpsets politiske spektrum søges repræsenteret, samt således at både provins- og hovedstadsaviser er repræsenteret.

Dog må vi her give afkald på en talsmand for Venstre-pressen, der ikke ses at have bemærket sig Af Dybets Lovsang.

I Nationaltidende, 1. april 1908, gav Albert Gnudtzmann bogen et ganske pænt skudsmål:

Mellem to Bind af det store Værk »Pelle Erobreren« udsender Andersen Nexø dette lille Bind Skildringer af Proletarliv og Proletarskæbne. En vis tilbagetrængt agitatorisk Tone er fælles for dem. Ikke noget direkte Angreb deri paa nogen eller noget, men fælles for alle Skildringerne er ikke blot Medfølelse med dem, der ikke finder sig til Rette i Samfundet, men ogsaa en Harme over den Ulighed, der er Skyld deri. Allevegne er det de stærke, der overvælder de svage, uden nogen anden Ret end den, at de er stærke. Og de svage bøjer sig og tier, thi – det er den anden Side af Sagen – et Liv paa Skyggesiden berøver dem al Stolthed, al Styrke. Det gælder for dem kun om at slippe gennem Livet saa skadesløst som muligt. (…) Der er trods alt en vis Optimisme i disse Skildringer (…). Og det er mest af alt Forfatterens humørfyldte Syn paa sine Venner, der faar Figurer som de to Kirsebærstjælende Drenge og det forsorne Ladegaardslem til at lyse med saa frejdig en Glans. Nogen Dyb Indtrængen i disse Menneskers Tankeliv (…) har Forfatteren derimod ikke lagt synderlig Vægt paa. (…) [Bogen vejer] ikke stærkest til indenfor hans Produktion, en »Vaadesang« (…) er næsten det betydeligste heri. Imidlertid læser man gerne en Bog som denne; den er saa lidt opstadset og tillavet; Forfatteren viser sig deri, som han er, om end ikke i sin strammeste litterære Mundering.

I Køge Folkeblad, 26. april, skrev anmelderen A. Moltke Leth, at Nexø i flere af fortællingerne, navnlig »Flyvende Sommer«, der refereredes udførligt, »har forstaaet at ramme Situationen lige paa Kornet«, hvorimod »»Vaade­ sang« i anledning af Anarkistens Sophus Rasmussens afskyelige Mord« ikke behagede anmelderen. »Forfatterens Sympati synes paa en ubegribelig Maade at være paa Anarkistens Side, hvilket der ikke synes at være nogen Anledning til.«

Det syntes til gengæld Politikens »S. L.«, alias forfatteren Sven Lange (1868-1930), bladets ledende litteratur- og teaterkritiker siden 1900: Langt det betydeligste i denne Bog og i en helt anden Stil end det øvrige Indhold er den Vaadesang, som begynder den (…) man rækker Digteren sin Haand tværs over enhver mulig Betænkelighed af literær eller social Art – i ubetinget Beundring for, hvad han her har gjort.

Resten af Bogen ser meget anderledes ud – thi selv om Digteren stadig viser den samme Medfølelse overfor sit Emne, er den Vrede og Foragt, som bar »Vaadesangen« saa højt, i de følgende Proletarskildringer erstattet af en Humor, som vil skaffe dem mange Læsere, men som i nogen Grad forringer deres Ægthed. Imidlertid er der i dem – som i alt, hvad Forfatteren har skrevet – en saadan fri og

aaben Sans for Menneskelivet i dets forskellige Udfoldelser, at ogsaa de læses med Behag.

Men Vaadesangen er Bogens Bedrift! (Politiken, 19. marts 1908, optaget i Sven Lange: Meninger om Litteratur, 1929) En sen anmeldelse ved »– h – t –« i Lolland Falsters Folkeblad, 1. oktober (bogen udkom 4. marts), er generelt anerkendende: Martin Andersen Nexø lovpriser nu ikke saa meget i sin sidste Novellesamling: Af Dybets Lovsang, og de valgte Emner giver saavidst heller ikke Grund dertil. Skønt endnu kun halv Millionby har København allerede et »Dyb«, der er bundløst nok for de mange unge Eksistenser med blot et første Fejltrin, i hvert fald dybt nok til at de uvægerlig og uigenkaldelig ureddelige gaar til Bunds deri. (…).

Skildringerne er lige betagende ved deres Sandhed og ved det Hjerte, der banker bag ved Ordene. (…) Martin Andersen Nexø hører til de Forfattere, hvis Blade altid bringe Bud om noget – oftest bringe de tillige noget betydeligt, der vel er Værd at fæstne sin Opmærksomhed paa.

Endelig betonede den århusianske Demokraten i sin anmeldelse den 11. marts værkets sociale karakter: »Bogen aander Forstaaelse af og Overbærenhed med de fattige i Aanden (…).« Om »Vaadesang« hedder det: »Der er Højhed i Tanken og der gaar som en Perlerække af Taarer gennem Ordenes Rytme.« Nogle af fortællingerne: (…) udpensler de Skikkelser, vi allerede har mødt i hans store Værk »Pelle Erobreren«, hvis Fortsættelse med Spænding ventes. Bogen (…) er gennem alle Blade en Bøn om Overbærenhed med og Forstaaelse for de Mennesker, som har mere Hjærte end Hjærne og for lidt Vilje til at kue Naturen i sig.

1.5 Barndommens Kyst (1911)

Tilblivelse

De ni fortællinger i Barndommens Kyst og forskellige forarbejder til dem er blevet til over en halv snes år. Et forarbejde til »Døden«, »Gedion«, er trykt i København, juli 1901, hvorimod den færdige fortælling ikke tidligere havde været trykt. »Paradiset« havde heller ikke været trykt tidligere, men forarbejder til kapitlerne I og IV havde stået i København under titlerne »Lyngen blomstrer« og »Venskab« i hhv. august og oktober 1901. Heller ikke »Konge for en Dag« havde trykt været tidligere. For nærmere detaljer, se afsnit V.5.

Hvis man fraregner forarbejderne, er de færdige fortællinger blevet til i perioden 1905-10, dvs. nøjagtig samtidig med, at Nexø skrev Pelle Erobreren, bind I-IV.

Udarbejdelsen af dette værk, der på afgørende vis betød et farvel til det tidlige forfatterskabs naturalistiske sortsyn og fin-de-siècle­-pessimisme, har uden tvivl givet forfatteren anledning til selvrefleksioner. Og Barndommens Kyst kan da også i flere henseender betragtes som en forløber for hans Erindringer fra 1930’erne. Nexø var nu i færd med at tegne sig selv som en – mere eller mindre autodidakt – proletarforfatter.

Hvor han f.eks. i Gyldendalske Boghandels Katalog 1901 havde præsenteret sig som »Lærer« og om sin far skrevet, at han var »Bornholmer af gammel Bondeslægt«, dér præsenterer han sig fra nu af som proletar. Således i en selvbiografisk indledning til det tyske socialdemokratis centralorgan Vorwärtz, da det fra januar 1911 påbegyndte en føljetonudgave af Pelle Erobreren, hvori det hedder: Jeg er født paa Christianshavn i Københavns ældste Arbejderkvarter (…). Min Fader var Stenhugger og Brolægger, Moder kørte om med en Trækkevogn og solgte Fisk, Frugt og lignende. (Erindringer, tillæg 1, s. 541) Altså byarbejdere, ikke bønder.

Tilsvarende har jeg-fortælleren i »Konge for en Dag« tilsyneladende omfattende erfaringer som murerarbejdsmand. Nexø selv havde imidlertid kun snuset til faget imellem to højskoleophold.

Modtagelse

Det kan ikke undre, at modtagelsen i den socialdemokratiske presse var imødekommende. Nexø var i mellemtiden blevet partifælle, og Pelle Erobreren løb, vistnok på initiativ af bladets ledende litteratur- og teaterkritiker C.E. Jensen (1865-1927), fra juli 1911 som føljeton i Social-Demokraten og i en lang række af partiets provinsaviser. Således også i den århusianske Demokraten, der bragte sin anmeldelse som forsidenyt: Vor Føljeton »Pelle Erobreren«s Forfatter, Hr. Andersen Nexø har udsendt en ny og læseværdig lille Samling Noveller og Skitser (…) som alle har Tilknytning til den oprindelige bornholmske Natur og Fattigfolks Kaar derovre, saaledes som den udmærkede Proletarskildrer selv har set og levet dem.

Anmelderen går således ind på erindringsgenrens præmis – selvoplevelsens – men tager dog et forsigtigt forbehold. Efter et langt citat fra »Idioten« hedder det, at den skildrer begivenheder fra »Forfatterens eller en andens Tjenestedrenge-Tid. (Der benyttes altid Jeg-Formen.)« Og der konkluderes: Som en kunstnerisk Indfatning om disse Proletarbilleder indskærper Forfatterens prægtige Naturscener paa en særdeles overbevisende Maade Læseren, at ogsaa denne lille Del af den skønne, rige Verden blev hvælvet os alle til Lyst. (Demokraten, 23. november 1911)

Også venstrepressen var venlig. I Holbæk Amts Venstreblad, 9. december 1911, fæstnede »N. P. J.« sig særligt ved »Idioten«, (…) fordi den øjensynlig rummer et Stykke Selvbiografi. (…) Det er en barsk og stræng Virkelighed, der møder Læseren i denne Bog som i Andersen Nexøs tidligere. Han har selv kæmpet sig op helt nede fra, og han ved, at Livet tager ikke paa Folk med Fløjlshænder.

Men alligevel bekender han sin Tro paa den lyse Lære om det gode som sejrende Livsprincip. Han tror paa Menneskenaturens sejge Evne til at kæmpe sig igennem og sejre til sidst, naar Mennesket blot vil. Derfor er der Styrkelse i at læse en Virkelighedsskildring som Andersen-Nexøs.

Politikens anmeldelse, 15. december 1911, var lagt i hænderne på L.C. Nielsen: Efter sin store Sukces med »Pelle Erobreren« er Andersen Nexø blevet mild i Sindet, har lagt det lidt drabelige, agitatoriske Skødskind fra sig og er taget hjem paa Feriebesøg hos sin Fortid, og her (…) bliver han helt sig selv, er hverken Agitator eller Digter eller noget andet meget stort, men bliver blot et Menneske, hvis rummelige Hjerte fyldes af Genoplevelsens Rigdom. (…) I en Række karakteristiske, muntre og vemodige Historier fastholder han Træk og Fysiog­nomier, der har fæstnet sig hos ham i hans Barndom.

Særligt fremhæver Nielsen »Paradiset«: »Barndommens Kyst« er en Feriebog, bleven til i en Hvile mellem større Arbejder, og derfor ikke udtømmende for Andersen Nexøs Talent. Men hans bedste Egenskaber som Forfatter findes samlede her, hans Evne til at tegne primitive Typer, hans lune Humor, hans altid levende Medfølelse. Fortrolig med denne Natur og disse Mennesker gør han ogsaa Læseren fortrolig med dem.

Lige oven på disse roser i Politiken fik Nexø desuden en julegave. Bladet havde bedt en række fremtrædende kritikere deltage i en enquete om årets bedste bog, og forfatteren og litteraturhistorikeren Vilhelm Østergaard (1852-1928) var ikke i tvivl: (…) den af Aarets Bøger, der har grebet mig mest om Hjertet, er Andersen Nexøs »Barndommens Kyst«. Den prætenderer næppe at staa paa Højde med Forfatterens Hovedværk: »Pelle Erobreren«; men den ejer indenfor sin langt snævrere Ramme det samme værdifulde Kendingsmærke: Medfølelsen. Andersen Nexø ikke blot kender og lever med sine Personer og Omgivelser, men – hvad der er langt vigtigere – han føler med dem. Deraf kommer baade den personlige Sanddruhed og den digteriske Styrke i en Bog som »Barndommens Kyst«. (Politiken, 25. december 1911)

Heri var Berlingskes anmelder »J. C.«, alias Julius Clausen, der også tidligere havde givet Nexøs kortprosa en hård medfart, ikke just enig. I en forholdsvis kort dobbeltanmeldelse af Barndommens Kyst (som Clausen konsekvent kalder for Fra Barndommens Kyst) og Niels Jeppesens (18821962) novellesamling Fra Hegn og Hytter hedder det: »»Fra Barndommens Kyst« (…) tør da nærmest opfattes som et Intermezzo i et Forfatterskab, i hvilket Bogen ikke vejer synderligt til.« Om begge bøger skriver han sammenfattende: »Og af Skildringer af Proletarbefolkningen, baade den i Byen og den paa Landet, har vi i denne Bogsæson vel faaet alt, hvad vi kan fordøje« (Berlingske Tidende, aften, 5. december 1911).

1.6 Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland (1913)

Tilblivelse

Denne lange fortælling stod først at læse som føljeton i Illustreret Tidende, nr. 1-10, oktober-december 1907. Enkelte afsnit af den bygger på stof fra tre artikler i dagbladet København, april 1902, »Stenhuggere«. Se nærmere herom i afsnit V.6.

Modtagelse

I en samlet anmeldelse af Jeppe Aakjærs Jævnt Humør, Johan Skjoldborgs Himmerlandsbroen og Nexøs Lykken fremhævede Hans Brix i Politiken de tre bøgers sikre naturskildringer. Imod Nexøs indvendte han mildt, (…) at den allegoriske Form med Slutningen lader Poesien i Stikken for det Reelle (…). Døden er ikke fri for en fjern Lighed med den barske, men velmenende Velgører i Solstraalefortællinger.

Men denne diminutive Roman er gjort med kyndig Sikkerhed. Det overnaturlige er forenet med det hverdags paa en simpel og stor Maade, der gør et stærkt Indtryk. (…) De enfoldige og stærke Mennesker, der skildres, er i Slægt med Selma Lagerlöfs svenske Bønder (…). (Politiken, 5. oktober 1913)

Lokalpatriotisk begejstring var der i Bornholms Social-Demokrat, hvor »K. A. P.« (højst sandsynligt Kristian Andreas Petersen (1855-1929), en ungdomsbekendt og senere ven af Nexø, nævnt i Erindringer, s. 374, stifter (1904) af socialdemokratiet i Nexø by) fremhævede denne og andre af Nexøs bornholmerskildring for deres: (…) henrivende Skildringer af den bornholmske Natur. Ingen har skildret denne Natur som han. Han kender denne Natur ud og ind (…); kender den, ikke som en Turist, men som en gennem lange Tider fortrolig Ven. (…) Dersom vi havde dem samlede i en særskilt Bog alle de Skildringer af bornholmsk Natur, Andersen-Nexø har strøet om sig i sine Bøger (…), saa vilde vi have en Bornholmsbeskrivelse saa poetisk og rig, at næppe nogen anden dansk Landsdel vilde kunne opvise Magen. (Bornholms Social-Demokrat, 13. oktober 1913) I Østsjællands Folkeblad hævede signaturen »G.« sig til at mene, at Lykken overgik selv Pelle Erobreren, idet han øjensynligt overså, at Lykken ikke er skrevet efter, men samtidig med Pelle: Halvt i Æventyrstil, halvt i Romanform fremtræder denne Bog som et nyt og ejendommeligt Udslag af Andersen-Nexøs Fortællekunst. (…) »Lykken« vil indtage en fremragende Plads i Andersen-Nexøs Produktion. »Pelle Erobreren« var Realisme. »Lykken« er en højere Enhed af Romantik og Realisme, og det er maaske her, AndersenNexø har fundet sit egentlige Felt. (Østsjællands Folkeblad, 12. oktober 1913) I denne gunstige bedømmelse var Berlingske Tidende ved »Chr. G.« ikke just enig:

»Lykken« begynder symbolsk og mystisk (…). Den ender menneskeligt, ja mildt, med en Familie-Lykke, som vil tilfredsstille enhver Almanak-Læser. Rent kunstnerisk virker dette en Smule forvirrende. (…) Sikker Fortæller er Andersen Nexø ikke. (Berlingske Tidende, aften, 2. oktober 1913) Dog fandt enkelte af naturbillederne nåde for anmelderen, der fremhævede »Hans Kempes Morgenvandring i det isnende Mulm [som] Digtning af en storladen Ægthed i sin Menneskefølelse og dybe Naturbetagelse.«

1.7 Under Himmelen den blaa (1915)

Tilblivelse

De sytten små fortællinger i Under Himmelen den Blaa er – hvis man fraregner forskellige forarbejder helt tilbage til 1895 – blevet til over den lange periode 1902-14. Ti af dem havde først stået i Politiken. Mere eller mindre ordret genbruger et par af fortællingerne materiale fra Pelle Erobrerens sidste bind, Gryet. Fire af fortællingerne blev, måske ikke mindst i reklameøjemed, optrykt i oktober 1915, altså samtidig med bogudgivelsen, alle i SocialDemokraten, til hvis kronikredaktion Nexø i disse år var fast leverandør til en linjebetaling af 6 øre. »Junkeren!« var som det eneste bidrag ikke trykt tidligere. For nærmere detaljer, se afsnit V.7.

Der var i høj grad tale om ’genbrug’ af kronikker og andre avis- og tidsskriftsindlæg, og bogen fremtræder mindre egal end Nexøs hidtidige samlinger.

Og det er muligvis grunden til, at Gyldendals Peter Nansen i februar 1915 havde afvist manuskriptet.

Bogen havde ellers indtil en måned før sin udgivelse været tænkt tematisk som »en Bog om Tyskland« (brev nr. 161 af august 1915). Især efter udgivelsen på tysk af Pelle Erobreren i føljetonudgaver med (efter danske forhold) astronomisk store oplag i talrige socialdemokratiske dagblade 1911 ff. og som bog 1912, havde Nexø fået et nært forhold til Tyskland, stiftet mange tyske bekendtskaber og berejst landet flittigt.

I stedet for det afviste manuskript havde Nexø da i juni 1915 foreslået Peter Nansen en bog om Tyskland: Den er ikke skrevet endnu, men jeg har fra mine forskellige Tysklandsophold en Mængde Stof, og kunde godt lide at forme dem i en mindre Bog – ogsaa for at faa et og andet sagt som brænder mig i Halsen netop nu. Man har nemlig i visse Kredse i Tyskland – paa Grundlag af et Par Foredrag Danmark-Tyskland – sat mig paa den sorte Tavle og iværksat en Boycotning af mine Arbejder, samtidig med at jeg herhjemme, paa Grundlag af de samme Foredrag, er blevet kaldt Hjemmetysker og i et enkelt Tilfælde har oplevet, at en Dame af det bedre Borgerskab spyttede paa mig.

Der var altsaa et og andet, en saadan Bog – ogsaa uden Polemik – vilde kunde ordne med Hensyn til min personlige Opfattelse af Forholdet Danmark-Tyskland. Og jeg mener desuden, at jeg – hvad der jo er Hovedsagen – vil kunne fortælle Læseren et og andet om det moderne Tyskland. (Brev nr. 160) Nansen var imidlertid betænkelig ved – mindre end et år efter udbruddet af Verdenskrigen, i hvilken Danmark hidtil havde formået at opretholde neutralitet – at gøre forlaget »til Tumleplads for forskellige Meninger om Ret og Uret, om Danmarks Stilling« til Tyskland osv., og han betingede sig at se manuskriptet først (note til samme brev).

Som nævnt eksisterede der ikke noget manuskript, men alligevel tilbød Nexø nu uden videre bogen til det lille nystartede Fr. Ravns Forlag, stiftet i begyndelsen af september 1915. Ravn takkede straks ja; bogen skulle være dette forlags første udgivelse.

En avisnotits 9. september om den forestående udgivelse hos Ravn vakte undren hos Gyldendal, og spørgsmålet blev drøftet på et forlagsmøde.

Herefter gav en høflig forespørgsel fra Peter Nansen anledning til, at Nexø den 19. september spontant afbrød sit efterhånden fjortenårige samarbejde med det store forlag. Baggrunden var flere års opsparet irritation over forlagets – efter Nexøs mening – manglende vilje og evne til at sælge hans bøger. Men beslutningen var ikke overvejet, endsige velovervejet.

Nansen svarede straks med en imødekommende indbydelse til en samtale om fortsat samarbejde, men Nexø rokkede sig ikke og smækkede i stedet døren fast i bag sig. Han vendte først tilbage til Gyldendal i 1932.

Nu blev ideen om en Tysklands-bog imidlertid helt opgivet, sandsynligvis pga. det fremskredne tidspunkt, og den blev aldrig skrevet. Der var efter bruddet med Gyldendal kun en måneds tid til den planlagte udgivelse hos Fr. Ravn, og det blev da i stedet »en Samling smaa Krønikker (eller Skrøner) og Fabler« (brev nr. 154), hvortil manuskriptet allerede forelå – nemlig det manuskript, som Nansen havde afvist i februar, men som Ravn nu modtog med kyshånd, Tysklands-bog eller ej.

Blandt disse fortællinger har »Ann’ Mari’s Rejse« den oprindelseshistorie, der klarest lader sig belyse.

Fortællingen synes at være inspireret af en bestemt ungdomsoplevelse fra en togtur fra Vejen til København, jf. brev af 4. juni 1898 til Nexøs forlovede: Jeg havde et morsomt Træf. På Vejen St. sad der nemlig en Bondefamilie, Mand, Kone og to voksne Sønner ovre fra Læborg. De spurgte mig uden videre, hvor jeg skulde hen, og de udbrød da de fik det at vide: »Det var da et heldigt Træf. Ja for Mor er syg og skal til København og opereres og hun kan ikke rejse alene. Og vi synes det er mange Penge at smide væk, om èn skal følge hende.« Sådan blev jeg uden videre gjort til Sygepasser. Det var en morsom gl. Kone; hun havde nok kørt med Toget før men aldrig set et Skib før, og hun skreg, da Færgen kom ind for at hente os ved Frederits. Og hun troede, at Bryggen begyndte at sejle med Folk, da vi gled ud af Havnen. »Nu drager de af«, sagde hun »nu skal vi vel ov snart til ’ed.« Og så sad hun og talte til mig hele Tiden, mens jeg sov. Hun var sjov. Hun skulde ind på Diakonissestiftelsen og opereres for noget lign. som din Moder tror jeg. Det var i alt Fald kommet fordi hun havde sat for mange Børn i Verden. (Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 396) Og med »Ann’ Mari’s Rejse« var Nexø ingenlunde færdig med at bearbejde denne ungdomsoplevelse. Den trak et langt spor i forfatterskabet, og hvad den 28-årige psykologiske iagttager umiddelbart havde oplevet som »morsomt«, veg med tiden for social indignation og dystre syner:

Foruden (1) til »Ann’ Mari’s Rejse« afgav oplevelsen direkte inspiration (2) til en episode i Pelle Erobreren (Danske Klassikere, 2002, s. 936), skrevet omtrent samtidig med fortællingen, (3) i 1921 til De tomme Pladsers Passagerers titelløse indledning, (4) til titlen og titelfortællingen i samme samling, (5) i 1934 til artiklen »Ja, hvordan?« (Berlingske Aftenavis, 30. juni 1943, optrykt i Nexø: Kultur og Barbari), (6) i 1939 til to episoder i slutningen af Erindringer (s. 522 og 540) og endelig (7) til titlen og den delvist nyskrevne titelfortælling i De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I (1946).

Modtagelse

Social-Demokratens »Ax. Sch.« indledte sin gunstige anmeldelse 25. oktober 1915 med at minde bladets læsere om, at »Mutter Schmidt!« og andre af bogens fortællinger ville være dem bekendte, da de tidligere havde stået i Social-Demokraten: Andersen Nexø forstaar altid at fængsle, hvad enten det saa er en Artikel, en Fortælling eller et bindstærk Værk, han har skrevet. Læs hans Skildring »Vesterbro« eller »En Nattevandring«, og Du ser da i Københavns Fysiognomi Linier, Du kanske ikke før lagde Mærke til. Byen bliver rigere for dig. (…) Nexø er uden Tvivl en af de mest lunerige sociale Forfattere, vi har, og det er ikke mindst i en lunefuld Replik, at han forstaar at svinge Pisken mod Samfundets Raadenskab. Men en af de allersmukkeste af Bogens Fortællinger er »Ann Maries Rejse« (…).

Anmeldelsen optryktes i Demokraten, 6. november 1915, og mange andre socialdemokratiske lokalaviser.

Også venstrebladet Bornholms Tidendes Chr. Hvid Simonsen var ganske tilfreds. Hans anmeldelse stod på bladets forside den 10. december, hvor han betegnede bogen som: (…) en Samling Skitser og Smaafortællinger af ulige Værd. De indeholder alt det, man ellers finder i denne Forfatters Bøger: en kras Realisme, der undertiden virker frastødende, en frisk og bidende

Sarkasme mod det opstyltede og usande, en nænsom Holden Haan­ den over Lykkens Stedbørn (…), og endelig et velgørende Blink af Lune, hvor Forfatteren gaar Samfundsoverfladens Strøgveje som i »Vesterbro«. (…) »En Domfældelse« er Bogens bedste. (…) »Sommerdag« giver en næsten J.P. Jacobsensk Skildring (…). Sproget er (…) klart og godt; men det er tillige fri for den lidt trættende Udtværen, som man andre Steder møder hos denne Forfatter. (…) »Under Himmelen den blaa« byder paa megen Afveksling – det er en inter­ essant Bog.

Politikens nyansatte anmelder, forfatteren Chr. Richardt Gandrup (18851974), var uforbeholden. Efter en meget anerkendende indledning om, at Nexø (i modsætning til så mange andre) skrev af indre nødvendighed, hedder det: I den Samling Smaaskrifter, der bærer den smukke og indbydende Titel »Under Himmelen den blaa« er det ikke nye og hidtil ukendte Kræfter, der rører sig; det er et blødt og letbevægeligt Sinds Svingninger, der aftegnes gennem de snart spøgefulde, snart vemodige Skildringer, af hvilke en Del vil være dette Blads læsere velbekendte og tillige velmødte. Det er i bedste Forstand en frejdig og følt Digtning, denne Forfatter leverer sine talrige Læsere, og der er noget forjættende, ja trøstende i den Omstændighed, at skønt kun faa af vore Digtere har et mere aabent Øje og følsomt Sind for menneskelig Nød (…) end han, er der dog næppe nogen af vore Samfundsskildrere, der som han har bevaret en saa fast Tro paa Livets Mening og Fremgang; som paa Trods af Rædsler og Ulykker har fastholdt en saa ægte og ufordærvet Optimisme. Maatte denne Digter, der med disse lødige Smaastykker øjensynlig udfylder en Pavse i sit Forfatterskab, snart træde frem igen med en stor og frodig Samfundsroman, et Felt, hvorpaa baade hans Evne og hans Optimisme har vist sig i størst og smukkest Omfang.

»H. B.«, alias Hans Brix, havde netop forladt Politiken som anmelder og skrev nu i stedet for den konservative Nationaltidende. Hans let forsinkede anmeldelse 5. januar 1916 skilte sig noget ud fra de ovenstående roser og lyder i sin helhed: Forfatterens Navn er anseligt. Titlen er straalende. Indholdet er Hø og Hakkelse.

Bogen indeholder sytten Skitser, hvoraf de fleste er ganske dumme; et og andet Træk kan findes, der viser, at Forfatterens Evne til Personskildring lever endnu; men den korte Form er ham ubekvem, og for den lettere Satire savner han aldeles Haandelag[.]

1.8 Dybhavsfisk (1918)

Tilblivelse

Af de syv fortællinger i Dybhavsfisk havde kun den første, »Livsslaven«, ikke været trykt tidligere. Fortællingerne var blevet til i årene 1907-18. For nærmere detaljer, se afsnit V.8.

Der var altså – som med forgængeren Under Himmelen den Blaa – i høj grad tale om genbrug af avis- og tidsskriftbidrag, skrevet helt tilbage til elleve år før bogudgivelsen. Bogen virker derfor også meget varieret eller – mindre elskværdigt udtrykt – lidet egal, stilistisk såvel som tematisk: Fra strenge skæbnefortællinger som »En Strandvasker« og »Murene« over den uprætentiøse humoreske »Dybhavsfisk« og den anekdotiske skipperskrøne »Gulduret« til »Dukken!«, der står for sig selv og måske rettere hørte hjemme i den Tysklands-bog, Nexøs havde måttet opgive i 1915.

At Nexø på dette tidspunkt ikke producerede tilstrækkeligt med nye fortællinger til at fylde en bog, har en del af sin forklaring deri, at udgivelsen fandt sted, mens han arbejdede intensivt på andet bind af Ditte Menneskebarn, Lillemor, som udkom et halvt år senere.

Nexøs samarbejde med det forlag, der havde udgivet hans forrige samling, var i mellemtiden ophørt. Foruden Under Himmelen den Blaa nåede Fr. Ravns Forlag kun at udsende en 2.-udgave af romanen Det bødes der for –, inden forholdene dér blev for små for Nexø. I foråret 1916 søgte han i stedet samarbejde med det norske forlag Aschehoug & Co., som siden 1914 også havde haft en dansk filial. Udgivelsen af Ditte Menneskebarns første bind i 1917 blev indledningen til et fast samarbejde mellem Nexø og forlaget Aschehoug, der kom til at vare frem til 1930.

Modtagelse

Dybhavsfisk anmeldtes bredt i over fyrre af landets dagblade og tidsskrifter og blev generelt modtaget gunstigt, men med forbehold over for samlingens mere anekdotiske indslag. I Politiken anmeldte kritikeren Chr. Rimestad (1878-1943) i en kronik, 4. december 1918, Dybhavsfisk sammen med tre andre novellesamlinger, Sophus Michaëlis’ Træbukken, J. Anker Larsens Menneskeøje og Otto Rungs Syndere og Skalke.

Generelt mente Rimestad, at »Af disse fire Novellesamlinger har Otto Rungs det fortrin, at de enkelte Partier samler sig til en Helhed«. Ikke desto mindre satte han også pris på Nexøs nye bog.

Forfatteren er: (…) helt ligetil i sin Psykologi. Men der er noget kernesundt, noget marvrigt i hans Ligefremhed. Han holder sig til de store og klare Linjer, undgaar alle Sidespring, og selv om hans Hjertelighed af og til kan faa et Skær af Sentimentalitet (…), saa er det dog denne Ømhed, denne Omsorg, der giver hans Arbejder deres varme Menneskelighed. Han kender som maaske ingen anden alt det gode og stærke, der lever i Folkets Instinkter, og han øser Styrke af denne sjælelige Varmekilde.

Samlingen viser for øvrigt hvordan Nexø udvider sin Emnekres og sin kunstneriske Form. Han var en Gang Naturalist og Pessimist – her er der Historier, man maa karakterisere som næsten fantastisk-romantiske (se »Dybhavsfisk«), og andre, der er følsomt idylliske [»Dukken!«] (…). Den betydeligste af Fortællingerne er »En Strandvasker«, saa kraftigt koncentreret, at et helt stort Roman­ emne her har fundet naturlig Form i et Rumfang af blot en Snes Sider.

I Berlingske Tidende, aften, 23. november 1918, mente »Chr. G.«, at Dybhavsfisk var »en Samling tilfældige Historier«, men at de bedste var »Hjemstavnsbilleder fra Bornholm med Bonde- og Søfolksskildringer, med Bondens sejge Hængen ved Jorden og Sømandens sugende Udlængsel.« Også denne anmelder betragtede »En Strandvasker« som »Langt den betydeligste«, refererede den udførligt og undlod ikke at gøre opmærksom på, at den først havde stået i Berlingske Tidende, men glemte at oplyse, at også titelnovellen »Dybhavsfisk« først havde stået dér. »Andersen Nexø er bleven en ypperlig Fortæller (om end bedst i hans lune og følsomme Smaafolks-Skildring fra hjemlig Jord.)« I Fyns Venstreblad, 3. november 1918 skrev anmelderen, den grundtvigske præst og forfatter Oscar Geismar (1877-1950), at »Denne Samling Smaafortællinger (…) har faaet sin Fællestitel fra den ubetydeligste af dem.« »Dybhavsfisk« var en »lille Spøg«, som ganske vist var »rask fortalt, men Andersen Nexøs Kunst savner det stænk af livserfaren Ironi, som maa til for at sætte Kulør paa den Slags.« »Gulduret« affejes ligeledes, hvorimod bonde- og fiskerskildringerne fra Bornholm også her fremhæves: Man begriber, at Nexø forstaar sine Folk, ikke ud fra et overklasseagtigt Studium af Folkelivet, men med Blodets og Racens Fællesskabsfølelse levende i sig.

De syv Fortællinger rager ikke højt op i Andersen Nexøs Forfatterskab, men bærer dog alle deres Faders Navn med Rette. I den Slags Smaafortællinger har han udhvilet sig fra sit Herkulesarbejde, før med »Pelle« og nu med »Ditte«. I Fyns Social-Demokrat, 3. november 1918 (ikke 2. november som anført i Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi), fremhævede »P. A.«, sandsynligvis identisk med Peter Andersen, redaktør af Sydfyns Social-Demokrat, ligeledes »Livsslaven« og »En Strandvasker« som udtryk for »Nexøs store Fortællekunst og Menneskekundskab, hans store Evne til at se og forstaa sine Medmennesker og give andre et stærkt, ofte uforglemmeligt Indtryk af sine Iagttagelser.«

1.9 Undervejs (1919)

Tilblivelse

I oktober 1919 skrev Nexø til K.K. Nicolaisen, som var ved at lægge sidste hånd på sin lille bog Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse, den første Nexø-monografi overhovedet: Hermed sender jeg Dem en bestilt Bog – som jeg ikke havde Raad til at sige nej til. Naa, Fortællingerne har jo været offentliggjort før – og er altsaa godkendt af deres Skaber én Gang. De er vistnok af højst ulige Værd og nogen indre Forbindelse er der ikke mellem dem som begrunder at de samles i samme Bind. Jeg har prøvet at slaa en Smule Baand om dem ved at kalde Samlingen »Undervejs« og anbringe dem i kronologisk Orden – med Aarstallet for Tilblivelsen anbragt efter hver Novelle (den sidste kom til bagefter fordi Bogen blev for lille). Forlæggeren ønskede imidlertid ikke disse Aarstal, og de blev strøget. Jeg har føjet dem ind igen i Deres Eksemplar.

Jeg har meget travlt med »Ditte«, er skrupnervøs, saa jeg venter at faa noget godt ud af det. (Brev nr. 229) Med denne udgivelse var Nexøs seneste fire samlinger udkommet på fire forskellige forlag. Ellers var han ikke utro med sit skønlitterære forfatterskab mod sit nye forlag Aschehoug & Co., men han havde dog hverken kunnet modstå en indbydelse i april 1919 fra boghandler Carl Palner fra Danske Forfatteres Forlag om en samling på ca. 12 ark til levering senest 1. september samme år – eller tilbuddet om 2.000 kr. for bogen. Den blev i øvrigt trykt på dårligt papir og rummede usædvanligt mange tekstfejl.

Ud af samlingens ni fortællinger havde kun de to ikke tidligere været trykt: »Badutspringeren«, omend titelpersonen optræder som bifigur i Pelle Erobreren, og »Bedstemand Blom«, om end hans begravelse havde været omtalt i en kronik i Politiken, august 1907. Fortællingerne var blevet til over det lange spænd 1897-1918. For nærmere detaljer, se afsnit V.9. »Den musikalske Gris« er den ældste af fortællingerne og samtidig den, hvis tilblivelseshistorie bedst lader sig belyse:

Som citeret i afsnit I.1 skriver Nexø i sine Erindringer, at »Den musikalske Gris« oprindelig var en satirisk reaktion til den »lidt hengemte Digterluft, der hang som Traditioner i det Molbechske Hjem«, hvor han opholdt sig som rekonvalescent i sommeren og efteråret 1894. Selve begrebet ’en musikalsk gris’ har sandsynligvis oprindelse i en bestemt barndomsoplevelse, jf. Erindringer, s. 332-333.

Om ’grisen’ virkelig er påbegyndt allerede 1894 kan ikke afgøres af samtidige kilder, men et brev til Margrethe af 24. november 1897 tyder på det: »Jeg har skrevet en Historie om en Gris, som jeg havde Udkastet liggende til fra gamle Dage. Den er på c. 40 Sider, og er efter Sigende både vellykket og vittig« (Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 396). Den 29. november 1897 tilføjer han: »Grisehistorien er en Historie om et Geni af en Gris og er en mild Ironi over de Store i Samfundet.« (smst.) Han søgte første gang at få den afsat i 1900 til tidsskriftet Vagten, men uden held. Først nogle år senere lykkedes det – vistnok pga. en vikarierende redaktør med mere humoristisk sans end den ferierende Valdemar Vedel – at få den trykt i Tilskueren. Se herom Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919, s. 269 og 514.

Modtagelse

Samtidige reaktioner på Undervejs er for en gangs skyld ikke angivet i Børge Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi. Og det synes ikke at være nogen forglemmelse.

En systematisk gennemgang af et antal af de aviser, der normalt trofast anmeldte Nexø, i månederne efter Undervejs’ udgivelse, indicerer, at bogen ikke blev anmeldt som ellers, om overhovedet.

En grund hertil kunne være, at forlaget udgav Undervejs i bunden subskription med andre bestilte prosaværker af bl.a. Sophus Michaëlis og Viggo Cavling og derfor muligvis undlod at udsende anmeldereksemplarer af seriens enkelte værker. Når Politiken i en notits om serien 18. oktober 1919 kalder Nexøs bidrag til den for en »Roman«, tyder det i hvert fald på, at bladets litterære redaktion næppe kan have haft Undervejs i hånden.

Men bogen fik dog mindst én samtidig reaktion. Da K.K. Nicolaisens skitse udkom i november 1919, nåede han lige akkurat at få Undervejs med, og om den, Under Himmelen den Blaa og Dybhavsfisk hedder det lakonisk og under ét:

Ingen af de tre Bøger betyder særlig meget i Digterens Produktion.

De fleste af Fortællingerne er Splinter og Stumper, der er faldet af under hans Arbejde med de større Værker. Men Stumper kan jo ogsaa have deres Værdi, især naar de er fra et saa anset Værksted som her. (Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse, s. 70)

1.10 De tomme Pladsers Passagerer (1921)

Tilblivelse

Kun elleve dage efter udgivelsen af Ditte Menneskebarns femte og afsluttende bind fremkom Nexø med en ny bog, som i høj grad også var hjerteblod for ham. De tomme Pladsers Passagerer udkom samtidig i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Det dansk-norske oplag var på velvoksne 5.000 eksemplarer, det tyske, som var illustreret med tolv tegninger af Georg Grosz, på 10.000 eksemplarer. Og hele indtægten (eller overskuddet) skulle – via den tyske komité Künstnerhilfe für die Hungernden in Russland – tilfalde ofrene for den hungersnød i Rusland, der havde efterfulgt Verdenskrigen, Oktoberrevolutionen, de vestlige magters intervention og borgerkrigen mellem røde og ’hvide’ styrker.

Da Nexø imidlertid ikke havde kunnet formå noget dansk eller norsk forlag til at udgive bogen, måtte han selv bekoste trykningen. Den blev da foretaget af Rasmussen og Rugh (som også trykte det kommunistiske dagblad Arbejderbladet) – på elendigt papir og i den billigst tænkelige heftning, ikke syet i ryggen, men samlet med lim og hefteklammer. Sats og korrekturlæsning lod også meget tilbage at ønske.

Som en personlig venlighed over for Nexø påtog boghandler Rasmus Naver, leder af Gyldendals Sortimentsboghandel, sig at have bogen i kommission. Den findes dog også i et mindre antal eksemplarer med titelblade, der anfører »Det norske Arbeiderparti, Kristiania« og »Arbejderforlaget, København« som kommissionshavere.

I et brev til K.K. Nicolaisen af 13. juli 1921 betegnede Nexø bogen som »en Samling sociale Æventyr og Symboler« (brev nr. 254). Foruden den titelløse indledning og de her gengivne fem andre originale bidrag rummer bogen genoptryk af de ni fortællinger »Lønningsdag (En Idyl)« og »Brødsælgeren« med den nye titel »Brød! En Fortælling fra Granada og alle Vegne fra« (begge fra Skygger), »Idioten!« (fra Barndommens Kyst), »Frihed­ens Fe!« (fra Af Dybets Lovsang), »Murene« (her fejlagtigt stavet »Murne«, fra Dybhavsfisk), »En Kvinderevolution!« (ligeledes fra Skygger), »Guden for det tomme Ceremoniel!«, »Ravnene!« og »Afløsningens Time!« (alle fra Under Himmelen den Blaa).

Foruden den anti-royalistiske allegori »Guden for det tomme Ceremoniel!« kan udvalget siges at repræsentere nogle af de mest direkte socialt anklagende af Nexøs mange fortællinger. Og de suppleredes nu med seks nye programmatiske bidrag, skrevet 1908-21. Af disse seks var den titelløse indledning skrevet til lejligheden og ikke trykt tidligere; heller ikke »Guds Søn og Fandens Kælebarn!« havde været trykt tidligere. For nærmere detaljer, se afsnit V.10.

Modtagelse

De tomme Pladsers Passagerer, der blev trykt i så ambitiøst et oplag, blev stort set ikke bemærket af pressen.

Foruden nogle få, stærkt kritiske linjer i Henning Kehlers anmeldelse af Ditte Menneskebarn (Politikens kronik, 13.-14. december 1921; optaget i Kehlers Kronik og Kritik, 1922) og ni tanketomme linjer i ungkommunisternes blad Fremad, december 1921, synes kun to danske dagblade at have noteret sig fremkomsten af Nexøs nye bog.

En usigneret forsideanmeldelse i Vestjyllands Social-Demokrat, 23. december 1921, fandt indledningens skildring af de tomme pladser »gribende« og citerede udførligt. Anmeldelsen slutter: »Nexø er i denne Bog Agitator, men først og fremmest Digter. (…) Der dirrer en angstfuld Poesi i denne Bog, der ikke undgaar at gribe Læseren.« Men hele den øvrige socialdemokratiske presse ignorerede bogen i, hvad der ligner organiseret boykot af en frafalden.

Den anden anmeldelse var forudsigelig. I det kommunistiske Arbejderbladet – Nexø var partimedlem hér siden 1919 – skrev Konrad Simonsen den 9. december 1921 velvilligt: De betydeligste østrigske og tyske Blade har hyldet Andersen Nexø som en af Tidens største Digtere, og vi ser hans Værker oversatte til alle evropæiske Kultursprog. En af Grundene til dette Verdensry er hans Genis Medfølelse med alle Samfundets uskyldigt Udstødte, med Folkene, der henlever deres Liv i Trældom. Andersen Nexø er den fødte Kommunist, den fødte Revolutionære. Hans Hjærte fik aldrig Ro ved Synet af den sociale Uretfærdighed.

Efter referat af flere fortællinger konkluderer Simonsen: »I hvert Hjem, der har tre Kroner tilovers, bør denne Nexøs Bog findes, saameget mere som Indtægten af den tilfalder det kæmpende russiske Folk, hvem Bogen er tilegnet.« Bogen fandt imidlertid kun få læsere, og der blev ikke meget til ofrene for hungersnøden i Rusland. Det danske restoplag blev i 1939 erhvervet på en auktion af den københavnske antikvarboghandler Marinus Olsen for 5 øre pr. eksemplar (plus salær) og blev først udsolgt under besættelsen.

1.11 De sorte Fugle (1930)

Tilblivelse

I oktober 1930 skrev Nexø til K.K. Nicolaisen:

Jeg er i Øjeblikket travlt optaget af at gøre den lille bog »De sorte Fugle« (Noveller) færdig til Udgivelse i Sverrig, Holland og Tyskland; mest kniber det at faa den ordentlig ud paa Dansk, da Aschehoug ligefrem skambyder mig; saa det er muligt, Bogen indtil videre slet ikke udkommer herhjemme. Og saa oversætter jeg tredje Bind af mine samlede Noveller, der skal komme som femte Bind i Langens samlede Udgave af mine Arbejder. Udgaven har dermed naaet frem til at omfatte otte Bind. Saa jeg har nok at gøre (…). (Brev nr. 445)

Nexø var netop vendt hjem til Danmark efter syv års ophold i det sydlige Tyskland, og han var fra sit faste tyske forlag i årene 1912-33, Albert Langen Verlag i München, blevet vant til langt større forhold end dem, et mellemstort forlag herhjemme kunne tilbyde ham. Men De sorte Fugle udkom alligevel på dansk i november 1930 – og samtidig i Sverige. På hollandsk ses den dog ikke at være udkommet (derimod fremkom et andet udvalg fire år senere). På tysk udkom den heller ikke som selvstændigt værk, men indgår helt eller delvist i andre samlinger, bl.a. Langens Gesammelte Werke, bind V (1931).

»Dødedans« baserer sig på to artikler i Social-Demokraten fra august 1918 og havde som den eneste af samlingens otte fortællinger ikke været trykt tidligere. De øvrige var blevet til mellem 1926 og 1930. For nærmere detaljer, se afsnit V.11.

De enkelte fortællingers første udgivelsesår ligger altså forholdsvis tæt på bogudgivelsen i 1930, hvilket afspejler, at Nexø var inde i en produktiv periode, hvor han ikke – som med sine sidste fire samlinger – havde måttet grave dybt i skufferne for at udfylde et ’nyt’ bind. Et par af fortællingerne tog afsæt i barndoms- og ungdomserindringer, men de fleste havde motiv fra Verdenskrigens, revolutionens, kontrarevolutionens og efterkrigstidens moderne Tyskland.

Blandt disse fortællinger har »Den tragiske Jonglør« den mest velbelyste tilblivelses- og receptionshistorie: Der opstod i Weimar-republikken en blomstrende folkeoplysningsbevægelse, som – ikke ulig den danske højskolebevægelse i årene efter 1864 – søgte at etablere et nyt åndeligt grundlag efter de gamle værdiers fallit under og efter Verdenskrigen, og Nexø var i 1925-31 en hyppig gæst og foredragsholder i dele af denne bevægelse.

Man kunne forvente, at Nexø især ville orientere sig efter de (ret få) oplysningsforbund og internathøjskoler – f.eks. Heimvolkshochschule Schloss Tinz i Thüringen – der arbejdede på et erklæret socialistisk grundlag. Imidlertid kom han især dér, hvor man virkede på et såkaldt neutralt grundlag, navnlig de højskoler m.v., der bekendte sig til den såkaldte Neue Richtung, som overvejende var tegnet af idealistiske, humanistiske akademikere. I dagene 17.-25. maj 1928 var Nexø og fru Johanna indbudt til, sammen med 67 ledende folkeopdragelsespraktikere, -teoretikere og ministerielle embedsmænd m.fl. fra hele Tyskland og enkelte fra Østrig og Tjekkoslovakiet, at deltage i et symposium over temaet: Weltanschauung und Erwachsenenbildung. Indbyderen var Hohenrodter Bund, et opinionsdannende debatforum for Neue Richtung. Kredsen udgjorde en højtkvalificeret tænketank, en forsamling af mennesker med stor indsigt i og indflydelse på tysk folkeopdragelse. Dette Hohenrodt-møde (således kaldt efter mødestedet) var det sjette i rækken siden 1923.

Efter et oplæg om kunst og verdensanskuelse blev Nexø inddraget i debatten; her gav han udtryk for nogle ganske firkantede anti-æstetiske synspunkter og blev modsagt af bl.a. den østrigsk-jødiske religionsfilosof Martin Buber (1878-1965). De næste par dage synes Nexø ikke at have blandet sig i diskussionen, men den 22. maj, på en af ugens sidste aftener, læste han »Den tragiske Jonglør« op for forsamlingen. Så vidt vides havde han i forvejen grundforløb og stof til fortællingen, men inspireredes af mødet til at skrive den færdig nu. Herpå tyder også, at slutningen, og kun slutningen, i det ældste af de bevarede manuskripter til fortællingen er formuleret på tysk.

Fortællingen blev straks trykt i juninummeret af Volkshochschulblätter für Thüringen med en redaktionel fodnote, som skulle give anledning til debat blandt deltagerne i det sjette Hohenrodt-møde. Redaktøren skrev, at mødet havde været præget af »ein starker Gegensatz« mellem Nexø og Buber, og at »Den tragiske Jonglør« skulle opfattes som en litterær »Protest« mod Buber og »eine als unfruchtbar empfundene wissenschaftliche Kultur und blosse Geistigkeit«.

Imod denne fortolkning protesterede straks ingen ringere end Robert von Erdberg (1866-1929), Hohenrodter Bunds uofficielle leder og det moderne Tysklands »Vater des freien Volksbildungswesens«. Han opfattede (Freie Volksbildung, 6. hefte, 1928) tværtimod fortællingen som en kostelig, indforstået »Persiflage« af mødet og gjorde opmærksom på, at forsamlingen ikke manglede humoristisk sans og havde modtaget fortællingen med begejstring. Meningen med dette og andre Hohenrodt-møder var i øvrigt ikke mindst at danne ramme om frugtbare meningsudvekslinger som den mellem Nexø og Buber; blandt alle ugens indslag var særligt Nexøs og Bubers da også blevet modtaget med taknemlighed af alle mødedeltagere; og da Nexø i sin afskedshilsen desuden havde erklæret, at dette havde været den skønneste uge, han havde tilbragt i Tyskland, burde han vel heller ikke opfattes som en modstander eller udenforstående kritiker, men snarere som en kritisk, men solidarisk ven, mente von Erdberg.

Om Hohenrodt-mødet, den samtidige tyske debat om »Den tragiske Jonglør« og den senere forskning vedrørende alt dette, se nærmere i H. Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv, bind II, s. 521 ff. og 687 ff., eller »Gesandt for Grundtvig – Martin Andersen Nexø og Weimar-republik­ kens højskolebevægelse« i E.-M. Boyhus (red.): Midt i højskolen, s. 31 ff.

Modtagelse

Den hjemlige modtagelse var blandet og i nogen grad ideologisk betinget.

Således var Kristelig Dagblads anmelder Paul Holt pikeret over, at Nexø i humoresken »Det daglige Brød« tog en teologistuderende under munter behandling. Anmeldelsen lyder i sin helhed: En Række Smaafortællinger, skrevne med en Kommunists Proletarpen, ensidigt og agitatorisk og med den Frivolitet, som den gudsfornægtende Kommunisme aldrig synes at kunne faa nok af. Hans Skildring af den nærsynede, unge teologiske Student er ført ud i den rene Karikatur og maa være Udslag af ond Vilje, da man næppe kan mene, at den ellers ret intelligente Forfatter kan tro, at han hermed er paa Virkelighedens Grund. Derimod er hans Skildring af »De sorte Fugle« – de giftelystne tyske Kvinder, der ikke kan faa nogen Mand – maaske nok rigtig, men uden nogen som helst højere Værdi. Bogen vil sikkert hurtigt blive glemt, og derved sker der ingen Skade.

(Kristelig Dagblad, 9. december 1930)

Hertil sluttede sig den 29. november 1930 Berlingske Aftenavis’ »H. K.«, alias Henning Kehler, der tidligere havde givet Ditte Menneskebarn og De tomme Pladsers Passagerer så hård en medfart. Efter referat af »Frihedens Fe« (II) spørger han, om Nexø da ikke har »noget bedre at tage sig til end at skrive Noveller over den Slags Filmsidéer?«, og konkluderer i al korthed: »De andre Historier i Samlingen er hverken værre eller bedre.« Her over for stod bl.a. den senere undervisningsminister Hartvig Frisch i en stor anmeldelse i Social-Demokraten: Nexø ejer i sit Sprog en særlig Skarphed, og hans Spøg, der ligger nærmere ved Haan end ved Humor, river op i Sindet som en skarp Negl paa en kalket Væg. (…) Ganske for sig i Samlingen staar den Novelle, der hedder »Madonna«, som Social-Demokratens Læsere vil huske fra sidste Aars Julenummer. (…) Nexø har i denne Fortælling skudt en Flig til Side af det konventionelle Dække, som Aarhundrederne har lagt over vore Drifter. Man ser den kvindelige Psyke i et Lys, der er afslørende. »Det daglige Brød« fandt Frisch kostelig, titelnovellen refereredes udførligt, og alt i alt mente han velvilligt: Det gaar med disse Noveller som med næsten alt, hvad Andersen Nexø skriver, de forstyrrer den sløve Ligevægt, som det mætte Menneske ellers for det meste befinder sig i. Forfatterens kloge og meget seende Øjne lyser bag Bladene og rejser selv i Smilet en Anklage. (Social-Demokraten, 28. november 1930) I en tilsvarende (og tilsvarende stort opsat) anmeldelse i Politiken fandt Chr. R.[imestad] »Tro indtil Døden« »værdifuld«; og titelnovellen var »en skælmsk Blanding af Virkelighed og Symbolik« med: (…) et indtagende, næsten ungdommeligt Smil, som man ikke finder det i de andre Historier, der har Krigen eller Krigstiden til Emne, og hvor Grundstemningen er næsten ublandet tragisk. Nexø kan sætte Fortællingen lovlig grelt op, som i Brodermorderen, eller understrege saa stærkt, at man for tydeligt mærker Tendensen, men en fremragende Skildrer er han (…). »Dødedans« var »henrivende«, »Det daglige Brød« »pudsig« og »overraskende«. »Madonna«: (…) er efter vor Mening Bogens værdifuldeste Stykke, ja et af de mærkeligste og mest sandfærdige Bidrag til Overgangsalderens Psykologi, der findes i vor moderne Litteratur. Dette er en af de mest fængslende Historier, Nexø har skrevet. (…) De sorte Fugle er en mærkelig og mangesidig Samling, et rigt Udtryk for dens Forfatters Erfaring og Temperament. (Politiken, 30. november 1930)

1.12 Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938)

Tilblivelse

Efter godt 15 år med Aschehoug som sit faste danske forlag vendte Nexø i 1932 tilbage til Gyldendal og udgav her sine fire bind Erindringer (1932-39), som både blev en salgssucces og en kunstnerisk triumf for den aldrende Nexø. Imidlertid udkom hans næste novellesamling, Mod Lyset, ikke hos Gyldendal, men på det venstreradikale Mondes Forlag. Forlaget var stiftet i 1930 og blev, især efter 1934 hvor Børge Houmann overtog ledelsen, i praksis et kommunistisk forlag, og Houmann knyttede bl.a. Otto Gelsted, Kjeld Abell og Nexø til det (Houmann var i forvejen forretningsfører for både DKP’s dagblad Arbejderbladet og partiets forlag Arbejderforlaget). Men det er nu også tvivlsomt, om Gyldendal overhovedet ville have haft lyst til at udgive Mod Lyset, hvis forlaget havde fået buddet. Samlingen indeholdt, foruden optryk af tretten gamle fortællinger, kun fire nye, som havde det tilfælles, at de var politisk-allegoriske. Alle fire havde været trykt tidligere i forskellige sammenhænge i ind- og udland og var blevet til i perioden 193537. For nærmere detaljer, se afsnit V.12.

Foruden disse fire fortællinger indeholdt samlingen genoptryk af »Lønningsdag« med den ny undertitel »(En Fortids-Idyl)«, »Idioten«, »Ulven og Faarene« med den ny undertitel »(En Fabel)«, »Frihedens Fe!« (II), »Ravnene«, »Brodermorderen«, »Den evige Jøde«, »Guden for det tomme Ceremoniel«, »Murene«, »Afløsningens Time«, »De tomme Pladsers Passagerer«, »Guds Søn og Fandens Kælebarn!« med den ny undertitel »(Efter en gammel Legende)« samt »Konge for en Dag« med den ny undertitel »(Et Intermezzo)«. »Min Ven Maleren« var, som undertitlen angav, »En Improvisation« og har en tilblivelseshistorie, der kan minde om »Den tragiske Jonglør«s derved, at den i allegorisk form skulle understrege Nexøs synspunkter under et bestemt møde:

Den 21.-25. juni 1935 deltog Nexø sammen med ca. 250 andre forfattere fra 38 forskellige lande – og godt 3.000 menige deltagere – i Den internationale Forfatterkongres til Forsvar for Kulturen i Paris; Nexø sad i kongressens præsidium sammen med bl.a. Heinrich Mann.

Den 22. juni talte Nexø om forfatterens rolle i samfundet og udtrykte i sin tale synspunkter, der lå adskillige streger til venstre for den brede, antifascistiske folkefrontsstrategi, som Komintern vedtog på sin 7. verdenskongres et par måneder senere. Talen blev ifølge samtidige kilder hilst med begejstring, skønt kun få i forsamlingen kan have været enige i dens indhold, der satte lighedstegn mellem anti-fascisme og socialisme. To dage senere, den 24. juni, improviserede Nexø så – u-annonceret – sin allegori om en maler, hvis synspunkter på enhver måde lå fjernt fra forfatterens, men som til sidst alligevel tilslutter sig den socialistiske bevægelse. Se nærmere herom i Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid, bind III, s. 129 ff.

Modtagelse

I modsætning til Erindringer, som var blevet stormende modtaget og omfattende anmeldt, omtalte kun få blade Mod Lyset. I Aalborg Amtstidende lovede Nexøs ven og biograf K.K. Nicolaisen den 24. december 1938 velvilligt læserne:

Vidste man ikke i Forvejen, hvor stor en Digter, hvor betydelig en Kunstner, hvor fremragende en Menneskeskildrer, Martin Andersen Nexø er, vilde man overbevises om det ved Læsningen af [Mod Lyset]. Er det end Agitatoren, der fortrinsvis har Ordet (…), saa er Digteren ogsaa til Stede og forlener Skildringen med en Menneskelighed, en Varme og Inderlighed, en Forstaaelse af menneskelige Kaar i godt og ondt, der ikke kan undlade at gøre Indtryk paa Læseren.

Særligt fremhæver Nicolaisen »De tomme Pladsers Passagerer«, »Brodermorderen«, »Frihedens Fe« (II) og »Mustafa« som vidnesbyrd om »Digterens Menneskeforstaaelse, hans dybe Medviden, der taler til vort Hjerte«.

Mere tempereret var Hans K.[irk] den 29. november 1938 i det kommunistiske Arbejderbladet:

Her er Lignelser (…), hvor Nexø satiriserer over Kapitalismen og det borgerlige Samfund, og der er rent realistiske Noveller, hvor efter min Mening Andersen Nexøs Evner rigest folder sig ud. (…) Den politiske Fabel har vel sin Berettigelse, men stærkest taler den klare, simple Oplevelse, naar den berettes af en Fortæller, der, som Martin Andersen Nexø, i sin Udvikling har været saa nær knyttet til Arbejderklassen, at dens Problemer er hans Problemer. I Social-Demokraten mente Jul.[ius] B.[omholt] kort og generelt: »Det er en Bog, der maa læses af hver ny Generation. Den indeholder Værdier, der altid vil være centrale i den danske og europæiske Arbejderdigtning« (Social-Demokraten, 14. december 1938).

Heri var Berlingske Aftenavis’ anmelder K.E. ikke ganske enig. Indledningsvis præsenteredes forlaget således:

Forlaget Monde (…) burde [egentlig] forandre navn til DemiMonde, eftersom det kun bekymrer sig om den Halvdel af vor mishandlede Globus, der er kommunistisk. (…) Da baade Solen og den politiske Lykke (som bekendt) staar op i Øst, er det overflødigt at forklare, hvorfor Bogen bærer en saa straalende Titel. Man mærker hurtigt Hensigten, og bliver en Smule bekymret paa Kunstens og Digtningens Vegne. (…) Selv Martin Andersen Nexøs bedste (…) Eventyr (»Idioten«, »Afløsningens Time«, »De tomme Pladsers Passagerer« etc.) er skrevet med et proletarisk Blæk-Had, der baade er uaktuelt og forældet – i et demokratisk Danmark, hvor Arbejderen, der for længst har erobret Magten og Æren, sidder som Hædersgæst ved det rige Bord.

Man læser Martin Andersen Nexøs Eventyr og Lignelser uden Lidenskab og tænker: før Fortid … (Berlingske Aftenavis, 13. januar 1939)

I en stort opsat anmeldelse i Politiken skrev Tom Kristensen:

Naar Martin Andersen Nexø udsender en Haandfuld Eventyr og Lignelser, (…) saa ved vi alle sammen, hvordan de skal udlægges. Der skal ikke mange Fortolkningskunster til for at forklare hans direkte og aktive Livsanskuelse. Det sørgelige er imidlertid, at vi kender mange af disse Lignelser fra hans tidligere Samlinger. (…) Han har skudt nogle Beretninger fra Spanien ud og erstattet dem med Eventyret (…) om Vagabonddrengen Mustafa, (…) og den Erstatning er man glad for. Drengen (…) fortjente min Sandten en hel Roman.

Men skønt der efter anmelderens mening var for få nye fortællinger, så »er der nogle imellem dem, som ikke kan læses og heller ikke anmeldes for tit.« »Guden for det tomme Ceremoniel« f.eks. »er saa sand og egentlig saa tragisk, at den burde have skaffet sin Forfatter en Dom paa Halsen for Majestætsfornærmelse. Det er republikansk Propaganda, der har faaet fast artistisk form.« Også »Frihedens Fe« og »Murene« fremhæves.

Men navnlig var Kristensen begejstret for »De tomme Pladsers Passagerer«, som han uden forbehold jævnførte med H.C. Andersens »Skyggen«; fortællingen er: (…) en Spøgelsesfantasi, saa at man aldrig mere vil kunne skubbe en Kupédør til for at være mageligt alene, uden at man jo vil komme til at mindes de tomme Pladsers Passagerer. Se det er Kunst og Propaganda i ét, og det kommer nok engang i Særtryk med Illustrationer af en social og makaber Tegner. Jeg er paa Forhaand Subskribent. (Politiken, 23. november 1938)

Tom Kristensen fik i øvrigt ret i denne spådom, men nåede lige akkurat ikke selv at se det af Klaus Rödel udsendte privattryk af »De tomme Pladsers Passagerer«, illustreret af Birthe Kronkvist med fire barske zinkætsninger; det udkom et halvt år efter Kristensens død i sommeren 1974.

1.13 Et Skriftemaal (1946)

Tilblivelse

Efter hjemkomsten fra sit ufrivillige eksil i Sverige og Sovjetunionen 1943-45 var Nexø populær som aldrig før, hans bøger kunne igen udkomme frit i Danmark, og der var efterspørgsel på dem.

Ved udgivelsen af Et Skriftemaal spurgte K.K. Nicolaisen, hvad dette egentlig var for et værk, og Nexø svarede:

»Et Skriftemaal« er en meget gammel Ting, noget af det første jeg har skrevet. Jeg tænker Historien er blevet til under min Rejse til Syden 1894-96; da skrev jeg nemlig en Roman, som jeg senere har tilintetgjort ÷ dette Stykke der var en Del af Romanen. Senere offentliggjorde jeg det i »Verdensspejlet« for mange Aar siden – og har siden glemt det. Da saa Forlæggerne efter Hjemkomsten i Beg. af Juni 45 plagede mig for Manuskripter, kom jeg i Tanke om dette, og overlod Carit Andersen det, hvis han selv ville grave det frem og kunne bruge det. Og naturligvis kunne han bruge det – han købte det ubeset. Nu efter at Fortællingen er udkommet, har jeg læst den igen og er forbavset over, saa klart og rent Dansk jeg skrev dengang – bedre end nu. (Brev nr. 705)

Ja, Nexø havde måttet grave dybt for at imødekomme Carit Andersen. Det omtalte romanforsøg havde han, som nævnt i nærværende efterskrifts afsnit I.1, indgivet til Gyldendal i marts 1898, men han havde nu ikke destrueret manuskriptet efter Peter Nansens afvisning måneden efter. Enkelte afsnit af det indgik i hans tre første romaner, Det bødes der for – (1899), En Moder (1900) og Dryss (1902); endelig fandt to digte fra manuskriptet langt senere vej til hans Digte (1926).

Og manuskriptet eksisterer endnu – bortset fra den del, hvorfra Et Skriftemaal er hentet. Vi kan derfor ikke vide, hvilke ændringer Nexø måtte have foretaget i denne del af manuskriptet, hverken inden han i 1908 lod den offentliggøre som selvstændig fortælling i Verdensspejlet, eller som separat bogudgave i 1946.

Om romanforsøget, manuskriptets historie og om den plads, Et Skriftemaal oprindelig indtog i romanen, se i øvrigt Børge Houmann (red.): Af en ung mands papirer.

Modtagelse

Et Skriftemaal anmeldtes bredt og forbløffet. I Social-Demokraten skrev Svend Erichsen, som i 1938 havde udgivet en lille Nexø-monografi: Nu har den gamle Digter (…) paany aabenbaret sin ædle Sans for det, der ligger udenfor al politisk Agitation eller Digtning. Det er blevet til et document humain om en purung Piges hurtige Ryk fra Barn til Kvinde (…). Det er en individualistisk, men alligevel almengyldig Skildring. Den er ikke stor. Den er snarere spinkel. Men den er sanddru. (Social-Demokraten, 19. november 1946) Tom Kristensen anmeldte under overskriften »En Overraskelse«: Man tror ikke sine egne Øjne, naar man læser den. Man slaar om paa Titelbladet. Ja, der staar Martin Andersen Nexø. (…) Er der da en anden Forfatter, der hedder Martin Andersen Nexø, eller er det en Martin Andersen Nexø fils, som vi aldrig før har hørt om? Nej, det er the grand old man; men han er saa mangesidig, at man skal vogte sig for at klippe en Taa her og hugge en Hæl der, saa at han kan passe tæt og godt ind i en firkantet, kommunistisk Rubrik. Og det overrumplende, han har gjort, er det ganske simple, at han har skrevet en Bog om Mennesker. Det er, ligesom han vil sige os, at der er mere mellem Himmel og Jord, end der staar i Karl Marx. (…) Saadan kan Martin Andersen Nerxø ogsaa være. Hvor har han overrasket os tit! (Politiken, 30. oktober 1946)

Og i Fyns Venstreblad skrev Johan Koch den 15. november 1946:

Den gammeldags Stil og Fortællemaade er gennemført med en saadan Konsekvens, at man virkelig til Tider har Fornemmelsen af, at det er et gammelt Dokument, man sidder og læser. Et virkeligt Kunststykke af den snart firsaarige Mester.

Nexø selv morede sig over al den begejstring, der nu blev hans gamle, i sin tid afviste fortælling til del. Til Walter A. Berendsohn skrev han den 13. november 1946:

ET SKRIFTEMAAL faar en straalende Kritik. Kritikerne tror, at Bogen er skrevet nu og at jeg altsaa har omvendt mig til det bedre – bort fra det pinlige sociale. Naar jeg oplyser, at det er et Arbejde fra min grønne Ungdom, bliver de flove. (Brev nr. 702)

2 Andre udgaver

I Nexøs levetid – eller kort efter – udkom der i Danmark foruden de her gengivne samlinger og foruden enkeltstående bidrag til novelleantologier, skolebøger m.v. følgende andre samlinger og separatudgaver redigeret af forfatteren selv eller udgivet med hans samtykke:

2.1 Bornholmer Noveller (1913)

August 1913 udkom Bornholmer Noveller som nr. 146 i serien »Gyldendals Bibliotek« eller »Gyldendals 75 Øres Bøger«. Serien redigeredes af professor Vilhelm Østergaard og havde til formål at udbrede nordisk litteraturs bedste værker i billige udgaver.

Oprindelig var samlingen fra Nexøs side ikke tænkt eksklusivt bornholmsk; over for Peter Nansen, havde han (i brev nr. 93 af 2. maj 1911) foreslået syv fortællinger, heriblandt »Flyvende Sommer« og »Trækfuglene«, som begge udspiller sig i København. Men i sidste ende kom bogen til at indeholde ti fortællinger, alle med bornholmsk motiv, plukket fra alle Nexøs dengang udgivne novellesamlinger. Ud af de syv, Nexø oprindelig havde foreslået, blev kun de tre medtaget – men altså til gengæld syv andre, herunder to fra Barndommens Kyst, som var udkommet i mellemtiden.

Bogen udkom i tre forskellige indbindinger til tre forskellige lave priser, en heftet til 75 øre, en kartonindbundet til 1 kr. og en shirtingsindbundet til 1,35 kr. Oplaget var på ikke mindre end 18.000 eksemplarer, og Bornholmer Noveller er således uden sammenligning den mest udbredte af alle Nexøs samlinger (på dansk).

2.2 Lotterisvensken (1919)

I april 1919 udgav Nexøs nye forlag Aschehoug en separatudgave af »Lotterisvensken«. Oplaget var på 2.000 eksemplarer. Nogen anledning til denne udgivelse er ikke oplyst, men kunne være Nexøs tilstundende 50-års fødselsdag eller fortællingens påståede 25-års jubilæum – eller begge dele i forening.

2.3 Muldskud, bind I-III (1922-26)

I 1922 formåede Nexø Aschehoug til at udgive sine samlede fortællinger.

Om denne udgivelse rådførte han sig med vennen K.K. Nicolaisen: Jeg har tænkt mig at ordne dem i I. Bind Proletarnoveller og hvad der dermed i Forbindelse staar. II. Bind Bondenoveller (…). III. Bind Kysten (Barndommens) og paa Langfart (hvorunder jo saa meget kan gaa ind, Rejsenoveller, f. Eks. (»Dybhavsfisk«) og mere fantastiske do.) Ogsaa et og andet Arbejde der ikke just er en Novelle, men heller ikke Artikel »Vesterbro« f. Eks. Dog er jeg i Tvivl om meget og kunde godt lægge Beslag paa din Viden og Indsigt i flere Dage. (…) Hvad siger du til at jeg har tænkt at ordne Novellerne i hvert Bind for sig kronologisk. En ordningslinje skal der jo helst [være], og min Kone foreslaar at gruppere dem efter Indhold, saaledes at Stemning faar Stemning i Haanden. Men det med Tidsfølgen tiltaler mig mere. Hvad mener du? (Brev nr. 270 af 29. april 1922)

Nicolaisen svarede, at han:

(…) synes absolut om den kronologiske Orden. Ja, jeg vilde næsten sige, at det var morsomst om Du ordnede alle Novellerne efter Tidsfølgen og blandede paa den Maade Proletar-, Bonde-, Rejse- og andre Noveller mellem hverandre. For den, der tager de tre Bind Noveller i Haanden og læser Bøgerne fra Ende til Anden i Løbet af kort Tid, vil det have den største Interesse at følge dig fra Begyndelsen til den sidste Novelle. (Brev af 2. maj 1922 i note til brev nr. 270)

Nexø tilsluttede sig straks Nicolaisens »Raad, der var som et Columbus Æg – selvindlysende« (brev nr. 271), og bøgerne udkom nu i tre bind 1922, 1924 og 1926, kronologisk ordnet under den fælles titel Muldskud, og således, at det efter hver fortælling angaves, hvornår den var tilblevet (samt i et enkelt tilfælde, »Lotterisvensken«, hvornår Nexø gerne ville have læseren til at tro, at den var tilblevet).

Mærkværdigvis fik Nexøs øjeblikkelige og uforbeholdne tilslutning til Nicolaisens forslag om en kronologisk ordnet udgave ingen indflydelse på den tyske udgave af hans fortællinger. De udkom på Albert Langen Verlag som bind III-V af Nexøs Gesammelte Werke med undertitlerne ProletarierNovellen (1923), Bauern-Novellen (1928) og See-Novellen. Vom heimatlichen Strand und von langen Fahrten (1931). Undertitlerne var ikke altid lige dækkende; det er ikke just indlysende, hvorfor den anti-akademiske satire »Den tragiske Jonglør« og den anti-royalistiske »Guden for det tomme Ceremoniel« skulle indgå i bindet See-Novellen – eller den bredtskydende satire »Den musikalske Gris« i bindet Bauern-Novellen.

Med undtagelse af »Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland«, som først blev optrykt i samlingen Lykken og andre Fortællinger (1955) og den titelløse indledning til De tomme Pladsers Passagerer (1921) indeholdt bøgerne optryk af samtlige de 73 fortællinger – 18 i bind I, dækkende perioden 1894-1900 (eller rettere 1895-1900), 23 i bind II fra 1901-08 og 32 i bind III fra 1908-21 – som Nexø på daværende tidspunkt havde ladet optage i bogform, og det havde været hans mening, at bøgerne skulle have båret undertitlen Samlede Fortællinger.

Uden at konferere med forfatteren strøg forlaget imidlertid denne undertitel, ifølge Nexø »for at bilde Læserne ind, at det var en ny Bog« (brev nr. 283). Og forvirringen blev fuldstændig, da andre læsere omvendt troede, at det drejede sig om optryk af Muldskud, første og anden samling fra hhv. 1900 og 1905.

Bøgerne udkom i en heftet og en indbundet udgave i et ukendt oplag.

Bind I bærer en tilegnelse til Nexøs ven, pianofabrikant Andreas Christensen.

Salget af Muldskud, bind I-III, gik knap så godt som forventet. Aschehoug søgte derfor inden udgivelsen af det sidste bind i 1926 at finde frem til nye salgsfremmende foranstaltninger og ville nu sideløbende med bogudgaverne udsende en subskribtionsudgave i 16 hefter a overkommelige 1,50 kr. Og hér efterkom forlaget Nexøs ønske om undertitlen Samlede Fortællinger. Man bad ham desuden skrive et særligt forord til denne udgave.

Pga. visse misforståelser og uenigheder mellem forfatteren og forlaget blev forordet imidlertid ikke offentliggjort. Men da det siger adskilligt om den ældre Nexøs forhold til kortprosaen – egen og andres – skal det gengives her:

TIL LÆSERNE!

Med udgivelsen af MULDSKUD III afslutter Aschehougske Forlag Udgivelsen af mine samlede Fortællinger og Skitser. Der er Grund til at vide Forlaget Tak ud over det almindelige for denne Handling; saa abnorme er de literære Forhold derhjemme, at det forretningsmæssig sét er noget af en halsbrækkende Daad for et Forlag at samle og udgive selv en for længst anerkendt Forfatters mindre Arbejder, saa de foreligger paany – og foreligger i overskuelig form.

Gennem en Aarrække har den højliterære Ende af Kritiken gjort sit for at lægge den kortfattede Digtning – Fortællingen, Novellen, Æventyret, Skitsen – for Had i Læseverdenen. I Danmark skrives der ikke Fortællinger, som dur, hedder det simpelthen. En literær Benrad har engang i Tidernes Morgen for halvhundrede Aar siden formuleret Sætningen for at bortforklare sin egen Blodløshed, og den har fremdeles Gyldighed paa Bjærget – trods Blicher, H. C. Andersen, I. P. Jacobsen.

Sandheden er jo den, at Danmark i Dag har en rig Novelle-Literatur. Pontoppidan, Skjoldborg, Aakjær, Johs. V. Jensen, Otto Rung, Søiberg, Buchholz, Anders Thuborg – for blot at nævne nogle af vore mange ypperlige Forfattere af i Dag – har alle skrevet Noveller, og hele Bind fulde, der staar Maal med det bedste. Læseverdenen har lidt tungt ved at naa frem til dem – ogsaa i Literaturen er Benrade ypperlige Skræmsler – men det kommer jo. Sent men sødt, som det hedder.

Heller ikke jeg har ligget paa den lade Side! Skønt jeg aldrig har sat Pen til Papiret uden at ha noget paa Hjærte, er det dog i Aarenes løb blevet til et rundt Hundrede Stykker – Noveller, Skitser, Æventyr. Der er noget for enhver Smag værsaaartig! – forhaabentlig dog ikke for den højliterære! Hvad jeg har villet med dem? – ja undskyld, men Spørgsmaalet stilles én generende tidt. Det samme som jeg har villet med mine større Arbejder – blive læst! Allensbach ved Bodensøen, Septr. 1925 Martin Andersen Nexø (Efter note til brev nr. 359)

2.4 Lønningsdag (1944)

I anledning af Nexøs 75-års fødselsdag udkom som et elevarbejde fra Fagskolen for Boghaandværk en separatudgave af »Lønningsdag (En Idyl)«, uden undertitlen; på første tekstside var der en tegning af Käte Kollwitz. Oplaget var på 50 eksemplarer, og den lille bog kom ikke i handlen.

2.5 De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I-II (1946)

I oktober 1943 måtte Nexø med familie flygte over Øresund, og han boede frem til december 1944 i Stockholm, hvorefter han tilbragte de sidste krigsmåneder i Moskva. I et brev til stadsbibliotekar Carl Thomsen, skrevet nogle få måneder inden flugten, beklagede Nexø sig over sine – fra dansk politisk side dikterede – generelle vanskeligheder med under den tyske besættelse at få optrykt sine værker og udtrykte særligt ønske om: (…) et Udvalg Fortællinger i ét Bind (…). Et saadant Udvalg har – bortset fra det lille Bind BORNHOLMER NOVELLER, der for mange Aar siden kom hos Gyldendal – aldrig foreligget, og mine kortere Arbejder har i adskillige Aar været udsolgt. (Brev nr. 641 af 19. august 1943) Men alt dette blev der nu rådet bod på – hinsidan.

Det års tid, Nexø tilbragte i Sverige, blev på flere måder begivenhedsrigt. I forbindelse med den omfattende og meget brede fejring af hans 75-års fødselsdag den 26. juni 1944 benyttede Bonniers Förlag i 1944-45 lejligheden til at genudgive Pelle Erövraren, Ditte Människobarn og erindringerne, mens det kommunistiske Arbetarkulturs Förlag markerede dagen dels med festskriftet Mot Ljuset. Nordisk prosa, dikt och konst. Tillägnade Martin Andersen Nexø, redigeret af forfatteren Josef Kjellgren, dels med to bind fortællinger, udvalgt og oversat af Henry Peter Matthis: De tomma platsernas passagerare, berättelser och sagor, bind I-II.

Det havde oprindelig været meningen, at Josef Kjellgren også skulle have forestået arbejdet med udvælgelse og oversættelse af fortællingerne, og han skulle desuden have skrevet et forord, men måtte pga. sygdom med beklagelse renoncere.

Oplaget var på 3.000 eksemplarer; i 1947 fulgte et 2. oplag på 3.500 (bind I) respektive 3.000 (bind II) eksemplarer.

Nexø må have været tilfreds med Matthis’ udvalg, for da det danske kommunistiske Tidens Forlag et års tid efter befrielsen, i oktober 1946, udgav De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I-II på dansk, var udvalget det samme.

Dog var titelnovellen nu en ikke tidligere trykt sammenskrivning og bearbejdning af den oprindelige version fra De tomme Pladsers Passagerer (1921) med det titelløse forord fra samme samling. Resultatet var grovere, mindre poetisk og mere tidsbundet og polemisk end den oprindelige fortælling.

Bind I rummer 12 fortællinger, bind II 13; de er ikke ordnet kronologisk, men udgør tilsammen et alsidigt udvalg af Nexøs kortprosakunst fra alle samlingerne 1898-1938.

Den danske udgave af De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I-II, blev trykt i et 1. oplag på 5.000 eksemplarer. I 1952 fulgte et 2. oplag (i kolofonen fejlagtigt betegnet som 3. oplag) på 2.000 eksemplarer.

2.6 Lotterisvensken og andre noveller (1949)

I 1949 – hvor Nexø fyldte 80 år – udgav Dansklærerforeningen på Gyldendal Lotterisvensken og andre Noveller med indledning, opgaver og noter ved Kaj Larsen. Bogen indeholder ni fortællinger. Oplaget var på 3.000 eksemplarer.

2.7 Lotterisvensken (1954)

Den 26. juni 1954 udgav Martin Andersen Nexø Fonden i kommission hos Det danske Forlag en separatudgave af »Lotterisvensken«, illustreret af Helge Kühn-Nielsen. Som indledning gengaves den (to et halvt år tidsforskudte, hvilket man dog ikke kunne vide dengang) skildring af fortællingens tilblivelse, Nexø havde givet i erindringsbindet Vejs Ende og andre steder; se nærværende efterskrifts afsnit I.1.

Det hedder i forordet:

Det havde været tanken, at nærværende udgave dels skulle have markeret 60-års jubilæet [for »Lotterisvensken«s tilblivelse] og dels skulle fremkomme som en hilsen til den gamle digter på hans 85-års fødselsdag.

Men Nexø var død den 1. juni.

2.8 Ungdom og andre fortællinger og Lykken og andre fortællinger (1954-55)

I juni 1954 og marts 1955 udkom på Gyldendal det sidste udvalg af Nexøs fortællinger, godkendt af forfatteren selv: Ungdom og andre Fortællinger og Lykken og andre Fortællinger med hhv. 26 og 37 fortællinger, ordnet kronologisk.

Man undrer sig umiddelbart over, at Nexø har udeladt så stærke fortællinger som »Lønningsdag«, »Murene«, »Flyvende Sommer«, »Ann’ Mari’s Rejse« o.a. Forklaringen synes at ligge i et hensyn til ejerne af De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I-II. De nævnte og andre for­ tællinger, som ikke ses i Ungdom og andre Fortællinger eller Lykken og andre Fortællinger, findes alle i De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I-II.

På nær den oprindelige udgave af »De tomme Pladsers Passagerer« og det titelløse forord fra den første samling af samme navn (1921) omfatter de to to-bindsudvalg fra hhv. 1946 og 1954-55 alle de fortællinger, der er optrykt i nærværende udgave. Kun »Frihedens Fe« (II) findes i begge udvalg.

Ungdom og andre Fortællinger og Lykken og andre Fortællinger kom i et oplag på hver 3.000 eksemplarer.

3 Senere behandlinger

Mellem år og dag er der både herhjemme og i udlandet, ikke mindst Tyskland, både BRD og DDR, sporadisk fremkommet analyser af enkelte Nexøfortællinger; ikke mindst er »Lotterisvensken« blevet behandlet under talrige synsvinkler spændende fra dens fortællestruktur (Antje Mayfarth, DDR) over dens svenske sprogtræk (H.A. Koefoed) til problemer i forbindelse med dens oversættelser (Carola Witting, BRD). For så vidt sådanne analyser er udgiveren bekendt, anføres de i litteraturlisten. I det følgende skal dog kun behandles de foreliggende betragtninger over Nexøs samlede novellistiske forfatterskab eller væsentlige dele af det og over dets placering i det øvrige forfatterskab. I den ældste eksisterende Nexø-monografi, hospitalsforstander K.K. Nicolaisens lille uprætentiøse Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse fra 1919, indtager fortællingerne en forholdsvis fremtrædende plads, og mange af dem refereres. Endvidere fremhæves de tidlige samlinger klart på bekostning af ungdomsromanerne for deres fortrolighed med almuesindet. Med Muldskud. Anden Samling har Nexø: (…) udviklet sig til en ypperlig Fortæller, og hans Kunst er trods det, at han er Hjemstavnsskildrer, ikke bundet til et snævert Miljø.

Det har stadig været en udpræget Egenskab hos ham, at han i sine Enkeltskildringer kunde indfange det omfattende, at han i sine Personer kunde fremstille det typiske og almengyldige. (s. 43) Af Dybets Lovsang fremhæves for sin brod og sit »glødende Hjertelag« (s. 66); Barndommens Kyst er »en meget personlig Bog, hvor Digt og Virkelighed, personlig Erindringer og fri Fantasi har indgaaet en lykkelig Forening« (s. 69), hvorimod Under Himmelen den Blaa, Dybhavsfisk og Undervejs som allerede nævnt ifølge Nicolaisen ikke har tilsvarende betydning, men dog rummer »fremragende Børneskildringer« (s. 76).

En substantiel oversigt over Nexøs forfatterskab blev givet 1931 af den i Askov bosiddende kritiker Jørgen Bukdahl med det 35 sider lange essay »Det sociale Gennembrud« i bogen Det moderne Danmark. Kritisk, men ud fra delvis beslægtede forudsætninger, søgte Bukdahl at afdække den indre linje i forfatterskabet omkring forholdet mellem det sociale, det folkelige og det menneskelige.

Også Bukdahl sætter de tidlige novellesamlinger højere end ungdomsromanerne. Skygger var »en særdeles lovende Debut« (s. 191), navnlig pga. »Lotterisvensken«, men i Muldskud står han »friere paa Hjemstavnsmulden end i sin første Bog. Det viser sig i et rummeligere Menneskesyn og et frodigere Lune (…)« (s. 193). »Frænke« »røber en dyb Medviden med de mest skjulte Lag af Almuesindet, han kan her minde om Johs. V. Jensen (»Himmerlandshistorier«)« (s. 193).

Efter Nexøs anden rejse til Spanien 1902-03 får han: (…) sit egentlige Gennembrud, Sydens Sol fejer alt det pessimistiske Spindelvæv ud af hans Sind. Mødet med Syden glade, naive Almue skænker ham en Livstro, der ogsaa gælder den nordiske Almue. (…) Allerede i den næste Bog »Muldskud. Anden Samling« mærker man det. Politiske og sociale Meninger begynder at gro frem i Skildringerne, en skarpere Klassemodstilling bliver Spændingen i hans Psykologi (…). Vi nærmer os Pelle Erobreren. Han er ogsaa blevet friere i sit Sprog, det bliver enklere og lødigere, (…) [med] større Lydhørhed overfor det hemmelige Liv i Talens Rytme. (s. 194-95) Bukdahl sammenligner her med Blichers »E Bindstouw« (1842).

Barndommens Kyst betegnes som en vellykket tilbagevenden til ungdomsdigtningen, »men med dybere Perspektiv« (s. 208). De senere samlinger til og med De sorte Fugle (1930) nævnes kun parentetisk og De tomme Pladsers Passagerer (1921) slet ikke.

Julius Bomholt, der i årtier var en drivende kraft bag socialdemokratiets kulturpolitik, udgav i 1930 sin erklæret marxistiske litteraturhistorie, Dansk Digtning. Fra den industrielle Revolution til vore Dage, i hvilken Ne­ xøs forfatterskab som venteligt indtager en fremtrædende rolle. Blandt de tidlige fortællinger fremhæves dem med spansk motiv, »som alle er præget af Proletarens Syn paa Samfundet« (s. 214-15). Generelt opfatter Bomholt fortællingerne som »Aabenbaringer af det, som er gemt i Dybet af Samfundet« (s. 225), men lægger dog vægten på den modne Nexøs romaner.

Den socialdemokratiske kritiker Svend Erichsens lille monografi Martin Andersen Nexø (1938) vurderer Nexø som »en af vore største« novellister (s. 41), men behandler alligevel den samlede produktion på dette område over knap to små sider ud af i alt 60. Erichsen hævder – i lighed med Bomholt – at i fortællingerne (i modsætning til romanerne) er »den sociale Bevidsthed utvetydigt fremherskende lige fra Begyndelsen« (smst.).

En ikke utypisk behandling af Nexøs novelleproduktion gav Eva Hemmer Hansen, da hun i sin Digter og samfund, der udkom 1939 på det socialdemokratiske forlag Fremad, indskrænkede sig til at bemærke, at forfatterskabet frem til 1903 (!) også omfattede »nogle smaafortællinger« (s. 151).

Først i 1951 fremkom der i Danske Digtere i det 20. Aarhundrede ved professor Ejnar Thomsen igen en mere substantiel fremstilling af Nexøs forfatterskab. Det er dog karakteristisk, at Thomsen – i denne den kolde krigs koldeste tid – konsekvent anskuer forfatterskabet bagfra og begynder med dets afslutning, Morten hin Røde (1945). Herfra sporer han i det tidligere forfatterskab tendenser, der kunne pege frem mod den gamle Nexøs revolutionære anskuelser. I overensstemmelse hermed fremhæver Thomsen de tidlige fortællinger med spansk motiv (s. 483-84), specielt »En Kvinde­ revolution«, som angiveligt skulle vise frem imod Nexøs tilslutning til kommunismen (s. 488). Mere generelt konkluderer Thomsen: Skønt Nexøs langtrækkende berømmelse såvel som hans position herhjemme foreløbig især hviler på hans to proletarromaner, vil hans varige plads i dansk digtning nok i lige så høj grad blive beroende af hans ypperste noveller. En række af dem giver ham en fornem rang som bornholmsk hjemstavnsforfatter, med emner både fra landjorden og fra søen; kåd drastik savnes ikke blandt de mangfoldige tonarter så lidt som lyrisk vemod (…), men størst i formatet er nogle dystre fortællinger om menneskesindets afgrunde (…). For øvrigt kan der ikke trækkes nogen skarp grænse mellem hjemstavnshistorierne og de sociale tendensnoveller (…). Typisk for en linie i Nexøs novellistik er forskellen mellem to stykker af samme navn, Frihedens Fé: det ældre (fra 1905) en solidt realistisk, ironisk pointeret beretning om en husassistents vej til fabrikken, det yngste (fra 1938?) [1925] en mere springende skitse med revolutionspatos og symbolsk perspektiv. (s. 503-04) Mere dybtgående og nuanceret var senere universitetslektor Lars Peter Rømhilds konferensafhandling Martin Andersen Nexøs forfatterskab før »Pelle Erobreren« fra 1958; afhandlingen er upubliceret, men et koncentrat tryktes i Ord och Bild, 1960: »Da Martin Andersen Nexø begyndte. Om hans debut og litterære forudsætninger«. Artiklen såvel som specialet er et klassisk stykke sammenlignende litteraturhistorie, og her læses forfatterskabet virkelig forfra, uden – som Bomholt, Erichsen, Thomsen m.fl. – at tilbageprojicere den gamle Nexøs anskuelser på den unge forfatters frembringelser.

Specialets indgående analyser af de tidlige fortællinger og romaner udgjorde ikke så lidt af et gennembrud for en præcis læsning af Nexøs forfatterskab; fortællingerne karakteriseres generelt som naturalistiske, med stærk inspiration fra den unge Henrik Pontoppidan, ja henføres undertiden (i den komparative traditions tidstypiske ånd) direkte til enkelte, konkrete Pontoppidan-fortællinger. Om debuten Skygger konkluderer Rømhild generelt: (…) basis er en uformidlet iagttagelse af elendigheden, en pessimisme så voldsom, at den elendigheden iboende revolte ikke gives nogen udsigter (…). SK.[ygger] ligger (…) på samme linje som Pontoppidans sociale noveller. (…) de brutale opsprætninger, den kompromisløse gennemførelse af vanskæbnerne genkalder Pontoppidans hyttefortællinger. Ligheden er mindre påfaldende, når vi ser på TO BRØDRE og hovedstykket LOTTERISVENSKEN. Det ses ikke mindst i Nexøs fortrin, den grundige og indtrængende redegørelse for hovedpersonerne. Herfra stammer navnlig det indtryk af usædvanlig ædruelighed, som SK. gjorde på sine anmeldere, der fremhævede hans fortrolighed med sine figurer; denne illusion af »virkelige mennesker« overgår efter min mening den i Pontoppidans ungdomsnoveller. (…) Forfatteren forklarer sine figurers psyke med ligefrem autoritet, et træk hvor Nexø bag om Herm.[an] Bangs kunst forbinder sig med Pontoppidans og endnu ældre (…). Også Pontoppidans tidlige fortællinger har et stærkt anskueligt element, men deres deskriptive stil har ofte noget overlæsset og et statisk præg, hvorimod Nexøs principielt er knap og motorisk. (Martin Andersen Nexøs forfatterskab før »Pelle Erobreren«, s. 43-44) I indledningen til sin gennemgang af de to samlinger Muldskud (1900 og 1905) funderer Rømhild over titlens allusion til oprindelighed, til hjemstavnsforbundethed respektive til pludselige instinkt- og driftsudbrud. Her lå Rømhild – vist uden at vide det – på linje med Nexøs egen bestemmelse af begrebet, jf. citatet i nærværende efterskrift, afsnit I.2. Men han tilføjer, at titlen sandsynligvis desuden har »en litterær oprindelse, der giver den et socialt perspektiv« (s. 83). »Muldskud« er nemlig tillige titlen på et stykke i Pontoppidans Krøniker (1890), som Nexø højst sandsynligt har kendt.

Rømhild fandt Muldskud (1900) sikrere gennemført end Skygger: Der er i de nye noveller færre kiksere, mindre forceret, en heldigere samordning af beskrivende og episk berettende fremstilling (den første er underordnet tæt under den sidste og i reglen ikke bred). I de (…) bedste noveller (…) har forfatteren nittet hovedpersoner og begivenheder uløseligt sammen og meddelt historierne en karakter af nødvendighed og skæbne, hvad der i debut-samlingen kun lykkedes på samme anskuelige måde i LOTTERISVENSKEN. (…) Man kan næppe sige, at Nexø i den nye samling går dybere i menneskeskildring, men hvad han giver, giver han sikrere. Den barske grundstemning er stadig dominerende – dog er den specifikt sociale retning mindre udpræget, egentlig kun organisationskraft for LØNNINGSDAG. Men gemytspræget er bredere: Her er også humor (…) og komik (…) og rørelse. (s. 91-92)

Om Muldskud. Anden Samling mente Rømhild, at »Alle stykkerne handler om det underbevidstes eller instinktives frembrud i et menneskes liv« (s. 95), og at den havde et »noget andet præg« end den første samling: Tyngdepunktet dèr var det monografiske anlæg, hvorimod den nye samling noveller snarere er anlagt på én begivenhed end på en livshistorie. (…) Den begivenhed eller katastrofe, der er de nye novellers organisationspunkt, er overalt et gennembrud af noget instinktivt fra personernes dyb. (…) Man kunne måske sige, at det psykologiske er studeret i dets episke fremtrædelsesformer i MU.[ldskud]1900, mens det i den nye samling noveller overvejende er studeret i dets dramatiske fremtrædelsesformer. Tilsvarende er fortællekunsten i den nye samling omhyggeligere koncentreret. (…) Novellernes motiver er mere ensidigt psykologiske. (…) I MU.1900 var der færre sociale elendighedsskildringer end i SKYGGER; i MU.1905 er der slet ingen (…) de sociale kår ligger ikke i historiernes kunstneriske brændpunkt. (s. 103-04) Skønt (også) Rømhild fandt det vanskeligt at bringe Nexøs fortællinger på en fællesnævner, påpegede han dog for det første – og som den første – en retning: Den gradvise forfinelse af fortællingernes psykologiske fremstilling. Og for det andet, at »Fælles for de fleste af samlingernes gode noveller er den dystre farve og den karakter af nødvendighed, som meddeles historierne« (s. 105).

Herved peger Nexøs tre første samlinger overraskende nok mindre frem mod den umiddelbart følgende Pelle Erobreren (1906-10) end mod den senere Ditte Menneskebarn (1917-21), som: (…) har hver sin hemmelige melodi. DITTEs er nødvendighed, PELLEs frihed. Mens DITTE i sin kerne er en tragedie, er PELLE et eventyr om den uovervindelige fattige dreng (…). Dette eventyrlige træk finder man lidet af i Nexøs her omtalte ungdomsproduktion. (s. 105-06) Men de tre tidlige samlingers pessimisme peger også hen på deres sammenhæng med Nexøs første romaner. Herved hævdede Rømhild en enhed i det tidlige forfatterskab, som generelt havde været overset.

Jacqueline le Bras-Barrets monografi, disputatsen Martin Andersen Nexö, écrivain du proletariat (1969), forholder sig i et kapitel om Pelle Erobreren kun kort til enkelte tidlige fortællinger som tilløb til det store romanværk (s. 90-91).

Først ni år senere fremkom der en behandling af hele Nexøs novellistiske forfatterskab, og denne er fortsat – så vidt udgiveren bekendt – den eneste foreliggende monografi herom på noget sprog: Litteraturhistorikeren Jørgen Aabenhus’ hovedfagsspeciale fra 1977, Martin Andersen Nexøs noveller.

En undersøgelse af stof, litterær teknik og centrale temaer – i relation til forfatterskabets politiske univers. Specialet er upubliceret, men forfatteren har anvendt dele af dets resultater i efterskriften til sit Nexø-udvalg for Dansk­ lærerforeningen, Vejen mod lyset. Udvalgte noveller og artikler fra 1979.

Afhandlingen indeholder ansatser til en historisk-ideologikritisk analyse, ikke blot af fortællingerne, men af hele Nexøs litterære og politiske virke gennem 60 år. Foruden et stort antal indgående analyser af forfatterskabets enkelte fortællinger er specialet først og fremmest nybrydende ved sit forsøg på en genremæssig typologisering af Nexøs meget forskelligartede fiktionale kortprosa.

Genrebestemmelsens kriterium er de enkelte fortællingers litterære teknik, især de forskellige fortællerroller. Der skelnes mellem følgende tre hovedtyper, idet Aabenhus dog med rette understreger (s. 78), at der ikke er vandtætte skotter mellem genrerne:

1. »Essayistiske noveller«:

Enkelte af de realistiske noveller er rent beskrivende (f.eks. Sommerdag), andre er »folkelivsskildringer« (f.eks. Nattevandring), et par andre igen er også udgivet som artikler (f.eks. Mary), og endelig kunne være en del være afsnit i Nexøs erindringsbøger (f.eks. Barndommens Kyst). Det er disse ikke-fiktive tekster, der her samles under den fælles betegnelse essayistiske noveller. Sine forskelligheder til trods har genren ét konstituerende træk, nemlig identiteten mellem forfatter, fortæller-jeg og »oplevende jeg« i teksten. (…) Det er tekstens struktur, som kaldes essayistisk, ikke dens eventuelt påviselige autenticitet. (s. 68)

En vigtig undertype er de selvbiografiske noveller, f.eks. »Idioten«, »Strøm« og »Konge for en Dag«, som eksplicit henter stof fra forfatterens egen barndom og ungdom. Også iagttagende og reflekterende »fiktive reportager«, altså samtidsreportager – som f.eks. »Vesterbro« – henregnes til denne hovedkategori.

Aabenhus noterer sig, at en forholdsmæssig stor del af disse fortællinger er skrevet under arbejdet med Pelle Erobreren, muligvis som overskudsproduktion i arbejdet med den store roman, der for de to første binds vedkommende i høj grad bygger på selvoplevelse.

2. »Realistisk fiktion«: Novellen »Flyvende Sommer« bygger ifølge Nexøs Erindringer (s. 47) angiveligt på erindringen om en udflugt, forfatteren foretog som dreng sammen med sin bror. Imidlertid bør fortællingen ifølge Aabenhus alligevel ikke kaldes selvbiografisk, idet den ikke har en jeg-fortæller, men en alvidende forfatter. Og når der i nogle af de fiktive noveller forekommer jeg-fortællere, er de indlejrede i beretningen som fiktive personer, benævnt i tredje person, som fortæller deres historier. »I andre er monologen uden anden adressat end personen selv – i noveller som f.eks. Dødskamp« (s. 78); her, i »Ungdom«, »Kogleri« og mange andre fortællinger er »den indre monolog den dominerende fremstillingsform« (smst.).

De realistiske fortællinger, herunder ikke mindst bornholmernovellerne, som udgør ca. en tredjedel af det novellistiske forfatterskab, er gerne koncentrerede om enkeltpersoners skæbne, psykiske sammenbrud eller bevidste normoverskridelse (s. 84). Fortælleteknikken kan være »episodiske forløb«, f.eks. »Frænke«, »livs-forløb«, f.eks. »Hovsmeden fra Dyndeby« eller »erindrings-forløb«, f.eks. »Paradiset« (s. 86).

3. »Fantastiske fortællinger«: Efter 1. Verdenskrig svinder Nexøs novellistiske produktion ind; kun 15 noveller blev produceret siden. Til gengæld opdyrker han en ny genre, de symbolske og de allegoriske fortællinger.

Til de symbolske kan regnes »Brodermorderen« som en fiktiv anskue­ liggørelse af verdenskrigens ideologiske virkninger og »Mustafa« som en »politisering« af de tidlige noveller om københavnske proletarbørn. I de symbolske fortællinger er »det fiktive univers (…) realistisk beskrevet, men (…) dets handlende elementer er personificeringer, og ikke personer (i realistisk forstand)« (s. 123). I de allegoriske, der som f.eks. »Ulven og Faarene« eller »Stærke Hans og den røde Fane« ofte er agitatoriske, er ikke blot figurerne stærkt stiliserede, men også det fiktive univers fantastisk.

Aabenhus medgiver afslutningsvis, at »novellerne, betragtet under ét, [er] en meget broget samling af tekster – både med hensyn til litterær teknik og ideologisk indhold« (s. 132).

Helge Rønnings fremstilling i Danske digtere i det 20. århundrede (2. udgave, 1980) bragte intet nyt frem. Rønning opfattede forskelsløst de tre tidlige samlinger og Soldage som værker, der i modsætning til ungdomsromanerne peger frem mod Pelle Erobreren. De senere samlinger behandles ikke.

Mere indgående var Anker Gemzøes nymarxistiske analyse i Dansk litteraturhistorie, bind 7 (1984). Om de tidlige samlinger hedder det, at »aldrig før var proletartilværelsen i Danmark skildret med en sådan indlevelse og sikkerhed, muliggjort af forfatterens fond af egne bitre erfaringer« (s. 171).

Gemzøe fandt dog, at de trods deres originalitet og undertiden ætsende humor endnu rummede »en holdningsmæssig usikkerhed bag en naturalistisk skrivemådes hårdkogte overflade, således ufrivillige tendenser til moralisme (…) eller en vrængen ad tilværelseskampens formålsløse logik.« (smst.) Gemzøe fremhæver endvidere bornholmernovellerne (som han som så mange andre jævnfører med Jensens Himmerlandshistorier) som et værdifuldt bidrag til generationens skildring af det traditionelle almueliv. Også Gemzøe vurderer fortællingerne højere end ungdomsromanerne.

Imidlertid fandt Gemzøe, at novellerne nåede højest samtidig med, Nexø skrev Pelle Erobereren. Navnlig fremhæves samlingen Af Dybets Lovsang, hvis fortællinger: (…) stilistisk set [er] Nexøs mest fuldendte og fornyende værker, der med overlegen sikkerhed blander ironi, parodi, humor og satire, fantastisk billedrigdom og kras realisme. De udspiller sig ikke på alle klassekampens niveauer som Pelle Erobereren, men er radikalt indtrængende – og herudfra bredt perspektiverende – fremstillinger af typer, hændelser og holdninger fra arbejderklassens hverdagsliv. (s. 184)

Børge Houmann har både i sin store Martin Andersen Nexø og hans samtid, bind I-III (1982-88), og i en række efterskrifter 1972-88 til en serie bibliofile Nexø-udgivelser talt varmt for novellerne. Houmanns hensigt har dog ikke så meget været litteraturanalyse som – jf. titlen på hans monografi – biografisk og historisk-politisk redegørelse for fortællingernes tilblivelse og reception. Og denne redegørelse tenderer til at hævde, at der er politisk og litterær kontinuitet i forfatterskabet lige fra debuten til Nexøs fremtræden som kommunist 1919 ff.; under overskriften »Forfatterskabets røde fane« hedder det således om De tomme Pladsers Passagerer (1921), at bogen »indtager en central plads i forfatterskabet, idet den klart markerer Nexøs holdning til sociale problemer fra forfatterskabets begyndelse i 1895 til bogens udsendelse« (Martin Andersen Nexø og hans samtid, bind II, s. 94). I 1984 udkom Faith & Niels Ingwersens monografi Quests for a Promised Land. The Works of Martin Andersen Nexø, som introducerede Nexø for et moderne amerikansk publikum, og som i øvrigt er den eneste foreliggende Nexø-monografi på engelsk. Værket giver god plads til fortællingerne – ét afsnit til de tidlige og ét til de senere – og vurderer dem højt. Og det er et gennemgående træk ved Ingwersen & Ingwersens behandling af (også) dem, at de gør opmærksom på Nexøs forbundethed med den folkelige fortælletradition, med eventyret og bibelhistorien. I konklusionen citeres den polske forfatter Egon Naganowski – som i 1958 selv havde udgivet Nexø-monografien Magisny Klucz (’den magiske nøgle’) – for i 1969 at have afskrevet Nexø således: »after Sartre, Butor, Robbe-Grillet, one can always return to Flaubert or Dostojevsky, but the road to Nexø is closed« (s. 139).

Heroverfor argumenterer Ingwersen & Ingwersen:

Nexø may not be an author’s author, but he is still decidedly the people’s author. Granted, he is not one to experiment with literary techniques, but Naganowski’s judgement may nevertheless be called into question as an expression of quite faddish, Modernist criticism.

Ever since literary Modernism became a vogue, Realistic fiction has fallen on hard times. Too often critics have tended to overlook the fact – as seems to be the case with Naganowski – that Realism is more than a superficial depiction of social reality. One must give credit to the Structuralists and the more sensible of the Neo-Marxists for reminding the scholarly world that ideological patterns underlie even the most mundane Realistic work. (smst.) Forfatterne fremhæver dernæst Nexøs evne til at skabe figurer »that simultaneously project not only verisimilitude, but also forceful symbolic meaning« (s. 140): Nexø was certainly at his best when he wrote about what he knew most intimately from experience – for example (…) the early short stories about Bornholm (…). Consequently, it should be stressed that Nexø fared well as a writer as long as he retained his storyteller’s ability to fabulate, and it should be noted that that ability remained with him as long as he relied on the lore of the almue. (s. 140-41) Ligesom H.C. Andersen, Selma Lagerlöf, Tarjei Vesaas, Martin A. Hansen, Villy Sørensen og andre store skandinaviske digtere har også Nexø demonstreret: (…) the great impact folklore has had on literature and thereby implied how mistaken it is for most literary histories to exclude from serious consideration the traditional, anonymous narrative of the past. One may have differences with Nexø (…) but one cannot deny either his power as a storyteller or his knack of feistily exposing elitist attitudes. (smst.) Nexø er en Klods Hans-skikkelse i litteraturen.

Og værket slutter: Nexø havde en dyb erfaring med almuens transformation til moderne proletariat: That experience provided Nexø with his vision, its ambiguities, and even its contradictions, but that mixture of simplicity and complex­ ity should open, rather than close, the road to the best of his works for modern readers. (smst.)

I Niels Ingwersens oversigtsartikel om Nexø i Dictionary of Literary Biography, vol. 214 (1999), hvori han også analyserer adskillige fortællinger fra flere faser i forfatterskabet, konkluderer han, at Nexøs »excellent short stories (…) still have not been given the critical attention they deserve« (s. 310).

Jørgen Haugans omfattende Nexø-monografi, Alt er som bekendt erotik (1998), indeholder udførlige analyser ikke mindst af ungdomsromanerne, men rummer ingen tilsvarende forsøg på eller ansatser hertil over for det novellistiske forfatterskab. Enkelte fortællinger og samlinger er dog nævnt, men kun i biografiske sammenhænge.

Tilsvarende nævner Haugan i sin oversigtsartikel om Nexø i John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon. Biografier (2001) ikke fortællingerne med et ord, ligesom ingen af samlingerne optræder i leksikonets andet bind, Værker (2001). I Knud Bjarne Gjesings oversigtsartikel i Danske digtere i det 20. århundrede (3. udgave, 2002) hedder det generelt om Nexøs ungdomsforfatterskab, at det »kredser om en række kynisk-nihilistiske temaer, som man også finder hos samtidige forfattere (…). Enhver forestilling om en højere ide eller mening med livet er afløst af håbløs determinisme (…)« (bind I, s. 143).

De tidlige proletarfortællinger udspiller sig ganske vist i et andet miljø end romanerne, »men de forenes med dem ved at være gennemtrængt af den samme rådvilde håbløshed. De er præget af hudløs medfølelse og social indignation, men samtidig også af en opgivende eller nihilistisk-kynisk fatalisme« (s. 147).

Gjesing forholder sig ikke til det novellistiske forfatterskab efter 1905.

Den senest tilkomne monografi, Frank Egholm Andersens Martin Andersen Nexø som ung (2008), forholder sig i lighed med (og muligvis under påvirkning af) Haugan kun meget sporadisk til det novellistiske forfatterskab.

Den hidtil nyeste oversigtsartikel, Johannes Nørregaard Frandsens i Dansk litteraturs historie (2009), konkluderer, at det var Nexøs »største bedrift som forfatter [at skrive] proletarbørnenes kummerlige kår ind i hjerterne på den danske befolkning« (bind 3, s. 614). Her kunne der i og for sig ses en forbindelse tilbage til den ældste Nexø-monografi, K.K. Nicolaisens fra 1919, som tilsvarende fremhævede Nexøs »fremragende Børneskildringer« i bl.a. Under Himmelen den Blaa, Dybhavsfisk og Undervejs. Men i modsætning til Nicolaisen nævner Frandsen kun en passant nogle af Nexøs samlinger og slet ingen enkeltfortællinger; alene Skygger karakteriseres nær­mere (»ikke nogen vellykket bog«, s. 598) – på to linjer ud af artiklens 22 sider. * Hvis man skulle sammenfatte disse spredte behandlinger gennem 111 år af Nexøs fortællinger, kunne det være således: Om den løbende modtagelse i pressen fra debuten i 1898 og frem til den sidste ’nye’ udgivelse i 1946 kan det generelt hævdes, at den yder for­ tællingerne samme opmærksomhed og retfærdighed, som den viser de dele af forfatterskabet, der udfolder sig i andre genrer. Den samtidige reception står herved i afgjort modsætning til den senere.

For det andet bemærkes det, at den samtidige reception er forbløffende uafhængig af de politiske konjunkturer og af digterens skiftende partitilhørsforhold eller mangel på samme. Også på dette punkt står den samtidige reception i nogen grad i modsætning til en politiserende tendens i dele af den senere reception. I de senere behandlinger tegner der sig følgende linjer: For det første har der fra Julius Bomholt og Svend Erichsen over Ejnar Thomsen til Børge Houmann været en udpræget tilbøjelighed til at læse forfatterskabet baglæns, til at projicere den ældre Nexøs politiske holdninger ned over hans ungdomsforfatterskab og dér søge ansatser til det senere forfatterskab og forfatterens senere livsanskuelse. Derfor interesserede disse kritikere sig mest for de ungdomsfortællinger, der skildrede rebellerende spansk almue (»En Kvinderevolution«, 1898) eller havde andet socialt motiv. At den enkelte fortællings grundholdning ikke afhang af dens motiv, socialt eller ej, skulle først de næste generationer af kritikere (Rømhild, Gjesing m.fl., jf. nedenfor) påvise.

For det andet er næsten alle kritikere enige om at vurdere Nexøs ungdomsfortællinger kunstnerisk højere end hans ungdomsromaner; Helge Rønning ville endog opstille skarpe skel mellem fortællingerne og romanerne. På den anden side påviste to indsigtsfulde analyser – Lars Peter Rømhilds omfattende og Knud Bjarne Gjesings kortere – imidlertid, at der i værkernes gennemgående sortsyn og nihilistiske håbløshed kan ses en dyb sammenhæng i det tidlige forfatterskab, om det så det udfolder sig som fortælling (med eller uden socialt motiv) eller som roman. Rømhild påviste endog, at sociale motiver i mindre grad står i centrum i Muldskud (1900) end i Skygger (1898), og at de er helt fraværende i Muldskud. Anden Samling (1905) – altså at Nexøs kunstneriske udvikling i denne periode snarere end i retning mod socialt engagement kan siges at gå imod en gradvis forfinelse af den psykologiske fremstilling.

For det tredje har interessen for ungdomsfortællingerne generelt været langt stærkere end for de senere fortællinger; især bornholmerfortællingerne er blevet fremhævet – og jævnført med Jensens Himmerlandshistorier. Kun Anker Gemzøe sætter uden forbehold Af Dybets Lovsang (1908) højest blandt alle samlinger og priser dens sikkerhed i blandingen af »ironi, parodi, humor og satire, fantastisk billedrigdom og kras realisme«. Dermed er Gemzøe også blandt de få, der beskæftiger sig med de fortællinger, som ligger efter, at Nexø med Soldage (1903) og Pelle Erobreren (1906-10) havde lagt ungdomsforfatterskabets kyniske nihilisme bag sig til fordel for en lys syntese af grundtvigske, anarkistiske og socialistiske visioner; dog forholder heller ikke Gemzøe sig til fortællingerne efter 1908.

Banebrydende var Jørgen Aabenhus’ afhandling, der som den første forholdt sig til hele Nexøs novellistiske forfatterskab. Foruden ideologikritiske analyser af mange enkeltfortællinger har afhandlingen navnlig styrke i sit forsøg på en genremæssig typologisering af Nexøs 85 meget forskellige fortællinger. Der påpeges en udvikling fra de tidlige ’realistisk fiktive’ fortællinger over de ’essayistiske’ til de ’fantastiske’, symbolske og allegoriske.

Sidstnævnte genre udviklede Nexø under og efter 1. Verdenskrig med fortællinger som den dystre vision »De tomme Pladsers Passagerer« (1921), den agitatoriske fabel »Ulven og Faarene« (1921) og den symbolske antikrigsfortælling »Brodermorderen« (1930).

Som de eneste foruden Aabenhus forholder også Ingwersen & Ingwersen sig til det samlede novellistiske forfatterskab – i dets sammenhæng med det øvrige forfatterskab; forfatterne deler sol og vind lige med ét afsnit om ungdomsfortællingerne og ét om fortællingerne efter 1908; men de fremhæver klart dem, hvor Nexø trak på sit intime kendskab til almuen, ikke mindst bornholmerfortællingerne, de tidlige, f.eks. »Frænke« (1900), såvel som de senere, f.eks. »En Strandvasker« (1918).

Endelig må det siges, at skønt Nexøs fortællinger undertiden er blevet vægtet nuanceret i forhold til hans øvrige forfatterskab (Nicolaisen, Bukdahl, Thomsen, Gemzøe, Gjesing o.a.), er de oftere blevet behandlet stedmoderligt og overfladisk (Erichsen, Hemmer Hansen, Rønning m.fl.); endnu i nyeste tid ser man, såvel i omfangsrige monografier om Nexø (Haugan, Egholm) som i oversigtsartikler (Nørregaard Frandsen), at det novellistiske forfatterskab kun omhandles parentetisk.

To af de mest nybrydende og vægtige afhandlinger om emnet – Lars Peter Rømhilds fra 1958 og Jørgen Aabenhus’ fra 1977 – er upublicerede og har derfor ikke haft nogen virkningshistorie (bortset fra deres spin-off i kortere artikler). Den, der søger nuanceret indsigt i Nexøs novellistiske forfatterskab, er derfor foreløbig bedst tjent med at gå tilbage til Faith & Niels Ingwersens monografi fra 1984, Quests for a Promised Land. The Works of Martin Andersen Nexø, og til Anker Gemzøes, Niels Ingwersens og Knud Bjarne Gjesings kortere bidrag til oversigtsværker fra 1984, 1999 og 2002.

4 Bibliografi

4.1 Trykt litteratur

Frank Egholm Andersen: Martin Andersen Nexø som ung, 2008 Walter A. Berendsohn: Martin Andersen Nexø. Hans Vej til Verdenslitteraturen, 1948 Julius Bomholt: Dansk Digtning. Fra den industrielle Revolution til vore Dage, 1930 Thorkild Borup Jensen: Martin Andersen Nexø, portræt af forfatteren og forfatterskabet, 2010 Jacqueline le Bras-Barret: Martin Andersen Nexö, écrivain du proletariat, 1969 Thomas Bredsdorff: Dansk litteratur set fra månen. Om sjælen i digtningen, heri en behandling af »Idioten«, 2006 Jørgen Stender Clausen: »Kunsten og den folkelige kultur. Martin Andersen Nexø: De tomme pladsers passagerer«, i: Mogens Brøndsted (red.): Kortprosa i Norden. Fra H.C. Andersens eventyr til den moderne novelle.

Odense University Studies in Literature, vol. 15, 1983 Jørgen Elbek: »Martin Andersen Nexø og hans sammenhæng«, i: Fundet og søgt. Artikler om digtere og deres baggrund, 1986 Svend Erichsen: Martin Andersen Nexø, 1938 Johannes Nørregaard Frandsen: »Den lille hyrdedrengs vandring mod den store socialistiske moder – Martin Andersen Nexø«, i: Klaus P. Mortensen og May Schack (red.): Dansk litteraturs historie, bd. 3, 2009 Anker Gemzøe: »Arbejderlitteratur – verdenslitteratur«, i: Gunhild Agger m.fl.: Dansk litteraturhistorie, bd. 7, 1984 Knud Bjarne Gjesing: »Martin Andersen Nexø«, i: Danske digtere i det 20. århundrede, 3. udgave, bd. I, 2002 Flemming Harrits: »Realismens sejr eller nederlag? Om Martin Andersen Nexøs »Skomager Blank««, i: Mogens Brøndsted (red.): Kortprosa

i Norden. Fra H.C. Andersens eventyr til den moderne novelle. Odense University Studies in Literature, vol. 15, 1983 Jørgen Haugan: Alt er som bekendt erotik, 1998 Eva Hemmer Hansen: Digter og samfund, 1939 Poul Houe: »Martin Andersen Nexøs ungdomsarbejder«, i: Nordisk Tidsskrift, nr. 8, 1969 Børge Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, 1961 Børge Houmann: Talt og skrevet om Martin Andersen Nexø, 1967 Børge Houmann: Efterskrift til Lønningsdag, privattryk 1972 Børge Houmann: Efterskrift til Brød, privattryk 1973 Børge Houmann: Efterskrift til En Kvinderevolution, privattryk 1973 Børge Houmann: Efterskrift til De tomme Pladsers Passagerer, privattryk Børge Houmann (red.): Omkring Pelle Erobreren, 1975 Børge Houmann: Efterskrift til Ann’ Mari’s Rejse, privattryk 1975 Børge Houmann: Efterskrift til Døden, privattryk 1979 Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919, 1981 Børge Houmann (red.): Jakob Hansens breve til Martin Andersen Nexø, 1981 Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1919-1933, 1982 Børge Houmann: Efterskrift til Dukken, privattryk 1984 Børge Houmann: Efterskrift til Ulven og Faarene, privattryk 1985 Børge Houmann: Efterskrift til Frænke, privattryk 1987 Børge Houmann: Efterskrift til Dødskamp, privattryk 1988 Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1933-1954, 1988 Faith & Niels Ingwersen: Quests for a Promised Land. The Works of Martin Andersen Nexø, 1984 Niels Ingwersen: »Martin Andersen Nexø«, i: Marianne Stecher-Hansen (red.): Twentieth-Century Danish Writers. Dictionary of Literary Bio­ graphy, vol. 214, 1999 F.J. Billeskov Jansen: »Martin Andersen Nexø. Den ukuelige proletar«, i: Hakon Stangerup m.fl.: Dansk Litteratur Historie, bd. 3, 1967 Carsten Jensen: »Mord i ravnekrogen. Martin Andersen Nexø: »Skæbne««, i: Povl Schmidt m.fl. (red.): Drift og socialitet, 1983 John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon. Biografier, 2001 John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon. Værker, 2001

Aldo Keel: Der trotzige Däne. Martin Andersen Nexø. Eine Biographie, 2004 Henning Kehler: Kronik og Kritik, 1922 Josef Kjellgren (red.): Mot Ljuset. Nordisk prosa, dikt och konst. Tillägnade Martin Andersen Nexø, 1944 H.A. Koefoed: »Martin Andersen Nexø under litterær indflydelse?«, i: Proceedings of the Fifth International Study Conference on Scandinavian Literature, 1964 H.A. Koefoed: »Lotterisvensken«, i: To Nexø-Studier, 1967 Erika Kosmalla: »Nachwort« til Martin Andersen Nexø: Erzählungen, 1974 Erika Kosmalla: »Nachwort« til Martin Andersen Nexø: Jacobs wunderbare Reise, 1983 Svend Møller Kristensen: Efterskrift til Martin Andersen Nexø: Bornholmernoveller, 1977 Sven Lange: Meninger om Litteratur, 1929 »Martin Andersen Nexö als Dichter und Mensch«, i: Wissenschaftliche Zeitschrift der Ernst-Moritz-Arndt-Universität Greifswald, nr. 1, 1966 »Martin Andersen Nexø: A Symposium«, i: Scandinavica, vol. VIII, 1969 Antje Mayfarth: »Das soziale Märchen »Gottes Sohn und Teufels Lieblingskind« im Schaffen von Martin Andersen Nexö«, i: Greifswalder Germanistische Forschung, 1989 Antje Mayfarth: »Erzählstrukturen in Martin Andersen Nexøs Lotterisvensken und Lønningsdag. En Idyl«, i: Skandinavistik, 2. hefte, 1990 Egon Naganowski: Magisny Klucz, 1958 Lu Huy Nguyn: »Danish literature in Vietnam: Martin Andersen Nexø«, i: Phan Cu De & Henrik Yde (red.): Scandinavian Contributions to World Literature, 1993 K.K. Nicolaisen: Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse, 1919 Nordica nr. 11, 1994, temanummer om Martin Andersen Nexø, 1995 Lars Peter Rømhild: »Da Martin Andersen Nexø begyndte. Om hans debut og litterære forudsætninger«, i: Ord och bild, 1960 Helge Rønning: »Martin Andersen Nexø«, i: Danske digtere i det 20. århundrede, 2. udgave, 1. bd., 1980 Konrad Stopsack, Titus Neupert & Martin Menz (red.): Martin Andersen Nexö. Leben, Werk und Wirkung, 2001 Marie-Louise Svane: »Den proletariske bevidsthedsudvidelse (Martin An91

dersen Nexø: Flyvende Sommer)«, i: J.D. Johansen (red.): Analyser af dansk kortprosa, bd. II, 1972 Vilhelm Svendsen: »Baggrunden for Martin Andersen Nexøs novelle Frænke«, i: Bornholmske Samlinger, II. række, bd. 4, 1969 Ejnar Thomsen: »Martin Andersen Nexø«, i: Danske Digtere i det 20. Aarhundrede, 1. udgave, 1. bd., 1965 Carola Witting: »Subjektivität und Objektivität beim Übersetzen, Dargestellt am Beispiel von Martin Andersen Nexøs Lotterisvensken«, i: Beiträge zur Skandinavistik, 1986 Henrik Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv, bd. I-II, 1991 Henrik Yde: Et venskab, 1991 Henrik Yde: »Gesandt for Grundtvig – Martin Andersen Nexø og Weimarrepublikkens højskolebevægelse«, i: E.-M. Boyhus (red.): Midt i højskolen, 1991 Henrik Yde: Efterskrift til Ungdom, privattryk 1992 Henrik Yde: »Martin Andersen Nexø. An introduction«, i: Phan Cu De & Henrik Yde (red.): Scandinavian Contributions to World Literature, 1993 Henrik Yde: Efterskrift til De sorte Fugle, privattryk 1993 Henrik Yde: Efterskrift til Brodermorderen, privattryk 1994 Henrik Yde: Efterskrift til La Concha, privattryk 1995 Henrik Yde: Efterskrift til Efteraarstrækket, privattryk 1996 Henrik Yde: »Nexøs forfatterskab – en oversigt«, i: Martin Andersen Nexø: Illustrerede noveller 1972-1996, privattryk 1996 Henrik Yde: Efterskrift til Flyvende Sommer, privattryk 1997 Henrik Yde: Efterskrift til Den tragiske Jonglør, privattryk 1998 Henrik Yde: Efterskrift til To Kvinder, privattryk 1999 Henrik Yde: Efterskrift til Frihedens Fe (II), privattryk 2000 Henrik Yde: Efterskrift til Dødedans, privattryk 2001 Henrik Yde: Efterskrift til Hovsmeden fra Dyndeby, privattryk 2002 Henrik Yde: Efterskrift til Idioten, privattryk 2003 Henrik Yde: Efterskrift til Dybhavsfisk, privattryk 2004 Henrik Yde: Efterskrift til Livsslaven, privattryk 2005 Henrik Yde: Efterskrift til En Omvendelse, privattryk 2006 Henrik Yde: Efterskrift til Skæbne, privattryk 2007 Henrik Yde: Efterskrift til Trækfuglene, privattryk 2008

Henrik Yde: Efterskrift til Et Efterslæt, privattryk 2009 Henrik Yde: Efterskrift til Manuela, privattryk 2009 Henrik Yde: Efterskrift til Banlyst, privattryk 2010 Henrik Yde: »Novellisten Nexø«, i: Martin Andersen Nexø: Illustrerede noveller 1972-2010, privattryk 2010 Henrik Yde: Efterskrift til Onkel Peters Penge, privattryk 2011 Henrik Yde: Efterskrift til Jakobs vidunderlige Rejse!, privattryk 2012 Jørgen Aabenhus: »Nogle hovedtræk i Martin Andersen Nexøs forfatterskab«, i: Martin Andersen Nexø: Vejen mod lyset. Udvalgte noveller og artikler, 1979 Foruden til fortællingerne er der henvist til følgende værker af Nexø: Det bødes der for –, 1899 En Moder, 1900 Familien Frank. Fortælling, 1901 Dryss, 1902 Soldage, 1903 (Danske Klassikere, 1995) Pelle Erobreren, 1906-10 (Danske Klassikere, 2002) Ditte Menneskebarn, 1917-21 (Danske Klassikere, 2005) Mod Dagningen. Skildringer fra Rusland, 1923 Digte, 1926 Erindringer, 1932-39 (Danske Klassikere, 1999) Morten hin Røde. En Erindringsroman, 1945 Breve til en Landsmand, 1945 Den fortabte Generation, 1948 Rejseskildringer. Taler og artikler, bd. I, 1954 Kultur og Barbari. Taler og artikler, bd. III, 1955 Jeanette, 1957 B. Houmann (red.): Ægteskab og fri Kærlighed, 1966 B. Houmann (red.): Af en ung mands papirer. Martin Andersen Nexøs første romanforsøg, 1968 B. Houmann (red.): Breve fra Martin Andersen Nexø, bd. I-III, 1969-72 B. Houmann (red.): Den unge mands egne papirer. Martin Andersen Nexø 1896, 1970

4.2 Utrykt litteratur

Erika Kosmalla: Probleme des Übergangs vom kritischen zum sozialistischen Realismus im Schaffen Martin Andersen Nexös, disputats, 1965 (et stencileret eksemplar findes på Statsbiblioteket, et andet på Det Kongelige Bibliotek) Lars Peter Rømhild: Martin Andersen Nexøs forfatterskab før »Pelle Erobreren«, konferensafhandling, 1958 Jørgen Aabenhus: Martin Andersen Nexøs noveller. En undersøgelse af stof, litterær teknik og centrale temaer – i relation til forfatterskabets politiske univers, hovedfagsspeciale, u.å. [1977]

4.3 Arkivmateriale

Der foreligger ikke noget komplet trykmanuskript til nogen af Nexøs novellesamlinger. Om andre manuskripter, se oplysninger om de enkelte fortællinger i afsnit V.1-13.

Nexøs breve til Margrethe f. Thomsen befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 396.

Manuskriptet til Nexøs utrykte ungdomsroman befinder sig i Martin Andersen Nexøs Arkiv III,1,2, Det Kongelige Bibliotek.

4.4 Privattryk

Siden 1972 har Klaus Rödel med Nexø-familiens billigelse årligt eller oftere udgivet en Nexø-fortælling, hver gang illustreret af en ny dansk grafiker og med efterskrifter dels om fortællingen, dels om billedkunstneren; hefterne udgives i nummererede oplag med forskellige kolofoner. I forbindelse med de årlige indsamlinger til dagbladet Land og Folk udgav Danmarks Kommunistiske Parti, Brøndby Strand afdeling og senere Greve/Solrød afdeling i 1978-90 en serie tematisk redigerede »Martin Andersen Nexø årshefter«, indeholdende både artikler og fortællinger; oplagene var 150-250 eksemplarer.

1997 udgav Birger Reker Holm på eget forlag Martin Andersen Nexø og Bornholm, indeholdende seks bornholmerfortællinger.

4.5 Oversættelser

Alle Nexøs fortællinger blev i hans levetid oversat og udgivet på op til 11 sprog. Størst udbredelse fik de på tysk og russisk. Se nærmere herom i Børge Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi.

iv.6 filmatisering I 1958 filmatiserede filmselskabet DEFA, Berlin, DDR, »Lotterisvensken«.

Instruktør var Joachim Kunert, drejebogen var skrevet af instruktøren sammen med Jens Gerlach. Filmen havde premiere i Berlin, DDR, 11. september 1958.

4.7 Radioudsendelse

»Lotterisvensken« blev oplæst af Jacob Nielsen i DR P1 den 22.-24. december 1969.

5 Tekstforhold

Tekstgrundlag Fortællingerne optrykkes efter første bogudgave (i tilfælde af førstetryk i årbøger, antologier el.lign. dog efter første bogudgave redigeret af Nexø selv) og i den rækkefølge, hvori de stod i de oprindelige samlinger. Samlingerne gengives kronologisk, og førsteudgavernes paginering markeres i brødtekstens margin.

Fra Af Dybets Lovsang (1908) udelades af genremæssige årsager digtet »Vaadesang«. Fra De tomme Pladsers Passagerer (1921) og Mod Lyset (1938) udelades der hhv. ni og tretten fortællinger, som havde stået i tidligere samlinger.

Forfatterens særlige interpunktion og ortografi, herunder hans forskellige stavemåder af samme ord, hans brug af kursiv, fed og spatiering, cæsurmarkeringer ved hhv. prydlinjer og stjerner samt hans varierende brug af accent aigu og accent grave er overalt respekteret.

Kollation Under korrekturlæsningen er der anvendt to forskellige eksemplarer af tekstgrundlagene, tilhørende hhv. udgiveren og Det Kongelige Bibliotek.

Der er ikke konstateret nogen intern varians imellem de benyttede tekstgrundlag.

Tekstrettelser Tekstrettelser er foretaget med støtte i samlinger af senere optryk, redigeret af forfatteren selv (og derfor principielt også korrekturlæst af ham) samt i et enkelt tilfælde med støtte i tryk før første bogudgave.

Kun undtagelsesvis foreligger der samtidige manuskripter, som man kunne støtte sig på. Om de enkelte fortællingers manuskriptforhold og affattelsestidspunkter, se nedenfor, afsnittene V.1-13.

I Muldskud. Anden Samling (1905) og De tomme Pladsers Passager (1921) efterfulgtes titelangivelser og kapiteloverskrifter eller -nummereringer af punktum (eller andet tegn); dette punktum er udeladt. Indledende indryk og indryk efter blanke linjer, som anvendtes i alle samlinger undtagen Lykken (1913), Dybhavsfisk (1918) og Et Skriftemaal (1946), gengives heller ikke.

Alle andre tekstrettelser anføres nedenfor.

Forarbejder og varianter Der oplyses i nedenstående tekstredegørelse om eventuelle tryk før første bogudgave og om eventuelle forarbejder; ved et forarbejde forstås (til forskel fra en variant, se nedenfor) en trykt tekst, som i mere eller mindre omarbejdet form indgår som del af en senere fortælling.

For oplysninger om tryk i forfatterens levetid efter første bogudgave henvises der dels til nærværende efterskrifts afsnit II.1-8 og V.1-13, dels til B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi. Men da forfatterskabet har global udbredelse, og da dele af det undertiden tryktes uden forfatterens viden og tilladelse, kan det ikke udelukkes, at disse oplysninger vil kunne suppleres.

Eventuelt interesserede vil ud fra disse oplysninger kunne efterspore forholdet mellem tilblivelsesvarianter (varianter før første bogudgave), første bogudgave og overleveringsvarianter (varianter efter første bogudgave).

Disse varianter gengives altså ikke. Men følgende skønsomme betragtninger kan dog knyttes til forholdet mellem tilblivelsesvarianter, første bogudgave og overleveringsvarianter, og nogle smagsprøver kan gives: Forskellene mellem tilblivelsesvarianterne og første bogtryk kunne – i modsætning til dem mellem første bogtryk og overleveringsvarianterne – være gennemgribende.

Et ikke utypisk eksempel er den lange fortælling »Et Efterslæt«, der først tryktes 1901 i antologien Ungdom, redigeret af Louis Levy; da den fire år senere indgik i Muldskud. Anden Samling, havde Nexø skrevet den igennem sætning for sætning, og helt nye afsnit var kommet til; eksempelvis indledningen:

»Brodermorderen« blev først trykt i Social-Demokraten 1926; da den indgik i De sorte Fugle (1930) var den på tilsvarende måde skrevet igennem fra grunden.

Mindre gennemgribende er forskellene mellem »Pan a ocho. (En Kvinderevolution)« i Illustreret Tidende (1896) og »En Kvinderevolution« i Skygger (1898): I den af Nexø selv redigerede Skygger er ortografien blevet tidssvarende; her anvendes ikke de gammeldags bøjningsformer, som havde været officielt afskaffet i flere år, efter at Illustreret Tidende fortsat anvendte dem (»vare« > »var«, »stode« > »stod« osv.); også det gammeldags stumme j foran fortungevokaler slettedes (»gjøre« > »gør« osv.); derudover ses en række ændringer af enkelte ord og vendinger: »Præsidenten«

»Præfekten«, »tusinde« > »mange« m.fl.; den mest substantielle forskel er imidlertid tilføjelsen af tre korte afsnit, der uddyber portrættet af præfektens unge datter.

Om overleveringsvarianterne skal det modsat bemærkes, at Nexø ikke foretog mange ændringer i det, der én gang forelå i bogform, og kun i ét tilfælde en gennemgribende ændring.

De mest iøjnefaldende overleveringsvarianter er ændringerne af titel eller undertitel. Eksempler er »Manuela« (Skygger) > »Manuelita« (Muldskud, bind I, 1922), »Lønningsdag (En Idyl)« (Muldskud, 1900) > »Lønningsdag (En Fortids-Idyl)« (Mod Lyset, 1938) > og igen »Lønningsdag (En Idyl)« (De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I, 1946), »Ravnene« (Under Himmelen den Blaa, 1915) > »Ravnene!« (De tomme Pladsers Passagerer, 1921). I nogle fortællinger, bl.a. de her nævnte, kunne der punktvis også forekomme stilistiske o.a. ændringer.

I »Manuela« > »Manuelita« er den oprindelige pointerende sidste linje (»Saa hurtigt og saa dybt. Stakkels Manuelita.«) slettet, men det er den eneste ændring. »Lønningsdag (En Idyl)« > »Lønningsdag (En Fortids-Idyl)« er på nogle få punkter gjort mere jævn eller talesprogsnær: Et »Og« er ændret til »Ogsaa«, tre tankestreger til et udråbstegn, »Folk« til »Folkens«, »Arbejderrække« til »Række Arbejdere«, »Socialister« til »Sjosjalister«; endelig er fire accent aiguer slettet; og disse ændringer fra 1938 bibeholdes, da fortællingen i 1946 får sin oprindelige undertitel igen. I tilfældet »Ravnene« > »Ravnene!« ses følgende ændringer: »Kvindens Graad« er blevet til »Anes Graad«, »Fred paa Jorden« kursiveres, »Lader« er ændret til det talesprogsagtige »Lar«, et udråbstegn til et spørgsmålstegn, en tankestreg til et udråbstegn og to punktummer til udråbstegn.

Det er vanskeligt at se nogen linje i sådanne få og spredte, altså punktuelle, enkeltstående ændringer, foretaget længe (op til 38 år) efter første bogtryk. Men de forekommer altså. Måske er de foretaget impulsivt under korrekturlæsningen; men da hverken korrekturaftrykkene, på nær nogle enkelte til én fortælling, eller trykmanuskripterne, på nær til to fortællinger, er bevarede, kan man ikke vide det.

Kun i ét tilfælde ses en mere substantiel, gennemgribende overleveringsvarians: Titelfortællingen i De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I (1946) er, som nævnt i afsnit II.5, en ikke tidligere trykt sammenskrivning og bearbejdning af den oprindelige version fra De tomme Pladsers Passagerer (1921) med det titelløse forord til samme samling.

Apparat Det tekstkritiske apparat redegør for de foretagne tekstrettelser og deres støtte i eksisterende tekstkilder og oplyser desuden om den enkelte teksts tilblivelse, manuskriptforhold og tryk forud for samt bogtryk (men ikke tryk i periodica) efter første bogudgivelse.

Oplysningerne gengives efter følgende skabelon:

Manuskripter

Angivelse af relevante manuskriptforhold

Tryk

Angivelse af dansksprogede tryk forud for første udgivelse i bogform og senere bogtrykte versioner af fortællingen i forfatterens levetid > angiver det valgte trykforlæg

Rettelser

Foretagne tekstrettelser

Tvivlstilfælde

Tekstproblemer, der ikke har resulteret i rettelser.

I den indledende manchet oplyses om tilblivelsestidspunkt, forarbejder og eventuelle fremmedsprogede tryk forud for første bogudgivelse.

Behandlingen af den enkelte udgivelse indledes af en facsimile af det oprindelige titelblad samt en bogbeskrivelse, der knytter sig til gengivelsen af originaludgavens paginering i brødtekstens margin, og redegør derudover for evt. udeladt materiale. Herefter følger redegørelserne for de specifikke forhold vedrørende de enkelte fortællinger. I det tekstkritiske apparat anvendes følgende forkortelser for manuskriptmaterialet:

Fb

Findbuch, Det Kongelige Biblioteks Martin Andersen Nexö-Nachlass

NKS

Ny Kongelig Samling, Det Kongelige Bibliotek

Det tekstkritiske apparat betjener sig af følgende bogudgaver af Martin Andersen Nexøs fortællinger, hvor primærtrykkene betegner de novellesamlinger, der kun eller til dels indeholder nyt materiale, sekundærtrykkene de samlinger, der udelukkende indeholder genoptryk:

Primærtryk

• Skygger (1898)
• Muldskud (1900)
• Muldskud. Anden Samling (1905)
• Af Dybets Lovsang (1908)
• Barndommens Kyst (1911)
• Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland (1913)
• Under Himmelen den Blaa (1915)
• Dybhavsfisk (1918)
• Undervejs (1919)
• De tomme Pladsers Passagerer (1921)
• De sorte Fugle (1930)
• Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938)
• Et Skriftemaal (1946)

Sekundærtryk

• Bornholmer Noveller (1913)
• Lotterisvensken (1919)
• Muldskud, bind I (1922)
• Muldskud, bind II (1924)
• Muldskud, bind III (1926)
• Lønningsdag (1944)
• De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind I (1946)
• De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller, bind II (1946)
• Lotterisvensken og andre Noveller (1949)
• Lotterisvensken (1954)
• Rejseskildringer (1954)
• Ungdom og andre Fortællinger (1954)
• Lykken og andre Fortællinger (1955)

5.1 Skygger

Skygger udkom den 17. september 1898 i et oplag på 1.500 eksemplarer, kostede 3,00 kr. heftet, 4,40 kr. indbundet, og omfatter: [1]-[2] blanke, [3] SKYGGER, [4] blank, [5] SKYGGER / AF / M. ANDERSEN NEXØ / forlagsvignet med teksten J G 1884 / KØBENHAVN / JUL. GJELLERUPS FORLAG / FOR NORGE OG SVERRIG: ALB. CAMMERMEYERS FORLAG, KRISTIANIA / 1898, [6] J. COHENS BOGTRYKKERIER / – GEORG A. BACH –, [7] indholdsfortegnelse, [8] blank, [9]-224 tekst, [225]-[226] blanke.

Klummens bredde er 80 mm, højden 128 mm.

Der findes én heftet og to forskellige forlagsindbundne udgaver samt endelig en udgave med Jul. Gjellerups norske hovedkommissionær Cammermeyers eget titelblad; den heftede udgave har omslag af vissengrøn karton med mørkegrønt tryk og titlen med rødt initial i ornament; den ene indbundne har omslag af vissengrøn shirting med ydre mørkegrønt ornament og titel og forfatternavn i et indre kransformet ornament i guldtryk; i en anden indbinding er omslaget brunt riflet med sort ornament og titel og forfatternavn i guldtryk.

»Dødskamp«

I Muldskud I er 1896 angivet som affattelsestidspunkt; ifølge de samtidige kilder blev fortællingen imidlertid først færdiggjort i januar 1897, jf. nærværende efterskrift, afsnit I.1.

Manuskripter Der foreligger i Acc. 1988/42, Det Kongelige Bibliotek, en stilebog med et samtidigt håndskrevet manuskript, for størstedelens vedkommende overklistret med avisudklip, bl.a. anmeldelser af Skygger. ­

Tryk

• < Skygger (1898)
• Muldskud I (1922)
• Ungdom og andre Fortællinger (1954)

Rettelser

• s. 22 forundrede sig < orundrede sig [således 1922]
• s. 26 gjort < giort [således 1922]

»Lotterisvensken«

I Muldskud I og andetsteds angiver Nexø affattelsestidspunktet som 1894; fortællingen er imidlertid ifølge samtidige kilder først færdigskrevet i december 1896, jf. nærværende efterskrift, afsnit I.1.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 905/3 et samtidigt hefte med motiver, udkast og optegnelser, hvori selve titlen er anført; i Fb I 143 findes et senere, maskinskrevet manuskript med en oversættelse til tysk.

Tryk > Skygger (1898) Lotterisvensken (1919) Muldskud I (1922) Lotterisvensken og andre Noveller (1949) Lotterisvensken (1954) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 56,27 smilede < smi lede [således 1922] 57,1 sent, at < sent. at [således 1922]

»To Brødre« I Mulskud I er affattelsestidspunktet 1897 angivet.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk > Skygger (1898) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 66,1 kvalte < hvalte [således 1922] 66,19 opmuntrede < op muntrede [således 1922] Tvivlstilfælde 78,13 piskende Hanhunde [muligvis piskede Hanhunde, men er ikke ændret 1922 eller senere optryk]

»En Kvinderevolution« I Muldskud I er 1895 angivet som affattelsestidspunkt; imidlertid er fortællingen trykt første gang 10. maj 1896 med dateringen »Granada, Marts 96«.

Manuskripter Noget samtidigt manuskript foreligger ikke, men i Fb I 181 findes et senere, maskinskrevet manuskript.

Tryk »Pan a ocho. (En Kvinderevolution)«, i: Illustreret Tidende, nr. 32, 10. maj 1896 > Skygger (1898) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 86,19 Præfekten.« < Præfekten. [således 1922]

»La Concha« I Muldskud I er 1895 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk »La Concha. (Skitse fra Andalusien)«, i: Illustreret Tidende, nr. 8, 22. november 1896 > Skygger (1898) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 93,14 til at deltage < ti at deltage [således 1922]

»Brødsælgeren (en Markedsscene)« I Muldskud I er 1896 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 114 to senere, identiske, maskinskrevne manuskripter, det ene med håndskrevne rettelser og underskrift.

Tryk

Skygger (1898) De tomme Pladsers Passagerer (1921) »Brød. En Fortælling fra Granada og alle Vegne fra«, i: Muldskud I (1922) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946)

»Manuela« I Muldskud I er 1897 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Skygger (1898) »Manuelita«, i: Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 105,33 grædes, < grædes [således 1922] Tvivlstilfælde 104,1 Spejleæg [1922 rettet til Spejlæg] 104,5 Senjoriter [1922 rettet til Senjoritaer]

Muldskud udkom november 1900 i et oplag på 1.500 eksemplarer, kostede 2,50 kr. heftet og omfatter: [1] MULDSKUD, [2] Retten til Oversættelse forbeholdes, [3] MULDSKUD / AF / M. ANDERSEN NEXØ / forlagsvignet med teksten J G 1884 / KØBENHAVN / JUL. GJELLERUPS FORLAG / 1900, [4] J. COHENS BOGTRYKKERIER / – GEORG A. BACH –, [5] indholdsfortegnelse, [6] blank, [7]-152 tekst.

Klummens bredde er 80 mm, højden 135 mm.

Der findes en indbundet og en heftet udgave; i den indbundne, som ikke er nævnt i B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, er omslaget af brun shirting med ydre mørkegrønt ornament og med titel og forfatternavn i et indre blomsterkransornament i guldtryk; i den heftede er omslaget af lysegrøn karton med titel, forfatternavn og forlagsangivelse i mørkegrønt tryk og blomsterornament i mørkegrønt og gult; på bagsiden reklame for Det bødes der for – med uddrag af anmeldelser.

V.2 Muldskud

»Frænke« I Muldskud I er 1898 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter I NKS 4075, 4^o findes et håndskrevet manuskript.

Tryk Hjemlandet (som uddeltes i stort oplag til dansk-amerikanere i USA), 1. årg., nr. 1 (der kom kun dette ene nr.), april 1899 København, 18. og 19. november 1900 > Muldskud (1900) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud I (1922) Lotterisvensken og andre Noveller (1949) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»Bigum Træben« I Muldskud I er 1898 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Lolland-Falsters Folketidende, 24. december 1898

Muldskud (1900) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud I (1922) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

»Naar Nøden er størst –!« I Muldskud I er 1900 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Illustreret Tidende, nr. 28, 8. april 1900

Muldskud (1900) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»Lønningsdag. (En Idyl)« I Muldskud I er 1897 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 213 to (langt senere) maskinskrevne manuskripter; handlingsforløbet findes dog i et tidligt udkast til »Lotterisvensken«, jf. B. Houmann: Efterskrift til »Lønningsdag« (1972).

Tryk

Muldskud (1900) Bornholmer Noveller (1913) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud I (1922) »Lønningsdag. (En Fortids-Idyl)«, i: Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Lønningsdag (1944) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

»To Kvinder« I Muldskud I er 1899 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Flinchs Almanak 1900

Muldskud (1900) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 155,33 havde han < havde ban [således 1922]

»Hovsmeden fra Dyndeby« I Muldskud I er 1899 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk København, 26. december 1899

Muldskud (1900) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»En Omvendelse« I Muldskud I er 1899 angivet som affattelsestidspunkt; imidlertid er fortællingen trykt første gang 22. maj 1898.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Illustreret Tidende, nr. 34, 22. maj 1898

Muldskud (1900) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»Som Børn« I Muldskud I er 1899 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Illustreret Tidende, nr. 6, 5. november 1899

Muldskud (1900) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

Muldskud. Anden Samling udkom februar 1905 i et oplag på 1.500 eksemplarer, kostede 2,75 kr. heftet og omfatter: [I] MULDSKUD, [II] blank, [III] M. ANDERSEN NEXØ / MULDSKUD / ANDEN SAMLING / forlagsvignet med teksten 1770 SG.JD.FH.JH / GYLDENDALSKE BOGHANDEL / NORDISK FORLAG / KØBENHAVN 1905 KRISTIANIA, [IV] KØBENHAVN. – GRÆBES BOGTRYKKERI., [V] indholdsfortegnelse, [VI] blank, [1]-175 tekst, [176] blank, [177] fortegnelse over Nexøs tidligere bøger, [178] blank.

Klummens bredde er 80 mm, højden 125 mm.

Omslaget er af hvidt riflet karton med mørkebrunt tryk; på bageste inderside reklamer for Familien Frank og Soldage, på bagsiden for Dryss, alle med uddrag af anmeldelser.

V.3 Muldskud. Anden Samling

»Banlyst!« I Muldskud II er 1901 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »Et Offer« i Flinchs Almanak 1904.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Muldskud. Anden Samling (1905) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»Et Efterslæt« I Muldskud II er 1901 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes 1901 i antologien Ungdom, redigeret af Louis Levy.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Muldskud. Anden Samling (1905) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 214,3 sit 45. Aar < sit 45 Aar [således 1924] 216,7 Modermælken. < Modermælken.. [således

»Ungdom« I Muldskud II er 1903 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Ord och Bild, 3. hefte, 1904

Muldskud. Anden Samling (1905) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»En Duel« I Muldskud I er 1900 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »Duel« i dagbladet København, 27. februar 1902.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 176 to senere, maskinskrevne manuskripter med en tysk oversættelse, »Duell«.

Tryk

Muldskud. Anden Samling (1905) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 254,14 Munden – og Spillet < Munden –og Spillet [således 1922]

»Skæbne« I Muldskud II er 1905 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Muldskud. Anden Samling (1905) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

Af Dybets Lovsang udkom marts 1908 i et oplag på 1.250 eksemplarer, kostede 2,75 kr. heftet og omfatter: [I] AF DYBETS LOVSANG, [II] blank, [III] MARTIN ANDERSEN NEXØ / AF DYBETS LOVSANG / forlagsvignet med teksten 1770 SG.JD. FH.JH / GYLDENDALSKE BOGHANDEL / NORDISK FORLAG / MDCCCCVIII, [IV] Published March 4, nineteen hundred and eight. Privilege of copyright in the United States reserved under the act approved March 3, 1905, by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Christiania & Copenhagen. / KØBENHAVN – FORLAGSTRYKKERIET, 1-164 tekst, [165]-[166] blanke.

Klummens bredde er 76 mm, højden 116 mm.

Omslaget er af gulgrønt riflet karton med mørkegrønt tryk og lysegrønne ornamenter; på bageste inderside reklame for Skygger, Det bødes der for –, En Moder og Muldskud (1900), på bagsiden for Familien Frank, Dryss, Soldage, Muldskud. Anden Samling (her kaldet Ny Samling) og for Pelle Erobreren, bind I og II.

Foruden de her gengivne fortællinger indledes samlingen med digtet »Vaa­ desang«.

V.4 Af Dybets Lovsang

»Flyvende Sommer« I Muldskud II er 1908 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »Menneskerettigheder« i dagbladet København, 23. juni 1901, og i mere gennemarbejdet form under samme titel i Tyendebladet, 22. december 1907.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Af Dybets Lovsang (1908) Muldskud II (1924) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

»Trækfuglene« I Muldskud II er 1904 angivet som affattelsestidspunkt. Imidlertid tryktes den under titlen »En Udflugt« allerede i 1902.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk »En Udflugt«, i: L.C. Nielsen (red.): Morskabsbogen (1902)

Af Dybets Lovsang (1908) Muldskud II (1924) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946) Tvivlstilfælde 307,23 Pigefingeren [1924 rettet til Pegefingeren]

»Frihedens Fe« (I) Der findes i MAN’s forfatterskab to forskellige fortællinger med titlen »Frihedens Fe«, den anden i De sorte Fugle (1930); de betegnes derfor her som hhv. »Frihedens Fe« (I) og (II). I Muldskud II er 1905 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »»For Frihed, for Frihed«« i Verdensspejlet, nr. 45, 6. august 1905.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Af Dybets Lovsang (1908) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud II (1924)

Rettelser

De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946) 310,32 Virkeligheden < Virligheden [således 1924]

»Tre Sønner« I Muldskud III er 1908 angivet som affattelsestidspunkt; imidlertid er fortællingen trykt første gang allerede i juli 1907.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 174 to senere, identiske, maskinskrevne manuskripter med undertitlen »(En Berettelse fra Barndommens Kyst)«, det ene dog ukomplet, sandsynligvis manuskripter til et optryk af fortællingen med netop denne undertitel i Social-Demokratens søndagstillæg, 5. juni 1932.

Tryk Hjemmets Noveller, nr. 10, juli 1907

Af Dybets Lovsang (1908) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 320,13 – »Og < – Og [således 1926] 326,17 i Dag, han < i Dag. han [således 1926]

»Kærlighedsbarnet« I Muldskud II er 1907 angivet som affattelsestidspunkt. Under titlen »Tyvetøs« er et forarbejde publiceret i dagbladet København, 13. juni 1901.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 120 et senere, maskinskrevet manuskript.

Tryk »Boline«, i: Verdensspejlet, nr. 46, 11. august 1907

Af Dybets Lovsang (1908) Muldskud II (1924) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

Barndommens Kyst udkom november 1911 i et oplag på 1.250 eksemplarer, kostede 3,00 kr. heftet og omfatter: [1] BARNDOMMENS KYST, [2] blank, [3] MARTIN ANDERSEN NEXØ / BARNDOMMENS KYST / forlagsvignet med teksten 1770 SG.JD. FH.JH / KJØBENHAVN OG KRISTIANIA / GYLDENDALSKE BOGHANDEL / NORDISK FORLAG / MDCCCCXI, [4] COPYRIGHT 1911 BY M. ANDERSEN NEXØ / KØBENHAVN – FORLAGSTRYKKERIET, [5]180 tekst, [181] indholdsfortegnelse, [182] blank, [183]-[184] reklame for 88 af Gyldendals øvrige udgivelser, herunder ingen af Nexøs.

Klummens bredde er 76 mm, højden 120 mm.

Omslaget er af rødt riflet karton med sort tryk og ornamentramme i blindtryk; på bagsiden reklame for Familien Frank, Dryss, Soldage, Muldskud.

Anden Samling (her kaldet Ny Samling), Af Dybets Lovsang og Pelle Erobreren, bind I-IV.

V.5 Barndommens Kyst

Der foreligger et trykmanuskript til bogens to første fortællinger, titelfortællingen »Barndommens Kyst« samt »Jakobs vidunderlige Rejse!«, vedlagt følgende udaterede brevkort: Hr. Jens Lorentzen! Hermed faar De, hvad der er til Rest af Manuskriptet til »Barndommens Kyst«. Da noget af Manuskriptet er skrevet rent af andre, har jeg ikke taget Vare paa det. Ellers skulde jeg med Fornøjelse have gemt det hele til Dem. Pelle-Manuskriptet kan jeg desværre ikke hjælpe Dem med, da jeg nylig har lovet det til en Antikvitetshandler, og han nu ikke vil give Afkald paa det uden en Godtgørelse.

Venlig hilsen Deres Martin Andersen Nexø. (NKS 3959, 4^o) Jens Lorentzen har endnu ikke kunnet identificeres. Det Kongelige Bibliotek har købt manuskripterne på en Bruun Rasmussen-auktion i 1955. Om disse og andre manuskripter, se nedenfor.

»Barndommens Kyst« I Muldskud III er 1909 angivet som affattelsestidspunkt. Under titlen »Enoch« er et forarbejde til sidste del af fortællingen trykt i dagbladet København, 2. august 1901, og under titlen »Snogebæk Strand« tryktes et forarbejde til første del i København, 15. august 1901. Første gang trykt samlet på fransk under titlen »Sur la rive de ma jeunesse« i La Revue Scandinave Paris, 2. årg., nr. 8-9, august-september 1911.

Manuskripter I NKS 3959, 4^o foreligger et håndskrevet trykmanuskript med indføjet pagineringsangivelse dér, hvor arkskifte finder sted i den trykte udgave, og i Fb I 158-159 nogle senere, maskinskrevne manuskripter til en tysk oversættelse

Tryk

med titlen »Sommer«; disse sidste var muligvis tiltænkt Arbeiter-Zeitung i Wien, der under titlerne »Sommer (Erzählung)« og »Und nochmals: Sommer« optrykte fortællingen hhv. 26. juni (MAN’s fødselsdag) og 17. juli 1932.

Politiken, 16.-17. september 1911

Barndommens Kyst (1911) Bornholmer Noveller (1913) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Jakobs vidunderlige Rejse!« I Muldskud III er 1908 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter I NKS 3959, 4^o foreligger et håndskrevet trykmanuskript med indføjet pagineringsangivelse dér, hvor arkskifte finder sted i den trykte udgave; i Fb I 358 findes et håndskrevet manuskriptfragment og i Fb I 204-205 to senere, maskinskrevne manuskripter med en tysk oversættelse.

Tryk Hjemmets Noveller, oktober 1908

Barndommens Kyst (1911) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Gravhøjen« I Muldskud II er 1907 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »Gravhøjen« i København, 9. september 1901.

Manuskripter Der findes ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 119 et senere, maskinskrevet manuskript.

Tryk Solhverv/Baunens Julebog 1907, udgivet af Vilh. Malling & A. Kr. Dolleris

Barndommens Kyst (1911) Muldskud II (1924) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 29,35 Men Gravhøjen < »Men Gravhøjen [således

30,11 30,15 30,24

Jeg raadede < »Jeg raadede [således 1924] Naar han < »Naar han [således 1924] Det blev < »Det blev [således 1924]

»Idioten« I Muldskud III er 1909 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 535 et håndskrevet manuskriptfragment, i Fb I 138-139 to senere, maskinskrevne manuskripter med håndskrevne korrektioner og i Fb I 140 en senere, maskinskreven oversættelse til tysk.

Tryk Serien »Danske Digteres Barndomserindringer« i Maanedsmagasinet, april 1909 Arbejdervennen, 19. oktober 1911

Barndommens Kyst (1911) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946) Lotterisvensken og andre Noveller (1949)

»Døden« I Muldskud II er 1901 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »Gedion« i København, 27. juli 1901.

Manuskripter I Fb I 904/5 foreligger en håndskreven angivelse på én side af fortællingens sujet.

Tryk

Barndommens Kyst (1911) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»I Vrag« I Muldskud II er 1905 angivet som affattelsestidspunkt. Fortællingen er en omarbejdelse af et indlæg af samme navn, trykt i Politiken, 28. juli 1905, dateret »Gudhjem, Juli [1905]«.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 202 en senere, maskinskrevet tysk oversættelse med håndskrevne korrektioner ved Nexø og ved hans 3., tyskfødte hustru.

Tryk

Barndommens Kyst (1911) Muldskud II (1924) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 49,13 Flagbøjen < Flaghøjen [således 1924] 49,34 snart Midnat.« < snart Midnat. [således 1924]

»Paradiset« I Muldskud III er 1911 angivet som affattelsestidspunkt. Under titlen »Lyngen blomstrer« er et forarbejde til kapitel I publiceret i dagbladet København, 25. august 1901, og under titlen »Venskab« tryktes et forarbejde til kapitel IV i København, 7. oktober 1901; under titlen »Magnetisør Hansen« er et forarbejde til kapitel III publiceret i Politiken, 28. februar 1907.

Manuskripter I NKS 4075, 4^o foreligger et samtidigt, håndskrevet manuskript med mange rettelser; i Fb I 124-125 foreligger to senere, maskinskrevne manuskripter til kapitel I-III; kapitel I-II har her underrubrikken »(Et Kapitel af Jordens Tilblivelseshistorie)«, kapitel III har rubrikken »Paradiset igen, eller Fattigpers endelige Sejr« og samme underrubrik.

Tryk

Barndommens Kyst (1911) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 55,31 Side, et < Side et [således 1926]

»Strøm« I Muldskud III er 1908 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb

Tryk

Rettelser

I 233 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Hjemmets Noveller, april 1908

Barndommens Kyst (1911) Muldskud III (1926) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) 77,2 »Bagefter < Bagefter [således 1926] 79,28 »Du har < Du har [således 1926]

»Konge for en Dag« I Muldskud III er 1910 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 211 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Tryk

Barndommens Kyst (1911) Muldskud III (1926) »Konge for en Dag. (Et Intermezzo)«, i: Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Rettelser 81,14 muret, Kransen < Muret. kransen [således 84,32 naturligvis; < naturligvis [således 1926]

Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland udkom september 1913 i et oplag på 1.250 eksemplarer, kostede 2,00 kr. heftet og omfatter: [1] LYKKEN, [2] reklame for alle Nexøs bøger, [3] MARTIN ANDERSEN NEXØ / LYKKEN / EN FORTÆLLING FRA BORNHOLMS NORDLAND / forlagsvignet med teksten 1770 SG.JD.FH.JH / KJØBENHAVN OG KRISTIANIA / GYLDENDALSKE BOGHANDEL / NORDISK FORLAG / MDCCCCXIII, [4] COPYRIGHT 1913 BY MARTIN ANDERSEN NEXØ / KJØBENHAVN – FORLAGSTRYKKERIET, 5-122 tekst.

Klummens bredde er 72 mm, højden 98 mm.

Omslaget er af lysegult karton med grønt tryk og som ornament en frise, der går igen øverst på hver tekstside.

V.6 Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland

»Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland« Enkelte af fortællingens afsnit bygger på stof fra tre artikler i dagbladet København, 17., 20. og 25. april 1902: »Stenhuggere« I-III.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samlet manuskript, men i Fb I 58 et fragment på én side.

Tryk Illustreret Tidende, nr. 1-10, 6. oktober-8. december 1907

Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland (1913) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 103,27 Skikkelse. < Skikkelse [således 1955] 129,2 du Mor.« < du Mor. [således 1955]

Under Himmelen den Blaa udkom oktober 1915 i et oplag på 1.000 eksemplarer, kostede 3 kr. heftet og omfatter: [1] Under Himmelen den Blaa, [2] blank, [3] MARTIN ANDERSEN NEXØ / UNDER HIMMELEN DEN BLAA / FR. RAVNS FORLAG – KØBENHAVN 1915, [4] COPYRIGHT 1915 BY MARTIN ANDERSEN NEXØ / Trykt hos J. Jørgensen & Co. (Ivar Jantzen), [5]-192 tekst, [193] indholdsfortegnelse, [194]-[198] blanke.

Klummens bredde er 86 mm, højden 140 mm.

Omslaget af 1. oplag er af lyseblåt karton med mørkeblåt tryk, omslaget af 2. oplag er af gråt karton; 2. oplag er nederst på omslaget og titelbladet mærket »Andet Tusinde«, men er i øvrigt trykt med samme sats; på omslagets bagside reklame for alle Nexøs bøger.

V.7 Under Himmelen den Blaa

»Ravnene« I Muldskud III er 1914 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 167 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Tryk Social-Demokraten, Kristiania, 8. august 1914 Social-Demokraten, 17. august 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Vesterbro« I Muldskud III er 1910 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Politiken, 22. oktober 1911

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Ann’ Mari’s Rejse« I Muldskud III er 1909 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger i Fb I 134 og 136 2 manuskriptsider paginerede »3« og »4« med overstregede, dvs. anvendte udkast.

Tryk Hjemmets Noveller, nr. 2, november 1909

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946)

»Guden for det tomme Ceremoniel« I Muldskud II er 1906 angivet som affattelsestidspunkt. Trykt første gang på tysk under titlen »Der Gott des leeren Zeremoniels« i Vorwärts, 28. juli 1913; en svensk version tryktes som »Kungen« i Social-Demokraten, Stockholm, 11. februar 1914.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 130 to senere, maskinskrevne manuskripter og i Fb I 131 et håndskrevet manuskriptfragment.

Tryk Social-Demokraten, Kristiania, 10.-11. september 1913 »Kongen«, i: Social-Demokraten, 15. februar 1914, med følgende redaktionelle indledning: »Svensk »Social-Demokraten« indeholder i Anledning af de seneste Begivenheder i Sverige følgende Fabel fra vor Medarbejder Martin Andersen Nexøs Haand. Artiklen har vakt den stærkeste Bevægelse«; med »de seneste Begivenheder« hentydes der til voldsomme uroligheder på det svenske arbejdsmarked.

Under Himmelen den Blaa (1915) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud II (1924) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Græsmarkens Sang« I Muldskud III er 1912 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Politiken, 2. august 1912 Social-Demokraten, Kristiania, 25. juli 1913 Social-Demokraten, 3. juli 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Dyrskue« I Muldskud II er 1902 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript, men i Fb I 66 et håndskrevet udkast.

Tryk Politiken, 18. juli 1902, dateret »Randers, Juli« [1902] Social-Demokraten, Kristiania, 28. september 1914 Social-Demokraten, 15. oktober 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»Guds Moders Advokat!« I Muldskud III er 1912 angivet som affattelsestidspunkt. Fortællingen er en omarbejdelse af artiklerne »Dalens Vidunder I. (Fra Pompeidalen)«, dateret »Palermo den 6te Febr. 1895« og »Dalens Vidunder II. (Fra Pompeidalen)«, dateret »Palermo den 14de Febr. 1895« i Bornholms Tidende, 13. februar og 1. marts 1895 (optrykt i Rejseskildringer, 1954), som endvidere danner forlæg for artiklen »Moderne Mirakler« i Politiken, 5. januar 1903.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Hafnias Almanak 1913 (1912)

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 167,24 faldt < falt [således 1926] 167,29 du!« < du! [således 1926]

»Afløsningens Time« I Muldskud II er 1904 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 168-169 fire senere, maskinskrevne manuskripter.

Tryk Politiken, 28. juni 1904 Social-Demokraten, 20. juli 1914 Social-Demokraten, Kristiania, 27. juli 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) De tomme Pladsers Passagerer (1921)

Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Muldskud II (1924) Lykken og andre Fortællinger (1954)

»Den evige Jøde« I Muldskud III er 1913 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 128 et senere, maskinskrevet manuskript og i Fb I 129 en maskinskreven oversættelse til tysk.

Tryk Politiken, 8. april 1913 Social-Demokraten, Kristiania, 9. april 1914 Social-Demokraten, 11. oktober 1915 (dvs. ca. samtidig med udgivelsen af Under Himmelen den Blaa)

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»En Domfældelse!« I Muldskud II er 1907 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Verdensspejlet, nr. 39, 23. juni 1907 Social-Demokraten, 1. marts 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud II (1924) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

»Langt udi Skoven –!« I Muldskud III er 1911 angivet som affattelsestidspunkt. Fortællingen tryktes på tysk under titlen »Thüringerbriefe« i Märtz, München, 22. marts 1913.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 234 et håndskrevet udkast og i Fb I 235 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Tryk Politiken, 1. april 1911, dateret »Finsterbergen, Marts 1911« Social-Demokraten, 14. oktober 1915 (dvs. ca. samtidig

med udgivelsen af Under Himmelen den Blaa)

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Rejseskildringer (1954) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Brødrene« I Muldskud III er 1913 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 771 et fragmentarisk udkast og i Fb I 155 to senere, maskinskrevne manuskripter med en oversættelse til tysk.

Tryk Hafnias Almanak (1914)

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Sommerdag« I Muldskud II er 1902 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde tryktes under titlen »Flyvende Sommer« (ikke at forveksle med fortællingen af samme navn) i Politiken, 17. juli 1902.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript, men i Fb I 227 og 229 to fragmentariske udkast.

Tryk Social-Demokraten, 27. juli 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

»Junkeren!« I Muldskud III er 1912 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 209,8 Halvdelen, og < Halvdelen ,og [således 1926]

»Nattevandring« I Muldskud III er 1906 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 200 og 201 nogle til dels fragmentariske, maskinskrevne oversættelser til tysk.

Tryk »Kjøbenhavn, III. Dagens Pionerer«, i: Politiken, 28. januar 1906 »Nattevagten«, i: Social-Demokraten, 24. oktober 1915 (dvs. ca. samtidig med udgivelsen af Under Himmelen den Blaa)

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 215,28 Bjørne, undersøger < Bjørne undersøger [således 1926]

»Mutter Schmidt!« I Muldskud III er 1911 angivet som affattelsestidspunkt. En svensk version tryktes i Dagens Nyheter, Stockholm, 5. februar 1911.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Politiken, 2. februar 1911, dateret »Berlin. 23. Januar 1911« Social-Demokraten, 4. oktober 1915 (dvs. ca. samtidig med udgivelsen af Under Himmelen den Blaa)

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Rejseskildringer (1954) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 221,4 djævelsk,« < djævelsk, [således 1926] 221,34 igen,« < igen, [således 1926] Tvivlstilfælde 218,31 Rovfuglehoede [1926 ændret til Rovfuglehode]

»Efteraarstrækket« I Muldskud III er 1910 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb

Tryk

Rettelser

I 133 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Hjemmets Noveller. Martins Magasin, nr. 4, 15. november Social-Demokraten, 15. november 1914

Under Himmelen den Blaa (1915) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) 225,25 overhovedet < overhovedt [således 1926]

Dybhavsfisk udkom oktober 1918 i et oplag af ukendt størrelse (antagelig 2.000 eksemplarer), kostede 4,50 kr. heftet og omfatter: [1] DYBHAVSFISK, [2] blank, [3] MARTIN ANDERSEN NEXØ / DYBHAVSFISK / forlagsvignet / FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. / KJØBENHAVN MDCCCCXVIII, [4] Copyright 1918 by Martin Andersen Nexø / GRÆBES BOGTRYKKERI. KJØBENHAVN, [5] indholdsfortegnelse, [6] blank, [7]-154 tekst, [155]-[156] blanke.

Klummens bredde er 86 mm, højden 128 mm.

Omslaget er af gulligt karton med titlen i brunt; på omslagets bagside reklame for alle Nexøs bøger.

V.8 Dybhavsfisk

»Livsslaven« I Muldskud III er 1915 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter I Fb I 183 foreligger et samtidigt håndskrevet manuskript med titlen »Livsfangen!« Tryk »Livsfangen«, i: Nordsjællands Venstreblad, 24. december 1915 [dette tryk anføres ikke i B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi]

Dybhavsfisk (1918) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 234,7 derefter. Derved < derefter, Derved [således

»Dybhavsfisk« I Muldskud III er 1916 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 236 et senere, maskinskrevet manuskript med en oversættelse til tysk.

Tryk Berlingske Tidende, 10. september 1916

Dybhavsfisk (1918) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Dukken!« I Muldskud III er 1915 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde med titlen »Thüringer-Industrien« tryktes i Politiken, 1. maj 1911.

Manuskripter Under titlen »Dukken! En Historie fra Thüringerwald« foreligger i Fb I 183 et manuskript med en tidlig gennemskrivning.

Tryk Arbejdernes Almanak 1917 (1916)

Rettelser

Dybhavsfisk (1918) Muldskud III (1926) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) 258,1 Fortvivlelse. < Fortvivlelse. . [således 1926] 260,4 Æventyr, og < Æventyr., og [således 1926] 263,10 Leina, kom < Leina. kom [således 1926]

»Murene« I Muldskud II er 1907 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 161 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Tryk »Skomager Blank«, i: Verdensspejlet, nr. 13, 29. december

Dybhavsfisk (1918) De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud II (1924) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Tvivlstilfælde 271,6 Færsel [den gammeldags stavemåde er i 1924 og senere optryk ændret til Færdsel]

»Gulduret« I Muldskud III er 1912 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk »Gulduret. En Skipperhistorie«, i: Arbejdernes Almanak 1913 (1912)

Dybhavsfisk (1918) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 283,26 maa vi < man vi [således 1926]

»En Strandvasker« I Muldskud III er 1918 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Berlingske Tidende, 30. juni 1918

Rettelser

Dybhavsfisk (1918) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) 296,27 i Søen < i i Søen [således 1926]

»Bølgen den blaa!« I Muldskud III er 1912 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 173 to senere, maskinskrevne manuskripter med en oversættelse til tysk.

Tryk Julekronen 1912 (1912) Social-Demokraten, 17.-18. maj 1914

Dybhavsfisk (1918) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 301,2 indretted sig < indrettet sig [således 1926] 309,33 Det havde < Del havde [således 1926]

Undervejs udkom september 1919 i et oplag på 2.000 eksemplarer, kostede 2,00 kr. heftet og omfatter: [1] UNDERVEJS, [2] blank, [3] MARTIN ANDERSEN NEXÖ / UNDERVEJS / forlagsvignet / DANSKE FORFATTERES FORLAG / vignet KØBENHAVN 1919 vignet, [4] COPYRIGHT 1919 BY MARTIN ANDERSEN NEXÖ, COPENHAGEN / Rich. Steenbecks Bogtr. – København., [5] indholdsfortegnelse, [6] blank, [7]-184 tekst.

Klummens bredde er 89 mm, højden 134 mm.

Omslaget er af gråt karton med mørkeblåt tryk.

V.9 Undervejs

»Den musikalske Gris. En Minderune over Geniet« I Muldskud I er 1897 angivet som affattelsestidspunkt; se i øvrigt nærværende efterskrift, afsnit I.1 og I.9.

Manuskripter Der foreligger i Fb I 905/4 et samtidigt håndskrevet manuskript på én side med motiv til fortællingen.

Tryk »Den musikalske Gris. En Minderune over et Geni«, i: Tilskueren, juni 1904 »Den musikalske Gris. En Minderune over et Geni«, i Social-Demokraten, 17.-27. august 1918

Undervejs (1919) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 18,17 Uvilje < Uvilie [således 1922] 20,28 Masserne < Messerne [således 1922] 24,11 ingen Ende < inge Ende [således 1922] 30,14 brugte af < brugt af [således 1922] 30,17 det sidste < det sidst [således 1922]

»Pebersvendens Historie« I Muldskud I er 1900 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk »Spillemandens Historie«, i: Verdens-Spejlet, 12., 19. og 26. maj 1907

Undervejs (1919) Muldskud I (1922) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 31,16 ellers? < ellers?« [således 1922] 38,4 hinanden, og < hinanden og [således 1922] 42,8 berettiget < berettigt [således 1922] 42,23 Vedkommende < Vdkommende [således 1922]

43,28 45,20

Fjerdedele < Fjerdedee [således 1922] at jeg < ,at jeg [således 1922]

»Lykken fra Lossepladsen. Et Æventyr fortalt for de snottede Unger« I Muldskud II er 1902 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 117 et senere, ukomplet, maskinskrevet manuskript på 10 sider.

Tryk »Lykken. Et Æventyr fortalt for de pjaltede Unger«, i: Hjemmets Noveller, nr. 9, 1. maj 1910 »Lykken. Et Æventyr fortalt for de pjaltede Unger«, i: Martin Andersen Nexø & Sophus Michaëlis (red.): Rønnebær (1916)

Undervejs (1919) Muldskud II (1924) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946) Rettelser 51,31 Lyset < Lyet [således 1924] 53,29 tredje < tredie [således 1924] 55,2 Lille »As« < »Lille »As« [således 1924] 59,18 hinanden < hianden [således 1924] 59,20 Historier < Hisorier [således 1924]

»Mary. En Randbemærkning til den hvide Slavehandel« I Muldskud III er 1908 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 214 tre senere, maskinskrevne manuskripter, det ene fragmentarisk, med en oversættelse til tysk.

Tryk »Mary. (En Parentes til den hvide Slavehandel)«, i: Politiken, 27. august 1908 Social-Demokraten, 7. juni 1915 med en ny indledning, delvis hentet fra »Bølgen den blaa!«, der – ligesom »Mary« – oprindeligt var et led i en serie rejseskildringer fra Skotland, trykt i Politiken, august-september 1908;

Rettelser

denne version er optrykt i Rejseskildringer (1954)

Undervejs (1919) Muldskud III (1926) Rejseskildringer (1954) Lykken og andre Fortællinger (1955) 69,13 Vi holdt < V holdt [således 1926] 71,26 ikke mere < ike mere [således 1926] 72,4 travlt < trvlt [således 1926]

»Badutspringeren« I Muldskud II er 1902 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter I NKS 4075, 4^o foreligger et håndskrevet manuskript på 4 sider + forside, i Fb I 144 et udkast på 2 sider og i Fb I 145 et fragmentarisk udkast.

Tryk

Undervejs (1919) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954) Rettelser 75,21 saa hjem < saa saa hjem [således 1924] 76,17 selv om < selev om [således 1924] 76,24 smækfornærmet < smæk fornærmet [således 77,7 Det er < Deta er [således 1924]

»Bedstemand Blom« I Muldskud II er 1907 angivet som affattelsestidspunkt. Et forarbejde, hvori titelpersonens død og begravelse omtaltes, tryktes i kronikken »The wide, wide world«, Politiken, 20. august 1907. Omstændighederne omkring begravelsen omtaltes senere i kapitlet »Leningrad« i Breve til en Landsmand (1945).

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 112-113 nogle senere, maskinskrevne oversættelser til tysk og svensk.

Tryk

Undervejs (1919) Muldskud II (1924) Ungdom og andre Fortællinger (1954)

Rettelser

84,22

russisk Jord < russiskJord [således 1924]

»Gaardsangeren« I Muldskud III er 1916 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript, men i Fb I 134-136 nogle fragmentariske udkast og optegnelsen af et sujet.

Tryk Verden og Vi, nr. 1, 4. januar 1918 Social-Demokraten, 29. juli 1918 Klassekampen, 19.-21. juni 1919

Undervejs (1919) Muldskud III (1926) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Rettelser 87,14 Almuefolk < Almueefolf [således 1926]

»Kogleri« I Muldskud III er 1918 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 209-210 et udkast og et senere, maskinskrevet manuskript.

Tryk Arbejdernes Almanak 1919 (1918) Arbeidets Jul, Kristiania (1919)

Undervejs (1919) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 93,27 Spædbarn < Spædebarn [således 1926] 95,7 Akademiprofessor < Akademiprpofessor [således 1926]

»Onkel Peters Penge« I Muldskud II er 1901 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der findes ikke noget manuskript, men i Fb I 221-223 et antal udkast, skitser og fragmenter.

Tryk Hafnias Almanak (1915)

Undervejs (1919) Muldskud II (1924)

Rettelser

Ungdom og andre Fortællinger (1954) 108,10 tror nu < tro nu [således 1924]

De tomme Pladsers Passagerer udkom december 1921 i et oplag på 5.000 eksemplarer, kostede 3,00 kr. heftet og omfatter: [1] TIL / DET KÆMPENDE RUSSISKE / FOLK, [2] blank, [3] DE TOMME PLADSERS / PASSAGERER, [4] Copyright 1921 / by Martin Andersen Nexø / Rasmussen & Rugh København, s. [5] DE TOMME PLADSERS / PASSAGERER / AF / MARTIN ANDERSEN NEXØ / (vignet) København / Gyldendalske Boghandels Sortiment / 1921 (bogen findes også med titelblade, der anfører Det norske Arbeiderparti, Kristiania og Arbejderforlaget, København som kommissionshavere), [6] OPLAG: / 5000 EKSEMPLARER, [7]-166 tekst, [167]-[168] blanke.

Klummens bredde er 90 mm, højden 144 mm.

Omslaget er af mørkerødt karton med sort tryk; på bagsiden reklame for Pelle Erobreren med uddrag af anmeldelser.

Foruden den her gengivne titelløse indledning og fem fortællinger indeholder samlingen genoptryk af de ni fortællinger »Lønningsdag. (En Idyl)«, »Brødsælgeren« med den nye titel »Brød! En Fortælling fra Granada og alle Vegne fra«, »Idioten!«, »Frihedens Fe!« (I), »Murene« (her fejlagtigt stavet »Murne«), »En Kvinderevolution!«, »Guden for det tomme Ceremoniel!«, »Ravnene!« og »Afløsningens Time!«.

V.10 De tomme Pladsers Passagerer

[Indledning] Indledningen bærer i senere optryk, f.eks. i Social-Demokraten, 8. januar 1930, titlen »De tomme Pladser (et Forord)«.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript på dansk, men i Fb I 163 to maskinskrevne gennemslag af et tysk manuskript med de håndskrevne titler hhv. »Vorspiel« og »Passagiere«.

Tryk

De tomme Pladsers Passagerer (1921)

»En Henrettelse!« I Muldskud III er 1908 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript til fortællingen, men den bygger på et foredragsmanuskript fra 1906, optrykt i B. Houmann (red.): Ægteskab og fri Kærlighed.

Tryk Exlex, nr. 2, februar 1919 »En Henrettelse. (Et Blad af moderne Arbejderkultur)«, i: Klassekampen, 20. april 1919

De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 124,12 bed godt < bed god [således 1926]

»De tomme Pladsers Passagerer« I Muldskud III er 1916 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 164 et senere, maskinskrevet manuskript.

Tryk »Sommerbreve. IV. De tomme Pladsers Passagerer«, i: Social-Demokraten, 26. juli 1916 »Sommerbreve. IV. De tomme Pladsers Passagerer«, i: Social-Demokraten, Kristiania, 2. august 1919

De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) Rejseskildringer (1954) De tomme Pladsers Passagerer. Noveller og Skitser I (1946), omarbejdet version, jf. nærværende efterskrift, II.5.

»Et Møde!« I Muldskud III er 1910 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript, men i Fb I 177 et udkast på én side.

Tryk Politiken, 20. marts 1910 Arbejderbladet, 25. juli 1921

De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Rettelser 135,16 »Nej < «Nej [således 1926]

»Ulven og Faarene!« I Muldskud III er 1915 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 154 to senere, maskinskrevne manuskripter.

Tryk »Ulven og Faarene. En Fabel. Skrevet til den socialdemokratiske Ungdom«, dateret »Espergærde 30. Novbr. 1915«, i: Fremad, nr. 17, 18. december 1915 »Ulven og Faarene. En Fabel. Skrevet til den socialdemokratiske Ungdom«, i: Social-Demokraten, Kristiania, 31. december 1915 »Ulven og Faarene. En Fabel. Skrevet til den socialdemokratiske Ungdom«, i: Klassekampen, 4. december 1918

De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 141,31 mørkeræd < mørkerød [således 1926] 142,10 Faarene < Farerne [således 1926] 143,9 om at bryde < om, at bryde [således 1926]

»Guds Søn og Fandens Kælebarn!« I Muldskud III er 1921 angivet som affattelsestidspunkt.

Manuskripter I Fb I 195-196 findes to håndskrevne manuskripter med en første og en anden gennemskrivning, den første dateret »Meersburg am Bodensee 18-20 Febr. 1921«; i Fb I 197 findes et senere, maskinskrevet manuskript; i Fb I 198-199 findes en første og en anden maskinskrevet gennemskrivning med en oversættelse til tysk.

Tryk

De tomme Pladsers Passagerer (1921) Muldskud III (1926) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 147,5-8 den oprindelige linje 7 på s. 160 (her: 147,7-8): i hans Skæg. »Jeg er Skabningens Udvalgte,« sae er flyttet til efter den oprindelige linje 10 (her: 147,7), der slutter: til at bygge Rede [således 151,7 Hvad vil du af mig? > Hvad vil du af med mig? [således 1926]

De sorte Fugle udkom 20. november 1930 i et oplag på 2.000 eksemplarer, kostede 4,50 kr. heftet og omfatter: [1] DE SORTE FUGLE, [2] blank, [3] MARTIN ANDERSEN NEXØ / DE SORTE FUGLE / forlagsvignet / FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. / KØBENHAVN MCMXXX, [4] Copyright 1930 by Martin Andersen Nexø / J. Jørgensen & Co. * Ivar Jantzen, [5] indholdsfortegnelse, [6] blank, [7]-143 tekst, [144] blank.

Klummens bredde er 84 mm, højden 123 mm.

Omslaget er af hvidt karton med sort tryk; på omslagets bagside reklame for alle Nexøs bøger.

V.11 De sorte Fugle

»Frihedens Fe« (II) Der findes i Nexøs forfatterskab to forskellige fortællinger med titlen »Frihedens Fe«, den anden i Af Dybets Lovsang (1908); de betegnes derfor her som hhv. »Frihedens Fe« (I) og (II).

Manuskripter I Fb I hhv. 186-187 og 188 findes to maskinskrevne manuskripter plus gennemslag af en første og en anden gennemskrivning, begge fejlagtigt registrerede som manuskripter til »Frihedens Fe« (I).

Tryk Politiken, 18. januar 1925 med følgende indledning: »Martin Andersen Nexø har længe ikke ladet høre fra sig. Fra Konstanz sender han »Magasinet« nedenstaaende Skitse, der er det første Manuskript, der er udgaaet fra hans Digterværelse de sidste to Aar« Revelj, Chicago 1926

De sorte Fugle (1930) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 160,6 overrasket – »har < overrasket –» har [således 160,32 ud mellem < ud. Mellem [således 1946] 161,17 40-50-aarig < 40 50aarig [således 1946] 162,2 pludselig < puldselig [således 1946] 163,11 fascistiske < facistiske [således 1946] 165,10 sled fortvivlet < slet fortvivlet [således 1946]

»Den tragiske Jonglør« Først trykt på tysk i Volkshochschulblätter für Thüringen, juni 1928 (ifølge B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi i Hochschulblätter, Berlin, hvilket ikke har kunnet verificeres); optrykt i Kulturleben der Saar, 1928,

desuden i Arbeiter-Zeitung, Wien, 28. september 1930, og ca. samtidig med udgivelsen i bogform på dansk i Hamburger Fremdenblatt, 4. december 1930; se i øvrigt nærværende efterskrift, afsnit I.11.

Manuskripter I Fb I 148 findes et manuskript på 7 sider, hvis slutning er skrevet på tysk; i Fb I 150 findes et manuskript på tysk; i Fb I 149 findes et maskinskrevet manuskript på dansk; i Fb I 151-152 findes en anden og tredje maskinskreven gennemskrivning på tysk.

Tryk Arbeiderbladet, Oslo, 28. juni 1928 Social-Demokraten, 30. juni 1928

De sorte Fugle (1930) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 170,6 Klovnnummer < Klovnummer [således 1955]

»Tro indtil Døden« Ifølge B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, s. 136, skrevet den 9. december 1928.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Social-Demokraten, 24. december 1928

De sorte Fugle (1930) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946) Rettelser 175,35 Tjørnen < Tjørnerên [således 1946]

»Brodermorderen« Manuskripter

Tryk

Der foreligger ikke noget samtidigt manuskript, men i Fb I 126 findes to gennemslag af et senere, maskinskrevet manuskript.

Social-Demokraten, 24. december 1926

De sorte Fugle (1930) Mod Lyset (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

»Det daglige Brød« Et forarbejde, »I Fare«, tryktes i dagbladet København, 21. januar 1902.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Arbejdernes Almanak 1927 (1926) Arbeiderbladet, Oslo, 12. oktober 1928

De sorte Fugle (1930) Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og Lignelser (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

»De sorte Fugle« Ifølge B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, s. 138, skrevet 1.-12. april 1930.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Politiken, 4. maj 1930

De sorte Fugle (1930) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946) Rettelser 204,7 Liebenz < Leibenz [således 1946] 204,11 Han saa sig < Han sig [således 1946]

»Madonna« Ifølge B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, s. 138, skrevet »Høst 1929«.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk Social-Demokraten, 24. december 1929

De sorte Fugle (1930) Lykken og andre Fortællinger (1955) Rettelser 209,12 »bly« < «bly« [således 1955] 212,6 ikke, blev < ikke. blev [således 1955]

»Dødedans« Fortællingen baserer sig på de to artikler »Tysklandsbreve. VII. Et Dagbogsblad« og »Tysklandsbreve. VIII. Et Dagbogsblad. (Fortsat)« i SocialDemokraten, 4. og 11. august 1918.

Manuskripter Der foreligger ikke noget manuskript.

Tryk

De sorte Fugle (1930) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller I (1946)

Mod Lyset udkom november 1938 i et oplag på 5.000 eksemplarer, kostede 4,00 kr. heftet og omfatter: [1] MOD LYSET, [2] blank, [3] Martin Andersen Nexø / MOD LYSET / En Haandfuld / Æventyr og Lignelser / MONDES FORLAG A/S * København 1938, [4] UNIVERSAL TRYKKERIET / Rigensgade 21 * Tlf.: Central 37 43, [5] indholdsfortegnelse, [6] blank, 7-197 tekst, [198]-[200] blanke.

Klummens bredde er 90 mm, højden 138 mm.

Omslaget er af citrongult karton med mørkeblåt tryk.

Foruden de her gengivne fortællinger indeholder samlingen genoptryk af de tretten fortællinger »Lønningsdag. (En Idyl)« med den ny undertitel »(En Fortids-Idyl)«, »Idioten«, »Ulven og Faarene« med den ny undertitel »(En Fabel)«, »Frihedens Fe!« (II), »Ravnene«, »Brodermorderen«, »Den evige Jøde«, »Guden for det tomme Ceremoniel«, »Murene«, »Afløsningens Time«, »De tomme Pladsers Passagerer«, »Guds Søn og Fandens Kælebarn« med den ny undertitel »(Efter en gammel Legende)« samt »Konge for en Dag« med den ny undertitel »(Et Intermezzo)«.

V.12 Mod Lyset

»Mustafa. (Æventyret om den ny Verden)« Ifølge B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi, s. 144, skrevet juni 1935.

Manuskripter I Fb I 219 foreligger et udkast og i Fb I 220 to maskinskrevne manuskripter; se endvidere note til bind III, s. 231, Mustafa.

Tryk Arbeidets Jul, Oslo, 1935 Politiken, 31. maj 1936

Mod Lyset (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946)

»Skurvede Jakob. (Et Æventyr om Fnat og Penge)« Manuskripter

Tryk

Der foreligger ikke noget manuskript, men i Fb I 905/5, 905/9 og 907/4 tre udkast og optegnelser af sujetter med overskrifterne »Jacobsen«, »Skurvede Jacob Dam« og »Jakob«. »Skurvede Jakob. Et socialt Æventyr«, i: Arbejderbladet, 3. december 1937

Mod Lyset (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Min Ven Maleren. (En Improvisation)« En svensk oversættelse tryktes med titlen »Målaren« i Arbetet, Malmø, 17. august 1935; en russisk oversættelse ved J. Tjernak tryktes i Oktjobr, nr. 10, 1935.

Manuskripter I Fb I 216 foreligger to senere, maskinskrevne manuskripter; se i øvrigt nærværende efterskrift, afsnit I.12.

Tryk »Maleren«, i: Politiken, 25. august 1935, med følgende redaktionelle indledning: »Paa den internationale Forfatterkongres i Paris i Sommer (…) improviserede [Nexø]

følgende lille Skitse, der blev modtaget med varm Forstaaelse«

Mod Lyset (1938) Lykken og andre Fortællinger (1955)

»Stærke Hans og den røde Fane. (Æventyret om første Maj)« Et forarbejde til sidste halvdel af fortællingen, »1. Maj. Tillägnad de valkiga händernas kvinnor och män«, tryktes i Skånska Social-Demokraten, 30. april 1935, optryktes i Arbejderbladet, 1. maj 1935, og forkortet i Die Rote Zeitung, Leningrad, samme dag.

Manuskripter I Fb I 146 foreligger et manuskript og i Fb I 147 et udkast til en oversættelse til tysk.

Tryk Arbeiderbladet, Oslo, 25. april 1936

Mod Lyset (1938) De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og Noveller II (1946) Rettelser 252,30 noget af at sige < noget af af sige [således 1946]

Et Skriftemaal udkom 4. oktober 1946 i et oplag på 3.000 eksemplarer, kos­tede 4,75 heftet og omfatter: [1] Et Skriftemaal, titlen er i kursiv, [2] blank, [3] Et Skriftemaal / af / Martin Andersen Nexø / (forlagsvignet) / Carit Andersens Forlag / København, teksten på denne side er i kursiv og indfattet i en dobbelt stregramme, [4] Omslagstegning af / OLE BERING / F.E. BORDING A-S, 5-62 tekst, [63]-[64] blanke.

Klummens bredde er 80 mm, højden 135 mm; øverst på hver venstre tekstside står forfatterens navn, på hver højre tekstside fortællingens titel.

Omslaget er af hvid karton med tegning på gul baggrund af Ole Bering, titel i sort, øvrige tekst i grønt.

V.13 Et Skriftemaal

»Et Skriftemaal« Manuskripter

Tryk

Rettelser

Der foreligger ikke noget komplet manuskript, men i Fb I 178 og 180 et udkast på 3 sider og et fragment på 4 sider; i Fb I 179 foreligger 7 sider korrekturaftryk med enkelte håndskrevne rettelser; se i øvrigt nærværende efterskrift, afsnit I.13.

Verdensspejlet, nr. 37-43, 14. juni-26. juli 1908 Social-Demokraten, 7.-18. februar 1916 Solidaritet, 21.-30. september 1919

Et Skriftemaal (1946) Ungdom og andre Fortællinger (1954) 261,7 samt Fortets Læge med < samt Fortets læge [denne tekstfejl forekommer også 1954, men ikke 262, 11 blive Mødre.« < blive Mødre. [således 1954]

Noter

Generelle oplysninger

Længdemål

Indtil metersystemets indførelse ved lov af 1907 med en overgangsordning 1910-16 anvendtes flg. længdemål: 1 fod = 12 tommer = 31,38 cm 1 alen = 2 fod = 62,76 cm 1 favn = 3 alen = 188,28 cm 1 dansk mil = 24.000 fod = ca. 7,5 km

Rummål Indtil metersystemets indførelse anvendtes flg. rummål ved afregning af flydende handelsvarer og af brænde, skærver m.v.: 1 pot = 4 pægle = 0,9661 liter 1 favn = et rum af 3 alens højde og 1 alens dybde = 72 kubikfod = ca. 2,3 m3

Mønt Ved Møntloven af 1873, effektueret pr. 1. januar 1875, konverteredes rigsdaleren til 2 kroner. 1 rigs(bank)daler = 6 mark = 96 skilling

Bibelhenvisninger Der henvises til Bibelen ved forkortelserne anvendt i oversættelsen af 1992.

Forkortelser BH

bornh. dial.

Ditte Menneskebarn

Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919 (I), 1919-1933 (II) og 1933-1954 (III) (1982-88) bornholmsk(e) dialekt(alt) MAN: Ditte Menneskebarn (1917-21, der henvises til udgaven i Danske Klassikere, 2005)

Erindringer MAN Mau nr. ODS Pelle Erobreren Soldage

MAN: Erindringer (1932-39, der henvises til udgaven i Danske Klassikere, 1999) Martin Andersen Nexø nummeret i E. Mau: Dansk Ordsprogs-Skat, bd. I-II (1879) Ordbog over det danske Sprog (1918-56) MAN: Pelle Erobreren (1906-10, der henvises til udgaven i Danske Klassikere, 2002) MAN: Soldage (1903, der henvises til udgaven i Danske Klassikere, 1995).

Skygger (1898) Dødskamp 13 aarlige Regnskabsmøde: der fandt ikke noget sådant regnskabsmøde sted; der­ imod skulle postmestrene efter regnskabsårets udløb indsende et årsregnskab til Generalpostdirecteuren; mindre fejl påtaltes skriftligt, ved mere graverende fejl blev personale fra overpostinspektoratet sendt i marken for at afholde tjenstlige forhør. Diligence(n): lukket vogn til regelmæssig befordring af personer, brevpost og (mindre) pakker; postvogn. Postgaard(en): større posthus, tidligere især om gård, hvor postvognen gjorde holdt, skiftede heste o.lign., og som desuden kunne være rejseherberg. Postillon(er): kusk på en postvogn. Konsul: person, som har til opgave at varetage en fremmed stats og dens borgeres interesser i en by (et distrikt, et land), især på erhvervsområdet; (her) en blandt stedets beboere udnævnt (ulønnet) person (valgkonsul). 14 Tynge: tyngde. 15 Tugthus(et): straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser.

Hammeren: stor klippeknude på NV-spidsen af Bornholm. 17 klippe(de hans Øjne): glippe. Svindsot: lungetuberkulose. Tuberkulose(n): på værkets tid en frygtet infektionssygdom, skyld i hvert syvende dødsfald i Danmark, på Bornholm næsten hvert sjette. 18 Brevsamlingssted: filial-postkontor (især i større landsbyer eller ved stationer), til hvis betjening der ikke krævedes en uddannet postfunktionær. – Herredsbetjent: (bornh.) politibetjent i et herred. født (…) dræbt Barnet: mord på et barn, født uden for ægteskab, begået af moderen under eller umiddelbart efter fødselen, straffedes under hensyntagen til kvindens ulykkelige forhold noget mildere end andre former for mord. i Dølgsmaal: i det skjulte. øllet: beruset (af øl). 20 Hyndet: neutrumformen var tidligere den almindelige. svalgte: (dial.) svælgede, slugte. Kvæsthusbroen: indtil 2004 anløbskaj i København for bl.a. ruteskibene/ færgerne til Bornholm (siden 2008 bl.a. hjemsted for Det Kgl. Teaters nye skuespilhus). 21 Havnesjover(e): havnearbejder. Livets Teori: her muligvis indforstået samlebegreb for kristen o.a. ikke-nihilistisk filosofi. Sjælemord: (handling, der fører til) en sjæls fordærvelse eller (religiøst) evige fortabelse; også om ødelæggelse af ens sjælelige sundhed eller sjælefred. »Glæde over Danmark«: »Glæde over Danmark. (Skrevet paa Sydhavet)«, digt også betitlet »Hjemve« eller efter førstelinjen: »Rosen blusser alt i Danas Have« (1820, trykt 1823 i Tilskueren, nr. 23) af Poul Martin Møller (1794-1838), optrykt i Efterladte Skrifter, bd. 1 (1839); melodi

af Carl Mortensen (1832-93), 1915 den nu anvendte melodi af Carl Nielsen (18651931). 22 Parodien(s): første strofe lyder: »Rosen blusser alt i Danas Have, / Liflig fløiter vist den sorte Stær, / Bier deres brune Nectar lave, / Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave, / Drengen plukker af de røde Bær«; i J.C. Hostrups (1818-92) syngespil Gjenboerne (1844), akt II, scene 12, parodieres denne strofe således: »Rosen blusser alt i Danas Have, Liflig fløjter vist den sorte Stær, Drenge deres brune Nektar lave, Bier græsse stolt paa Fædres Grave, Hingsten plukker af – Hingster deres brune Nektar lave, Drenge græsse stolt paa Fædres – Fædre deres brune Drenge lave, Nektar – Bier – Drenge – Hingster«. engelsk Salt: magnesiumsulfat, anvendt som afføringsmiddel. Fred (…) al Forstand: jf. Filip 4,7. 23 Nirvana: i buddhismen betegnelse for den tilstand, hvor sjælevandringen ophører og personligheden, efter at alle lidenskaber og alt begær er udslukt, udslettes og forenes med guddommen; i videre anv. om ’det store intet’ efter døden. 24 last not least: (eng.) sidst, men ikke mindst. 25 »moral insanity«: ikke nogen whist-melding, men i det 19. årh. en almindelig psykiatrisk betegnelse for forskellige former for psykopati. 26 ungaa: undgå. 27 Tykken eller Tynden: (bornh.) den tykke eller den tynde ende. 28 Var du min (…) Dask: »Var du min, du Spidslærke! Saa fik du sku Bask«, fra skuespilleren C.N. Rosenkildes (1786-1861) vaudeville Vennernes Fest (1826), senere oftest i den her anførte form »Var Du min, Du Spidslærke, ja saa gu’ fik Du Dask«, ofte sunget for småbørn. Spidslærke: nedsættende betegnelse om en storsnudet eller snerpet kvinde. Myr: mose. Hammershus: ruinerne af en stor middelalderborg på det nordvestlige Bornholm, opført på initiativ af ærke­ bisperne i Lund. 29 Løvehovederne: karakteristisk klippeformation i havet neden for Hammershus.

Tofte(n): eller toft (dial.) bænk i en robåd.

Lotterisvensken 30 (Træ)karpe(n): (bornh.) trækasse, især til at bære i rem eller snor over skulderen, af håndværkere og arbejdere benyttet som værktøjs- eller madkasse. lade en Mine: armere en sprængladning. ­stærke Bergendal: sandsynligvis biografisk hentydning til arbejdsmand Niels Andersen Bergendahl, f. Nils Andersson Bergendahl ca. 1858 i Sverige, som var den eneste Bergendahl på Bornholm i MAN’s barndom og ungdom; han logerende hos arbejdsmand Anders Pedersen (f. Persson), Stormgade 16 i Nexø; han nævnes også i Pelle Erobreren, s. 465, og

i Erindringer, s. 196. Ottendedel: lotterisedler i Det Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri (i dag: Det Danske Klasselotteri) kan købes som hele, halve, kvarte og tidligere også ottendedels lodder; lotterisedlen fornyes efter hver månedlig trækning eller købes halvårligt for et helt lotteri med 6 udtrækninger. mollskin(slappede): molskind, betegnelse for forskellige bomuldsstoffer, især et tykt og tætvævet, ofte kipret stof, der navnlig brugtes til arbejdsdragter.

Stenflækker: (dial.) stenhugger. 31 Billinger: (dial.) småstumper. Tugthus(et): straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser. (Lotteri)kollektør: person, der sælger og fornyer lotterisedler samt udbetaler lotterigevinster. 32 Kvart(er): kvart lod. vel stivt: ikke ganske rimeligt. 33 »Total«: (folkeligt) afholdsmand. topfrosne (Rude): frosne i hele dens udstrækning. Dupsko: beslag på den nederste ende af en stok. 34 ikke stor nok til at have Lommer: små børn har ikke bukselommer; muligvis har moderen, der syede bukserne, skønnet, at drengen kunne undvære lommer.

Mælk-og-Grød: (dial.) formentlig mælkebrød, en ret bestående af kold eller varm mælk, hvori der kommes brødterninger. 35 Sneraag: (især bornh.) fygen af snemasser, snefog. 36 Sejldug: tætvævet stof af rent hampegarn, der primært benyttedes til sejl, presenninger m.m. Vesperkost: aftensmad; ’vesper’ betyder aften. 38 foresnakke(de): besnakke. 39 brød over tvært: gjorde en ende på sagen. Pindespil: forskellige spil med pinde, f.eks. skrabnæsespil og mikado. 40 ødelagde (en Fjerdedel): brugte, spenderede. Torp: (sv.) husmandssted. kure(de hende): (bornh.) løfte et barn, svinge det i vejret. 41 Rocambole: hovedpersonen i spændingsromanserie udgivet 1857-69 af den franske forfatter Ponson du Terrail (1829-71), dansk udgave 1867-70 og mange senere optryk. Stød (paa … Støvler): forstærkende lap eller metalstykke på fodtøjs hæl eller tå. Børneblad: månedsbladet Kristelig Børnetidende, udgivet fra 1875 af Luthersk Missionsforening med blandet stof af bibelhistorisk, underholdende og opbyggelig art. Slumpespil: rent tilfældig hændelse, lykketræf. 42 Slaan: (små blå frugter fra) busken slåentorn. vilde Abild: vildtvoksende skov­ æbletræ med små sure frugter. 43 Done(r): snare til fangst af fugle. 44 Lægprædikant: person, der uden præstevielse eller teologisk uddannelse prædiker ved frikirke- og missionsmøder m.v.

45 Brystsaft: syprupus althaeae, et vandigt udtræk af altæarod, tilsat sukker, anvendt som medicin til børn. 46 Minebor: bor til at bore hul i klippen, hvor der skal anbringes en mine til at sprænge denne. 47 Kobberskillinger paa Øjenlaagene: skikken med at lægge mønter på et ligs øjne eller i dets mund kan muligvis føres tilbage til den græske myte om Charon, der forlangte betaling for at færge de døde over floden Styx til dødsriget, Hades.

Asyl(et): privat børnehave, drevet som velgørenhedsarbejde. ­ 48 Nu Gud ske Lov (…) Pris: første strofe af den danske salmedigter H.A. Brorsons (1694-1764) »Nu, Gud skee lof, at stunden« (i Troens rare Klenodie, 1739, Samlede Skrifter, bd. 2, 1953, s. 324-27), almindelig anvendt ved begravelser; oprindeligt en oversættelse af en tysk salme (1632) af Johs. Heermann (1585-1647). Lov: fridag, ferie. Spænd: postyr, ballade. 49 Stortrøje: kort overfrakke, pjækkert, især af blåt klæde (vadmel) og med blanke knapper, brugt af bl.a. sømænd. 50 Særk(e): (her) natskjorte. 51 (Vinteren) led: gik på hæld. 52 slaa Skank: under gangen (komme til at) slå den ene fod(s ankel eller fodtøj) mod ankelen på den anden fod; især iført tungt og klodset fodtøj som f.eks. jernklampede træsko var man tilbøjelig til at slå skank, hvorved bukserne blev slidt forneden. 53 Udmark(erne): (afsides liggende) uopdyrket jord. 54 Raag(get): fygen, snefog. Bejta: bajtu, (bornh.) gråbroget. krynne(nede Hoste): kremte, rømme, småhoste. 55 Botniske: bugt mellem Finland og NØ-Sverige. 56 Hovsmeden fra Dyndeby: se fortællingen af dette navn i nærværende udgave, bd. I, s. 166, og note til samme. 57 Kavaj(en): lang kappe med slag eller stor krave, brugt til søs, til rejse-, kørebrug o.l. Stormhue(n): hue til at trække eller knappe ned over hovedet, så at kun den forreste del af ansigtet er udækket (brugt i hårdt vejr.). før (skal han ligge): hellere.

To Brødre 61 Rorhul(let): styrehus på en dæksbåd, se n.t.s. 62. trodse sig frem: sejle op mod vinden. Fokkeskøde(t): det tov, der er fastgjort til det underste sejl på formasten. 62 Rig(gen): rigning, et skibs master og tovværk. Havnehoved(et): den yderste ende af en havnemole. Dæksbaad: mindre fartøj med dæk fra for til agter og én mast (i modsætning til åben båd).

63 Pærskerbakkerne: (bornh.) formentlig Sømarken eller Bakkerne, nogle flyvesandstrækninger på stranden i Pedersker sogn på det sydlige Bornholm. 64 trøg: (dial.) træg. »Møllerianerne« (…) »Bornholmere«: Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme i Danmark, også kaldet ’Møllerianerne’ og ’de stærke bornholmere’; Luthersk Mission er den betydeligste af de lægmandsmenigheder, der opstod på Bornholm; det historiske udgangspunkt var en bornholmsk frimenighed, stiftet af den pietistiske præst P.C. Trandberg (1832-96); en af menighedens lægprædikanter, smeden Hans Chr. Møller (1834-1907) modtog 1864 en skelsættende vækkelse, brød med Trandberg, påbegyndte udgivelse af månedsbladet Budskab fra Naadens Rige (siden 1965: Budskabet) og genindtrådte i Folkekirken for at øve vækkelse dér. trættes: skændes. Børnebladet: månedsbladet Kristelig Børnetidende, udgivet fra 1875 af Luthersk Missionsforening med blandet stof af bibelhistorisk, underholdende og opbyggelig art. Budskab fra Naadens Rige: se note ovf. 65 »stod for Sjø«: legen kan have forskellige regler, men gælder generelt om, hvem der tør vente længst med at flygte for søerne; sjø, gengivelse af bornholmsk udtale af sø. 67 Karm: brøndkarm, indfatning om brøndåbning. 68 Jungmand: yngste besætningsmedlem på et mindre skib (senere i betydningen sømand, der har faret nogen tid til søs, mellemtrinnet ml. skibsdreng og letmatros). Kap: Cape of Good Hope, Afrikas sydspids. Rødtræ: forskellige oversøiske træsorter, der bruges i møbelsnedkeri og (i raspet tilstand) til rødfarvning.

Bark: stort sejlskib med tre eller flere master, almindelig i handelsflåden. Havre: havnebyen le Havre i Frankrig. Hull: Kingston upon Hull, havneby i det østlige England. Malaga: havneby i Andalusien i det sydlige Spanien. »Portugisen«: (formentlig) farvandet ud for Portugal. mavriske Kastel: et berbisk-arabisk folk, maurerne, erobrede Spanien i begyndelsen af det 8. årh.; maurerne blev fordrevet fra deres sidste bastion, Granada, af kristne spaniere i 1492, men har, især i Andalusien, efterladt sig talrige bygningsværker og andre kulturelle spor; således domineres Malaga endnu i dag af det store mauriske kastel Gibralfaro, opført i det 13. årh. ­varpe(de): flytte et fartøj ved, at der fra dette udføres en eller flere trosser, varper, som fastgøres i andre genstande (f.eks. fortøjningsringe eller andre fartøjer), hvorefter man haler sig hen til fastgørelsespunktet. 69 Sjover(e): havnearbejder. Mispel: den spiselige frugt af mispeltræet. Quiere: formentlig querer, (sp.) elskov. Slæbested(erne): sted, hvor både, småskibe og gods kan slæbes op på land; især om åbent sted i et bolværk, hvor der er bygget et skråplan fra vandoverfladen op til kajen. Fandango: andalusisk dans med

rødder i sigøjnernes kultur, en variant af flamenco, danses til akkompagnement af guitar og kastagnetter. Ampel: skålformet beholder, der er ophængt i kæder eller snore og tjener til at bære en mindre lampe. 70 Mægler(ens): skibsmægler, besørger ind- og udklarering af skibe, toldklarering af varer, er mellemmand ved befragtning. den guldbrolagte Davidstad: mulig allusion til sangen »Det herlige Land«, Aandelige Børnesange for Søndagsskolen og Hjemmet udgivne af Chr. Møller, 3. hefte (1878), nr. 72, 3. strofe, 1. og 2. vers: »Hvilke Sangere der, hvilke Harper, hvad Lyd / Paa de Gader af klareste Guld«, eller til sangen »Himlens Land« i samme sangbog, 4. hefte (1880), nr. 129, sidste strofe, vers 1 og 2: »Jeg tænker saa gjærne paa Himlens Land / De gyldne Gaders Stad«; jf. Tob 13,17: »Jerusalems gader skal dækkes med malakit og sten fra Ofir«. 71 Tollekniv: stor bredbladet kniv, der bæres i skede. Missionssangbogen: højst sandsynligt Aandelige Børnesange for Søndagsskolen og Hjemmet udgivne af Chr.

Møller (1. hefte 1875, 2. hefte 1877, 3. hefte 1878, 4. hefte 1880 og følgende samlede oplag), som dengang var den eneste sangbog udgivet af Luthersk Mission, og som trods titlen ikke kun indeholder børnesange. »Har du ej Lyst (…) ung«: den pågældende sang, som er skrevet 1878 af keramikfabrikant Chr. Leegaard Wolffsen (1838-1902), står som nr. 54 i ovennævnte sangbogs 3. hefte med titlen »Medens Du er ung«; melodi: »Herre, dit Ansigt Du dølge ei for mig«. 72 Volte: krumspring, kunstspring. »Klippen«: Gibraltar-klippen. Kavaj: lang kappe med slag eller stor krave. 73 den spanske Civilgarde: Guardia Civil, (sp.) civilgarde, spansk paramilitært politikorps, oprettet i 1844; hovedopgaven var oprindelig at bekæmpe landevejsrøvere, men virkefeltet udvidedes hurtigt til at omfatte såvel almindelige som specielle politiopgaver. Stettin: i dag Szczecin, havneby i det nordvestlige Polen, tysk indtil 1945. lidt til bedste: lidt på kistebunden, lille formue. Dæksbaad: mindre fartøj med dæk fra for til agter og én mast (i modsætning til åben båd). 74 (en) Knub: rosende betegnelse for et dygtigt, raskt, kvikt eller rådsnart menneske (især barn eller yngre person). »Kongen«: indsejlingsfyret i Rønnes gamle havn.

Søndre Badehus: der var badehuse i både nord- og sydhavnen. 76 vandbulden: (bornh. og skånsk) gennemtrukket og/el. opsvulmet af vand. »Lorja«: lorje, (bornh.) lille fladbundet båd eller pram. 77 Kule: gravet eller naturlig fordybning, f.eks. til opbevaring af kartofler, roer, gødning eller affald. det sidste Vers (…) Lever Du?: det citerede er ikke det sidste, men det første vers af sangen »Lever Du?«, skrevet af den svenske forfatter Lina Sandell (1832-1903), en i frikirke- og missionskredse yndet salmedigter; den står som nr. 69 i Aandelige Børnesange for Søndagsskolen og Hjemmet udgivet af Chr.

Møller, 3. hefte (1878).

78 konvulsive: krampagtige. 79 enhver, der staar, (…) falder: 1 Kor 10,12. dersom dit Øje (…) ud: Matt 5,29.

En Kvinderevolution 80 Andalucia: (sp.) Andalusien, det sydligste spanske landskab. (Tankerne) sidder på Bloksbjærg: går pokker i vold, farer hen hvor de vil. las Coplas: (sp.) folkeviserne, balladerne. Fandango: andalusisk dans med rødder i sigøjnernes kultur, en variant af flamenco, danses til akkompagnement af guitar og kastagnetter. ­la Jota: hurtig spansk dans, stammer fra Aragonien. Granada(s): hovedstad i den andalusiske provins af samme navn, bl.a. kendt som hjemsted for Alhambra, se n.t.s. 95. sort Fane: anarkisternes fane. ­Præfekten(s): lederen af byforvaltningen. 81 Vega(en): fladt lavland, normalt en floddal, frugtbar slette. Sierra Nevada(s): bjergkæde i Andalusien. Albaicin: Albaicín, den nordlige, ældste, overvejende mauriske bydel i Granada, i nyere tid en fattig bydel. Jordhuler: der er (endnu i dag) mange beboede jordhuler i Granada og omegn, ikke mindst i den nordøstlige bydel Sacromonte. Zigøjnerne(s): et folk af indisk oprindelse, som efter år 1000 er vandret mod vest; der har siden det 16. årh. været en stor gruppe fastboende zigøjnere i Granada. Sacre Monte: se note ovf., Jordhuler. 82 Pan a ocho: (sp.) brød til otte. Kirke (…) yderste Kant: formentlig San Cristóbalkirken ved udsigtspunktet Mirador de San Cristóbal. 83 Albaicin, Væverskernes By: Albaicín var et arbejderkvarter og husede bl.a. mange væversker, se note ovf. Tog(et): optog. Zacatin: gammel handelsgade, der munder ud i la Plaza de Bibarrambla, jf. flg. note. Vivarrambla: la Plaza de Bibarrambla, gammel maurisk plads i Granadas centrum; her og andre steder staver MAN ofte spanske gloser således, som de udtales på dansk. 84 la Seviljana: sevilliana danses af fire par; dansen, som er beslægtet med flamenco, antages at stamme fra en kastiliansk folkedans (seguidilla) og altså trods navnet ikke fra den andalusiske hovedstad Sevilla. »Jeg elsker Broder (…) elsker mer«: en sådan sang har ikke kunnet identificeres.

La Concha 87 Concha: kælenavn for Conceptión, (sp.) undfangelse, efter Jomfru Marias ubesmittede undfangelse. 88 Mariakirken: der er i Granada flere Santa Maria-kirker. Zacatin: gammel handelsgade, der munder ud i la Plaza de Bibarrambla. kunstigt (Ur): kunstfærdigt. 89 Opstandelsesfesten (…) Tyrefægtninger: la Feria, Sevillas traditionsrige påskefest, var oprindeligt et årligt kvægmarked afholdt første gang i 1848; i forbindelse

med markedet afholdes løsslupne festligheder, bl.a. den berømte tyrefægtning »Domingo de Resurección« (opstandelsesløbet) 1. påskedag. 90 frainden: inde fra. 91 San Antonio: Skt. Antonio de Padua (1195-1231), italiensk augustinermunk kanoniseret 1232, dyrkes navnlig i Granada. Monte Piedad: Monte de Piedad eller Monte Pio, (sp.) assistenshuset, pantelånerkontoret. 92 en Udlænding: selvbiografisk hentydning; la Concha optræder som bifigur i Soldage, s. 161. 93 Navnedag: den dag, der i almanakken bærer det samme (oftest helgen)navn som en persons (døbe)navn; ediktet om Den ubesmittede Conception forkyndtes 8. december 1854, hvorfor denne dato bliver Conchas navnedag, jf. n.t.s. 87. 95 Alhambra: maurisk borgområde med fæstning og slot, udgør sammen med Generalife, jf. flg. note, et hovedværk i islamisk arkitektur; begge er opført fra ca. 1250. Generalife: maurisk sommerpalads med haveanlæg i forbindelse med Alhambra. Vejen (…) smal: vejen kaldes på forskellige strækninger Cuesta de Los Muertos (de dødes bakke), Cuesta del Rey Chico (den lille konges bakke) og Cuesta de los Chinos (chinos, de skærver vejen er belagt med); det sidste stykke inden kirkegården går den over i Camino del Cementerio. Campo Santo: Granadas store kirkegård Cementerio Municipal de San José (anlagt 1804), beliggende uden for byen et par km SØ for Generalife. aqua ardiente: aguaardente, (sp.) brændevin. 96 »Moorens Stol«: bag ved Generalife (set fra Alhambra) findes en nøgen bakke, der kaldes Moorens Stol, på spansk Silla del Moro; ifølge overleveringen sad den sidste mauriske regent, Boabdil, i 1492 her og begræd tabet af sin elskede by.

Dødningekaserne: Cementerio Municipal de San José er kendt for sine murede nichegrave.

Brødsælgeren. (En Markedsscene) 97 Sierra Nevada(s): bjergkæde i Andalusien. »la Granadina«: (sp.) granadinerinden. Vega(ens): fladt lavland, normalt en floddal, frugtbar slette. Malaga: havneby i Andalusien i det sydlige Spanien. Vivarrambla: la Plaza de Bibarrambla, gammel maurisk plads i Granadas centrum. Mantilja: (sp.) mantille, langt sjal, ofte af kniplinger, eller kort dameoverstykke, ofte uden ærmer, hængt løst over skuldrene. akkorderede: købslog, pruttede om prisen. 98 Caramba: spansk ed. Senjora Beppa: MAN’s værtspar under et ophold i Granada 1895-96 var Pepa (diminutiv af Jesefa, af MAN fejlagtigt skrevet Beppa) Rodriguez og hendes kæreste Pedro Rebollo, som var kustode på Alhambra.

Maestra: (sp.) (kommuneskole)lærerinde eller, i overført betydning, læremester. 99 Ojalá: (sp.) Gud give det. 100 Onze(r): unce, gammel handelsvægt, knap 30 g. Arroba: gammel spansk handelsvægt, ca. 11,5 kg.

Manuela 102 Fjerdingaar: et kvart år, dvs. 3 måneder. Katedralen: Granadas domkirke, la Catedral de la Encarnación, opført 1523-1704. Skriver: sekretær. Konsul: person, som har til opgave at varetage en fremmed stats og dens borgeres interesser i en by (et distrikt, et land), især på erhvervsområdet. Alhambra: maurisk borgområde med fæstning og slot, et hovedværk i islamisk arkitektur; opført fra ca. 1250. 103 Priorinde i sit Album: underforstået: hendes fotografi eller autograf i sit billedalbum. Marquéser: adelskvinder i bl.a. Spanien med rang mellem hertuginde og grevinde. Trubadur(vers): omvandrende digter og sanger i middelalderen, der sang eller foredrog digte, især kærlighedsdigte; minnesanger; mere alment om en kærlighedssanger eller -digter. »et helligt Skib, helt omspændt af Luer«: dækket citat fra et interview med Sophus Claussen (1865-1931) i Taarnet, juni 1894 (fotografisk genoptryk 1981), s. 126, hvor han om en unavngiven ung digter siger: »(…) han vidste ikke selv, hvad han var, uden et Skib helt omspændt af Luer«; vendingen alluderer til Balders ligfærd i nordisk mytologi, hvor Balders lig bliver brændt ombord på asernes største krigsskib, Ringhorne. høj Cylinder: høj hat.

Nietzsche: Friedrich Wilhelm N. (1844-1900), tysk nihilistisk filosof. 104 Vega(en): fladt lavland, normalt en floddal, frugtbar slette. ventorillo(s): (sp.) billigt spisehus, snask. taberna(s): (sp.) taverna. Alaméda(en): fornem allé, Granadas foretrukne vinterpromenade. raillere over: gøre nar af, drive spot med, gøre sig lystig over. 105 Incarnacion: det spanske kvindenavn Encarnación. Sacre Monte: den nordøstlige bydel Sacromonte. Darrofloden (…) ind under Gaden: Rio Darro, der løber gennem Granada, er delvis overdækket; her hentydes formentlig til Plaza de Santa Ana ved opgangen til Alhambra. Figenkaktus: kaktus, oprindeligt importeret fra Amerika, hvis frugter spises som ’indianske figener’. Pilevaand: pilekvist(e), pilegrene(e). 106 ubillige: urimelige. Republikken leve: Spanien var republik i den korte periode 1873-74, men siden blev kravet om republikkens genindførelse hovedparolen for talrige, bl.a. anarkistiske, partier og folkebevægelser. mavrisk Moské (…) katolsk Bedehus: talrige kirker i Andalusien er indrettet i mere eller mindre ombyggede

moskéer. Maurernes Tid: et berbisk-arabisk folk, maurerne, erobrede Spanien i begyndelsen af det 8. årh.; maurerne blev fordrevet fra deres sidste bastion, Granada, af kristne spaniere i 1492. Azulejos(-Facader): spansk (og portugisisk) betegnelse for fliser; de blev fremstillet og eksporteret fra Andalusien fra midten af det 15. årh. Albaicin: Albaicín, den nordlige, ældste, overvejende mauriske bydel i Granada, i nyere tid en fattig bydel. 107 indskibes for Cuba: for at bevare Cuba som sin koloni førte Spanien 1895-98 krig imod et folkeligt cubansk oprør, der blev støttet af USA; krigen endte med Cubas formelle selvstændighed, erklæret 1902 (men landet var indtil revolutionen i 1959 reelt under fuldstændig politisk og økonomisk dominans af USA).

Squaw: (indiansk) kvinde; hustru. 109 klassiske Landsmand (…) man muss die Menschen (…) sind: citatet er en almindelig tysk talemåde og findes i flere andre varianter, f.eks. også »Man muss die Menschen so nehmen wie sie sind und nicht wie sie sein müssten«. »Bruden hun danser (…) Seng«: sangen har ikke kunnet identificeres. med Hatten paa tre Haar: talemåde, jf. Mau nr. 3.521b, have hatten på sned, vise sig frisk. »el majo«: betegnelse for en bestemt spansk type, der fører sig frem ved udfordrende påklædning m.v.; jf. den spanske maler Francisco José Goyas (1746-1828) malerier (ca. 1800) af den påklædte og den nøgne maja, dvs. en kvindelig majo. Løve: udhaler, skørtejæger. 110 Calla: fejl for cállese, (sp.) ti stille. Hombre: (sp.) mand. Zigøjnersprog: romani, et sprog af indisk oprindelse. 111 el norte: el Norte, (sp.) Norden. 112 min Vært (…) Custode: MAN’s værtspar under et ophold i Granada 1895-96 var Pepa (diminutiv af Jesefa, af MAN fejlagtigt skrevet Beppa) Rodriguez og hendes kæreste Pedro Rebollo, som var kustode på Alhambra; de er hovedpersonerne i fortællingen »Som Børn« i Muldskud (1900), nærværende udgave, bd. I, s. 181 ff. Myrtegaard (…) Løvegaarden: inden for befæstningerne er Alhambras bygninger, buegange og gårde grupperet omkring de to store gårde (patio’er), Myrtegården (Patio de los Arrayanes) og Løvegården (Patio de los Leones). en af Løverne: Løvegården har navn efter Løvefontænen (Fuente de los Leones) midt i gården, hvor 12 groft udhuggede løver i ca. halv størrelse bærer en opsats med to kummer. träumerisch: (ty.) drømmende; på tysk associeres ordet med rolig, drømmende musik, nocturner m.v. Dronningens Mirador: Peinador de la Reina, Karl 5.s kejserinde Isabella af Portugals (1503-39) påklædningsværelse, opført 1537, altså efter maurisk tid, i et af Alhambras tårne, kaldes også hendes Tocador (andet ord for påklædningsværelse) eller hendes Mirador (udsigtspunkt eller balkon).

113 »Dyr« (… Frakkeærme): utøj. Senjora Beppa: se n.t.s. 112, min Vært (…) Custode.

Quién es!: quien es?, (sp.) hvem er det? purissima: purísma, (sp.) den ubesmittede, almindeligt tilnavn til jomfru Maria. Korrespondancer til femten Blade: under MAN’s rejse til Tyskland, Italien, Marokko og Spanien 1894-96 sendte han rejsekorrespondancer hjem til 12 danske provinsaviser. 115 Santa Fé: stationsby V for Granada (i dag hjemsted for byens lufthavn). la penja de los enamorados: la Peña de los Enamorados, (sp.) de elskendes sorg (el. straf), se flg. note; MAN forveksler øjensynligt peña (sorg) med peñon (klippe). kristen Ridder (…) Pige: i Antequera i Malaga-provinsen, for foden af nogle klipper ved floden Guadalhorce, ligger la Peña de los Enamorados; ifølge sagnet er en kristen adelsmand og hans mauriske kæreste begravet sammen her, idet de, efter at være flygtet fra deres vrede forældre, begik selvmord ved at kaste sig ud fra klipperne.

Gibralfaro: et omfattende maurisk kastel i Malaga, opført i det 13. årh. 116 Mægler(en): skibsmægler, besørger ind- og udklarering af skibe, toldklarering af varer, er mellemmand ved befragtning. fripostig: frimodig, fræk. es que: (sp.) fordi, jo altså; almindelig vending. 117 poveretica: poberetica, (sp.) stakkel.

Muldskud (1900) Frænke 121 Frænke: (gammeldansk) kvindelig slægtning. Fortællingen er inspireret af en begivenhed fra MAN’s barndom: Natten mellem den 20. og den 21. marts 1884 nedbrændte tre længer af Tjørnebygaard, 6. Selvejergaard i Poulsker, hvorved mange dyr omkom; gården tilhørte MAN’s fars fætter Jens Espersen Dick (1833-1909); den 24. marts blev dennes søster, Anne Cecilie Jensen (182584), som boede i en lejlighed i Bredgade, Nexø, arresteret som mistænkt for brandstiftelse; natten mellem den 2. og 3. maj 1884 hængte hun sig i arresten i Nexø uden at have tilstået, og skyldsspørgsmålet blev aldrig afgjort; de flg. oplysninger vedrørende begivenhedsforløbet baserer sig overvejende på Vilhelm Svendsen: »Baggrunden for Martin Andersen Nexøs novelle Frænke« (1969).

Sengebaand(et): reb fra loftet eller en sengs fodende, ved hjælp af hvilket gamle eller syge folk kan rejse sig op i sengen. den Logerende: Anne Cecilie Jensen (i det flg.: A.C.J.) havde to logerende. Klokker: underskørter. 122 Spidde(n): (dial.) spiddelys, tællelys, dannet ved at en væge, anbragt på et lysespid, en strikkepind el.lign. gentagne gange dyppes i flydende tælle; giver et

meget ringe lys. Susen og Hvisken (…) overtroisk: på et spørgsmål fra udgiveren af Dansklærerforeningens Lotterisvensken og andre noveller (1949), Kaj Larsen, om »hvilken overtroisk forestilling, der sigtes til«, svarede MAN: »Suset i trætoppene, skønt det ellers er en stille nat, har vel et og andet at tilhviske Frænke i forbindelse med det hun har for – men hvad har hverken læseren eller forfatteren forpligtelse til at vide. Hun er simpelthen overtroisk og tager varsler; se fortællingens begyndelse«, anf. værk. s. 95. 123 Slaan(buske): busken slåentorn. Flak: (dial.) lavvandet område, her navnet på et sådant område ud for Nexø. Fælade: (dial., bornh.) kostald. Flor(en): (bornh.) grebning, den plads i en stald (gulvet bag ved båsene), hvor gødningen falder. 124 Hestegang(en): mekanisme, ved hjælp af hvilken en hests kraft overføres til en arbejdsmaskine, et tærskeværk el.lign., idet hesten er spændt til en bom og bevæger sig rundt i cirkel. Sump(en): rum, hvori en væske samler sig.

Lungepiber: hest med pibende lunger. 125 det brænder ovre hos Jenses: under forhørene efter Tjørnebygaards brand oplyste naboen, Michael Jensen, at der ved den tid, ilden opstod, var blevet banket på hos ham, og at en kvinde, han ikke kunne identificere, havde sagt, at der var ’skadevarme’, dvs. ildebrand. Risby Bjærg: højdedraget Rispebjerg i Pedersker sogn. 126 Herredsfogden: indtil 1919 den embedsmand, der var dommer og politimester i et herred; herredsfoged for Bornholms søndre herred 1874-94, som ledede forsøget på at opklare årsagen til Tjørnebygaards brand, var Johan Friedrich Petersen (ca. 1834-94). spændt Forhold (…) Faderen: nogen tid efter at Jens Eskildsen Dick i 1869 havde overtaget Tjørnebygaard, var faderen Eskild Jensen flyttet hen til A.C.J. og hendes mand; og ved deres afhændelse af Nørregaard flyttede han med til Nexø, men kunne ikke forlige sig med bylivet; i 1882 vendte han derfor tilbage til Tjørnebygaard, hvorefter der opstod tvistigheder mellem de to søskende.

Frænke (…) Enke: A.C.J. var enke efter Jens Peter Hansen (1810- ca. 80); de havde boet på Nørregaard, 1. Selvejergaard i Poulsker indtil 1880, hvor de flyttede til Nexø. 127 vidtløftig: udsvævende. Udmark(en): udyrket område uden for byen henlagt til græsning, eller jordlod uden for byen. 128 Kommissionsdommer: dommer udpeget til en særlig opgave. 129 Spørgekrage: (bornh.) person der spørger (for) meget. Eleonora Ulfeldt: Leonora Christina U. (1621-98), Christian 4.s datter, gift med rigshofmester Corfitz Ulfeldt (1606-64); parret var 1660-61 fanger på Hammershus, og hun var 1663-85 fange i Blåtårn på Københavns Slot, mistænkt for medviden om sin

mands forræderi mod Frederik 3.; under fangenskabet blev hun betjent af forskelligt tyende, der fungerede som spioner og angivere imod hende. »Feberkost«: letfordøjelig kost, som egner sig for patienter med feber, diætmad; her i overført betydning: smalkost. Stokkkemænd(ene): gammeldags ord for retsvidner (også en nedsættende betegnelse for politibetjente). 130 hjemmevirkede: hjemmelavede. Godtøl: (dial., gammeldags) stærkt (hjemmebrygget) øl (i modsætning til dagligt øl). Tiggerpose(n): pose, hvori en tigger opbevarer, hvad han eller hun tigger sammen; ofte i udtryk for at være eller blive tigger.

Bigum Træben 131 Folmer Sanger: navnet hidrører fra en omvandrende sanger i Chr. Winters (1796-1876) fortællende digt Hjortens Flugt (1855). Flakket(s): lavvandet område, her navnet på et sådant område ud for Nexø. Gaddis(ernes): (bornh.) havlit, en slags dykand. paa Skud: inden for skudvidde, på skudhold. 132 Tyrkerkrigen(s): hentydning til krigene i det 16.-18. årh. mellem Osmannerriget og en række central- og østeuropæiske stater. Bark(skibet): stort sejlskib med tre eller flere master, almindelig i handelsflåden. vidtløftig: udsvævende, udfarende. at Mennesket ikke lever af Kød alene: forvanskning af 5 Mos 8,3, »at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund« og henvisning hertil i Matt 4,4. en halv Pægl: underforstået: en halv pægl brændevin. have en Pægl i Kødet: forvanskning af talemåde fra 2 Kor 12,7: »Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig (…), blev der givet mig en torn [i ældre Bibel-oversættelser 1550-1802: »Pæl«] i kødet, (…) som skulle slå mig (…)«. takle til: få klargjort et skibs master og tovværk. Tvistes: lavet af tvist, bomuldstøj. øgede (…) sammen: føjede (syede) sammen. 133 nem (lille Garderhue): bekvem. Kommer hid (…) gæ-ærne: en sådan vise er ikke udgiveren bekendt. Gøgen (…) Høg: gøgen forbindes traditionelt med foråret og godt vejr, høgen med efteråret og regnvejr. 135 Bundtarm(en): (dial.) blindtarm. 136 Dyffels: (lavet af) tæt, langhåret uldstof, især anvendt til overtøj. Kamgarn(s): (stof lavet af garn af) lang og svagt kruset uld (kamuld), anvendelig til glatte stoffer. Blaarlærred: groft lærred. 137 Dugperlen funkler (…) Gurkemeje: de citerede vers er en parodi skrevet af forfatteren, cand.jur. Johan Grove (1859-1917), først trykt i en basar-avis 1877 og i bogform i Chr. Berg Søe (red.): Gemytlig Naturhistorie (1879); i brev af 11. december 1903 gjorde Grove MAN opmærksom på, at han var forfatteren til de

pågældende vers og bad MAN om i evt. kommende optryk af »Bigum Træben« at slette dem eller erstatte dem med vers, han selv havde skrevet; dette lovede MAN, men holdt ikke løftet; se BH I, s. 503, og brev nr. 40 af 19. december 1903 til Grove. 138 ta’e mig fan: almindelig svensk ed. skar sammen: kom op at skændes. langgrundt: (dial.) lavvandet langt ud.

Naar Nøden er størst –! 141 Kaas: mulig hentydning til fiskerlejet Teglkås i Rutsker sogn på NØ-Bornholm, som havde en bådehavn. 142 Pose(n): pose, hvori en tigger opbevarer, hvad han eller hun tigger sammen; ofte i udtryk for at være eller blive tigger. Haandspag: (her) stang til at dreje et spil med. Kætting(ernes): kæde. Vant(er): tov i et skibs takkelage. Mærs: platform af træ, monteret omkring toppen på en mast. drejede klods i Vinden: manøvrerede, så at vinden kom ind agterfra og fyldte sejlene. luvard: vindside. Bov: (her) den del af skibet der ved krydsning lægges op imod vinden. Krapsø: bølgegang med bratte, kraftige og tæt på hinanden følgende bølger. Bugspryd(et): svær stang, der udgår fra skibets forreste ende. Ræer(ne): stænger, der ophænges vandret på en mast og bærer (rå)sejl. 143 Rigning: et skibs master og tovværk. 144 Baadsmandspibe: signalfløjte tilhørende den matros eller underofficer, som leder det praktiske arbejde på dækket. 145 en rød og en grøn Lanterne: for at illudere indsejlingen til en havn. Sæbebløde: (bornh.) blandingsdrik af stærke spirituosa; navnet skal stamme fra skibstømrerne i Nexø, der ved stabelafløbning, mens der blev smurt sæbe på beddingen, indtog en sådan drik. 146 Brig: tomastet sejlskib. Fortop(pen): det øverste af den forreste mast. 147 Stettin(erskude): i dag Szczecin, havneby i det nordvestlige Polen, tysk indtil 1945. 148 (afklædt … til) Kølsvinet: det svære tømmer, der strækker sig langs med kølen, eller de langskibs forbindelser indvendig i bunden af skibet; her: (klædt af) til skindet.

Lønningsdag. (En Idyl) 149 Slaan(busken): busken slåentorn. Bolstret(s): sengetøj, her i overført betydning, ’dække’. Byvang(en): en bys fællesjorder. stiger der Røg (…) lige i Vejret (…) lunefulde Guder: jf. forestillingen om, at røg fra et offer stiger lige op, hvis offeret accepteredes af Gud/guderne.

150 faldet ind: underforstået: på et værtshus. rømmet op: ryddet op. L’hombre(parti): kortspil, stammer fra Spanien. 151 Sætning (…) afbrudt Falden: vendingens oprindelse kan ikke spores. (Socialister …) ovre: (bornh.) i det øvrige, vestlige Danmark.

To Kvinder 153 Svejtrit: af: Zweitritt, (ty.) to-trin, oprindeligt en folkelig runddans. Mikkel Bryggers Gade: lille sidegade til Frederiksberggade i København, se flg. note.

Frederiksberggade: del af ’Strøget’, strækningen mellem den nuværende rådhusplads (indtil 1888 kaldet Halmtorvet) og Nytorv/Gammeltorv. 154 Seksogtreds: kortspil, i hvilket det gælder om først at få 66 point. 155 Vognmand Knap: valget af navn er formentlig inspireret af en vognmand i Nexø, som ifølge MAN havde dette navn, se Erindringer, s. 170; imidlertid var der ingen vognmand Knap i Nexø, men på hjørnet af Knappegænget (den nuværende Smallegade) og Købmagergade boede vognmand Hans Olsen Kjøller (1800-76). 156 den sidste Krig: 2. Slesvigske Krig eller Krigen i 1864, som endte med Danmarks nederlag til Preussen og Østrig og med tabet af Slesvig, Holsten og Lauenburg. 158 fyrretyve, som inte skal stikkes: melding i kortspillet seksogtres; når et makkerpar kan nå 66 point med meldingen ’tyve’ eller ’fyrretyve’ points, har man lov, som tegn på sejr, at melde ’tyve’ eller ’fyrretyve, der ikke skal stikkes’; her tilsyneladende brugt i den omvendte betydning, som udtryk for overgivelse. 159 indespærret bag Dybbøl Banker: efter et tilbagetog fra Dannevirke i februar 1864 faldt den danske hær tilbage på Dybbølstillingen med dens ti skanser (banker), som derefter blev belejret af en langt stærkere preussisk hær; efter længere tids beskydning med langtrækkende artilleri, kulminerende med 16 dages voldsomt bombardement, stormede preusserne den 18. april stillingen, og den danske hær blev med store tab trængt tilbage til Als. skudfast: i stand til at tåle beskydning; umulig at gennembore med skud. 160 Vaagestuen: stue hvor der våges over patienter. Charpi: optrævlet linned, især brugt ved forbinding af sår. 161 spare de fem Daler: brudepar gav (ind til 1920) ’offer’ til præsten, et tillæg til præsters (og degnes) lønninger, som også erlagdes af kirkegængerne under ’offergang’ ved de store højtider. 162 Rigsort: daglig betegnelse for 24 skilling = ca. 50 øre. 163 Overmenneske: person der pga. sine særlige evner er hævet over gennemsnitsmennesket; usædvanligt menneske; navnlig (efter brugen i den tyske nihilistiske filosof Fr. Nietzsches (1844-1900) Also sprach Zarathustra, 1883) om store,

idéfyldte personligheder, der ved deres geni er hævet over mængden og den almindelige moral. ubillig(e): urimelig. Ærindetøs: stik-i-rend-pige, bybud.

Hovsmeden fra Dyndeby 166 Hovsmed(en): her beslagssmed og hestelæge. Dyndeby: en samling gårde i Poulsker sogn, tæt ved Bornholms SØ-spids. Byvangen(s): en bys fællesjorder.

Avlsgaard(en): (større) landbrugsejendom. syv, paa ottende Aar: mellem 7 og 8 år. 167 Mask(tønde): den melede, grødagtige masse, der bliver tilbage, når man i ølbrygning har udtrukket kraften af malten; tilsat madaffald, klid osv. brugt som foder, især svinefoder. kværket: her i overført betydning: undertrykt nogen, holdt nogen nede. (en halv) Hvid: egl. dansk sølvmønt i middelalderen til en værdi af en tredjedel af en skilling, her i overført betydning: en ringe sum, en skilling, en øre. 168 Hessel(kæp): (dial.) hassel. myg(ere): smidig. saar Hamp (…) Hug: (en ikke almindelig) variant af ordsprog som ’den der sår vind, høster storm’, dvs. at den, der stifter ufred, selv rammes af ufred. tunte(de): drysse, smøle, drive.

Raanok(ken): det yderste af en rå. 169 Spanskesøen: gammel betegnelse for Biscayabugten, Atlanterhavets bugt mellem Frankrig og Spaniens N-kyst, frygtet af søfolk for hyppige, kraftige storme.

Helbefaren: matros, som har sejlet i 36 måneder og i den tid gjort flere længere rejser. stod paa den sorte Tavle (…) København: udtryk for at være opnoteret eller udhængt som forbryder el.lign. (efterlyste personer stod ikke i konkret forstand på nogen sort tavle). Frimurer: medlem af en loge eller et broderskab, hvori man gennem en serie hemmelige ritualer underkastes en gradvis instruktion i idealer af moralsk og metafysisk karakter. solgte sig til Fanden: pga. frimureriets hemmelige karakter har det gennem tiden været genstand for megen mis- og overtro, herunder at det skulle være en form for satanistisk religion.

Sydlandet: almindelig bornholmsk betegnelse for S-Bornholm. 170 Trekort: gammeldags kortspil, hvor spillerne ved kortgivningen får hver tre kort. 171 Brækpulver: pulveriseret rod af den sydamerikanske plante cephaëlis ipecacuanha, brækrod, der brugtes som brækmiddel. 173 Landet over: (bornh.) over hele øen.

En Omvendelse 174 Stormfloden: sandsynligvis hentydning til stormflodskatastrofen i november 1872, hvor en kraftig storm pressede vand fra Østersøen ind i de indre danske

farvande; også Bornholm blev stærkt ramt. Jomfru: i det 18. og 19. årh. tituleredes standspersoners voksne ugifte døtre ’frøken’, mens jævne folks voksne ugifte døtre tituleredes ’jomfru’. Kvase: fiskerfartøj med et rum midtskibs, hvori havvandet kan strømme ind og fiskene derved holdes levende under transporten fra fiskepladserne til salgsstedet. 176 Emancipations-Kvinde: kvindesagskvinde. laa i Bad: i det 19. årh. blev svømning, havbadning, kurbadning m.v. populær i borgerskabet som gavnlig for helbredet. 177 Rækel: skældsord om lang, opløben person. 178 Platning(en): plantage. Trepægleflaske: her underforstået: en flaske brændevin, indeholdende tre pægle. 179 tinges (god Mælk): indkøbes, erhverves. 180 hidsede (Liv): bevægede, nervøse, urolige.

Som Børn 181 Som Børn: udtrykket alluderer til Jesu ord i Mark 10,15: »Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det«. Don Pedro Rebollo: MAN’s værtspar under et ophold i Granada 1895-96 var Pepa (diminutiv af Jesefa, af MAN fejlagtigt skrevet Beppa) Rodriguez og hendes kæreste Pedro Rebollo, som var kustode på Alhambra. Alhambra: maurisk borgområde med fæstning og slot, et hovedværk i islamisk arkitektur; opført fra ca. 1250. Josefa Rodrigues (…) Señora Beppa: se note ovf. Fandango: andalusisk dans med rødder i sigøjnernes kultur, en variant af flamenco, danses til akkompagnement af guitar og kastagnetter. la Jota: hurtig spansk dans, stammer fra Aragonien. trods nogen: så godt som nogen. 65 Aar (…) 55: i Soldage, s. 152, hedder det: »Beppas ejendommelige Kærlighedshistorie kender Alverden – hvis ikke er det i hvert fald ikke min Skyld. Hun er fremdeles Kærest med Don Pedro, skønt det har vist sig, at han er ti Aar ældre end vi alle forrige Gang troede«. 182 Koleraen: 1885 hærgedes Spanien og ikke mindst Andalusien af en voldsom koleraepedemi. gracias a Dios: (sp.) tak til Gud, en fast vending som ’Gud ske lov’.

Oprøret: Spanien havde siden 1820 gennemlevet talrige revolutioner og revolutionære opstande; efter kongedømmets genindførelse 1874 regeredes landet med hård hånd af skiftende konservative regeringer overfor en voldsom, men spredt opposition, i Andalusien ikke mindst bestående af anarko-syndikalister.

Mantilja: (sp.) mantille, langt sjal, ofte af kniplinger, eller kort dameoverstykke, ofte uden ærmer, hængt løst over skuldrene. 183 for aldrig det: slet ikke. Darroflodens underjordiske Løb: Darro, der løber gen-

nem Granada, er delvis overdækket. Vega(en): fladt lavland, normalt en floddal, frugtbar slette. kvarterhøje (Straa): kun en fjerdedel af deres normale højde. 184 Hospitalet (…) Skytspatron: sandsynligvis hentydning til Hospital Real (grundlagt 1504, i dag en del af Granadas universitet), foran hvilket der står et krucifiks.

St. Josefhospitalet(s): et sådant har ikke kunnet identificeres, men i den nordlige bydel Albaicín ligger en San José-kirke. 185 (lille) Pedrico: diminutiv af Pedro, lille Pedro. 186 Sierraen(s): Sierra Nevada, bjergkæde i Andalusien. Flane(r): fjantet person eller letsindig og koketterende kvinde. Zambomba: en slags rumlepotte, et musikalsk legetøj som kan frembringe en rumlende eller brummende lyd. 187 San Antonio (…) Beskytter: Skt. Antonio de Padua (1195-1231), italiensk augustinermunk kanoniseret 1232, dyrkes navnlig i Granada. alt (at blive kold): (bornh.) allerede.

Muldskud. Anden Samling (1905) Banlyst! 191 Eskadron(en): (her) underafdeling på ca. 150 mand af et rytteriregiment. 192 Fi-enden: gammeldags højtidelig eller dial. udtale. Krambelasje(n): karambolage, sammenstød. Sengen Varm (…) Pigens Arm (…) Visen: en sådan vise er ikke udgiveren bekendt. Der er flere (…) Tæve: ordsprog om den, der drager vidtgående konklusioner af et enkelt tilfælde, jf. Ewald Tang Kristensen: Danske Ordsprog og Mundheld (1890), nr. 3.358. 193 Fedtegreve: egl. et fedtholdigt restprodukt, der bliver tilbage, når fedtet smeltes af svineflomme; også et skældsord, især over for grever eller nærige personer. 194 tykt (…) den anden: fordelagtigt hhv. ufordelagtigt. 195 Brak(ken): brakmark. Frøken: i det 18. og 19. årh. tituleredes standspersoners voksne ugifte døtre ’frøken’, mens jævne folks voksne ugifte døtre tituleredes ’jomfru’. ovre fra: (bornh.) fra det øvrige, vestlige Danmark. 196 løst Kongebrev: på den skildrede tid måtte mænd under 21 og kvinder under 18 år ikke gifte sig uden særlig dispensation (kongebrev). (en Dag) spurgte (jeg da): fik at vide. Mennesket spaar og Gud raar: almindeligt ordsprog, Mau nr. 9.367. saa brød Krigen ud: 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen 1848-51. 197 Vorbasse: landsby 11 km syd for Billund. Ritmester(en): chef for en eskadron.

Piket(ter): forpost.

199 Forhugning(en): militært spærringsmiddel af veje, f.eks. fældede træer, der anbringes i rækker bag hinanden med tilspidsede ender imod fjenden. 200 som en Bliks: (bornh.) som et lyn, på et øjeblik. 201 overhaands: overvældende. 202 Karabin: ryttergevær, noget kortere og lettere end infanteristers gevær, ofte forsynet med siderembøjle og karabinhager for lettere at kunne fastgøres ved sadlen. plejltærske(de): håndtærske med plejl, to stokke forbundet med et hængsel. blørede: ordet er ikke belagt i ODS; muligvis menes ’slørede’. 203 som to røde Kør: uadskillelige. fjantaserede: (dial.) fantaserede. Braset: (her sandsynligvis) ’møget’. 204 flakt: (dial.) flækket. 205 vrides (…) Sten: variant af talemåder om at forlange det umulige, f.eks. ’at trykke vand af en fodsten’ eller ’før skulle du vride vand af stål’, jf. Mau nr. 11.128. aldrig (…) det Gran: ikke det mindste. skrive bagvendt (…) nemmeste: venstrehåndede personer (og højrehåndede, der forsøger at skrive med venstre hånd) har nemmere end højrehåndede ved at skrive spejlvendt. Trekort: gammeldags kortspil, hvor spillerne ved kortgivningen får hver tre kort. 206 Jordemormand: sammenfald af betydningerne ’en jordemors mand’ og ’en mand, der underholdes af sin kone, uduelig person’. moverede: danderede, gik og nød livet. 210 travlt som en Mus i Barselseng: talemåde om at have travlt med småting uden at få udrettet noget, jf. Mau nr. 6.672a. pinendes: (dial.) fantastisk. Koppesætning: (her) vaccination mod kopper, lovbefalet siden 1810. 211 Børnehjem (…) Kronprinsessen: hentydning til et af de børnehjem og asyler (børnehaver), især for arbejderbørn og forældreløse, der blev oprettet på initiativ af og protegeret af kronprinsesse Louise (1817-98, dronning fra 1863), gift med den senere Christian 9.

Et Efterslæt 212 stikken: ømtålelig, let fornærmet. Kløv: (bornh.) ’klev’, dvs. kløft. 213 Gænge: (bornh.) smal gang mellem bygninger. Stampeværk: stampemølle, dvs. vandmølle, hvor vandet driver en kraftig aksel, der hæver og slipper en række stampere (lodrette, bevægelige stolper), f.eks. en papirmølle. Smug(et): snæver gyde, smøge. Slaan(buske): busken slåentorn. Kaprifol: gedeblad, almindelig slyngplante. Sneraag: (især bornh.) fygen af snemasser, snefog. skutryggede: (dial.) skrutryggede, pukkelryggede. gik i Arv fra yngste (…) Skik: ifølge gammel bornholmsk vedtægt og arvelov af 1773 var ’drønten’ eller ’gårddrønten’, dvs. den yngste søn, født arving til en gård.

214 krængd: (bornh.) umedgørlig, vrangvillig. kevet: kivedes. gaa (…) under Øjne: være underdanig, vise ærbødighed, fedte for, eller evt.: bedrage ved hyklerisk adfærd. 215 Blegedammen: dam, sø el.lign. hvori tekstilstoffer vædes for derefter at blive bredt ud under åben himmel til affarvning. kaste(de) en Brand: ophidse. 216 Indgifte: ægteskab mellem (nært) beslægtede personer. 217 sidstledne: (gammeldags) sidste. 218 kipre: egl. give et stofs overflade små knopper eller forhøjninger; nopre. holdt (…) ned paa ham: nærmede sig ham, roede hen mod ham. Madgærrig: madgrådig person eller en, som er nærig med mad i forhold til tyende og gæster.

Tvetjyle: gengivelse af ’tvetula’, (bornh.) tvetulle, hermafrodit. Fødenød: egl. et stykke kvæg (nød), som opfødes; nu kun nedsættende, dial. eller gammeldags om et menneske, der ligger andre til byrde; døgenigt. Vejrskid: formentlig slang for vindpust. Raagebavne: (formentlig) en bunke lort, der bruges som brændsel. 219 holdt Lyset for dem: hjalp til med at bringe en elskovsforbindelse i stand og dækkede over den. nippe: kysse eller (overført) smage. 220 Missionen: her sandsynligvis Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme i Danmark, også kaldet ’Møllerianerne’ og ’de stærke bornholmere’.

Lægprædikant: person, der uden præstevielse eller teologisk uddannelse prædiker ved frikirke- og missionsmøder m.v. Verdens Børn: vending almindeligt brugt i pietistiske kredse om udenforstående mennesker, fra Luk 16,8: »For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør« og Luk 20,34: »Verdens børn gifter sig og giftes bort«. 221 Høslæt: her: den tid, hvor høhøsten finder sted. Nød(et): (dial.) kreatur.

Søskendebarn: kusine eller (her) fætter. 222 saagon: (bornh.) forsikrende ord, ’så gonn’ eller ’så gånn’, dvs. ’sågu’. 223 baskede (sig frem): muligvis: klaskede (med årerne). æven: (dial.) lige så god som. de Underjordiske: også på Bornholm var forestillingen om trolde, der boede i høje og huler, udbredt. 224 Rønneboerne: (bornh.) folk fra Rønne. Hammershus: ruinerne af en stor middelalderborg på det nordvestlige Bornholm, opført på initiativ af ærkebisperne i Lund. Skyttestævne: De Danske Skytteforeninger, Danmarks ældste idrætsorganisation, blev stiftet 1861 med det formål at styrke befolkningens forsvarsvilje og -færdigheder; Bornholms Amtsskytteforening stiftedes 1868. i København: amtsskytteforeningerne stod under ledelse af en overstyrelse med sæde i København.

Kredsføreren: rettere kredsformanden; amtsskytteforeningerne var inddelt i lokale kredse under ledelse af hver sin formand.

226 mildeste Straf: ifølge dansk straffelov af 1866 straffedes uagtsomt manddrab med fængsel i mindst 14 dage.

Ungdom 227 Kalundborg-Aarhus: den angivne rejserute er en mulig allusion til Ludvig Holbergs (1684-1754) parodiske heltedigt Peder Paars (1719-20), hvori (anti-)helten tilsvarende sejler fra Kalundborg mod Århus, men (ligeledes) slås alvorligt ud af kurs. Kaprice: lune, nykke, indfald. Bakken: forskibet. 228 Dalila er Damsons eneste værdige Modstander: Dalila gjorde, hvad ingen anden kunne, da hun med list fik bundet den stærke Samson, Dom 16. Tumler(ne): marsvin. 230 (Legemets) Plastik: smukke legemsbevægelser, indtagelse af tvangfri, sikker holdning. lagde til (…) Bolværket: postdamperen fra Kalundborg lagde dagligt til i Kolby Kås på Samsøs SV-side. 231 Hvergarn: simpelt (hjemmevævet) stof af hørgarn og uld eller (fabriksfremstillet) af bomuld med halvulden islæt. Tække: tækkelighed, nethed. 232 svalgte: sank. Stykgods: stykkevis forsendelser i pakker, kasser, tønder osv. 233 Koldby: Koldby på Samsøs SV-side er øens mindste sogn. 234 tosse(de): famle. 237 Brynde: brændende (sexuel) lidenskab. 238 røfle ham af: give ham en omgang, en røffel. 239 det lille Tog: der var togforbindelse mellem havnen og Århus’ daværende hovedbanegård (1884-1929). var hun ikke sig selv mægtig: ikke vidste, hvad hun gjorde eller ikke kunne beherske sig.

En Duel 241 Bumler(ne): (slang) person, der bumler, dvs. går på svir. 242 Junker(ære): tysk adelstitel, fra det 19. årh. ofte brugt nedsættende om godsejere i de gamle preussiske områder øst for Elben, en af hovedfloderne i Mellemeuropa; junkerne var gennem århundreder den mest magtfulde sociale gruppe i Preussen. som Japanerne: jf. den japanske tradition for harakiri (egl. seppuku), den rituelle selvmordsform inden for samuraiklassen. 244 Søerne: fra S mod N Skt. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø, der afgrænser det indre København fra de nyere bydele, brokvartererne, og som tidligere udgjorde en del af byens forsvarsanlæg. 245 Kongoregeringen(s): 1885-1908 var Congo Fristaten (nu: Den demokratiske Republik Congo) den belgiske kong Leopold 2.s (1835-1909) private ejendom;

ved udstrakt brug af tvangsarbejde udnyttedes landets naturrigdomme, hvilket skaffede kongen en meget betydelig privat formue og havde forfærdelige følger for lokalbefolkningen; mange danskere, navnlig militærpersoner og søfolk, deltog i koloniseringen. Melbourne (…) Hovedstad: Melbourne, som ligger i delstaten Victoria på Australiens S-kyst, var indtil 1909 Australiens hovedstad. 246 studere Kolonial-Forsvaret: Australien var indtil 1931 en britisk koloni; Tyskland skaffede sig i 1880’erne adskillige kolonier, navnlig i Afrika, men mistede dem under og efter 1. Verdenskrig. Jacob von Tyboe: titelfiguren i Ludvig Holbergs komedie Jacob von Tyboe Eller Den Stortalende Soldat (udgivet 1725) er, jf. undertitlen, en storpralende soldat. 248 en regulert paa Torsken: (slang) et kraftigt slag (i hovedet). 254 Naar Løven (…) Blod frem: et sådant ordsprog har ikke kunnet identificeres. Svineryggen: gangstien langs V-siden af Skt. Jørgens Sø. den af Gud (…) Øvrighed: jf. Rom 13,1-2 i oversættelsen af 1819: »Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig, thi der er ikke Øvrighed uden af Gud; men de Øvrigheder, som ere, haver Gud beskikket; saa at hvo som sætter sig imod Øvrigheden, imodstaaer Guds Anordning (…)«.

Skæbne 255 Gjarta: bornholmsk udtale af navnet Gerda. Haandbalg(en): (bornh.) håndflade. Bollemælk: kogt mælk med mel- eller brødboller. halke(de): (dial.) her: tygge med besvær.(Spis I) men: (bornh.) kun, bare. 256 flenskaldet: skaldet på midten af hovedet. Sjævsa: gengivelse af ’sjævs’, (bornh.) stakkels skrog; eller en, der ’sjævser’, slæber på fødderne. (haft) ’na: hende. 257 beladen: gengivelse af ’belédijn’ (bornh.), forlegen, bebyrdet. Hammelreb(ene): skagler, de reb, hvormed hestene trækker byrden. Vognsmørelse: smørelse til (træ)vognaksler. Nørl: eller nørla, (bornh.) en der er langsom i sit arbejde.

Fjællevogn: vogn med bræddesider. 258 Godlidenhed: elskværdighed, venlighed; godtroenhed, naivitet. Hakkelselo(en): rum, hvor halm m.v. hakkes til kreaturfoder. Ildklemme: ildrager. Kode(rne): del af en hests fødder. forlaskemig: ualmindelig ed, formentlig efter ’laske’, (dial.) gå og drive, dovne eller mæske sig. bliver (…) dirrhaandet: kommer til at ryste på hånden. 260 Optagerne: (her) de landarbejdere der graver kartoflerne op. Murkedel: gruekedel (til tøjvask). Min søde Pige (…) for mig: (pastiche over eller en) traditionel lyrisk kærlighedsvise. 261 Du maa ikke (…) i Fjor: variant af 2. strofe af traditionel lyrisk kærlighedsvise,

»En sang og en hilsen« (registreret 1862), gengivet som nr. 47 i Svend Nielsen (red.): Min hjertens allerdejligste (2003): »Du skal ikke tænke, jeg for dig vil sørge, / fordi du min troskab belønned med svig. / Måske det dig dog glæder, om du kunne spørge, / at jeg går i sorg og bekymring for dig. / Nej, det vil jeg her / ej tage mig nær, / at sørge for en, som så utro monn’ være«. Unjerna: gengivelse af ’ujnnaena’, (bornh.) mellemmåltid sidst på eftermiddagen. skaaret Mad: smørrebrød. 262 Syp: (bornh.) snaps, dram. Kraagen: formentlig gengivelse af dialektal udtale af ’kragen’. Dødninge: afdøde personer eller personer, der står foran deres død. hødede: (dial., bornh.) truede. Træbrikke: smørebræt eller trætallerken. sænker: (her) drukner. gøre Edsaflæggelse: aflægge ed over for en domstol. Bilægger(en): kakkelovn med indfyring fra et andet lokale end det, som skal opvarmes. 263 over Bølgen den blaa (…) Vise: fast vending i folkeviser, folkeviserpasticher, skillingsviser m.v. skøtte(r): passe. Sjøen: (bornh.) havet. (komme) ad’et: af sted med det, til det. hannem: ’hanem’, bornholmsk akkusativform: ham.

Huggehus(et): mindre hus, skur eller rum, der tjener som tømrerværksted eller hvor der hugges brænde. 264 skalemig: sandsynligvis omdannet form af den bornholmske ed ’min skal’, dvs. min sjæl eller minsæl. Almanak: årligt udkommende fortegnelse over årets dage med angivelse af fest- og helligdage m.m., ofte også med oplysende og underholdende stof. (Søndags)klokke: underkjole. Hovvand: hovedvand, velduftende vand, f.eks. eau de cologne, der anvendtes som middel mod besvimelse.

Hovvandsæg: lugtedåse, ofte af form som et æg, til opbevaring af hovedvand. 265 minsanj: gengivelse af bornholmsk udtale af ’minsandten’. bortefra: (bornh.) fra en anden landsdel end Bornholm. Gon: (bornh.) forsikrende ord, ’så gonn’ eller ’så gånn’, dvs. ’sågu’. opplukket Flæskemad: flæsk, der hakkes og tilberedes som biksemad el.lign. 266 (saa Sara) dænge mig: tæske mig. Norrlands fra: (bornh.) fra N-Bornholm. lægge til paa: bruge som avlsdyr. Nødskud: skud der affyres (især fra skibe) som nødsignal. Due Odde: Dueodde, Bornholms SØ-spids. 267 Hakkelse(n): småtskåret halm m.v. til kreaturfoder. Sengebaand(et): reb fra loftet eller en sengs fodende, ved hjælp af hvilket gamle eller syge folk kan rejse sig op i sengen. Klemmensker: eller Klemensker: landsogn på N-Bornholm.

Spidde(n): (dial.) spiddelys, tællelys, dannet ved at en væge, anbragt på et lysespid, en strikkepind el.lign. gentagne gange dyppes i flydende tælle; giver et meget ringe lys. 268 Fodergang(en): gang langs med krybberne i en kostald. Slaveriet: (gammeldags)

strengt straffearbejde, tidligere f.eks. fæstningsarrest, på de skildrede begivenheders tid tugthus. Flor(en): (bornh.) grebning, den plads i en stald (gulvet bag ved båsene), hvor gødningen falder. 269 Dueodde (…) Fyr af Kampesten: fyrtårnet (det ene af to bygget samtidigt med ca. 100 meters mellemrum), som er bygget af granitsten, indviedes 1880. 270 Mærke (…) i Panden: brændemærkning anvendtes i ældre dansk ret som en tillægsstraf; et mærke blev indbrændt med glødende jern på den dømtes ryg, kind eller (strengest) pande; afskaffet 1840. Sidsttjeneste: eftermiddagsgudstjeneste (i et pastorat med to eller flere kirker). 271 Sandemand(en): på Bornholm en amtmanden og herredsfogederne underordnet retsembedsmand; sognefoged. Kongebrev: her formentlig dispensation for at få tilladelse til at indgå ægteskab straks, uden forudgående lysning. hjemfaldt: overgik igen til kommunens eller kirkens eje for at blive sløjfet og benyttet til ny begravelse.

Af Dybets Lovsang (1908) Flyvende Sommer 275 Flyvende Sommer: begrebet betegner de af visse edderkopper frembragte spindelvævstråde, hvorpå edderkopperne om foråret og (især) om efteråret svæver gennem luften; fortællingen er ifølge MAN’s Erindringer, s. 47, inspireret af en dag i hans og hans storebror Georg Andersens (1867-1909) barndom. (Lykkens) Skødebørn: yndlinge. Lægeforeningens Boliger: den nuværende Brumleby; som dreng boede MAN her med sin familie i perioden ca. april 1872-september 1877, fra han var knap tre til han var otte år; Lægeforeningens Boliger er Danmarks første sociale boligbyggeri, opført på initiativ af Kjøbenhavns Lægeforening uden for det daværende København på Østerfælled 1853-57, blok A-H tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-56), udvidet 1866-72 med blok J-S tegnet af arkitekten Vilhelm Klein (1835-1913); boligerne skulle efter koleraepidemien i København 1853 modvirke den smittefarlige overbefolkning i byens fattigkvarterer og skaffe mindrebemidlede sunde og billige boliger. 276 Boligerne(s): den almindelige betegnelse for Lægeforeningens Boliger (se note ovf.) blandt disses beboere. (Nabokonen Madam) Hygum: navnet er muligvis inspireret af familien Andersens naboer i Lægeforeningens Boliger, familien Bigum. Ryesgade: lang gade mellem Sortedams Sø og Blegdamsvej fra Trianglen tæt ved Lægeforeningens Boliger på Østerbro til Ravnsborggade på Nørrebro.

278 ligget paa Fælleden (…) Hovedet: inden Nørre-, Øster- og Blegdamsfælled fra 1893 blev omdannet til parkområder og bebyggelser, brugtes de som græsningsarealer for byens kreaturer og som militært øvelsesterræn; især om sommeren holdt også mange hjemløse til dér. 279 Naar Gud Herren (…) Loven: ’de ti bud’, 2 Mos 20,1-17. Englen bebudede (…) Fødsel: Marias bebudelse ved ærkeenglen Gabriel, Luk 1,26-38. 280 Strandvejen: rettere Østerbrogade. Vibenshus: her Lille Vibenshus, et traktørsted beliggende på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade. Porthund: lænkehund, der vogter en port. 281 Udhaling: påklædning, udstyr. Lersøen: den udtørrede Lersø (tidligere også kaldet Rørsøen) på grænsen mellem København og den daværende landsby Brønshøj. 282 (Jærn)kættinger: kæder. Skovshoved: fisker- og villaby med bådehavn i Ordrup sogn. 283 Over Stalden: skovrestaurant med varieté og syngepiger på Jægersborg Allé nederst ved Strandvejen i Charlottenlund (hvor nu Skovridderkroen og Café Bomhuset ligger). 284 Ulven (…) Sten: allusion til det af brdr. Jacob (1785-1863) og Wilhelm (1786-1859) Grimm udgivne eventyr »Rotkäppchen« (fra Kinder- und Hausmärchen, bd. 1, 1812, dansk: »Rødhætte« i: Folke-Eventyr, samlede af Brødrene Grimm, oversatte af Johan Frederik Lindencrone, 1821); brdr. Grimm har overtaget eventyret fra den franske forfatter Charles Perraults (1628-1703) »Le Petit Chaperon rouge« fra Contes de ma mère l’Oye, ou Histoires du temps passé, 1697 (dansk: »Den lille Rødhætte« fra Fee-Eventyr. Læsning for Børn og Gamle. Oversatte af N.T.

Bruun, 1820) men givet det en sentimental afslutning, hvor ulven dræbes; hos Perrault slutter eventyret tværtimod med, at bedstemoderen bliver ædt af ulven.

Dyrebeskyttelsen: Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, oprettet 1875. 285 Udluftning: ventilation, f.eks. af en dampmaskine. slog for at frelse (…) sagt: jf. bl.a. den konservative tyske pædagog, psykolog og nykantianske filosof J.F.

Herbart (1776-1841), hvis tanker prægede den daværende danske grundskolepædagogik, og hvis hovedsynspunkt var, at skolen skulle forme børnene til små rationelle individer, og at dét, hvis børnenes vilje ikke bøjedes godvilligt, måtte ske ved hjælp af korporlig afstraffelse. 286 Tugthus(et): straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser.

Trækfuglene 287 Nebukaneser: jf. historien om den bibelske babylonerkonge Nebukadnesar (ca.

600 f.Kr.) i Daniels Bog, Det Gamle Testamente. Kabelrum(met): eller kabelgat, rum i et skibs last, hvor kabler, svært tovværk o.lign. opbevares. Brindisi: vigtig havneby på Adriaterhavskysten i Syditalien. Tælle: talg, fedt af forskellige dyr, især okser og får, brugt som sæbe, smørelse, til lys m.v. 288 En Mus (…) Konge: jf. den græske fabeldigter Æsops (midten af det 6. årh. f.Kr.) fabel »Løven og musen«; en løve skåner en mus’ liv, til gengæld redder musen løven ved, da denne er blevet fanget, at gnave dens reb over. Guldet (…) Kalifornien: 1852-64 fandt der flere ’gold rushes’ sted rundt om i Californien.

Letmatros: ung sømand, der kan styre og foretage almindeligt skibsarbejde, men endnu ikke er voksen nok til at udføre selvstændigt matrosarbejde; trinnet over jungmand. Ordet (…) sit Fædreland (…) sig selv: »Sit Fædreneland skylder man alt hvad man kan udrette«, sagde sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832), da han takkede nej til et tilbud om en stilling i Skotland, som var bedre end den, han havde i Danmark. 289 rangle(t): strejfe om eller solde, svire. Risp: beget skomagertråd. arbejde paa Logi: udføre et håndværk for en mester eller en forretning hjemme (ikke på værkstedet). Blaa-Mandag: mandag, der gøres til fridag som fortsættelse af søndagen. smække: arbejde hurtigt og ikke særlig grundigt. 290 se (sig) paa Fingrene: kontrollere nidkært. Priskurant: løntarif i henhold til en overenskomst. 291 Lufttræk: egl. en luftmasse i bevægelse, trækvind. Slyngkraften: centrifugalkraften. (tilfældigt) Sjov: løst arbejde. Prytaneion: repræsentationsbygning i de græske bystater med en spisesal, hvor polis’ (bystatens) øverste embedsmænd beværtede gesandter og prominente gæster, herunder særligt fortjenstfulde borgere; her ironisk hentydning til Ladegaarden, Københavns kommunale fattiggård og tvangsarbejdsanstalt 1822-1908 (funktionen flyttedes herefter til Sundholm på Amager). Aaboulevard: oprindelig Ladegaardsvejen. Ørstedsvej: H.C. Ørstedsvej, hovedgade på Frederiksberg mellem Åboulevard og Gl.

Kongevej. Svineryggen: gangstien langs V-siden af Skt. Jørgens Sø. 292 Lemmerne(s): den almindelige betegnelse for Ladegaardens indvånere. trods nogen: så godt som nogen. fejede paa Højbroplads: i det 19. årh. beskæftigedes lemmerne bl.a. ved under opsyn og i mindre grupper at besørge fejningen af en del af byens pladser, bl.a. Højbro Plads. Købmagergade: hovedstrøg i det indre København mellem Kultorvet og Højbro Plads. smække(de hun) sig: flotte sig, nyde livet. Bruneller: damefodtøj af tætvævet, kipret uldstof, dvs. med en overflade af små knopper eller forhøjninger. 293 kvindelige (…) mandlige Afdeling: 1870 fandt der en adskillelse sted mel-

lem Ladegaardens mands- og kvindeafd., således at sidstnævnte anbragtes på Fattiggaarden, opført 1859 mellem Ladegaardsvej og Vodrofsvej, lige syd for selve Ladegaarden. »under Uret«: urmager Carl Ranchs ur på hjørnet af Østergade og Købmagergade, et populært mødested på linie med det nuværende ’under uret’ på Hovedbanegården; det blev nedtaget i begyndelsen af 1930’erne.

Thorvaldsens: Thorvaldsens Museum (opført 1839-48) ved Vindebrogade på Slotsholmen. den Elektriske: eldrevet sporvogn (i modsætning til hestetrukken eller dampdreven), indførtes i København 1887-1915, først på Nørrebrolinjen.

Stormbroen: bro mellem Porthusgade på Slotsholmen og Stormgade. 294 Mælketoddy: et glas mælk med brændevin eller rom i, indtil ca. 1914 almindeligt udskænket i simple beværtninger. Knippelsbro: bro, der forbinder Christianshavn med det indre København. Dronningensgade: tværgade til Christianshavns hovedgade, Torvegade (på denne strækning tidligere kaldet Store Torvegade). verfet: smidt ud. Lukket: (her) låsen. Kaserne(n): (nedsættende) stor beboelsesejendom med mange små lejligheder. 296 hele Kagen: hele molevitten, verden. Gæfs: muligvis sammentrækning af gefjæs, (slang) fjæs. Der hænger (…) højt: kan stræbe højt. 297 Spænd i Gaden: sjov i gaden, gang i den. Mudder(et): forvirring, larm som en urolig, myldrende menneskemængde frembringer. Fjærnet: det fjerne. (Bare ikke) højhælet: storsnudet, fin på den. 298 Fusel: billig, udestilleret brændevin. den Mundering: fattiglemmerne bar letgenkendelige ens dragter, arbejdstøj. 299 næstet: syet med et par løse sting. 300 slaar Fægt: tigger. Klunke: rundagtig kvast på gardiner m.v. 301 Broen (…) Byen: Knippelsbro, der forbinder Charistianshavn med det indre København. rangle: strejfe om eller solde, svire. krydser paa Højden efter Lods: sejler frem i zigzag mod vinden, således at skibet kommer til at ligge rigtigt for lodsen, når han ankommer. Karaflen: navnet er fiktivt, muligvis hentydes til dansebulen Kæden i Dronningens Tværgade. 302 Guldet paa Frelserkirkens Taarn: det 87 m høje tårn på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn krones af en forgyldt globus med en Kristus-figur, som dengang var Københavns højeste punkt; tårnet er opført 1749-52 af arkitekten Laurids de Thurah (1706-59); MAN var ifølge sine Erindringer, s. 17, født »i St. Annægade, lige under Frelserkirkens Guldkugle«. lidt og lidt: lidt efter lidt. 303 Forsørgelsen: forsørgelsessanstalten, dvs. sted (bygning), hvor fattige forsørges; her: Ladegaarden. slikke Tallerkner: måtte nøjes med levningerne af andres måltid. et og et: et efter et.

304 Skrabkage: egl. kage eller brød bagt af de sidste rester i dejtruget (der skrabes af siderne på dette). (emaljeret) Indretning: (eufemisme for) natpotte. 305 spansk (i Aften): overlegen, stolt, hovmodig. sætte Øjne paa: blive indtaget i.

Lempelse: lettelse i krav, bestemmelser o.lign., så disse gøres mindre rigoristiske.

Kætting(er): kæde. 306 »Toppet Høne«: den toppede høne, en folkedans, hvor parrene danser i kreds. 307 kordial(t): hjertelig. deran: til det (noget ubehageligt). Æske: (slang) droske.

Tvangen: almindelig forkortelse af tvangsarbejdsanstalten. Bredgade: fornem gade mellem Kgs. Nytorv og Toldbodvej (den nuværende Esplanaden).

Frihedens Fe (I) 308 Kolportageroman: underholdningsroman for det brede publikum, forhandlet af kolportører (dørsælgere). paa Vuggen kom (Bifald og Dadel): i barselsgave fik hun. flink (Tjenestepige): dygtig. 309 Cirkus: Cirkusbygningen, opført 1885-86 efter tegning af arkitekten H.V.

Brinkopff (1823-1900); i vintersæsonen, hvor der af konkurrencehensyn over for teatrene ikke måtte spilles cirkus, blev lokalet omdannet til Nordens største varieté, Cirkus Varieté (bygningen brændte 1914, men genopførtes kort efter; i 1974 købt af Københavns Kommune, som i 1983 i samarbejde med Tivoli lod bygningen restaurere). Scala: koncert-, varieté- og danseetablissement mellem Cirkusbygningen og Tivoli, åbnet 1882 under navnet National, fra 1898 Scala (lukket 1930, flere gange genåbnet). resenere: mukke, gøre indvendinger. 310 (sagde) hun (til hende): daglig tiltaleform over for underordnede eller socialt laverestående. Naadigfruen: ærbødig tiltaleform over for kvinder af høj rang samt til finere damer af borgerstanden. Tyendelov: Tyendeloven af 10. maj 1854 stadfæstede den retslige stilling for tyende i forhold til husbond, særligt tyendets personligt underordnede forhold; husbonden havde revselsesret og kunne straffe tyendet, der skulle have en såkaldt skudsmålsbog, som skulle påtegnes af politiet ved ethvert tjenesteskifte; tyendet måtte ikke forlade tjenestestedet uden tilladelse (Tyendeloven ophævedes 1921). 311 Villighed: velvillighed, imødekommenhed, tjeneste. Alleenberg: tivoliagtigt forlystelsessted på Frederiksberg Allé, åbnet i midten af det 19. årh., hvor Den franske Skole opførtes 1923-24 (ikke at forveksle med den nuværende restaurant Alleenberg på Allégade). (komme …) ud paa Livet: ud at more sig. 312 Heksesting: navn på to slags pyntesyning, dels sting, der danner en siksaklinie, dels sting, der danner en række vinkler. Kontursøm: søm med sting af samme længde, som danner en linie, og hvor hvert sting begynder midt for det fore-

gående. Skud(det): det at gå fremad, forlade et sted eller have lykken med sig.

Tunge(rne): flig. (Konfirmations)særk: underkjole. 313 Assistenshuset: offentligt lånekontor, som gav lån mod håndpant i løsøre, oprettet 1688; hovedfilialen lå fra 1758 i Nybrogade 2 (ophørt 1975). Overtøj: klædning(sstykker), der bæres oven over eller uden på andre klædningsstykker, her overdyne el.lign. Arbejdernes Strøg (…) Kapelvej: det inderste af Nørrebrogade; Kapelvej er en lille sidevej til Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård; Nørrebro var et udpræget arbejderkvarter. Kirkegaardsmuren: muren om Assistens Kirkegård. Runddelen: trafikknudepunktet Nørrebros Runddel. Jagtvejen: ringgade om København fra Østerbrogade til Frederiksberg, hvor den fortsætter i Falkonér Allé; den skærer Nørrebrogade ved Nørrebros Runddel. 314 Folkets Hus: da Arbejdernes Forsamlingsbygning, opført 1879 i Rømersgade (1982 indrettet til Arbejdermuseet), blev for lille, besluttede socialdemokratiet at opføre et nyt og større hus, Folkets Hus på Enghavevej (indviet 1895) og lignende huse på Kløvermarksvej (1894) og på Jagtvejen (1897; det senere Ungdomshuset, nedrevet 2007); at dømme efter de i fortællingen nævnte Nørrebro-lokaliteter hentydes der her til sidstnævnte hus. Frederikssundsvej: Nørrebrogades forlængelse fra ydre Nørrebro gennem den daværende landsby Brønshøj mod Frederikssund. Kaar (…) uægte Børns: betegnelsen uægte børn var tidligere den officielle betegnelse for børn født uden for ægteskab; deres retsstilling var på mange punkter dårligere end andre børns, de havde således ikke arveret efter faderen og regnedes i det hele taget ikke til hans familie.

Tre Sønner 315 Bleg: vindstille, havblik. Bark: stort sejlskib med tre eller flere master, almindelig i handelsflåden. tramper (de store Have): befarer, besejler. (alting) girer: afviger fra kursen, snart til den ene og snart til den anden side eller slingrer, svajer. Naad(erne): sammensyning (søm) på sejl eller her snarere fuge mellem to planker. kalfatre: tætne et skib ved at drive opkradset tovværk ind i mellemrummene mellem plankerne og mætte tovværket med beg. Knappen: drejet træstykke af form som en fladtrykt kugle, der anbringes på den øverste ende af masten. Kølsvinet: det svære tømmer, der strækker sig langs med kølen, eller de langskibs forbindelser indvendig i bunden af skibet. 316 Stormvædder(e): rambuk eller her snarere fremspringende del af et krigsskibs stævn, anvendt til stævnangreb. Gaddis(en): (bornh.) havlit, en slags dykand.

Nattens Strandinger – fem: 8. november 1876 strandede i løbet af én time tre

skibe, der havde ligget for anker ud for Nexø, fordi vinden pludselig sprang om til storm fra SØ; i forvejen lå der to skibe, strandet hhv. 20. og 27. oktober; 22. december strandede yderligere et skib syd for Nexø; besætningerne blev reddet, men alle seks skibe blev slået til vrag; i sine Erindringer, s. 219, anfører MAN disse strandinger som selvoplevede; imidlertid fandt de sted året inden, familien Andersen flyttede til Bornholm. bjærgede (…) Strandfogdens Opsyn: forholdene omkring stranding var fastlagt i et bornholmsk strandingsregulativ; en strandingskommissær forhandlede rettigheder med kaptajnen; bjergningerne lededes af en forbjerger med et på forhånd udvalgt mandskab. Buenos Ayres: Buenos Aires, Argentinas hovedstad (ikke at forveksle med byen Buenos Ayres på den caribiske ø Trinidad). (Blikket …) klikkede: svigtede. 317 (Sælhunden) haske: (bornh.) gøre klatrebevægelser. 318 Baadsmand: matros eller underofficer som leder det praktiske arbejde på dækket. (store) Farere: skibe der går på langfart. saagon: (bornh.) forsikrende ord, ’så gonn’ eller ’så gånn’, dvs. ’sågu’. Pylr: pludren, fløjten, piben. kølhale: krænge et skib helt over på siden for at efterse dets bund. Lodsflag: flag der hejses af et skib, som ønsker lods, i Danmark et Dannebrog med bred, hvid kant. 319 Hjemkomstflaget: sandsynligvis menes Dannebrog ført fra den mast, hvorfra et skib i øvrigt flager med den nations flag, hvis havn det anløber. Storsejlsbommen: stang, hvortil underkanten af det største af skibets sejl er befæstet. Holla: hallo, halløj (ikke at forveksle med den spanske hilsen). (tager) Solhøjde(n): (maritimt) solens afstand fra horisonten, bestemt ved vinkelen mellem synslinien til solen og horisontalplanet; solens højde. (Havanna) mossen: (bornh.) måske, monstro. 320 Linjen: ækvator. (Støvler) for sand: sandelig, så sandt. 321 Huske: (dial.) hukommelse. Byfogden: underdommer og politimester i en købstad, ofte også borgmester (indtil 1919). Ranchos: by i Buonos Aires-regionen.

Kampagnen: fladt, åbent terræn, slette, her sandsynligvis den argentinske pampas. Gaucho(erne): bereden kvæghyrde (cowboy) i Argentina (og Uruguay). 322 grundmuret: solidt (under)bygget. (Solfaldsbrisen) kipre(de det): egl. det, at give et stofs overflade små knopper eller forhøjninger; nopre. spurgt fra: hørt fra, fået nyt om, opsporet. 323 Slamrebjærg: højdedrag (91 m) lige nord for Bodils Kirke, en sydlig udløber af Paradisbakkerne. 324 et Søndagsbarn: en af lykken udvalgt. Sognefogden: den lokale politimyndighed under herredsfoged og birkedommer fungerede (indtil 1973) også som pantefoged m.m. Storredskab: (her formentlig) fiskeriredskaber til havfiskeri. 325 brækkede (de) sammen: faldt, styrtede (egl. om et anskudt dyr). Repræsen­

tant(en): en ambassadør eller en konsul, dvs. person, som har til opgave at varetage en fremmed stats og dens borgeres interesser i en by (et distrikt, et land), især på erhvervsområdet. 326 Grøderegn: frugtbar, mild (forårs)regn. 327 fume?: (sp.) ryger De?

Kærlighedsbarnet 328 lyste den hjem: manede den tilbage til dens udgangspunkt. Almanak(en): årligt udkommende fortegnelse over årets dage med angivelse af fest- og helligdage m.m., ofte også med oplysende og underholdende stof. 329 (Forbindelser …) ovre: Danmark vest for Bornholm. enhver er jo god for sig: »Ja, ja, hver kand være god for sig«, Jeronimus i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus (1722, trykt 1723), akt I, scene 5. hvad Øjet (…) rører: variant af ordsprog om vantro eller mistro, jf. Mau nr. 12.060. En Tanke (klæbede): (billedligt) noget uldent, noget der lugter forkert. Mergelgrav(en): sted, hvor mergel (ler som anvendes til jordforbedring) er gravet op, og som senere fyldes med vand; her underforstået: at drukne sig i mergelgraven. 330 Fusel: billig, udestilleret brændevin. Ulster: lang, vid overfrakke af svært uldent stof, forsynet med opslagskrave. 331 (kaldte hende) Frøken: i det 18. og 19. årh. tituleredes standspersoners voksne ugifte døtre ’frøken’, mens jævne folks voksne ugifte døtre tituleredes ’jomfru’.

Urtekræmmer(svenden): (kbh.) købmand, person, der driver detailhandel med kolonialvarer m.m. Skorstensrør: (slang) høj hat. Enspænderseng: seng til en enkelt person. 332 tog (hun) overtværs: gjorde en ende på sagen. Handelsmedhjælper: butiksmedhjælper, ekspedient. 334 Brændt Barn (…) Ordsproget: almindeligt ordsprog om at lære af sine dårlige erfaringer, ’brændt barn skyr ilden og bidt barn hunden’, jf. Mau nr. 1.018. 335 Sirts: en art bomuldstøj, oftest med påtrykt farvemønster. Kile(r): trekantede stykke tøj, der indsættes i klædningsstykker for at gøre dem videre. 336 Kulerne paa Amager: affalds- og ekskrementkulerne; fra 1777 forlagdes Københavns lossepladser til Amager (heraf øens gamle øgenavn ’Lorteøen’). 337 Protokolfører(en): (her) den embedsmand, som fører protokollen (referatet) ved en retssag. 338 Fælleden: her: Nørrefælled. Blegdammen: egl. betegnelse for hele området vest for for Sortedams Sø (idet de daværende engarealer med deres småsøer fra det 17. årh. og op til begyndelsen af det 19. årh. blev benyttet til blegning af nyvævet bomuld), Blegdamsfælled. skuffe (Tilsynet): narre, snyde.

Barndommens Kyst (1911) Barndommens Kyst 9 Balkabugten: lavvandet bugt med sandstrand ved fiskerlejet Snogebæk på Bornholms SØ-kyst i Poulsker sogn syd for Nexø. Helvedes- og Paradisbakkerne: stærkt kuperet klippelandskab i Ibsker sogn; i Helledsbakkerne NV for Nexø brydes granit. indbydende Købstad: Nexø. fredlyst: fredet (som f.eks. et fortidsminde). hollandske Møller: fra gammel tid havde Nexø tre stubmøller på et område uden for byen; i det 18. og 19. årh. opførtes yderligere en række hollandske møller dér, og området fik herefter navnet Mølleby, et endnu eksisterende vejnavn; i modsætning til de gamle stubmøller var hollandske møller forsynet med en mekanisme, der sikrede ensartet gang uanset vindens styrke, og med en ’vindroset’, der hele tiden holdt møllen op mod vindretningen. Højlyngen(s): højdedrag, der strækker sig fra NV mod SØ i Bornholms indland, tidligere mest lyngdækket, i nyere tid til dels skovdækket og opdyrket. Granitten (…) Sandstenen: den største, nordligste del af Bornholm hviler på et granitfjeld; dette afløses på en linje ca. fra Rønne til lidt nord for Nexø af sandsten og længere mod S af skifer og cementsten. Fjerdingvej: en kvart mil, knap 2 km.

Brøndkar(ret): muligvis: brøndkarm, indfatningen af det øverste af en brønd.

Hjemhørighed: det at være eller føle sig hjemme, hjemmehørende et vist sted.

Flakket: lavvandet område, her navnet på et sådant område ud for Nexø. 10 (Sandstens)heller: flade klippestykker. Braadybet: et par 100 m uden for kysten i området ud for den nuværende Sdr. Strandvej, der senere blev opfyldt, afløstes Flakket brat af dybt vand; her brød søen altid. den enes Død (…) Brød: almindeligt ordsprog, jf. Mau 1.564. russisk Bark (…) Honning: 18. april 1879 strandede et tysk skib på vej fra Hamburg til Danzig (det nuværende Gdansk i Polen) ud for Nørremark nord for Nexø og blev slået til vrag; lasten bestod af træ og levnedsmidler, bl.a. honning. Snogebækpynten: Salthammer Odde ved Snogebæk, der fortsætter under havet som det farlige Salthammer Rev. Kong Voldemar(s): den danske kong Valdemar 1. den Store (1131-82). Snekke(r): (arkaiserende) krigseller handelssejlskib. vendisk Guld: efter at Valdemar i 1157 blev enekonge, førte han årlige togter (korstog) mod venderne, kulminerende i 1168 eller 1169 med erobringen af vendernes hovedfæstning Arkona på Rügen. 11 Far: MAN’s far Hans Jørgen Andersen (1839-1910). Bedstefar: MAN’s farfar Anders Mortensen (1807-94). en stor Sandgaard: Anders Mortensen var født på 5. Selvejergaard, Sejersgaard i Poulsker; gården blev siden afhændet til fremmede. paa Engelskmandens Tid: 1801-14 lå Danmark i krig med England.

Balka Lyng: hedeområde SV for Nexø. nyt stort Badehotel: hentydning til Balka Badehotel, opført 1909-10 (senere om- og udbygget til det nuværende Strandhotel Balka Søbad). 12 Banketræ: et fladt stykke træ med håndtag, brugt til at banke vasketøj med. kitle(r … højere op): ordet findes ikke i ODS; formentlig menes: folde skørterne op (så de ikke bliver våde). Særk(e): underkjole. Fiskerlejet (…) Staden: hhv.

Snogebæk og købstaden Nexø. Nilen: omtalt i MAN’s Erindringer, s. 206, som en særlig rask skolekammerat; er ikke identificeret. 13 Karantæneflag: grønt eller gult flag, som skibe fra smittede egne skulle føre, så længe skibet var under karantæne; også det ikke-maritime karantænevæsen brugte grønne eller gule flag; der lå en karantænestation på Sdr. Landevej tæt ved Balka Bugt, og ifølge MAN’s Erindringer, s. 326, stod hans mor til rådighed for denne som sygepasser (men der indfandt sig aldrig nogen patienter). før(e Kvindfolk): korpulent, kraftig. Knytte: (bornh.) et klæde med de fire hjørner bundet korsvis sammen, hvori noget bæres. 14 myse(r af Henrykkelse): misse. ave(de ind): tvinge, kue, eller her snarere: fortætte. Knort: en lignende figur af samme øgenavn optræder i MAN’s Erindringer, s. 301 ff.; figuren er fiktiv. 15 Holmberg: figuren deler biografiske træk med den svensk-fødte smed Niels Mortensen Holmgren (1847-81), Brogade 3 i Nexø, omtalt i MAN’s Erindringer, s. 196 ff.; også dér hævdes det, at hans tidlige død var selvforvoldt, hvilket er ukorrekt. de Hellige: her sandsynligvis Luthersk Missionsforening, også kaldet ’Møllerianerne’ og ’de stærke bornholmere’. Trekort: gammeldags kortspil, hvor spillerne ved kortgivningen får hver tre kort. Bergendal: sandsynligvis biografisk hentydning til arbejdsmand Niels Andersen Bergendahl, f. Nils Andersson Bergendahl ca. 1858 i Sverige, som var den eneste Bergendahl på Bornholm i MAN’s barndom og ungdom; han logerende hos arbejdsmand Anders Pedersen (f. Persson) Stormgade 16 i Nexø; han nævnes også i Pelle Erobreren, s. 465, og i Erindringer, s. 196. 16 Metodist: der var i MAN’s barndom en lille metodistmenighed i Nexø; 1895 opførte den kirken Ebenezer. Tugthuset: straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser. Endemaal: formål, hensigt. 17 Danmark (…) Genrejsningen: hentydning til nederlaget i 2. Slesvigske Krig eller Krigen i 1864 og den efterfølgende folkeligt-nationale genrejsning. kirtelsvag (Tøs): svækket af kirtelsyge eller skrofulose, tuberkuløs sygdom hos børn; viser sig ved kirtelhævelser og -sår samt øjenkatar; sygdommen, som i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. årh. var stærkt udbredt især blandt drengebørn,

forårsagedes af dårlige sanitære forhold, lysmangel samt fejl- og underernæring. der er (…) Præstens: variant af ordsprog som ’der er flere brogede hunde/røde køer/grå gæs end præstens’, jf. Mau nr. 7.441. Vi takker (…) ikke tilbage: linjerne er muligvis skrevet – evt. af MAN selv – under inspiration fra den senromantiske serenade »Kornmodsglansen« (1875; tekst af Emil Lange-Müller, melodi 1879 af forfatterens bror P.E. Lange-Müller), der har samme versemål, og hvori 3. og sidste strofe begynder: »Ønsk ikke tilbage den Tid, der for hen / og Sommerens falmede Blommer«. 18 lyse Lære (…) Livsprincip: en sådan er formuleret i Pelle Erobreren, s. 1046, i en tale af Pelle, hvori det hedder, at »Vi tror paa det gode, fordi vi ved, at uden Godhedens Sejr er der ingen Fremtid«; MAN var i denne henseende foruden af socialismens almindelige solidaritetsprincip også inspireret af anarkismen og af grundtvigianismen, specielt i skikkelser som den russiske anarkist og naturforsker Pjotr Kropotkin (1842-1921) med hovedværket Mutual Aid: A Factor of Evolution (London 1902, dansk udgave Gensidig Hjælp, 1906) og MAN’s naturfagslærer 1891-93 på Askov udvidede Højskole, fysikeren og opfinderen Poul la Cour (1846-1908).

Jakobs vidunderlige Rejse! 20 Jakob(s vidunderlige Rejse!): titelpersonen har som forlæg en lokal original kaldet »Tran-Jakob« (jf. Bornholmske Samlinger, 1927, s. 53 ff.) og en episode, der indtraf under bemeldte Jakobs sidste sejlads med galeasen Olivia, som han skulle føre til København; morgenen efter afrejsen stod skuden på grund ud for Nexø; muligvis er der tale om en bornholmsk vandrehistorie: Også i en anekdote om to Allinge-boere (jf. årsskriftet Gammalt å nyt, 1930, s. 9) er pointen, at en besætning fejlagtigt tror, den er kommet til Tyskland. Kendetegn: (eufemisme for) kønsdele. Galease(n): mindre, tomastet sejlskib til kystfart. Avlsbrugere: jordbrugere, landmænd. Malabarkysten: kystsletten langs med Sydindiens V-kyst.

Havnebakken: bakken ovenfor Nexøs (i dag ndr.) havn (ikke noget stednavn). paa Varmen: til de varme lande, troperne. 21 Passaten: de stabile østlige vinde mellem de subtropiske højtryk og ækvator, som var meget vigtige for sejlskibstrafikken. Kaper(kaptejn): privatejede og civilt bemandede skibe, der under krig med statens autorisation (kaperbrev) opbragte fjendtlige handelsskibe og neutrale skibe, der medførte kontrabande; for Danmark-Norge spillede kapervæsenet en væsentlig rolle under krigen mod England 1807-14, hvor størstedelen af den danske flåde var erobret, og hvor England var afhængigt af tilførsler fra Østersøen. den sorte Bog: udtryk for at

være opnoteret eller udhængt som forbryder el.lign. (efterlyste personer stod ikke i konkret forstand på nogen sort tavle). Spildedamp: damp, der efter at være benyttet som kraftdamp i en dampmaskine strømmer ud; (billedligt) temperamentsudladning. Sjø: (bornh.) sø, hav. 22 Sydhavet: gammel betegnelse for Stillehavet. Dronning Pomare: Pomare 4. (181377), regerende dronning af Tahiti 1827-77, fra ca. 1842 dog underlagt Frankrig. hendes Mand: Pomare var gift 1824-29 og fra 1834 til sin død, begge gange med en tahitiansk mand. gik aldrig (…) Tatoveringer: Pomare afbildes i europæisk tøj, men havde blandt europæere ry for traditionel tahitiansk frivolitet. aad selv sine Børn: Pomare var ikke kannibal, men hun bar det traditionelle kongelige tilnavn Aimata, dvs. ’øjespiseren’, refererende til den gamle skik, at regenten spiste den overvundne fjendes øje. Verdenshavet (…) Afgrunden: den præcolombianske antagelse. Korvet: let, fuldrigget krigsskib med ét batteridæk. lyste (…) hjem: tilbageviste. 23 Tyske Klumper: mel- eller brødboller med smeltet fedt, frugtsovs el.lign. sætte: (her formentlig) standse, sætte ud, synke i havet. Fregat(kaptejn): fuldrigget krigsskib med ét lukket batteridæk. (frem i) Kappen: (maritimt) skærmen eller taget over en nedgang, luge el.lign. stødte de: underforstået: på grund. (saa) lodde(r vi): foretage dybdemåling. 24 Storlugen: lugen ved stormasten. Kirkespiret: Nexø Kirkes tårn havde intet spir i 1908, da fortællingen blev skrevet (spiret opførtes 1910). tage(t) op efter: optaget efter, fået fra, efterlignet. lidt og lidt: lidt efter lidt. Hækjollen: jolle (båd), der hænger bag skibets hæk, dvs. dets agterstævn. pakkede op: stimlede eller stuvede sig sammen. Landeværn: opbud af våbendygtige indbyggere til forsvar af landet, landsdelen eller byen.

Gravhøjen 25 Vogterdrengen: MAN tjente som vogterdreng på en gård i Nexø somrene 1882 og 1883, efter sin konfirmation som røgterdreng på en gård i Poulsker vinteren 1883-84 og endelig sommeren 1884 som røgterdreng på en anden gård i Nexø.

Stenkiste: mindre gennemløb under en vej el.lign. bygget af kløvede sten.

Skelsten: sten, der markerer et skel mellem to ejendomme. 26 Baastad: by ved Laholmsbugten i NV-Skåne. Anna (…) gamle Mor (…) Ledvogterhus: der var to ledvogterhuse i Nexø; i det ene, på Sdr. Landevej mellem Udmarken og Balkalyngen, boede enken Ane Kirstine Ancher, f. Bolin (1835-86) som fattiglem med sine fire døtre; den ældste, Thora Marie Cecilie Ancher (1861-1926) nedkom januar 1883 med tvillingerne Hermann Christian

og Victor Peder; som barnefar udlagdes den svenske arbejdsmand Ola Olsson (f. 1852); se Erindringer, s. 192. over Luvt: til den amerikanske oversætter J.B.C.

Watkins, der i brev af 16. august 1936 havde bedt om hjælp til oversættelse af enkelte udtryk m.v. i de to første bind af Erindringer, forklarede MAN i brev af 29. august 1936 udtrykket således: »over det hele. Skellene blev slettede, og kreaturerne kunde gaa hvor de vilde«. Ak, hvor forandret: jf. den romerske digter Vergils (70-19 f.Kr.) Æneiden (skrevet 29-19 f.Kr.) 2,274: »quantum mutatum (el. mutatus) ab illo (Hector)«, (lat.) hvor forandret (fra hin Hector, dvs. fra, hvad han var, der er tale om Hectors genfærd); herfra hentede St. St. Blicher (1782-1848) vistnok titlen til sin novelle »Ak! hvor forandret!« (1828). Sydlandet: almindelig bornholmsk betegnelse for S-Bornholm. 27 Honningbrændevin: traditionel bornholmsk snaps. Tyendeloven: Tyendeloven af 10. maj 1854 stadfæstede den retslige stilling for tyende i forhold til husbond, særligt tyendets personligt underordnede forhold; husbonden havde revselsesret og kunne straffe tyendet, der skulle have en såkaldt skudsmålsbog, som skulle påtegnes af politiet ved ethvert tjenesteskifte; tyendet måtte ikke forlade tjenestestedet uden tilladelse (Tyendeloven ophævedes 1921). Husmand Holm: omtalt i MAN’s Erindringer, s. 538 som Jeppe Holm. Forgørelse(r): fortryllelse, forhekselse. Fritænker: rationalist eller ateist. 28 Alters (…) to Gange om Aaret: det var ikke pålagt, men almindeligt at gå til alters to gange årligt. læse Fanden ud af Biblen: jf. talemåden ’han læser, som Fanden læser i Biblen’, Peder Syv 2.170; talemåden jævnføres ofte med beretningerne om Fanden, der i ørkenen frister Jesus, Matt 4,1-11 og Luk 4,1-13. 29 førladen: ret kraftig. Spe staar for (…) Dør: variant af ordsprog om hovmod som ’hvo andre spotter, han bliver ej uspottet’, ’der går ofte ild i spotterens hus’ eller ’spé bærer spotteren hjem’, jf. Mau nr. 9.492 og 9.499. 30 Underjordisk: også på Bornholm var forestillingen om trolde, der boede i høje og huler, udbredt. brændte Lys: underforstået: lys, tændt af de underjordiske i højen. (Og jo) mænd: såmænd, minsandten. Postil(len): prædikensamling til årets kirkedage. Mønning(en): tagrygning. Brøndkar(ret): muligvis: brøndkarm, indfatningen af det øverste af en brønd. 31 ublu: skamløst, frækt.

Idioten 32 min Konfirmation: fandt sted i Skt. Bodils Kirke 30. september 1883. Ros(set): frahuggede skærver, stenaffald. Far: MAN’s far Hans Jørgen Andersen (18391910). Æmner: materialer, hvoraf ting (her brosten) forarbejdes. Slægge(n): tung

hammer til stenbrydning. Povlsker (…) en Gaard: 1. november 1883 til 1. maj 1884 tjente MAN som røgterdreng på 3. Selvejergaard i Poulsker, Raabygaard. »Syslehorra«: (bornh.) røgterdreng. komme paa Lige: indhente opgaverne.

Bonden (…) unge Hustru: Raabygaards ejer Hans Christian Jensen (1857-1943) var blevet viet til Marie Caroline Mortensen (1864-1946) 31. oktober 1883, dvs. dagen før den skiftedag, hvor MAN tiltrådte pladsen; se Erindringer, s. 288 og 303. 33 Storsejlet: det største sejl på et skib. Blok: (maritimt) klods, som bevæges om en aksel, og som er forsynet med en indskæring, hvori en trisse bevæger sig. akkorderede (… lavest bydende): traf aftale om, at han mod en vis betaling fra sognet til bonden skulle bo og arbejde hos denne. 34 Dampskibet: Det Østbornholmske Dampskibsselskab (stiftet 1876) havde forbindelse fra Nexø til København via de N-bornholmske havne. Min mindste Søster: (på dette tidspunkt) Tioline Andrea Andersen (1883-ca. 1947). Mor: Helene Christine Mathilde Andersen, f. Mainz (1845-1927). Stanghesten: (her) den hest, der ved en russisk vogn er spændt for vognstangen (i modsætning til sidehesten). (Klokken) gaar til ni: nærmer sig ni. 35 Balka Lyng: hedeområde SV for Nexø. vor Karl: kort nævnt i MAN’s Erindringer, s. 306, som Peter Dam. Lejl: trommeformet trædunk til opbevaring af drikke, især brugt til at have øl med i under markarbejde. 36 (Nej nej) gon: (bornh.) forsikrende ord, ’så gonn’ eller ’så gånn’, dvs. ’sågu’. hødede: truede. den Nat (…) til Grunden: branden er fiktiv; den eneste gårdbrand i Poulsker og omegn, i den periode MAN tjente dér, fandt sted natten mellem 20. og 21. marts 1884, jf. note til bd. I, s. 121, Frænke (nærværende kommentarbind s. 195).

Døden 39 fejr(e): lykkelig, dejlig, festlig. Gedion: navnet stammer fra den gammeltestamentlige helt Gideon i Dom 6-8. 40 faldt efter: var barn af. »Kendetegn«: (eufemisme for) kønsdele. riæl(lere): reel; upåklagelig, god. trods nogen: så godt som nogen. labende (Kærtegn): slikkende. 41 give (…) paa Haanden: (her) komme i møde. Hjærneblødhed: hjernesygdom ved forstyrrelse i blodkredsløbet, der ødelægger dele af hjernen; her: åndssvækkelse, sløvhed. koste (sig): købe, erhverve sig. Køjeklæder: sengeklæder til en køje. Opsang: kort, taktfast, refrænagtig sang, der synges af deltagerne i et hårdt fysisk arbejde for at markere takten og oplive arbejderne, f.eks. sømænd, der hejser anker.

42 Blod (…) Offerstenene: jf. hedenske offerritualer. Tømmermand: her: skibstømrer. kløgtig: dygtig. Naptag: (raskt) slagsmål. Apis: egyptisk tyregud og helligt dyr for guden Ptah i Memphis; her muligvis i uegentlig betydning, offerdyr el.lign. (hvad de egyptiske Apis-tyre på ingen måde var). Strandvagt: (her) vagt, der holder høje med strandinger m.v. 43 Donner: rus. Generaldonner: kæmpe rus.

I Vrag 44 I Vrag: (bornh.) på drivgarnsfiskeri. (Ægte) Bornholmer: røget sild fra Bornholm. at Vejret skulde flove: at vinden skulle aftage. Hans Holm: navnet er fiktivt; det fremgår ikke af Journal for Nexø Borgerskole, at MAN skulle være blevet konfirmeret samtidig med en Hans Holm; derimod findes der to andre personer med fornavnet Hans og én med efternavnet Holm. ud til Skorstenen: hvor ildstedet var. Meldyppe: sovs lavet af mælk og mel. 45 Flotilje: lille flåde. (Mad)karpe(r): (bornh.) trækasse, især til at bære i rem eller snor over skulderen, af håndværkere og arbejdere benyttet som værktøjs- eller madkasse. 46 »gællede«: (dial., bornh.) fjernede gæller og indvolde (undertiden hele hovedet eller kun indvoldene) ved et snit. »mængede«: (dial., bornh.) saltede. Ol (Sild): 80 stk. (især om antal sild). Dampskibet(; Københavneren): Det Østbornholmske Dampskibsselskab, stiftet 1876, havde forbindelse fra Nexø til København via de N-bornholmske havne. 47 Prøjsen(s): oprindeligt et selvstændigt nordtysk hertugdømme og kongerige, 1871-1933 en tysk delstat, efter 2. Verdenskrig delt mellem DDR, Polen og USSR. noget Udkomme: (her) nogen udvej. Navn til hver Plet: fiskerbankerne blev (og bliver) navngivet uformelt af de lokale fiskere, og navnene fremgår kun undtagelsesvis af de officielle søkort; i sin artikel »Stednavne i havet omkring Bornholm«, Bornholmske Samlinger, 1987, opregner Bente Jacobsen knap 400 sådanne navne/lokaliteter. Næbb(ene): näbb, (bornh.) odde eller tange; en lokalitet af dette navn har ikke kunnet identificeres. Nordvester-Grundene: (bornh.) Nordvest-Gruinjed, fiskerbanke NV for Christiansø eller de nordvestlige banker (set fra Ø-Bornholm) omkring Christiansø i almindelighed. Øster-Grundene: ikke navn på bestemte fiskerbanker, men fællesbetegnelse for bankerne øst for Bornholm. Kirkegrunden: muligvis menes Kjæragårdsæjen på Monkens, dvs. kirkegårdsegen ved huset Monkens, der brugtes som sømærke, en fiskerbanke 10 sømil øst for Årsdale, eller fiskerbanken Kirkegården 35 sømil NØ for Nexø. 48 (tre til fire) Mil: her dansk mil, ikke sømil. (Baaden) valker: gynger, ruller eller

(bornh.) slingrer. Kaprice: nykke, lune. Linning(en): et fiskergarns kantlinje.

Kob(be): her: træstykke, (bøje) der fæstnes til fiskegarn eller -liner. 49 Kristiansø: Christiansø udgør sammen med Frederiksø (el. Lilleø) og Græsholm den befæstede øgruppe Ertholmene ca. 20 km nord for Svaneke. St. Veitsdans: ufrivillige muskelsammentrækninger, spasmer; dansesyge eller anden nervesygdom (chorea). Plasèr: fornøjelse. 50 Gaffelsejlet: sejl, hvis overdel udspiles vha. en gaffel. Rorhullet: styrehus på en dæksbåd, dvs. et fartøj med dæk fra for til agter og én mast (i modsætning til åben båd).

Paradiset 52 Højlyngen: højdedrag, der strækker sig fra NV mod SØ i Bornholms indland, tidligere mest lyngdækket, i nyere tid til dels skovdækket og opdyrket. hæget: passet, forskønnet, taget vare på. Kaprifolie(n): gedeblad, almindelig slyngplante. Dværgfrugttrær: f.eks. paradisæble og slåen. Figen (…) Vinstokken: pga.

Bornholms særlige geografiske beliggenhed vokser dér visse planter, buske og træer, som ellers kun findes under sydligere himmelstrøg, bl.a. vin, figen og morbær, men næppe johannesbrødtræet (som dyrkes i Middelhavslandene).

Evonymus japonica: japansk benved, stedsgrøn busk med gulgrønne blade; muligvis forveksler MAN med euonymus europaeus, europæisk benved, der også har gulgrønne blade og er almindeligt udbredt i Danmark. 53 Klev: (bornh.) kløft. Byldenbær: (bornh.) byjlenbær eller bøllenbær, dvs. blåbær. Avl: her: (foder)afgrøde. Fremfærd: fremgang, fremtid. 54 Stærkt: brændevin eller stærkt øl. Stenrøse: stendynger. 55 Lyngkrikker: (bornh.) lyngheste, dvs. arbejdsheste, som i tiden mellem forårsog efterårsarbejdet blev drevet ud i Højlyngen for dér at ernære sig selv. 56 i Rykketal: (dial., bornh.) rykvis, med lange mellemrum. II: jf. MAN’s Erindringer, s. 237 ff. Udmark: oprindeligt Nexøs fælles overdrev, fra 1860’erne udparcelleret i enkeltlodder; bl.a. havde MAN’s husbond Hans Berg Harild (1856-1942) en lod. Byvangen: Nexøs agerjord. Fattighuset: Bodilsker sogns fattighus opførtes ca. 1825 på Balkalyngen tæt ved sognegrænsen til Nexø (Sdr.

Landevej 45, bygningen er i dag privatejet). 58 Prygl: stor, kraftig person; kleppert. Faaredrenge(ne): drenge, der vogter får.

Sydlandet: almindelig bornholmsk betegnelse for S-Bornholm. Boelsmand: ejer af en lille landejendom. Mælk og Grød: (dial.) formentlig mælkebrød, en ret bestående af kold eller varm mælk, hvori der kommes brødterninger. 59 Fandens Geburtsdag: Fandens fødselsdag, (slang) terminsdag. føje (Tid):

ikke, dårlig. Gebøs: spøgefuld dannelse af gevær og bøsse; gevær. (Ja, se) men: (bornh.) kun, bare. 60 tager ikke for mig: forsvarer mig ikke. 61 Kommunen bortliciterede ham: børn underlagt fattigvæsenet blev senest ved deres konfirmation sendt ud at tjene. 62 Læredrenge (…) Hovedstad: pr. 1. november 1884 gik MAN i lære som skomager hos mester Jeppe Jørgen Kjøller (1810-88), Bagergade 15, Rønne. Havnepladsen: plads ved Søndre Bådehavn ved udmundingen af Havnegade og Havnebakken (hvor Sverigesvej ligger i dag). søndre Havbakker: klitterne ved Reedtz Batteri (i dag Kanondalen) syd for Rønne. Teatergænget: Teaterstræde. Byens Teater: Rønne Theater, opført 1823. Magnetisøren: hypnotisør og tryllekunstner Carl Hansen (1833-1907); under titlen »Magnetisør Hansen« stod et forarbejde til den flg. skildring i Politiken, 28. februar 1907; se også Erindringer, s. 355 ff. 63 naada Peter!: nåda! Dykker Strøm: titelfigur i fortællingen »Strøm«, nærværende udgave, bd. II, s. 71 ff. Knud (…) Kommis: kommis (salgsassistent) Knud Juncher (f. ca. 1869) hos købmand Hans Nicolai Brantsen (f. ca. 1855), Søndergade 10, tæt ved MAN’s læreplads, en hans lærlingekammerater; se herom Erindringer, s. 343 og 371. 64 Mager(en): troldmand. Opsugethed: koncentration (ordet er ikke almindeligt).

Mansjetskjorte: skjorte med faste (påsyede) manchetter og skjortebryst (i modsætning til skjorte uden sådanne). 65 spille (…) paa Næsen: være fræk overfor, narre. 66 (Folk …) mudrede: larmede, var urolige. Damperen: Dampskibsselskabet af 1866 havde forbindelse fra Rønne til København med afgang hver aften, om vinteren dog kun seks gange ugentligt. (lod han sig ikke) lumpe: bedrage eller behandle nedladende. 67 Bredgade(kvarteret): fornem gade mellem Kgs. Nytorv og Toldbodvej (den nuværende Esplanaden). Jeg læser: august 1897 til juni 1898 studerede MAN dansk, verdenslitteraturhistorie, engelsk og tysk på Statens eetaarige Lærerkursus under Danmarks Lærerhøjskole (i dag Danmarks Pædagogiske Universitet). praktiserer Ejendommens Fordeling: (spøgefuldt) jf. samtidens socialistiske, anarkistiske og georgeistiske teorier herom. mit Kammer: fra august 1897 logerede MAN i Christianshavns Voldgade 11, st., fra september samme år i Colbjørnsensgade 34, stuen, på Vesterbro og fra april 1898 på Sofievej (i dag Kronprinsesse Sofies Vej) 28, 2. sal på Frederiksberg. 68 Penge lugter (…) ikke: oprindeligt et latinsk ordsprog; kejser Vesperian (9-79) opkrævede skat af de romerske nødtørftshuse, hvilket mishagede hans søn, som ifølge traditionen blev irettesat med en bemærkning svarende til denne.

69 Forbedringshus(et): straffeanstalt for personer, der havde gjort sig skyldige i mindre forbrydelser eller var dømt for første gang (i modsætning til tugthus, en straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser).

Strøm 71 Jeg var arbejdsløs: efter at være blevet udlært som skomager november 1888 havde MAN kun løst arbejde hos forskellige mestre rundt om på Bornholm, inden han ved nytårstid 1890 kom på højskole og herefter forlod faget. aftaklede (Skuder): med nedtagne sejl og tovværk m.v. Arbejdet paa den ny Havn: Rønne Havn udvidedes 1874-77 og 1892-94, men ikke 1888-89. min Broder: Georg Andersen (1867-1909). den Gamle: MAN’s far Hans Jørgen Andersen (1839-1910). en meget velhavende Onkel: MAN’s farbror Morten Andersen (1834-87), Bagergade 3, havde været skipper og detailhandler, men var død, inden MAN blev udlært; hans enke Jensine Vilhelmine f. Rasmussen (f. 1836), drev fortsat forretningen. de Hellige (…) Sekten: parret var medlemmer af Luthersk Missionsforening. 73 Delirier: (egl.) anfald af delirium tremens, drankergalskab; her: vilde fantasier. 74 Sangbund: klangbund. 77 paa Andel: på andelsbasis, dvs. aflønnet med en på forhånd fastsat andel af det bjergedes værdi. Skægkop: kop med et porcelænsstykke tværs over koppen til at holde på skægget under drikningen, så det ikke bliver vådt. 78 alt (en Hjærtenskær): allerede. sluske(t hen): sløse, sjuske. Perial: (egl.) god kortkombination i kortspillet (im)perial; her: rus. ud af Bjærget: ud af fortryllelsen, bjergtagelsen, fangenskabet hos en trold el.lign. 79 Blaamandag: mandag, der gøres til fridag som fortsættelse af søndagen. spurgt (fra Aar til Aar): fik at vide. 80 Dampskibet: dampskibet til Ystad.

Konge for en Dag 81 Konge for en Dag: talemåde om en person, der nyder en kortvarig glæde. slank Fabriksskorsten: MAN deltog oktober 1891 som murerarbejdsmand i opførelsen af en fabriksbygning i Rønne for teglværket Danish Firebricks Company Ltd. (tidligere: Bornholms Lervarefabrik). Ludvig, Svenden: figuren låner visse biografiske træk fra MAN’s højskolekammerat fra Østermarie Højskole 1890-91 murer, senere murermester og lærer ved Teknisk Skole i Allinge Niels Larsen, f.

Nils Larson (ca. 1869-1898) i Tomelilla, som skildret i MAN’s Erindringer, s. 397 og 423-425. Lodbrædt: vaterpas eller smalt bræt fra hvis overende en snor med et lod hænger ned. 82 Morten: dette er første gang siden Pelle Erobreren, MAN bruger navnet Morten

som sit alter ego, jf. også Morten-skikkelsen i ’erindringsromanerne’ Morten hin Røde (1945), Den fortabte Generation (1948) og Jeanette (1957). udhalet: ekviperet, mejet ud. Sølvgadens Kaserne: på hjørnet af Sølvgade og Øster Voldgade (ved den nuværende Georg Brandes Plads), opført 1765-69, dengang hjemsted for Anden sjællandske Brigade (bygningen huser i dag en del af DSB’s administration). Madkærest: tjenestepige, som f.eks. en soldat holder sig gode venner med eller forlover sig med for at få mad. Skorstensrør: høj hat. 83 den lokale Højskole: Østermarie Højskole, åbnet 1870, lukket 1893 (bygningen har siden huset Østermaries brugsforening, i dag Dagli’ Brugsen). staa(et) i Akkord: arbejde på akkord. følges (…) en stor Haandværkerskole: efter opholdet på Østermarie Højskole 1890-91 blev Niels Larsen januar-marts 1892 elev på Vallekilde Højskoles håndværkerskole, hvorimod MAN fra november 1891 forsatte på Askov udvidede Højskole. Spaserepels: pels, som er særlig egnet (og bestemt) til brug på spadsereture; jf. spadseredragt m.v. Kropdue: due med stor, kugleformet opsvulmende hals og kro. 84 Svend fra Fad: (slang) frisk fyr. et af de fineste Hoteller: sandsynligvis hentydning til Hotel d’Angleterre på Kgs. Nytorv. kom (igen) an: blev antaget, ansat.

Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland (1913) 89 Guldfakse: i nordisk mytologi jætten Hrungers hest. 90 Purr: lille krat. Valbirk(e): ahorn. Kaprifolie(ns): gedeblad, almindelig slyngplante. 91 (Klippe)tavl: firkantet felt. Kam: (stejlt) højdedrag. den første Dag: 1 Mos 1,3.

Vandreren (…) Menneskevaaning: mulig allusion til indledningen af St. St.

Blichers (1782-1848) novelle »Hosekræmmeren« (1829). Lungesot: lungetuberkulose. 93 Billing(er): småstykke. 94 Ringebakkerne: klippeparti ved fiskerlejet Vang i Rutsker sogn på NV-Bornholm. 95 svingle(de): rave, vakle. (Mad)karpe(n): (bornh.) trækasse, især til at bære i rem eller snor over skulderen, af håndværkere og arbejdere benyttet som værktøjseller madkasse. 96 Underbul(len): ærmeløs undertrøje. 97 Klyv og Borst og Svall: (bornh.) tidligere almindelige stenhuggerfaglige termer som vejledning stenhuggerne indbyrdes ved flækning (kløvning) af stenen; ’klyv’ angiver, at der er mørke årer (mineraler), som man skal tage hensyn til,

’borst’ at stenen kan flækkes lodret, og ’svall’ at stenen kan flækkes vandret, f.eks. ’du skal tage den på klyv og svall’, dvs. ’du skal flække stenen vandret, men tage hensyn til dens mørke åre’. 98 Frokost(en): morgenmad. en Kat og en Mus, der giftede sig: det flg. er en fri genfortælling af det af brdr. Jacob (1785-1863) og Wilhelm (1786-1859) Grimm nedskrevne tyske folkeeventyr »Katz und Maus in Gesellschaft« i Kinder- und Hausmärchen (1812), dansk »Katten og musen« eller »Kat og mus i bofællesskab« (komplet dansk udgave 1821, oversat af J.F. Lindencrone). Altertrin(et): trin mellem kirkegulvet og alteret. i Stads: med fint tøj, i festdragt. Nytænding: (dial.) nymåne. 99 Vang: fiskerlejet Vang i Rutsker sogn på NV-Bornholm. Finnedalen: dalstrækning nord for Vang. Knægten: bronzealdergravplads med stenrøser og en bautasten på NV-Bornholm. til Givende: forærende. Stene for Brød: Matt 7,9.

Husbrug: husmandsbrug. Olskirke: Skt. Ols Kirke eller (her snarere) Olsker sogn ved Bornholms NØ-kyst. 100 (paa) Borg: kredit. lægge (mig lidt) op: spare sammen. Ravnedalen: granitsprækkedal på NV-Bornholm, umiddelbart vest for Knægten, se n.t.s. 99. fyrretyve Riddere: 9. marts kunne der ifølge folketroen tages vejrvarsler for de næste 40 dage; navnet hidrører fra 40 kristne riddere i den romerske hær, som i år 320 nægtede at ofre til de romerske guder og den romerske kejser; i et forsøg på at tvinge dem til det lod deres kommandant dem stå nøgne en hel nat på et tilfrossen sø i Armenien, og næste morgen var de alle frosset ihjel; de blev senere helgenkårede for deres udholdenhed i troen. de Underjordiske: også på Bornholm var forestillingen om trolde, der boede i høje og huler, udbredt. 102 Værk: gigt(smerter). 103 Mon(net): (forkortelse af) jordsmon, afhrænset jordområde, grund. 106 ase(r jer blot) ud: slide op. 108 Finske: Finske Bugt, Østersøens østligste del, beliggende mellem Finland, Rusland og Estland. Botniske: Botniske Bugt, bugt mellem Finland og NØ-Sverige.

Gaddis(ens): (bornh.) havlit, en slags dykand. overlude(r): hænge ud over (egl. om træers grene). 109 (Kyst)bryn(et): kant, rand. Traadd: skridt. Pikkert(ens): hammer med et spidst hoved i hver ende. Penhammer(en): hammer, hvis hovede har en stump slagflade i den ene ende og i den anden en ’pen’, dvs. en smal, kileformet eller (her sandsynligvis) spids ende. (Krudt)slag: mærke, spor. 110 vejrsyg: syg, utilpas eller i dårligt humør pga. vejret. Opslag: (dial.) omslag i vejret, fra frost til tøvejr.

112 Fængtraad: lunte. 113 Varsko: advarsel, bebudelse. 114 Holla: hallo, halløj. for de gamle Dage: til alderdommen. myse(nde Øjne): misse. 118 Sognefogden: den lokale politimyndighed under herredsfoged og birkedommer. 119 Træskhed: lumskhed, snedighed. 121 Skødbørn: skødebørn, små kæledægger. fjæle (den) i: fylde eller stoppe i.

Almindingen St. Hansaften: Skt. Hansaftensdag var traditionel fridag for den bornholmske almue, som fejrede dagen med en fest ved udsigtspunktet Rytterknægten i statsskoven Almindingen midt på Bornholm; MAN har skildret denne fest i sin debutartikel »St. Hansaften paa Bornholm. Et Øjebliksfotografi« (Fyns Tidende, 10. juli 1893, særtryk 1994) og i Pelle Erobreren, s. 209 ff. 123 Blaaholt: landejendom i Olsker sogn ved Bornholms NØ-kyst. Opløsning(en …

Spørgsmaal): løsning, forklaring, opklaring. 124 hæfte(r): binde, fæste. 126 Dyr (…) Mund (…) Sjælen: ifølge folketroen kunne sjælen tage form af et lille dyr, der kunne forlade eller tage plads i legemet gennem munden. Christiansø: Christiansø udgør sammen med Frederiksø (el. Lilleø) og Græsholm den befæstede øgruppe Ertholmene ca. 20 km nord for Svaneke. 127 Løgnstok: ordet er ikke belagt i ODS; formentlig: løgner, løgnhals. halvtredje Tusend: 2.500. Klokke(n): ur. 129 Døren (…) Gavlen (…) raade: talemåden har ikke kunnet identificeres.

Under Himmelen den Blaa (1915) 131 Under Himmelen den Blaa: titlen stammer fra sidste linje af en svensk vise, som MAN lader Pelle synge som afslutning på Pelle Erobreren, I, s. 277; den synes ikke trykt tidligere, hverken på dansk eller svensk, men melodi og en variant af teksten er optegnet 1876 i Österbotten, Finland med teksten: »En främling får jag vara bland Engelskmännen här / Och Afrikanska negrer som i mit sälskap är / Her finnes och nationer och Danskar äfven så / Och alla slags nationer / Under himmelen den blå« (Folkkultursarkivet, Svenska litteratursällskapet i Finland, arkivsign. SLS 125, No. 33).

Ravnene 133 Thurø, 1. August 1914: MAN holdt ferie på Thurø med sin familie juli-august 1914; han rejste tilbage til Sjælland 6. august. Verdenskrig(s): 30. juli 1914 udbrød

der krig mellem Serbien og Østrig; 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland og 3. august mod Frankrig, hvorefter 1. Verdenskrig var en kendsgerning. Hendes Mand (…) Hæren: ved krigsudbruddet blev hærens sikringsstyrke indkaldt; størsteparten af dens 58.000 soldater bemandede Københavns befæstning; styrken nedbragtes gradvist fra 1915. glippende (Øje): blinkende. Kornmod: glimt i horisonten af lyn, der er så langt borte, at de selv ikke kan ses, og den medfølgende torden ikke høres. 134 Skabningens Ypperste: forestillingen om mennesket som Guds ypperste skabning bygger på 1 Mos 1,26-28, men anvendes her ironisk. Fylgjer: i nordisk religion havde man to forestillinger om fylgjer: i den ene er der tale om en dobbeltgænger i form af et dyr, der personificerer den enkelte persons karakteristika; den anden er en art slægtsbeskyttere i form af kvindelige væsener; den individuelle fylgje erkendtes ofte i drømme. 135 Fredskov(en): skov, som skal være indhegnet og vedligeholdt; fredet skov.

Valravn: et menneske, der er fortryllet til en ravn og kun kan forløses ved at drikke menneskeblod eller en ravn, der søger sin føde på krigsskuepladser og ved rettersteder. Solferino: under et blodigt slag 1859 ved landsbyen Solferino i den N-italienske provins Mantova, det sidste slag i den italienske uafhængighedskrig mod Østrig-Ungarn, mistede 17.000 franske/italienske og 22.000 østrigske soldater livet; de såredes skrækkelige forhold gav anledning til dannelse af organisationen Røde Kors. 136 Ravneføde: døde mennesker og dyr. Alterens Sakramente: (kirkeligt) nadveren.

Gravelotte: by i Ø-Frankrig, som i 1870 var skueplads for et af de største slag under Den Fransk-tyske Krig. Mukden: (i dag Shenyang) by i Manchuriet, hvor der i 1905, under Den Russisk-japanske Krig, fandt et af de blodigste slag i nyere krigshistorie sted. Balkankrigene: to militære konflikter på Balkanhalvøen 1912-13, der førte til spændingsfyldte ændringer i de regionale magtforhold og derved bidrog til den udvikling, som endte med udbruddet af 1. Verdenskrig.

Potentat(erne): statsoverhoved. 137 Fredsfyrste(r): fredselskende fyrste (også tilnavn til Messias som den, der bringer fred, jf. Es 9,6). Gjalder: (arkaiserende) råb, skrig.

Vesterbro 139 Strøg: Strøget, dvs. ruten fra Rådhuspladsen via Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade til Kgs. Nytorv. castrum doloris: (lat.) smertens fæstning; sørgeforhøjning; den skik at stille en lukket ligkiste offentligt til skue på en forhøjning i nogle dage inden begravelsen, flankeret af en æres-

vagt. Vi og Verden: vendingen stammer fra H.C. Andersens eventyr »Den grimme Ælling« (1843): »Og Katten var Herre i Huset og Hønen var Madamme, og alletider sagde de: »vi og Verden!« for de troede, at de var Halvparten, og det den allerbedste Deel«, Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling (1844). Skattebog(en): trykt bog hvori den enkelte borgers skattepligtige indtægt eller (senere kun) den enkeltes pålignede kommuneskat anførtes. Raadhuspladsen: den nuværende Rådhusplads (siden 1905). Soneplads: plads, hvor forsoning finder sted. 140 Bredgade: fornem gade mellem Kgs. Nytorv og Toldbodvej (den nuværende Esplanaden). Hoffet: Amalienborg ligger mellem Bredgade og Toldbogade (tidligere: Ny Toldbogade). Mittläufer(e): Mitläufer, (ty.) medløber. Trækpenge: del af en sømands hyre, der efter aftale udbetales til hans pårørende i land. S/S: steamship, (eng.) dampskib. moderne (…) W.C.: de første wc’er i København installeredes 1894. Kong (…) Hattemager: vendingen stammer fra titlen på J.L.

Heibergs (1791-1860) vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825) og bruges ellers oftest i forbindelser som ’der er (nu engang) forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager’, dvs. der er forskel på folk. Paladshotellet: Palads-Hotellet på Rådhuspladsen, tegnet af Anton Rosen (1859-1928), åbnet 1910 (efter salg og renovering 1927 kaldet Palace Hotel). 141 Dannebrogsgade(s …) Absalonsgade(s): sidegader mellem Vesterbrogade og Istedgade. Brandgavl(e): brandsikker husgavl. Vesterbrogade: Vesterbros hovedstrøg går fra Rådhuspladsen til Pile Allé på Frederiksberg, hvor den fortsætter som Roskildevej. Søndre Boulevard(s): Sønderboulevard, parallelgade til Vesterbrogade og Istedgade. Vesterport: en af Københavns fire byporte, opført 1583, nedrevet 1857; den stod, hvor Nulkilometerstenen nu står på Rådhuspladsen (ikke at forveksle med kvarteret omkring den nuværende Vesterport Station).

Spidsskøder: spidse kjoleskøder. Fadermordere: store opretstående flipper der brugtes ved midten af det 19. årh. Figaro: den folkelige dansesalon Figaro, Vesterbrogade 32 (åbnet 1861 under navnet Thors Hal), var kendt for løssluppent liv, slagsmål og uroligheder; det kvindelige publikum var for en stor dels vedkommende prostituerede o.a. letlevende piger. Parisienne: en varieté på Vesterbrogade 29 (omkring 1915 afløst af Vesterbro Teater). Øl med en Pind i: (stærkt) gammeløl med sukker eller sirup og som regel også brændevin eller rom, serveret med en pind til at omrøre med. 142 ny Hovedbanegaard: den nuværende Københavns Hovedbanegård, åbnet 1911. gamle Banegaards Hvælving: den forrige hovedbanegårds hovedbygning (åbnet 1864 omtrent hvor Palads-biograferne og Axelborg nu ligger) havde en 4-sporet hal, der i hver ende afsluttedes af fritbærende murbuer; taget blev båret af 32

buer af pommerske bjælker. Posten: vandposten, vandpumpen. Slingrekølen: køl anbragt i skibets kiming (overgangen mellem skibets bund og sider) for at modvirke slingring. Skydebanen: Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab havde skydebane mellem Dannebrogs- og Absalonsgade (i den nuværende Skydebanepark) med hovedbygning (indviet 1789, bygningen huser nu Københavns Bymuseum) ud mod Vesterbrogade. Colbjørnsensgade: sidegade til Vesterbrogade tæt ved den nuværende Hovedbanegård; MAN boede 1897-98 i Colbjørnsensgade 34, stuen. Halvverden(er): fordanskning af demimonde, (fr.) ’finere’ letlevende kvinde. Alleenberg: tivoliagtigt forlystelsessted på Frederiksberg Allé, åbnet i midten af det 19. årh., hvor Den franske Skole opførtes 1923-24 (ikke at forveksle med den nuværende restaurant Alleenberg på Allégade). Madkærest: tjenestepige, som f.eks. en soldat holder sig gode venner med eller forlover sig med for at få mad. Skydebrødre: se note ovf., Skydebanen. (oldnordiske) Sølje(r): sølvspænde eller -broche; det var på mode blandt grundtvigske eller nordisk orienterede kvinder at bære kopier af oldnordiske smykker, bæltespænder o.lign. Cirkus: Cirkusbygningen, opført 1885-86 efter tegning af arkitekten H.V. Brinkopff (1823-1900); i vintersæsonen, hvor der af konkurrencehensyn over for teatrene ikke måtte opføres cirkus, blev lokalet omdannet til Nordens største varieté, Cirkus Varieté (bygningen brændte 1914, men genopførtes kort efter; i 1974 købt af Københavns Kommune, som i 1983 i samarbejde med Tivoli lod bygningen restaurere). Scala: koncert-, varieté- og danseetablissement mellem Cirkusbygningen og Tivoli, åbnet 1882 under navnet National, fra 1898 Scala (lukket 1930, flere gange genåbnet). Rigabalsam: en stærk bitter anvendt som folkemedicin mod forkølelse, til desinficering af sår og (ved indgnidning) mod ømhed m.v. (i dag brugt som tilsætning til snaps m.v.). Tetuan: kystby i Marokko; MAN besøgte Marokko i september 1894. Og sælsomme Kvinder (…) Babyhaar: jf. Pelle Erobreren, s. 915: »Underlige Kvinder kom sejlende gennem Mængden, store, eksotisk saftfulde som Drivhus-Frugter (…). De gik i tigerstribet Spadseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar duftede af fremmede Egne, af mange Havne og Ruter ligesom Dampskibenes Indre; de kraftige stillestaaende Ansigter svulmede af Massage og mindede om en pudret lyserød Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen som Fuldriggere. I deres Kølvand sloges nogle smaa energiske Væsener, som ogsaa hørte til Trækket og havde majet sig ud, saa de lignede Børn – med Pufærmer, korte Skørter og Babyhaar«. 143 Humledronninger: humlebidronninger. Passaten: de stabile østlige vinde mellem de subtropiske højtryk og ækvator, som var meget vigtige for sejlskibs-

trafikken. Viktoriagade: tværgade til Istedgade. Chambre (…) Artistes: (fr.) værelse til leje for kunstnere (el. artister). Malt: anvendes bl.a. til (hjemme) brygning af øl. De fleste Huse (…) Lakrids: jf. Pelle Erobreren, s. 913: »(…) lave Stuer, hvor man drev Smaahandel bag almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer (…) – og blot havde trukket en Snor mellem Blomsterpotterne med et Brev Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa«. Snørelidser: snørebånd.

Den svære jydske (…) op til Strøget: jf. Pelle Erobreren, s. 913: »Den tykke jyske Marskandiser stod paa Trappen som sædvanlig og dampede paa sin Træpibe. (…) En gul skævøjet Østerlænding i Tøfler og lang sort Kaftan balancerede nok saa hjemligt op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkum Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Og overfor paa Fortovet gik et Par Hopsadrenge og spillede Klink, lige under den store røde Lygte som Natten igennem lyste sit Ligtorneoperatør helt op til Strøget«. Talar: oprindeligt betegnelse for den romerske ankellange tunika, senere for katolske præsters embedsdragt. Spølkop: lav og bred kop uden hank. Guttaperkafyre: gummiagtige fyre (alfonser eller trækkerdrenge). Bryggeriet(s Duer): højst sandsynligt hentydning til det store Tvedes Bryggeri (grundlagt 1852, i 1891 fusioneret i De forenede Bryggerier) på Vesterbrogade. Artisten-Heimat: (ty.) artisthjem. 144 (Akademi for …) Plastik: udførelse af harmoniske, smukke legemsbevægelser.

Reducerede: personer, som det er gået tilbage for. 145 Gratulanten: figuren blev udfoldet som biperson i Ditte Menneskebarn, V.

Humbug: ’forlorent’ slips eller halsklud med permanent bundet sløjfe. Bruneller: damefodtøj af tætvævet, kipret uldstof, dvs. med en overflade af små knopper eller forhøjninger. Duftvand: duftevand, parfume.

Ann’ Mari’s Rejse 147 Ann’ Mari’s Rejse: om den ungdomsoplevelse fra 1898, der inspirererede MAN til fortællingen, og om oplevelsens efterliv i MAN’s senere forfatterskab, se nærværende efterskrift, afsnit I.7. mod Syden: selvbiografisk hentydning til MAN’s første rejse til Syden, der fandt sted med afrejse fra Vejen november 1894.

Jordraag: (bornh.) jordfygning. Vaagekone: lampe med svagt blus. 148 Boelsfolk: husmandsfolk. Vorbasse: landsby 11 km syd for Billund. 150 Endda: tilmed, endogså dét. højere end Læborg Kirke: kirketårnet i Læborg, nabosognet til Vejen, er meget lavt. End (de to Vand): men så. (End) de to Vand: der var ind til 1935, hvor den første Lillebæltsbro stod færdig, færgeforbindelse mellem Snoghøj ved Fredericia og Strib ved Middelfart, og indtil 1997, hvor den kombinerede lavbro og jernbanetunnel mellem Knudshoved og Halskov stod færdig, jernbanefærgeforbindelse mellem Nyborg og Korsør.

151 Udmark(en): (afsides liggende) uopdyrket jord. øde Jord: jord, som henligger ubeboet eller uopdyrket. (blive) henne: væk, borte, dø. Færgen: Lillebæltsfærgen. 152 Lispund: vægtenhed, der svarer til 8 kg (16 pund), især brugt som mål for bær, frugt o.lign. (officielt afskaffet 1861). ene i Kupeen (…) Konduktør: i visse gamle passagervogne måtte kupéen ikke forlades under kørsel, da kupédøren førte ud i det fri. 153 ubekendte Strande (…) Almuevending: vendingen forekommer i 2. strofe af Adam Oehlenschlägers (1779-1859) salme »Lær mig, o Skov! at visne glad« (1813): »Lær mig, o lille Trækfugl, Du! / At svinge mig med freidig Hu / Til ubekiendte Strande! / Naar Alt er Vinter her og Iis, / Da skal et yndigt Paradis / Mig sikkert aabent stande«, Poetiske Skrifter, bd. I, 1926, s. 93); ofte anvendt ved begravelser. ung og rød har ingen Nød: vendingen har ikke kunnet identificeres. bløde Hænder (…) blødt Haar: vendingen har ikke kunnet identificeres.

Guden for det tomme Ceremoniel 154 Salomon (…) Herlighed: vendingen stammer fra Luk 12,27. 155 Smuk!: egl. kommando til en dresseret hund om at sidde (artigt, smukt) på bagbenene, ’sit!’. helbrede (…) Sollyset: hentydning til den dansk-islandske læge Niels R. Finsen (1860-1904), som 1903 modtog Nobelprisen for sin banebrydende forskning i lysbehandling af kopper og forskellige hudsygdomme, bl.a. kulbuelysbehandling (Finsenterapi) af tuberkulose i huden. 156 spurgtes (… Jorden): fortaltes, rygtedes. Cimbrer og Teutoner: germanske folkestammer, som drog hærgende ned igennem Europa og truede Romerriget; de blev endeligt slået af romerne i 102 f.Kr. under et slag i N-Italien; siden det 17. årh. har der været dansk tradition for at gøre Himmerland til cimbrernes oprindelige hjemland. Sakser: germansk folk, der oprindeligt boede i det nuværende NV-Tyskland, hvorfra de i slutningen af det 3. årh. foretog angreb på Romerriget. Slaver: fællesbetegnelse for de mellem- og østeuropæiske folkeslag der taler slaviske sprog, f.eks. russerne. Vender: samlebetegnelse for en række vestslaviske folkeslag, som i vikingetid og ældre middelalder befolkede Østersøens S-kyst og havde nære forbindelser til Danmark; siden slutningen af det 12. årh., hvor Danmark indtog vendernes hovedfæstning på Rügen, har de danske konger brugt titlen ’de venders’ konge; titlen blev, sammen med andre titler der refererede til Danmarks tidligere besiddelser (»af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg«), først opgivet 1972 ved Margrethe 2.s tronbestigelse. for Dyvel: for fanden (djævel). 157 Tros: (en hærs) bagage eller (her snarere) ’den gemene hob’. Rangklasser: den

nuværende danske rangforordning baserer sig på en forordning af 1746 og bestemmer den rækkefølge, som personer ifølge deres rang skal placeres i ved hoffet samt ved offentlige festligheder, ceremonier m.v; man kan opnå rang pga. adelig fødsel, besiddelse af et off. embede eller ved ægteskab med en rangsperson.

Græsmarkens Sang 158 tog Rejsaus: forsvandt. (Bakke)hæld(et): skråning. Vindmotor: (motor der drives af en) vindmølle. (lyse) To: (hoved)hår. se (…) fanger Lykken: ifølge folketroen varslede en hvirvel i håret lykke. Kørepisk(en): pisk med lang snert til kørebrug (i modsætning til kort ridepisk). 159 Skjoldborg: Johan S. (1861-1936), dansk digter. Aakjær: Jeppe Aa. (1866-1930), dansk digter. Kappel Bøcker: (1867-1940), dansk digter. en vaad Sæk: regnsky, jf. det gamle vejrvarsel ’når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk’, dvs., når solnedgangen forsvinder i skyer, bliver det regn næste morgen. Ledemod: (legemets) led. »Hjalmar og Hulda«: vise om fiskerpigen Hulda, der svigter Hjalmar, mens han er i krig; ved hjemkomsten dræber han hendes mand og begår derpå selvmord; oprindeligt en ballade (1843) af den svenske digter Karolina Wilhelmina Ståhlberg (1803-72), oversat og bearbejdet i Norge, hvorfra den via skillingstryk blev kendt i Danmark, navnlig gennem Julius Strandberg (1834-1903), som i 1879 digtede en version på 23 strofer; alene i 1880-81 solgte han 50.000 eksemplarer, og den blev det 19. årh.s mest udbredte skillingsvise, »Markedsvisernes Generalnævner«, »Bønderpigernes Kjærlighedsmarsch« (Jeppe Aakjær). hvor den hjemvendte (…) de tvende Lig: i Strandbergs version kommer Hjalmar hjem på bryllupsdagen, dræber rivalen og derpå sig selv, hvorpå hun dør af sorg, og Hjalmar og Hulda begraves sammen. Tidens Fylde: øjeblikket, fristens udløb; egl. bibelsk vending fra Gal 4,4. til Amerika: muligvis biografisk hentydning til Hans Peter Ibsen (f. 1862), der sammen med Caroline Marie Pedersen (f. 1862) emigrerede til USA i 1886; de havde begge tjent sammen med MAN hos Hans Berg Harild i Nexø 1883 som hhv. forkarl og andenpige. ny Roe (…) paa Jorden: enten turnips eller kålroe (kålrabi); i årtierne efter ca. 1880 mangedobledes den danske roeavl, idet det forholdsmæssige udbytte heraf som kreaturfoder var langt større end udbyttet fra den hidtidige kornavl. Brak(ken): brakmark eller (her snarere) braklægning. 160 (jeg) bærer: underforstået: bærer frøkorn. Udsæd(en): såsæd. Musikfrøkenen fra Storgaarden: episoden er udfoldet i Erindringer, s. 256-61; »Musikfrøkenen« er imidlertid fiktiv. 161 hjemlige Balance: handelsbalancen.

Dyrskue 162 Stadsfrakke: fin, pæn frakke. Agestol: løst sæde med rygstød, der ophænges mellem en vogns sidefjæle. skaaret: kastreret, gjort til vallak. Hjallerup: by i Vendsyssel 20 km NØ for Aalborg, især kendt for sit store årlige hestemarked, som afholdes første weekend i juni; markedet opstod ved nonneklosteret Hundslund (Dronninglund Slot), men flyttede ca. 1745 til Hjallerup.

Sangviniker: opstemt, forhåbningsfuld, optimistisk person. 163 Hæld: skråning. Plastik: udførelse af harmoniske, smukke legemsbevægelser.

Skabningens Herre: mennesket, jf. 1 Mos 1,26 i oversættelsen af 1871: »Og Gud sagde: lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skjulle regjere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden«. Rejsning: rank holdning. 164 maveføre: tykmavede.

Guds Moders Advokat! 166 koleriske (Farve): hidsige eller gulliggrønne, jf. den gamle humoralpatologiske antagelse af, at et kolerisk temperament skyldes for megen galde (som er gulliggrøn). Nerie(n): stedsegrøn busk med smalle, læderagtige blade og store, lyserøde blomster. Agave: kaktusagtig plante med en roset af stive, tykke blade. 167 madre pia, madre dolorosa: màdre pìa, màdre dolorósa, (ital.) fromme moder, smertens moder. 169 Basilika: (kirke)bygning der består af et hovedskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender. (bære Vaaben) paa (Banditterne): imod. Øjennæst: den indvendige øjenkrog. 170 Ni Dages Andagten: ni dage før en helgens festdag kan man bede den pågældende om hjælp til at opnå noget bestemt. »Salmens femten Vidundere«: vendingen har ikke kunnet identificeres. 172 kanonisere (af Paven): tildele helgenstatus; her: autorisere som troværdig underretning. (Guld)sølje(r): spænde eller -broche. Wienervogn: den fineste form for kalesjevogn. med fire for: underforstået: fire heste.

Afløsningens Time 173 Skaffer: den, der ordner og leder en festlig sammenkomst, et (bonde)gilde el.lign. Herredsfogden: indtil 1919 den embedsmand, der var dommer og politimester i et herred. Degn(en): kirkesanger og landsbyskolelærer. Boelsmand: ejer af en lille landejendom.

174 Udmarksfolk(ene): folk, der brød nyt landbrugsland af hedestrækninger m.v.

Grønning(en): græsbevokset plads.

Den evige Jøde 176 Den evige Jøde: titlen refererer til Ahasverus, Jerusalems skomager, jf. n.t.s. 179, Ahasverus. bar er broderløs Bag: udtrykket stammer fra beretningen i Saxos Danmarkshistorie (ca. 1190-1208/Peter Zeebergs oversættelse, 2000), s. 190-191, om Erik, der var ved at snuble som offer for en spøg, da han ankom til kong Frodes hof, men blev grebet bagfra af sin bror Roller og da udbrød sådan; kendes også fra Njals Saga (ca. 1280) og fra Peder Laale (ca. 1350), dér med tilføjelsen »han har intet rygstøtte«. Don Quijote: titelpersonen i den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedra’s (1547-1616) roman Don Quixote de la Mancha (1605-15, dansk Den sindriige Adelsmand Don Quixote af Manchas Levnet og Bedrifter, 1776-77), der anakronistisk iklædte sig rustning for som fortidens riddere at øve store gerninger. Hjærnepletter: ordet er ikke belagt i ODS. »wiederherstelle«: (ty.) genoprette, gendanne, restituere. »urwüchsig«: (ty.) original, oprindelig. 177 Friederichsstrasse: fornem gade i det centrale Berlin, tværgade til Unter den Linden. Pige (… Omstændigheder): tjenestepige. 178 Skifting(en): vanskabt barn eller ifølge folketroen et barn, som overnaturlige væsener havde forbyttet med et normalt, udøbt barn og antoges at blive vanskabt, åndssvagt m.v. Job (…) Herren: den gammeltestamentlige Job, hvis tro Gud prøvede ved at lade Satan fratage ham ejendom, familie og helbred, og som derfor følte sig forladt af Gud, jf. Job 30,19 ff. Hejmdal (…) Aser: i nordisk mytologi er Heimdal vogteren af Bifrost, regnbuebroen til asernes bolig; hans hørelse er så skarp, at han kan høre græsset gro. (Plet eller) Lyde: legemlig eller åndelig skavank. Geschäftssnille: Geschäftssinn, (ty.) forretningstalent (»snille« er ikke et tysk ord). 179 Jottejot: (gengivelse af berlinsk udtale af) Gott oh Gott eller guter Gott, (ty.) du gode Gud o.lign. Ahasverus: Ahasverus, Jerusalems skomager, som ifølge sagnet blev dømt til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata.

En Domfældelse! 181 gø (…) Lopper: egl. udtryk om ubetydelig lyd eller om brovtende tale. (Blomst­er)korso: (væddeløb eller her snarest) promenadekørsel. Overdrev(et): uopdyrket land, der henligger til græsning, eller yderdistrikt omkring by.

182 Københavns Grønttorv: lå 1889-1958 mellem Vendersgade og Frederiksborggade, hvorefter en gros-handelen flyttede til Valby (selve pladsen omdøbtes 1968 fra Københavns Grønttorv eller blot: Grønttorvet til Israels Plads). 183 Purrer: gammel stavemåde af porrer. Snesen (…) 20: en snes er 20 stk., men ordet anvendtes også (især dial.) om andre, lidt større antal, der var gængse ved salg af visse varer. 184 Hjemmeradiser: hjemmedyrkede radiser, i modsætning til importerede.

Torvebisse(rne): person, der har eller søger tilfældigt arbejde med torvehandel. en Sort: sort kaffe med brændevin eller rom. Fordring: gældsbrev. til Agters: økonomisk bagud, gældsat. 185 (Surbrød med) belagt: pålæg. Fødepumpe: egl. en pumpe, der leder nyt vand til en dampkedel som erstatning for det fordampede. Kapsko: træsko med hæle­ kappe. 186 Ære og Gods forbrudt: under enevælden en dom, hvorved den dømte mistede (adels)titel og rang og fik sine ejendomme konfiskeret af staten; ved særligt alvorlige forbrydelser kunne tiltalte evt. desuden ’forbryde sit liv’, altså dødsdømmes.

Langt udi Skoven –! 187 Langt udi Skoven!: titlen alluderer til den gamle børnesang med førstelinjen »Langt ud i skoven lå et lille bjerg«. Thüringerwald: Thüringer Wald, en ca. 200 km lang og op til 35 km bred, til dels skovdækket bjergkæde i det centrale Tyskland (i delstaterne Thüringen og lidt af Bayern). Frau Holles: det af brdr.

Jacob og Wilhelm Grimm nedskrevne tyske folkeeventyr »Frau Holle«, dansk oversættelse »Mor Hulda«; dette eventyr kan imidlertid ikke specielt henføres til Thüringen, og muligvis forveksler eller sammenblander MAN det med de ligeledes af brdr. Grimm nedskrevne thüringske folkesagn »Frau Holla und der treue Eckhardt« og »Frau Holla und der Bauer«. den vilde Jæger: muligvis hentydning til det af brdr. Grimm nedskrevne thüringske folkesagn »Der wilde Jäger jagt die Moosleute«. de Underjordiskes Skov: også i Tyskland var forestillingen om »die Unterirdische«, de underjordiske, trolde o.lign. der bor i bjerge, høje osv. almindeligt udbredt i folketroen. Goryllus: navnet betyder hassel. Blæsebøje: ordet er ikke belagt i ODS, muligvis: blæsebælg. Skifting(er): vanskabt barn eller ifølge folketroen et barn, som overnaturlige væsener havde forbyttet med et normalt, udøbt barn og antoges at blive vanskabt, åndssvagt m.v. forlige (Dværgen): bringe i overensstemmelse med. 188 utidig (Start): for tidlig. vejløst: uden for vej og sti. Skrot: krop, skrog.

189 Bul: træstamme. Kehraus: (ty.) den sidste dans, oftest overstadig, langvarig og danset i rasende tempo. 190 Rennsteig: den ældgamle grænsevej mellem landskaberne Thüringen og Franken løber langs bjergkammene i Thüringer Wald. Klip (i Bjærgene): (sjællandsk) hak eller åbning der virker, som var det klippet ud. Erfurter-Dômen: bykernen i Erfurt, hovedstaden i den nuværende delstat Thüringen, domineres af domkirkehøjen med to store middelalderkirker, domkirken Mariendom (påbegyndt 1154) og Skt. Severikirche (ca. 1280-1400). Geysir: gejser, efter Geysir, navnet på en gejser i Haukadalur, Island; MAN havde i juli 1909 besøgt Island som leder af en selskabsrejse, arrangeret af Politiken. 191 Bisse(rne): sjover, vagabond. slaa Fægt: tigge eller opretholde livet på anden tilfældig måde (her bondefangeri). Schuster: (ty.) skomager (kan også betyde fusker). Hymnens Lænker: (bevidst fejl i dækket direkte tale for) hymens lænker, højtidelig metafor for ægteskabet. (25) Pf. (…) en Mark: 1 Pfennig = 1/100 del af en Mark, som på nedskrivningstidpunktet havde en købekraft ca. som 32 kr. i 2010. opskørtet (Kvinde): med opbundne eller opløftede skørter. Ildklemme: ildrager. 192 Oppebørselen: indkasseringen af (bom)afgifterne. klaffede: bagtalte, sladrede. 193 Bisselær i Saalerne: lyst til at flakke om.

Brødrene 194 Gaarddronten: gårddrønten; ifølge gammel bornholmsk vedtægt og arvelov af 1773 var drønten eller gårddrønten, dvs. den yngste søn, født arving til en gård.

Borregaard: der fandtes mindst tre gårde af dette navn på Bornholm: i Pedersker sogn en B. også kaldet 7. Selvejergaard eller Paa Borre og i Rutsker sogn en B. også kaldet 8. Selvejergaard, Bukkegaard eller Bakkegaard, og endelig har der i Vestermarie sogn tidligere ligget en B.; ’borre’ betyder borg. Sildefødning: efternøler. Skrabkage: egl. kage eller brød bagt af de sidste rester i dejtruget (der skrabes af siderne på dette). 195 Bjærget: mulig hentydning til Rispebjerg ved Borregaard i Pedersker sogn.

Kortenspil: (arkaiserende, dial. eller spøgefuldt) kortspil. Trekort: gammeldags kortspil, hvor spillerne ved kortgivningen får hver tre kort. 197 gøre dig umyndig: fra gammel tid har man kunnet umyndiggøres ’enten for alder, vanvittighed, ødselhed eller andre årsager’ (Danske Lov). kundgøres: en umyndiggørelse havde først retsvirkning efter tinglysning. Kirkestævne: møde af sognets mænd på eller ved kirkegården om søndagen efter kirketid, hvor der oplæstes forordninger, befalinger o.lign. 198 købstadklædte: klædt på til at tage til byen (i det fineste tøj). Stevel: (bornh.)

kirketårn eller (her) fritstående klokketårn; adskillige bornholmske kirke har sådanne. lamentere(de): klage, jamre, hyle. Sandemanden: på Bornholm en amtmanden og herredsfogederne underordnet retsembedsmand; sognefoged.

Kommandanten: den øverstbefalende for Bornholms Væbning (forsvar), som desuden var udskrivningschef. 199 Mistagelse: fejltagelse. 200 Herredsfogden: indtil 1919 den embedsmand, der var dommer og politimester i et herred. Tingkrævte(r): ’tingkräwta’, (bornh.) tingstud, en trættekær, påståe­ lig, krakilsk person, der elsker at føre processer. (Papirerne) ovre: i Danmark vest for Bornholm; her: København. 201 Amtmand(en): den øverste statslige embedsmand i et amt. 202 rangle(de): svire.

Sommerdag 203 Vikke(r): slægt i ærteblomstfamilien, i Danmark med ni forskellige arter. Der er et yndigt Land: første linje af Adam Oehenschlägers »Fædrelands-Sang« (ca. 1819, trykt 1823), Danmarks nationalsang. Pindso(en): pindsvin af hunkøn.

Kolerafluer: tidligere betegnelse for thrips, frynsevinger eller blærefødder, orden af millimetersmå spinkle insekter, der i varme somre (som i koleraåret 1853) kan optræde i store mængder. 204 Groe: (dial.) grøde; jf. bornholmsk: ’groa’. Skred: frembrud af noget voksende. 205 (det) grundmurede: her: satte, borgerlige. Madam Græsmejer: (slang) at logere hos madam Græsmejer vil sige at sove (som hjemløs) under åben himmel, i græsset.

Junkeren! 206 Valgene 12te Januar 1912: valget til den 13. tyske rigsdag, det sidste rigsdagsvalg i kejserrigets tid og det sidste inden 1. Verdenskrig. Friedrichsstrasse: fornem gade i det centrale Berlin, tværgade til Unter den Linden. Kraft(busser): det gamle tyske præfiks ’Kraft-’ i Kraftwagen, Kraftdroschke (automobil, taxi) m.m. angiver, at køretøjerne er motordrevne (i modsætning til hestetrukne).

Leipzigerstrasse: Leipziger Strasse, fornem gade i det centrale Berlin, parallelgade til Unter den Linden. fesche: (mul.) flotte, smarte, lækre (underforstået: piger). 207 Dalarne: Dalarna, landskab, der omfatter den indre, nordlige del af Mellemsverige. kredensede (Champagnen): smagte til før servering. Internationale: hentydning til 2. Internationale, der blev stiftet 1889 i Paris som en sammenslutning af de nationale socialdemokratiske partier, der var opbygget i de foregående årtier,

herunder det danske og det tyske parti; 2. Internationale gik i opløsning med udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914. (Hr. von) Wucherer: (ty.) ågerkarl. (østelbisk) Junker: tysk adelstitel, fra det 19. årh. ofte brugt nedsættende om godsejere i de gamle preussiske områder øst for Elben; junkerne var gennem århundreder den mest magtfulde sociale gruppe i Preussen. 208 famos: (ty.) udmærket, glimrende. Ar: mensur-ar fra en traditionel duel på sabler; traditionen opstod i tyske studenterkredse i midten af det 19. årh.; arrene betragtedes som ærefulde. Bumletid: svire-, soldetid. Kor(student): korps-, milits-. saa nær som: på nær. Parvenu(er): opkomling. Frimurer(sprog): medlem af en loge eller et broderskab, hvori man gennem en serie hemmelige ritualer underkastes en gradvis instruktion i idealer af moralsk og metafysisk karakter; der findes ikke noget særligt frimurersprog. Kamerun: den mellem­ afrikanske stat Cameroun var tysk koloni fra 1884 til 1. Verdenskrig. Tyskland (…) Kolonier: Tyskland skaffede sig i 1880’erne adskillige kolonier, navnlig i Afrika, men mistede dem under og efter 1. Verdenskrig. 209 Valgene (…) Proletariatet: den store sejrherre ved rigsdagsvalget 1912 var SPD, det tyske socialdemokrati, som med ca. 35 % af stemmerne blev rigsdagens største gruppe. Herreje: forkortelse af ’herre jemini’, mild ed, ’herregud’. Th.

Mommsen: Theodor M. (1817-1903), tysk oldtidshistoriker, jurist og nationalliberal politiker, nobelprismodtager (1902) for sin banebrydende forskning i Romerrigets historie. Bebel: August B. (1840-1913), tysk socialdemokratisk politiker, fra begyndelsen af 1880’erne partiets ubestridte leder, fra 1892 også dets formelle formand. Bebels Hjærne (…) Junkere: trods sine nationalliberale anskuelser var Mommsen en beundrer af marxisten Bebel, om hvem han skrev, »dass mit einem Kopf wie Bebel ein Dutzend ostelbischer Junker so ausgestattet werden könnten, dass sie unter ihresgleichen glänzen würden« (»at med et hoved som Bebels kunne man udstyre et dusin østelbiske junkere således, at de ville glimre blandt deres fæller«), Die Nation, 13. december 1902. Gottesgnadentum: af Guds nåde, om konge eller fyrste. 210 Jottejot: (gengivelse af dial. berlinsk udtale af) Gott oh Gott eller guter Gott, (ty.) du gode Gud o.lign. Adel forpligter: fransk: »Noblesse oblige«, talemåde, første gang anvendt i Gaston-Pierre-Marc, Duc [hertug] de Lévis (1764-1830): Maximes et Réflextions (1808). efter 48: hentydning til februarrevolutionen 1848, i hvilken junkerstanden støttede de reaktionære og royalistiske kræfter. Bismarck: Otto von B. (1815-98), preussisk og tysk statsmand, samlede 1871 Tyskland, rigskansler 1871-90; B. var junker. Islæt: egl. de tråde, der i vævning slås igennem kæden (rendingen) i dennes bredde, på tværs af vævet. Sølvsnor: (slang) funktionær af

de lavere klasser i jernbane-, post- og telegrafetaterne; også i almindelighed om underordnede statstjenestemænd. Landraad(ene): tysk: Landesrat, minister i en delstatsregering. 211 Liebesgabe: (ty.) velgørenhedsgave. Morgengave(n): hedder på tysk: Morgengabe. efter os kommer Syndfloden: fransk: »après nous le déluge«, dvs. ske, hvad der vil, når blot vi er borte; vendingen tillægges markisen af Pompadour, der skal have sagt det til sin elsker, den franske kong Louis 15., da han var bekymret over et militært nederlag i 1757. nokken en Sekt: gengivelse af »noch einen Sekt«, (tysk) endnu en (flaske) sekt. bære Vand mod: hamle op, måle sig med.

Nattevandring 213 Carl Bagger: (1807-46), dansk forfatter. Søren (…) Lugt!: upræcis gengivelse af de sidste linjer i næstsidste strofe af Carl Baggers drikkevise »Promenaden om Natten« fra Smaadigte (1834): »Nei, hvad er det for en Lugt? / »Hører Du Vognene rumle?« / Skynd Dig blot hurtigt paa Flugt!«, Udvalgte Skrifter (1925), s. 195; der hentydes til natvognene, som bortkørte indholdet af byens latriner. 214 arg(e Graad): vred, forbitret, arrig. Særk: natkjole, underkjole. Donner: rus. 215 Alléen: muligvis Frederiksberg Allé. Lysets Kælder: navnet er sandsynligvis fiktivt. Frederiksbergsiden (…) Mælkeforsyningens: der lå tre mælkeforsyninger tæt sammen på Frederiksberg, Københavns Mælkeforsyning på Solbjergvej 4, Dansk Mælkekompagni på Mælkevej (lille blind sidegade til Sprogøvej, vejen nedlagt 1980) og De forenede Fællesmejerier på Sdr. Fasanvej 127. Remisen: der var sporvognsremiser bl.a. ved Trianglen og på Blegdamsvej. Elektriske: eldrevet sporvogn (i modsætning til hestetrukken eller dampdreven), indførtes i København 1887-1915, først på Nørrebrolinjen. 216 Asyl: privat børnehave, drevet som velgørenhedsarbejde. Urtekræmmeren: (kbh.) købmand, person, der driver detailhandel med kolonialvarer m.m. Bivogn(e): vogn uden motor, koblet til den motoriserede sporvogn. Lægeforeningens Boliger: den nuværende Brumleby på Østerbro; som dreng boede MAN her med sin familie i perioden ca. april 1872-september 1877, fra han var knap tre, til han var otte år; Lægeforeningens Boliger er Danmarks første sociale boligbyggeri, opført på initiativ af Kjøbenhavns Lægeforening uden for det daværende København på Østerfælled 1853-57, blok A-H tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-56), udvidet 1866-72 med blok J-S tegnet af arkitekten Vilhelm Klein (1835-1913); boligerne skulle efter koleraepidemien i København 1853 modvirke den smittefarlige overbefolkning i byens fattigkvarterer og skaffe mindre bemidlede sunde og billige boliger. Tuborg: bryggeriet Tuborg lå 1873-

1996 på Strandvejen i Hellerup (fra 1979 dog med en betydelig filial i Fredericia).

Hønsebroen: flydebro fra den nuværende Esplanaden til en fast bro med forbindelse til flådens hovedvagt, »Under Kronen« på Holmen; oprindeligt anlagt 1680 så flådens mandskab, der boede i Nyboder, kunne passere tværs over havnen; senere også brugt af bl.a. Burmeister & Wains arbejdere, jf. flg. note. Refshaleøen: kunstig ø nord for Amager opfyldt fra 1868; 1872 flyttede Burmeister & Wain sit skibsværft hertil. Knippelsbro: bro, der forbinder Christianshavn med det indre København. Langebro: den forrige Langebro, hvis officielle navn var Christian X’s Bro, opførtes 1900-03 og forbandt Amager med København i forlængelse af Vester Boulevard, den nuværende H.C. Andersens Boulevard (broen afløstes 1954 af den nuværende Langebro). Trianglen: trekantet plads, trafikknudepunkt på Østerbro. Blegdammens Sporvogne: der var sporvognsremiser bl.a. ved Trianglen og på Blegdamsvej.

Mutter Schmidt! 217 Rigshovedstaden: Berlin, der hidtil kun havde været hovedstad i kongeriget Preussen, blev 1871 »Reichshauptstadt« for det samlede kejserrige Tyskland.

Bier(kammerater): øl-, drikke-. 218 Ejendommen, jeg bor i: MAN boede med sin familie i december 1910 til januar 1911 på Fontane Strasse 17, I, i den sydlige arbejderforstad Rixdorf (1912 omdøbt til Neukölln; det oprindelige Rixdorf lå i det nuværende Nord-Neukölln og er nu en integreret bydel i Berlin). sat Kors ved: mærket som mistænkelig el.lign. 219 Klaffer(søstre): bagvasker, sladderhank. Alt Moabit: arbejderforstad, siden 2001 sammen med bydelene Mitte, Tiergarten og Wedding en del af Berlins centrale bydel Bezirk Mitte. Hallesches Thor: Hallesches Tor, et monumentet på Belle-Alliance-Platz (den nuværende Mehring-Platz) i den sydligste ende af Friedrichstrasse, jf. flg note. Friedrichsstrasse: fornem gade i det centrale Berlin, tværgade til Unter den Linden. Libeller: guldsmede eller her snarere: døgnfluer. bakkantisk: drukken, vild, overgiven. bjærgtagen: ifølge folketroen fortryllet (ved elskov), holdt fangen i et bjerg af en trold el.lign. 220 (15) Mark: en Mark havde på nedskrivningstidpunktet en købekraft ca. som 32 kr. i 2010. Megære(ns): misundelig, hævngerrig eller arrig kvinde; ’drage’, furie.

Karosse: stor lukket vogn, karet. min Kone: MAN’s første kone, Margrethe, f.

Thomsen (1881-1958). 221 Jotte Himmel: (gengivelse af berlinsk udtale af) Gott im Himmel eller guter (Gott im) Himmel, (ty.) Gud i himlen o.lign. sagde (…) ud: sagde op. Underklokke: underkjole. Poppelsi: (dial.) (anfald af) apopleksi; slagtilfælde.

Efteraarstrækket 223 Af Jord est Du kommen: begyndelsen af det kristne jordpåkastelsesritual i den gamle formulering fra Dannemarks og Norges Kirke-Ritual (1762), s. 328. Himlen (…) fromme Ord: vendingen har ikke kunnet stedfæstes. 224 Far (var Dreng): MAN’s far Hans Jørgen Andersen (1839-1910). spætter: (mul. hyperkorrekt stavemåde af) spjætter. Ahasverus: Ahasverus, Jerusalems skomager, som ifølge sagnet blev dømt til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. 225 De tre Mørke: vendingen har ikke kunnet identificeres; mulig hentydning til Sargassohavet ud for Nordamerikas kyst, hvorfra ålen vandrer mod Europa.

Mennesket (…) Brød alene: 5 Mos 8,3, »at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund« og henvisning hertil i Matt 4,4. lidt og lidt: lidt efter lidt.

Dybhavsfisk (1918) Livsslaven 232 vimre(de): jamre, klage, pibe. staa øverst paa Kirkegulvet: som konfirmationsholdets dygtigste. 233 Vinddriver(ne): skib, der er slået ud af kurs, driver for vind og vejr eller (her snarere) søger læ i hårdt vejr. en Ret (Fisk): (især dial.) en portion utilberedte fødevarer, især fisk, passende til ét måltid. (gamle) Gnav: gnavpotte(r).

Udmark(skør): (afsides liggende) uopdyrket jord. Lauegaard: der fandtes mindst to gårde af dette navn på Bornholm, i Østermarie sogn en L. også kaldet 27. Selvejergaard og i Åker sogn en L. også kaldet 34. Selvejergaard, Tornegaard eller Bonnegaard. Trekort: gammeldags kortspil, hvor spillerne ved kortgivningen får hver tre kort. Tilliggende: den jord, der hører ind under en gård. 234 Huggehus(et): mindre hus, skur eller rum, der tjener som tømrerværksted eller hvor der hugges brænde. vims (til Bens): rask, hurtig, adræt. 235 kvikne(de mærkværdig) til: (bornh.) blive rask, livlig, munter. 236 Skarøkse(n): hammerlignende økse med et krumt blad, hvis æg står på tværs af skaftet. 237 lidt og lidt: lidt efter lidt. krængede: (dial., bornh.) kæmpede, vred eller snoede sig for at slippe løs. (Drengen) skrubbede: forføjede eller skyndte sig. benauet: benovet, ængstelig, forlegen. (Halen paa en) Kokkemand: (mul. barnligt for) hane.

238 Tømmermand: (her) skibstømrer. 239 »Grundene«: fiskerbanker ud for Bornholm, f.eks. Nordvester-Grundene, en fiskerbanke NV for Christiansø eller de nordvestlige banker omkring Christiansø i almindelighed, og Øster-Grundene, en fællesbetegnelse for bankerne øst for Bornholm. Græstorsk(en): lille torsk. 240 (en stor) Bark: stort sejlskib med tre eller flere master, almindelig i handelsflåden.

Dybhavsfisk 242 første Rejse (…) Lungehistorie: fortællingen er til dels inspireret af MAN’s rejse til Syden 1894-96, som i sit udgangspunkt var en rekonvalescensrejse for at komme sig over en lungesygdom; rejsen førte ham ad samme rute som fortællerens, dog ikke til Capri. Via Sistina: gade i det centrale Rom oven for Scalinata di Spagna (Den spanske Trappe). 245 Østprøjsen: landskab ved Østersøen i det nuværende Rusland og Polen, på fortællingens tid en del af den tyske delstat Preussen. den russisk-tyrkiske Krig: krigen mellem Rusland og Osmannerriget (Tyrkiet) 1877-78, som Rusland vandt.

Junker(traditioner): tysk adelstitel, fra det 19. årh. ofte brugt nedsættende om godsejere i de gamle preussiske områder øst for Elben, en af hovedfloderne i Mellemeuropa; junkerne var gennem århundreder den mest magtfulde sociale gruppe i Preussen. Plevna(s Fald): by i Bulgarien, befæstet af tyrkiske tropper, blev efter langvarige kampe indtaget af talmæssigt overlegne russiske styrker i slutningen af 1878. Ahasverus: Ahasverus, Jerusalems skomager, som ifølge sagnet blev dømt til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. 246 Sønnetabet: begrebet stammer fra Egils kvad af dette navn i den islandske Egil Skallagrimssons Saga (ca. 1230); kvadet udtrykker Egils sorg, da hans yndlingssøn drukner. (tusend) Frank: franske francs var tidligere almindeligt anvendte som rejsevaluta. 247 Lejdebrev: (arkaiserende) dokument, der giver en person frit lejde. Bachfisch: backfisch, oprindeligt fra tysk om fisk for lille til at koges, men stor nok til at steges; her: pige i overgangsalderen. 248 Neapel: tysk og ældre dansk navn for den italienske by Napoli, hovedstad for den italienske region Campania i bunden af Napolibugten. 249 Palermo: Siciliens hovedstad på øens NV-kyst. Girgenti: i dag Agrigento, by på Siciliens S-kyst. mægtige Tempelruiner: ved Agrigento findes nogle af den græske antiks bedst bevarede doriske templer fra det 4. og 3. årh. f.Kr. Asfodel: affodil,

plante med lancetformede blade i rosetter, almindelig i Middelhavslandene. blaa Borax: formentlig borago officinalis eller hjulkrone, en læge- og krydderurt med store, hjulformede, himmelblå blomster, almindelig i Middelhavslandene.

Concordia-Templet: berømt, meget velbevaret græsk tempelruin ved Agrigento.

Landauer: hestekøretøj med to passagersæder over for hinanden samt et kuskesæde. Baedecker: rejseførere udgivet af den tyske forlægger Karl Baedecker (180159) fra 1835, som ved deres grundighed og pålidelighed dannede forbillede for genren. 250 Cooks store Hotel: den britiske rejsebureaukæde Thomas Cook & Son Ltd. arrangerede fra 1841 selskabsrejser i Europa (fra 1866 også i USA); det her omtalte hotel er sandsynligvis Agrigentos fornemste, Hotel des Temples, der som beskrevet lå uden for byen på vejen mod tempelruinerne. 251 Opløsningen: løsningen, forklaringen. Tellstrasse: gadenavnet er fiktivt, gaderne i Lausanne har franske navne. Handsel: den første indtægt ved åbningen af en ny forretning eller fra dagens omsætning, hvoraf man tager godt varsel om kommende salg; lykkevarslende penge fra dagens, forretningens eller (her) sæsonens første kunde. Nihilist(inden): tilhænger af nihilismen, en revolutionær bevægelse i zar-tidens Rusland. 252 Syrakusa: det oldgræske navn for Siracusa, by på Ø-kysten af Sicilien.

Dukken! 253 Thüringerwald: Thüringer Wald, en ca. 200 km lang og op til 35 km bred, til dels skovdækket bjergkæde i det centrale Tyskland (i delstaterne Thüringen og lidt af Bayern). Svarteskoven: (arkaiserende) den sorte skov (ikke at forveksle med Schwarzwald, et bjergområde i den nuværende delstat Baden-Württemberg). 254 Tiøres Basarer: varehuse med flere butikker under samme tag og billige varer. Nürnbergerkrammet: fællesbetegnelse for div. billige varer af tvivlsom kvalitet, smykker o.a. galanterivarer, legetøj m.m., der eksporteredes fra Nürnberg. 255 Finsterbergen: lille by i den nordlige Thüringer Wald, tidligere kendt for sin hjemmefabrikation af dele til dukker. Sildefødning: efternøler. Coryllis: navnet betyder hassel. slog Vejret gennem hende: udtrykket, som MAN også bruger andetsteds, er ikke belagt i ODS. Leinathal: Leinatal, dal og lille by i den nordlige Thüringer Wald. Leina: flod og lille by i den nordlige Thüringer Wald. ErfurterDômen: domkirken Mariendom (påbegyndt 1154) i Erfurt, hovedstaden i den nuværende delstat Thüringen. (Klippe)heller(ne): flade klippestykker. 256 Papmasse (…) Formene: dukkerne fremstilledes oftest af papmaché. Kælke: tidligere almindelig stavemåde af kælk. Fabriksbyen paa Sletten: Waltershausen, se note til s. 267. Dragt (Materialer): byrde.

257 Sprutstjærner: foruden dukker o.a. legetøj var egnen også kendt for sin fyrværkerifabrikation. Forbredde(n): det stykke tøj, der danner forsiden af en kjole el.lign. 258 Trut: ordet er ikke belagt i ODS, muligvis menes: tut. Kartoffelgrød: (dial.) grød kogt af kartofler og mælk. 261 Rennsteig: den ældgamle grænsevej mellem landskaberne Thüringen og Franken løber langs bjergkammene i Thüringer Wald. 263 Karakter-Dukke(rne): dukke, hvis ansigt er livagtigt karakteriseret. 265 (Bjærg)hældet: skråningen. 266 vandrende Gesell: omvandrende håndværkersvend. fægte(de): tigge eller opretholde livet på anden tilfældig måde. Legetøjsforretning paa Strøget: hentydning til Københavns største legetøjsforretning, Th. Thorngreen Legetøjshandel, Vimmelskaftet 41. 267 Waltershausen: mindre industriby i den nordlige Thüringer Wald, ca. 6 km fra Leinatal. store Dukkefabrik: der var på det skildrede tidspunkt 20-30 dukke- og legetøjsfabrikker m.v. i Waltershausen; sandsynligvis hentydes der her til den betydeligste og mest traditionsrige, firmaet Johann Daniel Kestner (grundlagt 1815, konkurs 1936). Friedrichroda: lille by i den nordlige Thüringer Wald, ca. 5 km fra Leinatal.

Murene 271 Færsel: i senere optryk er den gammeldags stavemåde ændret til »Færdsel«.

Hørkræmmer: person, der handlede med hør, hamp, blår, salt, sild, klipfisk, lertøj m.v. 272 (ligget sig) Værk (til): gigt(smerter). Strygestaal(et): kegleformet stykke stål til hvæsning af slagter- og skomagerknive. 273 Overdrevsbygning: hus i en bys udkant. Kaserner: lejekaserner, dvs. store beboelsesejendomme med mange små lejligheder. Billighed: rimelighed.

Gulduret 275 Torre Annunziàta: havne- og industriby i den S-italienske Napoli-provins. 30-35000 Indbyggere: byen havde under MAN’s første Italiens-rejse 1894-1895 ca. 17.000 indbyggere. Makaroni: Torre Annunziàta er bl.a. kendt for sin makaroniproduktion. et flere Maaneders (…) Pompeji: MAN opholdt sig ved Pompeji januar-marts 1895. store Jærnstøberi: muligvis menes den statslige våbenfabrik i Torre Annunziàta. 276 Men Taaren (…) vor Mor: en sådan vise er ikke udgiveren bekendt. (Jærn)brig:

tomastet sejlskib. Skylight(’et): en i dækket placeret lysåbning med glasrude, der beskyttes af en rist; dæksvindue. Korvet: let, fuldrigget krigsskib med ét batteridæk. skalke(de) Luger: lægge dæksler på lugerne, tætne og fastgøre dækslerne og derefter brede presenninger over dem, for at vandet i hårdt vejr ikke skal trænge ind i skibet. 277 Plimsoller: gammelt, usødygtigt skib. en Halvbefaren: matros, som har sejlet i 18 måneder og i den tid gjort to længere rejser. faldt af for Vejret: (maritimt) drejede bort fra vindretningen. 279 Santa Lucia: Strada di Santa Lucia, en livlig del af Napolis østlige strandpromenade. Akvarium: berømt zoologisk akvarium i parkanlægget Villa Nazionale med saltvandsakvarier og videnskabelige laboratorier, grundlagt 1872-74. Galleria Umberto: korsformet, glasoverdækket, fornemt udsmykket butiksarkade i neoklassicistisk stil, åbnet 1890, opkaldt efter den italienske konge 1878-1900, Umberto 1. 280 (gammelt) Koøje: (maritim slang) lommeur, ’krydder’. Nationalmusæet: Museo Nazionale på Piazza Cavour, rummer bl.a. skatte fra Pompejis og Herculanums udgravninger. 281 Vognhyndet: neutrumformen var tidligere den almindelige. 282 kom paa (…) Mergelspigret: (maritim talemåde) fik eller gjorde uret, ’kom på den gale side’. 284 Trippelse: forskellige løse jordarter, der anvendtes som pudsemiddel.

En Strandvasker 285 Karen Bakkegaard(s): figurerne Karen Bakkegaard og Johannes genfindes udfoldede i Ditte Menneskebarn, II. Jævnlige: (dial.) ligemænd, jævnbyrdige. For hvert Afbud (…) to Husmænd: muligvis allusion til Jesu lignelse om kongesønnens bryllup, Matt 22,1-14, hvor de først indbudte, fornemme bryllupsgæster tilsvarende melder afbud, men erstattes af andre, tilfældigt indbudte. 286 Kørekappe(r): kappe til kørebrug. gæstbød: indbød til måltid. Hedebodragt: folkedragt fra de tidligere landstrækninger, kaldet »Heden«, mellem København og Roskilde; egnen var kendt for sit håndarbejde med en særlig slags hvidsyning.

Elskovens (…) skrevet staar: f.eks. i J.H. Wessels (1742-85) parodiske sørgespil Kierlighed uden Strømper (1772), III,3: »Paa mit Hiertes Skorsteen brænder / En Harpixet Elskovs Brand / Som er tændt i begge Ender, / Elskovs Gud den tændte an«, Samlede Digte (1901), s. 16; vendingen var også almindelig i skillingsviser o.a. folkelitteratur. Enkeseng (…) Ordet gaar: vendingen har ikke kunnet identificeres. Enk: (bornh.) enkemand.

287 avet ind: holdt i ave, behersket. blodsvimmel: jf. blod som billede på sexuel lidenskab. Folkebøger: populære og letfattelige skønlitterære bøger. Tykke: forgodtbefindende, skøn. 288 gænnede (for Pjank): (dial.) spærrede, hindrede. Dæggelam: forkælet person; egl. lam, der dægges (kæles). 290 Havbakke(rne): høj strandbred, strandbrink. Donner: rus. 294 Flyvegigt: (dial.) gigtsmerter, som hyppigt flytter sig rundt i kroppen. 295 tragte Kaffen en Gang til: hælde den allerede tilberedte kaffe gennem kaffeposen igen for at trække mere kraft ud af bønnerne. 296 tørnede (Baaden): (her) ramte strandbredden. Dræg: (dial., bl.a. bornh.: drägg) mindre anker med fire arme til fortøjning af småfartøjer.

Bølgen den blaa! 298 Tørreplads(erne): her i betydningen stejleplads, den plads hvor fiskegarn ophænges på stejler (pæle) for at tørres eller bødes, og hvor fisk hænges til tørring. Hvergarn: simpelt (hjemmevævet) stof af hørgarn og uld eller (fabriksfremstillet) af bomuld med halvulden islæt. Tvist: bomuldstøj. Islæt(ten): de tråde, der i vævning slås igennem kæden (rendingen) i dennes bredde, på tværs af vævet. Særk: underkjole. ottedags Slagklokke: ur, der angiver tiden ved slag og kun skal trækkes op én gang ugentligt. 299 bandt (hun) paa sig: tog (over)tøj på. Sjøen: (bornh.) søen, havet. en Ret (Fisk): (især dial.) en portion utilberedte fødevarer, især fisk, passende til ét måltid. pejle (hende): (maritimt) lodde dybden eller bestemme afstanden og retningen. 300 Altergangstøj: det fineste tøj, søndagstøjet.Vinddriver(e): skib, der er slået ud af kurs, driver for vind og vejr eller (her snarere) søger læ i hårdt vejr. Klip (du) til: slå til, sig ja. 301 Hveen: Hven eller (sv.) Ven, ø i det nordlige Øresund, svensk siden 1658. 303 takled til: monterede reb og sejl. 304 tyvebrændte (Uro): (her) forbandede, satans. 305 Jeg laa (…) Skibslejlighed hjem: selvbiografisk hentydning til MAN’s hjemrejse fra Syden 1896; han foretog imidlertid rejsen fra le Havre i Frankrig til København som betalende passager på et svensk dampskib. Kippe(rne): tarvelig beværtning, knejpe, ’bæverding’. S/S (Danmark): steamship, (eng.) dampskib. den russisk-japanske Krig: krigen mellem Rusland og Japan 1904-05 om kontrollen over Manchuriet og Korea, som endte med japansk sejr. 306 Port Arthur: russisk flådehavn på sydspidsen af den kinesiske halvø Liaodong, efter krigen 1904-05 japansk (nu Lüshun i Kina); krigen begyndte med et

japansk snigangreb på den russiske flåde her. Wladiwostok: tysk stavemåde af Vladivostok, Ruslands største havneby ved Stillehavet, endestation for Den transsibiriske Jernbane. Gambier: terra japonica, et ekstrakt af visse blade og buske, især anvendt til garvning og farvning. barke (Sejl og Fiskegarn): styrke dem ved behandling med en lage af bark. Rangoon: hovedstaden i Burma (det nuværende Yangon i Myanmar). Messina: by på Siciliens NØ-kyst; MAN sejlede i november 1902 (som betalende passager) fra Napoli via Messina til Malaga i Spanien. (fylde) Bunker: kulrummet i et dampskib. 307 (gift og) hjemfaren: nygift person, som er draget ind i sit nystiftede hjem; som har fået eget hjem, er blevet gift. Bakken: forskibet. skærer sig en Ende af: (sandsynligvis) tager et stykke skråtobak (som billede på at bruge penge til fornøjelser). 308 Bakskammerat(er): skibskammerat (fra bakken, forskibet, hvor de menige søfolk holdt til). 310 den læ Side: den side af skibet, som vender bort fra vinden, eller det verdenshjørne, som vinden blæser imod. Bestiklukafet: det lukaf, kommandobroen eller et rum bagved, hvor vagthavende navigatør, dvs. styrmanden eller kaptajnen, udfører bestik, dvs. foretager stedsbestemmelser og beregner retning og hastighed vha. søkort, astronomiske iagttagelser, kompas, pejling og log-oplysninger m.v. Kludder (og Vrøvl): (slang) besvær, vanskeligheder. 311 Kavaj(en): lang kappe med slag eller stor krave. Kanalen: underforstået: Den engelske Kanal. Lyssynet (…) Druknende: jf. folketroen på (og antagelsen fra nærdødsoplevelser af), at en døende oplever at blive omgærdet af lys.

Undervejs (1919) Den musikalske Gris. En Minderune over Geniet 9 selv Kongeørnen (…) »smaa Dyr«: allusion til fablen om fuglekongen, ofte tilskrevet den græske digter Æsop. 10 Ister: fedtlag om (især) svins indvolde, flomme. Blik (…) Sjælens vidunderlige Spejl: talemåden ’øjet er sjælens spejl (el. vindue)’ tilskrives den italienske forfatter Estaban Guazzo (1530-93). 11 Stivsyge(n): folkelig betegnelse for knoglelidelse hos dyr (især svin), der hos unge dyr viser sig som benblødhed, engelsk syge (rakitis), hos voksne som benskørhed, bensyge (osteomalaki), og som forårsager stivhed eller lammelse.

Skifting: vanskabt barn eller ifølge folketroen et barn, som overnaturlige væse-

ner havde forbyttet med et normalt, udøbt barn og antoges at blive vanskabt, åndssvagt m.v. Naturalist: rationalist, fritænker eller kras realist. 12 Almanakken (…) Rundetaarn: årets Almanak eller Skriv- og Rejsekalender udgaves 1636-1972 af Københavns Observatorium (i dag af Københavns Universitet) og havde 1685-1864 et træsnit af Rundetårn, observatoriets hjemsted 1637-1861, på forsiden. (Spanskrøret var lagt) i Lage: på plads, frem, i stilling. ledte Tobak (…) frem: fandt tobak frem. Spiltov(et): tov, hvormed en hest fastbindes i stalden. 14 Fanden (…) Børsterne med: variant af ordsprog om den, der har tabt meget og vil tabe resten med, som ’har fanden ædt hesten, da må han æde bidslet med’, jf.

Mau nr. 1.917. 15 »Hjalmar og Hulda«: vise om fiskerpigen Hulda, der svigter Hjalmar, mens han er i krig; ved hjemkomsten dræber han hendes mand og begår derpå selvmord; oprindeligt en ballade (1843) af den svenske digter Karolina Wilhelmina Ståhlberg (1803-72), oversat og bearbejdet i Norge, hvorfra den via skillingstryk blev kendt i Danmark, navnlig gennem Julius Strandberg (1834-1903), som i 1879 digtede en version på 23 strofer; alene i 1880-81 solgte han 50.000 eksemplarer, og den blev det 19. årh.s mest udbredte skillingsvise, »Markedsvisernes Generalnævner«, »Bønderpigernes Kjærlighedsmarsch« (Jeppe Aakjær). to og tyve Vers: den almindeligt udbredte version af visen havde 23 strofer, jf. ovenstående note. »Fjendernes Hær«: jf. visens indledning i Jul. Strandbergs version: »Paa Blomsterbed Kulding red Hjalmar saa tavs, / Thi Afskedens Time var nær; / Han skulde bortreise til fremmede Land, / At drage mod Fjendernes Hær«. 16 Værge: (forsvars)våben. Halvtoner: de mindste tonetrin (intervaller), der forekommer i det almindelige tonesystem. »En Favn (…) Gris«: ordsproget har ikke kunnet identificeres. Balder (…) Fødder: Den yngre Edda (Snorres Edda, ca. 1200) fortæller historien om, hvordan jættekvinden Skade som bod for, at aserne havde dræbt hendes far, fik lov til at vælge sig en ægtemand blandt dem – dog måtte hun kun vælge ud fra deres fødder; hun valgte det smukkeste par fødder i den tro, at de tilhørte Balder, retfærdighedens gud og den smukkeste af aserne, men det viste sig at være vanen Njords, den nordiske gud for hav og søfart, vind, frugtbarhed og ild. 17 alle sad vel (…) Flæsket: almindeligt ordsprog, Mau nr. 4.548. Weltschmerz: smerte, der skyldes medfølelse med den lidende verden eller smertelig lede ved verden, blaserthed. skar han (altid) sammen med (Omverdenen): stødte sammen, kom i strid med. Genius: skytsånd. 18 at en Gris ikke lever af Mask alene (…) noget højere: satirisk allusion til 5 Mos 8,3, »at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens

mund« og henvisning hertil i Matt 4,4. Sorgen feder: muligvis satirisk variant af ordsprog som ’sorgen lutrer’, jf. Mau nr. 9.343 og 9.320. 19 Vanen (…) Vrængbillede: jf. den romerske politiker og forfatter Cicero (106-43 f.Kr.) i De finibus 5,25,74: »Consuetudo quasi altera natura«, (lat.) vanen er en anden (el. den halve) natur. »Nirvana«: i buddhismen betegnelse for den tilstand, hvor sjælevandringen ophører og personligheden, efter at alle lidenskaber og alt begær er udslukt, udslettes og forenes med guddommen; i videre anv. om ’det store intet’ efter døden. troede (…) ny Griseskikkelse: satirisk hentydning til det kristne dogme om kødets opstandelse. 20 Trods (…) Prometeus’: jf. den græske myte om titanen Prometheus, der trodsede Zeus ved at give menneskene ilden. Overgris: satirisk hentydning til den tyske nihilistiske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) teori om ’overmennesket’, som har indset de herskende værdiers hulhed og dermed er frit til selv at skabe sig nye værdier og sit eget liv. 21 Ætersvingninger: i ældre fysik antoges et usynligt stof, æteren, at opfylde hele verdensrummet og (f.eks. stjerne)lyset at være svingninger i denne æter. raillere: gøre nar ad, gøre sig lystig over. 23 Livets brede Kongevej: den almindeligste tankegang eller fremgangsmåde. redebon: villigt, hurtigt. primum mobile: (lat.) ’det første bevægelige’, i den aristoteliske verdensanskuelse den ottende sfære eller fiksstjernehimlen, der omslutter hele verdensrummet med de øvrige syv sfærer, i hvis midte Jorden befinder sig. 24 Skovløber: en under skovfogden stående underbetjent i skovbruget (som har fri tjenestebolig og undertiden lidt tjenestejord eller græsningsret i skoven). 25 (røde) Klokke: underkjole. Lønbryllup(pet): hemmeligt bryllup eller (her snarere) samleje uden for ægteskabet. 27 Tæring: (lunge)tuberkulose. 28 Kalvebøtte: bøtte til kalvefoder. Mellemgryn: mellemfine gryn. Strygestaalet: ifølge folketroen kan strygestål have beskyttende virkning (som amulet). læst over: manet (for at forstærke strygestålets virkning). 29 Hej diddelom (…) Lille-Juleaften: højst sandsynligt fri videredigtning af børnevalsen »Hejdikkedom«, Børnenes Musik (1871), nr. 118. bovstukket: stukket i boven (kødet forrest på brystet) i stedet for i halsen. Aareladning: det et åbne en blodåre for at udtømme en portion blod; frem til midten af det 19. årh. var det i almuen almindeligt som renselsesmiddel mod ’onde safter’ eller ’syge væsker’ at lade sig årelade én eller to gange årligt, hvad enten man fejlede noget eller ej. 30 Sesam: sesamolie anvendtes i sæbefabrikation. Sfærernes Harmoni: harmonien mellem de forskellige sfærer (’himle’) i den aristoteliske verdensanskuelse.

Pebersvendens Historie 31 Vat og en Strikkepind: anvendt som piberenser. Rangel: druktur. (Ægtemænd i din) Bande: sandsynligvis bevidst sammenfald af betydningerne bande forbrydere og band, dvs. orkester, ensemble. 32 Visen med Omkvædet (…) Ægtemand: viden har ikke kunnet identificeres. den lovbeskyttede Usædelighed: udtrykket kunne anvendes om datidens prostitution (de offentligt kontrollerede bordeller eksisterede i Danmark 1874-1906). 33 Spækhøker: viktualiehandler. Suder(en): karpefisken tinca vulgaris. 34 (været) deran: ’på den’, ilde stedt. Brystsyge: lungetuberkulose. haft (hans Livslykke) inde: sat sig i besiddelse af. gaa paa Skruer: være højtravende. 36 daarlige Fjedre i Støvlerne: dvs. slidte fjederstøvler. Laksegade: lille gade i det indre København, tidligere berygtet berygtet for sine bordeller o.a. lyssky virksomhed. 41 Hulsøen: Store Hulsø, lille sø i Frederiksdal Skov. 46 Moderorganernes Sygdomme: hysteri antoges tidligere at udspringe fra livmoderen.

Lykken fra Lossepladsen. Et Æventyr fortalt for de snottede Unger 48 Vorherre (…) puste (…) i Næsen: jf. 1 Mos 2,7: »Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen«. Kamelthe: (barnesprog) kamillete. 49 Flor: slør. Kotiljon: kotillon, selskabsdans med skiftende ture. Etatsraad(ens): titel i 3. rangklasse. Syvtal: stok med en krog eller et skråt indhugget søm, brugt af klunsere til at gennemrode affaldsbunker med. 52 Borgergade: gade mellem Nyboder og Gothersgade, på fortællingens tid del af et slumkvarter. Mesterpølse: medisterpølse. Muffedise(r): cylinderformet (f.eks. strikket) varmende beklædningsgenstand til at anbringe om håndleddet. 53 saa var hundrede og et ude: ’så var fanden løs’. Liremand(en): lirekassemand. 54 (hun var) ikke væk: kvik, ikke tosset. 55 Hestetømme: legetøj; gennem en garntrisse med fire eller flere søm (en ’strikkelise’) kunne man flette en snor, der f.eks. kunne bruges i leg som hestetømme.

Pandekagehuset: allusion til heksens fristende hus i det af brdr. Jacob og Wilhelm Grimm nedskrevne tyske folkeeventyr »Hans og Grete«. (røde) Ten: her: garntrisse. brøstholden: uretfærdigt behandlet. 56 Lergade: gadenavnet er fiktivt. brystsyg: syg af lungetuberkulose. 58 i Skole Klokken et: ’toholdsskift’ var tidligere almindeligt på kommuneskolerne,

således at nogle børn gik i skole om formiddagen, andre om eftermiddagen.

Dæk, Dæk (…) væk: verset hentyder til slaget ved Dybbøl under 2. Slesvigske Krig, Krigen i 1864, hvor preusserne fra odden Broager og tre andre positioner beskød Dybbøls skanser med langtrækkende artilleri; udkigsmænd var placeret oven over de danske troppers løbegrave for af mundingsglimtende at observere, hvornår og hvorfra fjenden skød; ved udkiggens råb »Broager, dæk!« (hhv. »Nybøl«, »Avnbjerg« og »Skoven, dæk!«) havde de danske tropper 13-14 sekunder inden nedslaget til at søge dækning; især udtrykket »Broager, dæk!« blev herefter et almindeligt mundheld især blandt skolebørn; her i variant af kendt københavnsk drenge-remse, når brandsprøjten kørte: ’På’n, på’n, på’n igen / nu kør’ vi med sprøjten hjem’. Lampevejen: udfaldsvej på Frederiksberg, den nuværende Howitzvej og dens forlængelse i det inderste af den nuværende Finsensvej, fra Falkoner Allé via Ndr. Fasanvej. lyst (…) hjem: her i udtrykkets bogstavelige betydning. smække sig: vigte sig, føre sig frem. 61 Kradser: redskab til at kradse op med, f.eks. en jernstang bøjet som et syvtal.

Stangbidsel: stift mundstykke i en hests hovedtøj (i modsætning til trensebidsel, der er bevægeligt på midten).

Mary. En Randbemærkning til den hvide Slavehandel 63 Kimming(en): horisont. Sjø(er): (bornh.) sø, bølge. Bov: forreste del af et skibs afrundede side. Druknehul(let): mellemrummet mellem bakken (den forreste del af dækket) og kommandobroen og det tilsvarende mellemrum agter, kaldet således, fordi det er farligt at opholde sig her i høj søgang. slaa for og fra: underforstået: slå for og fra for motorkraften. den læ Side: den side af skibet, som vender bort fra vinden, eller det verdenshjørne, som vinden blæser imod. 64 Hock van Holland: Hoek van Holland, kystby 25 km vest for Rotterdam og desuden navn på den sydligste del af klitrækkerne i provinsen Sydholland. Fiske: fisk, gammeldags eller poetisk pluralisform. Vindfangere: vindfang, ikke gængs pluralisform. Luvart: vindsiden. Kvartmil: sømil. Bestiklugaret: det lukaf, kommandobroen eller et rum bagved, hvor vagthavende navigatør, dvs. styrmanden eller kaptajnen, udfører bestik, dvs. foretager stedsbestemmelser og beregner retning og hastighed vha. søkort, astronomiske iagttagelser, kompas, pejling og log-oplysninger m.v. 65 det yderste Mørke: vendingen stammer fra Matt 22,13 i oversættelsen af 1819: »Da sagde Kongen til sit Tyende: binder Hænder og Fødder paa ham [en uvelkommen gæst, der var trængt ind til en kgl. bryllupsfest], og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke (…)«, i oversættelserne 1909 ff.: »Mørket udenfor«.

voltigere: egl. foretage behændige (luft)spring. (Torpedo)jager: krigsskib til forfølgelse af fjenden. Eskadre(n): underafdeling af en krigsflåde, der optræder som en selvstændig enhed. Dreadnought(er): (eng.) panserskib. Forthfjorden: Firth [fjord] of Forth, stor skotsk fjord, bl.a. indsejlingen til Edinburgh. BassRoch-Maagerne: en 95 m høj klippe, Bass Rock, med en borgruin i Firth of Forth, bebos af store mængder søfugle. Øen May: Isle of May, lille ø med et fyrtårn, beliggende i Firth of Forths indsejling. Forth-Broens vældige Bue: Forth Bridge, en ca. 2,5 km lang jernbanebro over Forth mellem North og South Queensbury ved Edinburgh med et hovedspænd på over 500 m, verdens første store stålbro, færdigbygget 1890; tidstypisk omtaltes den i rejseføreren Baedecker’s Grossbritannien (1899) som »ein Wunderwerk der Ingenieurkunst und unzweifelhaft die grossartigste Brücke der Welt«. 66 Leith: Edinburghs havneby med store dokanlæg. den hvide Slavehandel: handel med hvide kvinder til prostitution. stukket en Ende ud: (egl. maritimt) ’givet mig en lillefinger’. 67 Mary Brun: Marys meriter i Skt. Petersborg (1914-24 Petrograd), Ruslands daværende hovedstad, tematiseres også andetsteds i MAN’s forfatterskab, se Pelle Erobreren, s. 601, og Mod Dagningen. Skildringer fra Rusland (1923), s. 105. 68 Negus: titel for en konge (el. en vasal) i datidens Etiopien. Tramper: fragtdamper. Newsky: Nevskij Prospekt, Skt. Petersborgs berømte hovedstrøg.

Ladegaarden: Københavns kommunale fattiggård og tvangsarbejdsanstalt 18221908 (funktionen flyttedes herefter til Sundholm på Amager). Steamen: (eng.) dampen. Kasankirken: den russisk-ortodokse Kasanske Katedral (opført 1733, ombygget 1802-11), en af Skt. Petersborgs fornemste kirker, beliggende på Nevskij Prospekt. (vi) var (heller ikke) væk: ’tabt bag af en vogn’. 69 knubbet (op i en forkert Knude): bundet i knob. 70 Stikbreve: efterlysninger. skære sig en Ende af: tage sine chancer. Krigen mellem Rusland og Japan: krigen mellem Rusland og Japan 1904-05 om kontrollen over Manchuriet og Korea, som endte med japansk sejr. Port Arthur: russisk flådehavn på sydspidsen af den kinesiske halvø Liaodong, efter krigen 1904-05 japansk (nu Lüshun i Kina); krigen begyndte med et japansk snigangreb på den russiske flåde her. 71 Hovmesteren: (maritimt) den person om bord, der har opsyn med provianten, sørger for serveringen m.v. Skylight(et): en i dækket placeret lysåbning med glasrude, der beskyttes af en rist; dæksvindue. 72 Bakken: forskibet.

Badutspringeren 73 Hvem kender ikke Historien: om titelfigurens bedrifter som voksen, se Pelle Erobreren, s. 665 ff. Skiferdækker: håndværker, der udfører tagdækning med skiferplader. Hvor meget (…) Drengen: underforstået: hvor meget får De i alimentationsbidrag? Rullekurv: kurv til rulletøj. 74 retvendte: (her mul.) stedkendte, velorienterede. en Svip: en sviptur, et smut.

Frikadelle: ulykke. 8-Timers Arbejdsdagen: kravet om en otte timers arbejdsdag var i årtier et af (bl.a.) den danske arbejderbevægelses hovedkrav; den indførtes ved overenskomst i 1919 med virkning fra 1. januar 1920. Retirade(r): nødtørftshus i en ejendoms gård. 75 tyvebrændte: forbandede, nedrige. Rake: (dial., kbh.) laser, pjalter. et Maal Bønner: en portion kaffebønner, f.eks. et fjerdingpund (125 g). (Uld)klokke: underkjole. Relighed: redelighed. 76 Forbedringshuset: straffeanstalt for personer, der havde gjort sig skyldige i mindre forbrydelser eller var dømt for første gang (i modsætning til tugthus, en straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser). fure: (smide eller her snarere) skælde ud. Skrubforklæde: forklæde af sækkelærred el.lign., der bruges ved særlig snavset husligt arbejde.

Bedstemand Blom 78 Bedstemand: den øverste matros på et mindre skib uden styrmand eller (her) den mest betroede mand efter styrmanden. Tramper: fragtdamper. Køje- og Gangklæder: sengeklæder til en køje hhv. tøj, der bæres på kroppen. kneb det ene Øje i: lod som ingenting. Kadrejer: lille båd der driver handel med de forbisejlende skibe. Skaglen: forbindelsesleddet mellem hest og vogn. Messedreng(en): skibsdreng, der gør tjeneste i messen. Kappe(n): skærm eller tag over en luge eller anden nedgang. Styrbords Bak: den højre forreste del af dækket. Skrot: krop, skrog. Lampemanden: den matros, der passer lanternerne. 79 Savona: N-italiensk havneby. Det er herligt (…) ror: visen har ikke kunnet identificeres. Fadlow Green: rettere Fiddler’s Green, ifølge gammel engelsk overtro en slags elysium, hvor veltjente sømænd (og kavalerister) mødes efter døden, og hvor der altid er overflod af (violin-, jf. fiddler) musik, rom, tobak og villige kvinder. bide sig en Ende af: tage sine chancer. 80 (en anden) Bov: egl. den forreste del af et skibs afrundede side; her: (en anden) måde. (gaa) paa Livet: ud at more sig. Kjole og hvidt Heltebryst: (spøgefuldt) kjole og hvidt. Dispatch: (eng.) ekspedition, forsendelse. Liggepenge: (her formentlig) havneafgift, der beregnes i forhold til den tid, et skib ligger i havnen.

gøre et Bestik: foretage stedsbestemmelser og beregne retning og hastighed vha. søkort, astronomiske iagttagelser, kompas, pejling og log-oplysninger m.v.

Faldrebet: (reb til at holde sig fast i ved siden af en) udenbords skibstrappe eller her snarere: den dertil svarende indgangsåbning i rælingen. 81 Højlyngen: højdedrag, der strækker sig fra NV mod SØ i Bornholms indland, tidligere mest lyngdækket, i nyere tid til dels skovdækket og opdyrket. Runnere: runners, (eng.) agenter eller smuglere. Guldlandet: i sidste halvdel af det 19. årh. fandt der flere store guldfund sted rundt om i Nordamerika. 82 Guano-Øerne: en vidtspredt gruppe små koraløer syd for Hawaii, tidligere under engelsk overhøjhed. Sydkap: her sandsynligvis i betydningen Afrikas sydspids, Cape of Good Hope. Druknehul(let): mellemrummet mellem bakken (den forreste del af dækket) og kommandobroen og det tilsvarende mellemrum agter, kaldet således, fordi det er farligt at opholde sig her i høj søgang. med drejet Horn: lange piber fremstilledes af en pibedrejer; tobakskammeret kunne være drejet af f.eks. bøffelhorn. Storlugen: lugen ved stormasten. Sweet dream: har ikke kunnet identificeres blandt de meget talrige vuggeviser og kærlighedssange med denne el.lign. titel. 83 Grog: drik tilberedt af rom, cognac el.lign. samt varmt vand og sukker. Kabinet: lille fotografi-format (ca. 16 cm højt og 11 cm bredt). Kronstadt: by og befæstet flådehavn ca. 30 km vest for Skt. Petersborg, hjemsted for den russiske Østersøflåde. 84 Nevaen: den flod, omkring hvis udmundingsdelta Skt. Petersborg er anlagt. den ydre Havn – ved Elevator: sandsynligvis hentydning til byens tidevandssluser.

Hull: Kingston upon Hull, betydelig havneby i det østlige England.

Gaardsangeren 85 Gaardsangeren: fortællingen bygger på en faktisk begivenhed, jf. BH II, s. 35253. Done(r): snare til fuglefangst. (Maskinarbejder) Vang: navnet hidrører fra et bornholmsk fiskerleje. 86 Broerne(s): brokvartererne i København. Koleraen: en voldsom koleraepedemi hærgede i 1853 København med 7.219 syge og 4.732 dødsfald til følge, dvs. 5-6 % af byens befolkning, med størst dødelighed blandt de ubemidlede. Ingen kender sin Besøgelsestid: jf. Luk 19,44 i oversættelsen af 1819: »(…) og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelsestid«. sat (…) Kors paa Døren: jf. den gamle skik som advarsel at tegne kors på døren til et koppe- eller pestbesmittet hus. 88 Tycho Brahes Farvel: romance af den danske komponist Joseph Glæser (1835-

91), udgivet 1855, tekst af J.L. Heiberg (1791-1860) fra dennes skuespil Tycho Brahes Spaadom (1819). Herold: budbringer; egl. højtstående embedsmand, der offentligt forkynder fyrstelige budskaber. 89 Soiré: aftenselskab eller -underholdning. Krukken gaar saa længe til Vands: ordsprog med fortsættelsen ’at den kommer hankeløs hjem (eller får knæk)’, om et vovestykke der ender galt, jf. Mau nr. 2.612. 90 Jagtvejen: ringgade om København fra Østerbrogade til Frederiksberg, hvor den fortsætter i Falkonér Allé. Nørrebros Runddel: traffikknudepunkt på Nørrebro, hvor Jagtvej krydser Nørrebrogade. Sidegader (…) Gudenavne: nord for Nørrebrogade ligger et kvarter, hvor gaderne har navne fra den oldnordiske gude- og sagnverden. Ægirsgade: sidegade mellem Nørrebrogade og Tagensvej.

Ridder af Syvtallet: til den amerikanske oversætter af Erindringer, J.B.C.

Watkins, forklarede MAN begrebet således: ridder af syvtallet »kaldes de fattige Stoddere, der levede af – med en Sæk paa Ryggen – at gaa og rode i Gaardenes Skarnkasser efter Klude, Metal, Papir, som de saa solgte til Opkøberne af gammelt Affald. Navnet hade de efter den Krog, de rodede op i Skarnkasserne med.

Hovedstaden hade i min Barndom mange af dem«. 91 Oplagsplads: lagerplads. Forbedringshus: straffeanstalt for personer, der havde gjort sig skyldige i mindre forbrydelser eller var dømt for første gang (i modsætning til tugthus, en straffeanstalt for personer, der var dømt for grovere forbrydelser).

Kogleri 92 (Ridder af) Dannebroge: poetisk-arkaiserende for Dannebrog. Dannebrogsmand: person, som er dekoreret med dannebrogsordenens laveste hæderstegn, sølvkorset. Gig(gen): let, ensædet enspænderkøretøj med to høje hjul. Rose (…) Fortjenester: sandsynligvis fordi rosens farve kunne associeres med det røde i Dannebrogsordenen. Tredje Klasse: bortset fra gennemgående vogne til og fra Sverige og Norge førte vognene på kystbanen kun 2. og 3. klasse; 3. klasse afskaffedes i indlandstrafikken fra 1934. 93 Trafikchefen: Direktøren for Trafikafdelingen i Generaldirektoratet (først siden midten af 1920’erne betitlet Trafikchef). 94 Psyke: den græske sagnfigur Psyke, personifikation af sjælen, fremstilles ofte som en smuk ung kvinde med sommerfuglevinger, i forbindelse med Eros.

Susanne i Badet: jf. beretningen i det apokryfe skrift TifDan A,15 ff. om den smukke Susanna, der belures af to gamle mænd, mens hun bader. 95 Akademiet: Det Kongelige Danske Kunstakademi. en Ko (…) en Vejrmølle:

jf. Hamlets replik i Shakespeares Hamlet. Prinds af Danmark, akt II, scene 2 i Edvard Lembckes (1815-97) oversættelse (1887): »Jeg er kun gal ved Nord-NordVest; naar Vinden er sydlig, kan jeg kjende en Ko fra en Vejrmølle«. en Gruppe: (æstetisk) personer, opstillede sammen for at frembringe et vist (kunstnerisk) indtryk. (udenfor og) spy: kaste op. 96 Kala: tropeblomst; tillige anvendt som skønhedsideal. 98 Tagensvej: hovedindfaldsvej fra Bispebjerg gennem Nørrebro til Fredensbro ved Sortedams Sø, hvor den fortsætter i Sølvgade. Karlsbadervand: karlsbadersalt, dvs. natronholdigt m.v. salt udvundet af kilderne i Karlsbad (i dag Karlovy Vary i Tjekkiet) eller efterligninger heraf, opløst i lunkent vand anvendtes som afføringsmiddel. 99 (Dannebrogsmand) p. p.: praeter plura, (lat.) med flere titler. (Samfunds) bede(rs): dum eller kedelig person. 100 Musselin(skjole): (her) stof af fint uldgarn med påtrykte farvemønstre. 101 Vesterport: lokaliteten Vesterport, ikke Vesterport Station, som først blev opført og taget i brug 1934-35; indtil 1917 var Østerbro (den senere Østerport) Station kystbanens endestation, derefter (med stop på Nørreport Station) Hovedbanegården. 102 russisk Bad: almindelig betegnelse for dampbad.

Onkel Peters Penge 103 Transvaal: tidligere boer-fristat i Sydafrika, annekteret 1902 af Storbritannien, som dengang havde koloniherredømmet i det øvrige Sydafrika; 1855 ff. tiltrak fundet af rige guldforekomster i Transvaal en mængde europæiske og amerikanske lykkeriddere. 104 Rørstol(en): kurvestol eller stol med sæde af flettede rør. 105 gamle Dage (…) uindviet Jord: skikken at begrave selvmordere uden for kirkegården går tilbage til middelalderen og lovfæstedes 1683 i Danske Lov; den ophævedes ved lov af 1867. 108 langt fra ikke: langt fra. 109 Den enes (…) Brød: almindeligt ordsprog, jf. Mau nr. 1.564. Penge lugter (…) ikke: oprindeligt et latinsk ordsprog; kejser Vesperian (9-79) opkrævede skat af de romerske nødtørftshuse, hvilket mishagede hans søn, som ifølge traditionen blev irettesat med en bemærkning svarende til denne.

De tomme Pladsers Passagerer (1921) 117 Til det kæmpende russiske Folk: indtægterne eller overskuddet fra salget af bogen skulle tilfalde ofrene for hungersnøden i Rusland; se nærværende efterskrift, afsnit I.10.

[Indledning] 119 Jærnalderen: i usædvanlig betydning om industrialismens tidsalder.

Livsslave(rnes): egl. person, der er dømt til slaveri (fæstningsarrest) på livstid; her: person, som henlever livet under slavelignende kår. en godhjærtet Kvinde: biografisk hentydning til Mathilde Molbech, f. Krabbe (1841-1908), hos hvem MAN logerede i Askov 1892-93 og senere, og som sammen med andre Askovvenner bidrog til en finansiere hans rekonvalescensrejse til Syden 1894-96; se herom Erindringer, s. 457 ff. og 515 ff. 122 Brindisi: betydelig havneby i regionen Puglia i SØ-Italien med skibsforbindelser over Middelhavet og Det ægæiske Hav. Orfevs’ Sang: Orfeus er en græsk sagnfigur, berømt for sang og digtning; han elskede Eurydike, som blev bidt af en slange og døde; herover klagede Orefeus sig sådan, at han fik lov at gå ned i dødsriget efter hende; det lykkedes ham ved sine sangtalenter at få hende frigivet på den betingelse, at hun skulle gå bag efter ham på vejen op, og at han ikke måtte vende sig om; det gjorde han imidlertid og mistede hende derfor atter.

En Henrettelse! 123 en østjysk Bondegaard: hentydning til MAN’s svigerforældres gård, Halvagergaard ved Harridslev nær Randers. vor lille (…) Pige: MAN’s første barn, Anna, kaldet ’Berg’ (1898-1953). 124 udførte en Fenstring: gik på natligt besøg hos en kvinde ved at krybe ind gennem hendes vindue. 125 Egnen var grundtvigiansk: MAN havde lært egnen og sin første kone Margrethe, f. Thomsen (1881-1958), at kende 1896 som gæstelærer på Mellerup Højskole (stiftet 1880), der sammen med Mellerup-Randers Valgmenighed var centrum for en stærk grundtvigsk bevægelse. forargeligt Samliv: det, at en mand og en kvinde levede sammen som ægtefolk uden at være gift, var tidligere strafbart.

Herredsfogden: indtil 1919 den embedsmand, der var dommer og politimester i et herred. 126 Herredsbetjent(en): politibetjent i et herred. 127 1909. Eller var det 1908?: snarere 1902; fortællingen bygger på manuskriptet til

et foredrag om »Ægteskab og fri Kærlighed«, MAN holdt i Studentersamfundet 8. september 1906; den pågældende passage i foredragsmanuskriptet begynder: »Det var for fire Aar siden vi en regnfuld Sommerdag drejede ned mod den Gaard, hvor vi skulde tilbringe vor Sommerferie«, B. Houmann (red.): Ægteskab og fri Kærlighed, s. 17.

De tomme Pladsers Passagerer 128 Sidegangsvogn: togvogn med kupéer langs en gennemgående gang (i modsætning til passagervogn uden kupéer eller med kupéer, hvortil der kun er adgang udefra, under togets stilstand). 129 Sjarabang: charabanc, hestevogn, der bag kuskesædet har to lange sæder langs vognens sider. 130 Brystsyge: lungetuberkulose. Gullasch: penge tjent hurtigt ved spekulation i krigsfornødenheder (under 1. Verdenskrig), f.eks. levnedsmidler. Tommerum: ikke noget stednavn, men et ordspil på trummerum, som tidligere kunnes staves tommerum: det tomme rum. 131 Vekselsang: sang, hvor to eller flere stemmer skiftevis synger (ofte således, at den ene svarer den foregående). Kvæde: (arkaiserende, af oldnordisk ’kvæ∂i’) kvad, gammelt højtideligt digt.

Et Møde! 133 Kærne: kernefoder, dvs. husdyrfoder bestående af korn (i modsætning til halm). 135 Kongevejen: her Kongevejen vest for Espergærde. Utilist: formentlig menes utilitarist, tilhænger af den opfattelse, at vore handlinger bør vurderes efter deres nytte for menneskers velfærd. 136 herreje: forkortelse af ’herre jemini’, mild ed, ’herregud’. 137 Industrimusæet: der sigtes muligvis til Industriforeningen i Københavns bygning (opført 1870-72, beliggende hvor Industriens Hus nu ligger på Rådhuspladsen), der lagde hus til flere store industriudstillinger. Bestillingsmænd: underordnede tjenestemænd. 138 Penge lugter ikke: oprindeligt et latinsk ordsprog; kejser Vesperian (9-79) opkrævede skat af de romerske nødtørftshuse, hvilket mishagede hans søn, som ifølge traditionen blev irettesat med en bemærkning svarende til denne. 139 Statens Laan til Husmandslodder: en lov af 1899 gav mulighed for statslån til oprettelse af nye husmandssteder. sælge alt (…) Fattige: jf. Matt 19,21 i oversættelsen af 1819: »Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg,

hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen. Og kom, og følg mig!« og tilsvarende hos Mark 10,21 og Luk 18,22.

Ulven og Faarene! 141 (tyggede) aved om: omvendt, baglæns (mul. menes drøvtygning). Dimension(er): betydelig størrelse. 142 ingenting (…) godt for noget: almindeligt ordsprog, der kan føres tilbage til Plinius d.Æ. (24-79). 143 render (…) Hornene af sig: som ordspil på vendingens bogstavelige betydning.

Guds Søn og Fandens Kælebarn! 145 Han skilte (…) Landene: jf. 1 Mos 1,9-10. hvælvede Himlen: jf. 1 Mos 1,6-8. han saa at det var godt: jf. 1 Mos 1,10, 1,12, 1,18, 1,25 og 1,31. Gud gjorde vilde (…) sit Slags: jf. 1 Mos 1, 24-25 i oversættelsen af 1871: »Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags (…). Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og allehaande Kryb paa Jorden efter sit Slags (…)«. Mennesket i mit Billede: jf. 1 Mos 1,26. Hvers Lod bør være en Tjeners: jf. Matt 20,26: »Men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener«, 23,11: »Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener« i oversættelsen af 1819 og tilsvarende hos Mark 9,35 og 10,43 og hos Luk 22,26-27. 146 Gud (…) hvilede sig: jf. 1 Mos 2,2-3 i oversættelsen af 1871: »Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gjerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gjerning, som han havde gjort. Og Gud velsignede den syvende Dag, og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gjerning, som han havde gjort«. 147 indblæste (…) sin Aande: 1 Mos 2,7. 148 Min Gud (…) forladt mig: Jesu sidste ord ifølge Matt 27,46 og Mark 15,34. Er du Guds Søn, saa hjælp dig selv: jf. Matt 27,40, hvor Jesus hånes på korset med ordene: »frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset«, og Matt 27,42: »han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse« i oversættelsen af 1819 og tilsvarende hos Mark 15,29-32 og Luk 23,35-37.

De sorte Fugle (1930) Frihedens Fe (II) 155 kende sin Besøgelsestid: jf. Luk 19,44 i oversættelsen af 1819: »(…) og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelsestid«. 156 Konstanz: S-tysk by ved Bodensee, tæt ved grænsen til Svejts. Bodensjø: Bodensee, stor sø, der grænser op til Tyskland, Svejts og Østrig; MAN havde 1923-25 fast adresse i Unteruhldingen, 1925-30 i Allensbach, to tyske landsbyer ved Bodensee. Koncilie(-Stads): den katolske kirkes Konstanz- eller Kostnitzkoncilium 1414-18, hvorunder bl.a. kætterspørgsmålet blev drøftet. Johan Huss: Johannes Hus (ca. 1360-1415), tysk-tjekkisk national og evangelisk reformator, brændt som kætter under Konstanz-konciliet. Barbarossa: Friedrich 1. (112290), kaldet Barbarossa (’rødskæg’), konge af Tyskland 1152, tysk-romersk kejser 1155, konge af Italien 1154-86; i Konstanz sluttede han 1183 en fred med lombarderne; ifølge legenden er han ikke død, men sover i en bjerghule i Thüringen og vågner til dåd, når Tyskland er i fare; i lighed med Holger Danske er hans skæg vokset fast i det bord, ved hvilket han sover. Markstätte: gammelt torv i Konstanz, beliggende ved bredden af Bodensee. Revolutionen: den tyske Novemberrevolution 1918, som førte til kejserdømmets fald og indførelsen af socialistiske rådsrepublikker i flere tyske byer og delstater 1918-19. 157 Heliotrop: stærktduftende blomsterplante. 158 Ammersee: stor sø i Bayern ca. 40 km SØ f. München, rekreationsområde. 159 Reaktionen hade sejret: det tyske socialdemokrati indgik alliance med hærens ledelse om militær nedkæmpelse af Spartakusopstanden, en generalstrejke i Berlin januar 1919 til forsvar for rådsrepublikken; under nedkæmpelsen, hvortil også irregulære højrenationalistiske frikorps medvirkede, myrdedes de kommunistiske ledere Karl Liebknecht (1871-1919) og Rosa Luxemburg (1870-1919); i München blev en rådsrepublik, der var erklæret i april 1919, tilsvarende nedkæmpet i maj samme år; herefter blev München en højborg for højrenationalistiske (og senere nazistiske) kræfter; sin formelle afslutning fik Novemberrevolutionen med vedtagelsen af Weimar-forfatningen i august 1919. Korpsstudenter: studentermedlemmer af højrenationalistiske frikorps. sælge (…) Gang Linser: jf. beretningen i 1 Mos 25 om Esau, der solgte sin førstefødselsret til Jakob for en ret linser. Kasketdreng: egl. et skældsord om en ung bølle, alfons el.lign.; senere brugt om unge revolutionære (syndikalistiske og kommunistiske) arbejdere.

Englischer Garten: meget stor, centralt beliggende park i München, anlagt 1789.

160 Linje II (…) Endestationen: snarere linje 13, der havde endestation i Feilitzschstrasse i det nordlige Schwabing. Arbejder-Forstaden Schwabing: Schwabing var oprindeligt en selvstændig by nord for München, ældre end denne, indlemmet som forstad 1890; Schwabing grænser op til Englischer Garten; Schwabing var en af Münchens fornemste bydele og altså ingen arbejderforstad, men dengang ikke mindst hjemsted for mange bohêmer, kunstnere og revolutionære; også MAN’s tyske hovedforlag 1912-33, Albert Langen Verlag, havde domicil hér. 162 trods nogen: så godt som nogen. 163 Døde paa Orlov (…) Leviné: Eugen L., tysk-russisk revolutionær (1883-1919), sammen med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht medgrundlægger af Spartakusforbundet, forgængeren for det tyske kommunistiske parti; leder af den bayriske rådsrepublik april-maj 1919, herefter arresteret og anklaget for højforræderi; under retssagen i München sagde han i sin forsvarstale bl.a.: »Wir Kommunisten sind alle Tote auf Urlaub (…)«; Leviné blev henrettet juni 1919.

Johanna: MAN’s tredje, tysk-fødte hustru (1902-77), med hvem han giftede sig i 1925, bar også fornavnet Johanna. 165 (Revolutionens) Fylgie: i nordisk religion en kvindelig værneånd, eller i bredere betydning: en kvindelig skytsengel.

Den tragiske Jonglør 166 tyske Filosoffer (…) 1928: se nærværende efterskrift, afsnit I,11. rangle(r): strejfe om eller solde, svire. 167 Den sorte Skole: begrebet, som på dansk forbindes med N.F.S. Grundtvigs kritik af sin samtids lærde skoler, forbindes i tysk og nordisk almuetro med en trolddomsskole i Wittenberg. 168 Sofitter(ne): de parallelt med fortæppet løbende nedhængende teaterdekorationer. 169 I Begyndelsen var (…) Gud: Joh 1,1. 170 de syv Himle: i den aristoteliske verdensanskuelse omslutter fiksstjernehimlen syv sfærer, i hvis midte Jorden befinder sig. aved om: baglæns, omvendt. 171 Ahasverus: Ahasverus, Jerusalems skomager, som ifølge sagnet blev dømt til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. Bodensjøen: Bodensee, stor sø, der grænser op til Tyskland, Svejts og Østrig; MAN havde 1923-25 fast adresse i Unteruhldingen, 1925-30 i Allensbach, to tyske landsbyer ved Bodensee.

Tro indtil Døden. (En Erindring fra Barndommens Kyst) 172 det er ørkesløst (…) Barn: variant af ordsprog om at træffe anstalter for noget, som måske aldrig bliver til virkelighed, ’det er dårligt at båse for ufødt fæ’, jf.

Mau nr. 1.166. 174 Salsvindue(rne): vindue på 1. (eller højere) sal eller her snarere: en (gilde)sals vindue. Schweizer-Stump(er): ein Stumpen, (ty.) kort cigar uden spids, en svejtsisk cigarspecialitet. 175 Königswusterhausen: Königs Wusterhausen, by i Brandenburg SØ f. Berlin, fra 1920 hjemsted for den første tyske radiosender; kanalen sendte på langbølger. voltigere: foretage behændige (luft)spring. Karoline: navnet henviser muligvis til den Caroline Marie Pedersen (f. 1862), sammen med hvem MAN tjente på en gård i Nexø sommeren 1883, se Erindringer, s. 272. Husbonds unge Kone: muligvis hentydes til Marie Caroline Mortensen (1864-1946), som var blevet viet til Raabygaards ejer Hans Christian Jensen (1857-1943) 31. oktober 1883, dagen før MAN tiltrådte en plads som røgterdreng på gården; se Erindringer, s. 288 og 303. Forkarlen (…) Karoline, sin Hjærtenskær: mulig hentydning til forkarl Hans Peter Ibsen (f. 1862), sammen med hvem MAN tjente sommeren 1883; han var kæreste med bemeldte Caroline Marie Pedersen og emigrerede 1886 sammen med hende til USA. 176 (Væden drev af deres) To: hårlag. Kørekappe: kappe til kørebrug. (Køernes) ensstillede (Flok): formentlig det, at de alle stod med bagen mod regnen.

Harmonium(s): en slags stueorgel. 177 Orgel (…) egen Sognekirke: figuren Janus Bohn låner biografiske træk fra Janus Peter Lind (f. 1847), som var autodidakt orgelbygger; bl.a. byggede han orglet til Ruths Kirke, hvor han selv virkede som organist; MAN arbejdede sammen med J.P. Lind sommeren 1891, hvor MAN var murerarbejdsmand, J.P. Lind stenhugger ved byggeriet af den ny granitkirke i Østermarie, jf. Erindringer, s. 399.

Benjamin: den yngste af Jakob og Rakels to sønner, jf. 1 Mos 25,18; her generelt som betegnelse for den yngste i en søskendeflok. 178 Rente: understøttelse, legat. krængd: (bornh.) umedgørligt, vrangvilligt.

Brodermorderen 179 Stormhat: stålhjelm. Spærreild(en): artilleriild, der tilsigter, ved beskydning af et bestemt område med en betydelig ammunitionsmængde, at danne en spærring (’ildbarriere’), som fjenden ikke kan passere. Landstorm(mand): en slags hjemmeværn, det sidste opbud af våbendygtigt mandskab, som indkaldes til nærforsvar af et angrebet land.

181 Sprutstjærne: egl. en form for fyrværkeri. 184 Tolstoyske (…) Døden: den russiske forfatter Lev Tolstojs (1828-1910) modne forfatterskab er præget af dødsbevidsthed; muligvis refereres der specielt til novellen »Smert Ivana Iljitsja« (1886), dansk oversættelse »Ivan Iljits’ Død« (1945).

Elsasser: fra Elsass (fransk: Alsace), provins indlemmet i Tyskland 1871 efter Den Fransk-tyske Krig, tilbageerobret af Frankrig under 1. Verdenskrig. Schwarzwald: bjergområde i den nuværende delstat Baden-Württemberg. Höllenthal: Höllental, dal i Schwarzwald. Internationale: arbejderbevægelsens berømteste sang (1871, dansk oversættelse 1901), tekst af Eugène Pottier (1816-87), senere melodi (den oprindelige var »Marseillaisen«s) af Pierre Degeyter (1848-1932). 185 Rejs jer (…) paa Jorden: »Internationale«s første vers.

Det daglige Brød 186 Mennesket lever (…) alene: jf. 5 Mos 8,3, »at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund« og henvisning hertil i Matt 4,4.

Sulefad(et): fad med sul, dvs. saltet kød. Mennesket (…) Snaps af Kornet: vendingen har ikke kunnet identificeres. Junker(en): tysk adelstitel, fra det 19. årh. ofte brugt nedsættende om godsejere i de gamle preussiske områder øst for Elben; junkerne var gennem århundreder den mest magtfulde sociale gruppe i Preussen. Fesperkost: aftensmad; ’fesper’ er gammeldags eller dialektal udtaleform af ’vesper’, dvs. aften. Giv os (…) daglige Brød: den fjerde bøn i Fadervor, Matt 6,11 (den tredje i Luk 11,3). 187 Luthers Daglige Brød: jf. den også i MAN’s skoletid obligatoriske lærebog i kristendommens grundsætninger, Carl F. Balslev: Luthers Cathechismus med en kort Forklaring (1849 og flg. oplag), hvori begrebet »dagligt Brød« i Fadervors fjerde bøn forklares således s. 58-59: »Alt hvad der hører til Legems Næring og Nødtørft [behov], saasom Mad, Drikke, Klæder, Skoe, Huus, Hjem, Mark, Fæ, Penge, Gods, from Ægtefælle, fromme Børn, fromt Tyende, fromme og trofaste Overherrer, godt Regimente, godt Veirlig, Fred, Sundhed, Tugt, Ære, gode Venner, trofaste Naboer, og deslige«. Missionshotellet i Løngangsstræde: Missions-Hotellet i Løngangsstræde nr. 27. Jacob (og jeg): højst sandsynligt hentydning til MAN’s barndomsven, forfatteren Jacob Hansen (1868-1909), med hvem MAN plejede nær omgang også i København 1897 ff. Laksegade: lille gade i det indre København. 188 verdslige Omgivelser: Laksegade udgjorde sammen med Hummergade (senere nedlagt) det såkaldte ’Mayonnaise-kvarter’, som var berygtet pga. sine bordeller og anden lyssky virksomhed. læse til og fra Bordet: læse bordbøn.

189 Forsynets Veje (…) uransagelige: talemåde fra Rom 11,33 i oversættelsen af 1819: »O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundskab! hvor uransagelige ere ikke hans Domme, og hans Veie usporlige!« Kolbjørnsensgade: Colbjørnsensgade, en sidegade til Vesterbrogade tæt ved den nuværende Hovedbanegård; MAN boede 1897-98 i Colbjørnsensgade 34, stuen. 191 Kirken opfattet (…) Kristi: elskovsdigtet Højsangen i Det Gamle Testamente er af kirken traditionelt blevet læst allegorisk, således at forholdet mellem brud og brudgom tolkes som forholdet mellem menigheden (eller sjælen) og Kristus.

De sorte Fugle 194 Schwarzwald(-Bonden): bjergområde i den nuværende delstat BadenWürttemberg. Bodensjø: Bodensee, stor sø, der grænser op til Tyskland, Svejts og Østrig; MAN havde 1923-25 fast adresse i Unteruhldingen, 1925-30 i Allensbach, to tyske landsbyer ved Bodensee. Ulster(lommerne): lang, vid overfrakke af svært uldent stof, forsynet med opslagskrave. gjort Lige: været af tilsvarende nytte. komme til sin Regning: beregne sin fordel (af de ti øre). Säntis: 2.502 m højt bjerg i Ø-Svejts.Vorarlberg: formentlig menes det 1.753 m høje Arlberg mellem den østrigske provins Vorarlberg og Tyrol. Zugspitze: det 2.962 m høje Zugspitze, Tysklands højeste bjerg. 195 Bregenz: østrigsk by på Ø-kysten af Bodensee, hovedstad i provinsen Vorarlberg.

Arbon: svejtsisk by på S-kysten af Bodensee. Krigergravene ved Somme: under de blodige kampe ved Somme i NØ-Frankrig 1916 dræbtes over 300.000 tyske, franske og britiske soldater; fra disse kampe er der 135 krigerkirkegårde, men mange, især tyske faldne, fik ingen grav. 196 (grønne) Li(der): skrånende bjergside. Farsot: epidemi. 198 godlidende: venligt, godmodigt. Heilige Sakrament, Herrgott nochmal: (ty.) hellige sakramente, Gud herren igen: milde eder. paa skøns: på sned, skråt.

Stigbord(et): lem, der kontrollerer gennemstrømningen i en kanal el.lign. 200 Meersburg: tysk by ved N-kysten af Bodensee. Davre: morgenmad. Föhn(luften): en tør, varm faldvind, der optræder på læsiden af store bjerge, f.eks. Alperne. »Hyrdefolket«: i det 18. årh. opstod en forestilling om svejtserne som et idyllisk hyrdefolk. Bøllerskud: udtrykket er ukendt, muligvis menes løse skud eller skud, affyret for sjov. 201 Dørtræet: dørstolpen. Traad(det): fortrin, skridt. Bul: træstamme eller bjælke. 203 Bestraalings-Profeter: hentydning til (eleverne af) den dansk-islandske læge Niels R. Finsen (1860-1904), som 1903 modtog Nobelprisen for sin banebrydende forskning i lysbehandling af kopper og forskellige hudsygdomme, bl.a. kulbuelysbehandling (Finsenterapi) af tuberkulose i huden.

Madonna 206 Dampmaskinens Opfinder: den engelske opfinder Thomas Savery (ca. 1650-1715) udtog 1698 patent på en tidlig dampmaskine; traditionelt anses dog den skotske opfinder og ingeniør James Watt (1736-1819) for den moderne dampmaskines opfinder, idet hans forbedringer på de hidtidige fik afgørende betydning for den industrielle revolution. 207 endeklemt efter: forhippet på, syg efter. Arbejds-Evnokker (…) Bierne: arbejdsbierne er, også ifølge datidig viden, alle hunner (og kan altså ikke være eunukker). trilre(de): trille, rulle. 209 det gamle Æventyr (…) skabe Verden: muligvis hentydning til visse gammeltestamentelige forestillinger om Satan som en blandt flere gudesønner i Guds hof; hans særlige opgave var at afprøve menneskenes tro, jf. Jobs Bog; i Zakarias’ Bog optræder han som anklager i himlen; i Det Nye Testamente ses han derimod som Guds modstander. Almindingen: stor statsskov midt på Bornholm. 210 dyndvaade: dyngvåde. 211 Skidtmads: sorteper. den gamle Adam: menneskets syndige natur, jf. Ef 4,22 i oversættelsen af 1819: »at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgængelse, som fordærvedes ved bedragelige Lyster«. ikke noget udenom: ingen vej udenom. 212 Løkke(n): (bornh.) indhegning. Bul: kort trøje uden ærmer; livstykke.

Dødedans 215 liderlig: afskyelig, væmmelig. den røde Front: den tysk-russiske front under

1. Verdenskrigs sidste år, efter zarismens fald ved de russiske Februar- og Oktoberrevolutioner 1917. 216 (Forstadens) Overdrev: de uopdyrkede områder, der hørte til et landsbyfællesskab. Trommeild (…) Leipzig: Leipzig ligger i Sachsen, langt fra de daværende Ø- og V-fronter. 217 (inden for) Ringen: hvor tidligere Leipzigs fæstningsværker lå, opførtes efter deres nedbrydning 1794 ff. en ring af brede gader omkring Altstadt (centrum).

Raadhuskælderen: vinrestauranten Ratskeller i Leipzigs nye rådhus, opført 1899-1905 af Hugo Licht (1841-1923) i renæssancestil; rådhuset er bygget på ruinerne af middelalderborgen Pleissenburg, af hvilken underetagen er bevaret. (Pelshandlerfamilie fra) Brühl: en gade i Leipzig, som indtil 2. Verdenskrig udgjorde et center for den europæiske pelshandel. Drückebergere: (ty.) folk som forstår at ’trykke’ sig, slippe uden om pligter, f.eks. fronttjeneste. 219 Ein fester Burg: »Ein feste Burg«, begyndelsen på første strofe af den mest berømte salme (1528) af den tyske grundlægger af den evangelisk-lutherske

kirke, Martin Luther (1483-1547); oversat til dansk 1533 og flere gange omarbejdet; den nugældende udgave af »Vor Gud han er saa fast en Borg« (1845) skyldes Sjællands biskop J.P. Mynster (1775-1854). »geborgen«: (ty.) tryg, uden for fare. Deutschland (…) über alles: »Lied der Deutschen« (1841), siden 1922 den tyske nationalhymne, af den tyske digter Heinrich Hoffmann von Fallersleben (1798-1874) til melodi (1797) af den østrigske komponist Joseph Haydn (17321809). Die Wacht am Rhein: før 1922 (sammen med »Heil dir im Siegeskranz«) Tysklands uofficielle nationalhymne, tekst (1840) af den tyske digter Max Schneckenburger (1819-49), melodi (1854) af den tyske korleder Karl Wilhelm (1815-73). Thomaskirken(s): kirke bygget fra 1212; Luther prædikede her i 1529, Johann Sebastian Bach (1685-1750) virkede fra 1723 og til sin død her som kantor. 220 Borgernes Hus: den tyske vending ’Haus der Bürger’ om et rådhus kan føres tilbage til senmiddelalderen og udtrykte oprindeligt borgerskabets tiltagende selvbevidsthed overfor adelen og kirken (i dag bruges vendingen mest om medborgerhuse o.lign.). 221 sejsten Mark (…) disse Tider: den tyske Mark mistede i løbet af 1. Verdenskrig ca. halvdelen af sin købekraft; før 1. Verdenskrig havde en Mark købekraft ca. som 32 kr. i 2010. 222 Guldfisk: rig mand, som man kan udnytte, eller rig ung mand, som udgør et godt parti. 224 »Schweizer«: egl. en soldat i pavens livvagt og Vatikanets forsvarsstyrke, som består af svejtsiske lejesoldater, der optræder i paradeuniformer i renæssancestil; her: uniformeret dørvogter. 225 Guldmark: møntfoden i det tyske kejserrige 1871-1918 var Mark; udtrykket Goldmark opstod under 1. Verdenskrig for at adskille de gamle, kurante Markmønter med ægte guldbelægning fra de nytrykte, stadigt devaluerende papirMark.

Mod Lyset (1938) Mustafa. Æventyret om den ny Verden 231 Mustafa: fortællingen er sandsynligvis inspireret af en russisk film af Nikolai Ekk (1902-76): Putyovka v zhizn (1931), dansk Rejsen til livet, der deler tema og forløb med MAN’s fortælling, og hvori hovedpersonen ligeledes hedder Mustafa.

Turkestan: centralasiatisk bjergregion, der strækker sig fra Det kaspiske Hav i V til Gobiørkenen i Mongoliet og Kina i Ø. luseklippet (Kranie): meget tætklippet

eller skaldet (for at bekæmpe lus). Narzánvand: traditionelt russisk mineralvand fra kilder i kurbyen Kislovodsk i den N-kaukasiske Stavropol-region. 232 Georgiske (Hærvej): fra den kaukasiske republik Georgien, ca. 1810-1991 indlemmet i Rusland/USSR. Tiflis: Tbilisi, Georgiens hovedstad. Elbrusbjærgets hvide Tvillingbryster: Elbrus er med sine to sneklædte tinder på hhv. 5.642 og 5.621 m det højeste bjerg i Europa; Elbrus ligger på den russiske side af grænsen til Georgien. 233 Børnehjemmene i Samara: Samara er en S-russisk by ved Volga i den europæiske del af Rusland; efter Oktoberrevolutionen, vestmagternes intervention, borgerkrigen og den efterfølgende hungersnød oprettedes i Samara et stort antal børnehjem for forældreløse; et af dem bar MAN’s navn, og han besøgte det i begyndelsen af december 1922; se herom BH II, s. 154 ff. Besprisorni(s): besprizor­nye, (russ.) uden opsyn, udtryk brugt om hjemløse, forældreløse og bortløbne børn. 234 Holla Veteran, hejsa Partisan: en sådan sang har ikke kunnet identificeres. 235 et Par Maaneder (…) Petrograd: MAN passerede Petrograd (byens navn 1914-24) samme december 1922 og var hjemme i Danmark inden nytår 1923.

Russerbluse(n): ret lang, vid bluse med faste hals- og håndlinninger, almindeligt anvendt af den russiske almue; MAN ejede selv en russerbluse fra sit besøg i Skt.

Petersborg 1907. Babushka: tillempet tysk stavemåde af babusjka, (russ.) bedstemor. 237 Skovgang: en fredsløs’ tilflugt i skoven eller f.eks. en jægers vandring i en skov. igen (…) til Leningrad: MAN besøgte USSR igen august-september 1931; Petrograd ændrede i 1924 navn til Leningrad. GPU(’s): Gosudarstvennoje Politjeskoje Upravlenije, (russ.) den statslige politiske forvaltning, USSR’s politiske politi, også kaldet OGPU, Obedinjonnoje Gosudarstvennoje Polititjeskoje Upravlenije, (russ.) den samlede statslige politiske forvaltning. GPU’s Kolonier: en af GPU/OGPU’s opgaver var at tage sig af forældreløse og kriminelle børn, og det gjorde organisationen bl.a. ved fra 1924 at grundlægge en række kolonier for sådanne. 239 »Øerne«: Skt. Petersborg / Petrograd / Leningrad ligger på en øgruppe i Nevaens delta; »Øerne« er den almindelige betegnelse for de øer nord for centrum, der foruden beboelse også rummer parker, restauranter og caféer, forlystelses- og kystområder m.v., og som altid har udgjort et yndet udflugtsmål. Bolsjewo: tillempet tysk stavemåde af Bolsjevo, en stor mønsterkommune for unge fhv. kriminelle, grundlagt 1924 af GPU/OGPU ca. 27 km fra Moskva; kommunen opnåede markante pædagogiske resultater og var selvstyrende; den produce-

rede bl.a. sportsudstyr, og de unge aflønnedes på lige fod med andre borgere; Bolsjevo nedlagdes 1939.

Skurvede Jakob. Et Æventyr om Fnat og Penge 240 Træaksle-Vogn: gammeldags vogn med aksler af træ. 241 Midder: (dial.) mider. Skover: skorper. 242 alting har en Ende (…) to: almindelig talemåde, jf. Mau nr. 1.722. Smørelse(n): vogne med træaksler skulle smøres undervejs med fedt, olie, tjære, parafin eller lignende. knarre(de): knirke. Sværgedom: (arkaiserende substantivering) sværgen. 243 Aal Bro: lokaliteten er fiktiv. Amindelse: (dial., gammeldags) erindring, minde.

Relik: (gammeldags) relikvie.

Min Ven Maleren. En Improvisation 244 En Improvisation: se nærværende efterskrift, afsnit I.12. Akter: nøgenmodeller. Susanner: beretningen i det apokryfe skrift TifDan A,15 ff. om den smukke Susanna, der belures af to gamle mænd, mens hun bader, har i århundreder været et yndet motiv i malerkunsten.

Stærke Hans og den røde Fane. Æventyret om første Maj 247 Om hans Oprindelse (…) den Anledning: indledningen rummer paralleller til Ditte Menneskebarn, I, kapitlerne I og III. erklæret for saare god: jf. 1 Mos 1,31 i visse gamle oversættelser af Det Gamle Testamente 1535-1819 og 1931 (her citeret): »Gud saa alt, hvad han havde gjort, og se, det var saare godt« (i 1871 og nyere Bibeloversættelser ikke »såre«, men »meget«). skilte Land og Vand: 1 Mos 1,9-10. 248 Kunstsmør: den oprindelige betegnelse for margarine. de der er ringest (…) omvendt: jf. Matt 19,30, 20,16, Mark 9,35, 10,31 og Luk 13,30. 249 hade Fanden paa Ryggen: egl. udtryk om, at når man søger at undgå fristelser, møder man dem ikke, ’Fanden på din bag, så møder han dig ikke i hulvejen’, ’hvo som tager Fanden på ryggen, møder ham ikke’, jf. Mau nr. 1.932, her i uegl. betydning, at slæbe på en tung eller ond byrde. raner den himmelske Ild: jf. den græske myte om titanen Prometheus, der trodsede Zeus ved at give menneskene ilden. Pottemaal: det kvantum (ca. 1 l), der rummes i en pot. klækket op: opfødt, ernæret. Donnert: rus. 250 Skiftedagen: de almindelige skiftedage, dvs. til- og fratrædelsesdage, i landbruget var 1. maj og 1. november. Knytte: (bornh.) et klæde med de fire hjørner bundet korsvis sammen, hvori noget bæres.

251 sød Snaps: f.eks. den traditionelle bornholmske honningsnaps. patriarkalske Etikette: (her) den skik og brug, at man kommer sammen med sine lige på den gård, hvor man tjener. Interregnum: tidsrum, hvor et land er uden regent af sædvanlig art eller afbrydelse af tilsvarende art under andre forhold, f.eks. i en forening. Fordømte (…) usle Slavehær: »Rejs jer, fordømte her på Jorden, / rejs dig, du sultens slavehær!«, de første linjer af »Internationale«, arbejderbevægelsens berømteste sang, tekst af Eugène Pottier (1816-87), 1871, dansk oversættelse 1901, senere melodi (den oprindelige var »Marseillaisen«s) af Pierre Degeyter (1848-1932). 252 Bergendal: sandsynligvis biografisk hentydning til arbejdsmand Niels Andersen Bergendahl, f. Nils Andersson Bergendahl ca. 1858 i Sverige, som var den eneste Bergendahl på Bornholm i MAN’s barndom og ungdom; han logerende hos arbejdsmand Anders Pedersen (f. Persson), Stormgade 16 i Nexø; han nævnes også i Pelle Erobreren, s. 465, og i Erindringer, s. 196. Trællesøvn og Opvaagnen: allusion til første linje af »Internationale«s omkvæd: »Vågn til kamp af jer dvale«.

Et Skriftemaal (1946) 257 Krigene (…) Sydstaterne: Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65. Indianer­kamp­ ene: krigene mellem de indfødte indianere og USA’s hær frem til 1890. 259 spurgtes: fortaltes, rygtedes. 260 Fjerdingvej: en kvart mil, knap 2 km. 261 Saltstøtten (…) Gomorra: 1 Mos 19,26. Blandt Indianerne (…): den flg. historie er sandsynligvis inspireret af MAN’s kendskab til det andalusiske sagn om la Peña de los Enamorados, (sp.) de elskendes sorg (el. straf): i Antequera i Malagaprovinsen, for foden af nogle klipper ved floden Guadalhorce, ligger la Peña de los Enamorados; ifølge sagnet er en kristen adelsmand og hans mauriske kæreste begravet sammen her, idet de, efter at være flygtet fra deres vrede forældre, begik selvmord ved at kaste sig ud fra klipperne; MAN henviser til sagnet i fortællingen »Manuela«, nærværende udgave, bd. I, s. 115. 263 Frimurer: medlem af en loge eller et broderskab, hvori man gennem en serie hemmelige ritualer underkastes en gradvis instruktion i idealer af moralsk og metafysisk karakter. solgt (…) Djævelen: pga. frimureriets hemmelige karakter har det gennem tiden været genstand for megen mis- og overtro, herunder at det skulle være en form for satanistisk religion.

265 vore Soldater er hvervede: i perioden mellem Den Amerikanske Borgerkrig og USA’s indtræden i 1. Verdenskrig 1917 var der ikke værnepligt i USA. 266 Ordonnans: militærperson, der skal overbringe meldinger og befalinger samt udføre visse tjenestefunktioner for højere foresatte. 281 Cook’s Bureau: den britiske rejsebureaukæde Thomas Cook & Son Ltd. arrangerede fra 1841 selskabsrejser i Europa (fra 1866 også i USA). (mild og) lemfældig: blid.

register

n

register over martin andersen nexøs fortællinger Titel i kursiv henviser til en samling fortællinger eller til en fortælling udgivet separat. Titel i ordinær henviser til en fortælling. Sidehenvisninger, der indledes med romertal og afsluttes med semikolon (fx i 273;) henviser til titlens brødtekst (bind I, side 273). Øvrige sidehenvisninger til steder, hvor den pågældende fortælling eller samling er omhandlet i nærværende kommentarbind.

Af Dybets Lovsang (1908) i 273; 33 ff., 53, 74, 83, 87, 96, 120 ff., 208 ff.

Afløsningens Time ii 173; 53, 59-61, 140, Ann’ Mari’s Rejse ii 147; 44-45, 90, 138, Badutspringeren iii 73; 50, 156, 255 Banlyst! i 191; 33, 118, 202-203 Barndommens Kyst (1911) ii 7; 34, 37 ff., 74, 75, 81, 124 ff., 216 ff.

250-252 De sorte Fugle (1930) iii 153; 54 ff., 75, 166 ff., 262 ff.

De sorte Fugle iii 194; 57, 93, 170, 266267 Den tragiske Jonglør iii 166; 55-57, 60, 92, 168-169, 264 Det daglige Brød iii 186; 57-59, 170, 265-266 De tomma platsernas passagerare,

Barndommens Kyst ii 9; 126-127, 216-18

berättelser och sagor, bind I-II (1944)

Bedstemand Blom iii 78; 50, 156-157,

256-257 Bigum Træben i 131; 23-24, 26, 112, 197198 Bornholmer Noveller (1913) 66, 70 Brodermorderen iii 179; 58, 59-60, 82,

De tomme Pladser (et Forord), se: Indledning til De tomme Pladsers Passagerer (1921) De tomme Pladsers Passagerer (1921) iii 115; 45, 52 ff., 75, 101, 160 ff., 259 ff.

88, 92, 99, 169, 265

De tomme Pladsers Passagerer. Skitser og

Brødrene ii 194; 142, 239

Noveller, bind I-II (1946) 45, 70 ff.,

Brødsælgeren. (En Markedsscene) i 97;

83, 100

20, 52-53, 108, 192-93 Bølgen den blaa! ii 298; 150, 248-250 Den evige Jøde ii 176; 59, 141, 236-237 Den musikalske Gris. En Minderune over Geniet iii 9; 13, 50, 68, 154,

De tomme Pladsers Passagerer iii 128; 45, 61-63, 88, 89-90, 99, 100, 162-163, 260-261 Dukken! ii 253; 47, 49, 91, 148-149, 246247

Dybhavsfisk (1918) ii 229; 47 ff., 74, 86, 146 ff., 244 ff.

Dybhavsfisk ii 242; 47, 49, 67, 92, 148, 244-246 Dyrskue ii 162; 140, 235 Dødedans iii 215; 55, 58, 92, 170, 268-269 Døden ii 38; 37, 90, 128, 272 Dødskamp i 13; 13-14, 16, 17, 19-20, 22, 30, 81, 90, 106, 185-186

und von langen Fahrten (1931) 55, 68 Gravhøjen ii 25; 127-128, 220-221 Græsmarkens Sang ii 158; 139, 234-235 Guden for det tomme Ceremoniel ii 154; 53, 62, 68, 139, 233-234 Guds Moders Advokat! ii 166; 140, 235236 Guds Søn og Fandens Kælebarn! iii 145; 53, 59, 164, 261-262

Efteraarstrækket ii 223; 92, 143-144, 243

Gulduret ii 275; 47, 49, 149, 247-248

En Domfældelse! ii 181; 46, 141, 237

Gaardsangeren iii 85; 157, 257-258

En Duel i 240; 32, 119, 205-206

Hovsmeden fra Dyndeby i 166; 23-24, 81,

En Henrettelse! iii 123; 162, 260 En Kvinderevolution i 80; 13, 17, 20, 53, 76, 87, 90, 99, 107, 191

92, 113, 200-201 Idioten ii 32; 38, 61, 81, 89, 92, 128, 221 [Indledning til De tomme Pladsers

En Omvendelse i 174; 92, 114, 201

Passagerer (1921)] iii 119; 45, 68, 100,

En Strandvasker ii 285; 47-50, 88, 149-

162, 259-260

150, 248 Et Efterslæt i 212; 30, 32, 93, 97-99, 118, 203-205

I Vrāg ii 44; 129, 222-223 Jakobs vidunderlige Rejse! ii 20; 93, 126127, 218-219

Et Møde! iii 133; 163, 261

Junkeren! ii 206; 42, 142, 240-241

Et Skriftemaal (separatudgave 1946) iii

Kogleri iii 92; 81, 157, 258-259

255; 11, 12, 62-65, 176 ff., 272 Et Skriftemaal iii 257; 11, 62-65, 178, 272 Flyvende Sommer i 275; 35, 66, 81, 91-92, 122, 208-210 Frihedens Fe (I, fra Af Dybets Lovsang) i 308; 77, 122-123, 212-213 Frihedens Fe (II, fra De sorte Fugle)

Konge for en Dag ii 81; 37, 59, 81, 130, Kærlighedsbarnet i 328; 123, 215-216 La Concha i 87; 13-15, 17, 20, 93, 107, 191-192 Langt udi Skoven –! ii 187; 141-142, 238 Lille Barn Uskyld 15

iii 155; 57-58, 60, 62, 73, 77, 92, 168,

Livsslaven ii 231; 47, 49, 92, 148, 244

262-263

Lotterisvensken i 30; 13, 15, 19-22, 68, 72,

Frænke i 121; 24, 26, 75, 81, 88, 90, 92, 112, 195-197

74-75, 78, 91-92, 95, 106, 113, 186-188 Lotterisvensken (separatudgave, 1919) 67

Gesammelte Werke, bind III, Proletarier-

Lotterisvensken (separatudgave, 1954) 72

Novellen (1923), bind IV, Bauern-

Lotterisvensken og andre Noveller (1949)

Novellen (1928) og bind V, SeeNovellen. Vom heimatlichen Strand

Lykken og andre Fortællinger (1955) 12,

68, 72-73 Lykken. En Fortælling fra Bornholms Nordland (separatudgave 1913) ii 87; 12, 40-42, 132 ff.

Nattevandring ii 213; 45, 80, 143, 241-242 Naar Nøden er størst –! i 141; 26, 112, 198 Onkel Peters Penge iii 103; 93, 157-158,

Lykken. En Fortælling fra Bornholms

Paradiset ii 52; 37, 39, 81, 129, 223-225

Nordland ii 87; 12, 40-42, 68, 134,

Pebersvendens Historie iii 31; 154-155,

226-228 Lykken fra Lossepladsen. Et Æventyr fortalt for de snottede Unger iii 48; 155, 253-254 Lønningsdag (separatudgave 1944) 70 Lønningsdag (En Idyl) i 149; 23, 52, 59, 79, 90-91, 99-100, 113, 199 Madonna iii 206; 58-59, 170, 267-268 Manuela i 102; 20, 93, 99-100, 108, 193195, 272 Mary. En Randbemærkning til den hvide Slavehandel iii 63; 81, 155-156, 254-255 Min Ven Maleren. (En Improvisation) iii 244; 59-60, 174-175, 271 Mod Lyset. En Haandfuld Æventyr og

252-253 Ravnene ii 133; 99-100, 138, 229-230 Skurvede Jakob. (Et Æventyr om Fnat og Penge) iii 240; 174, 270 Skygger (1898) i 11; 11, 12 ff., 25, 34, 75, 77-79, 86-87, 99, 104 ff., 185 ff.

Skæbne i 255; 27-29, 31-33, 90, 92, 119, 206-208 Som Børn i 181; 114, 194, 201-202 Sommerdag ii 203; 46, 80, 142, 239-240 Strøm ii 71; 81, 129-130, 224, 225-226 Stærke Hans og den røde Fane. (Æventyret om første Maj) iii 247; 82, 175, 271-272 To Brødre i 61; 20, 78, 107, 188-190 To Kvinder i 152; 23-24, 92, 113, 199-200

Lignelser (1938) iii 229; 11, 59 ff., 99,

Tre Sønner i 315; 123, 213-215

172 ff., 269 ff.

Tro indtil Døden. (En Erindring fra

Muldskud (1900) i 119; 23 ff., 34, 75, 78-79, 87, 110 ff., 195 ff.

Barndommens Kyst) iii 172; 58, 169, 264-265

Muldskud, bind I-III (1922-26) 67 ff.

Trækfuglene i 287; 92, 122, 210-212

Muldskud. Anden Samling (1905) i 189;

Ulven og Faarene! iii 141; 82, 88, 90, 163,

23, 27 ff., 34, 74-75, 78-79, 87, 97-99, 116 ff., 202 ff.

Murene ii 269; 47, 62, 90 [tilblivelses­ varianten ”Skomager Blank”], 149, Mustafa. (Æventyret om den ny Verden) iii 231; 60-62, 82, 174, 269270 Mutter Schmidt! ii 217; 45, 143, 242-243

Under Himmelen den Blaa (1915) iii 131; 42 ff., 74, 86, 136 ff., 229 ff.

Undervejs (1919) iii 7; 50 ff., 74, 86, 152 ff., 250 ff.

Ungdom i 227; 30, 32, 81, 92, 118, 205 Ungdom og andre Fortællinger (1954) 12, 72-73 Vesterbro i 139; 45-46, 67, 81, 138, 230-233