Tekstbeskrivelse

Tid, sted og forfatter

Roskildekrøniken består af to forskellige dele, hvoraf den første og ældste (kap. 1-19) formodentlig er skrevet i 1137-38, mens den senere tilføjelse (kap. 20) er skrevet mellem 1170-1241. Dette gør den oprindelige del af krøniken til den ældste danske historiske krønike. Man formoder at denne del af teksten er skrevet i Roskilde af en kannik ved domkapitlet dér, idet forfatteren viser en stor interesse for og kendskab til Roskilde domkirkes historie. Forfatteren til tilføjelsen er ukendt, ligesom stedet og det præcise tidspunkt for hans forfattervirksomhed.

Indhold

Roskildekrøniken kan nok mest præcist beskrives som en fremstilling af det danske riges og kirkes historie fra Harald Klaks dåb i 826 til og med striden mellem bisperne Eskil af Roskilde og Rike (lat. Ruko) af Slesvig om stillingen som ærkebisp. Fortælling er ordnet efter de forskellige kongers regeringsperioder, men fokus ligger i nogenlunde lige grad på Danmarks politiske og kirkelige historie, og særligt Roskilde domkirkes historie følges nøje med en beskrivelse og bedømmelse af hver enkelt af biskopperne efterhånden som historien skrider frem. I tilføjelsen beskrives i en ret kortfattet form begivenhederne fra 1138 og frem til borgerkrigenes afslutning i 1157. Den giver desuden en meget positiv karakteristik af Valdemar I og nævner så ganske kort hans to sønner Knud VI og Valdemar II.

For tiden frem til Roskilde domkapitels grundlæggelse omkring 1075 er fortællingen først og fremmest baseret på Adam af Bremens Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum, men i en omskrevet form så danskerne fremstilles i et bedre lys. Danmark er således i Roskildekrønikens fremstilling fra og med Harald Klaks dåb kun med ganske få undtagelser blevet regeret af kristne konger. Desuden nedtones Hamborg-Bremen kirkens rolle i kristningen af Danmark kraftigt i forhold til Adams fremstilling.

Fra og med slutningen af Svend Estridsens regeringstid bliver fremstillingen af begivenhederne mere selvstændig, og krøniken er derfor vores vigtigste narrative kilde til denne periodes historie i Danmark. I denne del af fortællingen behandles borgerkrigen mellem kong Niels og Erik Emune særligt indgående. Krønikens sympati ligger ganske åbenlyst på kong Niels’ side og særligt kongesønnen Magnus, mens Erik Emune fremstilles som den værst tænkelige slyngel. I forhold til kirkens historie er det især Peder Bodilsens forsøg på at pålægge gejstligheden cølibat, der dvæles ved. Der lægges desuden megen vægt på de enkelte Roskildebisper og deres velgerninger eller forsømmelser overfor Roskildekirken.

Grundet Roskildekrønikens formodede nedskrivelsestidspunkt i 1137-38 og tekstens stærke vægt på Danmark som et gammelt kristent rige med en konversionshistorie uden betydelig indblanding fra Hamborg-Bremen, er den siden 1990’erne blevet tolket i lyset af striden om et selvstændigt ærkebispedømme i Norden. Efter ærkebiskop Assers død i 1137 forsøgte ærkebiskoppen af Hamborg-Bremen således (forgæves) at få den skandinaviske kirke tilbage under sit ærkebispesæde. Under sådanne omstændigheder virker behovet for at understrege Danmarks selvstændighed som et kristent rige ganske forståeligt. Det er desuden på baggrund af tekstens fremhævelse af skandinaviske ærkebispesæde fra Lund til Roskilde i forbindelse med urolighederne omkring dets videre beståen. Hvis disse fortolkninger af tekstens formål er korrekte, betyder det at størstedelen af teksten må være forfattet inden afslutningen på striden om ærkebispesædet, mens kapitel 19 er tilføjet som en slags afrunding på teksten umiddelbart efter stridens bilæggelse. Endelig er kapitel 20 så, som nævnt, blevet tilføjet adskillige år senere.

Tekstens efterliv

Roskildekrøniken var efter alt at dømme forholdsvis indflydelsesrig i de første par århundreder efter ain nedskrivning. Den dannede således rygraden i de såkaldte Annales Colbazenses for årene 1130-37 og blev flittigt brugt af forskellige historieskrivere ved ærkebispesædet i Lund, hvor den kort efter nedskrivningen indgik i domkapitlets bibliotek. Man kan således finde tegn på, at både Sven Aggesen og Saxo Grammaticus har brugt den som kilde til forskellige informationer, selvom disse teksters overordnede tendens er ganske anderledes end Roskildekrønikens. Den mest åbenlyse indflydelse har Roskildekrøniken imidlertid udøvet på den såkaldte Lejrekrønike, som udover en betydelige stilistisk indflydelse indeholder ordrette citater fra Roskildekrøniken. Fra og med midten af 1300-tallet lader teksten imidlertid til at være blevet mere eller mindre glemt indtil den ”genopdagedes” i 1500-tallet.

Videre læsning

• GELTING, M. H, 2002, Roskildekrøniken, 2. reviderede udgave, Højbjerg 2002

• GELTING, M. H., 2004, “Da Eskil ville være ærkebiskop af Roskilde. Roskildekrøniken, Liber daticus Lundensis og det danske ærkesædes ophævelse 1133–1138,” i Ett annat 1100-tal: Individ, kollektiv och kulturella mönster i medeltidens Danmark, red. P. Carelli, L. Hermanson & H. Sanders, Göteborg/Stockholm, 181–229

• HEMMINGSEN, L., 1996, By Word of Mouth: the origins of Danish legendary history, Ph.D. diss. University of Copenhagen, København

• KRISTENSEN, A.K.G., 1969, Danmarks ældste annalistik, København

• PAJUNG, S., 2003, Anmeldelse af Gelting 2002, i Historie, vol. 2003, 479–82 En mere udførlig (engelsk) introduktion til teksten med mere omfattende henvisninger til relevant sekundærlitteratur kan findes online under: https://wikihost.uib.no/medieval/index.php/Chronicon_Roskildense