© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Denne visestump må betegnes som en af de i dag mest kendte gammeldanske tekster. Danmarks Radios mangeårige pausesignal, bygget på de noder der ledsager teksten, har givet den en udbredelse på linje med indledningsordene til Jyske Lovs fortale.
Teksten kendes kun fra håndskriftet AM 28, 8vo, det såkaldte Codex Runicus, og den er som de øvrige tekster heri, skrevet med stungne runer. Verset dateres som regel til ca. 1300. Efter tekstens sidste ord er der i håndskriftet ca. en halv linje hvor noderne fortsætter; og der er også under de to nodelinjer plads på siden til en fortsættelse. Alligevel har skriveren afholdt sig fra at skrive mere, og vi kender i dag altså ikke mere til teksten. Indholdet kan hurtigt gengives: "Jeg drømte mig en drøm i nat om silke og prægtigt klæde". Det er navnlig stykkets sidste ord, pæl, der i dag volder besvær fordi det ikke kendes fra moderne dansk. Der kan ikke være tvivl om at ordet betyder en art stof. Stedvis peges på en eftermiddelalderlig svensk opskrift af folkevisen om Palle Bosøns Død (DgF 392) hvor det om Palle hedder at han iførte sig "silke, Och så utj ädelig pälle". Forbindelsen 'silke og pæl' træffes i en anden betydning i middelalderen; i Sjælens Trøst bruges stofferne som fornemme sengeklæder, en brug der måske ikke er helt urimelig i visestumpen, dens øvrige indhold taget i betragtning.
Det korte vers, der i håndskriftet AM 37,4° står på én linje, kan gengives på moderne dansk som:
Skriften er dateret til ca. 1300, og verset er dermed et meget tidligt vidnesbyrd om dansk digtning. Det har en noget anden karakter end det jævnaldrende, bedre kendte vers i Codex Runicus. Over for runeversets drømmende jeg står her skåningenes ærlige mænd, der berømmes for deres retfærdighedssans, dermed synes der også at være større overensstemmelse mellem verset og håndskriftets øvrige indhold (navnlig Skånske Kirkelov og Anders Sunesens latinske version af Skånske Lov) end tilfældet er i runehåndskriftet, hvis ligeledes overvejende juridiske indhold ikke antyder nogen indholdsmæssig forbindelse til runeverset.
De små vers middelalderlige skrivere ved siden af deres arbejde har indskrevet i håndskrifter, har en stor fascinatiosnkraft i dag. Det skyldes måske at de i deres korte form, kun sjældent giver os historiske holdepunkter til en bedømmelse af dem, snarere stiller de flere spørgsmål end de kan besvare.
Det lille danske vers i det store latinske håndskrift nr. 130 i Erzbischöfliche Diözesan- und Dombibliothek Köln kan gengives på moderne dansk som
Det er i håndskriftet skrevet på en linje, og til trods for de afsluttende vokaler i wære og æra har det uden tvivl skullet rime.
Det iac der taler her, er muligvis nok den samme skriver der har indført den latinske tekst i håndskriftet, i så fald befinder vi os i Italien, måske Bologna, omkring 1300. Den anden person der optræder i verset, får vi heller ikke meget at vide om: hun omtales som "en frugha iwærældet", og det skal bemærkes at gammeldansk frue som regel betegner en kvinde af høj byrd, gift eller ugift. Det er således i høviske vendinger skriveren tænker på den kendte kvinde. Det er ikke ualmindeligt at betegne Jomfru Maria som frue, og den mulighed foreligger at verset her afspejler en Mariadigtning. Det er dog mindre sandsynligt, lokaliseringen "i verden" taget i betragtning: Snarest gælder betagelsen en jordisk kvinde. Men om hun er italiensk, dansk eller noget andet lærer vi ikke; ligesom vi i det hele taget ikke får mere at vide end at skriveren vil ære hendes liv. Og end ikke det kan vi jo være sikre på. Verset kan være en stump af et større stykke digtning, som skriveren blot citerer uden at lægge følelser i.
Verset står nederst på side 163r, og på siderne før og umiddelbart efter (162r-v og 163v) har skriveren på omtrent samme sted tilføjet tekst, der måske skal sættes i forbindelse med det. På s. 162r står en udbredt latinsk sentens: "Omnibus omnia non mea sompnia discere possum" 'Alle kan jeg ikke fortælle alle mine drømme', der kan fungere som overskrift for digtet om kvinden. Den følgende sides nonsensindskrift gengiver måske et metrum; det lyder: "Rombolibomlum dum fran cum bolicumdiumsa"; herefter følger 163r som sagt verset og siden efter er pladsen optaget af linjefyld, som ville skriveren signalere "osv." eller "jeg siger ikke mer".
Hele håndskriftet er tilgængeligt i faksimile på Erzbischöfliche Diözesan- und Dombibliothek Kölns hjemmeside.
Skriververset i håndskriftet Thott 584, 8° adskiller sig på flere måder fra det korte vers i kølnerhåndskriftet. Det er opsat på vers og betragteligt længere -- 12 linjer. Det er også yngre; formentlig fra ca. 1450. Og mens det er uklart hvem der taler i kølnerverset og hvem kvinden er, han vil ære, er der ingen tvivl om hvem hovedpersonen er i dedikationsverset, han nævnes ved navn: Iver Kræmmer, og tilmed hans adresse fremgår: "han bor i Mads Jensens hus", desværre siges det ikke i hvilken by, denne Iver er bosat; det vil skriveren ikke "rettere mærke", dvs. nærmere udpege. Det er også en overflødig information i en dedikation, der -- efter sit indhold at dømme -- næppe har skullet ses af mange andre end Iver selv og hans drikkebrødre. At forholdet til det andet køn er mindre høvisk i dette vers end i kølnerverset, fremgår eksplicit: "han åbner piger særke". Men heller ikke det vil skriveren komme nærmere ind på, bedyrer han, men han kan ikke vare sig for alligevel at nævne at ikke én, men flere piger har aflagt aftenbesøg hos Iver. Peter Skautrup, der citerer digtet i Det Danske Sprogs Historie (1944-1970), bd. 2, s. 65 f., har udlagt skriverens forbehold i vers 9-10 lidt anderledes. Han mener at udsagnet "derom kan jeg ikke skrive mere nu / som jeg gerne ville" afspejler at skriveren har manglet evner til at beskrive Ivers og pigernes aktiviteter: "her fandtes et ordforråd, som sjældent blev betroet papiret". Vi kan naturligvis ikke vide præcis hvilke bevæggrunde der ligger bag udeladelsen, men vi kan hæfte os ved at skriverversets frivole karakter er usædvanlig i dansk middelalder. Men det skal også påpeges at paralleller findes, navnlig i de såkaldte Dyrerim og i visse af ordsprogene i Peder Låles samling