Den Lyneborgske Hede

Da vi havde et Stykke Vei af ti Miles Længde giennem lutter Lyng for os til Celle, sadde vi allerede Klokken 4 om Morgenen alle paa Vognen, og rullede ud af Staden, omtrent en Fierdingvei – da Vognen pludselig gik i tu. Ingen af os leed mindste Skade ved denne Leilighed, Damerne slap med en smule Skræk. Medens vi vare beskiæftigede med at sætte Hiulene i Stand igien, kom en fremmet Herre i en prægtig engelsk Vogn forbi, og befoel sin Kudsk og Tiener hielpe os. Imidlertid gik jeg i Forveien. Den ganske nye Natur her – saa udskregen den for Resten er - fristede mig til nøiere Bekiendskab. Overalt fra min Barndom af var det eet af mine Livønsker, engang at giennemvandre en Ørk. En saadan Egn uden Høie, altsaa og uden Dale, uden vilde eller tamme Løv-Vexter, uden Søer, uden Bække, uden Tegn til Beboelse – kan lignes med en Foliant som bestaaer af lutter rene Blade. Hvo der ikke har lært at skrive er i Forlegenhed med en slig – den maae nødvendigen kiede enhver blot Læser. Den derimod, som selv er i stand til at frembringe noget sort paa hvidt, fornøier sig ofte meer over en saadan Bog end over mangen nok saa veltrykt Qvart eller Octav – og mangen Skrivpapiers-Subscribent, som selv har lært at skrive, saae vist heller ved sit Exemplars Giennembladning, at alt det trykte var reent borte. Jeg for min Part i det mindste har een og samme Smag i Naturen og Kunsten, i Henseende til Egne og i Henseende til Malerier, musicalske Compositioner og bellettristiske Værker: enten noget usædvanlig ypperligt eller - slet intet.

Jo længer jeg kom frem i min Ørk, jo behageligere og interessantere blev den mig. Rigtig nok opdagede mit udvortes Øie intet uden Lyng og hist og her enkelte vantrevne Naaletræer – alt omkring mig laae udstrakt i en uafseelig sortegraae nøgen Flade. Men desflere skiønne Særsyn svævede forbi mit indre Øie i tusinde uforstyrrede Phantasier. Snart kom mig en langskiægget Eremit, en ærværdig gammel Dervisch med Vand i sin hule Haand, snart en forvildet Prinds af China, snart en flygtende Princesse af Tiflis, snart en Pillegrim, der ved hvert tredie Skridt fremad giorde eet tilbage, snart en vandrende Ridder, snart tre pjaltede Propheter, snart fyrretive rædsomme Røvere, 105| snart en heel Caravane med alle sine Dromedarier, snart alle Israels Børn, sex hundrede tusinde i Tallet, forbi – jeg havde neppe Tid til at hilse paa dem allesammen med et Nik, som sagde, at jeg kiendte dem – da pludselig den hele Scene gik op i en almindelig Støv eller Sand-Røg! En Larm under mig og over mig og om mig forstyrrede saa aldeles min Opmærksomhed, ved paa eengang at trække den opad, nedad og til Siderne, at jeg med lukte Øine ligesaa got vilde have seet alt hvad jeg saae – hist strede to frygtelige Krigshære i det eene Hiørne, her Caravanen mod Røverne i det andet, Trolde og Kiemper i det tredie og den aldrig noksom berømte Ridder af Mancha med al Verdens Faar, Gieder, og Veirmøller i det fierde. Min Ørk var i dette Øieblik saa – befolket, at jeg halv begyndte at frygte for Mangel paa Plads, da Raslingen af en Vogn tæt bag mig døvede al den øvrige Larm – jeg sprang til Siden – Røgen og alt hvad deri mylrede var borte, og jeg saae intet – uden den nysomtalte Herre, som lod holde stille, i det han giorde mig en Compliment og bad mig tage Sæde hos sig.

Jeg giengjeldte hans Tilbud med en meget forbindtlig Taksigelse – men tilgiv mig, min Herre! (lagde jeg til) det forundrer mig, at en Mand af Deres fyrige Udseende (han lod til at nærme sig de halvtredsindstive) kan lade sig age giennem en Egn som denne? Besad jeg end alle Verdens engelske Eqvipager – den har for mange Fortryllelser for mig til, at jeg ikke skulde at foretrække giennemvandre den til Fods, med mindre Podagra netop bandt mig til min Chaise.

"Besynderligt!" sagde han med et Smil, og betragtede mig nøiere – "De er den første Beundrer af denne Hede, jeg har funden paa mine Reiser. Jeg selv er vel kommen over tyve Gange denne Vei; men uden at opdage mindste Fortryllelse paa samme" –

"Forlad mig! men De har maaskee ikke giort dens Bekiendskab – ikke engang det første Skridt til samme, ved at stige ud af Deres Vogn?" –

"Var det ikke saa hedt," sagde han, "De overtalte mig til at forsøge det" –

" C'est le premier pas qui coûte" – sagde jeg –

"Var jeg ikke saa træt" – endte han med et Buk – og lod atter kiøre til. Vognen rullede bort – den blev mindre og mindre, og 106| kom mig tilsidst ganske af Syne. Jeg overlod mig til mine Reflexioner over denne Mand. Det var en ørkesløs og ødsel Reisende, tænkte jeg, een af disse Herrer som reise for at reise. Dog – hans Physiognomie havde behaget mig – hans artige Tilbud fortiente overalt en mildere Formodning om hans Charakter – jeg ærgrede mig over at have afslaaet det: Du har forsømt et Menneskes Bekiendskab, tænkte jeg – og hvo veed hvor interessant et Menneskes? Hvordan det nu ogsaa var – hvad er interessant i hele Skabningen som det ypperste af alle levende Dyr? Selv denne fortryllende Hede – blev jeg ved, og saae mig om – men hvor studsede jeg! Intet uden Lyng, og Lyng og atter Lyng! Alt det høitidelige var forsvundet – omsonst stræbte jeg at kalde hine levende Phønomener tilbage – alt var tomt, eensformigt, tørt, koldt, dødt, ligegyldigt, utaaleligt. Du seer ham aldrig mere – sukkede jeg – og han syntes dog gierne at ville tale med dig! Hvad maae han desuden tænke om din Egensindighed? Hvo veed, hvormangen mødig, nødsaget Fodgiænger, der vilde være glad ved at age en Station imellem, for snarere at naae Huus – for snarere at overrumple en længselsfuld ventende Kone – du kan have skadet ved denne Uforsigtighed? Om han nu med Bevidsthed eller uden Bevidsthed foresætter sig aldrig herefter at tilbyde nogen Fodgjænger sit magelige Sæde? Jeg kom i ondt Lune, græmmede mig over ikke at kunne forstrøe det i menneskeligt Selskab – den eene Vogn kunde jeg ikke naae, den anden kunde ikke naae mig – jeg traskede afsted i Lyngen, og besluttede – saa afskyelig forekom mig hele Egnen – at benytte mig af Veiens eeneste Fordeel: i Blinde at kunne vandre den uden Frygt for at stødes eller gaae feil – at lukke Øinene, for ikke at see den.

Jeg veed ikke hvor langt jeg var gaaet paa denne Maade, der lidt efter lidt begyndte at more mig, og kalde Phantasierne tilbage - da jeg pludselig standsedes i min blinde Fart af et Par Hænder, som greb mig i Skuldrene. Jeg er fuldkommen overbeviist om, at mine Øine aabnede sig af sig selv, eller rettere mechanisk, uden al oversandselig Ordre – ligerviis som jeg er vis paa, at det umiddelbare Buk, hvormed jeg gienkiendte Manden, der var bortkiørt, skeete uden al tydelig Bevidsthed – "Det er altsaa med lukte Øine," sagde han, i det Ekkoet af hans 107| Latter tabte sig i næste Birkeskov, "man opdager denne Egns Fortryllelser?"

"Tilforladelig, min Herre!" svarte jeg, i det jeg med eet vaagnede, "jeg seer intet andet Middel dertil; men er det det eeneste, troer jeg det ogsaa fuldkommen probat" –

"Jeg vilde ikke have noget derimod," sagde han, "dersom jeg ikke selv saa ofte havde forsøgt det, uden at spore denne Virkning" –

"Men De har formodentlig kun forsøgt det i Deres Vogn, min Herre! Troe mig at denne Forskiæl er overmaade betydelig. Man drømmer ganske anderledes til Fods end til Vogns! De maae allerede ofte have lagt mærke til, at en Drøm i Deres Vogn er langt anderledes beskaffen end en Drøm i Deres Kirkestoel, og en Drøm i Deres Kirkestoel igien langt anderledes end en Drøm i Deres Seng-"

"De er en besynderlig Philosoph!" sagde han med en Mine, som hævede Rangen i dette Udtryk til en Compliments høieste Værdighed – Jeg lod, som jeg ikke hørte det –

- "Og en Drøm til Fods i Lüneburger Heide overgaaer nu alle Drømme" – blev jeg ved og bukkede mig temmelig dybt – "især naar man vækkes deraf paa en saa behagelig Maade."

Jeg veed ikke af hvad Aarsag, om for den smagfulde Eqvipages Skyld, eller fordi han havde en vis Freeports Mine, eller fordi ved hans første Stilleholden Mylord What then? randt mig i Sinde – men hidindtil havde jeg holdt min Ubekiendte, uagtet han talte tydsk, for en Engellænder.

"Mit Navn er C**," sagde han, da jeg paa hans Forlangende havde sagt ham mit Navn og mit Fødeland – "Min Familie maatte flygte med de øvrige Hugenotter fra Frankrig – jeg var eene midt i en fremmet Verden i en Alder, hvori man bruger Leden – men jeg har været ligesaa lykkelig, som flittig, har erhvervet mig en anseelig Formue, som sætter mig i Stand til hvert Aar at giennemreise et Stykke af Europa med al muelig Beqvemmelighed – og har i den øvrige Tid af mit Liv, nemlig alle Vintre, en Beskiæftigelse, som ved Vanen er bleven mig Fornødenhed."

"Paa denne Maade," gientog jeg, "har Tilfældet efter al Anseelse bragt de to forskiælligste Reisende sammen, der nogensinde 108| have spadsert med hinanden giennem denne Hede." Jeg fortalte ham endnu kortere min Historie end han havde fortalt mig sin – han udførte derpaa nøiere hvad han alt havde sagt mig - jeg ligeledes; og neppe havde vi paa denne Maade spadseret en halv Miil, før vort giensidige Bekiendskab var fuldstændigere end det ved mange Aars daglige Omgang i en Stad sandsynligviis havde villet blive det.

Hede-Philosophic

"Jeg holdt Dem strax for en Stoiker" – sagde han - "hvorfor holdt De mig?" – "For en Epicuræer," svarte jeg. – "De er meget oprigtig!" "Paa en Skueplads, som denne, behøves ingen Maske," blev jeg ved.

- "To be or not to be that is the question!" At være til, eller ikke at være til, see det er Knuden!

Han anbragte denne første Linie af Hamlets Monolog over Selvmord med en saa betydende Mine, med en saa betydende Tone ved denne, som det syntes mig, meget lidt passende Leilighed – at jeg strax sagde til mig selv: Enten er denne Mand en Nar eller en Viis! i det han bad mig ind i sin Vogn, som langsom rullede ved Siden af os, og som han i dette Øieblik bød holde stille. Jeg imodtog Tilbuddet – vi satte os – og Kudsken kiørte til.

Aristipp selv havde ikke kunnet ønske at sidde mageligere. Jeg længtes efter Opløsningen af den doppelte Opgave: To be? or not to be? – og Nar? eller ikke Nar?

"Jeg gad afhandlet denne Materie med alle tænkende Mennesker" – begyndte han. "De maa tilgive mig, at jeg syntes at fremtrække den ved Haarene; men Tiden er for kort i denne Verden til lange Preliminarier" –

Han er ingen Nar! sagde jeg ved mig selv – "Jeg frygter," udbrød jeg høit, "at min individuelle Mening om denne Shakespearske Linie er alt for individuel til at" –

"Jo individuellere jo kiærkomnerel" – sagde han hurtig.

Han er aldeles ingen Nar tænkte jeg. "Min særdeles individuelle, 109| som jeg troer, og derfor noget undseelige Mening er den, at Shakespear i denne Linie ikke har sagt sin; men Hamlets Mening – at den er umiddelbar poetisk; men i det høieste kun middelbar philosophisk – rigtig!

To be or not to be is not the question At være til eller ei være til, er ikke Knuden. i mine Tanker!"

"Denne Mening har De tilfælles," sagde han, "med alle de Dogmatister og Orthodoxer, jeg kiender!"

"Jeg beder om Forladelse! Det er ikke fordi jeg enten paa Grund af saa kaldte Demonstrationer, eller saa kaldte guddommelige Aabenbaringer finder mig overbeviist om Fortsættelsen af min Tilværelse; men fordi sammes Ophør, og fuldkommen Tilintetgiørelse i al Fald er mig aldeles ligegyldig."

"De kan altsaa tænke Dem Tilintetgiørelse uden Gysen?" spurgte han.

"Jeg veed ikke, om jeg kan tænke mig den", svarte jeg, "men det jeg forestiller mig ved samme: Ophør af al endog blot Muelighed til Bevidsthed, skrækker mig aldeles ikke. I alle urolige Forfatninger, hvori min Fornuft enten bluner, eller slumrer, eller sover – lokker den mig; i alle rolige – hverken ønsker eller frygter jeg den."

"De er den første, som har roest mig Lüneburger-Heide, eller not to see" sagde han – "og den første, som har yttret mig Ligegyldighed over not to be! Men taler De alvorligen, eller paradoxerer De blot pour animer la conversation?"

"Jeg forsikkrer Dem paa min Ære, at jeg taler saa alvorligen, som om jeg talte med Philosophien selv i Sandheds Overværelse. Der er mig intet ubegribeligere end hvorledes de mangfoldige Philosopher, der for Resten modsige hinanden næsten i alle andre Ting, komme overeens i den Paastand, at intet skrækker Naturen og oprører Fornuften saa meget, som Utilværelse. Jeg troer, sandt at sige, at der stikker en smule Pralerie i denne Forsikkring; thi at saa mange lærde og dybsindige Mænd skulde tage feil af hvad der egentlig handles om i dette Enten – eller, og snakke hen i Taaget, som man siger, er usandsynligt. Angesten og Forfærdelsen for Utilværelse forekommer mig at have noget meget lignende med den Modbydelighed og Frygt, somme 110| af vore fine Damer have for Fluer, Roser, Safran, Mandspersoner og ingen Ting – en Frygt, som gemeenligen kun yttrer sig i Selskab, og forsvinder, naar de blive allene - under to eller fire Øine – med Objecterne. Det lader saa smukt, at falde i Besvimelse – især naar man i Forveien kan sørge for Maaden, at falde paa – og det lader sælsomt, dybsindigt, metaphysiskt, at gyse for intet. Jeg som hverken er sælsom, dybsindig, eller overnaturlig, og heller ikke skiøtter om at ansees derfor, bekiender aabenhiertigen, at Intet forskrækker mig ikke." –

"Frygten for Døden finder De altsaa ligeledes unaturlig?"

"Ingenlunde! jeg finder den rigtig nok ufornuftig; men aldeles ikke unaturlig. Frygten for Døden er overalt ikke Frygt for intet. Det er, Tabet af en Milliondeel, af en Tusinddeel, af en Tiendedeel, af høit den halve – og ikke Tabet af den hele Tilværelse, som skrækker i denne Forestilling. Bestod Døden i aldeles Tilintetgiørelse, vilde den ikke skrække Menneskene nær saa meget. Enhver nogenlunde frisk og rørig Forstand vilde da strax have den Slutning ved Haanden, som beroligede Sterne: "Jeg maatte være en Nar, om jeg frygtede dig, o Død! thi saa længe jeg er, er Du ei, og naar Du er, er jeg der ikke." Hvordan man altsaa snoer og vender det, har Phantomet Utilværelse ingen Side, hvorfra det i mindste Maade kunde forstyrre min Rolighed; thi er det aldeles Intet, falder naturligviis al Betænkelighed derved og derover bort – og er det Noget, angaaer dette Noget ikke mig." –

- "Men Lysten til at existere" – – –

- "Existerer ikke!" brød jeg hastig af – "Hvad man kalder saaledes er intet andet end Lyst til at virke, handle, nyde, frembringe – kortsagt Lyst til Yttring af det eengang existerende Væsen. Denne Lyst er, som jeg troer, almindelig og aldeles naturlig. Hin Ulyst altsaa er ikke Modbydelighed for Tabet af vort Væsen – men for Tabet af sammes Yttring – som oftest blot paa den Maade man er vant til. Saaledes indbilder hin sig, at gyse tilbage for Tilintetgiørelse, der i Grunden kun skiælver for Tabet af Liv – og denne for Tabet af Liv, der egentlig kun frygter for Tabet af Spisen, Drikken, Spillen, Leflen, o. d. l." –

"Og om nu Døden i egen Person kom Dem imøde i dette Øieblik?" –

111|

"Hans Majestæt skulde være mig hiertelig velkommen!" sagde jeg.

"De frygtede altsaa ikke for mindste Tab ved denne Leilighed?" –

"I det høieste for Tabet af – Deres Selskab."

Den Lyneborgske Hede

EPSDORF

Vi vare paa denne Maade komne til en lille Flekke, hvor vi steege af Vognen, for at tage Frokost. Man kan i Epsdorf have ypperlig kold Steeg, Parmesan og Schweitzerost, Franskbrød og Madera – vel at mærke! naar man fører det selv med sig. Vi leirede os paa en Plads foran Kroen under aaben Himmel, for at tilfredsstille den synderlige Appetit, Veien havde givet os. Tieneren dækkede i en Hast en omvendt Tønde for en der liggende Eegestub, i et Øieblik kom Flasker, Glas, Knive, Gaffeler og alt Tilbehør frem som ved Slaget af en Talisman; Vinen sprudlede i de guldrandede Chrystaller – alt var saa beqvemt, smagfuldt, lækkert og lokkende, at det kiære Meta pludselig forsvandt af min metaphysiske Stemning. "To enjoy! that is die question", At nyde, det er Hovedsagen! sagde jeg, i det jeg tømte Glasset.

"Men Deres Stoicismus" –

"Apropos! – Forlad mig, at jeg falder Dem ind i Deres Tale! paa hvad Grund har De holdt mig for at være Stoiker? Jeg tænker Epicurus selv har oftere gaaet til Fods end aget." –

"Ikke just det; men den Omstændighed, at De forlod tre saa artige Damer – (jeg havde sagt ham, at jeg hørte til hint Selskab) – i Deres Alder – og i denne Hede." –

"De vil maaskee let forklare dette," meldte jeg, "naar jeg siger Dem, at den eene af disse Damer var en Enke, den anden en givt Kone, og den tredie min Søster." –

"Der kunde siges meget om det første og det andet" – sagde han; "men det vilde føre os for langt fra vor slupne Materie."

Vi satte os igien i Vognen.

112|

Divels Steinweg

Saaledes kalder Hannoveranerne den Vei, vi nu kiørte; og den fortiener sit Navn – i ondt Lune. Vi derimod fandt den begge ret artig. Uden ængstlig at søge hint slupne Meta, kom vi det efterhaanden nærmere og nærmere i vore Diskurser. Jeg begyndte at finde mig meget vel i denne Vogn, og forsonede mig lidt efter lidt med dens Magelighed. Herr C** var en Mand af Erfaring, Smag, og Kundskaber. Han fortalte mig sin Historie fra Begyndelsen til Enden, og fortroede mig sine Principier, og sine Omstændigheder, og Resultatet deraf blev, at jeg holdt ham for den lykkeligste Mand paa Jorden. "Jeg har alt," sagde han, "hvad jeg har ønsket og kan ønske mig, Sundhed, Rigdom, Huusfred, (thi jeg er ugivt), en temmelig god Samvittighed, Bøger – og saa meget i Panden, som der behøves til at more mig med dem – jeg kjender kun eet eeneste Savn, mangler kun een eeneste Behagelighed i denne Verden – men det eene er nok til at forbittre al min øvrige Nydelse, og sætte mig i Classe med alle andre Ulykkelige." –

Jeg plagede min Giettekraft med at udfinde hvad en saadan Mand i saadanne Omstændigheder endnu kunde mangle. "Det er dog vel ikke Friehed?" sagde jeg - "thi jeg begriber ikke hvorledes en rig Handelsmand i en frie Rigsstad skulde savne samme?"

"Nei! Himlen frie mig – jeg hverken vilde eller kunde leve en Dag til Ende uden Friehed."

"De er vel ikke af en Hændelse forelsket i een eller anden grusom eller ulykkelig Prindsesse?"

Det var endnu mindre Tilfældet!

"Ah! – nu traf jeg det udentvivl – Deres Siel brænder af Tørst efter Sandhed, efter Tilfredsstillelse i Henseende til Opløsningen af de store Fornuftopgaver, der hidindtil ere lige saa mange philosophiske Gaader – De leder om det, saa mange brave Mænd fra Anaxagoras til Spinoza have ledt om og ikke fundet – den philosophiske Steen, som skulde begrunde vore Ideers Hovedbygning?"

Han forsikkrede mig, at han i denne Henseende var temmelig rolig. "Saa maae De – trods al Deres Sundhed – være plaget med den ulyksalige Snue?" sagde jeg:

113|

""Den anden efter Jupiter, og rig,

""Frie, agtet, elsket, Kongers Konge, og

""Særdeles frisk – kun plaget lidt af Snue!"" – Uno minor – Jove, dives, Liber, honoratus, pulcher, rex denique regum Præcipue sanus – nisi cum pituita molesta cst. Hor.

Da han og nægtede dette, opgav jeg Gietningen af hans mørke Tale.

O Lyksalighed! af alle Jordens Chimærer er Du den aller meest chimæriske! Heller vil jeg lede om tørre Figener paa Bunden af Havet, og om friske i denne Hede – heller vil jeg lede om Friehed, og Sandhed selv, eller de Viises Steen, end være saadan en Nar, at løbe surr efter Dig, Veirlys for alle Veirlys, Jordens almindelige Lygtemand!

Jeg troede endelig eengang at have fundet en aldeles lykkelig i alle Henseender misundelsesværdig Mand – og nu – sandelig! uagtet jeg ikke har ti tusinde Delen af hans Rigdom, uagtet jeg ikke har tusinde Delen af hans Eqvipage, uagtet jeg ikke har tiende Delen af hans Sundhed – uagtet jeg maaskee ikke har tredie Delen af hans Forstand – uagtet jeg for Resten har ikke blot alle de andre Savn, han ikke har; men tillige det eeneste, han lider under – jeg vilde dog ikke bytte med ham!

Han indgiød mit Hierte fra dette Øieblik af virkelig Medlidenhed. Men hvori bestod da hans overordentlige Ulykke? Man høre det og skiælve!

"Hvad nytter det mig altsammen til?" sagde han, "Caffe, som jeg elsker meer end al Jordens Vine, og meer, i det mindste i mange Øieblikke, end al Jordens Fruentimmere, Caffe, som jeg elsker til Raserie – Caffe er mig aldeles forbuden!"

Lee, hvo som vil, herover! For saa vidt alting i denne Verden fra en vis Synspunkt er tragiskt vilde det være undskyldeligt om man græd – men for saa vidt alt fra en anden Synspunkt er comiskt, kan man ikke heller tage en Smule Latter ilde op. Kun tage man sig i Agt for at lee med en vis Haan over det Suk, hvormed min lykkelige Mand fremførte hine Ord; thi det kunde let være, at man i det man udleer ham, tillige udleer sig selv, sin Fader, sin Bestefader, sin Oldefader, sin Tipoldefader, og saaledes sin hele Familie opad til Adam.

114|

Om man, ved at belee en saadan Unøisomhed, tillige beleer i Forveien sin Søn, Sønnesøns Søn, og saa videre sin hele Familie nedad til den sidste Descendent – vil jeg ikke afgjøre. Det vil komme an paa den Vei, Menneskeheden engang vælger. Bliver den ved at gaae frem paa den nærværende Stie – vil et eller andet Caffe-Savn bestandig bestrøe den med Torne.

Havde han sagt: Chocolade er mig aldeles forbuden, eller Thee, eller Engelsk Øl, eller Madera, eller Jordbær – vilde man have fundet hans Græmmelse derover ligesaa urimelig.

Hin Erobrer græd, siger man, da han ingen flere Lande fandt at undertvinge. Den der harmer sig over Savnet af en Verden, og den der græmmer sig over Savnet af Caffe – er i mine Tanker lige afsindig – og lige tilgivelig. Lysten til en Kop Caffe og Lysten til en Krone – Higen efter Smagen eller blot Røgen af hin, og Higen efter Udødelighed ere lige rasende, og lige - menneskelige.

Vor nysnævnte Stammefader besad (om man skal troe Historiens Sigende) alle de Fordele og Beqvemmeligheder, havde alle de Nødtørftigheder og Behageligheder, en nyskabt Mand med nogenlunde Billighed kan forlange. Fuldkommen Uafhængighed af andre Mennesker, lykkelig Kierlighed, og rolig Søvn syntes at kappes med hinanden om at dysse hans unge Siel i den sødeste Tilfredshed. Hans Opholdsted var netop det modsatte af denne Hede, den skiønneste, frugtbareste, kielneste Plet paa Jorden. Den opgaaende og nedgaaende Soel opglødede dens Ynde Morgen og Aften i Himlens varmeste Purpur - tykløvede Træer frembøde ham hver Middag deres kiølende Skygge. I Bækkens Chrystal saae han sin Mage fordobblet, og naar han under Palme-Taget i hendes Arme hensmeltede i Kierligheds saligste Fortryllelse, ved Vandfaldets, Vestvindens, og alle Fuglenes sammenstemte Melodier – hvor var hans Tilstand misundelig!

Hvilken Rigdom, hvilken Overflod besad han ! Den hele Verden, med alle Skatte og Velsignelser fra Solen, der bestraalede hans Paradiis, til Rosen, som beduftede hans Leie! Herre over alle levende og livløse Skabninger, og ti doppelt nydende sin Herlighed ved at dele samme med sin Elskede – hvad fattedes ham?

Mellem ti tusinde Nydelser og sandselige Fortryllelser – var 115| Frugten af eet eeneste Træe ham forbuden. Farvel Tilfredshed og Roe! Farvel for bestandig, al hans Lyksalighed!

Jeg erkiender, at det vilde have gaaet mig, som det gik ham; og den som ikke erkiender den Sandhed, at det vilde have gaaet enhver i hans hele følgende Familie ligeledes, har maaskee studert alt hvad der kan studeres fra Melkeveien paa Himmelen til Melkeveien i sit Kiøkken; har maaskee studert alle Steene, og Planter, og Dyr, og alle de Folianter og Qvarter, som handle derom – men hverken sig selv, eller Mennesket.

Da man ikke veed hvad det var for en Frugt, hvis Savn Adam ikke kunde udholde – kan det ligesaa vel have været Caffe, som nogen anden. At den var saa saare lystelig at see til – vil ikke sige mere, end at den var forbuden. Enhver forbuden Ting er lystelig at see til.

"Hvad nytter det mig altsammen?" – sagde Adam, og saae sig rundt om i Eden, og saae den opgaaende Soel, og den rødmende Høi, og den lysnende Skov, og det glimrende Vandfald, og de mange bugnende Frugttræer, og, hvad der var skiønnere end det alt, den vaagnende, smilende Mandinde - "hvad nytter det mig altsammen til, da jeg dog ikke tør smage denne - Caffebønne?" –

"Og hvad nytter det mig altsammen?" – sagde Herr C**, og saae sig om i Lüneburger Heide – "Caffe er mig aldeles forbuden; een eeneste Kop vilde dræbe mig."

"Kan det trøste Dem," sagde jeg "saa maae jeg sige Dem, at jeg er netop i samme Tilfælde." – "Og De fortvivler ikke derover imellemstunder?" – "Nei! svarte jeg; thi det er ikke min eeneste Plage. Havde jeg, som De, alle andre Livets Behageligheder, vilde jeg maaskee ogsaa fortvivle."

Jeg erindrer ikke, hvorledes vi herfra kom igien paa Tale om U tilværelse. Han sagde mig, at Aarsagen, hvi han havde bragt denne Uting paa Bane, var fordi han – foredrog den alle Ting paa Jorden.

Forfængeligheds Forfængelighed! Ingen føler Dig saa dybt, som de Ulyksalige, vi misunde!

116|

Den Lyneborgske Hede

SCHAFSTHAL

Hele Selskabet samledes her Klokken fire om Eftermiddagen. Damerne skiændte lidt paa mig, fordi jeg saa aldeles havde forladt dem midt i Ørken, og – da de ikke vidste hvor jeg var bleven af - indjaget dem Frygt for at have forvildet mig. Herr C** undskyldte mig, ved at paastaae, han havde bortført mig med Vold. Sagen var, de vilde have havt mig hos sig, for at snakke dem i Søvn – jeg lovede dem denne Tieneste paa det skiønne Stykke Lyng, som endnu var tilovers – og lod altsaa Manden uden Caffe reise allene til Celle.

Vi giorde i Forveien et ypperligt lille Maaltid her af Jordbær, forlystede vore Øine med Synet af nogle Bøgetræerog især med Synet af nogle ret artige Lyng-Nympher, hvis Kinders Roser og Halses Lilier, erstattede meer end tilstrækkelig Mangelen paa Blomster i denne Egn. En stor Mængde Faarehiorde i Nærheden lod mig slutte at de vare Hyrdinder; og, sandelig! de vare de meest arcadiske jeg hidindtil har seet. Jeg faldt paa at troe, Naturen havde udtømt sin hele Frugtbarhed paa denne Plet af Jorden i deres høitbølgende Barme.

Vi vare neppe komne en halv Miil fra Schafsthal, før Damerne allerede slumrede. Jeg fortsatte min Snak med S** indtil han endelig og faldt i Søvn. Jeg var nu igien aldeles overladt til mine egne Betragtninger – og Scenen var virkelig af den Natur, at man enten maatte sove eller – meditere. Den egentlig øde og sørgelige Deel af Veien fra Lüneburg til Celle begynder her. Sand, Lyng og Moor omrandet af evige Gran- og Fyrreskove, er alt hvad man opdager. Ikke eet eeneste Tag – intet Vand – intet Menneske - intet Dyr – selv ikke i Luften – naar jeg undtager en gyselig Mængde Ravne, der fra det sidste Slag her imellem Franzoserne og Hannoveranerne endnu lugte til Valpladsen. Over denne stille døde Flade ruller Vognen saa let og sagte, at man hører sit eget Aandedræt. Søvnen i Vognen og den almindelige Slummer i hele Naturen havde kunnet hendysse enhver anden; men jeg var nu eengang saa vaagen, at jeg tvivler paa, den længste Prædiken i Doctor As, Bs, eller Cs Smag vilde have kunnet indslumre mig.

117|

Jeg havde hidindtil hverken havt Tid eller Sted til at anstille Betragtninger over min Udenlandsreise – og det var mig ret kiært, at jeg nu fandt al den Roe, som behøvedes hertil. Da jeg havde bragt alle didhørende Forestillinger i en Slags Orden – fandt jeg, at intet i Verden var nyttigere og behageligere end en saadan Reise. Jeg summerede denne første Dags Indtægter og fandt dem overstige en heel Maaneds i Kiøbenhavn. To Yderligheder i den materielle, og to i den intellectuelle Verden, vare allerede henlagte i min lille Erfarings-Sparebøsse: Vierlandene og denne Hede – Patriarchen i Lüneburg og hin Kongers Konge uden Caffe – det forekom mig i det jeg løftede Hovedet, som om disse fire nye Mynter tyngede det doppelt, og altsaa veiede allene ligesaa meget, som alt hvad der i Forveien laae forvaret.

Hvad den sidste angik, da gav hans Bekiendskab - det andet paa denne Side Elben – og de Samtaler, vi havde havt med hinanden, mig Anledning til adskillige Reflexioner over Lyksaligheds-Læren eller, som man og kunde kalde den, Nydelses-Philosophien. Men de vare alt for paradoxe og heterodoxe til at jeg skulde vove paa eengang at komme frem med dem alle. Kun een eeneste til Prøve. Man er Lyksalighed nærmere i Mangel end i Overflod, tænkte jeg – de Herrer derfor, eller Fruer, som intet andet Maal i denne Verden have, burde tage sig vel i Agt for enhver nye Beqvemmelighed, for enhver nye Vinding, og kortsagt for ethvert Ønskes Opfyldelse – thi bringe de det saa vidt, at de intet Savn mere kiender, savne de alt. Den rigeste Mand er naturligviis den allermeest nødlidende; thi han har i egentligste Forstand dræbt sin hele Capital i det han har taget den fra Haabet, i hvis Giemme den allene levede.

Mennesket er saaledes indrettet, at alt hvad der af udvortes Ting virkelig skal lyksaliggiøre ham, maa ligge foran ham i en vis Frastand. Hans fremilende Natur er bestandig i en saadan Fart, at intet saa snart er tæt ved ham før det er ham forbi.

Den Menneskelige Lyksalighed er, kort sagt, en virkelig Regnbue. Saa længe den er foran os hvelver den vor Udsigt med syvfold Glands og Fortryllelse. Ikke saa snart ere vi midt deri, før den er forsvundet.

Jeg holder derfor, maae jeg tilstaae, meer af enhver anden Philosophie, end af den, som opstiller hin Regnbue til Maal 118| for vor Fremilen – da den i Anvendelsen synes mig saa aldeles at hæve sig selv, som nogen Modsigelse kan det. At lede om det, som da først ganske tabes, naar det er fundet, forekommer mig yderst urimeligt.

Og jeg er vis paa, at denne Hedehyrde lever meget muntrere og sover meget sødere, end den fede Vierlandsbonde!

Milde Himmel! lad mig altid beholde i det mindste syv uopfyldte Ønsker! Lad deres Regnbue stedse forskiønne min Fremsigt – og skulde jeg komme den for nær – saa ryk den, trods alle mine indstændige Bønner, tilbage!