© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Af alle glade Følelser kiender jeg ingen saa livelig og begeistrende, som den, en reenere Luft, en friere Udsigt og et himmelnærmere Standpunkt indaander paa Toppen af et Bierg, naar man paa sin Reise langsom og besværligen, til Fods eller til Vogns, har giennemkrøbet en dyb, taaget, indknebet, og hele Hiertet indknibende Dal. Hovedet oplyses, Livsaanderne oplives, Følelsen opvarmes i Hiertets Udvidelse saa pludselig; den hele høiere Forestillingsevne vaagner, og nye, letbevingede Tanker løsrive sig fra Støvet og svinge sig Himlen imøde. I deres uhindrede Flugt, giennem taagefrie Skimmer, overskue de Jorden, og skatte rigtigen dens virkelige Rang – i den rigtige Afstand.
Naaer man Toppen af en saadan Høide i Morgenstunden, har man giennemvandret Dalens fugtige Dampe i Blinde, og fremspringer derved den nye Scene i Contrastens hele Styrke – har man end ydermeere lange været fængslet dernede – saa er alle Støvets ruusende Glæder aldeles intet mod den Herlighed, som saaledes aabenbares i og om vort Væsen. Omskabt fra Orm til Sommerfugl, fra Snegl til Ørn, fødes man paa nye med hele Skabningen.
For første Gang i mit Liv giennemtrængtes jeg aldeles af denne Følelse, i det jeg kom op paa Høiden mellem Pyrmont og Grohnde. Altid, fra min spædeste Barndom af, havde Toppen af en Bakke hentryllet mig i andægtige Sværmerier; men her overtraf denne Scenes Vælde saa langt alle hines, som de havde overtruffen Sletternes. Hundrede Biomstændigheder bidroge til denne Forhøielse; men af alle ingen saa meget, som den usædvanlige Dybde, hvori jeg hidindtil legemlig og aandelig havde muldvarpet.
166|Man maae have været tre Uger i Pyrmont, for rigtig at føle Høiden af mit Standpunkt.
Efter en yderst møisommelig Sneglevei op igiennem den østlige Krog af Brøndkulen, hvor vi hvert Øieblik i Fare for at vælte, eller knuse Vognen mellem Steenbrokkerne, skumpledes alle tre paa eet Sæde, steege vi ud her, og nøde i Kanten af den skiønneste Skov Udsigtens hele Vederqvægelse. Neden under os giennemøkød Weseren den yndigste Dal mellem henstrøede Landsbyer indtil Flekken Grohnde. Selv Bønderne, vi her forefandt, roeste deres Egn og Jordbunden. Ud over Flekken paa hiin Side Floden hævede sig Skove bag Skove paa let henbølgende Høie. Jo nærmere vi kom deres indbydende Varme, jo gladere hævede sig vor romantiske Forventning. Overfarten her i en Færge, mellem forbiglidende Haver og Lunde, er yderst pittoresk og fortryllende. I bestandig Deeltagelse og Meddeelelse voxte vor fælles Nydelse under indbyrdes fortroelige Samtaler. "Hele Jorden ligger udbredt for os!" var vor herskende Forestilling, og hvor saligt udvidede sig dens Lyst i Følelsen af vor fuldkomne Friehed! Alle bare vi al vor Eiendom med os; men ingen Konge har skattet sig rigere end hver af os skattede sig; de hellige Tre Konger selv kunne ikke have været gladere paa deres Stiernevandring til Bethlehem. Hverken de skrækkelige Stød af Veien eller den endnu skrækkeligere Heede opad Dagen mellem de beskovede Biergrygge foruleiligede os; den Inderligfornøiede foruleiliger intet. Naar vi ikke i taus Anskuen beundrede den stedse nye Natur, eller i venskabelig Underholdning overlod os til de Bemærkninger, dens Betragtning aflokkede os, læste vi – Adams i den viise Plutark, Sparzet i den vellystige Chodleros de la Clos, og jeg i den syndige Tacitus.
Saaledes kom vi til Wickensen, hvor Hr. v. Florencourt, der til Hest havde ledsaget os fra Pyrmont, og som vi blot af og til havde øinet paa Veien, stødte til os, og deelte vort lille Maaltid. Paa det forrige Bedested forefandt vi en ugivt Vert, der syntes at føle Celibatets Ubehagelighed i sit hele Omfang. Paa alle vore Spørgsmaal, om han ikke havde Viin – Kiød – Flesk – Ærter – Melk i Huset? gientog han bestandigen med et Suk det samme Svar: "Ak! desværre! jeg har ingen Kone!" Jeg ynkede ham af mit ganske Hierte, ønskede til hans og alle hungrige Reisendes 167| Trøst, at han snart maatte faae hvad der manglede ham, og kunde ikke bare mig for at giøre dertil hvad jeg kunde, ved at frie for ham hos den første Pige, vi mødte paa Veien fra hans tomme Huus. Jeg veed ikke, om min Mellemhandling har naaet sin hele Hensigt; men vist er det, at jeg overtalte hende til at giøre sig et lille Ærinde til ham. Det er ikke utroeligt, at hun har anseet min besynderlige Begiering for et Vink af Skiæbnen. Den Alvorlighed hvormed hun anhørte mine Forestillinger, og hendes Tilstaaelse, at hun intet havde at indvende mod hans Person – (det var virkelig en ret kiøn Mand) – giør mig det endog sandsynligt.
Paa denne Vei mødte mig første Gang en Gienstand, som jeg ikke blot aldrig før havde seet; men ikke engang giort mig mindste tydeligt Begreb om Naturlig! da jeg ikke før havde seet den. – jeg kan ikke beskrive hvilket Indtryk dens Opdagelse giorde paa mit hele Nervesystem – en nøgen Klippe, eller egentlig blot et nøgent Fieldstykke. Af og til havde jeg i den lange Biergskov paa venstre Haand mellem Træerne bemærket enkelte graae og hvide Partier; men uden at drømme om, at Steene af den Størrelse kunde findes i slig en Høide – endelig vovede jeg undseeligen det Spørgsmaal: om alle disse besynderlige Spætter vare Sanddynger, Kalkdynger, eller Skyer? De andre smilte, og sagde mig, det var Fielde. Jeg troede, at de vilde binde mig noget paa Ærmet, og forsikkrede dem, at jeg havde læst nok om Schweitz og Norge, Teneriffa og Spitsbergen, Caucasus og Cordilleras, for at giøre mig et Begreb om Fielde, og at jeg ikke saa let lod mig føre bag Lyset. Jeg havde jo seet Blankenese, Biergene om Pyrmont, og endog Blocksberg i en vis Frastand; dette havde ikke den mindste Lighed dermed. Jo meere de loe, jo fastere blev jeg i min Overbeviisning om, at det var noget gandske andet.
Vi kom endelig eet af disse underlige Phønomener nærmere, og hvad kan ligne min Studsen, da jeg fandt det have saa megen Lighed med Steen, som Steen kan have det, uden dog at holde det for mueligt, at det kunde være Steen. Thi Skov var under det, over det, ved Siderne, kort, rundt omkring det. Jeg bad Adams sige mig paa sin Samvittighed: hvad det var? eller jeg 168| steeg af Vognen og klavrede hen, for selv at undersøge det. Paa hans alvorlige Forsikkring, at det var et Fieldstykke, betragtede og begrundede jeg det noget nøiere. Pludselig gik mig et Lys op – men hvilket Lys! Jeg havde neppe overtydet mig om, at det virkelig var Steen, før jeg selv i dets Anskuen blev forsteenet. En kold Gysen foer igiennem min Ryg ved Synet af Jordens nøgne Rygbeen. I et Nu afklaedde min Indbildningskraft hele Biergstrækningen, i det næste Moment hele Jorden. Hvilket uhyre Liig! hvilken gyselig Steendød! "Nu!" raabte jeg, "allene dette Syn er den hele Reise værd, er meere værd end alt hvad jeg forhen har seet! Min Gud! hvi reise ikke alle Mennesker hid for at see Fieldstykker – Kampesteene saa store som Frue-Kirke!"
"Det er kun lidt!" sagde Adams –
"Oh! det er ingen Ting!" raabte Sparzet.
"Lidt? Ingenting?" udbrød jeg; "jeg reiser for det første ikke videre! jeg maae derhen! see det nær ved, føle det, knuses, daane, døe i Tilbedelse" –
Mægtige Natur! Almagtens Symbol! hvor greb du mig fast, hvor rystede du mig, hvor sammenknuste du mine Sandser i dine vældige Arme!
- "Arme?" sagde Adams – "Det er knap den yderste Taaspidse af Brocken!"
Og Brocken er det nyefødde Noers lille Finger i Sammenligning med Skrækhorns udstrakte Kiæmpehaand. –
Nu saa vilde jeg ønske, at alle Biergmalere og Biergbeskrivere vare – i Pyrmont! sagde jeg, og kunde ikke komme mig igien af min Forundring.
Det Behagelige, det Yndige, det Skiønne i Naturen kan nogenlunde middelbar meddeeles af Kunstneren til almindelig Tilfredsstillelse i Efterligning. Den umiddelbare Anskuen af Originalet eller Idealet kan blot forhøie Nydelsen deraf eller Følelsen derved. Thi Naturen er behagelig, yndig, og skiøn overalt. Af det Høie derimod ere mangfoldige Træk Efterligningen aldeles umuelige, og Forudforestillingen om samme, der i hine Tilfælde blot var svagere, findes her ikke sielden aldeles falsk. Den, som eengang – var det og blot i den Lyneborgske Hede – har seet et Træe, en Bæk, en Græsplet, vil aldrig studse saa meget ved Synet af det yndigste, vellystigste Elysium paa Jorden, som 169| jeg studsede ved dette nøgne Klippestykke. Dets Indtryk var aldeles nyt, og ved samme begyndtes en Række af nye, min Siel hidtil aldeles fremmede Forestillinger. Saaledes havde jeg, for Exempel, aldrig før phantaseert mig Jorden aldeles afklædt – jeg havde vel borttænkt mig alt Liv deraf; men ikke al Vegetation - Billedet af almindelig Død stod første Gang fuldstændigt for mit Øie. [...]
Denne uanseelige Bye kan man ikke giennemvandre uden Tungsindighed. Bygningerne ere slette, mørke og forfaldne, Gaderne tomme, og alle Gienstænde saa sørgelige, at jeg, hvis jeg ikke lykkeligviis i et af de smaarudrede Vindver havde faaet Øie paa et overordentligt deiligt Pigeansigt, midt paa Pladsen var gaaet i Staae af Melankolie. Men dette Syn – besynderligt nok, at Virkningen af sligt endog strækker sig til Beenene! – styrkede mig til at gaae videre. En anden vilde maaskee i mit Sted just nu have staaet stille. Tilforladelig havde jeg og deri giort bedre, og spart mig et halvhundrede Skridt, som jeg gik tilbage igien, for at see, om hun ikke var der endnu? – – For sildig!
Det var den Gang! en anden Gang skal jeg staae stille, sagde jeg, og gik videre – ud af Porten mod Gøttingen.
Sørgelig var Byen inden i; men endnu sørgeligere var den uden om. Dens forstyrrede Mure omgaves af Tobaksplantager, der igien omrandedes af skaldede Høie. Alting røbede Krigens Ødelæggelse. Alle Egnens Piger fandt jeg her beskiæfdgede med at hyppe Tobak. Jeg talte over tredssindstive, uden at forstyrres i Tællingen af een eeneste smuk; men alle havde de skiønne, lange, guule Haar.
Den slagne Vei fra Einbeck til Gøttingen er fortreffelig, og smager ret got oven paa den hullede og steenede fra Pyrmont til Einbeck. Med inderlig Fornøielse bemærkede jeg de smaae Løvhytter om Steenbænkene, som omtrent i en Fierdingveis Afstand fra hinanden ere anbragte paa Chausseen til Fodgiængeres Beqvemmelighed. Hvi har man dog ikke overalt, hvor man – fornemmelig dog paa Fodgiængeres Bekostning - har ladet anlægge prægtige Veie, havt denne billige Idee? Hvor mange skiønne Øiemed kunne ikke opnaaes ved dens simple og lette Udføførelse! Med den roesommere og behageligere Hvile for den mødige Vandrer under den i Middagsheden saa velgiørende Skygge, kunde man forbinde den uskyldigste Forlystelse, ved at anlægge slige Hvilebænke paa de Steder, hvorfra Veien havde den fordeelagtigste Udsigt, og saaledes lokke selv den Følesløseste til den skiønne Naturs Betragtning. Hvad der undgaaer Opmærksomheden, naar man er i Bevægelse, fastholder den omsider naar man sidder stille. Jeg kan meget got begribe, at den raae og ukyndige Bonde hundrede Gange kan gaae den samme Vei, førte den og giennem Paradiis, frem og tilbage, uden at nyde mindste Gran af den Øienslyst, som paa samme kildrer den dyrkede Vandrer; thi det falder ham aldrig ind at staae stille, og sætter eller lægger han sig, er han allerede saa træt, at han ikke tænker uden paa at sove. Indbydes han derimod af en saadan skyggefuld Bænk til Hvile, sætter han sig, uden just at være udasnet (et desværre alt for passende Udtryk!) saa undgaaer han derved ikke allene en i Solens Straaler skadelig Søvn; men opvækkes til i det mindste en vis Grad af Betragtning. En dunkel Følelse siger ham strax: "her er got at være!" og det skulde meget undre mig, om denne Følelse ikke lidt efter lidt paa et dertil indrettet Sted 171| opklartes, og tilsidst naaede en Grad, der nødte ham til med sammenfaldede Hænder at udbryde: "Herre! her er got at være!" Fra dette Øieblik af er han et ædlere, et menneskeligere Menneske; han faaer pludselig Smag paa den skiønne Natur, og glemmer vist ikke, oftere at henvende sig til den Kilde, hvoraf en saa sød Velsignelse flyder.
I de Lande, hvor Naturen ikke saa umiddelbar ved høie, henrivende, overordentlige Gienstænde selv har sørget for slig Aandsopvækkelse, er det dobbelt Kunstens Pligt at henlede dertil. Tvende af de meest Siælevækkende, tankefødende og følelseforædlende Phønomener findes overalt: Solens Opgang og Nedgang. Man gribe ethvert Middel til at giøre dem synlige for Landmanden! Slige Hvilepladse vilde og til denne Ende være fortreffelige. O! deres Bænke kunde blive herlige Realskoler!
Grækenland og Rom skyldte deres ædlere Folkedannelse deslige Indretninger. Oplærte i Lunde, paa Naturens smaae Theatre, bleve de herlige, mønsterherlige paa Verdens store Skueplads. De vare bestandigen Naturen nærmere, saae tydeligere dens Forskrivter, og hørte lydeligere dens Veltalenhed. De vare Himmelen nærmere; thi man havde sørget for at de kunde være under dens aabne Hvælving. Hvad hindrer, at vi ikke, som de Gamle fordum udraabte: "Phøbus! Cypris! Diana! her er got at være!" almindeligen udraabe: "Gud! her er got at være!" Er den Eeneste Guds Skueplads mindre prægtig, mindre riig paa afvexlende, fortryllende Scener, end hine Afguders og Afgudinders? Nei! men i hines vare Bænke for Tilskuerne, i hines kunde man sidde og see beqvemmeligen. Intet misunder jeg de Gamle meer, end deres Lunde og aabne Theatre.
Midt i disse Chaussee-Betragtninger kom mig en gammel Mand imøde med en Byldt paa Nakken. Jeg blev staaende, for at see om han vilde hvile sig i den næste Løvsal. Neppe var han kommen den nær, før han slængte sin tunge Byldt af, satte sig ved Siden af den, udstrakte sine Been, og med de kiendeligste Yttringer af Velbehag tørrede Sveden af sig. Jeg gik hen, og gav mig i Snak med ham, medens han stoppede sin Pibe. Han forsikkrede mig, paa mit Spørgsmaal, at han havde sat paa alle de forrige Bænke, og at han hiertelig beklagede, at de nu snart ophørte. "Man sidder tørt her i Regnveir og kiøligt i Soelskin, man 172| behøver intet Vertshuus paa saadan en Vei!" sagde han. Min Samtale med ham bestyrkede mig i de Tanker, jeg nyligen har yttret.
Da jeg saaledes havde gaaet og siddet omtrent i to Timer, begyndte jeg at blive opmærksom paa de andres Tilbagebliven. Saa langt jeg kunde øine saae jeg ingen Vogn. Jeg besluttede at oppebie deres og min Skiebne i det første det beste Huus, hvor jeg gik ind og slukte min Tørst med Melk. Langt om længe kom de med nye Skinner om Hiulene. Men disse forhindrede dog ikke, at jo Vognen midt paa Gaden i Nørthen, en god Miil fra Gøttingen, gik i tu, hvorved vi alle tre hulter til bulter tumlede ned i et ikke synderlig speilklart Gadekiær, os selv og de Forbigaaende til uudslukkelig Latter.
Hos os sluktes den dog omsider i den Efterretning at her ingen frisk Vogn var at faae, og ligesaa lidt Lægedom for den syge. Midt i denne Forlegenhed, i det vi saae os om efter en Doctor, kom den anden. Det var nemlig Doctor V*** fra Gøttingen, som sprang til i det vi reiste os af vort Fald, og med Studsen omfavnede sin gamle Ven Adams. Et overmaade lykkeligt Møde; thi vor Forlegenhed var vel latterlig, men derfor ikke mindre ubehagelig. Vi vare ikke blot faldne iblandt Broesteene, men iblandt Røvere. Postkarlen smældede og bandede, som en ægte hannoversk Svoger, den omstaaende Pøbel grinede, Præster og Leviter gik os forbi uden Medlidenhed, vi vare alle tre drivvaade baade af Himmelvand og Jordvand, og oven i Kiøbet sultne; i denne Nød antog sig os Hr. V*** som en sand barmhiertig Samaritaner. Bekiendt i Flekken giorde han i Hast Anstalter til at faae den qvæstede Vogn besørget til en Hiulmand, og faae en anden i dens Sted til Gøttingen, tog os op paa sit Værelse, klædte os om, qvægede os med Viin og Brød, og, een, to, tre! vare vi igien paa Veien til det hannoverske Athenen. Jeg kunde ikke glemme igien det Epigraph, jeg saae under et Kobberstykke paa Væggen i Værelset, Hr. V*** førte os op paa:
men endnu mindre den lille Piges Uskyldighed, der (som Hr. V*** ved denne Leilighed fortalte mig) "havde ladet sig besove af Frygt for at blive frugtsommelig." –
Det er som at gaae til Gøttingen for at studere, sagde Adams.
174|