af Jens Baggesen (1792)   Udgiver: Torben Brostrøm (1971)   Tekst og udgave
forrige næste

Rhinstrømmen

"Ved Rhin, ved Rhin der voxe vore Druer!
"Velsignet vær' du, Rhin!"
Der voxe de paa Bredden hist, o skuer
Den frie, den ægte Viin!
Modtag os Rhin, til alle dine Glæder!
Modtag os alle nu!
Gid snart hver Flod, som ligger end i Kiæder
Afkaste dem, som du! <em>Rhinen</em> kommer fra de frie Alper; den er for største Deelen frie, den vorder det alt meere, snart skal den være det aldeles. –

Saaledes sank vi i dens Favn. Jeg havde kunnet styrte mig deri. Dog var det, som om noget trak mig bag i Kiolen og holdt mig tilbage, jeg saae mig om, for at see hvad det var. Det var Adams. Hvo der ellers ikke her fristes til at drukne sig, bør – i det mindste ikke giøre Vers! Han kan være vis paa, at han er fød Prosaist, og har ingen Aare, ingen Sands fonneget.

Maynen løber her lige ud for Maynz i den forbistrømmende Rhin, hvis reene, klare, lysegrønne Glands mærkeligen skiælnes fra den førstes rødgule Skimmer. I det Øieblik Skibet kommer af 223| den eene Flod i den anden, synker det kiendelig dybere; og man opdager med tvende Sandser paa eengang, hvormeget finere, klarere, og aandigere den sidste er end den første. Rhinen danner ved Maynens Udløb nogle yndige Smaaøer, som man stavrer forbi, med Hochheim, een af Rhinskviinens fornemste Residenzsteder, bag sig – Costheim, en overmaade malerisk Landsbye midt i en Skov af Frugttræer, og Gassel, en Flekke, paa høire Side – den kommende Strøm og dens skiønne Perspectivkyst paa venstre, og det prægtige, mangespirede Maynz, med den leende Favorite Churfyrstens Lystslot. ved Siden, ligefor, omringet af smilende Viinbierge. Solen var igien kommen frem, for at vise det hele Skuespil i al sin Pragt. Det var umaleligt skiønt.

I Høchst havde man modtaget os med Trompeter, her bleve vi modtagne af Hanegal i Hanegal, som en snorrig lille Dreng paa Strandbredden saa naturligen frembragte, at da jeg siden hørte en virkelig Hane, troede jeg det var Drengen. Han udmærkede sig ved dette Talent iblandt et halvhundrede andre Purker saa fortrinligen, at vi to hundrede voxne Mennesker ikke saae nogen anden end ham. Ikke destomindre, da man havde hørt ham gale sex Gange, bekymrede man sig ikke meere om ham. O! Opera! o Hanegal! –

Jeg fulgte med Pyrene den hele lange Broegang op til Porten, hvor vi, desværre og desbedre! maatte tage Afsked! "Vi samles igien paa Torveskibet mellem dette og Jupiter!" Jeg har en Slags Formodning om, at <em>Jupiter</em> bliver vor næste Station. De physisk-mathematiske Grunde herfor vil man her spare mig. ** sagde mit Blik – "Meener De?" sagde hendes Smiil. "Sikkerlig hist eller her mellem Tiden og Evigheden!" endte jeg, og kyste – den Lille. Vi beseglede det med et fælles Haandtryk.

224|