af Jens Baggesen (1792)   Udgiver: Torben Brostrøm (1971)   Tekst og udgave
forrige næste

Bruchsal

Sielden har jeg studset mere, sielden er jeg saa behagelig bleven overrasket, som ved Porten og Indkiørselen i Bruchsal. Jeg havde forestilt mig i denne Speierske Bisperesidents at faae een af de almindelige gamle forfaldne Kirke-Flekker at see; og jeg kan ikke beskrive min Forundring, da jeg giennem den usædvanlig smagfulde Port kom paa een af de skiønneste Pladse, man kan forestille sig, og i den lige for indtil den indre Stadsport løbende brede, ziirlige Gade fandt et saa skiønt Perspectiv, paa begge Sider saa artige Bygninger, overalt saa megen Nethed, Reenlighed og Smag, at jeg virkelig for første Gang saae min Idee om en smuk Bye realiseret. Det bispelige Pallads, hvis Forgaard vendte ud til Pladsen, er prægtigt uden Overladning, de dertil svarende, og formodentlig dertil hørende Bygninger, massive og skiønne, selv de mindste Borgerhuse paa begge Sider af Gaden, faste, elegante, og tilsyneladende beqvemme – i det hele er Symmetrie og Afvexling, Orden uden trættende Eensformighed, og et vist yndigt Anstrøg, som qvæger Øiet i behagelig Hvile ved dets Beskuelse.

De Fruentimmere, jeg saae, contrasteerte ikke, som i Cassel, med Stadens Udvortes. Deres Klædedragt behagede mig meget, især de nette Tøfler, de hoppede med. Det smukke Kiøn burde aldrig have anden Fodrustning eller Fodprydelse. De skiule i Skoe een af deres see-værdigste og see-tilladeligste Skiønheder. En smuk Hæl er een af Naturens skiønneste Former. En flygtende 282| Daphne, med Skoe paa, gad jeg ikke seet, end sige løbe mig træt efter. –

Andre Patienter spise, drikke, deres Medikamenter - jeg seer blot mine. Lægedommen hos hine kommer giennem Smagen og Følelsen; hos mig fornemmelig igiennem Synet. Jeg seer mig frisk – eller forsøger det i det mindste. I Manheim brugte jeg tillige en Øre-Kuur. Hvi kan jeg ikke bruge den oftere? thi næst Harmonie for Øiet er Melodie for Øret i mine Tanker det virksomste af alle Lægemidler. Jeg haaber at den hele Lægekunst engang vil blive bygt paa Theorien om Harmonier, og at man tilsidst lærer at kurere alle Sygdomme med Musik i videste Forstand. Mathematik, Philosophie, Poesie læger alle Siele-Febere og Tæringer – skulde den fuldkomneste Øiets, Ørets, Smagens og Følelsens Diæt ikke kunne helbrede alle Legemets? Jeg troer fuldt og fast, ja! thi hvad ere vi, physisk betragtede, andet end Memnonsstøtter og Æolsharper? Giv Luften, eller hvad der er uden om os, en vis harmonisk Svingning, lad en frembrydende Sol berøre vor Maskine i alle Fattepunkter, og vi synge og tone, som Livet selv!

Giennemvandringen af Forstaden Bruchsal overbeviste mig herom. Hvert Blik til høire og venstre, Synet af enhver forbivimsende Glut var mig ligesaa mange langt finere destilleerte, og derfor saa meget kraftigere Hofmans-Draaber.

Vi opholdt os en kort Tid i Posthuset, og spadseerte ud igiennem den anden Ende af Byen. Hvilken Forandring! "Ak!" raabte jeg i vor lærde Professor Sahls Oversættelse, for ei at profanere Horaz selv paa denne sølede Gade:

" – Det, som oven til en deilig Qvinde bliver,
Til fæle sorte Fisk sig ud i Enden giver! – – Mulier formosa superne Definit in atrum piscem! –"

Ligerviis som jeg aldrig havde seet en skiønnere Forstad, saa har jeg ikke heller nogensinde seet en hæsligere Bagbye end den nærværende. De usleste sorte, faldefærdige Hytter, man kan forestille sig, afvexlede med hin skiønne Orden og Nethed, og isteden for reenlige Gader, fandtes her krumme og smudsige Stræder. 283| Nær havde jeg paa denne Spadseregang tabt igien alt, hvad jeg havde vundet paa den foregaaende. Til Lykke varte det ikke længe før disse sørgelige Gienstænde slap, og den deilige Vei med de romantiske Bierge paa venstre, og det frugtbare Rhinland paa høire Side udslettede deres Erindring. [...]