Endnu 1000 Tak for Dit lange Brev. Som Du maaske nok kan tænke Dig har jeg jo lidt Lyst til at skrive noget rigtig rart og pænt til Dig, men det er ikke saadan for en vis Personage i G. der føler sig saa lille i Forhold til en ham beslægtet Personage i K. at faa rigtig sagt alt hvad han havde Lyst til. – Du kan jo tro jeg kan forstaa, at det har været kedeligt for Dig ikke “at en lille Husflidsbygning styrtede sammen” (Fy!) men at en lille Fløj af en stor og smuk Bygning (jeg tør jo ikke sige mere) viste sig ikke at være helt fast funderet.

Men selv om jeg, som Du jo nok kan forstaa, gik rundt og ikke var saa lidt ked af at Du (hvad et saa stort anlagt Emne jo saa let medfører) endnu efter alt Dit saa dybtgaaende og store Arbejde skulde møde endnu flere Vanskeligheder, kan Du tro jeg paa den anden Side (skønt jeg jo havde set det lige fra Din Fødsel af (hvilken jeg tydelig erindrer)) ikke kunde lade være at være stolt af at have en Bror der er saadan anlagt, at han – i Modsætning til en vis anden – tager alle ærgerlige Hændelser paa en saa smuk og i Ordets virkeligste og bedste Forstand overlegen Maade. – Jeg glæder mig forfærdelig til snart at komme hjem og haaber at Du maa kunne bruge mig til det ene eller andet. – Jeg var i Forgaars og i Gaar sammen med N. Nielsen og Heegaard, der tilfældigvis var komne samme Dag hertil; vi havde det forfærdelig rart sammen og planlagde det ene og det andet. Heegaard rejste i Gaar N. Nielsen i Dag; maaske træffes N., N. og jeg paa Hjemrejsen; jeg tænker at være hjemme Fredag Aften (det maa vist være den 5^te). Jeg har det stadig storartet i alle Maader og lærer en forfærdelig Mængde Mathematik og Mathematikere at kende. Nu Farvel for i Dag lille Busse og hils Mor, Far og Jenny samt ikke mindst Dig selv.