af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Harald!

Saa mange, mange Gange til Lykke til Din Fødselsdag. Det er helt underlig, at Du er 25 Aar. Jeg kan ikke lade være at tænke paa den Dag, jeg blev 25 Aar, og hvor mageløse I alle var imod mig. Nu er jo saa meget forandret, men jeg vilde dog saa gerne, om jeg som en lille bitte Gengæld kunde gøre noget for Dig paa Din Fødselsdag; men jeg kan jo ikke, jeg kan blot prøve at takke Dig for alt, hvad Du har været for os alle sammen og for mig. Jeg sidder og tænker paa alle vore Minder, lige fra vi var smaa (hvad ejer vi dog ikke), hvordan Du altid har gjort og været saa uendelig meget for mig og hjulpet mig paa 1000 Maader med alle Ting, lige fra de største til de mindste. Og nu efter Fars Død, hvormeget har Du dog ikke været for os, og igen for mig, saa meget, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal takke Dig.

Jeg ønsker Dig saa meget, meget godt paa alle mulige Maader, og at Din Fremtid maa svare til den Maade, paa hvilken Du er begyndt. Jeg kan ikke sige andet; for Du ved jo, ikke alene hvor taknemlig jeg føler mig overfor Dig, men ogsaa hvor stolt jeg er af Dig. 1000 Gange til Lykke

fra Din egen hengivne Broder
Niels.