af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Harald!

1000 Tak for Dit Brev og for Dit Telegram. Jeg har ikke skrevet før, da vi ikke har vist Besked om Rejseplaner. Korrekturen har taget længere Tid end ventet. Vi rejser herfra paa Onsdag og vil være i Esbjerg Torsdag Aften. Vi glæder os saa umaadeligt til at træffe Dig. Kan Du være i Esbjerg paa Torsdag Aften eller Fredag Formiddag? Dersom Du ikke kan, vil Du nok skrive til Esbjerg post-restante. Der skal ogsaa nok ligge Brev til Dig fra os dersom vi kommer først til Esbjerg. Du vil nok tage lidt rigeligt Penge med, da jeg er bange for at vi ikke kommer til Danmark med saa mange som vi havde troet; vores Rejse er jo blevet ikke saa lidt længere end forudset.

Jeg har tænkt en Del over Magnetismen i disse Dage, og tror at have fundet ud af lidt deraf. Jeg havde tænkt at indføre nogle Bemærkninger derom i Korrekturen til II Del; men jeg opgiver det alligevel og venter til jeg har faaet tænkt endnu mere derover.

Margrethe og jeg trænger snart til at holde rigtig Ferie, vi glæder os saa meget til Turen. Vi længes saadan efter at være sammen med Dig igen; der er desuden som sædvanlig saa meget som jeg trænger til et Raad om.

100000..... kærlige Hilsner til Farvel og paa Gensyn fra os begge
Din Niels.