Jeg glæder mig saa meget til, naar vi nu snart kommer til København, at se Dig igen. Det er helt underligt at have været saa længe borte fra Jer alle, og slet ikke rigtig vide, hvordan I alle har, hvordan det gaar med Dit Arbejde og alt muligt andet. Vi har haft en dejlig Tid herovre og været saa glade for hele Alskolonien, lige fra Paula og Hanne Strelitz, Agnethe og Børnene til Courants og Besikovitch. Courant selv rejser med os hjem og bliver Kongressen over; Hardy kommer til København, jeg tror paa Lørdag.

Men nu til den umiddelbare Grund til at jeg skriver i Dag – for jeg har jo en saadan Grund. Nemlig igen det ulykkelige Universitet Lund. Sagen er, at jeg jo mere Tiden gaar, stærkere og stærkere føler, at det vilde være den rigtige Løsning og vilde kunne give mit hele Liv en god Drejning. Jeg var saa taknemlig for al Niels Eriks Venlighed og for hans og Hjelmslevs Forsøg; men selvom det var lykkedes, vilde det, indser jeg mere og mere, dog ikke være den rigtige Løsning. Det jeg tror jeg trænger til er nemlig at faa Lov til at faa samlet de to Interesser jeg har – videnskabeligt Arbejde og videnskabelig Undervisning – til et Hele og ofre det alle mine (desværre ikke altid saa mange) Kræfter – og i Sammenhæng dermed at komme væk fra den polytekniske Læreanstalt, hvor Forholdene udvikler sig mere og mere i en for mig højst vanskelig Retning.

Det som egentlig faar mig slaar Sømmet paa Hovedet er 1) Hvis der var et Universitet f.Ek. i Aarhus, og jeg fik tilbudt en Stilling der, vilde jeg ikke betænke mig et Øjeblik paa at tage derhen – og Lund er jo meget nærmere. 2) De Venner, jeg har i Udlandet, synes egentlig alle, at det er Vanvid af mig at blive ved en teknisk Højskole, hvis der er Mulighed for at komme til et Universitet. Hardy har ikke blot sagt mig det, men vist mig det saa tydeligt han har formaaet, ved at skaffe mig Tilbudet om Stillingen i Manchester. Og Courant synes det ogsaa; han er saa venlig at sige (og jeg tror han har Ret), at hvis “man” havde anet, at jeg kunde tænke mig at forlade København, ville der være gjort meget kraftige Forsøg fra Universitetet i Göttingen for at faa mig dertil efter Runge.

Det jeg derfor vilde bede Dig om, er, at sige til Niels Erik, at hvor glad jeg vel var og er over hans og alle mine andre Venners Bestræbelser for at faa min Stilling her ændret, var jeg i Løbet af den seneste Tid bleven klar over, at jeg absolut vilde fortrække Lund for alt, hvad der kunde ordnes her i Danmark. (Jeg vilde jo nemlig gerne to Ting
1) slippe for Læreanstalten og 2) skalte og valte med en videnskabelig Universitetsundervisning efter mit eget Hoved, og disse to Ting kan ikke tilvejebringes her hos os, før der er en almindelig Lærerstilling ledig ved Universitetet). Du kan maaske sige til ham, at Grunden til at jeg ikke venter til jeg kommer ned, er fordi det hele vist haster lidt, og fordi Hovedslaget vist maa slaas her ved Kongressen, og Niels Erik maaske gerne skulde være orienteret lidt i Forvejen.

Hvad der giver mig Humør til at “begynde Livet engang til” er ogsaa at det gaar saa godt med mit Arbejde; jeg faar saa mange direkte og indirekte Vidnesbyrd om, at Folk interesserer sig for min Undervisning, og jeg tror, jeg som Lærer ved et Universitet kunde gøre et nyttigt Arbejde og maaske faa nogle Folk i gang.

Jeg skammer mig over saadan at gøre Ulejlighed og falde engang igen med Huset ind ad Døren. Uden da jeg er naaet til Klarhed over mit Syn paa Sagen, synes jeg, at jeg gerne vilde sige det aabent til Dig. Hvis det ikke lader sig gøre, har jeg det jo ogsaa mageløst her – men jeg ved jeg vilde ærgre mig skrækkeligt, hvis der ved DumhedA fra min Side (og overdreven Hensyn i Retning af ikke at sige Niels Erik min oprigtige Mening) ikke kom noget ud af det.