Jeg kan ikke sige Dig, hvor taknemlig Ulla og jeg føler os for Dit lange kærlige Brev; det er næsten for os, som om vi havde været sammen med Mor i hendes sidste Dage. Og jeg takker Dig saa inderligt, fordi Du i Din Kærlighed til mig, og for Mindet om Mor, i de første Dage efter Mors Død, hvor Du midt i al den oprivende Sorg maa have haft saa forfærdelig meget at hjælpe med og ordne, har kunnet og villet lægge alt til Side for at skrive til mig om Mors sidste Tid, paa den Maade som kun Du kan det, fordi Du lægger hele Din Sjæl ind i det.

Jeg vilde allerede straks efter, at vi havde faaet Dit Brev, have skrevet til Dig og takket Dig, og er saa ked af, at jeg ikke har faaet det gjort. Men der har været saa meget, og jeg har ikke kunnet finde Ro til det, og nu i Aften maa jeg endda nøjes med at sende Dig dette lille Brev, da jeg i Morgen tidlig skal ind paa en Klinik for at blive der et Par Dage og faa mine Mandler taget ud, noget min Læge herovre har raadet mig saa meget til, da han mener, det maaske vil kunne hjælpe lidt paa min Hovedpine og Almenbefindende, og som det længe har været aftalt skulde gøres nu i Juleferien for at jeg kan optage mit Arbejde igen lige efter Ferien.

Jeg vil gerne lige fortælle, at Tiden for vor Hjemkomst nu er endelig fastlagt. Vi rejser med Skibet “Pulaski” fra New York den 18 Maj og er vist saa i København en af de sidste Dage i Maj. Den sidste Maaned af mit Ophold herovre skal vi bo i Princeton (Jeg selv kommer allerede dertil den 1. April), hvor jeg skal holde regelmæssige Forelæsninger.