af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Harald!

Rigtig til Lykke til Din Fødselsdag, hvortil vi alle sender Dig vore allerbedste Ønsker. Hvad tænker Du dog om mig, at Du ikke har hørt fra mig saa længe. Mere end en Gang har jeg dog begyndt paa Brev til Dig som ikke blev færdigt, fordi der var saa meget, der laa mig paa Sinde, der var saa svært at give Udtryk. Vi har jo været saa glade gennem Ullas Breve at følge jer saa nøje, og forstaa hvor rart I har haft det i Californien, og jeg haaber at ogsaa Resten af Rejsen skal blive en morsom og forfriskende Oplevelse for Dig. Moster Hanne og Margrethe har jo skrevet om alt, hvad der er hændt herhjemme, og om Jennys Rejse, som vi bestemt tror, at hun vil komme meget styrket tilbage fra. Medens Du har været borte, har jeg haft saa megen Anledning til at mærke, hvor mange Venner Du har, der stadig følger Dig i Tankerne og glæder sig til at Du nu snart vil være hjemme igen. Især har Henriques og Hjelmslev vist en saa rørende Interesse for alt, hvad jeg kunde fortælle om jer. For Hjelmslev har det jo været en forfærdelig tung Tid; men han har ikke tabt sin Styrke og sine varme Følelser for gamle Venner. Jeg har ogsaa været saa glad for at se lidt mere til Pal i Vinter, han har været saa hjælpsom, og som han sagde, da jeg sidst talte med ham om Lauritsen Afhandling, som jeg haaber at Du er tilfreds med, tæller han Dagene til Din Hjemkomst. Ved sidste Møde i Videnskabernes Selskab bad ogsaa Sørensen mig hilse Dig mange Gange og takke for et Brev, der havde glædet ham meget; han har været en storartet Støtte ved Gennemførelsen af Bjerrums Valg til Carlsbergfonden. Jeg er iøvrigt lige kommen fra en Søndagstur med Bjerrum, hvor vi foruden om mange andre Sager talte en Del om det matematiske Institut, som der nok skal blive taget Fat paa med Kraft, naar Du kommer hjem; ogsaa Bjerrum var glad for et forfærdeligt rart Brev fra Dig. Hvor meget jeg selv længes efter at se Dig igen og snakke om alt, behøver jeg ikke at sige. Jeg har i dette Aar tænkt meget paa mange forskellige Sider af Tilværelsen, og har stadig afslebet og afrundet de gamle Synspunkter lidt mere. I den sidste Tid har jeg ogsaa haft lidt Fremgang i mine Tanker om Atomfysikkens Tilstand og Naturen af de ny Vanskeligheder Quanteteoriens senest Udvikling har bragt for Dagen, og som jeg i Modsætning til en almindelig Opfattelse, tror at man netop skal “glæde” sig over. Jeg skriver for Tiden paa en kortere Redegørelse for mit Syn paa disse Spørgsmaal, og skal, naar jeg er færdig dermed, prøve at sætte al Kraft ind paa at skrive den Bog om Atomteoriens Principper, der Dag for Dag ligger mig mere paa Sinde. Det glæder jeg mig altsammen til at snakke om, naar Du kommer hjem, men først og fremmest til at høre om alt, hvad Du har set og tænkt paa den lange Rejse. I Dag vilde jeg jo egentlig blot sende de hjerteligste Lykønskninger fra Margrethe og Børnene og mig selv til Din Fødselsdag og vore kærligste Hilsner til Dig, Ulla, Ole, Ellen og Hanne

Din
Niels