Jeg sidder i min Stue paa Institutet – jeg er herovre for nogle Dage for at ordne forskelligt vedrørende de danske Studenter i Sverige og rejser saa tilbage til Lund for at afvikle de Studerendes og den danske Skoles Forhold – og skrive disse Linier. Hvor ville det være vidunderligt, hvis Du var ovre i den anden (og rigtige) Bygning, saa jeg ligefrem kunde gaa over og tale med Dig. Forhaabentlig varer det ikke altfor længe, inden Du og Aage kommer hjem, selvom Minister Kaufman, som jeg talte med i Telefonen og som fortalte, hvor lykkelig han havde været ved at have Dig ovre hos sig, sagde, at der endnu intet bestemt kunde siges derom, og at Du stadig var “mørkelagt”. Hvor bliver der meget at høre om og at fortælle (navnlig det første).

Derfor maa jeg jo nøjes med at skrive, og det bliver endda lidt i Hastværk og sikkert meget rodet, da der er lidt meget at ordne, og jeg om ikke altfor længe skal ud til Moster Hanne til Middag.

For at begynde med de, der blev i Danmark. Moster Hanne er helt uforandret; alle de mange, der har haft Berøring med hende, kan ikke holde op med at fortælle, hvor vidunderlig stærk hun har været, interesserede sig for alt og alle og helt upaavirket af Utrygheden og Vanvidet omkring hende. Hun har delt sin Tid mellem Frk. Eibe og Haraldsgave, og baade Frk. E og Fru Plum har, forstaar jeg, taget sig mageløst af hende. Paula besøgte jeg i Gaar; hun har paa helt æventyrlig Maade klaret sig, levende under falsk Navn og i Forklædning. Den Maade, hun klarede de forskellige Forhør efter at hun sammen med Moster Hanne var taget til Fange er helt utrolig og maa høres af hende selv. I disse Dage herovre har jeg naturligvis omend kun kort faaet talt med mange af vore og Dine Venner. Jeg skal kun lige nævne Nørregaard (der skal have været fremragende som Rektor), Bjerrum, Linderstrøm Lang, Møller, Bøggild, Niels Erik (der lige havde faaet Telegram fra Beppen om at de havde det godt) Engelund og mange andre. De havde det alle godt og var tilsyneladende komne stolt igennem de uhyggelige og navnlig paa det sidste skrækkelig utrygge Tider. Med Ole har jeg kun haft indirekte Forbindelse gennem Ingeborg; han skulde nok i Dag rejse til Norge som Leder af en Delegation. Som Du maaske har hørt, var han en af de helt ledende Mænd i Frihedsraadet, og alle priser hans Resoluthed Mod og utrolig Sikkerhed under alle Forhold. Overhovedet har jo Universitetet været meget repræsenteret i og omkring Frihedsraadet, med Ole og Prof. Fogh i selve Raadet, og Prof. Bodelsen og andre i ledende Positioner. At Niels Plum har været en meget bestemt Mand, kan jo ikke komme dem, der kender ham, overraskende; han er for Øjeblikket Leder af Frihedskampen i en Del af Jylland. At det tyske Nederlag skulde komme saa katastrofalt og næsten fra en Dag til den næste – eller rettere, for Nederlaget var jo klart igennem flere Aar, at Afslutningen skulde komme som i de Ord af Goethe, Far undertiden citerede m. Henbl. paa tilsyneladende men ikke i Virkeligheden betydelige Personer: “Und wie sie segeln die lieben heitern, sie werden wie gar nicht zusammenscheitern” har været følt som et Under, ikke mindst i Danmark og Norge, hvor man frygtede og tilsyneladende med Grund Desperationens Sidste Timer.

Og saa Rigmor (og Alex) der blev reddede! Det var jo næsten ikke til at tro paa, da vi hørte om, hvorledes det svenske røde Kors havde Tilladelse fra den værste Krigsforbryder HimmlerA selv til at føre Fangerne til Sverige. Ogsaa dette var jo et helt vidunderligt Under, at HimmlerA for at købe lidt good will – som han dog heldigvis ikke fik Glæde af – havde skænket Bernadotte alle de Skandinaver, der var i Fangenskab i Tyskland. Vi har desværre ikke endnu kunnet faa Lov at besøge Fangerne fra Theresienstadt, men har faaet og skrevet længere Breve fra Rigmor, der tilsyneladende er helt rask og helt sig selv.

Ligefør jeg rejste fra Lund traf jeg Rektor Seip – han og jeg var Talere ved et stort Fakkeltog i Anledning af Kapitulationen og Norges Befrielse –; ogsaa han er kommet tilsyneladende med sin fulde Styrke igennem den forfærdelige Tid, han har gennemgaaet i Oranienborg; han bad mig hilse Dig saa mange Gange.

Undskyld, det bliver saadan et rodet Brev. Men jeg ved knapt, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende, saa meget gaar der jo gennem ens Hoved, og saa sidder jeg endda lidt paa Springet ud til den søde Moster Hanne, hvorfra Brevet skal sendes af Sted i Aften, for at jeg kan være sikker paa, at Kaufman naar at faa det, inden sin Afrejse.

Margrethe kommer vist hertil i Morgen. Baade Dine og mine Børn er alle herovre (nu Margrethe er kommet, er de to Ulla’er og den lille Annie de eneste af Familien, der er tilbage i Sverige), Erik er her i Byen og jeg har flere Gange været sammen med ham i disse Dage, Ernest og Hans er sammen med Ole og Arne (min meget unge, men meget søde Svigersøn) i eller paa Vej til Jylland, Ellen er Lotte og Hanne hjælper med det ene og andet. Oles Forlovede, Hanna, havde jo været fængslet i nogle Maaneder (hun blev taget paa Forsøg paa at rejse til Sverige); hun har det heldigvis helt godt og synes ikke at have nogen Men af Fængselsopholdet. Hvor længe Drengene skal ligge inde som Soldater, vides endnu ikke; der gaar Rygter om, at den danske Brigade (d.v.s. de danske Soldater, uddannede i Sverige) skal deltage i Besættelsen af Tyskland; forhaabentlig varer det dog ikke altfor længe, inden Børnene faar Lov at komme hjem.

Det er helt underligt saadan at sidde og skrive løs til Dig, man kunde blive ved at fortælle og fortælle, om stort og smaat, om Begejstringen i København, om Montgomerys Tog gennem Byen, om hvor mageløs vore Venner i Sverige, ikke mindst, d.v.s. fremfor alt, Kleins har været under hele Opholdet. At Ernest og Kleins utrolig søde Elsebeth er meget glade for hinanden, er det vist ingen Indiskretion at berøre. Moster Hanne, som helst vil tale hele Tiden om Ernest har udspurgt os meget grundigt om Elsebeth.

Ogsaa Gustavssons var fra først til sidst enestaaende venlige, og vi – navnlig Ulla og jeg, der var meget i Stockholm – havde den største Glæde af Samværet med dem. Men jeg maa desværre holde op – og saa kan jeg jo slet ikke faa gjort det, jeg egentlig og allerhelst vilde, nemlig høre, om Dig og Aage, om alt hvad I har oplevet og været med til, om hvordan Du ser paa det ene og andet; ved utallige Diskussioner i Stockholm, baade i mindre og større Kredse, har baade jeg og mange andre næsten altid spurgt os selv: Hvad vilde Niels mon sige, og søgt at forme vore Synspunkter saa godt vi kunde i indbildt Overensstemmelse dermed. Blandt de mange Drøftelser til Klaring af vore Tanker, var særlig vigtige for os, Samtaler indenfor en lille “udvalgt” Kreds, bestaaende af Kleins, Rennströms, en udmærket norsk Professor Kristen Andersen, Rosenthal og nogle (to) meget betydelige tyske Emigranter (flygtede kommunister) og nogle flere, f.eks. den morsomme Mikael Rode som Du vist har truffet hos Paula; og saa Margrethe og os. I den Kreds kunde vi, hvad der ellers var svært af “nationalistiske” og andre “Tabu-grunde” tale helt frit uden Frygt for at vække Forargelse eller blive misforstaaet. Ogsaa den Tid, hvor Christmas Møller var i Stockholm var meget interessant; den bragte mig sammen med mange udmærkede Mennesker, der illegalt rejste frem og tilbage mellem Danmark og Sverige. Margrethe saa vi naturligvis meget til, og var til mange umaadelig hyggelige smaa Selskaber hos hende i hendes lille Hjem overfor Kleins. Fra alle Sider saa man – det skulde ogsaa bare mangle – saa særlig venlig mod hende mere end mod nogen anden, og mange og forskelligartede Kredse var saa interesserede i at komme sammen med hende.

Ja, saa slutter jeg – og beder Dig undskylde dette desværre lidt – eller rettere meget – jappede Brev. Naar jeg tænker paa, hvor frit det Brev var, Du engang, da jeg sagde jeg syntes det var saa godt, med Forfærdelse i Udtrykket kaldte “Første Udkast til en Kladde”, ved jeg ikke, hvorledes mit Smøreri skal kunne benævnes.