14|Cancellistens Manuscript

I

Jeg er født i Nærheden af Ribe, hvor min Fader eiede en større Landeiendom. Min Moder døde i min tidlige Barndom, og da min Fader kort efter solgte sin Gaard, for at kjøbe den, han endnu eier paa Fyens Østkyst, kom jeg i Huset hos min Tante, som boede i Ribe. Der forblev jeg da til jeg skulde over, for at tage mine Examina i Kjøbenhavn. - Jeg var som Barn meget svagelig, og deeltog sjeldent i mine Kammeraters Lege; jeg sad hellere hjemme og læste. Dette syntes min Fader ikke synderlig godt om; thi han, som er en jevn Landmand, forstaaer ikke at vurdere Videnskaberne. Dog, da han saa sjeldent kom til Byen, havde jeg i den Henseende min Frihed Denne Hang til Læsning bevirkede, at min Aand hurtigt udvikledes, saa jeg i æsthetisk Dannelse stod langt over mine Jevnaldrende, hvoraf Følgen igjen blev, at jeg i de sidste Aar omgikkedes dem endnu mindre end som Barn. Det samme eensomme Liv gjorde sig ogsaa gjældende, da jeg kom til Kjøbenhavn, hvor den større Lethed i at faae Lecture endnu mere opflammede min Læselyst. Jeg undgik derved de Fristelser, som Hovedstaden i altfor rigelig Mængde opstiller for Provindsbeboerne, og de Udsvævelser, hvori Kammeratskaber i de yngre Studenteraar saa let nedsøler selv den mere Dannede. Min Fritid tilbragte jeg paa mit Studerekammer eller paa eenlige Spadseretoure, men bestandig i Selskab med de første Autoriteter i den skjønne Literatur. Schiller og Bulwer bleve mine Yndlings-Forfattere; jeg beundrede ligemeget den Førstes store Skaberkraft, som den Sidstes dybe Kjendskab til det menneskelige Hjerte. Den moderne nordiske Romanlitteratur havde ogsaa sin Tillokkelse for mig; jeg fattede det dybt Følte i dens gemytlige Skildring af de huuslige Forhold; men 15| under Indtrykket af denne Læsning opstod det Ønske hos mig at opleve noget Lignende, og jeg besluttede at benytte de Anbefalingsbreve, som jeg havde til forskjellige Familier, for paa denne Maade muligt at opnaae dette. Det lykkedes mig ogsaa. Jeg blev vel modtaget i flere Familier, men især eet Sted, hos Fru St:-Clair, forekom det mig at Omgivelserne bedst harmonerede med de Ideer, som de omtalte Romaner havde vækket i min Sjæl. Da jeg første Gang sad i den hyggelige Dagligstue i en fortrolig Samtale med Fruen, medens hendes attenaarige Datter Emilie var beskjæftiget ved det ziirlige Thebord, da ahnede det mig, at nu begyndte mit Hjertes Drama at udvikle sig, og jeg besluttede at nedskrive disse Erindringer, idet jeg erindrede Fru Flygares Ord: »Ett fölande Hjertas Vågnen, Lif og Kamp er en Roman.«

Fru Saint-Clair er en meget vakker Kone, der i sit Hjem søger sin Tilfredshed ved at udbrede denne til sine Omgivelser. Men hendes huuslige Sysler have muligt havt ufordeelagtig Indflydelse paa hendes Aand, der unægtelig mangler den Friskhed og Dannelse, som i saa høi en Grad udmærker hendes Svigerinde, Fru Lind, der er en jevnlig Gjæst i dette Huus. Justitsraadinde Lind er en Dame paa nogle og fyrgetyve Aar. Hendes Ansigt, som er smukt endnu, er et tydeligt Speil af hendes Sjæl. Anstændighedsfølelsen, denne første qvindelige Egenskab, staaer umiskjendeligt skreven i hvert af hendes Træk, hvilke tillige alle bære Præget af den virkelige Aandsdannelse. Denne Dannelse har hun igjen overleveret sin Niece, som bogstavelig er opvoxet under sin Moders og Tantes Øine. Fru Saint-Clair har sagt mig, at hun ifølge sine Opdragelsesprinciper aldrig har tilladt Emilie at komme noget Sted, hvor ikke hun eller hendes Svigerinde har kunnet følge hende. Emilie er meget smuk; jeg vilde have kaldet hende en skjøn Sjæls udtrykte Billede, hvis jeg ikke hos hende netop savnede den omtalte dydige og anstændige Grundtone, som udmærker Tanten. Dermed være ikke sagt, at hun mangler denne Følelse i sin Sjæl, men den er blot endnu ikke vaagnet til sin fulde Bevidsthed; og denne Omstændighed forklarer tillige den mindre Grad af Opmærksomhed, hvormed hun flere Gange har fulgt Conversationen, naar den har dreiet sig om moralske Gjenstande, ved hvilke jeg har fundet Leiligheden passende til at deducere mine Ideer om Sædelæren. Derved blev mit Standpunct i Huset noget forrykket, idet jeg ikke, hvad jeg i Begyndelsen havde tænkt mig, kunde hengive mig til en fuldkommen 16| Beundring af den unge Pige og skjænke hende mit fulde Hjertes udelte Tilbedelse; men jeg fandt Erstatning i den interessante Stilling, jeg besluttede at indtage, den nemlig, at vække hendes slumrende Anstændighedsfølelse; og jeg følte en retmæssig Stolthed ved saaledes at fuldende, hvad Moderen saa herligt havde begyndt, og at uddanne denne skjønne Sjæl til det Ideal, mit Hjerte forlangte. Jeg saae mig istand dertil; thi mit Forhold i Huset var i kort Tid bleven en Fortroligs. Jeg saae mig ogsaa nødsaget til at begynde øiebliklig; thi af enkelte Yttringer forekom det mig, som om Moderen allerede fandt at Tiden var kommen, da jeg kunde udtale mine Følelser. Heri var jeg ikke fuldkommen af samme Mening som hun; men selv om jeg vilde have taget mindre Hensyn til det Upassende i en Forlovelse efter et saa kort Bekjendtskab, saa maatte jeg dog for min Roligheds Skyld opsætte denne, indtil jeg grundigt havde sonderet Emilies Hjerte; thi skulde det imod Formodning vise sig, at hun ganske savnede den omtalte Følelse, denne Ankergrund for alle qvindelige Dyder, da var der Intet at bygge paa, og jeg maatte trække mig tilbage, hvor smerteligt det end vilde være; thi som Ida, Gräfin v. Hahn-Hahn saa skjønt siger: »Besser ist es, dass dein Herz in einem Jahre leidet, als in deinem ganzen Leben nie verstanden zu werden.«

Gjennemtrængt af Vigtigheden af mit paatagne Hverv og overbeviist om dets Vanskelighed, skred jeg til Værket, idet jeg efter en moden Overveielse valgte den Operationsmethode, der tilbød sig ved de mange forargelige Historier, Livet i Hovedstaden daglig giver tilbedste. Jeg benyttede dertil de Tider, som efterhaanden bleve hyppigere og hyppigere, naar Fruen i et eller andet Ærinde gik bort, og lod os blive ene; men jeg traf en uventet Modstand i en besynderlig Tolerance eller snarere Undskyldelseslyst, hvormed Emilie ved de forskjellige Historier mødte mine strenge Udfald mod Usædelighed og Umoralitet, og som nødte mig til at forandre Terrain, saa jeg, istedetfor at holde mig til Facta, maatte opstille givne Forhold, hvor ingen Undskyldninger kunde finde Sted. Det lykkedes, Emilies Modsigelser faldt bort, og jeg syntes daglig at spore de forventede Virkninger. Imidlertid havde jeg nær nedbrudt Alt, hvad jeg havde opbygget, ved uforsigtigt at begynde en lignende Samtale en Aften, da en ung Mand, ved Navn Flint, var tilstede. Denne unge Mand har tidligere givet Emilie Underviisning i Musik, og kommer af og til i Familien, skjønt Tanten ikke seer ham gjerne, da hans ligefremme, for ikke at 17| sige raa og udannede Manerer, kun lidet stemmer overeens med hendes Ideer om Velanstændighed. Og da jeg saaledes hiin Aften tog Anledning af en ny Comedie, hvorom Talen dreiede sig, til med megen Følelse at ivre imod den gjennem den nyere franske Literatur indstrømmende Umoralitet, afbrød han mig paa eengang med det Spørgsmaal, om jeg gav Timer i Skolerne i Religion. Jeg svarede benægtende.

Jeg troede det, bemærkede han, og jeg tænkte, at De nu øvede Dem til imorgen.

Jeg blev indigneret, Fruen ogsaa, men Emilie lo; og inden jeg fik samlet mine Tanker, for med et værdigt Svar at tilbagevise denne uanstændige Afbrydelse, var han og Emilie dybt inde i en lattermild Samtale, som endte med, at de begge fløi hen til Pianoet, og det uden at sige Velbekomme, hvad der dog er Skik og Brug, naar man reiser sig fra Bordet; og ikke at tale om det upassende i at reise sig, førend alle have afspiist, jeg for min Part var idetmindste langt derfra. Jeg yttrede min Misfornøielse for Fruen, som beroligede mig med det Løfte, at hun vilde foreholde Emilie det Urigtige i hendes Opførsel; og da jeg kom den næste Dag, fandt jeg hende ogsaa meget alvorlig og meget opmærksom. Jeg arbeidede nu ufortrødent fremad, og endelig gav Hændelsen mig en for min Stolthed som Pædagog og for mit Hjerte lige behagelig Forvisning om, at mit Arbeide ikke var spildt. Fru Linds Mand, Justitsraaden, kom nemlig en Aftenstund og fortalte en skandaløs Scene, som var fremkaldt ved deres Huusjomfrues slette Opførsel. Denne, som kun havde været i fjorten Dage i deres Huus, og paa hvem de i den Tid Intet havde at klage, havde den foregaaende Aften behaget at blive ude til Klokken to om Natten, da hun endelig, ledsaget af en Cavalleer, fordristede sig til at ringe paa deres Port. Justitsraaden, der iforveien var bleven enig med sin Kone i, at de ikke vilde lukke hende ind, stod op og aabnede Vinduet, for at sige hende, at hun den næste Dag kunde hente sit Tøi og sin Afsked Men her blev han af hendes Galan torteret paa den skammeligste Maade med Grovheder, Uqvemsord og frivole Talemaader, hvilke han naturligviis ikke kunde gjentage i sin Heelhed for Damerne, men hvoraf han dog gav nogle Prøver, og hvortil Huusjomfruen havde hørt med stort Behag, ja muligt endog soufleret sin Cavaleer; thi af enkelte Udfald kunde han skjønne, at denne kjendte noget til hans huuslige Forhold. Vi bevidnede naturligviis Justitsraaden vor Medføleise 18| og vor Indignation over en saa skamløs Opførsel, og til min Glæde og Stolthed hørte jeg Emilie sige, medens Rødmen farvede hendes Kinder, at det var i høi Grad uværdigt, og at hun aldrig havde troet Sligt om Pigen, der saae saa god og skikkelig ud Nu følte jeg mig sikker i min Sag, og besluttede blot at oppebie min Faders nær forestaaende Ankomst til Byen, for med hans Samtykke at optræde i Huset som Frier, idet jeg nu var vis paa som Forlovet at kunne fuldende mit Værk. Imidlertid kunde jeg ikke dølge for mig selv, at det ikke vilde bedrøve mig, om min Faders Ankomst blev opsat, jeg ønskede hemmeligt, at Tiden vilde bringe nogle Hindringer, som jeg først skulde bortrydde, inden jeg naaede mit Hjertes Maal; thi en kraftig Aand glædes og styrkes i sin Virksomhed ved Hindringer. Og paa en forunderlig Maade blev dette hemmelige Ønske opfyldt.

19|

II

Jeg havde opsagt mine Værelser og var flyttet ind i et smukt lille Huus i - - -stræde. Hele Eftermiddagen havde jeg været beskjæftiget med at ordne mine Bøger og øvrige Sager, og at gjøre mig det beqvemt og hyggeligt i min nye Leilighed; jeg følte mig derfor ikke oplagt til at tilbringe Aftenen hos nogen af de Familier, hvor jeg ellers pleiede at komme, men nød mit tarvelige Aftensmaaltid hjemme og gik tidligt til Ro. Efter et Par Timers Søvn blev jeg imidlertid vækket paa den ubehageligste Maade ved en overdreven Lystighed i Værelserne paa den anden Side af Gangen. Der blev sunget og musiceret, leet og talt høit; en Stemme, som ofte overdøvede alle de Andres, forekom mig bekjendt, uden at jeg dog kunde orientere mig, hvor jeg havde hørt den før. Men hvad der især mishagede mig, var at høre Fruentimmerstemmer, da jeg af den ubundne Latter og Klinken med Glassene ret vel kunde slutte mig til, af hvad Art Selskabet var. Jeg trak min Nathue, som jeg i Parenthes bemærket altid ligger med, da den conserverer mig for Tandpine, dybt ned over Ørene, og faldt endelig i Søvn. Den næste Dag spurgte jeg min Vertindes Pige om hvem der boede ligeoverfor; men hun kunde ingen tilfredsstillende Forklaring afgive, da den Side af Etagen ikke tilhørte hendes Madmoder, og hun selv kun havde været saa kort Tid i Condition, at hun ikke endnu var fuldkommen localiseret. Da jeg imidlertid et Par Dage efter mødte den før omtalte Musiklærer paa vor Trappe, gik der pludselig et Lys op for mig; det var hans Stemme, jeg havde hørt. Jeg besluttede ikke at undlade at meddele Fru St:-Clair min Opdagelse, for at hun kunde vide at lukke sin Dør for Usædeligheden; men jeg ansaae det for min Pligt først fuldkommen at overtyde mig om Rigtigheden af min Formodning, og gik derfor endnu samme Aften derover, idet jeg gjorde mig til Ærinde at udbede mig nogle Gløder 20| til min Kakkelovn. Det var ganske rigtigt, Hr. Flint kom fra et indre Værelse dengang jeg traadte ind, hjalp mig meget forekommende med hvad jeg bad om, og inviterede mig endogsaa til at blive hos ham, indtil der blev varmt inde hos mig. Jeg modtog Indbydelsen, idet jeg tænkte, at den halve Time jeg spildte i en aandløs Conversation, dog muligt kunde give et eller andet Udbytte for min Menneskekundskab. Imidlertid opdagede jeg snart, at Flint ikke var uden Kundskaber, men han anvendte disse paa en saa løierlig Maade, at han ofte kom til det modsatte Resultat af hvad den almindelige Mening antager for rigtigt; heller ikke var han istand til at discutere længe over et Thema, eller at drøfte en Gjenstand tilbunds, men han afbrød bestandigt midt i med en aller anden Bemærkning, som gjerne kunde være træffende, men som altid var laant fra en, til min Roes kan jeg sige det, mig ubekjendt Sphære. Jeg ledede tilsidst Talen hen paa den St:-Clairske Familie, men her yttrede han sig forsigtigt, og afbrød mig igjen, idet han pludseligt udraabte:

Det var dumt, at jeg forleden Aften jeg havde et lille Selskab, ikke vidste, at det var Dem, der var bleven min Nabo. De skulde have været med, vi morede os fortræffeligt. Ja, De hørte vel lidt til Stadsen?

Jeg sagde ham reent ud, at jeg ikke havde lukket et Øie den hele Nat. Han lo og sagde:

Men hvorfor Pokker kom De da ikke over? De vidste maaskee ikke at det var mig; men De kan altid være vis paa, at hvor man leer saa godt som vi gjorde det, der tager man det ikke fortrydeligt op, om Nogen kommer selvbuden. Rigtignok havde De ingen Dame kunnet faae, thi vi vare lige tre Par; men De kunde dog have moret Dem og gjort Bekjendtskab med Pigebørnene for en anden Gangs Skyld; jeg kan forsikkre Dem, De skal neppe finde lystigere i hele Byen.

Jeg forklarede ham, at jeg ikke søgte saadant Dameselskab, men kunde ikke undlade at bemærke, hvor høiligen det forundrede mig, at en Mand med hans Dannelse og Kundskaber - man maa jo være fiin, naar man siger Folk Ubehageligheder - kunde finde Behag deri; især da han havde Adgang til bedre Familier, hvor han ved et aandeligt Samliv med unge og dannede Damer dog sikkert maatte finde en langt større Tilfredsstillelse for Sind og Hjerte.

De er nok ikke her fra Byen? spurgte han mig.

Jeg fortalte ham at jeg var fra Ribe, men at jeg ved Hjælp af Literaturen 21| ret vel inden jeg kom hertil kjendte til det dannede Familie Liv i Hovedstaden, og at jeg i den Tid, jeg havde været her, daglig havde freqventeret dannede Cirkler.

Men man kjeder sig dog lumsk i disse dannede Cirkler.

Jeg yttrede min Forundring over hans Paastand og begyndte at bevise dens Ugrundethed; jeg fremhævede det Interessante i en gjensidig Udvexling af Ideer om Kunst og Litteratur, især med unge Damer, hvilke som bekjendt ere i Besiddelse af en fiin Takt for det Poetiske og Smukke. Men han afbrød mig, idet han sagde:

Jeg er ikke Æsthetiker, og finder altsaa ikke nogen synderlig Opbyggelse i at sentimentalisere med Damer over Goethe; ligesom det er mig einerley, om Acteurerne og Actriserne ere søde eller sure. Saadan Passiar fører jeg aldrig.

Men man kan jo ogsaa spøge med de unge Damer, engang imellem, indvendte jeg.

Aa ja, svarede han, det er jo ganske morsomt, engang imellem; man kan drille Frøken Gine med Lieutenant chose; man kan faae Frøken Sine lokket til at fortælle, at hun spiser Kridt; man kan tage Maal af Neglen paa deres Tommelfingre; men for mit Vedkommende saa opveier alle mulige saadanne Liebhaverier ikke nær den hjertelige Latter, som vækkede Dem forgangen Nat. Jeg benytter derfor sjelden min Entrée hos Familier, uden jeg er paa Knæerne, eller jeg skal holde Diæt; det er kun i disse to Tilfælde, at jeg morer mig med Thevand og daarligt Fortepianospil.

Jeg var nu temmelig enig med mig selv, at Hr. Flint ikke kunde henføres under Classificationen »dannede Mennesker;« jeg tænkte netop paa at ende denne Samtale og mit Besøg med den uimodsigelige Bemærkning: at man ikke kan disputere om Smagen, da Døren i det samme blev reven op, og et ungt Menneske stormede ind Han lod ikke til at tage synderlig Notice af min Person, uagtet jeg dog reiste mig ved hans Indtræden; han fandt det ikke engang Umagen værd, at tage sin Hat af, men henvendte sig strax til Flint med de Ord:

Du, jeg har Noget at fortælle Dig.

Jeg gjorde Mine til at gaae; men Flint vilde ikke tillade det. Han sagde:

Felix og jeg have sjeldent andre Hemmeligheder end saadanne som al Verden gjerne maa vide. Vi disputerede før, om hvis Fornøielser vare de solideste; nu vil jeg, at De iaften skal more Dem paa min 22| Maneer. Felix, henvendte han sig til den nys Ankomne, er Du i godt Humeur iaften?

Brillant, svarede denne.

Vel, vedblev Flint; denne Herre er Hr. Jespersen, det er Felix Bearn. Nu gaae vi hen og spise til Aften.

Jeg fulgte med, uagtet jeg i mit Hjerte fortrød, at jeg ikke havde afviist Indbydelsen; imidlertid lovede jeg ved mig selv, at afholde mig fra enhver Udsvævelse, og at fjerne mig, saasnart det lod sig gjøre. Felix tog Flint under Armen og talte ivrigt med ham.

Ja, det er godt nok, sagde denne, men gjem alt dette til Deserten; jeg kan ogsaa komme frem med en Historie, som passerede mig forleden Aften, og som ikke er ganske umærkværdig.

Vi gik op paa en Restauration; Flint lod os anvise et særskilt Værelse, og gav sine Ordre til Opvarteren. Felix kastede sig saa lang han var i Sophaen, og generede sig ikke for at lægge Fødderne op med. Derpaa gav han sig til at anstille forskjellige Balanceer Øvelser med sin Stok, som hvis det var skeet i min Stue, vilde have indjaget mig en retfærdig Skræk for mine Speile og øvrige Huusgeraad. Flint satte sig ved Bordet, og underholdt sig meget behageligt ved at fløite en Vise, idet han accompagnerede sig selv med at tromme med Kniv og Gaffel paa Tallerkenen. De syntes begge at have glemt min Nærværelse, og jeg tænkte netop paa at finde en Grund til at forlade dem, da Flint endelig udbrød:

Men hvorfor Pokker holder De Dem i Baggrunden? Sæt Dem ned, nu komme Varene strax.

Jeg satte mig uvilkaarligt, og lidt efter kom Opvarteren med Brød, Knive &c. samt tre Snapse. Felix foer op af Sophaen, idet han kastede sin Stok saa blindt hen fra sig, at det ikke var hans Skyld, at den ikke traf mig i Hovedet, men snarere min, der itide bukkede mig. Jeg saae nu med stum Forbauselse Flint give sig ifærd med at smøre Sennop paa et Stykke Brød, hvilket han derpaa spiste, efter at have drukket en Snaps heelt ud. Felix lod til at ville følge hans Exempel. Flint skjød den tredie Snaps over til mig med et opmuntrende Nik; men jeg skjød den fra mig, idet jeg med værdig Alvor erklærede, at jeg aldrig nød Spiritus. Det var mærkeligt at see den Virkning, som min Erklæring frembragte. Felix, der lige var i Begreb med at sætte Glasset for Munden, holdt inde, saae inqvirerende til mig, vendte derpaa Ansigtet imod Flint og gjorde en løierlig Grimace, nikkede saa til mig og 23| sagde: Skaal, og tømte derpaa hver Draabe af sit Glas. Flint havde uafladeligt betragtet mig, endelig sagde han:

Ja, det har jeg slet ikke tænkt paa, De er maadeholden.

Han lagde en saa stærk Vægt paa det sidste Ord, at jeg fandt mig beføiet til at forklare ham, at Maadehold var en Dyd, men Fylderie kun nedværdigede os under de Umælendes Standpunkt.

Fylderi, gjentog Flint, ja fy for Fanden; men en Snaps til sin Mad! Fylderi er ækelt, tilsidst kommer man til at gaae ved Siden af sine Støvler, og faaer en fæl Tendens til at ligge i Rendestenene; men en Snaps eller to, det varmer, det opliver Kræfterne, det giver fornyet Appetit og et godt Humeur, uden hvilket Pokker skulde spise til Aften. Fylden, Snapsen fra Morgen til Aften, au diable! i en evig Døs, det er ligesaa væmmeligt, som det er opmuntrende i et godt Lag at faae sig en Donner. Og De skal faae den iaften, afbrød han idet Opvarteren kom ind med Anretningen.

De skal faae den, repeterede Felix, og fyldte Glassene.

Paa en fornøielig Blyhat, vedblev han, idet han stødte an mod mit Glas.

Og saa lidt Jammer som muligt imorgen, supplerede Flint.

Jeg klinkede og drak; men med den faste Beslutning, ikke at drikke mere end to, høist tre Glas Viin. De kastede dem nu over Maden med en Udhungrets Appetit, og jeg fandt, at det var det bedste at følge deres Exempel. Maden var i Sandhed særdeles vel tillavet, og uagtet jeg ikke sætter nogen Priis paa slige materielle Nydelser, følte jeg dog en vis Behag, en comfortable Velværen, som jeg ansaae det rigtigst at nyde, især da jeg derved blev sat istand til praktisk at vurdere denne Nydelse, og saaledes med Grunde, hentede fra Erfaringens Mark, herefter kunde bevise dens Nullitet.

Samtalen var i Begyndelsen ikke synderlig levende; den førtes næsten udelukkende mellem Flint og Felix, og bestod meest i gastronomiske Bemærkninger, undertiden saavidt jeg kunde forstaae, oplivet med equivoque Hentydninger, som imidlertid syntes at more de to Herrer fortrinligt, thi de loe undertiden af fuld Hals. Lidt efter lidt blev dog deres Conversation aandrigere, og mod Slutningen af Maaltidet veed jeg, at jeg lo med over nogle Historier, de fortalte; men jeg har aldrig siden været istand til at erindre, hvori det Comiske bestod Jeg havde derved gjenvundet mit Humeur, og da vi endelig sad og spiste Rosiner og Mandler, imedens Champagnerens ædle Skum perlede 24| i vore Glas, følte jeg en stærk Tilbøielighed til at udtale mig over Nationalitetens Væsen, især med Henblik til de separatistiske Bevægelser i Hertugdømmerne. Jeg fik imidlertid ikke Leilighed, thi Flint sagde idet han tændte sig en Cigar:

Naa Felix, kom nu Du med Din Fortælling. Intet passer bedre til Champagne end en Kjærlighedshistorie, især naar den er romantisk

Felix tømte sit Glas, fyldte det igjen, og tog saa til Orde.

25|

III

Romantisk er vel min Historie ikke; Romantiken passer kun slet med vore Glacè Handsker og lakerede Støvler! men hverdags er den dog heller ikke, da jeg har brudt alle Love, som Etiquette og Skik og Brug paabyde. Du veed, Vilhelm, og De, Herr Jespersen, vil nu erfare, at jeg, uagtet mine tyve Aar, endnu aldrig har følt den Lidenskab, som Menneskene kalde Kjærlighed, men har, siden jeg slap ud af et strengt Formynderskab, flagret saa lystigt som den vildene Fugl fra den ene Fornøielse til den anden. Jeg har moret mig som vist kun faa; Alt, hvad jeg har villet, er lykkedes; og hvor ubetænksomt jeg endog undertiden har styrtet mig ind i de meest forrykte Affairer, er jeg stedse sluppet heelskindet derfra. Derfor har jeg bevaret mit gode Humeur, hvad jo nutildags er en Sjeldenhed blandt unge Mennesker i min Alder. Men for at komme til min Historie, som tager sin Begyndelse i de sidste Dage af forrige Maaned, saa var det en smuk Morgen, at jeg drev ned ad Vimmelskaftet, oplivende mine Nerver med en Cigar og mine Tanker med en Beregning, hvis Udfald viste, at der endnu var Raad til Chocolade om Formiddagen, et godt Middagsmaaltid og Tivoli om Aftenen. Jeg maa vist have leet fornøieligt over dette brillante Budget; thi en ung Dame, som kom mig imøde, kunde ikke fordølge et Smiil, vist paa min Bekostning. Hun slog Øinene ned, men kunde dog ikke bare sig for at tilsende mig et halvt tilsløret Blik, idet hun passerede mig, hvoraf jeg tog Anledning til at gjøre hende den meest gracieuse Compliment, der i Øieblikket stod til min Raadighed. Hun blev næsten forskrækket, og ilede hurtigt videre. Jeg stod stille og saae efter hende; hun var saa elegant i sit simple Morgentoilette, og havde en Gang saa let, at jeg troede, hun var Dandserinde. Da hun var kommet et Par Huse fra mig, saae hun tilbage; men da hun opdagede mig paa den samme Plet stirrende efter 26| hende, blev hun rød, vendte hurtigt Hovedet bort, og skyndte sig endnu mere end før. Hun var snart forsvunden, og jeg fortsatte min Gang, men tænkte uvilkaarligt paa det grønne Schavl og den hvide Hat, og spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke havde fulgt efter hende, da jeg dog intet Bedre havde kunnet gjøre. Dagen med dens Afvexlinger forjog imidlertid Tanken, og jeg havde næsten glemt dette Møde, da Skjæbnen vilde, at jeg om Aftenen paa Tivoli igjen skulde erindres derom. Og dette skete saaledes. Det blev Regnveir, og Folk strømmede fra alle Sider ind i Concertsalen, saa der opstod en betydelig Trængsel. Jeg stod ved Vinduet og morede mig med at høre de forskjellige Taler, der blev holdt, for at formaae Folk til ikke at trænge ind, da jeg pludselig fik Øie paa en ung Dame med en hvid Hat, der næsten besvimet blev baaren af Trængslen. Jeg styrtede mig imod Indgangen. »Tilbage, tilbage,« raabtes der fra Salen, og Folk begyndte at vige, men jeg brød frem, til jeg naaede den unge Dame, greb hende om Livet og bar hende udenfor.

Misunder mig Guder, sagde jeg halvhøit, idet jeg tøvede med at skille mig ved min Byrde. Hun betragtede mig ved dette Udraab, og jeg saae, at hun gjenkjendte mig. Hun vilde takke mig for min Hjelp; men jeg afbrød hende, idet jeg sagde:

O, jeg er altfor meget belønnet, til at kunne modtage Deres Tak. Taal blot min Nærhed, til De træffer Deres Familie, som De blev skilt fra i Trængslen.

De forlanger ikke meget, sagde den unge Dame, thi der seer jeg min Moder og Tante komme ud fra Salen. Da jeg ikke maa takke Dem, saa Farvel.

Hun havde taget sin Handske af, for at rette ved sin Dragt; jeg greb den, trykkede et Kys derpaa og sagde:

De faaer den, naar vi sees næste Gang.

Hun saae forbauset paa mig, men vendte sig, for at gaae hen til sin Familie; jeg gjemte Handsken paa mit Bryst, og lod hendes Ansigtstræk indpræge sig i min Sjæl medens mine Tanker, accompagnerede af den smukke Musik, hvirvlede sig med Røgen af min Habañah.

Den næste Morgen førte mine Skridt mig uvilkaarligt til Vimmelskaftet. Jeg drev op og ned mange Gange, stod stille ved hvert Boutiksvindue og lod til at anstille dybsindige Undersøgelser over alle Industriens Frembringelser, medens jeg ivrigt speidede til begge Sider og ligesaamange Gange lykønskede mig, naar jeg i det Fjerne saae 27| en Hat eller Schavl, der lignede hendes, som jeg fortvivlede naar Hatten eller Schavlet kom nærmere og jeg opdagede at jeg havde taget Feil. Timerne forløb, og jeg gav mig til at speculere paa hvilke andre Gader der var Rimelighed for, at hun kunde passere; men da Rimeligheden desværre var lige stor for de fleste Gader her i Byen, og et længere Ophold i Vimmelskaftet syntes mig utaaleligt, begyndte Haabet at svækkes for mig, og jeg at frygte for at maatte overlade vort Møde til den lunefulde Skjæbne. Dog ganske vilde jeg ikke overgive mig, jeg gik op til en Conditor paa Routen og indqvarterede mig der ved Vinduet til det blev mørkt, og jeg altsaa maatte opgive Haabet for den Dag. Men heltemodig var min Udholdenhed; i tre Dage mødte jeg i den tidlige Morgen hos Conditoren og indtog min Plads ved Vinduet, som jeg ikke veeg før Mørket forjog mig; og som der staaer i Kæmpeviserne: Den fjerde Dag ad Qvelde - da viste sig i mit Speils Horizont en hvid Hat og et grønt Schavl. Jeg stormede ud og fulgte efter, og da hun dreiede om ad en Gade, der var mindre befærdet, nærmede jeg mig og sagde:

Jeg har maattet vente længe, Frøken, inden jeg fik Leilighed til at tilbagelevere, hvad jeg var fræk nok til at berøve Dem.

Hun blev noget forskrækket ved min Tiltale, men da hun gjenkjendte mig, svarede hun roligt:

Ah, det er Dem; ja, har De maattet vente for at gjengive mig min Handske, er Skylden da i ethvert Tilfælde Deres egen. Men fly mig den.

O, Frøken, det var ikke ene for at give Dem den stakkels Handske, at jeg har ventet med Utaalmodighed; jeg ventede for at finde en Leilighed til at see Dem, til at tale med Dem, til at sige Dem, at jeg troer jeg elsker Dem; ja, Frøken jeg troer det, jeg veed det ikke; thi uagtet jeg er tyve Aar har jeg endnu aldrig kjendt Kjærlighed. Jeg skammer mig ikke ved at tilstaae det, især nu da jeg er moralsk overbeviist om at jeg elsker; - o ja, anderledes kan jeg ikke forklare den Uro, der har bemestret sig mig, denne Higen efter at see Dem, denne uimodstaaelige Drivt til at sige Dem det, uagtet jeg af Deres vrede Blik og mørke Ansigt seer, at jeg maaskee fornærmer Dem.

Hun saae virkelig meget vred ud, og det var langt fra i nogen opmuntrende Tone at hun sagde:

De gaaer rask tilværks; det er anden Gang, jeg er beæret med Deres Nærværelse, og allerede en Erklæring.

28|

Frøken, sagde jeg tilintetgjort, hvad skal jeg gjøre? maatte jeg ikke give Dem en tilfredsstillende Grund for at jeg, der aldrig er forestillet for Dem, tiltaler Dem paa offentlig Gade, Noget jeg vel veed paa det Strengeste er forbudt i Lovene for anstændig Opførsel. Men jeg troede, at naar jeg havde sagt Dem det, De da vilde indsee den uundgaaelige Nødvendighed af, at jeg nærmer mig Dem; at De da vilde tillade mig at følge Dem, og da skulde jeg lade, som jeg aldrig var faldet med Døren ind i Huset, men smukt begynde med Begyndelsen.

Jeg troede at have bevæget hende, thi et Øieblik foer et Smil over hendes Læber; men hun antog sit kolde og fornemme Væsen, idet hun sagde:

Nu antager jeg, at De tilstrækkeligt har benyttet den Omstændighed, at De kom mig tilhjælp forgangen Aften. Giv mig min Handske, eller lad være, det er mig ligegyldigt; men forlad mig nu, og jeg vil haabe, at De herefter vil finde det mindre nødvendigt at nærme Dem mig, thi ellers nødes jeg til at lade mig ledsage af Tjeneren.

Jeg rakte hende Handsken med en ynkelig Mine, og satte et bedrøveligt Ansigt op, da jeg hilste hende til Afsked, thi jeg var sønderknust. Hun gik, og jeg stirrede sorgfuld efter hende; men en Tanke slog mig, og Øieblikket efter var jeg ved hendes Side.

Tilgiv mig, Frøken, at jeg kommer igjen; men der faldt mig Noget ind, som jeg syntes jeg burde sige Dem, hvis De vil taale at jeg følger Dem til hiint Hjørne.

Hun saae meget fornærmet til mig, men jeg vedblev:

De har maaskee neppe troet, idet De før forbød mig at tiltale Dem paa Gaden, at De derved afskar mig enhver Maade at nærme mig Dem. Men det har De. Uden at jeg selv har Skyld deri, hører jeg dog til de Udstødte, til dem, der have Gaden og de offentlige Steder til deres frie Tumleplads; men for hvem enhver Families Dagligstue er lukket. Jeg gjentager, Skylden er ikke min. Jeg har aldrig kjendt Familielivet uden af Bøger, eller af hvad jeg stundom har følt, naar en sildig Aften Musik og Glæde er tonet fra de oplyste Værelser, og jeg er standset, for et Øieblik at tænke mig, hvor lykkelige de Mennesker dog maae være, der deeltage i en saadan Lystighed Jeg vil saaledes aldrig kunne træffe Dem i de Selskaber, hvor De kommer; og jeg maa træffe Dem. Men jeg har læst og hørt om saamange Maader, hvorpaa det er lykkedes en Udstødt at faae Adgang, og der faldt mig netop et Middel ind; - ja Frøken, De bliver maaskee vred, naar jeg siger det.

29|

De er det alt, kan jeg see, blot fordi jeg antyder det; men betænk, at dette Middel er mit sidste; thi jeg bryder mig ikke om Livet, uden i Deres Nærhed - Og jeg meente kun, at hvis der var en Maade, hvorpaa jeg kunde faae Leilighed til, blot i et Ærinde, at komme indenfor Deres Families Dørtærskel, og det lykkedes mig, at Deres Fader eller Moder fandt mig efter deres Smag og bad mig komme igjen; - og netop denne Maade faldt mig ind; thi Frøken, Skjæbnen kunde blot have begunstiget mig saavidt, at De havde tabt Deres Armbaand, og jeg fundet det; De averterede derom i Avisen og - Medlidenhed, Frøken, det er mit sidste Haab.

Jeg veed ikke, om mine Ord gjorde noget Indtryk paa hende; thi jeg var selv for bevæget til at kunne iagttage. Imidlertid varede det dog noget, inden hun svarede:

Jeg har ikke tabt mit Armbaand.

Men om det var Tilfælde eller om det skete med Villie skal jeg ikke kunne sige, idet hun vendte sig for at gaae, gled en lille Portefeuille ud af hendes Haand, og faldt tæt ved min Fod Med mere end Lynets Hurtighed bukkede jeg mig, tog den op, og idet jeg triumpherende raabte: »Hav Tak, o min Stjerne, Du har ikke forladt mig«, hilste jeg hende, der af Forbauselse var standset og lod til at ville tiltale mig, men atter fortsatte sin Gang, da hun saae jeg fjernede mig med hurtige Skridt.

Her er den, endte Felix sin Fortælling, idet han fremtog en lille grøn Portefeuille; den viger ikke fra mit Hjerte, før jeg imorgen Middag overgiver den i min henrivende Ubekjendtes egne fortryllende Hænder, medens Fader, Moder, eller hvem det nu kan være, der er Familiens Overhoved, til Belønning for min Redelighed og som Erkjendelse af mine fine Manerer, inviterer mig til at blive om Aftenen.

Dermed gyngede han sig tilbage paa Stolen, og kastede begge sine Been op paa Bordet, uden i fjerneste Maade at bekymre sig om den rene Dug, eller om os, der sade nok saa anstændigt.

Flint tog Ordet og sagde:

Der kunde vel bemærkes Adskilligt ved vor Vens Eventyr; men da det ikke er tilende, antager jeg at vi gjøre rettest i at ajournere Discussionen til vi høre hvorledes det spænder af imorgen; saameget mere, som jeg gjerne selv ønsker at komme til Orde og fortælle hvad der hændtes mig for en otte Dages Tid siden.

30|

IV

Det var Aftenen efter at vi havde havt det lille Sold, som kostede Hr. Jespersen sin Nattero, at jeg var nødsaget til at gjøre en Visit i en Familie. At dette ikke er efter min Smag, veed De; den Aften var imidlertid Taalmodigheden nær ganske forgaaet mig, thi en ung Amateur havde bragt nogle illustrerede Værker med sig, og der blev seet paa Billeder. Jeg gabede indvendig det Bedste jeg kunde, og skyndte mig afsted saasnart det lod sig gjøre, for at restaurere mig en Smule hos en Conditor inden jeg gik tilsengs. Da jeg endelig sad luunt i en Krog med mit Glas Punsch for mig, i en gemytlig Samtale med Frits Schiøtt, som nylig var kommen fra Paris, saa vare mine foregaaende Fataliteter snart glemte, eller idetmindste kun forsaavidt erindrede, at de nu ret lode mig nyde min Comfort. Vi talte om Communismen, han for og jeg imod; men i al Fred og Venskabelighed, og ofte under meget Grin, naar Nogen af os havde et lyst Øieblik. Han lod komme mere Punsch, og derefter drak vi Madeiratotti. Tilsidst bleve vi sultne og lod bringe Smørrebrød og Snapse, og saa endelig to smaa Glas. Naa, saa gik vi da, og jeg fulgte ham ud i Store Kongensgade, hvor han boer, heelt langt ude. Jeg lider ret vel en lille Promenade i den dybe Aften; derfor tog jeg ikke den lige Vei til mit Hjem, men fordybede mig i forskjellige Gader i det omliggende Qvarteer. Veiret var ikke det allerbedste, thi det smaaregnede; men jeg knappede min Frakke tæt, puttede Hænderne i Lommen og lavede mig til at iagttage de mærkelige Ting, som maatte forekomme. Store Mærkeligheder hændes kun sjælden; en fuld Mand kan man undertiden træffe, saa giver man sig i Passiar med ham, hvis han ikke er altfor tvær eller altfor sølet. I slige Tilfælde følger man langsomt efter i nogen Frastand, og har en ypperlig Leilighed til at opfriske, hvad man i Skolen lærte om Gravitetens Love. Disse Gader, som om Dagen ere fulde af Børn, Urenlighed og Spectakel, hvis Huse see ud som bare Sult og Elendighed, de ere nu øde og rolige, og i Mørket tage de høie Huse sig ligesaa aristocratiske ud, som Husene i Bredgade 31| og i andre fornemme Qvarterer. Et enkelt Sted brænder endnu Lys; maaskee en Syg, siger man til sig selv, eller En, der har isinde snart at blive det. - Med saadanne og andre lignende behagelige Tanker fordriver man Tiden, imedens man faaer sig en god Motion og sover herligt, naar man endelig kommer iseng. Om det just var slige Ideer, jeg den Aften underholdt mig med, eller om jeg endnu grundede paa hvad Frits Schiøtt havde fortalt mig om Communisterne, eller jeg muligt recreerede mit Sind med ganske andre kortvillige Betragtninger, skal jeg ikke kunne sige for bestemt, da jeg ikke mere husker det. Men det kan ogsaa være ganske ligegyldigt, nok er det, at jeg var naaet til Hjørnet af Gothersgade. Her blev min Opmærksomhed paa det Nærværende atter vakt ved Synet af et qvindeligt Væsen, der gik mig forbi, men saa hurtigt, at jeg ikke fik anstillet den paa en saadan Tid af Døgnet aldeles nødvendige Undersøgelse af Figur, Alder, Ansigtstræk o.s.v. Jeg samlede mig derfor, forcerede mine Skridt, men sagtnede dem snart igjen, da jeg saae min Ubekjendte staae stille ved et Huus. Nu hørte jeg Lyden af en Klokke, og skyndte mig saa igjen, for at faae min Videbegjærlighed stillet inden der blev lukket op. Da jeg syntes, at det kunde være Passende at sige noget Pent, yttrede jeg min Forundring over, at Jomfruen allerede gik hjem; omtalte hvor flint det er at gaae Morgentour, samt at jeg gjerne vilde have tilbudt Jomfruen, at gaae under min Paraply, hvis den ikke tilfældigviis var nødsaget til at holde sig hjemme, da den ikke befandt sig videre vel.

Til al denne Ziirlighed svarede den unge Pige, thi ung saae jeg hun var, ikke et eneste Ord; kun hørte jeg ligesom et Suk, eller et »o Gud«, og hun ringede endnu engang, medens hun rystede over hele Legemet, og paa alle Maader røbede en heftig Bevægelse. Jeg overveiede, om jeg endnu engang skulde henvende mine høflige og beroligende Ord til hende, eller om jeg skulde trække mig lidt tilbage, og i Afstand see til om hun blev lukket ind Jeg valgte det Sidste, og saae nu et Vindue blive aabnet paa første Sal, og et Hoved med en hvid Nathue vise sig. Jeg nærmede mig atter, for at høre hvad Hovedet fortalte, og kom tidsnok, for at faae Slutningen af Talen, hvoraf jeg kunde forstaae, at Pigebarnet var bleven for længe ude, og at han nu bad hende paa en høflig Maade at gaae Fanden i Vold Jeg kunde ikke undlade at yttre min Mening om Sagen, og at foreslaae ham lempeligere Forholdsregler, indtil Tiden udviste at hans Overbærelse 32| var spildt paa en Uværdig. Jeg var meget veltalende og anvendte paa passende Steder flere smukke Figurer; jeg vilde netop til at benytte en Metaphor af slaaende Virkning, for at paapege ham Muligheden af, at han selv kunde blive modtaget paa en lignende Maade, naar han paa en smuk Morgen vendte hjem til sin Ægtefælle i en ubehagelig Tilstand, da han afbrød min Tales Strøm ved at fortælle mig, at han nu kunde see hvilket Selskab hans Jomfru søgte, og at han vel kunde begribe, at hun fandt det behageligere at føite omkring ved Nattetider end at opfylde sine Pligter og føre sig anstændigt op. Jeg forsøgte forgjæves at standse hans Foredrag, som han iøvrigt forzirede med fine Titulaturer, saasom: Løsgjænger, Dagdriver, Sviregast o.s.v., jeg forsikkrede ham, at det var mig, der havde Ordet i denne ligesaa hæderlige som intelligente Forsamling; men han lod ikke til at have nogen Takt for den parlamentariske Orden, thi da han havde udtalt sit sidste Ord, hvilket var: crapule! smækkede han Vinduet i.

Jeg saae mig omkring om jeg ikke kunde finde en lille Steen; jeg vilde gjerne have sendt ham den som en venskabelig Erindring. Men da der ingen saadan var i Nærheden, nøiedes jeg med i nogle ziirlige Talemaader at bevidne ham min Tak for hans fine Behandling, ønskede ham en Jomfru, der saae mere paa Løn end paa honnet Omgang, og sluttede endelig med at haabe, at hans skjønne Ægtehalvdeel ikke maatte have forkjølet sig, imedens han stod i aabent Vindue. Derpaa vendte jeg mig om efter Pigen, som var gaaet langsomt ned ad Gaden. Da jeg nærmede mig hende, standsede hun, lænede sig op imod Muren og græd. Jeg vilde opmuntre hende, men hun afbrød mig og sagde:

Jeg er mere ulykkelig end De troer, ellers vilde De neppe være saa lystig.

Jeg sagde hende, at det virkeligt gjorde mig ondt for hende, uagtet jeg ikke kunde see nogen stor Ulykke i at miste en Huusjomfru-Plads, især hos saadanne Folk; men at det aldeles ikke kunde nytte hende noget, om jeg vilde græde med, hvilket tillige var min Natur imod. Jeg spurgte hende tilsidst, hvor hun vilde hen, om hun ikke havde nogen Familie at gaae til; om hendes Moder ikke levede.

Nei, for Guds Skyld, raabte hun næsten ængstelig, ikke der, aldrig. - O, jeg gjorde bedre i at springe i Kanalen.

Hun græd bitterlig, vred sine Hænder, og syntes af Sorg neppe at kunne holde sig opreist. Endelig sagde jeg:

33|

Ja, her kunne vi ikke blive; kom hjem med mig.

Jeg tog hendes Arm i min, og hun lod sig føre uden Modstand, men uden at tale et Ord den hele Vei. Hun rystede over hele Legemet, og ved de enkelte Lygters Skin saae jeg Taarerne, som uden Ophør randt ned over hendes Kinder. Jeg var temmelig forlegen med Maaden, hvorpaa jeg skulde behandle min Erobring; men da hun som sagt ikke svarte et Ord til alt hvad jeg sagde, fandt jeg det tilsidst rigtigst slet ikke at tale mere, og paa denne morsomme Maade tilbagelagde vi Veien hjem. Da vi kom op, førte jeg hende ind i mit Sovekammer, og gjorde hende opmærksom paa, at Nøglen vendte ind til hendes Side. Det forekom mig, at hun blev ganske forundret derved, og jeg fortrød næsten min Høimodighed, da jeg befandt mig ene i mit forreste Værelse, hvor jeg søgte at gjøre mig det saa comfortabelt, som et Par Stolesæder og en gammel Chenille tillod mig det.

Da hun den næste Morgen hørte, at jeg var oppe, aabnede hun sin Dør, og bad mig ind Hun havde arrangeret et ret ziirligt Kaffebord, og hele Stuen havde faaet et Udseende af Hyggelighed, som den i al min tidligere Tid har været aldeles fremmed for. Nu først saae jeg rigtig paa min Fange, og som hun stod der med nedslaaet Blik, saa de lange sorte Øienhaar skyggede over hendes friske Kinder, dem, jeg i Parenthesis sagt, hvis jeg var Lyriker, vilde sammenligne med Ferskenens Skal, kunde jeg neppe tænke mig, at det var hende jeg havde fundet paa Gaden i den dybe Nat. Jeg spurgte hende, hvem hun var, og hvor hun havde været igaar Aftes; men nu fortalte hun mig en usammenhængende Historie, som jeg altforvel kunde tage og føle paa var opdigtet fra Ende til anden. Jeg blev ærgerlig og bad hende ikke at uleilige sig med at fortælle, naar hun ikke vilde betroe mig Sandheden. Hun brast i Graad og saae meget ulykkelig ud, men sagde Intet. Jeg gik ind til mig selv; lidt efter kom hun ind, men paaklædt med Hat og Schavl. Hun gik hen imod mig og vilde sige Farvel; men Taarerne qvalte hendes Stemme.

Hvor vil De gaae hen? spurgte jeg.

Jeg veed det ikke, svarede hun, med et Udtryk af Fortvivlelse.

Hvorfor vil De da gaae? Bliv her, indtil De har overlagt, hvor De vil hen. Mig vil De ikke betroe Dem til; jeg kunde dog maaskee have hjulpet Dem.

O, jeg kan ikke fortælle Dem det, sagde hun, idet hun tog min Haand; men vær ikke vred paa mig derfor. O hvis jeg maatte blive 34| her idag, maaskee jeg da kunde finde paa en Udvei; - jeg er kun sytten Aar, og vilde saa gjerne leve.

Jeg førte hende ind igjen i hendes Værelse, og gav min Karl inden jeg gik ud de nødvendige Ordre saa at hun ikke skulde være udsat for at lide Hungersnød.

Da jeg henimod Aften kom hjem, kjendte jeg neppe mit Værelse igjen, saa ordentlig var det blevet. Hun kom ind og spurgte, om hun maatte lave Thee til mig; jeg takkede hende for hendes Opmærksomhed, og det var øiensynligt, hvor glad hun blev. Jeg befandt mig ret vel i denne nye og uvante Huuslighed, og passiarede gemytligt med hende imedens hun besørgede Theen. Endelig spurgte jeg, om hun havde fundet hvad hun i Formiddags kaldte en Udvei. Dette Spørgsmaal forjog øieblikkelig Smilet af hendes Ansigt; hun blev bleg, og det var med den ængsteligste Stemme og det bønligste Blik at hun sagde:

Kan jeg da ikke blive her? - blot i nogle Dage, til jeg kan faae mig en anden Condition; - jag mig endelig ikke bort.

Jage Dem bort, gjentog jeg; nei, bliv De saalænge De behøver det; imorgen kan min Karl hente Deres Klæder fra Gothersgade, og jeg skal fortælle til min Værtinde, at De er min Søster fra Landet.

Vil De? raabte hun og sprang op fra Stolen, hvor De maa være god, at De vil kalde mig Deres Søster; - og hun fløi mig om Halsen og kyssede mig.

Jeg følte, at mange slige søsterlige Kys kunde meget snart forjage det Broderlige i min Kjærlighed, og sagde derfor: Kjære - hvad hedder Du? - thi hendes Navn forekom mig aldeles nødvendigt til den Tale jeg var i Begreb med at holde.

Augusta, svarede hun.

Kjære Augusta, begyndte jeg altsaa; hvis det er Dit Ønske at boe sammen med mig som Søster og Broder, saa gjør Dit til at jeg kan glemme, at vi ikke ere det. Jeg er ikke saa gammel endnu, at jo mit Blod kan komme i Kog, og der behøves mindre dertil end et Kys af to Læber saa røde som Dine.

Hun stod taus, men med Undseelsens Rødme lige til Tindingerne.

Men, vedblev jeg, skulde De derimod foretrække -

Nei, afbrød hun mig heftigt; jeg foretrækker Intet, for at maatte boe her som Deres Søster, og at De vil sige Du til mig; Intet, Intet i 35| Verden. Jeg blev saa glad før, - vedblev hun idet hun slog Øiet ned, -at jeg glemte -

Troer Du da, kjære Augusta, at jeg blev vred for Dit Kys? - men lad os ikke komme dybere ind derpaa, men hellere tænke paa at indrette os for Fremtiden.

Nu fik vi travlt med at flytte om med vore Meubler.

Og her er mit Eventyr forsaavidt til Ende; thi de fem, sex Dage, som hun siden har været hos mig, ere hengaaede saa roligt som Intet var hændet. Jeg er i hendes Selskab om Morgenen, naar jeg nyder min Kaffe, og om Aftenen til Klokken slaaer ti; da siger hun mig god Nat og gaaer ind til sig selv, og jeg driver ud paa Livet. I den Tid tale vi fortroligt sammen; men hun taler aldrig om sig selv, og jeg har foresat mig ikke at tiltvinge mig hendes Hemmelighed, men vente til hun betroer mig den af sig selv, eller til Hændelsen opklarer den. Men jeg kan ikke beskrive Dem den Tilfredshed, som tydelig udmaler sig i hendes Væsen, naar jeg om Aftenen kommer hjem, den Opmærksomhed, hvormed hun hører paa mig, naar jeg fortæller hende Noget eller forklarer hende et og andet, som hun om Dagen har læst, men ikke forstaaet; og endelig hendes Glæde, naar jeg tilsidst aabner Pianoet og spiller for hende. Naar man saae hende i de Timer, skulde man troe, at hun var fuldkommen lykkelig. Imidlertid, det var iforgaars, var der en uforklarlig Uro over hende; jeg kunde see, at hun havde grædt. Min Karl havde netop den Dag hentet hendes Sager fra det Sted, hvor hun før havde tjent, og jeg antog, at det var Erindringen om det Passerede og hendes Fortid, der piinte hende. Hun var som sagt urolig, og spurgte flere Gange hvad en lurvet Karl jeg havde truffet paa Trappen, havde sagt; om jeg troede han var borte o.s.v. Og da jeg endelig henimod Klokken ti tog min Frakke paa, for som sædvanlig at gaae ud, bad hun mig at blive hjemme; hun vilde gjerne sidde oppe en Time endnu, dersom jeg ønskede det, naar jeg blot ikke vilde gaae ud; hun var bange for at være ene, og for at den omtalte Karl ikke var gaaet sin Vei. Hun bad mig med en Inderlighed, saa jeg ikke kunde nægte hende det. Jeg veed ret vel, at jeg ofte derved er bleven duperet af Fruentimmer; kan gjerne hænde sig, at jeg bliver det denne Gang med; men for Fanden, hvad kan det genere mig om en halv Snees Pigebørn gjøre Nar af mig? Jeg vilde imidlertid føle mig utilpas om jeg vidste en Eneste, der havde Grund til at græde for min Skyld.

36|

Dermed tændte Flint igjen sin Cigar til Tegn paa at han havde udtalt. Felix tog Ordet og sagde:

Hvis jeg ikke var fuldkommen beskjæftiget med mit eget Eventyr, vilde jeg have misundt Dig Dit; og uagtet jeg er aldeles forelsket i min smukke Ubekjendte, hvis Navn jeg forresten ret vel veed, saa føler jeg dog en vis Interesse for at komme hjem til Dig og blive forestillet for Din Smaa.

Dette lod ikke til at smage Flint, og en Conversation udspandt sig mellem dem i den Anledning.

37|

V

Jeg havde hørt paa begge Fortællingerne med en Interesse, som jeg ikke selv kunde forklare mig, uden muligt ved den Modsætning, de dannede til hinanden. Thi idet min Indignation var vakt i høieste Maade ved den Mangel paa Sømmelighed og anstændig Opførsel, som Felix udviste, forekom det mig at Flint, hvad jeg mindst ventede mig af ham, havde taget Hensyn, som vedkommende unge Pige, paa Grund af den lave Stilling, hun indtog i Samfundet, ingenlunde var berettiget at fordre. Ingen af Fortællingerne vare istand til at staae sin Prøve for den strenge Morals Domstol, uagtet jeg i Øieblikket ikke kunde angive, hvori det Indecente netop bestod. Jeg afholdt mig derfor fra at indlade mig paa nogen Discussion, og gav ikkun nogle spøgefulde Bemærkninger tilbedste, som lod til at more de to Herrer usigeligt, og endte med at proponere en Skaal for et lykkeligt Udfald af begge deres Historier. Da denne var drukken, ringede Flint paa Opvarteren, for at klarere Regningen. Jeg protesterede paa det Kraftigste og anførte, at jeg aldrig tillod, at Nogen betalte for mig, hvilket jeg ogsaa høist unødigt seer, da Skik og Brug saa fordrer, at man en anden Gang skal gjøre Gjengjæld. Men Flint lod sig ikke sige, og inden jeg havde faaet min Tegnebog frem, var Opvarteren betalt og forsvundet. Vi brøde nu op, og uagtet jeg nu ikke mere er istand til at erindre hvorover, saa husker jeg dog godt, at vi loe hjerteligt, da vi gik ned ad Trappen.

Felix havde grebet min Arm, og demonstrerede meget heftigt, da jeg modsagde hans Yttring, at hans Kjærlighed vilde vare til hans Død Han paastod, at han, hvis det kunde hjælpe noget, var istand til at aflægge de strengeste Løvter og at holde dem; han vilde undvære Punsch om Aftenen, lade være at ryge Cigarer, - altsammen Ting, som jeg ogsaa bemærkede, at jeg uden Savn kunde forsværge, hvis ikke det mærkelige Phænomen saa ofte havde viist sig, at Menneskene just sætte Priis paa det Forbudte eller Forsvorne, og jeg altsaa kunde 38| vente, at det vilde gjentage sig med mig, og indgive mig en hidtil ukjendt Tilbøielighed for Punsch og Cigarer.

Vi vare under denne Samtale komne ind i en Caffee, og uden at tænke noget videre derover, satte jeg mig med de Andre ved et Bord, paa hvilket Felix fandt det passende at lægge begge sine Fødder, idet han gyngede sig tilbage paa Stolen, og morede sig med at blæse tykke Røgskyer af sin Cigar.

Her er bandsat hyggeligt, sagde Flint og nikkede venligt, idet Opvarteren satte tre Glas, fyldte med et varmt Fluidum, paa Bordet.

Min Anelse sagde mig, at det var Punsch, og jeg følte stærk Trang til at udtale mig kraftigt imod denne ødelæggende Drik; men jeg veed ikke om det var en Følge af den kolde Aftenluft, eller muligt fordi jeg ikke er vant til saa silde at spise varm Mad, nok sagt, jeg følte mig utilpas, men med en ubestemt Idee om, at noget Varmt maatte gjøre mig godt.

Drik, sagde Felix, idet han arrangerede sig paa en anden beqvem Maade, og stødte an imod mit Glas.

Jeg tog en Slurk, og følte Sandheden af, at Gift, anvendt ved enkelte Tilfælde, ofte er den største Velgjerning. Conversationen kom atter i Gang, og jeg fik Leilighed til at udtale mine nationale Sympathier, rigtignok med mange Afbrydelser, især af Felix, der bandede paa, at han med Fornøielse var bleven en furchtbarer Schleswig-Holsteiner, dersom hans Smukke med den hvide Hat havde talt tydsk. Vi bleve livligere og livligere, især Felix og jeg. Flint hørte derimod mere til, og oplivede blot engang imellem Samtalen med en eller anden tør Bemærkning, som jeg dog maa tilstaae ofte var meget aandrigere end jeg tidligere havde troet ham istand til. Rundt omkring i Stuen sad forskjellige Grupper, men enhver skjøttede sig selv; og uagtet vore Discussioner undertiden bleve lidt høirøstede, lode Ingen til at tage det ilde op. Jeg begyndte at sande Flints Bemærkning, at det var hyggeligt; jeg befandt mig virkelig vel, paa en Smule Tørst nær, som jeg tilskrev den for mig uvante Cigarrygen. Men Punschen var lædskende og af en liflig Smag, saa jeg neppe kunde regne Tørst for en Ubehagelighed. Tiden løb paa den fornøieligste Maade, især da Felix lidt efter lidt tabte sin Oppositionslyst, saa jeg med mere Fynd kunde deducere mine Yndlingsmeninger om en aandelig Forening af de nordiske Riger til et Værn imod den med den franske Literatur indtrængende Imoralitet. Mit Foredrag var sikkert humoristisk; thi 39| mine Tilhørere loe ofte, saa Taarerne kom dem i Øinene, og raabte: Hør, Bravo og andet Saadant, hvorved man giver sit Bifald tilkjende. Jeg glædede mig ved det Indtryk, mine Ord gjorde, og vedblev med større Ivrighed; men med eet blev jeg afbrudt af Flint, der reiste sig og sagde:

Mon vi saa ikke havde godt af at komme ud paa Gaden?

Felix sprang op med en Hurtighed, der lod befrygte at det vilde gaae ud over vore Glas. Jeg søgte at komme dem tilhjælp; men i min Iver kom jeg netop til at støde imod Bordet, saa det væltede, og Glassene faldt klirrende imod Gulvet. Jeg blev heed om Ørerne, men Flint beroligede mig.

Det gjør Ingenting, sagde han, jeg er kjendt paa Stedet.

Felix lo som om han skulde revne. Jeg nærede en alvorlig Frygt for at han var beruset, og meddelte denne til Flint, men han sagde:

O Intet, han er blot lystig; han kan taale en Deel.

Jeg tog imidlertid Flint under Armen, for dog, hvis min Gisning var rigtig, ikke at compromettere mig, ved at spadsere med en drukken Mand paa Østergade. Jeg opdagede imidlertid snart, at han, som Flint sagde, blot var lystig. Det var ret heldigt; thi min Forsigtighed vilde ellers kun lidet have hjulpet mig, idet han snart var ved Flints og snart ved min Side, saa forude, for at sondere om Vægteren sov i Kjelderhalsene, og saa bagefter, opholdt af Nogen, han mødte, og hos hvem han maatte tænde sin Cigar. Han satte Hatten paa tvers og gav sig til at synge en bekjendt Gadevise. Det er nu en afgjort Sag, at man gaaer langt bedre efter Musik end uden saadan, og da jeg flere Gange havde været nærved at snuble, formodentlig fordi mine Galoscher ikke sad fast, passede jeg at marschere efter Takten af hans Vise, og stemmede snart i med Flint med, og nu gik det behageligt; men dog meget anstændigt. Engang overdrev Felix maaskee Lystigheden, og fik os andre med, idet han spærrede Veien for to Fruentimmer, der kom os imøde, og holdt en kort Tale til dem. De vilde undgaae ham, og kom over til min Side, for der at komme os forbi; men jeg syntes, at det var saa morsomt, at lade dem gaae en endnu længere Omvei, og udstrakte derfor min Arm, idet jeg avancerede ud paa Gaden, og nødte saaledes Fruentimmerne til at gaae over paa det andet Fortoug. Vi bleve nu gaaende midt paa Gaden; jeg gik imellem, og med en af mine Venner under hver Arm. Vi begyndte paa en ny Vise, som imidlertid ikke gik saa godt som den forrige; jeg snublede oftere, og 40| vilde netop til at undersøge, om Skylden var mine Galoschers eller den daarlige Brolægnings, da et voldsomt Slag over min Ryg bragte mine Ideer til at tage en anden Retning. Det var en Vægter, som med en Strøm af Uqvemsord og Truen med Prygl betydede os, at vi ikke maatte synge paa Gaden. Jeg var opbragt, og protesterede imod hans Opførsel, som langtfra var lovlig; idet han først burde advare, inden det var ham tilladt at bruge Magt. Men han vedblev at være grov, og yttrede, at han, hvis vi ikke stak af - et lignende simpelt Udtryk brugte han - lod os arrestere.

Jeg udbrød med Værdighed:

Arresteer os! - Jeg vil, at Du skal arrestere os. Jeg vil arresteres.

Min Djærvhed undlod ikke at gjøre sin Virkning; han gav sig til at pibe.

De Andre søgte at overtale mig til at forandre min Beslutning, men jeg var fast. -Jeg vil arresteres var mit urokkelige Svar. Jeg hørte Fodtrin, og saae flere Mennesker komme løbende oppe i Gaden. Jeg antog dem for tililende Vægtere; men inden jeg fik overtydet mig derom, saae jeg Flint spænde Been for vor, og idet han tog min ene og Felix min anden Arm, rendte de afsted med mig saa hurtigt de formaaede, og tog aldeles intet Hensyn til min Protest eller min Erklæring, at jeg vilde arresteres. Hvorledes det siden gik, om vi bleve forfulgte og hvor langt, alt det veed jeg ikke; kun at vi løb af alle Kræfter, og da vi endelig standsede, for at trække Aande, og jeg saae mig om, stode vi paa Slotspladsen. Felix og Flint pustede lidt, og brød derpaa ud i en heftig Latter. Uagtet jeg i Førstningen var langt fra at dele deres Munterhed, og tvertimod var meget ærgerlig over ikke at have faaet Sagen dreven paa en lovlig Maade, fandt jeg dog snart, da jeg reflecterede derover, noget saa uforklarligt Morsomt deri, at jeg ikke kunde afholde mig fra at gjøre dem Selskab; og da jeg endelig opdagede, at jeg i Flugten havde tabt min ene Galosche, lo jeg maaskee meest af os alle.

Hvor skal vi nu gaae hen? spurgte jeg.

Det sundeste var maaskee iseng, sagde Flint.

Nei, det er for tidligt, erklærede jeg, uden dog at have noget klart Begreb om Tiden; men det forekom mig, at Aftenen kun havde varet kort.

Ja, det er for tidligt, gjentog Felix og lo; lad os gaae paa en Bule.

Ja, lad os gaae paa en Bule, gjentog jeg, uden at gjøre mig Rede for, 41| hvad der var Meningen deraf Felix lo, jeg med Flint saae lidt paa os og slog saa ind med Leende gik vi afsted til Bulen. Vi kom igjennem flere Gader, som jeg ikke gjorde mig den Uleilighed at lægge Mærke til, da jeg førte en meget interessant Conversation med Felix. Endelig standsede vi, og traadte gjennem en lav Forstue ind i et Værelse, der var saa opfyldt med Tobaksrøg, at det bogstavelig var mig umuligt at see fra den ene Ende til den anden. Smaa Borde stode rundt omkring, og vi satte os ved eet af dem. Den qvælende Tobaksrøg blev stærkere og stærkere! Jeg befandt mig meget ilde. Imidlertid styrkedes jeg dog lidt, da jeg fik mig en Kop Kaffe, og paa Felix 's Bemærkning, at Tobaksrøg aldrig generer, naar man selv ryger, tændte jeg mig en Cigar, og saae mig nu omkring. Lidt fra os sad en fem, sex Mennesker ved en Bolle Punsch, og talte meget høit. Flint blandede sig i deres Samtale, og der blev megen Munterhed; men hvad der undrede mig var, at han fortalte dem, at han var Skorsteensfeiersvend Jeg grundede lidt derpaa og spurgte Felix, hvorfor han troede at vor Ven var fremkommet med denne Usandhed; han svarede imidlertid ikke, men gav sig i det Sted til at holde en Tale til Forsamlingen, som morede uendelig.

Er han ogsaa Skorsteensfeiersvend? spurgte en af Selskabet.

Nei, Knapmager dito, svarede Felix.

Jeg er Stolemagersvend, sagde den Forrige; skal vi saa drikke Dus?

Til min Forbauselse saae jeg at det skete.

Og den tredie Herre? spurgte Stolemagersvenden.

Jeg er Student, svarede jeg hurtigt, inden mine Ledsagere kunde faae Tid at ophitte noget; men, tilføiede jeg, da jeg tænkte at det var bedst at tude med de Ulve, man var iblandt, men jeg har beskjæftiget mig meget med de Spørgsmaal, som den nyere Tid har opkastet om Forholdet mellem Capitalisten og Arbeideren.

Hvad for en Sludder? afbrød Stolemagersvenden mig.

Jeg lod som jeg ikke bemærkede denne upassende Afbrydelse og vedblev:

Jeg antager som givet, at De alle nære en særlig Interesse derfor; og da Erfaringen desværre lærer os, hvorledes en feilagtig Forklaring af hine Forhold alt for let bringer Arbeideren ind paa den farlige og ikke noksom fordømmelige Communisme, saa føler jeg mig stærkt opfordret til at fremsætte mine Meninger derom, for saaledes at bidrage mit til, at denne Kreds af Arbeidere, iblandt hvilke Tilfældet har bragt mig - 42| Maaskee det nu var det Sundeste, at De holdt Kjæft, afbrød Stolemageren mig igjen, og gik henimod mig. Denne Gang kunde jeg umuligt fortsætte, thi ikke at tale om den ubehagelige Nærhed, hvori han bragte sin Haand til min Næse, og som tilstrækkeligt maatte have fraraadet mig det, gav han mig ikke engang Tid dertil. Han spurgte:

Hvem er det, De kalder for Arbeider? er det kanskee mig? - Nei, jeg er Svend, vedblev han paa mit bekræftende Svar; jeg er Stolemagersvend, seer De det; jeg er zunftig, veed De hvad det vil sige? jeg gjør fjorten Dage med min Mester, og Djævlen - bandede han - om han kan sige mig op paa en ringere Tid; seer De det. Og kom nu ikke her og skjæld mig ud for Arbeidsmand, eller jeg skal lære Dem Grussen og saa kan det ikke hjælpe noget om min Ven Knapmagersvenden ogsaa er Deres Ven.

Jeg saa foragteligt til ham, idet jeg forklarede, at det ingenlunde havde været min Hensigt at fornærme, at jeg brugte det collective »Arbeider,« ene fordi dette Ord betegnede alle dem, der erstatte Mangelen af Capital ved Arbeidskraft; og at det var fuldkommen ligegyldigt om de arbeidede paa længere Tids Accord eller for Dagløn -

Det er Løgn; og nu skal han have Prygl, udbrød Stolemagersvenden og foer op. Felix lagde sig imellem og sagde:

Men det er jo min Ven.

Han skal alligevel have Prygl, erklærede Svenden og trængte ind paa mig. De andre reiste sig, Verten kom til, og der blev discuteret meget heftigt for og imod, om jeg skulde have Prygl eller ei. Men jeg blev staaende roligt, og sagde til Verten:

Jeg erindrer Dem om, at dette er et Overfald, og tager Dem til Vidne.

Nei, vi skal ingen Vidne have, sagde Verten, og i det Samme følte jeg et stærkt Slag i Ansigtet, saa Ilden gnistrede for mine Øine. Der blev en stor Hurlumhei, og endelig stod jeg paa Gaden tilligemed Flint og Felix.

Hvorledes det nu videre gik, erindrer jeg ikke; thi min retmæssige Vrede over Vertens aldeles ulovmedholdelige Fremgangsmaade beskjæftigede mine Tanker, saa det er mig umuligt med Bestemthed at opgive, hvilken Vei vi gik hjem, eller hvor jeg skiltes fra mine Ledsagere.

43|

VI

Det var høit paa Formiddagen da jeg næste Dag vaagnede, og befandt mig liggende næsten heelt paaklædt paa min Seng. Jeg var meget lidende, og ved at erindre den foregaaende Aftens Begivenheder følte jeg en Misfornøielse over den Characteer-Svaghed, jeg havde udviist, ved ikke i rette Tid at have brudt op. Det var kun den Betragtning, at min Nærværelse havde forhindret mine Ledsagere fra videre Udsvævelser, der formaaede at retfærdiggjøre mig i mine egne Øine for min Deelagtighed i deres mindre exemplariske Levnet. Imidlertid opvaktes min Ærgrelse paany, da jeg betragtede mine tilsølede Klæder, og opdagede at jeg savnede mine Briller og Galoscher. Da jeg sætter stor Pris paa Orden i mine Pengesager, indsaae jeg strax, at jeg, for at gjenskaffe mig disse Nødvendigheds Artikler, var nødsaget til at slaae en Streg over en Fornøielse, jeg havde besluttet at forskaffe mig, ved engang med det første at invitere Fru St:-Clair og Familie med mig i Theatret. Formiddagen gik saaledes bedrøveligt hen, især da den Hovedpine, hvormed jeg vaagnede, aldeles ikke var formindsket, men tvertimod tiltaget i en saa foruroligende Grad, at det flere Gange endogsaa qvalmede for mig. Jeg kunde aldeles Intet nyde, blev derfor hjemme og forsøgte at adsprede mig ved Læsning; men jeg var ikke istand til at samle Tankerne. Jeg kastede mig paa Sophaen og faldt i Søvn; og da jeg et Par Timer efter vaagnede befandt jeg mig Gud skee Lov bedre; jeg syntes, at en Kop Kaffe vilde gjøre mig godt, og da det netop var paa Tiden, klædte jeg mig paa og gik hen til St:-Clairs, hvor jeg efter at have styrket mig ved en Kop af hiin oplivende Nectar, snart følte mig i mit sædvanlige Velbefindende.

Jeg sad ved Vinduet, Fruen og Emilie hver i sit Hjørne af Sophaen, Ilden brændte muntert i Kakkelovnen og kastede sit Skjær hen paa 44| Maskinen, der stod paa Kaffebordet; det hele havde hiin hyggelige Tone, som stemmer Hjertet til æsthetiske Betragtninger, og Conversationen havde netop antaget denne literaire Vending, som jeg saa særdeles ynder, da vi bleve forstyrrede ved at man ringede paa Gangdøren. Emilie sprang pludselig op af Sophaen; i det samme aabnedes Døren, og ind traadte til min uendelige Forbauselse Felix Bearn.

Han hilste meget ziirligt paa Damerne, og begyndte en Tale om, at han kom uanmeldet, da han ikke troede at have den Ære at være kjendt ved Navn; men da han opdagede mig, afbrød han pludselig, nærmede sig mig, og sagde, dog saa høit at jeg havde Grund til at frygte at Damerne hørte det:

Hvad Pokker, Hr. Jespersen, De ligger ikke hjemme og drikker Sodavand Det er mere end jeg havde tiltroet Dem; for De var svært paa Støvlerne igaaraftes.

Jeg var i den frygteligste Forlegenhed; han saae det og gjorde et Par Ansigter til mig, idet han hurtigt hvidskede:

Tys, jeg forstaaer Dem, - flint Selskab - ikke et Ord

Derpaa vendte han sig atter til Damerne, og fortalte dem med meget muntre Miner, hvorledes han igaar havde fundet en lille Portefeuille; og da han idag havde seet den averteret herfra, havde han ikke kunnet nægte sig selv den Fornøielse, at forvisse sig om Eierinden var ligesaa smuk, som hans Phantasie havde tegnet hende, men at han nu var bleven overtydet om, at han aldrig kunde tale med om Phantasie. Fruen hørte med Forundring paa ham, men skjænkede ham flere velvillige Smiil, imedens han overrakte Portefeuillen til Emilie, der rødmende og med nedslagne Øine modtog den, uden med et Ord at svare paa hans Compliment. Han ventede ligesom paa at en af Damerne skulde sige Noget; men da det ikke skete, vedblev han, idet han anklagede sig selv for at have stjaalet et af de tre Visitkort, som Portefeuillen indeholdt, dog undskyldte han sig med, at Fristelsen til at pryde sit Speil med det smukke Navn, var for stor til at hans Dyd kunde modstaae den. Nu kunde han i sit eensomme Hjem drømme sig de herligste Luftcasteller; ganske vilde de ikke forsvinde, naar han vaagnede op til den mørke Virkelighed, hendes Navn stod jo i hans Speil. Men han behøvede hendes Tilladelse til at turde beholde det som Findeløn, og forklarede, at det var Hovedgrunden til at han besværede Damerne med sin Nærværelse, og ikke sendte det Fundne ved sin Groom.

45|

Her skjævede han til mig paa en listig Maade; men som om der i det samme faldt ham Noget ind, afbrød han pludselig sin Tale til Damerne, løb hen til mig og trak mig henimod Vinduet, idet han sagde:

Det er naturligviis Løgn hvert Ord jeg fortalte igaar Aftes - det De kan nok huske. - Jeg har fundet Brevtasken men jeg lavede denne Historie for at muntre Dem. - Det var Colorit paa Stilen.

Nu først faldt hans Roman mig i Tankerne; jeg vilde spørge ham, men han sagde blot:

Løgn hvert et Ord Han trykkede mig i Haanden og gik atter hen til Damerne, hvor nu Fruen med megen Høflighed takkede ham for hans Uleilighed.

Jeg var som lynslaaet. Hvad skulde jeg troe? Emilie ansaae jeg dog for en altfor anstændig og dannet Pige, til at ville tale med en Driver, der træffer hende paa Gaden. Men hvor skulde han finde paa at fortælle en Historie, hvori han langtfra spillede nogen hæderfuld Rolle. Emilies Opførsel ved hans Indtrædelse var paafaldende, og hun var kjendelig forlegen under hele hans Tale. Jeg besluttede at iagttage.

Damerne havde takket ham tilstrækkeligt, og ventede nu, at han skulde tage Afsked. Dette lod imidlertid ikke til at være Felix's Mening. Han gjorde først et Par Bemærkninger om Veiret; men da Fruen ganske sandede Rigtigheden deraf, saa de ikke førte til nogen Conversation, fremkom han med den mærkelige Efterretning, at der skulde være spaaet et stort Jordskjælv ....

Saa.

Ja, vedblev han ufortrødent, det skal være spaaet af en gammel Mand ude i Børnehuset. Har De ikke hørt det, Hr. Jespersen?

Nei.

Jo! Det er netop 300 Aar siden, at Veiret ganske var som iaar, og da indtraf det store Jordskjælv, som ødelagde Lissabon.

Fruen begyndte at interessere sig for Materien; jeg skyndte mig med at berigtige hans Angivelse, da Lissabon, som bekjendt, først ødelagdes ved Jordskjælv i Sommeren 1755.

Saa, sagde Felix, ja saa er det accurat 91 ¹/₂ Aar siden vi havde saadant et Veir som iaar.

Emilie tvang sig, for ikke at lee høit, og trak sig tilbage til Kakkelovnen. Det forekom mig, at Felix kastede et bønligt Blik til hende, men med Vished kan jeg ikke sige det; thi den Gavtyv har en sjelden Bevægelighed i sit Ansigt, og forstaaer til en utrolig Færdighed ved et 46| næsten umærkeligt Minespil at give Tegn, som kun sees af den, de gjælde. Men Emilie slog Øinene ned og forblev ubevægelig. Felix blev forlegen og stod og trak i sine Handsker; jeg morede mig ved Tanken om den Overlegenhed, som virkelig Dannelse og bestandig Beskjæftigelse med æsthetiske Gjenstande giver over dem, der søge deres Livs Formaal i Nydelsen af materielle Glæder. Men af disse stolte Betragtninger blev jeg udreven af Felix, der pludselig vendte sig imod mig og hvidskede til mig:

Paa min Ære, jeg fortæller disse Damer om vort Sold igaar, dersom De ikke hjælper mig idetmindste saavidt, at man byder mig en Kop Kaffe.

Jeg blev consterneret over hans Frækhed, og vilde til at bevise ham det Upassende i og hans Uberettigelse til at indblande Gaarsdagens for mig ubehagelige Begivenheder i hans Conversation, men han afbrød mig strax og sagde med en saa bestemt Mine, at jeg saae det var hans Alvor:

Gjør som jeg siger eller jeg begynder strax, og De veed jeg forstaaer at sætte Couleur paa Stilen.

Jeg var overbeviist om, at han vilde prostituere mig, dersom jeg ikke strax indledede en Conversation. Jeg var i en skrækkelig Klemme; men pludselig faldt en Idee mig ind, som jeg øieblikkelig benyttede, da jeg derved, paa samme Tid jeg føiede ham, tillige vilde bringe ham i Forlegenhed Jeg spurgte altsaa høit:

Men hvor fandt De Frøkenens Portefeuille?

Det gjorde sin Virkning.

Hvad behager? stammede han, naar jeg fandt den? det var igaar, men jeg husker ikke ret hvad Klokken var.

Men hvor? gjentog jeg, og jeg tilstaaer det, en Smule ondskabsfuldt.

Men Emilie tog hurtigt Ordet og sagde:

Jeg maa have tabt den paa Østergade, thi jeg havde den, da jeg gik ned fra Holms, og savnede den først da jeg var paa Kongens Nytorv. Jeg glemte derved at bytte mine Noder, saa jeg slet ikke har havt noget at spille idag.

Jeg fandt den, da jeg kom ud fra Gianelli, sagde Felix med et Smiil. Men det lader til at Frøkenens Portefeuille er en Hader af Musik; thi den foraarsagede, at jeg glemte at gaae hen til en Ven, der ventede mig, for at synge et Par Romancer, han har skrevet.

47|

Synger De? spurgte Emilie, og nærmede sig Pianoet, og inden jeg fik Tid til at vende mig om, stod allerede Felix og bladede i en Bunke Noder. Det forekom mig, at han talte sagte til hende, men jeg kunde ikke komme hen til dem; thi Fruen spurgte mig hvem den nette, unge Mand var, og jeg var nødsaget til at sige hans Navn, samt at vi havde truffet sammen i Selskab. Jeg saae tydeligt, at dette desværre var en tilstrækkelig Anbefaling, og vilde netop til at svække den ved en noget omstændeligere Forklaring, da Fruen i det samme sagde:

Men Emilie, jeg haaber dog, Du først byder Hr. Behrend en Kop Kaffe, inden Du beder ham at synge.

Gud, Moder, sagde Emilie, troer Du jeg har turdet bede Hr. Bearn at synge.

Hun udtalte hans Navn fuldkommen rigtigt; altsaa maatte hun vide det i Forveien. Jeg vidste ikke mere, hvad jeg skulde tænke derover; jeg var reent confus. Men ærgerligt i høieste Grad var det, at see den Glæde, der straalede af Felix's Øine, da han afslog at drikke Kaffe, men tilbød at synge. Og Alt dette gjorde han med saa megen Anstand og med saa indsmigrende Manerer, at Fruen blev ganske indtagen for ham, og tydelig viste det ved alt imellem at fortælle mig, at hun fandt at han var et særdeles vakkert ungt Menneske, at man kunde see, han var af god Familie, og vant til at komme i gode Selskaber. Under alt dette var der bragt Lys ind, og Felix havde allerede sunget flere Ting, jeg veed ikke hvad det italienske Stads hedder; Emilie accompagnerede ham og sang ogsaa imellem, ja tilsidst gik det saa vidt, at de sang en Duet sammen. Min Ærgrelse var naturligviis ikke lille, og da de endelig holdt op med den Musiceren, og jeg vilde gjenerobre noget af den Anseelse, som jeg tydeligt saae, han havde vundet paa min Bekostning, ved at udtale mine Meninger om den classiske Musiks Fortrin fremfor den moderne Klingklang, bad han mig i en ironisk Tone, at udføre et classisk Nummer for dem. Han fik derved Damerne til at lee, da de vide jeg hverken spiller eller synger. Men det var en daarlig Vittighed; thi man kan særdeles godt have en velbegrundet Mening om det Høie og Ædle i en Kunst, uden at være i Besiddelse af den manuelle Færdighed, som udfordres til at udøve den. Jeg vilde ogsaa have bemærket dette, men Felix tog Afsked, og tvang mig paa en Maade til at gjøre det samme. Og inden jeg fik rigtig overlagt hvorledes jeg skulde afskjære Conversationen, havde Fruen allerede inviteret Felix til at besøge dem ja endogsaa sagt, at 48| hun, om ikke før, saa dog om Fredagen, haabede at see ham, da der den Aften kom flere af deres Bekjendte.

Da vi gik ned ad Trappen, greb han min Haand og sagde:

Jeg maa ret takke Dem, fordi De hjalp mig saa godt paa Gled. Jeg var i Førstningen bange for, at jeg kom Dem til Besvær, og at De muligt selv courede til Emilie. -

O, hvor kan De troe, svarte jeg undvigende, men igrunden meget indigneret over at han saa ligefrem kaldte hende ved sit Fornavn.

Nei, det var ogsaa dumt af mig, sagde han, dertil er De altfor adstadig. Men tilstaae mig, at hun er yndig. Ja, De har maaskee ikke Sands derfor, og kjender hende maaskee ikke; men det gjør jeg, jeg, Lykkelige, der har sunget med hende. Hør, der er Intet, der overgaaer at synge Duetter med en smuk og dannet Pige. De kan neppe tænke Dem hvilken Vellyst det er at tage den Tone, som hendøer paa hendes Læber; det er, som om man indaandede hendes lønligste Tanker. Og naar Tonerne slynge sig sammen - jeg undrer mig blot over, at jeg kunde lade være at trykke hende op til mig; thi det hører egentlig til det Sted: ma fida al tuo bel cor.

Og nu trallede han, og gjorde theatralske Bevægelser, og lod slet ikke til at tænke paa, at vi vare paa Gaden. Jeg erindrede ham derom.

Ja vist, sagde han, jeg skal nok være stille; men hvor hun gjorde det Sted nydeligt: udiamo e guidichiam. Og saa sang han videre.

Jeg var græsselig kjed af ham; men han havde hængt sig ved min Arm, og fortalte mig med megen Henrykkelse, hvorledes det var første Gang, han havde været i en Families Dagligstue, at det var første Gang, han havde sunget med en Datter af Huset. De havde hos Flint forsøgt at lære nogle Damer, der kom, at synge; men det var mislykkedes med de fleste.

Den Eneste, vedblev han, som lærte Noget, var Caroline. De kjender jo nok Caroline?

Jeg tilstod ham min Uvidenhed.

Jo vist, De har bestemt seet hende hos Flint; ikke Caroline hos Causses, heller ikke Caroline Hansen; men Caroline med det rødplettede Schavl, som vi kaldte hende, for at skjelne hende fra de andre. De kjender hende vist; hun havde en ret god Stemme, og vi fik engang banket Finalen af Ernani ind i hende; men der var ikke Tanke af Foredrag, og saa sang hun bestandigt: Lavær at ta'e Rødspetter istedetfor la morte che t'aspetta. O, men det er uværdigt af mig, at tale om 49| Caroline med det rødspettede Schavl i samme Øieblik jeg tænker paa Emilie. Emilie, o det er det smukkeste Navn, der existerer. Hvor jeg er lykkelig! Hurra!

Og han satte Hatten paa Snur og begyndte at dandse. Jeg tyssede atter paa ham.

Ja, sagde han, De har Ret; jeg skal bestræbe mig for at være rolig. De er et meget fornuftigt og sat Menneske; det er ypperligt, at jeg følger med Dem, ellers gjorde jeg vist Dumheder. Hør, fortæl mig engang hvem der kommer hos Fru St:-Clair. Eller, lad os gaae hen og drikke en Flaske Champagne; - jeg har ingen Penge hos mig; men De kan vel lægge ud, og saa kan De der fortælle mig hvilke Folk jeg vil træffe paa Fredag. Men det er jo sandt, - udbrød han, inden jeg kunde faae et Ord fremført; - det første skulde da have været en eftertrykkelig Protest imod Champagnen - Vilhelm kommer jo der; han har jo spillet med hende. Sacre dieu, jeg maa op til ham.

Og afsted fløi han, men vendte strax om igjen, for at bede mig ikke at tale til et Menneske om den Historie, han havde fortalt igaar, da den som sagt var opdigtet fra Ende til Anden.

Ikke sandt, sagde han og trykkede mine Hænder, det lover De. De er vist en brav Fyr. Jeg troede rigtignok igaar, at De var en Pedant, thi De seer saadan ud; men nu har jeg lært Dem at kjende. Og kan jeg nogensinde være Dem til Gjentjeneste, saa befal over mig, og De skal see, jeg er Deres Ven.

Og nu foer han afsted som om hans Liv stod paa Spil.

Jeg var glad ved at blive ene; thi jeg trængte til at samle mine Tanker. Hvad skulde jeg tænke om det Hele? Jeg havde al mulig Grund til at troe, at hans Historie fra igaar var sandfærdig; thi foruden den omtalte Forlegenhed, som jeg havde opdaget hos Emilie, er der en Umiddelbarhed hos Felix, som forlanger, at man troer ham paa hans første Ord. Dog paa den anden Side kunde jeg ikke tænke mig, at en saa anstændig og velopdragen Pige som Emilie kunde indlade sig paa at assistere en Gadestryger som Felix i hans Forsøg paa, at indtrænge sig i Familien. Var dette Tilfældet, da havde jeg taget Feil af Pigen; da var hun ikke den bly, dannede Qvinde, som mit Hjerte begjærede. Da havde jeg ikke Andet at gjøre end at aabenbare Sagen for hendes Moder og derefter trække mig tilbage. Hvor ubehageligt dette vilde blive mig, behøver jeg neppe videre at forklare; thi det var jo aabenbart, at Felix vilde revangere sig og fortælle Løst og Fast, for at nedsætte 50| min Moralitet, Noget, som desværre vilde være ham altfor let, takket være min ubesindige Opførsel igaaraftes.

Dog en saadan Feiltagelse vilde jo næsten være en Umulighed for en Mand med mit Observationstalent. Denne Tanke beroligede mig, og jeg følte mig mere og mere overbeviist om det Ugrundede i Historien. Imidlertid besluttede jeg at være ivrigere i min Opmærksomhed imod Emilie, paa samme Tid jeg nøie vilde iagttage hendes Opførsel imod Felix. Ikke fordi jeg videre frygtede ham; thi hans naragtige og letfærdige Væsen vilde umuligt være istand til at vække nogen øm Følelse i hendes dybe Sjæl; men jeg ansaae det alligevel rigtigst at benytte dette Varsel til ikke at spilde Tiden, og blev enig med mig selv om, at gribe den første Leilighed, der tilbød sig, til at aabne mit Hjerte for hende, og, hvis hun deelte mine Følelser, da endnu under min Faders Nærværelse at anholde om hendes Haand hos hendes Moder, og offentlig declarere vor Forlovelse.

51|

VII