Slutning

I

Vi kunne ikke nære selv den allerubetydeligste Tvivl om, at Cancellisten, da han Morgenen efter sin Forlovelsesdag bandt sit Halstørklæde, jo dvælede længere for Speilet end han strengt taget behøvede til denne Forretning. Men det var i en ufrivillig Erkjendelse af, at han ikke havde ene sine aandelige Evner at takke for Gaarsdagens Seier, at han lod sine Øine, Bakkenbarter, Tænder, Hænder og Stilling passere Revue; og han forlod Speilet med en Mine, der mindede om Keiseren, naar han sagde: Soldaterjeg er fornøiet med Jer.

Derimod have vi ikke den allermindste Grund til at troe, at Felix den samme Morgen brugte mere end fem Minuter, til at ryste Søvnen af sine Lemmer og gjøre sit Toilette; thi det Udtryk af Glæde, som hvilede over hans Ansigt, da han bevægede sig ned ad Gaden for at naae den Caffé, hvor han i Regelen begyndte sin Dag, vidnede tydeligt om, at han tænkte paa Nogen langt interessantere end sig selv. Og da han til aftalt Tid traadte ind i sin Ven Vilhelms Værelse, var han heller ikke seen med at fortælle Augusta, at han var saa tidlig oppe, fordi han havde drømt om Emilie den hele Nat; de var seilet sammen i en Gondol, Musikken havde tonet fra den oplyste Concertsal svagere og svagere som de fjernede dem; hun lænede sit Hoved imod hans, imedens han sang sin Romance, tilsidst var det som om Alting forgik omkring dem, og de stode ene paa Øen.

Det er Skade, Du ingen Nummere har drømt med det samme, bemærkede Vilhelm tørt, de var vist kommet ud

O, Fanden i Vold med Lotteriet og Pengene; jeg er saa lykkelig. En Drøm er intet tomt Blændværk, den kommer ikke af Blodet, som 118| Lægerne ville forklare os; nei det er vor Aand, der svinger sig let, befriet fra sit Fængsel. Hendes maa have været med, hun maa have drømt om mig; troer De ikke det Samme?

Augusta saae sørgmodigt til ham, idet hun sagde:

O, jeg vilde gjerne troe det.

Det var Skade alligevel, at Du ingen Nummere drømte, sagde Vilhelm.

Bah, sagde Felix og nynnede paa sin Romance.

Vilhelm gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og vexlede Øiekast med Augusta, endelig udbrød han:

Hør Felix, hvad vilde Du gjøre, hvis Emilie forlovede sig med en Anden?

Vente til hun bliver gift, svarede Felix med et tillidsfuldt Smil.

Bravo, sagde Vilhelm, Du er en Dreng, man kan have Ære af, og længe faaer Du vel ikke at vente; thi Cancellisten kan da holde Bryllup naar det skal være.

Cancellisten? gjentog Felix og hans Smiil forlod ham, hvad vil Du sige dermed?

Vilhelm taug stille, da han saae Felix bleg som et Liig.

O nei, vedblev denne, det er jo umuligt. Ikke sandt, Augusta, Vilhelm vil gjøre Løier med mig.

Det var et stygt Svar, De før gav, sagde Augusta istedetfor at svare; og dog nu De er saa bleg, vilde jeg næsten ønske, De mente det.

Ja vist mener jeg det, erklærede Felix barsk; jeg siger aldrig andet, end hvad jeg mener. Fortæl mig det derfor kun reent ud; er det sandt? Aa det er fortræffeligt! jeg glæder mig ganske mageløst derover; - saa venter jeg til Cancellisten, denne vindtørre Pedant -

Han vilde fremtvinge en Latter, for at man kunde være vis paa at han glædede sig; men Stemmen svigtede. Hans Ansigt fortrak sig, Blodet perlede frem fra Underlæben, imens han vred Hænderne, saa Handskerne sprængtes i alle Sømmene. Augusta gik hen imod ham og tog hans Haand, men han trak den til sig idet han sagde:

Hvad vil De? jeg er ikke syg, langtfra. Jeg morer mig med at rive mine Handsker itu, jeg har ikke Brug for dem. Nei, naar Cancellisten har havt Bryllup, saa skal jeg igjen til at gaae med gule Handsker.

Augusta vendte sig bort; hun vilde gjerne have trøstet ham. Vilhelm stod taus; han saae, at han for tidligt havde rost ham.

Jeg maa dog derhen forinden, vedblev Felix, jeg maa gratulere; det 119| hører sig jo til, ikke sandt, Vilhelm? Hun maa ikke mærke at jeg bryder - jeg mener, hun maa ikke mærke, at - at jeg aldrig har været iblandt Folk før. Lad os strax gaae derhen, Vilhelm; der er maaskee mange Mennesker, saa kunne vi ubemærket - o Rædsel, om jeg saae dem, som Candidaten og hans Kjæreste i Forgaars.

Han gjemte sit Ansigt i sine Hænder og sad længe stille. Taarerne løb ned ad Augustas Kinder, og hendes vaade Blik var fæstet paa Felix. Vilhelm trak paa Skuldrene mere ærgerlig end medfølende. Endelig reiste Felix sig og spurgte hvorfra de vidste det.

Af dette Brev, svarede Vilhelm, hvori Capitain Jespersen tillige lader mig vide, at han er reist til Fyen, og først kommer tilbage igjen om en Maaned.

Felix stirrede paa Brevet, som om han vilde lære det udenad Tilsidst lænede han sig tilbage i Sophaen og spurgte Augusta i en bønlig Tone, om han maatte ligge der en halv Times Tid Hun gav ham et Par Slængpuder, og Vilhelm satte sig til Instrumentet og varierede nogle Kjæmpevisemelodier. Da Felix endelig reiste sig var han endnu bleg og sørgmodig, men dog rolig; han takkede sin Ven for hans Spil, og maatte love Augusta at komme op til dem, hvergang de sørgelige Tanker fik Overhaand hos ham. Og han kom stadig flere Gange om Dagen.

120|

II

Onsdagen efter Forlovelsen havde Rygtet spredet sig, om ikke til selve Rom, saa dog saa vidt, at man med Grund kunde vente en Deel Visitter. De Nyforlovede ajournerede derfor dem, de selv havde at gjøre, og imellem Klokken eet og halvfire var vor Ven Cancellistens Tid saa optagen med at drikke Chocolade og tage imod Gratulationer, at han ikke engang fik Leilighed til at fremkomme med nogen af sine Yndlings-Meninger, men endogsaa var nødt til at lade en Bemærkning om Sprogsagen hengaae upaatalt, uagtet den i fuldeste Maade stred imod hans, som vi vide, ved betydelige Grandskninger i den Retning uddannede Mening. De ældre Damer havde engang faaet Fingre i ham, og han maatte holde her. De Yngre vare som sædvanligt flygtede ind i et Sideværelse; der var naturligviis altfor meget at spørge Emilie om, til at det kunde skee i Kjærestens Nærværelse. Hun var imidlertid ikke synderlig oplagt til at give sine Veninder fyldestgjørende Forklaringer; hun undgik dem det Bedste hun kunde, og var i sine Svar temmelig ordknap. Der var en Forskjel imellem hende nu og i Fredags; man skulde neppe troe, det var den Samme, der sidst lod sine lystige Indfald fri Flugt, og hvis hjertelige Latter havde faaet Veninderne paa Gled, saa de fortalte meget mere, end de egentlig havde havt isinde. Det undgik heller ikke at blive bemærket, og den lille muntre Frøken sagde til Gine Fresneuil:

Nei, hvis vi Alle skulde blive saa kjedelige, saa troer jeg rigtignok, at jeg vilde lade være at forlove mig.

Frøken Petersen, der vare mere sat, syntes derimod særdeles tilfreds.

Gud Emilie, sagde hun, Du kan aldrig troe, hvor jeg blev glad, da jeg hørte at Du var bleven forlovet. Hvor vi skal have det rart nu, naar vi komme til hinanden; for det er ved Gud næsten flaut, at være ene forlovet Pige i et stort Selskab. Som sidst hos Jer, da denne Hr. Behrens eller hvad han hedder, kom og var næsviis. Hør, Emilie, Du kan aldrig tro, hvor Poulsen var opbragt. Det er sandt, jeg maa da hilse 121| saamange Gange fra Poulsen; det gjorde ham saa uhyre ondt, at han ikke var hjemme igaar, da Du var saa artig, at komme og præsentere Din Kjæreste; og ligesaadan at han ikke kan komme her idag. Men Du veed, at det er de ækle Formiddagstimers Skyld; men vi komme her en Aften med det Allerførste.

Ja, Gud Emilie, afbrød Gine hende midt i alle hendes Behageligheder, hvad var det dog for en Hr. Bearn; jeg hørte iforgaars en Historie om ham og et Fruentimmer, som skal have tjent for Stuepige hos Din Tante Lind

Nei, det maa De undskylde, sagde Lotte ivrigt; det er ikke ham; men det er Hr. Flint; for det har Poulsen hørt hos Major Skades, hvor Fru Lind selv har fortalt det, da Flint informerede der; men han fik da snart Næsen mod Stuedøren kan jeg troe.

Ja, jeg vil ikke sige imod, sagde Gine; men jeg har rigtignok hørt for ganske vist, at det var Hr. Bearn.

Men de ere jo Venner, bemærkede den lille muntre Frøken, og Venner have alting tilfælleds.

Damerne loe og sagde fy; Emilie var indigneret, og sagde:

Det er vist meget morsomt, siden de alle lee deraf; jeg synes blot at vi burde vente med at bringe saadanne Historier om i Byen, til vi havde en bedre Hjemmel for os end Tante Lind.

Mig er det ligegyldigt om det er sandt, sagde den lille Frøken; naar det blot er morsomt.

Men det er ikke synderligt morsomt for Hr. Flint, indvendte Emilie, han mister sine Informationer, hvoraf han lever.

Og hvoraf hans Dame lever, det er rigtigt; bemærkede den lille Frøken. Emilie lænede sig tilbage i sin Stol, uden at værdige hende noget Svar.

Herregud Emilie, vedblev Frøkenen, fordi Du er bleven forlovet, have vi Andre da ikke Lov at more os? Du er da ogsaa bleven ækel alvorlig.

Det kan være muligt, at jeg er bleven alvorlig, sagde Emilie, imidlertid er det da intet Nyt, at jeg forsvarer dem, der ere borte.

Nei, deri maa jeg give Emilie Ret, sagde Frøken Gine; kan I huske sidst, hvor hun tog paa Vei, da jeg kom med den lille Historie om Brevtasken? og der var dog noget galt, - jo Emilie det veed Gud der var; for jeg hørte det siden omstændeligt. Og det var ude paa Stierne, og ikke som Du sagde, da Du gik ned fra Holms - 122| Nei, nu tager De igjen feil, afbrød Lotte, det var ved Hesten paa Kongens Nytorv. Det veed jeg meget bestemt; for det har Poulsen selv hørt i Dannelsesqvindeinstitutet, hvor han læser Religion. Det var som sagt lige ved Hesten, og saa var det at - tys, det er Hr. Jespersen - nei, hvor var hun ikke sød i det Coustume, og hvor hun spillede!-Ja Du, og saa den Scene, hvor Hultmann kommer ind. Gud! naa! nei, det maa Du endelig see, Emilie. Og Hr. Jespersen glædede sig ved sin Kjærestes dannede Omgangskreds, hvis levende Interesse for Kunsten tilstrækkeligt borgede ham, at ingen Fare fra den Kant truede hans moralske Kjærligheds Himmel.

Og i de første otte af hans Forlovelsesdage kjendte virkelig hans Lykke ingen Grændse. Den Mængde Visitter, der vare at aflægge, gav ham en hidtil ukjendt Leilighed til at udvikle sine Yndlingsmeninger over Nationalitet og Literatur, og han erhvervede sig i de første to Dusin Visitter en saadan Færdighed, at han blot brændte af Begjærlighed efter, i de paafølgende* at træffe paa sin tidligere Modstander, Candidat Poulsen, for da ved en glimrende Seir at anoncere sin Optræden som Salonæsthetiker. Men Visitterne bleve besørgede, uden at noget saadant Sammenstød fandt Sted, og, det er med en vis Skamfuldhed vi tilstaae det, Hr. Jespersen var forfængelig nok til at troe, at ikke Skjæbnen men Feighed hos Candidaten var Skylden. Det være nu som det vil, han trøstede sig med, at Seiren var ham vis, om den ogsaa blev opsat; og imidlertid indtraf Omstændigheder, der lidt efter lidt dæmpede hans Kamplyst, og beskjæftigede hans philosophiske Hjerne med nye og uventede Tanker.

Vi have tidligere seet os istand til at kunne berette, takket være hans omstændelige Manuscript, hvor møisommeligt han havde arbeidet, for at bringe Emilie til at indtage det høie Standpunkt paa Moralens Stige, som hans Hjerte fordrede af den Qvinde, han vilde lyksaliggjøre med sit Valg. Vi beklagede, ikke at kunne give nogen udførlig Beskrivelse af det høitidelige Øieblik, da han begjærede hendes Haand og Hjerte; imidlertid have vi dog senere været saa heldig

* Tallet paa Forlovelses Visitter er Legio, og kan derfor ikke tælles enkeltviis; man bruger for Nemheds Skyld, at tage dem dusinviis, ligesom Linned, eller sneseviis ligesom Tørv. Formelen i sidste Tilfælde bliver da: x = [x][x] o.s.v.123|

dig at erfare, at han, da han modtog hendes Ja, efter forudgaaende moden Overveielse begrændsede sin Lykke saa nær, at han nøiedes med at trykke et Kys paa hendes Haand, og derpaa at føre hende, der i hiin Time villieløs lod sig lede som et Barn, ind i det andet Værelse, for at modtage den moderlige Velsignelse. Samme Dag indtraf Faderens Afreise, og Huset blev saa forstyrret, at han ikke et Øieblik var ene med sin Elskede. Den næste Dag begyndte allerede Visitterne; og den korte Tid, de opholdt dem hjemme, var aldeles optagen med de nødvendige Referater af, hvor de havde været, hvem de havde truffet, hvad de havde faaet &c. Saaledes gik mange Dage. Hr. Jespersen var bestandig lykkelig, det tvivlede han intet Øieblik om; han vidste at sætte Priis paa at gaae med sin Kjæreste under Armen, at sige Du til hende og at tage hendes Haand, som hun engang imellem ogsaa overlod ham. Tillige tiltalte hendes stille og alvorlige Væsen ham i en utrolig Grad, og glædede ham usigeligt, da han deri saae bekræftet, hvad han saa ofte havde læst, at Livets Alvor først gaaer op for den unge Pige paa hendes Forlovelsesdag. Imidlertid manglede der ham dog Noget, og med hver Dag blev denne Mangel ham mere følelig.

Ja, det er meget underholdende at tale Æsthetik, saare behageligt at fordybe sig i kritiske Undersøgelser om Moralen, og overmaade kildrende at producere sig paa Dydens slappe Linie; men alt dette kan man gjøre uden at være forlovet; alt dette er egentlig ikke Pointet i Forlovelsen, ja reent ud sagt, det er slet ikke derfor, at man forlover sig. Vi vide jo alle, selv i den mindste Classe i Pigeinstituterne kan man det udenad, at der er en Hemmelighed, der forener de Forlovede til et stort Laug, en Hemmelighed, som ogsaa gjerne kunde kaldes en Offentlighed, der indvier dem og stadig recreerer dem, ligesom de morsomme Talemaader muntre Frimurerne, for at de ikke skulle blive kjede af Legen og mælde sig ud.

Vor Ven Cancellisten var endnu ikke indviet i Lauget.

Vi ville saaledes kunne forstaae, at det ikke var uden en hemmelig Ærgrelse, at han hørte sin Fader, ved dennes Tilbagekomst en Maaneds Tid efter, i lystig Skjemt bebreide Emilie, at hun ikke fløi ham om Halsen og kyssede ham, som det sig en brav Svigerdatter egner og anstaaer; men dog godmodig selv undskyldte hende med, at hun maaskee var bleven kjed af det Kysseri, hvad der vilde være ret vel, da det langtfra var noget opbyggeligt Syn at være Vidne til. Cancellisten turde af Forlegenhed neppe see til Emilie, der skjulte sin Forvirring, 124| ved at opføre sig som en brav Svigerdatter, og saaledes, at hendes Forlovede ikke var langt fra at ønske, at han havde været sin egen Fader. Og ligesom om Skjæbnen ret den Dag fandt sin Fornøielse i at plage ham, saa hændte det sig, at Candidaten med Kjæreste netop kom, da hans Fader tog Afsked, for som han forklarede, at træffe en Mand, med hvem han havde en vigtig Forretning. Dette Møde, som han faa Dage tidligere vilde have lykønsket sig til, var ham nu utilpas; og det var langtfra med sin tidligere Kamplyst, at han indlod sig paa en Dissertation om de tidligste Spor af de skandinaviske Sympathien Han manglede aldeles Ord, og det var med uhyre Anstrængelse at han kunde formaae sine Tanker til at bevæge sig udenfor den Cirkel, hvori de til hans Pine havde dreiet sig i den sidste Tid Candidaten derimod havde aldrig været mere veltalende; han pauserede kun for at give Cancellisten Tid til at forplumre sig, og imedens styrkede han Kræfterne til nye Seire, ved at kysse sin Kjæreste. Og da han tilsidst, i sin Begeistring over nogle paa Færøerne fundne Sympathier, udraabte: Er det ikke ganske, som om Nationerne nu vare vaagnede til deres første Kjærlighed? Disse beslægtede Røster, som tilraabe hinanden fra Kyst til Kyst, er det ikke ganske som de Forlovede, der aldrig kunne kjedes, ved at sige til hinanden: jeg elsker Dig? ganske som de Kjærligheds Kys, de Elskende aldrig kunne trættes ved at give og modtage? da tabte vor Ven ganske sit Mod; det var som om Jorden svandt under hans Fødder, og han erklærede sig for overvunden, imedens han i sit Hjerte bandede Nationalitet, Moral og Fru Flygare, men især den bly Qvindelighed

125|

III

Den Mand, med hvem Capitainen havde saa vigtige Forretninger at afgjøre, at han ikke kunde blive, var ingen anden end vor Ven Vilhelm Flint. Der blev en Jubel, da den brave Landmand traadte ind ad Døren. Vilhelm raabte Hurra, Augusta fløi ham om Halsen, og selv om det var Felix saa reiste han sig fra Sophaen og gjorde Forsøg paa et Entrechat, for ogsaa at lægge sin Glæde for Dagen.

Naa, Gudskeelov, her skinner dog Solen, sagde Capitainen, imedens han trykkede sine Venners Hænder; og den Smaa har lært at lee siden jeg var her sidst, vedblev han idet han vendte sig til Augusta, naa, det er Tegn til at De har det godt.

Jeg har Intet mere at ønske, sagde Augusta.

Det var noget stivt, men forresten ret heldigt, thi jeg, der for en Maaned siden lovede at tage mig af Deres Sager, jeg har lige til nu strøifet om paa Landeveiene, og om jeg ogsaa tidt har tænkt paa Dem, er det dog hidtil ikke blevet til videre.

Ja, Hr. Capitain, sagde Vilhelm, Forholdene have forandret sig noget siden sidst, nu er Talen ikke længere om, at skaffe Augusta en Condition, men snarere mig et Embede, at jeg kan blive istand til at holde Familie; thi dette Musikanterleben skal vi ikke blive fede af, besynderlig om det skal blive ved som det er begyndt i denne Maaned, da jeg næsten har mistet alle mine Informationer. Men alt dette kunne vi siden tale om; idag ville vi more os. Lad os tage ud at spise til Middag paa Fredriksberg.

Jeg vilde paa min Sjæl gjerne, sagde Capitainen, især da det De sagde mig om Deres Informationer paa en Maade kommer mig beleiligt; jeg har nemlig et Forslag at gjøre Dem, hvorom vi rart kunne tale underveis. Jeg havde rigtignok betænkt, først at see mig om efter Værelser; thi jeg bliver her nu hele Vinteren, og kan ikke lide at ligge paa Gjæstgiversteder.

Det kan strax gjøres, sagde Vilhelm; Værtinden herovenpaa har 126| netop nogle Værelser ledige, og spurgte mig imorges, om jeg Ingen kjendte, til hvem jeg kunde anbefale hende.

I mindre end en halv Time var Værelserne leiede, og Capitainens Tøi bragt op.

Nu skal vi fornøie os, sagde han.

Augusta klappede i Hænderne af Glæde.

Naa, op Dig, Felix, sagde Vilhelm; bort med Sorgen for idag. For Fanden, vil Du lade Capitainen kunne fortælle sin Søn, at Du hænger med Næbet, fordi han blev forlovet.

Felix reiste sig og rystede sig som om han derved kunde afkaste de sørgelige Tanker, der tyngede ham; vendte sig derpaa til Capitainen og sagde:

De skal ikke troe hvad han siger. Jeg hænger ikke med Næbet fordi Deres Søn er forlovet, tvertimod, jeg er ret glad derover; jeg venter indtil - et Blik fra Augusta standsede ham - nei, jeg mener, jeg har faaet Lov til at ligge paa Sophaen - naar jeg har Jammer, og jeg var igaaraftes paa et frygteligt Sold. Men det gjør Intet, De skal see, jeg kan være lystig; meget lystigere end sidst jeg var i Selskab med Dem.

Og for at bevise sin Lystighed, sparkede han til en Stol, saa den fløi hen imod Væggen. Augusta gik hen til ham, og sagde med et bedende Blik:

Ikke vild, Felix, De veed hvor ondt det gjør os at see Dem saaledes.

Nei, nci, tilgiv mig Augusta, sagde Felix idet han tvang sig; see saa, nu er jeg rolig. Lad os saa komme afsted; men tal til mig, saa bliver jeg i godt Humeur.

Hun tog hans Arm, og fortalte ham om alle de Bagateller, der var forefaldne siden igaar, disse tusinde Intetheder, hvoraf Fruentimmernes Conversation bestaaer; men som ofte have en Interesse, man forgjæves skal søge i den lærdeste Professors skarpsindigste Forelæsninger. Heller ikke blev Felix længe døv for hendes bløde Organ, saa at han, da de paa Gammeltorv steg op i en Drosche, der sat paa Kjælker figurerede som Kane, lo fornøiet til Capitainen og spurgte ham, om han senere var kommet paa det Rene, om det var her eller paa Kongens Nytorv at hans Søn boede.

En Kjøretour i den friske Vinterluft giver Appetit og godt Humeur. Værelset, der modtog dem, var hyggeligt, Maden god, og enhver af dem lod til at gribe det Gemytlige i Nydelsen, og i Øieblikket at glemme alt det Forbigangne. Vinduerne vendte ud imod Haven, 127| over de puddrede Trætoppe saae man Søens speilklare Flade, og i Baggrunden kunde man skimte Byens Kirketaarne igjennem Taagen. Der er ofte en Stilhed udbredt over et Vinterlandskab, som giver det en Hyggelighed man forgjæves vil søge i en anden Aarstid.

Augusta følte netop Indtrykket deraf da hun sagde:

Hvor her er smukt; saa stille og saa venligt. O, hvor jeg er lykkelig.

Paa min Sjæl, udbrød Capitainen, det er sjeldent at høre Nogen sige, han er lykkelig, om han ogsaa eier Gaard og Gods og fuldt op i alle Maader. Og De, mit Barn?

Hvad skulde jeg da ønske mere, spurgte hun og lænede sig op imod Vilhelm; aa jo, rettede hun sig og rakte sin Haand til Felix; jeg vilde ønske, at vi alle vare saa lykkelige som jeg.

En enkelt Solstraale faldt igjennem Vinduet og kastede sit Lys over den Lykkeliges smukke Ansigt. Vilhelm hvidskede sagte til hende; Capitainen klinkede med Felix, der derefter sagde:

Ja, De er lykkelig, Augusta, men Faa fortjener det som De. Og jeg veed ikke hvorfor, men det forekommer mig, at Deres Ønske maa blive opfyldt; at jeg ogsaa - jeg vil troe, at De har bedet for mig, en Retfærdigs Bøn siger man formaaer meget. O jeg er saa let; det er Deres Ord jeg skylder det.

Jeg vil tro, det er Vinen, sagde Augusta.

Men vi lærte i Skolen, at i Vinen boer Sandhed; jeg troer derpaa. Ja, Hr. Capitain, endnu er alle Dages Aften ikke kommen. Mine Herrer, jeg tillader mig at foreslaae: Emilie St. Clair.

Skaalen blev drukket; men Capitainen og Vilhelm loe saa smaat til hinanden. Felix saae det, og sagde:

Det er det samme, Capitain, De kan faae lidt paa Randen om De ønsker det, at det ikke vil vare længe med Forlovelsen.

Det var Satans, sagde Capitainen, jeg parerer ellers aldrig, men jeg synes fra mit Standpunkt af, som min Hr. Søn udtrykker sig, at jeg ikke godt kan undslaae mig. Men til hvornaar?

Idag en Maaned, saa drikke vi hendes Skaal i Champagne, og min med, dersom det bliver Dem, der betaler.

Holdt, sagde Capitainen.

Han bliver slem imorgen, hvidskede Augusta til Vilhelm; saaledes var han ogsaa i forrige Uge engang, da han troede i Skumringen at have seet hende stirre ud af Vinduet. Men Dagen efter var han næsten fortvivlet, og neppe til at styre.

128|

Hun blandede sig nu i Samtalen, og fik lidt efter lidt Felix, med hans bevægelige Sind, til at høre efter og at glemme sine Pareer og sine Sorger. Capitainen havde naaet det Stadium, hvor den ene kraftige Eed afløser den anden, og saaledes bandede han til sine Venners store Fornøielse paa, at Vilhelm skulde kaste det Spillemandswirtschaft paa Hylden, drage med ham til Fyen og hjælpe ham der med at anlægge nogle Fabrikker, hvortil det meget overflødige Vand, han havde paa sit Gods, længe havde opfordret ham. Kaffeen blev drukket, uden at man opnaaede nogen fast Beslutning i den Henseende; derimod var man bleven enige om, at benytte den sidste Rest af Dagslyset, til at spadsere hjem ved. Man fik Tøiet paa, og imedens Augusta ved Felix's Arm hørte paa en Episode af hans seneste Begivenheder, med en Opmærksomhed som om det var første Gang han fortalte hende den, bandede Capitainen lystigt op for Vilhelm, for ganske at overvinde hans Betænkeligheder.

Saaledes naaede de hurtigt Søerne, og der maatte de ned, for at glide paa Iis. Vilhelm foran, og saa Felix, der ved sin Fortælling var kommen i godt Humeur, og sang Coloraturer; saa Capitainen, der kunde snurre sig to Gange rundt, og endda havde Fart nok til at glide videre, og tilsidst Augusta, der paastod at kunne gjøre det ligesaa godt, men snublede ved det første Forsøg, saa Vilhelm bad hende lade det beroe dermed, da Capitainen ene havde opfundet denne Øvelse, for at faae hendes Strømpebaand at see. Capitainen lo og holdt sig nu bagest for at muddre hende; men hun fortalte ham, at han slet ikke havde nødig at tage sine Hænder tilhjælp for at muddre. Under saadanne Lystigheder naaede de snart den anden Bred, og stege forpustede op paa Stien, for i Rolighed at tilbagelægge Veien til deres Hjem.

Men nu vilde Skjæbnen, eller som Cervantes siger Fanden, der aldrig sover men har sit Spil allevegne, at Fru St. Clair, Datter og Kjæreste, i Selskab med Justitsraadinden og hendes Mand netop skulde foretage en Spadseretour ud af Nørre- og ind ad Vesterport, og netop skulde komme over Ladegaardsveien, da vore Venner gik op midt paa Stien. Afstanden var saaledes for stor, til at Nogen af Parterne kunde see hinanden, især da Skumringen nu begyndte at falde paa; men selv om det havde været ved høilys Dag, vilde de neppe itide have opdaget hinanden; thi Vilhelms Selskab var altfor beskjæftiget med forskjellige Planer om hvorledes de skulde forslaae Resten af 129| Dagen, og det Andets Opmærksomhed var aldeles absorberet ved en uforskammet Tigger, der paa en paatrængende Maade var fulgt efter dem, og ikke engang vilde gaae, efterat Juristen, for at skaane Damerne især Fru Lind, som lod til at befinde sig høist ilde ved dette Følgeskab, havde overtraadt sine Principer i saa Henseende og givet ham otte Skilling. Saaledes mødtes de til en gjensidig ubehagelig Overraskelse. Vilhelm vilde hurtig passere forbi; men Capitainen fandt det rigtigst at sige et Par Ord til Fru St. Clair og standsede; Augusta havde ondt ved at holde Felix tilbage, der i sit Raseri over at see Juristen med Emilie under Armen, vilde styrte løs paa ham, da pludselig Fru Lind gjenkjendte hende og udbrød:

Ah det er saadant Selskab, Hr. Capitainen foretrækker for vort; kom kjære Svigerinde, lad os gaae; thi vi have ikke isinde, at encanaillere os med en Jomfru, der løber paa Gaden ved Nattetid med unge Herrer.

Der blev en almindelig Forstyrrelse.

Hvad behager, skreg Justitsraaden; ja sand for Herren, min Kone har Ret; og denne Herre, som torterede mig, jeg kjendte ham strax forleden. De kan maaskee erindre, Capitain Jespersen -

Man talte i Munden paa hinanden. Fru St. Clair var forvirret, Fru Lind gav den fornærmede Dyd; hendes Mand snakkede, Capitainen bandede, Cancellisten udbad sig Ordet, Vilhelm var rasende, Augusta græd, Felix var ulykkelig og Emilie forlegen. Capitainen skreg høiest; men Vilhelm traadte imellem, og idet han tog Augusta ved Haanden og slog hendes Slør tilside, saa man saae Taarerne, der løb ned ad hendes liigblege Kinder, sagde han med en Stemme, der forbød enhver Afbrydelse:

Denne Pige er min Forlovede, og hvis De, Fru Lind, endnu blot med en Mine fornærmer hende, da maa De være vis paa at have en Forsvarer, der kan slaaes med mig; thi, ved Himlen, De tvinger mig ellers til, hvad jeg beder Gud bevare mig fra, at insultere et Fruentimmer.

Fru Lind vilde maaskee have svaret; men idetsamme udstødte Augusta et Skrig og klyngede sig op til Vilhelm med alle Rædselens Træk præget i sit Aasyn. Vilhelm fulgte hendes Bliks Retning, og hurtigere end det kan fortælles rev han sig fra hende, sprang med et Sæt over Grøvten og trængte sig igjennem Buskene, der stod paa den anden Side. Forvirringen blev afløst af en Forbauselse, der langtfra 130| formindskedes, da Capitainen og Felix paa et Vink fra Augusta hurtigt fulgte efter. Selskabet stod nogle Øieblikke raadvild; men fortsatte derpaa sin Spadseregang, imens Cancellisten søgte om Ord og Justitsraaden havde for mange til at forklare dette Tilfælde med Men Emilie vendte sig om, og da hun saae Augusta næsten afmægtig støtte sig mod et Træ, løb hun tilbage, og kom tidsnok for at gribe hende i sit Fald. De Andre kaldte paa hende, men hun raabte:

Moder, kom dog; hun døer hvis vi ikke hjælpe hende.

Fru St. Clair kom til og løftede hendes Hat og Kaabe af, imedens Emilie gned hende med Snee i Tindingerne; endelig kom hun igjen til Besindelse.

Vær nu blot rolig, sagde Emilie, nu kommer Deres Selskab strax. Moder, gaa Du, de Andre vente; jeg løber hurtig efter Jer. Hører De, nu kommer de over Marken. Lad mig hjælpe Dem Deres Kaabe paa igjen. Hvor De ryster; der, tag min Flacon, at De ikke skal faae ondt.

Og saaledes søgte hun med venlige Ord, at berolige den, hendes Tante nys havde forhaanet, og som nu sad rystende over hele Legemet, men med Øret vendt imod Jorden, for at opfange den mindste Lyd. Endelig sagde hun:

Ja, det er ham der kommer, Gud være lovet. Og Dem, vedblev hun, idet hun tog Emilies Haand og trykkede den til sine Læber, hvorledes skal jeg takke Dem?

Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Emilie bøiede sig imod hende og kyssede hende; men idetsamme knagede Buskene for Felix, der brød sig en Gjennemgang, og hun løb hurtig ned ad Stien efter sit Selskab, der flere Gange utaalmodigt havde kaldt paa hende, og tilsidst havde ladet Cancellisten gaae hende imøde.

Den unge Hr. Jespersen ledsagede Damerne til Fru St. Clairs Huus, hvor han forlod dem, for efter Sædvane at reflectere over det Passerede og forberede sig til sit Aftencursus. Justitsraadinden med Raaden stege op med, for endvidere at udbrede sig over det Forefaldne. De sædvanlige Stiklerier imellem Tanten og Niecen begyndte, og alle Fru St. Clairs Bestræbelser uagtet fortsattes de stedse hæftigere og hæftigere. Tilsidst sagde Fru Lind, da hendes Svigerinde igjen havde gjort et Forsøg paa at gaae imellem:

Nei, min kjære Julie, det er og bliver en Feil af Dig; et saadant Fruentimmer maa man overlade til sin Skjæbne, og Du burde have taget Din Datter bort derfra, istedetfor at hjælpe med 131| Fru St. Clair saae ganske forknyt ud; men det kogte i Emilie, og hun sagde:

Og hvad har dette Fruentimmer da gjort, at vi skulle lade hende ligge halvdød paa Veien? Du siger, at hun har solgt sig, for at kunne føre Stads og Ingenting bestille; men er det saa stor en Synd, hvorfor har Du da faaet mig til at begaae den samme? Dette Fruentimmer, som Du foragter saa dybt, hun elsker dog den, hun har solgt sig til; jeg saae, hun leed Dødsangst for hans Skyld; men jeg elsker ikke Hr. Jespersen; før var han mig ligegyldig, og nu, Tante, nærer jeg omtrent de samme Følelser for ham, som for Dig.

Men Emilie, afbrød Fru St. Clair.

Kjære Moder jeg har sagt Tante engang for alle, at jeg ikke vil taale en eneste Bemærkning af hende over min Opførsel. Begynder derfor Tante at være uartig -

Jeg mærker nokjeg gjør klogest i at holde mig herfra, afbrød Tanten, det er rigtignok haardt, at blive viist Døren af et Barn, man selv har holdt over Daaben, men, min kjære Julie, jeg har troet at gjøre Dig en Tjeneste ved at yttre mig om Din Frøken Datter; thi den unge Jespersen har beklaget sig for mig.

Han behøver ikke at uleilige Tante med sine Beklagelser.

Men naar han nu har gjort det, min Pige, saa troer jeg at opfylde min Pligt ved at udrette hans Ærinde. Og nu skal jeg saamæn ogsaa bringe ham Dit Svar.

Gjør det Tante, saa forskaaner Du mig derfor; der kommer han.

Som vi før havde den Fornøielse at bemærke, havde vor Ven Cancellisten naaet det Standpunkt, at han næsten fortvivlede over sin Kjærestes fine Anstændighedsfølelse. De Agrements, hvorom han havde læst og som han havde seet andre forlovede Herrer nyde, gik rent hans Mund forbi; og især greb ham den uhyggelige Følelse af ikke at være rigtig forlovet, naar han var Vidne til den Lethed, med hvilken Candidat Poulsen viste Publicum at han var det. Sine tidlige Forskninger over Nationalitet, Literatur og ægte Qvindelighed havde han derfor aldeles lagt paa Hylden, for udelukkende at beskjæftige sig med at løse det vanskelige Problem, som bestod i at føre sin Kjæreste tilbage til et vist Punkt, som hun ved hans lærerige og moralske Omgang maatte have overskredet. Efter flere Nætters grundige Studium var han endelig kommen til det Resultat, at en saadan Tilbageførsel vilde være uhensigtsmæssig, og ene af den Grund, at han aldrig 132| vilde kunne vide, naar netop hun naaede dette kildne Punkt, som han derfor i sit stille Sind kaldte x. Den theoretiske Vei forekom ham uendelig lang, han besluttede derfor at forsøge den practiske, og ved en dristig Handling at gjøre sig til virkelig Medlem af Lauget. Hr. Jespersen var ikke den Mand, der tøvede med at udføre en Beslutning; og saaledes begav det sig, at han aabnede Døren ind til Fru St. Clairs Dagligstue og gik ligehen imod Forhøiningen, hvor Emilie gjerne sad i Skumringen, med det heltemodige Forsæt, ved et aabent og lydeligt Kys at lade Verden vide, at ogsaa han var forlovet. Men nu havde Tilfældet lavet det saaledes, at Fru Lind sad paa Forhøiningen og Emilie stod henne hos Moderen og talte sagte og beroligende til hende.

Men Du min Gud, skreg Justitsraadinden, hvad gaaer der af Dem, Hr. Jespersen? Det skulde De nødig lade Emilie see, thi saa faaer hun mere Grund til at være paa Nakken af mig.

Nei, Gud Tante, geneer Dig endelig ikke, sagde Emilie, der ikke kunde lade være at smile. - Det skulde have været for en Maaned siden, tænkte hun, hvor skulde jeg have leet.

Hr. Jespersen var overmaade forlegen.

Jeg forsikkrer - det var - jeg troede - jeg snublede - jeg - stammede han; men Fru Lind sagde venligt:

Naa naa, jeg tager det jo ikke saa nøie. Men Emilie er ikke godt opstaaet idag, gaae hen og kys hende, saa kommer hun sig vel.

Hr. Jespersen samlede sig; hvad der var begyndt som et Nederlag, kunde endnu ende som en Seier. Han havde Fruen til Allieret; det gjaldt blot, følte han, Alexanders Holdning, og han havde erobret Verden. Han rettede derfor paa sine Briller, og antog en Mine, som om han hver Eftermiddag var vant til at nyde sit Kys ligesaa regelmæssig som sin Kaffe, og nærmede sig Emilie, hvis Forbauselse ingen Grændse kjendte, men næsten lammede hende, saa Juristen nær havde faaet sin Krig frem. Men netop som han vis paa Seieren vilde bøie sit Hoved, vandt Emilie alle sine Kræfter tilbage, og sendte ham et Par Øine, der øieblikkelig slog hans til Jorden, saa Brillerne næsten klirrede derved, og han stod flau og flad og fjottet som den personificerede Forlegenhed.

E-e-e jeg-e- jeg traf endelig Fader, - for han er da flyttet, fik endelig den ulykkelige Kjæreste ud 133| Et foragtende Smiil trak over Emilies Læber; hun tog sit Sytøi og satte sig i en Krog af Sophaen.

Han er flyttet hen til Hr. Flint, fortsatte Hr. Jespersen.

Saa, men hvorfor fulgte han ikke med Dem? spurgte Fru St. Clair, der ikke havde hørt meget, men slet intet forstaaet af det Foregaaende.

Capitainen var vel i behageligere Selskab, bemærkede Fru Lind, der ærgrede sig over Cancellistens Mangel paa Mod

Min Fader, forklarede denne, der langtfra var kommet sig endnu, -min Fader var ikke i godt Humeur, i Anledning af det Forefaldne. Denne Hr. Flint skal være bleven saaret af den Mand, de Alle rendte efter.

Saaret? udbrød Emilie og hendes Moder; - dog vel ikke farligt?

O, bemærkede Tanten, Slagsmaal er jo en Følge af slet Selskab.

Ganske vist, Fru Lind; imidlertid kunde jeg ikke faae at vide nøiagtigt hvorledes det var gaaet til, eller hvad Grunden var; thi min Fader var som sagt i daarligt Humeur, og sagde mig Ubehageligheder.

Men, sagde Emilie og gik hen imod sin Kjæreste - ikke sandt, Jespersen, Du gaaer strax hen til Hr. Flint for mig, og hører hvorledes det er med ham?

Nei, det er dog vel vidt, lille Emilie, indvendte Tanten, at lade høre til den, der har behandlet Din Familie, som han har gjort det.

Han er kommet her i mange Aar og har altid været artig mod Moder og mig. Du gjør mig den Tjeneste, ikke sandt?

Men, søde Emilie, det er virkelig et høist uventet Forlangende; han har paa en mildest talt plump Maade torteret Din Onkel og Tante, og Du vil selv indsee, naar Du i Rolighed tænker derover, at det ikke passer sig - ikke at tale om de Grunde, som kunde være mig personlig imod

Du vil ikke? spurgte Emilie tilsyneladende rolig.

Deres Kjæreste har en formelig Passion for det Pak, bemærkede Tanten.

Du vil det ikke?

Nei, min Pige, det vilde være aldeles uovereensstemmende med hvad jeg anseer for rigtigt og passende.

Emilies Øine funklede.

Jeg skal erindre, at Du nægtede mig min eneste Bøn; og med disse Ord gik hun ud af Stuen.

134|

IV

Vi forlode Augusta, da Emilie løb fra hende og Felix kom tilsyne. Han næsten bar Vilhelm, der havde sin ene Arm slynget om hans Hals, og med oprevne Klæder og vaklende Skridt ikke syntes at kunne holde sig opreist. Han trykkede et Tørklæde imod sin Side; men da de vare komne over Grøvten og ud paa Stien, faldt hans Haand ned og Blodet strømmede frem. Augusta styrtede til og hjalp Felix at føre ham hen til Bænken; derpaa tog hun sit Tørklæde, lagde det paa Saaret og rev sit Schavl i Strimler, for at danne et Bind, som hun i utrolig Hurtighed viklede udenom, men uden med et unyttigt Ord at spørge om det Forefaldne, uden mindste Klage, men med Forfærdelsen malet i hvert af hendes Træk. Først da hun havde forbundet ham, og man paa Ladegaardsveien hørte en Vogn komme, gjorde hun Felix opmærksom derpaa, og han fløi afsted for at anholde den. Det var heldigviis en tom Vienervogn, der skulde ind til Byen; og lidt efter kjørte den med den saarede Vilhelm, der næsten livløs laa i Augustas Arme, igjennem Nørreport, og naaede snart hans Hjem, hvor Felix, efter at Vilhelm var bragt op, ilede afsted efter en Læge. Og imedens sad Augusta ved hans Leie og holdt sin Arm under hans Hoved; hun rakte ham Vand, da han leed af en heftig Tørst, men han var for udmattet til at tale, og hendes Blik bad ham blot at ligge rolig. Først da Lægen, efterat have sonderet Saaret og anbragt en ny Forbinding, forsikkrede, at der ikke var nogen Fare tilstede, først da kom en Lyd over hendes Læber, idet hun takkede Gud, og en Strøm af Taarer lettede hendes beklemte Hjerte. Hun kastede sig paa Knæ ved Foden af Sengen, og laae længe saaledes. Felix, der ved sin ængstelige Trippen omkring og ved at sønderrive sine Handsker havde givet Tegn paa den høieste Urolighed, fik ved Lægens Erklæring Tilbøielighed til at gjøre Pirouetter; men da Lægen itide advarede ham, dæmpede han sin Lyst, indtil han fulgte med denne for at hente hvad han havde foreskrevet; men nu yttrede han sin indre Tilfredshed 135| paa flere umiskjendelige Maader, men især ved at kaste sin Hat ned ad alle Trapper og sparke til den, indtil den naaede ud paa Gaden. Her tog han den op, og inderlig fornøiet ved at betragte de forskjellige Buler, den havde modtaget paa denne Tour, trykkede han Lægens Haand og foer afsted paa Apotheket. Da han vendte tilbage, var Vilhelm falden i Søvn, og vaagnede først da Capitainen en Times Tid efter kom for at see til ham.

Han undløb? spurgte han ængstelig og med Anstrengelse.

Nei, sagde Capitainen, men vær nu blot rolig; imorgen skal jeg fortælle Alting. Sagerne staae meget bedre end Nogen af os havde ventet, naar Du nu blot vil ligge stille, at Du snart kan komme paa Stylterne igjen. Men nu skal Du min Sjæl sove, imens jeg hviler mig en Smule herhenne ved Kakkelovnen, indtil jeg igjen skal paa Farten, og Augusta bringer mig en Dram, jeg ærligt har fortjent.

Felix vilde gjerne have sin Nysgjerrighed stillet, men Capitainen sagde ham, at han havde godt af at vente, og af at tage sig en Snaps med og følge ham ud paa Eventyr. Han undrede sig over Capitainens Hemmelighedsfuldhed og over at han sagde Du til dem allesammen.

Tak, Du Smaa, sagde Capitainen, da Augusta hurtigt havde arrangeret en lille Anretning, Du er en god Tøs. De have været slemme ved Dig, men nu skal det Fanden tage mig være forbi, tro Du mig. Herefter skal Ingen kunne gjøre Dig Fortræd Naa, græd nu ikke; vi have Alle Grund til at være glade.

Naar blot Vilhelm maatte leve, hulkede hun.

Vist saa, afbrød Capitainen hende; han er jo uden Fare, og er en sund og stærk Dreng, der ikke kreperer af saa lidt.

Augusta gik hen til Sengen, men kom snart tilbage og satte sig paa en Skammel ved Capitainens Fødder.

Han sover, sagde hun imedens hun bestandigt havde Øinene fæstede paa Sengen, han sover, saa vil jeg ogsaa haabe, at Gud sparer hans Liv, for at jeg kan vise ham at jeg ikke er utaknemmelig for hvad han har gjort imod mig. O da denne fornemme Dame fornærmedes ved at see mig, da - og en næsten overjordisk Salighed straalede af hendes Øine - da sagde han, at jeg var hans Forlovede. Jeg veed vel, tilføiede hun med Ydmyghed og vendte sit Ansigt bort, det var kun for at forsvare mig; o, men han vilde jo ikke have forsvaret mig, dersom han ikke holdt af mig; - der har aldrig været Nogen før, der 136| har forsvaret mig; - men han skal heller aldrig fortryde det; jeg skal aldrig glemme, at han er en fornem Herre og jeg -

Hun fuldendte ikke men skjulte Ansigtet i sine Hænder.

Men for Pokker, Pigebarn, udbrød Capitainen, troer Du da, at en brav Karl som Vilhelm, regner Din ulykkelige Barndom som en Forbrydelse?

Det har han for ofte viist mig, at han ikke gjør, svarede Augusta sagtmodig; men lad os ikke tale derom. Mig er det nok, at han sagde det til de fornemme Damer, jeg glemmer aldrig hans Ord; men heller aldrig at jeg ikke er hans Forlovede.

Ikke er? foer Felix op, hør Augusta, jeg har kjendt Vilhelm i mange Aar, og aldrig har han sagt et alvorligt Ord, uden han i eet og alt har staaet derved Kom, Capitain, lad os drikke de Forlovedes Skaal.

Det er rigtigt, sagde Capitainen; der, tag et Glas og klink med os. Du skal, vedblev han og tvang den grædende Pige et Glas i Haanden. De klinkede og drak. Augustas Taarer randt i hendes Glas; Capitainen tog hendes Haand og sagde:

Troer Du, min Tøs, at en gammel Karl, som jeg, driver Abespil med de Ting, som vort Lands Sæder og Skikke ansee for hellige? -Tør Dine Øine, og gaae hen til Vilhelms Seng, hvor Din Plads bør være saa længe han ligger for Anker, og hvor jeg ogsaa veed Du helst vil være. Men vær ved godt Mod; thi jeg giver Dig mit Ord, at et nyt Liv er nu begyndt for Dig, og Du vil finde dem, der ville gjøre Dig det ligesaa lykkeligt som det tidligere ikke har været det.

Han trykkede et Kys paa hendes Pande og læste i hendes Øine, at hun fattede Tillid til hans Ord, og det var med et lettet Sind og et fortrøstningsfuldt Haab til Fremtiden, at hun satte sig ved den Saaredes Leie. Capitainen og Felix gik, og en halv Time forløb uden anden Afbrydelse af den Stilhed, der herskede i Værelset end Vilhelms regelmæssige Aandedræt, der forkyndte at han laae i en rolig Søvn, og Uhrets Dikken, der lod høre hvor stille der var. Da lød lette Skridt paa Trappen, og en sagte Banken paa Døren ud til Gangen. Augusta skyndte sig at lukke op, og saae til sin lige store Forundring som Glæde Emilie St. Clair.

Nogle faa Ord forklarede tilstrækkeligt Grunden til hendes Besøg, og Augusta ilte med at forsikkre hende, at Vilhelm var uden Fare, og at Capitainen vist snart kom igjen. Emilie, der vilde vente paa ham, tog Plads, idet hun bad Augusta at sætte sig ved hendes Side; og stille 137| hvidskende førte de nu deres Samtale, for ikke at vække den Sovende, hvis regelmæssige Aandedræt de kunde høre fra det andet Værelse.

Hvor Vilhelm vil blive glad ved at høre, at De har været her, sagde Augusta tilsidst; han har saa ofte talt til mig om Dem; - hvor munter De var. Han har sagt, at De var den Bedste af alle de unge Damer, som han har informeret. O, men jeg veed det jo selv; De er den Første, der nogensinde har sagt mig et venligt Ord; De kan maaskee ikke huske det, men det var da jeg endnu var hos Deres Tante. Og nu i Eftermiddag, da de Andre forhaanede mig, da kom De mig tilhjælp, saa kjærlig som om De var min Søster. O, ikke sandt, De foragter mig ikke?

Foragte Dem? De elsker ham jo.

Høiere end mit Liv; men De veed heller ikke, hvor god han har været imod mig! - Han har reddet mig af en Fordærvelse, som De ikke kjender, ikke engang af Navn! - O det vilde være en Skjændsel om jeg ikke elskede ham.

De har Ret; det er smukt af Dem; De har ingen Familie at tage Hensyn til; De har Ret til at elske ham - o, jeg kunde misunde Dem, det er Deres Pligt. De forstaaer mig maaskee ikke; men jeg meente, at man ofte maa hengive sig til een, for hvem man aldrig kan føle Kjærlighed, ligesom man ogsaa imod sin Villie maa elske en Anden, der kun har forvoldt os Sorg og Fortred.

Jeg forstaaer Dem, sagde Augusta, De mener Felix, Hr. Bearn vilde jeg sige.

Emilie saa forbauset paa hende.

O ja, bliv ikke vred; men han elsker Dem bestandigt, og han har nu grædt en heel Maaned for Deres Skyld.

Emilie fattede sig.

Men han er selv Skyld deri, sagde hun; jeg veed vel, han vidste ikke deraf, men hans Indiscretion har forvoldt mig mere Sorg, end De har Idee om. O, det kunde have været ganske anderledes. Men nu er det engang saa, og kun Gud veed hvorledes det vil ende. Men for Himlens Skyld, ikke et Ord til ham, om hvad jeg her siger; jeg beder Dem, nævn ikke engang, at jeg har været her, hører De. Men De kan gjerne sige ham, at det ene er hans Skyld, - ikke fra mig, men som fra Dem selv. Det vil De nok; jeg har forsvaret Dem hjemme, De vil ogsaa gjøre dette for mig.

138|

Og saaledes fortsatte de unge Piger Samtalen, uden at lægge Mærke til at Tiden forløb. Først da stærke Skridt hørtes paa Trappen og Døren gik op, tænkte Emilie paa, at det havde været bedre, om hun var gaaet lidt før.

Vi skynde os altfor meget til at ville opholde os ved at skildre hendes Forvirring, Capitainens Overraskelse og den Mængde forskjellige Følelser, der strømmede ind paa Felix. Emilie forklarede i et Par Ord hendes Nærværelse, og Capitainen fandt ikke alene hendes Forklaring tilstrækkelig, men yttrede endogsaa, at hans tilkommende Svigerdatters Nærværelse netop var yderst heldig, da han havde noget at meddele, som ikke var hende aldeles uvedkommende. Vilhelm var vaagnet under alt dette, han befandt sig uden Feber og fuldkommen vel, paa nogen Mathed nær, men urolig efter at høre den nærmere Forklaring. Capitainen, der selv var forlegen for at fortælle, fjernede Augusta under Paaskud at skaffe nogle Vare, og efter at de havde taget Plads rundt om Vilhelms Seng, aflagde han i faa men tydelige Ord sin Beretning. Han var tilligemed Felix kommen ind paa Marken, just som Vilhelm havde naaet den Person han løb efter, og som ingen anden var end netop den paatrængende Tigger, der havde incommoderet Fru St. Clairs Selskab. De saae dem brydes; men da Tiggeren opdagede, at der kom Hjælp, benyttede han sig af sin Kniv for at slippe løs fra Vilhelms kraftige Tag. Felix standsede, for at hjælpe sin Ven; men Capitainen havde fortsat Forfølgelsen; og med en Hurtighed, som undrede ham, naar han nu tænkte derpaa, men hvis Virkninger han ogsaa var vis paa at faae at føle om nogle Dage, rendte han Tiggeren op og kastede ham til Jorden med et vel anbragt Slag. Derpaa greb han hans Kniv, og med Knæet paa hans Bryst truede han ham med at jage ham den i Halsen, dersom han gjorde den mindste Bevægelse; og i denne Stilling havde han besluttet at blive, indtil Hjælp paa en eller anden Maade var kommen til. Han tænkte netop paa, at opfylde Luften med et mægtigt Raab, da Tiggeren pludselig nævnede ham ved Navn.

Det er dog Dem, sagde denne, o, saa vær barmhjertig, og flyt Dem lidt, thi som De nu ligger, vil De snart knuse Brystet paa en gammel Bekjendt.

Capitainen flyttede sit Knæ, uden dog at give mindste Slip paa sin Fange.

139|

Tak, sagde denne; ja De kjender mig vel ikke igjen, Hr. Capitain? For tyve Aar siden vilde jeg ogsaa have pareret paa Umuligheden af, at vi to skulde gjøre saadan en Gruppe. Jeg er Copist Fischer.

Det kan være muligt, sagde Capitainen, saa maa Du have skjæmmet Dig fælt siden den Tid. Men det kan ogsaa være ligegyldigt, for her skal Du Død og Pine ligge til jeg faaer fat i Politiet; Du har stukket min Ven ihjel.

Jeg stak ikke saa dybt; han døer ikke deraf - Ha - hør mig, Capitain Jespersen, jeg vil nødig i Politiets Kløer; lad mig slippe, og jeg skal sige Dem en Hemmelighed, som jeg ellers ikke solgte for mange Penge. Hør, vedblev han, da Capitainen ikke værdigede ham noget Svarjeg veed hvor Deres Datter er; -ja, jeg skal sige Dem det, endnu imens Deres Knæ ligger paa mit Bryst, naar De blot vil give mig Deres Ord paa ikke at udlevere mig til Politiet, hvis Deres Ven kommer sig. Jeg skal følge med Dem, De kan indelukke mig, til De er overbeviist, at han ingen Skade er kommen til, og at det jeg vil sige Dem er sandt. Giver De mig Deres Ord derpaa? Dem vil jeg endnu troe.

Nu vel, Du har det, tal.

Saa viid da, at Deres Datter er det unge Fruentimmer, som hedder Augusta, som var indskreven, og som nu bliver holdt af- Deres Ven.

Du er en Skurk, sagde Capitainen; men Din Ondskab gjør ikke sin rette Virkning. Staa saa op, jeg skal holde mit Ord; men nu følger Du med, og beviser, hvad Du har sagt, og gjør Du ringeste Mine til at løbe, skal Du faae en Lussing af samme Sort som før, og saa er jeg løst fra mit Ord og overgiver Dig til Politiet.

Derpaa vare de fulgtes ad ind til Byen og ovenpaa, hvor Capitainen boede og hvor Copisten endnu var. Her havde han vidtløftig berettet, hvorledes han efter hiin Scene, som Capitainen erindrede at han tidligere havde fortalt sine Venner, og derfor ikke vilde repetere, var bleven mere melancholsk og hadefuld mod Verden end før, saameget mere, som hans pecuniaire Forhold vare i yderste Forfald. Nøden fristede ham til at skrive falske Vexler; han blev greben og sat i Tugthuset. Her havde han truffet sit Ideals forrige Kammerpige, Cecilie, hende, som hiin Aften havde lukket ham ind til det bedrøvelige Stevne. Hun var yderst forbittret paa sin forrige Frøken, der ikke havde hindret sin Fader i at lade hende arrestere for at ubetydeligt Tyveri. De kom ud af Fængslet omtrent paa samme Tid, og Tilfældet 140| førte Cecilie sammen med sin forrige Herskerinde, der overgav hende sit Barn. - Capitainen vilde ikke nævne de Skjændigheder, som saavel Copisten som Cecilie havde fortalt; men blot berette, hvorledes de besluttede at bruge dette Barn til deres Hevn og til med Tiden at presse Penge ud af Moderen. Vi vide hvorledes, sagde han, og Dem Emilie, skal jeg senere fortælle det saavelsom hvad der endnu er Dem aldeles uforstaaeligt. Kun maa De vide, at Augusta er Datter af Deres Tante, herfor har jeg tilstrækkelige Beviser i disse Papirer, som vi netop nu have hentet ude hos Cecilie. Den gamle Hex vilde ikke ud med dem, men jeg truede og lokkede saalænge, til hun endelig fortalte mig meget mere end jeg næsten gider troet. Her havde jeg god Nytte af vor Ven Felix, som stoppede Kjærlingen i Farten, da hun vilde undslippe, og senere holdt mig to Banditter fra Halsen, som hun kaldte tilhjælp.

Vi faae nu at tænke paa, saaledes endte Capitainen sin Fortælling, som imidlertid ofte var bleven afbrudt af hans Tilhøreres Udbrud af Glæde og Forundring - vi faae nu at tænke paa, hvorledes vi blive af med disse Personer; han har yttret Lyst til at tage til Amerika, da han er kjed af at drive om, og tillige er lidt forknyt for Politiet; men det kan vi jo altid tale om. Det Vigtigste vi nu have at gjøre, er at forberede Augusta derpaa, og det kan Ingen gjøre saa godt som De, lille Emilie.

Hun var allerede forsvunden, og inden Felix havde forklaret Capitainen, hvilken uopsættelig Forretning, han aldeles havde glemt, men som nu absolut kaldte ham bort, laae den grædende Pige i sin Faders Arme; han kyssede hende paa Panden, Øinene, Munden og Kinderne og gav sin Følelse Luft ved adskillige Kjæledæggenavne, men endnu flere colossale Besværgelser. Han trykkede Vilhelms Haand, saa Blodet næsten sprang ham ud af Neglerødderne, og raabte tre Gange Hurra, da han saae Emilie omfavne Augusta og hilse hende som Søster; imens Felix stod i den længst bortfjernede Krog og hulkede som et Barn.

Da endelig Roligheden nogenlunde var vendt tilbage, erindrede Capitainen Emilie om, at hun havde noget at sige ham. Hun bad ham følge sig hjem, idet hun da underveis kunde tale med ham. Hun tog en hjertelig Afsked fra Augusta og Vilhelm; men den ulykkelige Felix, med hvem hun den hele Tid ikke havde vexlet et Blik, gik hun 141| forbi, som om hun ikke bemærkede ham. Men i det Øieblik, da Capitainen traadte ud af Gadedøren, som Felix med den sorteste Fortvivlelse i alle Miner aabnede for dem, rakte hun ham sin Haand og sendte ham et Blik, der hurtigere end Lynet forjog hans Fortvivlelse, og selv Erindringen derom.

142|

V

Capitainen fulgte Emilie til hendes Port, hvor han i nogen Tid vedblev at spadsere op og ned, imens hun gik op paa sit Værelse, hvor hun traf sin Moder.

Men Gud Emilie, sagde denne bekymret, hvor har Du dog været paa denne Tid? Svar mig Pige; er Du syg? Du er bleg som et Liig.

Nei Moder jeg feiler Intet, Intet uden at jeg er forlovet.

Emilie, sagde Moderen med smertelig Stemme; Du veed, hvor Du bedrøver mig, ved at tale saaledes.

Men jeg er ulykkelig; jeg er ulykkelig, fordi jeg ikke kan lide ham, fordi jeg har nedværdiget mig i mine egne Øine ved at sælge mig. O, først i Dag er det blevet mig klart, hvor frygteligt det vilde være, dersom han havde Mod nok til at benytte sin Magt. Og Tante, som hader mig, hun vil ikke tøve med at sætte det i ham; og saa skal jeg taale - nei Moder, jeg kan ikke; lad mig blive fri.

Men Pige, vær dog fornuftig; er det Noget at tage saadanne paa Vei for. Du er jo ikke noget Barn, og maa vænne Dig til hvad ikke kan være anderledes. Husk paa Din Tante, som Du selv siger hader Dig, og som Du desværre har givet al for god Leilighed til at skade Dig.

Tante, afbrød Emilie; er det kun hende? Hende frygter jeg ikke mere. Jeg kan sige hende Noget, saa hun skal glemme at fortælle ondt om mig. Moder, maa jeg saa, - o hvad søde Moder; - kom, han er der vel endnu.

Og hun trak i sin Moder, for at faae hende med; men Fruen, der ikke yndede Scener, og som havde al Grund til at vente en af de værste Slags, holdt sig tilbage og fulgte først efter, da Nysgjerrigheden steg og overstemte Frygten.

Emilie havde altfor ofte fortalt sin Tante, at hun ikke kunde udstaae 143| Hr. Jespersen, til at denne ikke af al sin Magt skulde befordre Forlovelsen. Siden var Tanten bleven en daglig Gjæst, og havde fundet sig særdeles tilfredsstillet ved at være Vidne til sin Nieces Lidelser. Imidlertid frapperede den foregaaende Scene hende i høi Grad, thi hun havde aldrig tænkt sig dette Tilfælde; men hendes skarpe Blik sagde hende strax hvorledes det hang sammen, og hvad her var at gjøre. Og imedens hendes Svigerinde gik ud og ind i ængstelig Venten paa sin Datter, og hendes Mand var fordybet i Bladene, benyttede hun Tiden, til først at forvisse sig om Rigtigheden af hendes Gisning, og derefter at arrangere et lille Optrin, der kunde muntre hendes Niece ved hendes Tilbagekomst. Alt dette var langtfra vanskeligt; thi da den ærbare Justitsraadinde tilstrækkeligt havde bevidnet Cancellisten sin Fortrydelse over hans Kjærestes Snerperi, og indrømmet ham Rigtigheden af hans Paastand, at en saadan Opførsel var aldeles udansk, saa var den sidste Skruppel ryddet tilside, som hidtil havde hindret ham, i at søge hendes Raad; saameget mere, som han netop kom til at tænke paa et interessant Sted hos Fru Knorring, hvor ligeledes en ung Mand lader sig lede af en erfaren og dannet Qvinde. Og da Fruen nu opmuntrede ham til, i klare og overbevisende Ord at fordre som Ret, hvad hun hidtil havde unddraget sig for, da næsten glædede det ham at hans forrige Overrumplingsforsøg var mislykkedes. Thi, tænkte han ved sig selv, hvis hun virkeligt havde ladet sig overraske, hvad havde da været rimeligere, end at hun ved næste Lcilighed var paa sin Post! Nu derimod kunde han med Føie vente, at hans Foredrag vilde overbevise hende om hans Forurettelse, og tilskynde hende, at gjøre det godt igjen; og Bevidstheden om at opfylde sine Pligter vilde gjøre hende Opfyldelsen let, indtil - og derom kunde Cancellisten fra sit Standpunkt aldeles ikke tvivle - Kjærligheden endelig indfandt sig og lod hende dele hans Ønsker og Længsler. Hvad Tanten endvidere udlod sig med, om Muligheden af at Niecen ikke altid var saa knibsk, eller ikke imod enhver &c., overhørte Cancellisten klogelig; thi hverken var her Tid eller Sted til at undersøge saadant, og heller ikke antog han det for muligt, selv efter en grundig Analyse, at komme til en absolut Vished; men fremfor alt var det Bevidstheden om, at en saadan til sine Tider og mod visse Personer Ikke-Knibskheds-Mulighed aldeles vilde forrykke hans Livs Anskuelse, der bevægede ham til aldeles ikke at svare paa disse Hentydninger; men i det Sted forberede sig paa den Tale, han agtede 144| at holde ved sin Kjærestes Indtræden. Og da mere end en Time forløb inden denne fandt Sted, havde han Tid nok, til fuldkomment at udarbeide den og at smykke den med velanbragte Citater af de svenske Klassiker.

Han repeterede den netop for tredie Gang, og frydede sig især ved Anvendelsen af et Par Linier, som Fru Almqvist siger saa fortræffeligt om Dyden, da Døren aabnedes og Emilie traadte ind Hendes Kind brændte, men hendes Gang var rolig, og hendes Blik tvang Tanten til at see til sit Sytøi. Men dette bemærkede ikke Cancellisten; han lænede sig tilbage i Stolen, slog Benene overkors, rømmede sig og begyndte saaledes:

Kjære Emilie; Du vil sikkert erindre de smukke Linier vi forleden læste:

Hur Kärlek smälter hjertats is

Och öppnar läbens blommar.

Jeg forklarede Dig deres Betydning og sagde Dig, at det var de Forlovedes Forhold til hinanden, som Digterinden i dette smukke og træffende Billede havde udmalet. Du vil vist heller ikke have glemt, hvorledes jeg sagde, at den dybe nordiske Aand, den sunde Nationalitet var udtalt i disse bløde Ord Men, kjære Emilie, det har smertet mig at see, at Du ikke synes at føle denne høie Betydning; det har smertet mig for mit Hjertes Skyld, der føler Trang til at elske; det har smertet mig for Din Skyld; thi man kan ikke uden Smerte see en dansk Qvinde emancipere sig fra sit Lands Vedtægter og kaste Vrag paa sin Nationalitet. Vor sunde og jevne Danskhed taaler ligesaalidt nogen Afvigelse fra det Antagne, som nogen Tilsætning af det Fremmede. Jeg maa derfor indstændigt opfordre Dig i Sandhedens og Nationalitetens Navn, at Du erindrer, at Du er forlovet, at Du erindrer, at dette Forhold, paa samme Tid, som det öppnar läbens blommar, paa samme -

Saavidt var han kommet uden at blive afbrudt af sit Auditorium. Tanten syede flittigt, og glædede sig til det Forestaaende og Emilie hørte øiensynlig ikke efter; men Cancellisten udtydede deres Taushed som Opmærksomhed; hans Stemme blev fyldigere, og nu skulde han lige til at slaae ned med sit store Citat, da Emilie pludselig gik henimod ham, strøg sin Forlovelsesring af Fingeren og lagde den paa 145| Bordet ved hans Side. Hun sagde ikke et Ord, men hendes Mine kunde ikke misforstaaes. Cancellisten saae paa hende med stive Blikke, og glemte aldeles sin Tale. Tanten, der langtfra havde ventet dette, blev consterneret; hun saae af Emilies bestemte Holdning at det var Alvor; men kunde dog ikke afholde sig fra at intervenere.

Hvad skal dette sige, Emilie? raabte hun.

Jeg skylder ikke min Tante nogen Forklaring, svarede Emilie koldt.

Ja uartig veed jeg vel at Du kan være; men min Pige, naar det er Din Kjæreste, der har Aarsag til at være misfornøiet, og han alligevel er saa god, ikke at slaae op med Dig, saa synes jeg, Du bærer Dig saa forrykt ad, at her er al Grund for Dine Nærmeste, til at forlange en Forklaring.

Emilie fandt sig ikke opfordret til at svare; hun saae hen til Cancellisten, som om hun ventede at han skulde tage Ordet. Han var ulykkelig, rettede gjentagne Gange paa sine Briller og gjorde flere Forsøg paa at tale, men Stemmen svigtede ham. Endelig fik han dog Luft, og sagde:

Jeg kan ikke undlade at gjøre Dig opmærksom paa det Inconseqvente i din Opførsel; jeg kan umulig troe, at Du ret har opfattet Meningen af det af mig fremsatte Forslag til en fra mit Standpunkt betragtet ønskelig Forbedring. Det har aldrig været min Mening, at gjøre det til en Betingelse for Vedblivendet af vor Forbindelse; thi kjære Emilie, og det beder jeg Dig ikke at misforstaae, jeg veed at vurdere den som den er; jeg ønsker oprigtigt at den maa vedblive, og jeg vil fuldkommen overlade det til Dig, naar Du finder det betimeligt, at føre den sin høiere Udvikling imøde.

Hr. Jespersen, sagde Emilie, jeg forstaaer Dem ikke ganske; men jeg vilde nødigt at De skulde misforstaae mig. Og derfor vil jeg oprigtig tilstaae Dem, at det var en taabelig Feighed, der nys bragte mig til at lade, som om Deres Forlangende var Grund, til hvad jeg vilde gjøre. Jeg var enig med mig selv derom, inden jeg kom herind. Jeg ønsker at hæve vor Forlovelse, fordi jeg ikke elsker Dem, fordi jeg aldrig har elsket Dem, og aldrig vil kunne elske Dem, og fordi jeg føler, at jeg maatte hade Dem, dersom De vilde benytte den Magt, som vort Forhold muligt giver Dem Ret til.

Men jeg renoncerer derpaa, udbrød Cancellisten aldeles tilintetgjort, jeg vil være lykkelig ved det Bestaaende.

146|

Men jeg vil ikke længere være ulykkelig, og jeg har ikke havt en glad Time i al denne Tid Mine Glæder og Adspredelser bleve mig jo formente, og Deres havde jeg ikke Forstand paa. Jeg har maattet taale et Selskab, som De vidste var mig imod; mine Venner har man viist Døren, og endelig nægter De mig at høre til en Bekjendt, en Ven, der har kjendt mig fra Barn, naar han ligger farlig syg.

O men det skal blive anderledes, sagde Cancellisten, idet hans Stemme skjælvede af Angst; De behøver blot at sige det; Deres Villie skal blive min Lov, uagtet jeg føler at alle mine Principer ville rystes i deres Grundvold; men det er ligegyldigt. Jeg offrer Dem mine Principer, som jeg öftrer Dem min Villie; thi jeg elsker Dem. Ja, Emilie, uagtet De langtfra er det Ideal, som min Fantasie tidligere har fremstillet for mit Hjerte, saa elsker jeg Dem; jeg kan ikke hæve vor Forlovelse; - De maa ikke, jeg elsker Dem.

Emilie sad i en Krog af Sophaen, taus og med bortvendt Hoved; men med Haanden gjorde hun en afslaaende Bevægelse, saa hendes Kjæreste indsaae, at han havde ophørt at være det. Fru St. Clair var kommet ind, men hun holdt sig af Angst ved Døren; hendes Miner vare bekymrede, hun græd sagte og kastede af og til et bønligt Blik til Datteren. Justitsraaden havde lagt Avisen fra sig og saae forbauset snart til den Ene snart til den Anden, for om muligt, at faae en Forklaring. Men hans Frue reiste sig, gik hen til Emilie, og sagde hvidskende til hende:

See saa, lille Emilie, nu har jeg Dig, hvor jeg længe har villet det. Du skulde nødigt paa Eders sidste Bal have leet af Din Tante og skortiseret med Dine flanede Veninder over hendes Toilette, som dog er prægtigere, end Du maaskee nogensinde faaer det. Men hør nu hvad jeg vil sige Dig: nu gaaer Du paa Øieblikket hen til Din Kjæreste og beder ham om Forladelse, eller jeg fortæller, hvad jeg veed, og dit Renomé er forspildt.

Emilie værdigede hende ikke et Ord, men hendes Øiekast var altfor talende. Tanten reiste sig fra Sophaen og gik hen til sin forrige Plads.

Hr. Jespersen, sagde hun, De gjør virkelig altfor mange Ophævelser for min lille Nieces Skyld; det er smukt af Dem; det kan man ikke nægte; det er som Alt, hvad man hører om Dem; men hun fortjener det ikke. Jeg har længe følt det var min Pligt at advare Dem, men man skjuler jo gjerne sine Nærmestes Feil; dog nu jeg seer, De tager 147| Dem det saa nær, saa veed jeg ikke hvorfor jeg længere skal tie stille med hendes Underfundighed Og derfor vil jeg da blot sige Dem, at den Historie De veed nok, der circulerede om hendes Forstaaelse med Hr. Bearn, den er sand Ord til Andet. Imod ham har min smukke Niece neppe været saa knibsk, hvis man skal dømme fra denne uanstændige Romance, som ligger paa hendes Claveer, og som er af ham, og som - jeg kan neppe begribe den Frækhed - som hun ikke har generet sig for at spille for os. Jeg vil ikke tale om denne visne Rose, som min Niece gjemmer saa omhyggeligt i sin Sykurv; men saameget er da vist, at den ligner aldeles den, han kom anstigende med i Knaphullet.

Og inden Emilie kunde forhindre det, fremviste Tanten triumpherende den forræderske Rose.

Cancellisten blev perplex. Det var ham pludselig klart, at Felix's Fortælling maatte være sand; og alligevel befandt han sig ilde ved Tanken om at ophøre at være Emilies Forlovede. Fru St. Clair græd og saae endnu ulykkeligere ud end før; Justitsraaden endnu mere forlegen. Emilie reiste sig; hun var bleg som et Lig, men Øinene funklede idet hun sagde:

Og om jeg nu fortalte, hvad jeg veed om Dig?

Du truer, spottede Tanten; o fortæl, min Pige, jeg beder Dig. Vi vide jo alle, at Du forstaaer at finde paa Eventyr, idetmindste i Compagni med Hr. Bearn, og ham har Du vel sagtens talt med, da Du nu var ude i Visit hos Herrer?

Han var der, hvor jeg kommer fra, sagde Emilie tilsyneladende rolig; men det var Capitain Jespersen der sagde mig, at den gamle Cecilie havde bekjendt Alting.

Den gamle Cecilie, stammede Tanten, imens Blodet veeg fra hendes Kinder, og hun famlede efter en Stol; - det er ikke sandt, skreg hun; der er ikke et sandt Ord i Alt hvad Capitain Jespersen fortæller.

Idet samme aabnedes Døren, og Capitainen traadte ind.

Justitsraaden, hvis Forvirring var steget med hvert Ord, der blev talt, og næsten fortvivlet grundede paa, hvad det var, den gamle Cecilie kunde have at bekjende, blev lettet om Hjertet, da han saae Capitainen; han gik hen imod ham, for som sædvanlig med mange Ord at bevidne ham sin Glæde over at træffes, og tillige at faae den fornødne Forklaring. Hans Frue havde pludselig gjenvunden sin Holdning; hun svarede med et Smiil paa Capitainens Hilsen og afbrød sin 148| Mand, netop som han kom frem med hvad der laae ham paa Hjertet, idet hun i en huusholderisk Tone sagde:

Lind, er Du ikke saa god at gaae efter en Vogn; den lille Emilies Næsviished har virket paa mine Nerver, saa jeg ikke tør gaae.

Justitsraaden var altfor vel dresseret til ikke at adlyde. Hans Frue lænede sig tilbage i Stolen og syntes med sit stereotype Smil at trodse den frembrydende Storm. Hendes Svigerinde lod aldeles ikke til at forstaae Scenen, men saae med bekymrede Blik afvexlende til enhver af de Tilstedeværende, for om muligt af deres Ansigter at læse hvad der vilde skee. Cancellisten stod med sin Ring i Haanden, rettede i et væk paa sine Briller, og saae ud som det fortabte Faar i Evangeliet, imens Emilie rykkede sig tæt op i en Krog i Sophaen og syntes at oppebie Udbrudet som et Barn, der venter at en Kanon skal fyres af

Først da Justitsraaden havde lukket Døren, tog Capitainen til Orde:

Det var meget fornuftigt, Fru Lind, at De sendte Deres Mand bort; thi det Par Ord han fik sagt mig, underrettede mig tilstrækkeligt om, at De ikke har viist Skaansel, og at De altsaa ikke kan vente nogen af mig.

Jeg vidste, svarede Fru Lind med største Rolighed, hvad jeg maatte vente mig af Capitain Jespersen; jeg har netop i dette Øieblik beviist Deres Søn en Tjeneste, som han maa være mig evig taknemmelig for, og jeg veed fra gammel Tid, at det Venskab man nærer for Dem, kun fører Fortræd og Ulykke med sig som Løn.

Ja Frue, tog Capitainen Ordet, det er meget muligt, at De troer Dem forurettiget af mig; men jeg vil blot sige Dem, at den Ulykke De omtaler, kunde De have undgaaet ved et eneste oprigtigt Ord; at De ikke udtalte det, derfor er jeg Himlen evig taknemlig. De maa vide, at jeg var tilstæde hiin Aften, De umulig kan have glemt, da Deres salig Fader troede at træffe mig, men fandt Copist Fischer. Ja alt dette er mørk Tale for vore Tilhørere; men Frue, jeg haaber De forstaaer mig, og De ønsker vel neppe, jeg skal udtale mig tydeligere.

Jeg har aldrig ventet mig nogen Ædelmodighed af Capitain Jespersen, svarede Fruen trodsende, gjør som Dem behager.

Og hvorfor skulde jeg være ædelmodig? spurgte Capitainen hidsig; De har ikke været det imod Emilie, som vist aldrig har fornærmet Dem, og mig har De fornærmet, saa dybt som noget Fruentimmer kan fornærme en Mand af Ære. Jeg taler ikke længere om hiin Aften, Deres Hensigt mislykkedes; men De har villet at jeg nu skulde finde 149| min Datter i Nød og Elendighed, given til Pris for Skjændsel og Prostitution. Ja De har villet det, vedblev han uden at lægge Mærke til de Andres Forbauselse; thi ellers havde De ikke sendt mig mit Brev sønderrevet tilbage, det Brev, hvori jeg bad Dem overlade mig Barnet; ellers havde De ikke overgivet det til en Qvinde, der kom lige ud fra Tugthuset

Fruen sad bleg som et Lig, hendes Læber bevægede sig convulsivisk.

Man har bedraget Dem, sagde hun endelig; Barnet døde strax, jeg veed det.

Veed De, tordnede Capitainen, at De nu anklager Dem selv for en skrækkelig Forbrydelse? Jeg troede at Cecilie løi, da hun fortalte mig det; jeg seer med Rædsel, at Tugthuusfangen havde mere Barmhjertighed end De.

Fruen foer rasende op.

Jeg fordrer, De beviser disse skjændige Beskyldninger.

Saa kald paa Deres Mand, og jeg skal bevise hvad jeg siger; kald paa ham og jeg skal fremstille baade Copisten og Cecilie; thi begge ere i min Magt. Og vær forsikkret om, at var Deres Villie blevet udført som De ønskede det, al Deres Fornemhed og ærbare Fagter skulde lidet have hjulpet Dem, men for Retten skulde jeg have trukket Dem, og fordret Regnskab for mit Barn. Men Himlen har beskjærmet hende, trods al den Elendighed, hvori hun har været nedstyrtet; jeg har fundet hende reen og ubesmittet af de Laster, der klæbe ved Moderen, hvis Navn hun aldrig skal erfare.

See saa, min Frue, nu ere vi færdige; thi jeg haaber, at De ikke tiere vil udspye Deres Gift i min Nærhed - Christen, beed Din forrige Kjæreste om Forladelse og følg Fruen til Vognen; hun har jo beviist Dig en Tjeneste, siger hun. - Hør Du er imellem os sagt det største Bagbæst, jeg endnu har truffet paa.

Cancellisten havde under sin Faders Tordentale staaet med opspilet Mund, og givet alle Tegn til den høieste Forvirring tilkjende; hvorledes skulde han kunne forene denne plumpe Tiltale og Fruens matte Forsvar med sin hidtil uindskrænkede Beundring af hendes Dyd og qvindelige Egenskaber. Det løb ham rundt i Hovedet og han var ikke istand til at samle sine Tanker i logisk Orden; han stod og dreiede paa sin Forlovelsesring og fortrød fuldkommen den Frygt, der ved Fruens første Udfald imod Emilie havde bevæget ham til at trække 150| den af Fingeren. Men hans Forbauselse naaede sit Culminationspunkt, da Capitainen talte om hans forrige Kjæreste. Hvor ringe Mening han ellers havde til sin ulærde Faders Livs Anskuelse, saa slog det ham dog; han kunde ikke nægte at Udtrykket var klart og træffende og desværre for ham det ene rigtige. Faderens Slutning derimod syntes han nok der kunde siges en heel Deel om; men her var ikke Tid dertil. Han rettede blot paa sine Briller, og kastede Hovedet stolt tilbage for at give tilkjende, at han ingenlunde delte sin Faders Anskuelse om de forskjellige Størrelser paa Bagbæster; og i denne Stilling, mere passende for en Triumfator end for en forlovet Cavalleer, der lige skal høre op med at være det, gik han henimod Emilie, bukkede ceremonielt for hende, idet han lagde sin Ring paa Bordet, og tog den, som hun tidligere havde kastet der. Han gjorde derefter en Compliment for Fru St. Clair, der saae ud som den bare Forskrækkelse, og bød med Anstand Armen til Justitsraadinden, der imedens havde taget sin Kaabe og Hat, og som nu, uden at see til høiere eller venstre, lod sig ledsage af sin Cavalleer.

Capitainen gik til Vinduet og saae efter den bortrullende Vogn. En Taarestrøm lettede Emilies Hjerte; hendes Moder standsede af Forbauselse sine, der ogsaa havde flydt rigeligen, og sagde:

Men Herregud, Pige, hvad græder Du nu for? Fortryder Du allerede hvad Du har gjort? ja ja, jeg sagde det nok

Fortryde? kjære Moder, nei aldrig. O, jeg veed ikke selv hvorfor jeg græder, det er maaskee alle de Taarer, der nu faae Luft, som jeg vilde have grædt i den sidste Maaned, hvis jeg ikke skammede mig for at lade ham see mig græde; eller det er maaskee af Glæde. O jeg er saa let, saa glad, saa sjæleglad.

Og hun fløi Moderen om Halsen og kyssede hende, imens hun lo og græd paa engang.

Hvor vi skal have det rart nu, vi ere ene; nu behøver jeg ikke længere at frygte, hvergang det tager i Klokkestrengen. O jeg vil ikke tænke længere derpaa; det er allerede for mig, som om det var mange Aar siden. Vi kan igjen gaae ud at spadsere, og jeg kan give Armen til min egen søde Mutter; og vi kan dandse, naar her kommer Nogen, og vi behøve ikke at vise Folk Døren, fordi de ikke behage min Tante; tvertimod vi invitere dem; ikke sandt Moder, Hr. Flint -

Og Hr. Bearn, tilføiede Moderen halvt smilende, halvt advarende; 151| men Emilie, det siger jeg Dig, ingen Forlovelse før han har faaet Examen; bryder han sig noget om Dig, kan han vel sagtens faae den.

Men han maa komme her? ikke sandt, søde Moder! Tak. O hvor jeg er lykkelig; var jeg en Dreng, raabte jeg bestemt Hurra; jeg troer jeg gjør det alligevel.

Hurra! raabte Capitainen fra Vinduesfordybningen, imens Fruen og Emilie næsten forskrækkede vendte sig om; de havde ganske glemt, at han endnu var tilstede. - Hurra! det er rigtignok tungt at det tillige er et Pereat for min Søn; men han fortjener det ikke bedre, den Klodrian. Naa trediegang Hurra! - Og nu Farvel min kjære Frue. Ja var jeg blot en Snes Aar yngre, saa skulde Tingene faae en anden Gænge; men saadan som de nu staae, veed jeg ikke bedre end at gjøre mit til, at Felix Bearn snart faaer Examen; thi en flink Fyr er han dog trods alle hans Galskaber. God Nat.

Han gik henimod Døren.

Emilie, Du ondskabsfulde Tøs, vil Du virkelig lade Din forrige Svigerfader sjadske saa nøgtern hjem?

152|

VI

Saaledes endte da denne sandfærdige Historie; thi efterstaaende Limer kunne meget godt springes over, da de intet Andet indeholde, end hvad enhver dannet Læser, der nogensinde har stavet sig igjennem en Roman, med Lethed selv vil kunne slutte sig til; at nemlig, Capitainen en Maaneds Tid efter holdt sin Datters Bryllup. Det var naturligt at hverken Felix Bearn eller Emilie St. Clair kunne mangle derved; ikke at tale om hendes Moder, som tilligemed endeel af de Damer, vi allerede kjende fra tidligere Selskaber, og endnu enheel Deel Andre, vi slet ikke kjende, vare inviterede; thi Capitainen var af den gamle Skole, og havde forbandet sig høit og dyrt paa, at han vilde more sig til sin Datters Bryllup.

Hans Søn havde benyttet den forløbne Tid til at anstille Reflexioner, og efter mangfoldige forgjæves Forsøg paa at bringe sin Livs Anskuelse i Harmoni med de sidste Dages Begivenheder, besluttede han at forlade sit tidligere moralske Standpunkt, og foreløbig indtage et Tvivlens, hvilket han vidtløftigt udviklede for Vilhelm, da han et Par Dage før Brylluppet gjorde ham en Visit, og hilste ham som sin Svoger. Han forklarede ved samme Leilighed, hvorledes han endnu var uvis, om han vilde gaae over til at blive Ironiker eller Soldemester. Ironien, tilstod han, fristede ham mægtigt, da den vilde give hans Stilling i Selskabslivet et hidtil savnet pikant Relief; men Soldet, kunde han ikke nægte, havde ogsaa sit Tiltrækkende, og saameget mere, som det lettere kunde bringes i Harmoni med hans dybe Gemyt. Felix raadede ham ubetinget til det Sidste, og proponerede ham, strax at gjøre en lille Tour ud paa Livets Keglebane. Vilhelm derimod var af den Mening, at han gjorde rettest i at forene disse to Standpunkter til eet, som han saaledes efter Behag kunde kalde: det ironiske Solds, eller 153| det forsoldede Ironies Standpunkt; og Cancellisten gik saameget hellere ind paa denne Anskuelse, som han indsaae en Mulighed i at gjøre det, uden ganske at forlade sin Moralitet; men derimod tage denne med, og saaledes at kunne give den moralsk forsoldede Ironiker. Dette Amendement vandt et almindeligt Bifald, og meget tilfreds skiltes Cancellisten fra sine Venner; ja han yttrede endogsaa til Felix, at han fandt sin tilkommende Svogers Raisonnement at være af en ualmindelig Sundhed

Og paa Bryllupsdagen syntes det ogsaa, som om han var ganske gaaet ind paa hans Forslag; thi i den Sang, hvormed han overraskede Selskabet, skjæmtede han paa en fiin ironisk Maade med Storken, der skulde komme ad Aare, og opfordrede Publicum til at drikke derpaa; lutter nye Ideer, som man aldrig havde læst før, uden maaskee netop i adskillige tusinde Bryllupsviser. Capitainen fandt imidlertid Visen capital, og bandede ganske smaat paa, at hans Søn endnu kunde blive til Noget, da han syntes at have faaet Smag paa Mosten; hvortil Cancellisten udfordrende udbad sig den Ære, at drikke et Glas med ham, og tømte et stort Glas Portviin til Selskabets Beundring, til Felixs Forbauselse; men til sin Faders fuldkomne Tilfredshed

Inden Bordet var der imidlertid indtruffet det mærkelige Tilfælde, at som Capitainen spadserede op og ned ad Gulvet med sin Svigersøn under Armen, var Felix kommen farende hen imod dem, og med glædestraalende Øine spurgt:

Capitain, De har vel Champagnen iaften?

Det skulde mangle til et Bryllup?

Det er ikke det jeg mener; men idag for en Maaned siden parerede vi, De kan nok huske; - det er Dem, der har tabt.

Satan! udbrød Capitainen.

Stille, sagde Felix; det er den dybeste Hemmelighed Fru St. Clair vil absolut at hendes Svigersøn skal være Candidat; men jeg læser frygteligt.

Men saa fortæl dog - sagde Vilhelm.

Ja hvad skal jeg fortælle? - det kom af Prækenen, den var saa rørende, sagde Emilie; - jeg havde ikke havt Tid til at høre efter, - det er ikke hver Dag, jeg faaer hende at see, og hun var saa smuk iaften. Men hun sagde for lidt siden derinde, vi vare tilfældigviis ene, at den var saa - o jeg veed Fanden ikke hvad den var; jeg veed kun at hun 154| sagde, at hun - o jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden; - men det er den dybeste Hemmelighed

Men Luften maa ikke have været skikket til at Hemmeligheden kunde holde sig; thi inden Vilhelm fik opsøgt sin unge Kone - ikke for at fortælle hende det - havde allerede Emilie betroet sig til hende; og Gud maa egentlig vide hvorledes det var gaaet til, men Frøken Fresneuil havde ogsaa faaet Noget at vide, og hun kunde ikke dye sig, før hun fik det fortalt.

Jeg kan umuligt tro det, sagde den lille muntre Frøken; thi Emilie er saa lystig iaften, og Forlovelser pleie at virke paa hende som Middagsselskab i Klubben paa min Onkel Etatsraaden; han er altid saa gnaven naar han kommer hjem. - Er det sandt, Emilie?

Men Emilie svarede ikke; hun lo og rendte hen til sin Moder, der noget altereret lod til at høre paa Capitainen, og truede ad sin Datter, der med bønlige Miner kjælede for hende.

Felix, der netop var naaet hen til Klyngen, som Emilie forlod den, vilde atter fjerne sig; men det fik han naturligviis ikke Lov til. Den lille Frøken standsede ham, idet hun sagde:

O, Hr. Bearn, kunde De ikke give mig et godt Raad; jeg var saa uheldig igaar at tabe min Portefeuille, da jeg gik ned fra Holms.

Og der har Ingen været idag og bragt Dem den? spurgte Felix med uforstyrret Rolighed

Nei.

Saa har De ikke tabt den rigtigt, Frøken. De kommer til at gjøre det om igjen.

Damerne loe; den lille Frøken bed sig i Læberne; Felix vilde bort, men nu var det Gine Fresneuil, der holdt paa ham.

Det er sandt, Hr. Bearn, sagde hun, jeg skulde sige Dem fra Lotte Petersen, at hun gjerne vil staae Skildvagt for Dem ved Leilighed

Da forsømmer hun Leiligheden, svarede Felix, idet han, inden Frøkenen tænkte paa at værge sig, greb hende om Livet og kyssede hende, til de forsamlede Damers store Fornøielse.

Naa, det skal vi fortælle Emilie, raabte de, imens Frøken Gine bevidnede ham sin levende Afsky, ved at tørre sig om Munden saa hun nær havde revet Læberne tilblods, og senere forklarede sine Veninder, hvor rædsomt det havde været, og hvor ubegribeligt det forekom hende, at en Pige som Emilie kunde beqvemme sig dertil.

Men det allermærkeligste hændtes dog først, da Felix slap fri for 155| Damerne, der nu ikke havde Mod til længere at holde paa ham. Da forlod Cancellisten sin Søster og Svoger, med hvem han passiarede, og gik henimod ham, trykkede hans Haand og mumlede en heel Deel ubekjendte Ord Men tilsidst blev han mere forstaaelig, og forklarede da, hvorledes hans Stilling i nærværende Selskab var noget tvungen paa Grund af hans tidligere Forhold til Frøken St. Clair, men især, da det forekom ham, at hun øiensynligt undgik ham. Han bad desaarsag Felix, at lægge et godt Ord ind for sig; og lidt efter kunde man see Emilie i en lystig Conversation med sin forrige Kjæreste, imens hendes nuværende stod og talte godt for Moderen, saalænge til hun tillod ham at være det.

Men da Brudeparrets Skaal var drukket, ved hvilken Leilighed Capitainen fandt det hensigtsmæssigt, til Damernes store Forlegenhed, men til sin egen og sine Venners særdeles Tilfredshed, at citere noget af Bryllupstalen og navnlig 1 Mose B. 1. 27-28, - hør, hør fra Felix og Cancellisten - da reiste sig atter den djærve Capitain, og sagde:

Mine Damer og Herrer. Naar jeg igjen beder Dem at fylde Deres Glas, og jeg siger Dem, at det er en Skaal for et Par Forlovede, jeg her vil tage mig den Frihed at udbringe, saa tør jeg bande min Saligheds Eed paa, at der ikke er en Eneste af Dem Alle, der er uvidende om, hvem det er, der er gaaet hen at forlove sig. Og naar jeg nævner Dem Emilie St. Clair som en af de Skyldige, saa er jeg vis paa, at her er Ingen af de tilstedeværende Herrer, Brudgommen neppe undtagen, der jo med mig føler Symptomer paa Skinsyge, - hør, hør - der jo med mig er fortryllet af den Smaas malicieuse Øine og forræderske Smil, - bravo, bravo, - der jo med mig er misundelig paa den forviltrede Dreng, Felix Bearn, der iøvrigt er min gode Ven, - her blev Taleren afbrudt af Felix og Cancellisten, der drak Dus, under Selskabets levende Applaus. - Lad os da drikke paa deres Vel; thi vore Indvendinger ville kun lidet hjælpe; de ville have hinanden med Djævels Vold og Magt, - stærkt Bifald - og Emilies værdige Moder, denne fortræffelige Kone, hvis Hjertensgodhed vi Alle saa ofte have erkjendt, -stærkt Bifald - som jeg er stolt af at turde kalde min Veninde, - stormende Applaus - hun har givet sit Samtykke til, at de, naar Felix om to Aar vender tilbage fra Udlandet, at de da maae faae hinanden. -Lad dem da have hinanden. Hurra!

Efter Bordet dandsede man, og Ingen ivrigere end Cancellisten. Det bemærkedes, at han inclinerede bestandigt for Frøken Petersen.

156|

Candidat Poulsen var ikke tilstede, og det paa Grund af at Frøken Lotte, overbeviist om Umuligheden af at faae hans Formiddagstimer i Skolerne ombyttede, havde seet sig i den ubehagelige Nødvendighed, at maatte slaae op med ham.

Brudeparret var forsvundet; de Forlovede paa en Maade ogsaa, idet de havde benyttet dem af deres Privilegium, og vare tyede hen i en Vinduesfordybning.

To Aar, hvidskede Emilie; o, Aarene ere saa lange.

Og dog ville de ikke være saa lange, svarede Felix, som den ene Maaned var det, da jeg var forviist fra Din Moders Huus. Men hør, siig mig, sødeste Emilie, er det virkelig sandt, hvad Cancellisten før fortalte mig, at han i al den Tid ikke - men her sank hans Stemme til den sagteste Hvidsken.

Der var mørkt ved Vinduet; man kunde ikke see om Emilie rødmede; men man kunde høre hende lee, og - rimeligviis bekræftede hun paa en overbevisende Maade, hvad Felix havde spurgt hende om; thi han udbrød lidt efter:

O, jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden!