DD nr. 08860101102

[886. 1. halvår]. 212

Ærkebiskop Fulco af Reims meddeler pave Stefan 5., at han sammen med sit stifts gejstlige har modtaget den forrige paves brev, hvori denne har trøstet dem, der befinder sig 'midt i de hærgende normanniske stormvinde'. Ærkebispen vilde gerne have besøgt både forgængeren og den nuværende pave, 'men anfaldene fra danerne, som omringer og belejrer os, forhindrer det, og de har nu i otte år således angrebet dette rige', at kun de, der kan trække sig tilbage til deres borge, er lykkelige. Han og hans bisper, skønt nogle af dem, f. eks. bispen af Thérouanne for en tid tvinges til at forlade 'deres afbrændte stad', holder fast ved den romerske kirke indtil døden, som det sømmer sig for ærkestiftet Reims, hvem pavens forgængere havde skænket primatet over Gallien, hvilket tilføjes for at beboerne i Reimsområdet, 'der er begravet ....under normannernes ruiner', ikke skal gå i glemme hos paverne, hvorfor han anmoder paven om stadfæstelse af kirkens privilegier.

Tryk: Malbrancq, De Morinis II 375; Marlot, Metropolis Remensis historia I 504; Th. Gousset, Les actes de la province ecclésiastique de Reims I 520. — Referat: Flodoard, Historia Remensis ecclesiae IV 1, trykt Baronius, Annales X 603 og MGH. XIII 555. — Regest: Bréquigny I 335; P, Varin, Archives administratives de la ville de Reims I 66 nr. 129; Wauters I 303; Favre, Eudes 45 note 4; cf. N. Skyum-Nielsen, Vikingerne i Paris 55 note 121. Da Fulco udtaler, at normannerne i otte år har hærget landet, må brevet være fra 886 — rimeligvis fra begyndelsen af året — eftersom 'den store hær' invaderede Frankrig i 879, cf. Vogel 264. Dipl. Dan. 1. rk. I nr. 212; DRB. I:1 nr. 212 (i oversættelse).

Ærkebiskop Fulco af Reims meddeler pave Stefan 5., at han sammen med stiftets gejstlige har modtaget den forrige paves brev, hvori denne har trøstet dem 'inter medias Nortmannicarum afflictationum procellas'. Ærkebispen ville gerne have besøgt både forgængeren og den nuværende pave, 'sed prohibet Danorum, quibus vallamur et vellimur incursatio, qui ab annis iam octo, ita hocce regnum infestarunt', at kun de, der kan trække sig tilbage til deres borge, er lykkelige. Han og hans bisper, skønt nogle af dem, f.eks. bispen af Thérouanne (Morinensis) for en tid tvinges til at forlade 'ciuitatem suam ambustam', holder fast ved den romerske kirke indtil døden, som det sømmer sig for ærkestiftet Reims, hvem pavens forgængere havde skænket primatet over Gallien, hvilket tilføjes, for at beboerne i Reimsområdet 'sub Nortmannorum ruinis .... sepulti' ikke skal gå i glemme hos paverne, hvorfor han anmoder paven om stadfæstelse af kirkens privilegier.