Gregor, biskop, Guds tjeneres tjener, til HakonN, Danernes konge, til bisper, stormænd, gejstlighed og menighed, hilsen og apostolisk velsignelse.

Eftersom I, vor højtelskede søn, så vidt vi kan forstå, hidtil har gjort Eder de største anstrengelser for at vise Gud og den hellige Petrus beredvillig ly dighed og skyldig ærbødighed, nærer vi ingen tvivl om, at den guddommelige nåde af den årsag har skænket Eder sejr og glorie frem for andre. Og hvis Eders dybe kærlighed holder fast ved disse bestræbelser indtil enden, vil I visselig bevare den glorie, som I nu besidder, og med Guds bistand i det hinsidige erhverve en endnu større. Med faderlig ømhed opfordrer vi i særdeleshed dig, vor kære søn, hvem himmelens nåde har betroet omsorgen for riget, til, at du attrår at efterligne din høje faders kongelige retfærd og udmærkede dyder. Thi hans fremragende levned overstrålede i den grad alle andre konger, så at vi med forbigåelse af alle, endog uden undtagelse af selve kejser Henrik, som dog stod den hellige romerske kirke særlig nær, mente at måtte omfatte ham med en enestående kærlighed. Idet vi blev stærkt og dybt rystet ved hans bortgang, ønsker, opfordrer og formaner vi dig til at tage ham til forbillede, så at du derved kan virke for, at alle prydefulde dyder kaldes frem i lyset, og det kan skønnes, at du kommer af det ædleste blod. Dernæst bør du betænke og altid have i tanken, hvor brøstfældigt og forfængeligt alt i denne verden er, hvordan alt ustandseligt haster mod enden, så at man ikke kan forlade sig på dets bestandighed, men at besiddelsen af alt er forbundet med en forfærdelig angst. Og når du således skarpt har gennemskuet al tings forfængelighed og viseligt har lært at foragte alt dette, kan du rette din tankes od mod de grundfæstede og evige værdier, som ægger dit sind til at erhverve dem, og som gode mænds forbilleder ansporer dig til at attrå. Øverst blandt de dyder, som du skulde lægge dig på sinde at erhverve, ønsker vi, at kirkernes beskærmelse skal stå i dine tanker; på næste plads ærbødighed for præstestanden, og endelig skal du altid med skønsomhed øve retfærdighed og vise barmhjertighed i alle dine domme.

I denne forbindelse synes følgende, hvad vi har erfaret om Eders folk, ikke at burde forbigås, men i højeste grad at burde forbydes under straf af apostolisk banlysning, nemlig at det giver præsterne skylden for stærke udsving i årstidernes temperatur, stormvejrs forstyrrelser og alle mulige legemlige sygdomme. Hvor alvorlig en synd dette er, kan I klart indse deraf, at vor Frelser selv viste endog de jødiske præster en ære ved at sende dem de folk, som var blevet helbredt for spedalskhedN, og lærte, at andre skulde efterkomme, hvad hine sagdeN, og det endskønt Eders præster, hvordan I end agter dem, dog er langt bedre end hine. Derfor pålægger vi Eder med apostolisk myndighed, at I ganske udrydder denne fordærvelige uskik i Eders rige og ikke yderligere fordrister Eder til at udsætte præster og gejstlige, hvem I skylder ære og ærbødighed, for slig skændig beskyldning til fare for Eders frelse, når I vil tilskyde dem at være de skjulte årsager til Guds straffedomme.

Endvidere må I ikke tro, at det er rigtigt af Eder at handle ugudeligt med hensyn til kvinder, der af samme grund ved en lignende ubillighed er kendt skyldige i kraft af en umenneskelig og barbarisk skik. Men I må hellere lære at afvende himmelens straffedom med passende bod end til ingen nytte at fare frem med dødsstraf mod disse uskyldige kvinder og derved i endnu højere grad at fremkalde Herrens vrede.

Thi ifald I forhærdes i disse skændsler, vil Eders lykke utvivlsomt blive vendt til ulykke, og de besejrede folk, som I hidtil har plejet at byde over, deres åg vil I blive tvunget til at bære som overvundne og modstandsløse. Men hvis I i dette adlyder os eller rettere den hellige Petrus, hvilket vi ved Guds nåde stoler på, vil I kunne få tilgivelse for Eders synder og modtage den apostoliske velsignelse.