Frederik, af Guds nåde romernes kejser og til alle tider AugustusN, til sin elskede farbroder Otto, biskop af Freising, i nåde og med ønsket om alt godt.

Vi har med stor glæde modtaget den krønikeN, som du i din visdom har samlet .... og i din kærlighed har sendt os .... Idet vi nærer større tillid til dine rosværdige egenskaber end til vore egne evner, optegner vi her kortelig den smule, som vi i løbet af femåretN har udrettet i det romerske rige. Efter først at være salvet i Aachen og have modtaget det tyske riges kroneN, holdt vi en rigsdag i Merseburg i pinsen. Derhen kom Danernes konge Peder, som var blevet kaldt til vort hofN og efter at have svoret os en mands- og troskabsed modtog han rigets krone af vor hånd. Dernæst overflyttede vi biskop Wikman af Zeitz til ærkebispestolen i MagdeburgN .... Efter dette begav vi os på togtet til RomN og rykkede ind i Lombardiet med en stærk hær .... For at forebygge alle deres listige anslagN, rykkede den største del af vor hær under ledelse af kardinal OctavianN om natten ind gennem en lille port ved St. Petrus og besatte således i forvejen St. Petrus' klosterN. Da det var blevet dag, gik den herre paven med hele sit kardinalkollegium til St. Petrus' basilika førend vi og modtog os ved trappen under en stor procession; og da han havde holdt en messe ved apostlene Petrus' og Paulus' alter til ære for den hellige jomfru Maria, eftersom det var lørdagN, lyste han i rigt mål velsignelsen over det romerske riges krone på vort hovedN .... Da alle borge og fæstninger omkring Rom var overgivet til os, kom vi til Albano og tilbragte der nogle dage sammen med pavenN .... Efter en herlig sejr, som Gud gav os — så herlig, som vi endnu aldrig har hørt nogen vinde den med 1800 krigere, — kom vi til VeronaN ....

Disse få ting, sagt med få ord, skænker vi til dit strålende talent, som vil uddybe og mangfoldiggøre dem.