Beklemmelse som følge af den uventede sorg tvinger mig til at begynde en sorgfuld tale til Eder og under dybe suk grædende at fremføre mine klager for Eder, apostoliske herre. Thi der er nu forløbet tre år, siden kongen af Frankrig hjemførte mig, der var i den giftefærdige alder, som sin hustru og, som naturens orden kræver, opfyldte ægtemandens pligt over for mig. Men efter at han senere ved djævelens tilskyndelse og visse ondsindede stormænds overtalelse er blevet ført på afveje, har han taget en datter af hertug (Bertold)N i stedet og holder hende som sin hustru og har påbudt, at jeg skal spærres inde på en borg, hvor jeg lever så foragtet, at jeg ikke tør og ikke kan løfte øjnene til himmelen. Endvidere henviser han ikke til noget familieskab eller anfører en eller anden forseelse, for hvis skyld jeg skal skilles fra ham, men han gør sin vilje til et dekret, sin hårdnakkethed til en lov og sin sanselighed til en lidenskab. Jeg føler sorg, og jeg kan kun være nedslået, eftersom jeg spiser mit brød med sorg og stadigt tvinges til at blande min drik med tårerN, og det ikke alene for min skyld men også for kongens, eftersom min sag bliver et eksempel for alle rettroende kristne og for alle i hans rige til at gøre ondt. Oh, ve, han frygter ikke for at trodse Eders breveN, hellige fader, han afslår at høre kardinalernes befalingerN, han foragter ærkebispernes og bispernes erklæringer og afviser alle klostergivnes påmindelserN. Men hvad jeg skal sige, eller hvad jeg skal gøre, er jeg fuldstændigt uvidende om, eftersom jeg er omgivet af talløse vanskeligheder. Medmindre I af den grund, barmhjertige fader, vil værdiges at have medynk med mig, vil jeg snarlig bukke under for døden.