© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a:
. .Archiepiscopis. episcopis. abbatibus. prioribus. et uniuerso clero in regno Francie constitutis.
Anxiatur in nobis ex amaritudine spiritus. et cor nostrum pre dolore turbatur. dum in causa matrimonii karissimi in Christo filii. nostri. Philippi. Francorum regis illustris declinare ad sinistram uel desteram pertimescimus. ne uideamur plus homini deferre quam deo. et rursus regia uia in regem ipsum procedere molestamur. cum in eo propter prerogatiuam dilectionis et gratie nos ipsos reputemus offendi. Monet enim et mouet nos uehementius contra eum et debitum pastoralis officii. et fortius Finehes zelantis legem domini notum uobis exemplum inducit. sed angit nos plurium et re- trahit aliquantum gratia specialis quam ad eundem regem habemus. et quam non solum circa ipsum sed circa totum regnum Francorum oportunitate concessa proposuimus exhibere. Reducentes enim ad mentem et infra nos ipsos sepius reuoluentes beneficia nobis olim in ipso regno scolasticis insistentibus disciplinis impensa et a deo donum scientie quantecumque collatum. preter debitum officii pastoralis quo sumus singulis debitores nos tam regi quam regno specialiter teneri fatemur. et non solum a regis grauaminibus quantum licet manum retrahimus. sed ad honorem ipsius et regni eius augmentum ardentius aspiramus. Ceterum attendentes quod nos dominus licet immeritos in sede iustitie collocauerit et uicarios sui et principis apostolorum constituerit successores. ne uideamur acceptorum beneficiorum ingrati si ei qui nos de puluere suscitatos inter principes immo supra principes sedere uoluit. et de principibus iudicare hominem preferamus. ne sine causa etiam accepisse dicamur ligandi et soluendi per beati Petri merita potestatem. dissimulare non possumus quin exhibeamus iustitiam postulantibus. et herrantes ad rectitudinis tramitem reuocemus. ferrum etiam apponentes uulneribus que fomentorum non sentiunt medicinam. Considerantes preterea quod salus anime preferenda sit corporis uoluptati et utilitati quam uoluntati potius deferendum cum multa beneficia prestentur inuitis ne uel odisse filium si uirge parcamus. uel egro uideamur causam interitus prestitisse. si uulneribus fotis oleo uinum superinfundere differamus. saluti regis ipsius consulere disposuimus et honori. credentes quod quantumcumque contra nos immo licet iniuste forsitan moueatur. ad mentem tamen reuersus cum remedium senserit medicine. tanto nobis reddetur et apostolice sedi deuotior. quanto in corrigendo excessu per quem deum sibi reddit offensum. per quem ad excusandas excusationes in peccatis et in contempnendis ecclesie sacramentis factus est aliis preuaricationis exemplum. per quem etiam fama eius est apud bonos ne dicamus penitus plurimum offuscata maiorem in nos ex caritate fuerit seueritatem expertus. Ecce enim dux Bo- emie sicut accepimus ipsius secutus exemplum uxore relicta legitima simili modo adulteram superinducere non expauit. Sed alii principes et priuate persone iudaizare dando libellum repudii suis uxoribus sunt parati. nisi principiis citius occurratur. Licet enim bone memorie .C. papa predecessor noster sententiam illam diuortii quin potius illius ludibrii fabulam de fratrum consilio duxerit penitus irritandam diligenter eum admonens et frequenter ut predictam reginam reciperet in gratiam coniugalem ipse tamen prauo usus consilio post inhibitiones multiplices in grauem contemptum ecclesie aliam superinducere non expauit. Nos autem uolentes olim regem ipsum tractare in spiritu lenitatis et eum ad tramitem rectitudinis salubribus monitis reuocare. ipsum circa nostre promotionis initia per uenerabilem fratrem nostrum .. Parisiensem episcopum fecimus commoneri et postmodum per litteras nostras diligenter induximus. ut superinducta de finibus regni Francorum amota reginam reciperet memoratam. quam a se duxerat irrationabiliter amouendam iuris ei licentiam non negantes quo minus facta prius restitutione audiremus et exaudiremus si quid duceret rationabiliter proponendum. Cur enim non potius eligat quod iustum est et honestum et declinet quod iniquum est et dampnosum. ut si forte desuper datum non fuerit quod predictam reginam retinere uelit in gratia coniugali remota ea quam contra interdictum ecclesie superduxit. et recepta illa quam a se contra iuris ordinem separauit. extunc si de iustitia et ueritate confidit et ista iudicio dimittatur si fuerit dimittenda. et illa si reducenda fuerit reducatur. ne si secus agi contigerit. et anime periculum rex predictus incurrat per adulterium quod committit. et in genere suo scandalum ponat. cum proles si qua fuerit hoc modo suscepta non debeat censeri legitima sed spuria potius iudicari. Licet autem nondum super hoc monitis nostris paruerit et mandatis. ne tamen salutem ipsius negligere uideamur. si quod incepimus reliquerimus imperfectum. adhuc eum per dilectum filium nostrum .P. sancte Marie in uia lata diaconum cardinalem apostolice sedis legatum ad hoc ipsum mandauimus commoneri. dantes eidem legato firmiter in mandatis. ut nisi rex ipse monitis nostris et eius aurem curauerit facilem adhibere. et ipse adhuc ei forsitan uoluerit super interdicto generali deferre tam regi/ quam superinducte ac eorum familiis preter penitentias morientium omni prorsus appellatione remota interdicat. omnia diuina officia et ecclesiastica sacramenta. et ubicumque presentes fuerint eis presentibus preter baptisma paruulorum. et penitentias morientium tam sacramenta diuina quam ecclesiastica prohibeat officia celebrari. Ideoque uniuersitati uestre per apostolica scripta mandamus et ex parte dei omnipotentis. patris. et filii et spiritus sancti auctoritate quoque beatorum apostolorum. Petri. ac Pauli et nostra in uirtute obedientie. districte precipimus quatinus sententiam quam idem cardinalis in regem. superinductam. et eorum familias. uel in regnum etiam duxerit proferendam. et uos sublato appellationis obstaculo firmiter obseruetis. et faciatis ab aliis inuiolabiliter obseruari. Si quis enim cuiuscumque dignitatis uel ordinis eis post interdictum nostrum. uel officia celebrare diuina uel ecclesiastica presumpserit impendere sacramenta. se nouerit ipsius dignitatis et ordinis periculum incursurum. Cum enim ex hoc queramus sollicite salutem regis ipsius et amplius eum quam ipse se diligat diligamus. utpote quem nos in domino diligimus ad salutem. ipse se in anime sue perniciem diligit contra deum. non timemus. si quod pro ueritate ac iustitia contra nos scandalum oriatur quoniam si deus nobiscum quis contra nos. nec poterit aduersus nos aliquorum machinatio preualere. quia ueritas et iustitia nos defendent. Cum autem de prerogatiua scientie ac honestatis uestre non modicum confidamus. ne preter spem omnium eis comparari possitis. de quibus dicitur. Canes muti non ualentes latrare cum hactenus libertas ecclesiastica maxime uiguerit in regno Francorum uolumus et mandamus. ut uos fratres archiepiscopi et episcopi. et uos filii abbates apud eundem regem exortationibus assiduis insistatis. quatinus affectum nostrum attendens qui licet salutem sollicite queramus ipsius eum tamen molestamus inuiti eligat parere potius monitis nostris immo diuinis quam seueritatem ecclesiasticam experiri. cum si nec sic potuerit reuocari. ne plaga remaneat incurata seueritatem ecclesiasticam proposuerimus districtius exercere. Tanto autem hiis exequendis sollicitius intendatis. quanto apud multos fama uestra est non modicum aggrauata. quod mediantibus quibusdam uestrum tantus sit perpetratus excessus. Quod si ad tempus omissum sit hactenus non tamen est omnino dimissum quin possit et debeat aduersus eos si negligentes fuerint retorqueri.
23 desteram = dexteram.
16 herrantes = errantes.
4 .C. = Celestinus. 12 .. = Odonem. 22 dimittatur] dimitta tur a, rettet fra dimittantur? - fuerit) fueri t 4, reltet fra fuerint?
3 superinducte] super inducte, trukket sammen med streg efter rasur a. 27 exortationibus = exhortationibus.
23: Cf. Deut. 17,20: neque declinet in partem dexteram vel sinistram. - 24: Cf. Num. 21, 22: Via regia gradiemur. - 27: Cf. 1. Machab. 2,54: Phinees, pater noster, zelando zelum. dei, cf. beretningen i 4. Mos. 25, 7 ff.
12: Cf. 1. Reg. 2, 8: suscitat de pulvere egenum et de stercore elevet pauperem ut sedeat eum principibus et solium gloriae teneat. - 19-20: Cf. Prov. 13, 24: qui parcit virgae, odit filum suum. 21: Cf. Luc. 10, 34: alligavit vulnera eis infundens oleum et vinum. 26: Psal. 140, 4: ad excusandas excusationes in peccatis.
10: Cf. Galat. 6, 1: Huiusmodi instruite in spiritu lenitatis. 18-19: Cf. Ioan. 19, 14: nisi tibi datum esset desuper.
20-21: Rom. 8,31: si deus pro nobis quis contra nos. - 24: Isai. 56, 10: canes muti non valentes latrare.
Til ærkebisper, bisper, abbeder, priorer og hele gejstligheden i Frankrigs rige.
Ånden i os vånder sig i kval, vort hjerte knuges af sorg, idet vi i vor såre kære søn i Kristus Filip, de Franskes konges ægteskabssag i høj grad frygter for at vige til venstre eller til højre fra den lige vej, så vi kan synes at give mennesket mere end vi giver Gud, og på den anden side fylder det os med ubehag at gå frem ad kongevejen mod denne konge, da vi selv føler os ilde berørt i hans sag på grund af vor kærlige og nådige forudindtagethed. Thi både det os påhvilende hyrdehverv - som får os til at advare mod ham - og det for Eder velkendte eksempel om den modige Pinehas, der viste nidkærheden for Herrens lov, maner os til bestemt at gøre front mod ham, men den ganske særlige plads, som samme konge indtager i vor nåde, og som vi agtede ved given gunstig lejlighed at vise ikke alene ham, men også hele de Franskes rige, volder os såre stor beklemmelse og holder os i nogen grad tilbage. Thi når vi i erindringen genopfrisker og i tankerne gang på gang genoplever de velgerninger, der fordum blev vist os i det rige, da vi hengav os til de skolastiske studier, og tænker på den indsigt - hvor stor den så end er - der blev skænket os af Gud, tilstår vi, at vi ved siden af pligten over for hyrdegerningen - ifølge hvilken vi er forpligtet i forholdet til hver enkelt - især står i gæld til såvel denne konge som til det rige, og vi holder ikke blot i det omfang, som det er os muligt, vor hånd tilbage fra kongens byrder, men stræber også med brændende iver efter hans hæder og efter hans riges tilvækst. Når vi ydermere betænker, at Herren har anbragt os, omend ufortjent, på retfærdighedens sæde og indsat os som sin stedfortræder og som apostlenes førstemands efterfølger, kan vi ikke - for at vi ikke skal synes at være utaknemlig for de opnåede gunstbevisninger, hvis vi foretrækker mennesket for Ham, som ønskede, at vi, der er rejst af støvet, skulde sidde blandt fyrster, eller rettere højere end fyrster, og dømme fyrster imellem, og for at der ikke også kan siges om os, at vi uden føje har fået magten til at binde og løse i kraft af St. Peters fortjenester - lade det være upåagtet, at vi skal yde dem retfærdighed, der anmoder os derom, og at vi skal kalde de vildfarende tilbage til den rette vej og også anvende kniv ved de sår, som forbindinger ikke læger. Når vi desuden betænker, at sjælens frelse bør sættes højere end sanselig nydelse, og der snarere bør tages hensyn til hans gavn end til hans vilje, da mange velgerninger ydes til modvilligt indstillede, har vi, for at vi ikke skal synes enten at hade sønnen, hvis vi sparer på riset, eller at have forårsaget den syges død, hvis vi tøver med at gyde vin på de sår, der er badet med olie, bestemt os for at råde for denne konges frelse og hæder, idet vi tror, at han, hvor meget han end nok så uretfærdigt måtte rejse sig imod os, dog kommer til besindelse, når han føler lægemidlets lægende kraft, og at han - når han hos os som et udslag af næstekærligheden lærer strengheden at kende - vil vise sig des mere hengiven mod os og det apostoliske sæde, jo mere han ved at gøre bod for den forseelse, hvormed han har opbragt Gud imod sig, og hvorved han, når der skal fremføres undskyldende grunde for synder, og når foragt for kirkens sakramenter skal retfærdiggøres, er blevet et eksempel på pligtovertrædelse for andre, hvorved hans ry også i høj grad, for ikke at sige fuldkomment, er blevet plettet med skam hos de gode. Thi se nu til hertugen af Böhmen, der, som vi har hørt, følger hans eksempel; han har efter at have forladt sin lovlige hustru ikke næret frygt for på lignende måde at tage en ægteskabsbryderske til hustru. Og andre fyrster og privatpersoner er rede til på jødisk vis at give deres hustruer skilsmissebrev, hvis ikke der hurtigt skrides ind imod det, der er grundlaget herfor. Thi selv om vor forgænger pave Cølestin - salig ihukommelse - på brødrenes råd har ladet den skilsmissedom, eller rettere det komediespil erklære for aldeles ugyldig, idet han samvittighedsfuldt og hyppigt pålagde ham, at han i nåde skulde tage fornævnte dronning til sig igen som sin ægtefælle, har denne dog, idet han fulgte et slet råd, ikke været bange for trods mange forbud og under stor foragt for kirken at tage en anden til hustru. Og da vi tidligere ønskede at behandle denne konge med en sagtmodighedens ånd og ved frelsebringende påmindelser søgte at kalde ham tilbage til den rette vej, har vi i den første tid efter vor forfremmelse givet ham en påmindelse gennem vor ærværdige broder Odo, biskop af Paris, og senere ved vort brev samvittighedsfuldt tilskyndet ham til, at han, efter at have fjernet hende, som han havde taget til hustru, fra de Franskes rige og lande, skulde tage omtalte dronning til sig igen, hvem han uden retsligt grundlag havde ladet fjerne fra sig, idet vi ikke har nægtet ham retslig adgang til, at vi, når denne først var genindsat, da vilde undersøge og påhøre, om han på lovlig vis havde noget at fremføre. Og hvorfor ikke hellere vælge det, der er retfærdigt og agtværdigt, og vige uden om det, der er ubilligt og fordærveligt, så at han - når han har sendt hende bort, som han mod kirkens forbud har taget som sin anden hustru, og taget hende til sig igen, som han i strid med retsordenen har skilt sig fra, og der måske ikke skulde blive indgivet ham fra oven at ønske at beholde den fornævnte dronning i nåde hos sig som sin ægtefælle - derefter, om han sætter sin lid til retfærdighed og sandhed, både ved dom kan blive skilt fra hende, om dette bør ske, og få den anden tilbage, om dette bør ske; hvis der handles anderledes i den sag, bringer fornævnte konge både sin sjæl i fare, fordi han bedriver hor, og vækker forargelse i sin slægt, da det afkom, der måtte blive avlet under sådanne forhold, ikke kan regnes for at være ægtefødt, men derimod må anses for uægte født. Men omend han i dette anliggende endnu ikke har adlydt vore påmindelser og påbud, har vi, for at man dog ikke skal synes, at vi forsømmer det, som tjener til hans frelse, hvis vi efterlader det ufuldendt, som vi har påbegyndt, nu på budt, at han skal formanes ved vor elskede søn Petrus, kardinaldiakon af Sta. Maria in Via lata, det apostoliske sædes legat i dette anliggende, idet vi bestemt pålægger samme legat som vor befaling, at hvis denne konge ikke sørger for at låne villigt øre til vore og hans formaninger, og legaten måske endnu måtte ville tage hensyn til ham i spørgsmålet vedrørende et almindeligt interdikt, skal han banlyse såvel kongen som andenhustruen og deres husstande - undtaget er de døendes skriftemål - uden enhver tilflugt til appel, og han skal nedlægge forbud mod alle gudstjenstlige handlinger og mod uddeling af de kirkelige sakramenter, og overalt, hvor de er til stede, skal han forbyde såvel forvaltningen af de hellige sakramenter som forrettelse af gudstjenstlige handlinger for de tilstedeværende med undtagelse af barnedåb og de døendes skriftemål. Og derfor befaler vi Eder alle ved apostolisk brev og påbyder Eder strengt på Gudfader den almægtiges, sønnens og den helligånds vegne og også i den hellige lydigheds navn med de hellige apostle Petrus' og Paulus' og vor myndighed, at I bestemt overholder den dom, som samme kardinal måtte forkynde over kongen, andenhustruen og deres husstande eller også over riget, uden at der skal være adgang til en appel, der kan lægge sig hindrende i vejen, samt sørge for, at den ukrænkeligt bliver overholdt af andre. Thi hvis nogen - af hvad rang eller stand han end er - efter vort interdikt drister sig til enten at holde gudstjeneste eller uddeler kirkens sakramenter til dem, skal han vide, at han løber i fare for at miste sin rang og stand. Thi da vi i dette omsorgsfuldt søger denne konges frelse og elsker ham højere, end han elsker sig selv, da han jo, hvem vi for hans frelse elsker i Herren, elsker sig selv i strid med Gud til undergang for sin sjæl, frygter vi ikke, hvis vi for sandhedens og retfærdighedens skyld vækker forargelse, eftersom hvis Gud er for os, hvem er da imod os?, og rænkespil fra nogens side skal ikke få overtaget over os, fordi sandhed og retfærdighed beskytter os. Og da vi i ikke ringe udstrækning stoler på Eders fortrinlige egenskaber med hensyn til lærdom og agtværdighed, skal I ikke imod alles håb kunne sammenlignes med dem, om hvem man siger: Stumme hunde, der ikke kan gø, og da den kirkelige frihed indtil nu har kunnet blomstre stærkest i de Franskes rige, er det vor vilje og befaler vi, at I, brødre ærkebisper og bisper, og I, sønner abbeder, under fortsatte advarsler til samme konge skal holde fast ved, at han, idet han tænker på vor kærlighed - vi, som, omend vi omsorgsfuldt søger hans frelse, dog mod vor vilje volder ham besvær - hellere skal vælge at adlyde vore, eller rettere Guds formaninger end at mærke kirkens strenghed. Men I skal des mere omsorgsfuldt lægge vægt på at gennemføre dette, jo mere Eders omdømme i ikke ringe grad er belastet hos mange, fordi et så stort overgreb er begået med hjælp fra nogle af Eder. Omend det for tiden er lagt til side, er det dog ikke aldeles ladt ude af syne, så det ikke kan og vil blive vendt mod dem, hvis de måtte være forsømmelige.
Brevet er indført i Reg. Vat. sammen med en række breve fra oktober eg begyndelsen af november, cf. Potthast nr. 842-857; med forbehold af kronologiske uregelmæssigheder ved indførelserne i registrene skal det rimeligvis dateres til oktober måned, Potthast nr. 855. Ved et kirkemøde i Dijon i december 1199 lyste legaten interdikt over hele Frankrig, jf. Davidsohn 90 flg., Cartellieri III 26; interdiktets ikrafttræden fastsattes til 13. januar 1200. Et udtog af selve interdiktbestemmelserne er trykt hos Martene, Thesaurus IV 147 (efter et tabt håndskrift i Corbie?); herefter trykt med en enkelt overspringelse i SRD. VI 86 nr. 7.