© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Waldemarus 2. attendens pactionem de quadam mansione in Falstria in Ristorp de omni exhibicione regalis seruicii plenarie perpetualiter monachis concessit libertatem, Et anathema sit, qui contraire presumpserit. Nominatim ea, in quibus maxime grauati sunt, decreuit excipienda scilicet plaustra et retscott.
31 2.] tilføjet over Valdemarus med registrators hånd Reg. Om brugen af ordenstal i kongediplomerne se nr. 53. Det er dær påvist, at denne praxis først kan konstateres fra 1229, altså fra et tidspunkt, hvor Valdemar II havde sin søn Valdemar III som medregent. Det lader sig ikke afgøre, om ordenstallet har stået i originalen bag nærværende referat eller blot er sat til af registratoren for at placere udstederen mellem Valdemarerne, hvilken sidste mulighed dog måske snarest er den sandsynligste, jf. Dipl. Danicum I:5 nr. 67.
Under hensyn til en overenskomst om en gård i Riserup på Falster tilstod Valdemar II helt og fuldt munkene frihed til evig tid for enhver ydelse og tjeneste til kongen. Den, der fordrister sig til at handle herimod, skal være under anathema. Han bestemte udtrykkeligt, at det, som de tyngedes mest af, nemlig kørsler og redskud, skulde ophæves.
Det kan ikke bestrides, at det nedenfor aftrykte referat med megen ret kunde henføres under kong Valdemars privilegium for Næstved Skt. Peders kloster af 1209 23. septembar, nr. 160. Indholdet stemmer overens hermed, En sådan identifikation gør imidlertid den antagelse nødvendig, at dette samme privilegium er blevet kopieret to gange på samme pergamentsblad, den i gavebogen oftere omtalte longa membrana, dels som nr. IIII, dels som nr. XIIII, jf. SS. rer. Danicarum IV 337-41. Selv om denne vanskel.ghed ikke er uovervindelig under hensyn til, at andre af klostrets kongebreve fandtes i to exemplarer i arkivet (55. rer, Danicarum IV 338, 339), synes det dog mest forsigtigt at bibeholde nærværende registratur som selvstændigt nr. Til støtte for tanken om, at den dækker en fra 1209-privilegiet forskellig text, kan det anføres, at sanctionen har en helt anden form end i nævnte dokument.
Hvad dateringen angår, viser sanctionen ved sin gammeldags udformning, at udstederen ikke kan være nogen senere Valdemar end den anden konge af dette navn. Bestemmelsen om gården i Riserup sikrer på den anden side, at Valdemar I (1157— 1182) er udelukket som diplomets giver. Det må tilhøre Valdemar Il.s regeringstid, 1202-1241. Det må videre stamme fra et senere trin i dennes privilegieudstedelse for Næstvedklostret, jf. nr. 49 af [1202-1205]. Ifølge indholdet må det antages i tid at ligge efter den ærkebiskoppelige stadfæstelse af 1205 u.d., der ikke kender hverken den særlige fritagelse for kørsler og redskud eller klostrets modydelse herfor, se nr. 103. Det kan ikke siges med sikkerhed, om det registrerede kongebrev er givet før 1209priviligiet og i virkeligheden er forudsætningen for dette, eller om det er udfærdiget på et ser.ere tidspunkt og udgør en bekræftelse. Datering altså: [1205-1241].