Den ærkebiskoppelige bevilling for Skovkloster er tidligere dateret 1201-23, 1209 og 1209?

Det første holdepunkt for en tidsfæstelse er udstederens navn: Anders. Den eneste lundensiske ærkebiskop med dette navn er Anders Sunesen, fungerende 1202-1223, se Dipl. Danicum 1:4 nr. 46. Det er imidlertid muligt at indsnævre disse tidsgrænser ganske betydeligt. Dette hænger sammen med, at det i og for sig er påfaldende at finde en ærkebiskop som udsteder af en bevilling af denne art. I andre privilegier, der indeholder samme begunstigelse for klostrenes abbeder rundt om i landet, er det stiftets biskop, der står som udsteder, se således biskop Peder af Viborgs diplom af 1322 14. maj for Vitskøl (Dipl. Danicum II:8 nr. 411), biskop Simon af Viborgs diplom for samme kloster af 1340 14. februar (Dipl. Dan.cum III:1 nr. 12) og Hans Skondelev for Løgumklosters gods i hans stift 1407 21. september (Reg. Danica nr. 3220). Dette har sin naturlige forklaring deri, at retten til at skride ind med kirkelige straffe, særlig bandlysning, kun tilkom stiftets ordinære kirkelige dommer, altså biskoppen (F. Kober, Der Kirchenbann, 67-68). Men denne myndighed kunde han delegere, ligesom han delegerede sine jurisdiktionelle beføjelser iøvrigt, og han kunde bevilge den til abbeder, f. ex. sammen med den gejstlige jurisdiktion over klostrets undergivne (jf. de nysnævnte diplomer). Inden for sit stift var biskoppen indehaver af domsmyndigheden i gejstlige sager (Kober, 1. c., 69-70), og ærkebiskoppen kunde ikke befatte sig med sager fra lydbiskoppernes stifter, medmindre de var appellerede til ham. Anders Sunesen har da i sin egenskab af ærkebisp ikke kunnet meddele de her omhandlede rettigheder undtagen for gods, derlå i ærkestiftet. Men nu havde Skovkloster ingen ejendomme i Lunde stift på denne tid (Hans Jørgen Helms, Næstved St. Peders Kloster, 544). Anders Sunesens bevilling må da gælde klostrets undergivne på dets sjællandske gods, og han har herefter tillagt Næstvedabbeden en myndighed, der hørte Roskildebiskoppens jurisdiktion til.

På dette særegne forhold er der en ganske bestemt forklaring: Roskildekirken var en tid lang undergivet Anders Sunesens administration. Det er som forvalter af Roskildebispens myndighed, han har udfærdiget bevillingsbrevet.

For at kunne datere dette gælder det nu blot om at fastsætte, i hvilken periode ærkebispen styrede Sjællands stift. Anders Sunesen blev beskikket som forstander for den 5 vakante kirke ved en bulle af Innocens III, der kan dateres til [1216 maj—juni], se nr. 76, jf. nr. 75. Af en senere pavebulle fra 1217 25. januar fremgår det, at ærkebiskoppen tillige fik Innocens III.s fuldmagt til at indsætte sin brodersøn, magister Peder Jakobsen, som biskop i Roskilde, se nr. 102. Hvornår dette skete, og hvornår den ærkebiskoppelige administration af stiftet dermed hørte op, vides ikke nøjagtigt. Men det er antagelig sket inden 1218 28. maj. Under denne dato udsteder Honorius III nemlig et mandat stilet dels til ærkebiskoppen af Lund, dels til biskoppen af Roskilde, nr. 141. Ganske vist er som sædvanlig kun titlerne, ikke navnene på bisperne anført i den pavelige bulle. Men det må bemærkes, at denne som grundlag har en indberetning fra ærkebiskoppen. Det er næppe tænkeligt, at kurien vilde svare med en 15 befalingsskrivelse både til biskop og ærkebiskop, såfremt denne sidste fortsat administrerede begge de pågældende stifter. Anders Sunesens varetagelse af det sjællandske bispedømme falder da inden for tiden fra maj 1216 til maj 1218. Hans bevilling for Næstved Skt. Peders kloster må tilhøre samme tidsafsnit.