Kong Valdemars diplom for Clairvaux er tidligere ligesom den sideløbende udfærdigelse (nr. 107) dateret til 1230 27. januar, 1236 1. februar og 1236-37 27. januar. Den sidste tidsangivelse bygger på en fejllæsning af datumsformlen og burde være angivet som 1236-37 1. februar. Diplomet skal da være dateret 1236 1/2, men dette skal stå for 1237 1/2, idet der er forudsat en årsberegning som i Frankrig med påske- lørdag som årets første dag (se nr. 36). Den kan dog ikke tænkes brugt i danske kongediplomer.

Det er derimod vanskeligere at vælge mellem de andre dateringsmuligheder. Tidsangivelsen lyder i nr. 107: m^o. cc^o. xxx^o. vi^o. kalendas. februarii. og i det foreliggende nr. 106: millesimo ducentesimo tricesimo. vi^o. kalendas. februarii. Problemet er, om vi^o hører til årstal eller dato. I første tilfælde bliver dateringerne 1236 1/2, i sidste 1230 27/1. Nr. 106 er bemærkelsesværdigt ved at have de tre første ord skrevet helt ud, så der er en vis forskel mellem tricesimo og det forkortede vi^o. Det peger mod en slags skel mellem de to angivelser, og følges dette fingerpeg skal vi? henføres til datoen, og tiden bliver 1230 27/1. Hertil kan føjes, at skriveren har anstrengt sig for at fylde den sidste linie ud ved at skille februarii i tre dele. Hvis tricesimo virkelig skulle knyttes sammen med vi^o, skulle det følgende ord, der er prentet som kl. med forkortelsesstreg i begge diplomer, forstås som kalendis. Begge skrivere kunne have undgået misforståelser af dateringen ved at skrive dette ord helt ud, og det havde været naturligt for skriveren af nr. 106 at gøre det, da han så samtidig kunne få fyldt sidste linie ud. Når det ikke er sket, er det rimeligst at opløse kl. til det mest almindelige kalendas, hvorved datoen kommer til at lyde vi^o. kalendas februarii, lig 27. januar, og udstedelsesåret bliver 1230, en datering der gælder begge diplomer.

Hans Olrik har betonet ligheder og forskelle mellem nr. 106—07. Bortset fra en ubetydelig variant samt ortografiske afvigelser er de to tekster nøjagtig ens (Olrik (1895) 90). De er da muligvis skrevet efter fælles dictat. Det er det eneste tilfælde fra kongens kancelli før 1305, hvor man, støttet på bevarede originaler, kan opstille en forsigtig formodning om, at to skrivere har arbejdet samtidigt efter en dictators anvisninger (Niels Skyum-Nielsen 214-5).

Nr. 106 viser en stiv, pyntelig og lodretstående skrift og har mindre brug af forkortelser. Nr. 107 forkorter mere og har et løbende skriftpræg med let hældning mod venstre, ligesom c efter en begyndende mode bruges for t (f. eks. i quociens). Skriveren af nr. 106 er mere gammeldags på dette punkt.

Begge diplomer udviser en ældre gotisk kursiv, iøvrigt i skriftens udvikling svarende til franske diplomer fra samme tid (Olrik 94). Skriverne kendes ikke fra andre originaldiplomer med Valdemar Sejr som udsteder, men ligner dog disse i et og andet træk (ib. 93).

Seglet i nr. 107 kendes for hovedseglets vedkommende 1205-41. Kontraseglet findes 1215 (eventuelt dog før, jf. Dipl. Danicum I:4 nr. 54) til 1241. Det foreliggende nr. 106 har derimod et nyt segl, der ikke genfindes ellers for nogen af dets to sider.

Olrik har derfor henført seglet ved nr. 106 og dermed hele diplomet til Valdemar den Unge, konge 1215-31, og har givet en nærmere begrundelse i detaljer.

Olriks løsning er ikke blevet betragtet som den endegyldige af alle, idet A. Thiset har ladet spørgsmålet om seglets tilhørsforhold til den ældre eller yngre Valdemar stå uafgjort hen (DKS. xii, xix, jf. nr. 9).

Stærke grunde kan føres i marken mod Olriks opfattelse. Kontraseglet på det nye segl ved nr. 106 har af omskriften bevaret DEMARI:RE, nok til at vise, at der ikke har været nogen præcisering i form af bogstaver eller tal af, hvilken af kongerne det har tilhørt. Det samme gælder udstederens navn i de to originaler. Betegnelsen er ens i begge diplomer: W. dei gratia Danorum Sclauorumque rex. Den, der udstedte disse og betegnede sig som den danske kong Valdemar, både i tekst og på segl, må have været den bekendte konge af dette navn.

Hvis det foreliggende nr. 106 virkelig skulle have hidrørt fra medregenten Valdemar den Unge, på det tidspunkt 20-21 år, kunne der ske forveksling med hans fader, den kendte regent, nu ligeved 60 år gammel. En identitet i kongernes selvbetegnelser, når de fremtrådte officielt på segl og i diplomer, er kun højst teoretisk tænkelig, hvis der var tale om en jævnbyrdig samregering, hvor det var ligegyldigt, hvis navn der var anført, blot det var en 'Valdemar'. Men det strider mod den magtfordeling, som rent faktisk kan konstateres mellem fader og søn. I et diplom fra Valdemar den Unge henviser han til, at den retsstiftende handling, han dokumenterer, er foretaget for hans fader (Dipl. Danicum II:5 nr. 164). Sønnens underordningsforhold ses også af det eneste sikre brevpar, der foreligger fra de to konger. 1231 16. april udsteder Valdemar Sejr et privilegium uden at nævne eller tage hensyn til sønnen, mens denne i et tilsvarende privilegium fra samme dag to gange henviser til faderens dispositioner. Som en nødvendig tydeliggørelse betegner faderen sig i sit diplom som 'Valdemar den Anden', mens sønnen markerer sin udstedelse som 'Valdemar den Tredje' (nr. 120—21).

Der kan ikke være tale om, at den myndige Valdemar Sejr har villet forveksles med sønnen i sine regeringshandlinger, ligesom de ombudsmænd og fogder, der skulle føre kongebrevenes forskrifter ud i praksis, måtte vide, om de var grundet på faderens autoritet eller ej.

Det er ikke blot Valdemar den Unge, der trods sin kongetitel indtager en underordnet stilling i forhold til sin fader. Det samme gælder Erik, der var faderens medregent med kongetitel 1232-41 (desuden også Abel, hertug af Jylland fra 1232), se herom Skyum-Nielsen, Kvinde og Slave, s. 314-15. Diplomerne, der taler tidens officielle sprog mere end andre kilder, viser dette ganske tydeligt.

Det markeres ikke i nærværende diplom, at det kun er udgået fra medregenten, som det ellers sker i andre tekster, hvor han kalder sig 'den Unge' (I:5 nr. 164) eller den Tredje' (ib. nr. 67, hvor iii i referatet sikkert er overført fra den oprindelige tekst, selv om det mangler i underskriften; I:6 nr. 121). Konklusionen bliver, at begge de foreliggende diplomer ligesom alle andre tekster fra tiden 1215-31, der er udstedt af den danske kong Valdemar uden nærmere angivelse, må hidrøre fra Valdemar Sejr.

Når der ganske sikkert foreligger en dobbelt udfærdigelse fra Valdemar Sejrs side, er det ensbetydende med, at han har brugt to segl ved siden af hinanden. Det var før hans tid og samtidig med ham også tilfældet i det tyske rigskancelli (Bresslau, Urkundenlehre, II:2² 574-5) og kendes fra Danmark noget senere, f. eks. i to enslydende kongediplomer fra 1307 21. september, Dipl. Danicum II:6 nr. 89 (jf. om problemet i almindelighed Grandjean, Dansk Sigillografi, 106). Hvis man vil se bort herfra for Valdemar Sejr 1230, må hans diplomer være beseglet til forskellig tid (ib. 105-06, 114). Med henblik på de fjerntboende modtagere er denne mulighed dog ikke særlig aktuel.

De to enslydende, samtidige privilegier for Clairvaux, som er beseglet med hvert sit segl og skrevet af hver sin skriver, er måske udgået fra to af kancelliets klerke, der selv eller gennem foresatte havde rådighed over hver sit segl.