Hartvig Krummedige af Kærstrup på Tåsinge i Odense stift, ridder, Volrad, Klaus, Anders og Jon, kaldet Krummedige, hans børn, til alle, hvem dette brev når, hilsen evindelig med Gud.

Alle skal vide, at da vi havde fremført vore klager mod de fromme mænd herr abbeden og det menige konvent i Esrom af Cistercienserordenen i Roskilde stift, vore elskede venner, på tinge, såvel på rettertinget i Antvorskov under forsæde af den berømmelige fyrste herr Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, som på Sjællands landsting og på Lynge herreds ting i samme land, angående landsbyen Uggeløse og dens tilliggender i samme Lynge herred, blev det påvist og vitterligt bevist af samme Esrom kloster på det nærmest derefter afholdte retterting i Roskilde og i nærværelse af samme vor herre kongenN, at nævnte landsby Uggeløse med alle dens tilliggender, som retmæssigt og lovligt var tilskødet fornævnte abbed og menige konvent i Esrom med evig besiddelsesret i overensstemmelse med landets love og frit opladt dem af fru Ingefred Pedersdatter, kaldet af Ganløse — god ihukommelse — på samme Sjællands landsting, i mere end syv år før hendes dødN havde været i deres fredelige og ukærede besiddelse. Derfor erkender vi efter på fyldestgørende måde at have indhentet vejledning og råd herom hos vore venner og hos rets- og lovkyndige mænd med velberåd hu og efter grundig overvejelse, at vi og vore medarvinger i henhold til landets lov ingen ret har haft eller kan have til omtalte gods i kraft af arv eller ved noget som helst andet påskud, skønt vi i uvidenhed om retten hidtil har angrebet samme herrer angående besiddelsen af samme gods på Sofies vegne — god ihukommelse — min, Hartvigs, forhenværende hustru og vor, Anders' og Jons, kære moder, som værende nævnte Ingefreds nærmeste og rette arving. Derfor har vi i retten over for den ærværdige fader og herre i Kristus herr Niels, af Guds miskundhed biskop af Odense, og nedenfor skrevne vidner med vor og alle vore medarvingers endrægtige samtykke og frie vilje og efter nævnte Sofies begæring, som i nærværelse af os alle, såvel da hun var ved fuld fornuft, sund og karsk, som da hun lå på sit yderste, bønfaldende og fromt holdt fast på det, kasseret, ophævet, indstillet og på nedenfor nævnte måde annulleret processen og den med samme herrer og kloster i denne anledning førte og rejste strid, overbevist om det retfærdige heri, således at fornævnte herrer og klostret i Esrom skal have samme landsby Uggeløse med alle dens tilliggender, rørligt og urørligt, intet undtaget, at besidde fredeligt og med rette evindelig, idet vi og vore medarvinger, både nulevende og tilkommende, ubrødeligt bekræfter og godkender, at den gave, skødning og hjemling, der har fundet sted til og for dem, er foregået lovformeligt og rigtigt, og urokkeligt og uigenkaldeligt skal stå ved magt. Som tilbørligt vederlag for den møje, de udgifter og det tab, som oftnævnte Esrom kloster har haft og båret for vor skyld i den tid, da vi stredes om samme gods, og som efter en omhyggeligt foretaget vurdering af alt beløber sig til mindst 60 mark sølv — hvilke 60 mark de, skønt de ad lovens og rettens vej havde kunnet fravriste os og vore medarvinger dem, helt og fuldt og velvilligt har eftergivet os — giver vi med dette brev, tvunget af vor samvittighed, af egen drift, og for at der ikke mellem os, vore efterkommere og fornævnte konvent og dets fremtidige medlemmer skal opstå uendelige stridigheder, og begge parter følgelig forulempes ved unødig møje og udgift, afkald på al ret til fornævnte gods eller dets tilliggender, der nogensinde måtte synes at have tilkommet os eller vore medarvinger, uanset hvilke, i medfør af arveret eller ved ethvert andet påskud, og vi afstår fra nu af for vort og vore medarvingers vedkommende, nulevende og tilkommende, og specielt jeg, Hartvig, for min datter Ida i medfør af det værgemål, jeg med faderens ret udøver over samme, fra al den bistand, der er at hente i lovenes eller rettens bestemmelser til fordel for jomfruer, fra sædvane, som i Danmarks rige plejer at overholdes som lov, samt fra enhver indsigelse om svig, bedrag, retskneb og overhovedet fra enhver tilflugt til såvel kanonisk som borgerlig ret, endvidere fra (brug af) dokumenter og breve, såvel offentlige som private, som på noget tidspunkt vil kunne gavne os eller vore medarvinger eller arvinger og skade nævnte herrer abbed og menige konvent eller dettes fremtidige medlemmer i Esrom med hensyn til ovenstående eller noget af ovenstående. Men hvis nogen af os — hvad Gud forbyde — nemlig Hartvig, Volrad, Klaus, Anders eller Jon eller den til enhver tid værende lovlige værge for fornævnte jomfru Ida eller, om Gud vil, hendes fremtidige mand eller enhver anden af vore medarvinger eller arvinger i viden herom fordrister sig til at handle imed denne vor anordning, anerkendelse eller forpligtelse eller godkender, at det finder sted i hans navn, da skal det være samme herrer fra Esrom tilladt på grund af krænkelsen af denne overenskomst ved kirkens straf og med landets love at inddrive og oppebære 60 mark sølv fra samme lovovertræder, lige så ofte som det for en verdslig eller gejstlig dommer viser sig, at han med fuld viden har begået ovennævnte forseelser eller en af dem; og vi forpligter med dette brev fast os fornævnte, alle som een, og alle vore medarvinger og arvinger, nulevende og tilkommende, til ubrydeligt at overholde alt dette. Til vidnesbyrd om denne anerkendelse, ordning, afståelse og forpligtelse er vore segl hængt under dette brev tillige med segl tilhørende den ærværdige fader i Kristus herr Niels, fornævnte biskop af Odense, for hvem ovenstående er forhandlet i retten, og de ærværdige herrer Anders, prior ved St. Knud i Odense, Jakob af Nærå, præst, herr bispen af Odenses generalvikar i åndelige og timelige anliggender på Fyn, og Jens, præst, sognepræst ved St. Nikolaj i Svendborg. Givet i det Herrens år 1362 søndagen før evangelisten St. Lucas' dag i nærværelse af herr Henneke, forhen prior ved St. Knud i Odense, Lambert, subdiakon, og Bent, ovennævnte herr bispens klerke, og mange andre troværdige gejstlige og læge, særligt tilkaldt og opfordrede til at aflægge vidnesbyrd herom.